J
Under vilde Rosen
AsJan Maclaren.
DomsieN
iffortsatJ
Domsie arep iniidlertid trampagtigt ester Brevet oa
oilde rive Konvolntten op; nien han tunde itte; hang—
Haand rostede soni et Æsoeloo Han tunde tun stirre
oiia mig, oa jea lirste Da for han«
»Na-re Dir. Janiiescn!«
metiicrne er lxzie nn ndoelte, og oet oil glasde
Tom at linke, at ieg var faaet Medcille baade for
Literatur on (i)rckst.«
Jan sto: der noget oni at scrtirlle del til hanö Mo
der og oni hanri Tatneinnielialied niod liansZ Ztolelcrrer:
znen Donisie horte itte niere. Hatt Provede paa at tale,
nten tunde itte« sor Kakikerne stronnnede ned ad hans
sure-de, gainle Anstat. Ter var mere as en Hedning end
ei cn Helan i Ist-niste; men den Tag soretoni han into at
lizine Simon, soin endelig saa, hoad bang Hierte haode
drinne-S ester, ca soin nn itte onstede more lser paa Jord-.-n.
Da Stoleliornene nised qlade Raab var lohne hoer til
ti: Da Var sorsonndne i Gransloveih saade han: ,,Te gaar
set nied," oq jea sorstod, at ban git til Ltilsinnie Rnotvic
Hin saare itle et Orts pa.i tsele Besen: nien to Gaan
smrs han stille oa leiste Biene-t, sont han staoiq tlenite i;
Haandem Honig Nlnsiat Var som sttvnet, da vi ait op ad
Ratten. Jen saa dctte stivnende Udtryt bog ham en Ganq
ienere, ra oi oit ned ad Den sainme Vei; men aodt var
Jet, at oi itte nn tunoe se ind i erintiden
Whinnie lod sin Plov staa inidt voa Matten og tout
o:- i Mode, ioet ban toa to Furer i hvert Ztridt oii
allerede lannt harte sra tilraabte oH nogle Betnærtninger
om Bester
Domsie holot Breoct i Vesret og sagde tun: »Im
(Steorge.«
»Ja la.:, on hvordnn aaar bet bani nn?«
Domsie ndfoldeoe lsojtideliatsBreoet og tog sine Brit
let sretn. »l,5dinburg«"t7, 7. «2tprit,« beayndte ban, nien
san sna han paa Wdinnie og sagde:
»Nei, tsans ·.Uioker stal oære den forste, der borer det."
»Det bar Te Ret i, Etoleinester« oet sortiener hin-.
Im tanter, bun hat set og nn.«
Ema oit oi i Procegsion, Etoleniesteren sont Anforer
to Alen sornn og andre, oa saa stete der noaet mcrrteligt:
sor forste oa sidfte Mann i sit Liv stojteoe Tonisiel vo.
alt, soni dein flojtede, snntesz tsan at ootse sor vore Djnei
Meng han git sre1n« flog han Hovederne as TidglernH
ined sin Ztot, en Iidsel for hoert Stag. ’
Margarei inodte os ved Gavlen as Hufet oed den!
oilde Rosenbnst. hvor tsteorae senere stnlde sidde saa man
aen Sonnnereiteriiiiddao, for lsan dode, og hun oq Domsie
oetstede tun et tsnrtiat Blit, saa oidste hun, at alt var oel,
on sattede Blittet paa Brevct, ineng Wdinnie nied Tom
melsingeren i Vlsrnietntllerne usravendt saa paa sin Hustru.
Dorn-sie prooede nn pas at lese Nyheden hojt; men baade
bang Hander oa bang Eteinme stælvede, saa dan itte
tande.
»Nei, jeo tan itte,« udbrod ban, »men ban har saaet
forste Prceniie baade i Literatur og i Gretst, og der er
bete hundrede oa balosierdsindsttwe Studenten Det bar
man atdrig tendt Magie til, og det er itte stet i Drum
tochtn t ol den Tit-, Stolen hat etoisteret Det er det,
tpan striver her i Brevet, on han bar bedt inig ufortsvct
nt fort-eile det til han- Moder, og jeg har nu stnndt niig
derben, soa hurtig inine gatnle Ben tunde bære mia.«
Margare: stod taog nogle saa Setnnderx hun var en
aod Koinde, dct lcrrte jeg endnn bedre at tende senere i
Tiden Saa toa hun Domsies Haand oa sagde til hamc
.,Ncrst Gnd er dette Dei-es- Bært, Mr. J-amieson, og til
Belonning saar De hoerten Sold eller Guld; men De saar
en Moder-z fulde Tatnemmelighed.«
Wisinsnie gao nonle hasse Strudelyd sra sig on sagd:
saa til tin Konet ,,Det er ester dia, han har det altsaminen,
Margaret.«
Da de var tomne til Sæde i Doqliqstuem lostes Dona
sies Zunge, on tmn ndbredte stq nu i hoje Lootaler over
Georaie Howe.
»Ni: ved Begynbelsen as Vinteeen er det ti Aar, siden
De beugte ham ned til mig, Mus. Howe, og De sagde tät
mig: »Bei itte for streng ved dam, Mr. Jamieson, han
er mit eneste Born, og lidt strobelig er han ogsaa." Kon
se dasse, doad jeg saqde: ,,Det er et brillant Ansigt, der
fidder paa bam,« og jeg toin liae strats til at holde as
darn. To Aar ester er Præsten til Etsamen i Stolen.
og han ser paa Georgia «Det er en prmtig Dreng,
Stole-innen tnnes De itte?« siger han saa, og George var
tun otte Aar den Gang og siet itte stor as sm Alber
»Hr. Pastor,«siger seg, ,,jeg tot jo«itte bestemt sige, at vi
tan drive hani seein til Universitetetx nien jeg hat dog
mine Tanter deroin.« Det haode jegoqsaa allerede den
Gang, men jeg pralede aldtig, sor det er sarligi. Men
jeg sagde dog til Dem en Dag, da feg traf Dem PCC Tok
vet: ,,De hat en lovende Son, Maria« gjorde jeg itte?«
»Jo det er sittert not,'« sagde Manie, ,,det var den
Dag, jeg todte den hvide Ko.« Men Domsie blev ved
uden at htre hom:
»Allerede det sorste Aar-S Latin var not sor mig.
han formelig slugte sine Ver-dein Cesor git i ham sont et
Smoreetho han var snde i Virgil, sit han var elleoe
Aar, og hans latintte Prosat Saa sand«i’jeg leder, ttg
nede den itte Ciceros, og det lige sra Begyndetsen.«
Minute rottede med hovedet t Forbavselse.
»Da var netop den Astem han havde steevet den
latintte Prosc, at jeg toni hethen sor at tale orn Universi
tetet, og De tcentte, at Geotge havde stultet.« ·
Minute lo those-stet; men We cnsede det itte.
»Det var jo steengt not de nieste to Aar; men Presten
tos tin Del as Arbeit-et nied det gen-I Lan De We.
hvoe George teastede over heden til ptsstegaatden tgens
W Spte og Sm, og der var atttd et Hat tseee Sie-W
O) Unterseite It Wes-much to- Ietedee stetemsten
»
til ham i KIktenet, fsr han tom ind til bet graste i PM
steng Studerevækelse.«
»Ja, og en Dæit varmt ogsaa,« indsiød Margaret,
»og der er det Vindue, fom jeg satte Lys i, for at det
kunde lede ham hjem i de mørte Vinteraftenet, og mangen
cn Gang, naae Regn og Slud plastede mod Ruderne, var
jeg næk ved at anste« -- Domfie flog ud Ined Haandem
»Men alt det ek jo fordi nu, og han hat vist sig at
viere alt vott Akbejde og vor ije værd. Forste Præmte
i Literatur! og forfte i Græstt Herren bevare mig! Jcsg
tan næsten iktc tto det. Jeg var jo en hel Del bange
for De rigtige Latinstoledrenge; de bar jo stre Fotdcle:
Læreke fta England, Hovmestre, og jeg ved ille hvad.
Men Drumtochty gis af med Seiten. Tamt bake at læfe
i Avifetne:
Literatur — forste Prætnie fog Medaille) George
Howe, Drumtochty, Pertfhim
Græft førfte Prckmie (og Medaille) George Howe,
Drinntochtn, Pertshire.
»Tet vil blive mageløst,« raubte Whinnie, som nu
var Fyr og Flamme
»Da Filosofi og Matematit hat han endnu tilbagzx
Jca vil væboe paa, at han btivet den fotste ogsaa i det.
Oan tan alt, hvad han tager sat paa. Min egen Drena
er han Da Præftens s- ham maa vi ille glemme. Tet
er bang Klassikern han har, hver enefte Beg. Præstett
vil blive sjælealad, naar han tommer tillmae paa Løtddit
Ia Drunxshcugh, han vil da itle vide, hvad Ben han TM
staa paa paa Sondaa paa Kirkegnatdew Hvad miq
angaar, san vilde jcg itte bytte med Hettugen af Athote,«
og Domsie sing i Bordet, saa det rystede·
Saa vaagnede han som af en Drom, og Den Stam
fuldheo veb at prote, som luttet Munben paa enhvck
Stotte med Agtelfe for sig selb, bemægtigede sig hom.
,,Men hvotdan er det, jeg sidder og snatket. J sial
itte btyde eder om en gammel Lerrers Busle
Han blev nu tavs og tunde itke mere bringes paa
Gled, fkønt han blev haatdt friftet ved mange af Whiw
nies Spekulationet.
Da jeg saa det sidste Glimt af hom, viftede han«-H
Kjotestpdet fejtrigt, da han sprang over et Dige paa sin
Vej hen for at fottælle Drumtochtns Mæcenas, at Cen
forerne fotstod detes Fing.
J
lld til Korevejen sont fette op til Whiniiie Knoine.
oendte et (ttaolvindiie, oa Whinnie pralede af, at der var
ingen, foin ncaen Sinde dar kommen uforvarende over
Margaret. Landltkyaere fandt qerne alle Dsørene laasedi
oa maatte gaa iaen den Vej, de dar loinne; nien Tainerne
frei Kildiuniinie, soin fryatede, de ftiilde toinine til ltlek
liahed tot Meis. Howe, bleo niodtaane ned Oavelaagen aj
Maraaiet i sin Sondaggstads og anbraale ded et Tebord,
der var saci Dant, soin om de liaode væxet indbudte for
llaer siden.
Ta George toiii hjem for fidlte Gang, ail Margaret
hele Eftermiddagen frem og tilbaac mellein bang Gove
tammer og Gavlvindiiet, da da Vognen ncrrmede sta.
ait hiin ned og fljulte sia under Giildkegntræet for at
’tunne se bang Anstat, naat han holdt ved Laagen Huii
faa det, oa det fortalte hende tydeligere, end Otd tunde
have gjort det, at hoad hun havde fkygtet, var Tilfældet,
og Margaret gil iaennein sit Getsemane, mens de gyldne
Blonister dtyssede ned over liende Da Moder og Sen
saa hinanden ind i Øjnene, endoasaa for hiin hjalp ham
at Vognen, foiltod de hinanden.
»Du husier nol, Moder, hoad jea fortalte dig den
Dag, jeg kejste, om de graste Mode-es Ja, jea vilde gerne
have baaret mit Stjold; nien det fliilde nii itte saa verke,
og nii er jeg kommen hjem paa Sljoldet i Siedet for.«
Mens de derpaa lanafcnnt git op ad Haoeganaen, saade
han: »Jeg sit da Udniærtelse til niin Etsanien.«
»Du hat vieret en aod da trofaft Stridsiiiaiid,
(5teoige.«
»Tri) til Dis-den, trenter jeg, Moden«
,,Nej»« fagde Margaret, ,,tko til Livei.«
Driimtochtn var egentlig ille noaet opmuntrende Sieb
i Syadomgtilfælde. J Byetne, hat jea hort, lylsnsier de
bespaende Patienten til hans gode Udseende oa fnlder haiis
Familie med Foitællinger om, hvotledes baade den og
ideii er toimnen sig af den sanime «3ygdoni. Noaet saa
dant di lde have foeelonimet os liiilt da taltlpst, ja næsten
som en Fristelse af Forsynet. Sygdsom blev betragtet
som en Blanding af Udincekkelfe oa Straf, og det er
ofte vanfleligt for scerlig begunftigede Foll at viere nd
inyge. Dei- var ingen, soin havde gaaet saa meget igens
nem foin Ritfty Stetvatt, hvorfot niin helle-« itte betraas
tede nagen som fin Ligeniand; meii naak man blot tendte
sin rette Mode-, lunde hun viere meget nedladeiide. Da
jeg engang gjorde en cerbpdig Hentiidning til bensdeg
Etfaring, lagde hun: »Ja, jeg hat oplevet nieke end de
flesie. Det spinkner fig ille at prale, iiieii det et bog
sandt, ftsnt jeg ilte stiilde sige det, at jeg bar begiaoet
alle mine neerniefte.«
Kirsty havde, naar hun var paa Sngebespg, en egen
Maade at sente Sie-innen paa og lægge sit Ansigt i Fol
«det, sotn de fleste syntes vielede bekoligende og mildnende.
,,Naa, det glædek mig at se, at De ei: oppe og laii
fett-des igen«, fagde hun til mig, efter at jeg var losm
inen til Stade med init Ben; ,,nien De maa ikte tro. at
De et fækdig nied det Ben; nej, nej, Jeemg -- det var
min næstoeldfte Ssn -—— stkabede engang Huden aj sit
Ben, men ikte nan- saa Ilemt, som De hat gjort, eftet
lyvad jcg hsW tjeg havde nemlig nægtet Kitsty at
anders-ge mit Ben). »Det er nu fets Aar siden, og han
tom op og git omlring og splte sig ganste rast ligesom
De. Men ved Mitaakstid begyndte han at sygne heu, og
da Fotaaret som, git den bott. At ja,«naat fsrst Mod
gangen kommen ved man old-rig, bvotdan det vil ende.
Jeg innteö fo, jeg vikde op at se til Dein; man tkænger
altitd til Trist, naar man er syg.«
Da ieg tom op for at se til Geokge og.fandt ham
siddende invasbt i sin Plaid ved Sitten atf den vilde Ro
senbitst, you Blonrltet itte var holdes-e end band Kinder,
bat-de Mtsty asetede indtastt tin Pladz sont seliybestaltet
F J
Traster inde i Daaliastuem og hendes Stadren tunde
hpres nd gennem det aasbne Vindue.
»An ja saamaend, Margaret, saa stulde det da vcere
saadanl Naa, vi maa jo itte klage, ved du not. Tat du
Gud, at du itte som jeg har msistet Mand og fein Seen
ner sornden to Søstre og en Broder, ittc at tale om SI
stendebørn. Det vilde være noget at tale om! Og hvem
red, maaste tan George alliaevel tomme over det. Ja,
det var jo lige haardt not for eder efter alt det, der stod
i Bladene. Jea var not bange, da jeg harte om Ani
ferne. »Lad ham dog dare«, sagde jeg til StolernefterenJ
»De bringer jso en Straf over Drengen med at Teres
:ltog«; men man tunde lige saa aodt have talt til en
Sten. Domsie var helt sorblindet. Ja, det er en sorge
lia Leere sor os, dette her, Margaret, om, at vi itte man
forande vore Vorn, thi det er det samme sont at friste
den almceatige.«
Nn tunde Margaret itte sinke sin· tangere, men nd
lsred til Forargelse sor Drunitoct)ty, som holdt for, at
redunrende Held var en Udfordring til de ftyrende Man
ter, oa at en ihaerdia Afbeden as den Staas for vore
Born var som en Slags Sitterhedgvagt for dem.
»Den nimmtng siaer dil? Jea tror, det er for
ophøjet et Nnvn til din Gnd, Kirstn Hoad vilde tn
fiae om en Faden sont dragte en eller anden løn Ting
med bjem sra Martedet til et as sine Born, og som sa.i,
naar det staltelg Barn oar riatia alad ved det, rev det
no as Handerne vaa hani oa tastede der i JldenZ Han
oildc jo vare en elendia, afstyelia Karl. Nei, Rirftt),
naar den almaatige ser, at en Moder elster sin Son,
iaa tan jeg fortcelle dig, at det alceder hain i bang Hint
1nel, for hast dog paa, hvor han elstede sin eaen Son.
Desnden inener jeg, at man tan ilte elste et andet Men
neste nden at elste hain, og vi tan itle gøre et andet
Menneste ondt nden at gøre ham ondt. Jeg ved meget
aodt, at Georae tonimer til at gaa dort fra os; nien
det er itte, fordi Vorherre itte under mig hain mere,
nej itte paa nagen Mande. Det tom til at staa saadan
sar inig i Aste-T at han har Brng for min Dreng til ei
eller andet itort Arbejde i den anden Verden, og det er
eerfor, at Georae faa sine Bøaer braat nd til sig i Ha
oen on stnderer hele Tagen. Han forbereder sig til at
taae iinod sin Gerning paa samine Mande. som han i
den lille Stole i Drumtochty forderedte sig til Edinbnrgh.
Jeg havde haabet, at han stnlde have fortnndt Evangeliet
lierx men han vil bliveiDommer over mange Steder hig
tet. Jea nægter itte, Kirstn, at dette er en Provelse,
inen der er totnmet Lys over den for min, oa jeg tror itte
Inder end godt ont den alinaegtige Gnd·«
Folt i Drnnitochty mente, at Kirsty hat-de taget
Margaret ordentligt i Stole for hendes Hovinodx men
di liørte itte andet end: »Vorherre beoare5!«
Da Margaret toin nd oq satte sig vesd Siden ai sin
Zon, lyste bendos Ansigt; førlt da soa hun, at Vinduet
ind til Stnen stoo nahent.
»Bei vidste jeg itte.« —
,,Det stal du itte bryde dig om, Moder, der er jo
ingen Hemmeliaheder imellem os, og det Morde mit
Hierte aodt at here dia tale som for Gnds Aasyn og
at saa at vide, at du er tilsred5. Kan dn hnsle den
Nat, jeg taldte paa dia, Moder-, og dn fortyndte miaT
Evangeliet om Gud?«
Margaret toa stille Georges Haand, og han lod iit
Hoved hvile paa hendes Stnlder. Ligheden imellein dein
slog mig i dette Ljenblih de alvorlige, dnbe, araa Øjne,
den starptstaarne. faste Hage og de bløde, bevagelige Ler
ber, denne Blanding as Nomantit og tilsnneladende
Zteengheckd soin ndapr det tarattevististe ved et stotst
Anstat.
»Der havde ocrret en stvættelsesprceditant her«,i
sortlarede George mig, »og han vrceditede om Helvedni
Da dlet blev mortt, blev der totndt Lyg, oa jeg tan«
endnn se hans Ansiat for mia med det haarde UldtryL
Han saa ned paa oS Tsenae, som sad soran ham, oa
spnrgte os, om vi vidste, hvad Helvede var? Vi var saJ
forstrcettede, at innen as os tunde svare. nien til sidjt
hvistede jeg: «Nej.«
Saa soldelde han et Stutte Papir nd oa holdt det
ind i Flammen as Lnset, oa vi saa det brcende oa gle:
des oa trølles sammen og salde ned som Støv.
»Tænt eder nn«, sagde han, idet han lernede sia over
Pulten og talte med en grnsoin Hvislem sont sit det til
at lobe tolldt ned ad Rnagen paa os, «at det Paspir var
edlers Finger, tun een Finger as ederH Haand, der
braendte som det, men uden Ophør, og tænt eder saa, at
det var eders Haand og Arm, ja hele etders Legeme, der
brcrndte saaledes i en Jld, der aldrig stuttes.« Vi gyste,
saa man maa have tunnet hsre det tnage i vore Legemer.
»Bei er Heloede, og derhen tommer alle de Drenge, der
itte vil omvensde sig og tro.'«
,,Det var ligesom Dantes ,,.Helvede«, og jeg turde
itte tage mine Aue sra hans Ansigt Han blceste Lyset
nd, og vi trøb stcelvende ud of Daten, nde as Stand til
at sige et eneste Ord.
Den Nat tunde jeg ittc sove, for jeg tacnttc, at jeg
tunde tomme i den evige Jld for nasste Morgen. Det
var i Hostens Tid, oa Mannen stinnede med et toldt,
tlart Los ind i Verelset Fra min Seng tunde jeg se
alle Stattene staa i Retter ude paa Matten, og det saa
nd sor mig som Dommedaa. Jeg var tun en lille Dreng,
og jeg gjorde, hvad vi alle ger, naar der er noget i
Vejen for os, jeg raabte paa Moder. Du har vist itte
glemt, Moder, den Angst, der var over rnig den Nat.«
»Nej«, sagde Margaret« ,,og jeg glemmer den al
drig· Jeg ved itte, om den Mond lever endnu; men
enten han lever eller er ded. saa er det svært for mig at
lade være at hade hani. George greb mig om Halsen
med begge sine smaa Arme og raabte atter og atter:
»Er Gud saadan?«
»Ja, og saa tyssede du mig, Moder, og du sagde —
det er, soin var ·det i Gaar —- »Naar jeg er has dig,
tan ingen gsre sdig Fortrced«, og du fsortalte mig, at Gud
tunde not strasfe mig, hvts jeg var stem, for at jeg tunde
blive bedre; men han oilde atdrig pine en eneste stattels
Sich sor det vilde itte spie til godt, men var tun Dick
vean Bart. Du spurgte mig: »Er jeg en god Moder
for dist« Og da jeg itte tunde gsre andet end holde
dtg fast-, sagde du: »Du lan vare sttter paa, at Gnd er
L
meget, meget bedre.« Sandheden kam over mig fom ek
sprich og jeg puttede mig nesd i miw Seng og faldt i M
»i hans Kærlighed som i min Modets Arme· Dei Ue
’min Omvendelse, Moder, og under hele min Studieiid
hat jeg laengtes efter den Dag, da min Mund stulde
blive oplndt til at fotkynde Evangeliei.«
Dei var en gammeldags Habe, Margarei hastig
med duftende Blomster opad Murene, med Nellikek,
Tusindfryd og Forglemmigejet, vmed Timian og Moska
fer, de sik Lov til at voksse næsten, som de bilde; intet
nlmrrnonisk forftnrrede eng Tankek og Siemninger. Des
George tad, hørie jeg Margaret tyvisie: »Hans ijue
sial se bang Aasyn«, og Paradifets Fted faldt over es
min i Dødens Skygger·
Den sidfte Dag, George levede, blev han baaten IV
til sin Krug i Haven, og Domsie, hvis Hjeete var nett
ved at briste, sad hos ham hele Eftermiddagen. De
plejede at have dereg Yndlinggklnssikete bos sig og dispa
tere om lærde Soger; men den Dag talte innen af den
nm Bogen Margaret gik omikring i Haben, vg hun for
tnlte min senere, at George saa saa længfelsfuldt pas
Domsie, fom om der var noget, han gerne vilde sige, nie-I
ikke vidste, hhordnn ban siulde komme frem med det.
Eftet en Stunde Forli-b tog han en Bog frem un
der sin Hovedpude og fngde, som om ban neje ovetveiede
hvert Ord:
»Mr. Jamiesom De hat vckrei mig en god Ven,
den bedfie, ieg bar haft nceft efier min Fader og Moder-.
Vil De jage imod denne Bog som en Grindring orn en
taknemmeliq Elevf Dei er en lntinst Udgave af »Ktisti
Efterfølgelfe«’«), Sksolemester, og den er med stort Troc
De tun not huste, at De forcerede mig Virgil og sagdc,
at han var en Slagg hedenfk Helgen. Her er nn nein
Deinen, on jeg skal sige Dem noget, jeg trot, Virgil san
Hans Dng forud og glcrdede fig. Vil De ikie not lese
den, Stoletnesster, for min Skyld, maasie De faa vil fe«
— Geotge kunde ikie sige mete.
Men Domsie forftod hom. »Min Dreng, min egen
Dreng, fom jeg elster højere end noget andet Weste
paa Jokdem jeq vil lcese den, ja den stal være Inin stadige
Leegning, saa leenge jeg leder. Qg nu vil jeg sige dqu
George, hdad intet Menneste ved. Da jeg var i din AL
«der, sit jeq en stor, fior Sorg, som fit mig til at vendc
mit Hierte fra Troen. Saa blev Klassikerne min Bis
bel; men alsdrig har jeg angret Kristendommen ellek
Kristus selv. Hnn syntes mig altid at være mere end et
Menneske, og nu i den sidfte Tid er de: rette Snn M
hnm gaaet op for mig her i Haven hos dig. Miw
Dreng, du hat njort niere for mig) end jeg nogen Sinde
bar gjort for dig. Vil du bede en Von for din gamlc
Stolemesier, før di siilles?«
Der var en DirosfeL som sang i Bittetræei, og der
var en Summen af Bier i Luften, da Gent-ne bad med
dokmpet, blød, lidt usikter Stemme:
»Herte, Jesus, icent paa min Leere Lcrrer, for hcm
hat været en god Ven for mig og for mangen en faktig
Drqu i Drumtochtn Lceg hang saarede Hsjertc gib
han! Lns ved Aftentide, og lad Lærereu mode-Z ined sinc
Leerlinge paa den store Morgen i Vor Fadens Kenne
rige.«
To Gange saade Domfie Amen med en Rost, der
vor helt fotstelliq fra hans stetdvanlige, og saa kvsfede
bnn George paa Panden; men hvad de to videte bat-d
at sige hinanden, vilde Margatet itke hete.
Da vi gis ud af Havelaagen, kastede den nedgaaende
Sol ei gylsdent Skær over alt, og Domsies Ansigi bavde
et Udttyk som et lille Barns. «
Drnmtochty indlagde sia aldrig nagen sasklig Herrn
ved den Mande, der holdlesz Vrnllnpper ma, da Falk
der ille hab-de nogcl natnrligt Anng for insnnterbed :
degnden allid gik i Asngftelfe for, at enlwer Glakde mar
te ende incd Zorn; berimod hande Sonnet liqefrem Ta
lent for Benkavelsen Det blev lanqu eint-all med en
beretlinel Følelse af Etolthd, at en engelsi Bedemano,.
fnin tilfasldigvis var lil Siebe ncD en Begrxwelfe hei?
vg, ille vibsle nogen Grcenfe for sin Bennbkitig. Hart
havde hele sit Lin verrel dreven messen til Fortvivlelfe
oeb m se de gyseliqc Anstrengelser, soin de smaa Syd
boere gjovde for at sc letidelige nd ved de pungceldende
Lejligheber; men felv Bang vildefle Drønnnc blev vir
leliggjotle ved at se Mit-nd sum Trunifhch Un Hillocls
i den-H sorte Smwaggllæder. Seine bete-J Annales-, fan
de var fra Naturens .Olmnb, var en Fordcl for dem;
inen det var et inldre Instinkt, fom bragle bete-Z Væsem
til Fuldlonmienheb, og iniet lunde vcere mere ærefrygts
indgndende end en Gruppe as dissfc strengt uvseende
SIlillelsen hvoraf hver enkelt udlrvlgløst srirrede uld f
det blna og lwerlen ved Ord eller Miner rjbede at hatt
lendte nogen as de andre, selv ille fin ncenneste Naht-.
Drumtochtn gav sig hell og fnldt hen til en Begtasvelle,
dels fotbi del var en Sorg, og delg fordi der ille var
noget at spekulere Paa. »Man lan ille have nagen dir
telig Fornøjelse ved et Bryllup«, sagde vor Graver, hoi
hvein den alvorlige Side maaske not var bleven næstm
abnormt udvillei, ,,for man ved aldrig, hvordan del vic
lendc Inen ved en Begravelse er der ille noget at risi
itete.«
I— -—-————— (S1uttes.
i ·) lsn Bog as Thomas v. Kempis
;—-—«-- - - - - » -.... »sp-—
Gode Bøgey som anbefale5:
Ben Hut« lsn Isteklandfk Fottcklling im misli til-. En a
Americas bedsie Bogen Af Lewis Wallace, paa Dunst oed
Vilh. Wollen Pris. gobt indbnnden, 81.25.
Din Bruders Blodo En Foklællitg, foIn iklldm List-:
Orienlen, sengflenbe og interessant Pan Daan ved R. P.
Madien. 174 Süden i Omslag, 40 ENle
Herren er mit Skioldo En Formlling, sum stildtek de
kristelige Liv i Ruslantx 150 S» i Ome Asc, indis. soe.
Mikjam Rosenhaumo Cn Formlling im itdlste stehsco
126 Sldu, i Ort-flag, 25 Etat-, indbunden so Cum.
Daniih Lutheran Publiihing Haufe, Bleir, fiel-rass
