Under-vildeRoser.
AfJCn Maclaeen.
Dotttsiektl
—
For nogle Aar siden naaede Tidetneii Ontsttstelse til
Volk SAITE- Oa Dttnntochttt hat nu ett Estoletotntnistion
tned Formand Sttider oa Kasseter. llnae Htlloctg, sont
bat meet to Aar paa en Saasøtetg Kontor, er Stett-er
:·a·sattttnentalder Modetne sttistliat, stent ltatt set alle
.t.ltedletntnetne baade paa Totvet on i Hirten. Reseratet
Etltdet oplceste tneo sto! .Høstideligl)ed, oa Hilloctk stille-,
listaaet as Tsrtttttgltenalt, Forslaa ont en ildaist paa ti
Esttillingg til ett Der til tlnltasldetctk Beage ltat for
lseredt fta nteqet iotigt til denne Lejliahed og stdoee og
toltet paa Etolen, set de stal tale. Denntsltengb var t
Beanndelsen ihoj Grad henrntt over sit Vala og hentydede
statt-ta, naat tnatt talte nted hatn, til det Antal Stettttttee,
hatt davde taaet tnett i Tidenss Lob ait Eitttationetts Jroni
Iso- sor dam.
.,Foteitil dia bate, Hilloctg, dia oa tnia totnnte Da
tsisitere Stolen, sidde tned Vetter i Heenderne og passe pna
Lakeien Jea oil dædde, at det er not til at saa den ganne
Etoletnester til at vende sia i sin Grad. J hatte Tid losn
«tlrwsten, oa Dontiie sit saa Geotaie Howe ellet en anden
ilint Dienen iotn sorberedte sia til Latittstolen, ftetn til
Oder-listing oa ett ellet attdett as Stnaapigettte tnaatte
tansle no oa vise sitt Ztileboa stem. Siden spiste de til
Middag samtnen tned Pia-sten. Ved dn lwad, Mand, jeg
ltat tidt teentt, at lldstaten til Stoletotntnissionen tned
clle de nne Jndtetninaec gjotde det nf med Dotnsie. Hatt
var tnsaaste itle sita arnndiit oa dnatig i Vegi)ndelse«ggtutt
Jene sotn den Fett-, vi nn hat; nten alle vidste, at han havde
en Masse KttttdstalteL oa at det var en Aste for Sognet at
ltatie dam. Trnmtochty var ligesrettt i Ry i den Tid paa
Grund as alle de Menge, han sendte til Latinstolen
Det var vist aodt, han sit Lov at nippe, thi hatt vilde
aldtig hade tunnet finde sta i alle disse nye Stitte·
Den nye Ziolelsngning ligger paa en aaben Plads lige
ved Landevejen til Mitietotvn; den er bnaget as tøde
Sten, det et en Legepladg sor Dtengene oa en anden for
lliaetne oa desnden et pynteligt Huk til Lcereten Tet
et alt meaet net oa symntetriss, men dart, træløst og
ttden Hyggr. Da den blev byaaet, hat-de den stedliae Avis
en lllaeaaras ttted coetftristen »Tettnttochtn«: deti bleo
hele Bygninaen nted sine Lolaler bestteden i tetnisle Uc
ttnt, der svntesz at have til Hensiat at holde Stattendetne
stadegilsse sot Betoitningett. Attitettens Navn blev nævnt,
czt thtitlen slnttede nied, at »denne stnntte Bngning i
stotstgrwst Stil dar et as de stnutteste Atbesden sont
rat totnmet sta den ndtnasrtet dnatige thtiteltg Hattdet.«
Der et malede Fnrtettceg Bænte oa Mappek tned stott
Tieeuden et Iettnotneter, sont itte ntaa vise under lsl
ltjtader oa itte over l:"-, oa Ventiler, sont Jnspettøren er
tneaet omltvaaelia tned at anders-ne Da jea tilseeldig
tsig tont detind i sorriae llae, var Lateren i Færd tned
a: indsde Vornene i en Ziala ester et lille Har«tttoniuttt,
ca jeg listede ntia saa dort paa Tit-erne.
Det et oansteliat at vcenne sta til det ttve, og tttitte
Tantet git tilbaae til det aatnle Stolehug oa Dotnsie.
Det dar bynaet sok mange, ntange Llak ftden as en eller
anden, smn havde lidt as Vorherreg Raelighed til Bot
nene, og sont havde dalgt en Plads til dein inde i den
dnstende Geanston
Stolen laa ien Lysning i Studen, otngiven paa de
tte Sidee as hoje stotste Fmtetmet. Paa den ssetde
Zide var det et Vustads as Beombcet og Tjstn, i lwilted
der dat en Aabnina ud til Besen. Den aabne Plet var;
Bemenee Legeplads, oa om Zotntneten tog de saa tnegett
as Skooen i Brna nied, sotn de hadde Lyst til, idet des
legede Stjnl intelletn Teceekne ellee i Middagstitnen sattei
sia ned paa de tcette, tatke Grannaale, sotn alle Man-H
rannede et blsdt Treppe. Dotnste sagde tidt, at der hvetj
Daa var to Ting, sont gjorde hans gantle Oer godt.’
Den ene var at staa i Lysningen i Stoven otn Middagen
og se paa de vcevre Stittelsek as de sunde, rodmussede
Bern, sotn lob omtring mellent Traum, og den anden
var at staa i sin Der ont Esteemiddagen og folge Bornene
tned Øjnene, naar de styttede as Sted tyjentestee, til de
en estet en svrsvandt sor bang Blit, og deees muntre
Raab dsde den. Saa tog Lakeien en Pris, laasede
Dsken og git ind i sit eget Hug, sont laa ved Siden as
Stolen. En Asten tont jeg bag paa ham, da han stod
bathovedet rg lyttede estee Bpknenes Stemmee, og hatt
saa saa elstelig ud, at seg vil besttive hom, sont hatt git
og stod. Cn Mond as Middelhsjde, sont dog saa mindre
nd, fotdl hatt var lidt dutniatlet, tned astesatvet, gena
nende Haar da bustede Øjenbeyn, der datttede over et
Pae statpe, tloge, gkaa Øjnr. Man lagde Markte til, at
hanß Linned var geost, men pletstit, og at hatte Malt-en
slsnt de dar meget lttvslidte, altid var otdentlige og del
berstet-c Men man maatte særlig lægge Markte til hons
Kjole, tdi dens Lige sandtes itte i hele Sognet. Det var
en sott Selstabstjole, og dee var ingen, der vidste, ska
tgvad Ttd den strev sig. Mattge var de Sagn, der tnyt
tede sig til denne Kjole; men een Ting dar vi alle enige
om,vg det vat, at nden den vilde Domfte itte date Dantfte,
og den dlev sot os et Symbol paa Lætdotn hatt havde
vmet nieset anset ved Universitetet og havde taget en
setedeles god Etsamem og jeg hat hatt Præsten stge, at
hatt havde hast en stot Fremtid sor fig. Men paa Grund
as en ellet anden Begivenhed i hans Liv begeavede hatt sig
i Stovene med Drumtochtys Bern. Jngen tendte hans
histoelq men da hatt var ded, sandt jeg paa hatte Bryst
en Medatllon need Billedet as et stott, stmttt Ansigt i, og
jeg soestod da, at bang Liv havde hast sin Jeagedik Det
var ten-erste som en Erstatning, at ban nu gav Bienene
hele sitt Kaeltghed og naeften ogsaa alle sine Dense, tdet
W bialp nie-enge as de state Dienge ttl at komme t
Latier-steten og teattetede de smaa tned en utitnelig Masse
Pestestnyntetagee.
Des M Stolehus var maasde saaledei, at ntan
but-de have stammt stg over det; meet set hat-de dog sitt
Wins, tht ttte faa studeeende hat der saaet Stunden
·) sieteetelse as »Domlne3, sont beendet Usletnesten
J
lagt ttl deteö Lærdont, og endnn den Dag t Dug tun M
ste, at en eller anden bernmt Mansd singer chen til Sys
ningen i Stoven og staat en Stand daa den forladte
Legeplads, menH garnle Minder fylder hans Sind. Do
ren var i den ene Ende as Bygningen, og om Sommeren
stod den aaben, saa Drengene tunde se Kaninerne totnme
nd af deretz Huler i lldtanten as Sloven, og det tunde
ste, at en Fugl sorvlldede sig ind i Stolen. Ved den
enden Ende var Jldstedet, hvor der om Vinteren blev
fnret med Brænde, som Eleverne bragte med sig. Pan
den ene Side sad Domsie tned det halve Dusin Drenge,
sont ban tsavde Hand onc at tnnne sende til KollegietH
og sor bvem ban itte stdede noget Arbesde; for Enden lAD
de smaa og varmede dereg bare Fødder ved Jlden, og ned
lanasz den anden Side sad de øvrige Elever ved de unialere
Stoleborde og regnede eller stren. Nu og da tom en
Flot vp og blev hort, oa det tunde ste, at en Dreng ftl
en Lukssna for Tanlelnshed eller Dovenstab, derirnod als
dria en Piae. Piaerne strassede han ved at lade dein
sidde oder, og havde et saadant Piaebarn en Vroder i
Elolen, maatte ban oafaa dlide, for at hun itte slnlde gaa
ene hiern, oa de dral da beaae to Te has Domsie, hdortil
de fjl Brod med bang bedste Honning; de gil l)jetn i hist
Grad delte mellem et errliat Ønfle om at alade Dotns.e
ka en tilgivelig Lcrsngsel ester igen at dritle Te hos han«
,,Dotnsie«, sont vi laldte Stolelæreren bag hakt-I
tha, fordi di elftede l)am, havde en aldrig sviatende Spor
fan-:«, naar det asaldt at opdage fcerlige Erntet- hoH sme
Eleoerg om en Treng, sont for os andre itte syntes at
dn til andet end at være Vogterdreng, tnnde han fornd
stae, at ban vilde blioe en dngtig Student, oa del dar ett
almindella Tro, at dan aldria toa sejl l sin Dom, oa at
tiet ilte var lsans Elnld, hvis Spaadommene nndertiden
itte slog til. ,,Nn bar jeg daret Prcrft i Drumtochty i
25 Aar,« laade S--ognepræsten ved en Etsamen, ,,og ri
har endnn aldrig manalet en Student ved Universitetet,
og mens Lærer Jamieson leder, vu di heller ltte komme
til det.« Hvordaa Domsie toq sig en Pris og sagde, at
en stor Tel af Æren dersor tillom Prceften, ,,fom uden
Betalina laade den sidste Haand paa den arceste Unber
risning, itte at tale ont den højere Matematit«. Snv
Praster, fire Stolelcerere, site Lager, en Professor og tre
cjvile Entbedgmcknd er ndgaaede sra den gamle Stole i
Domsiess Tid fornden mange, sont fenere er gaaede Han
delsvejen
Tsomsie var intidlertid liae saa elgtlusiv med Herr
snn til at ertende sine Eleverg Evner sont Katolitlerne er
med at erlende andre for Kristne, oa da det oiste fla, at
en af de Drenae, han ventede stg særli.g tneget af, tun
haode Interesse for Jnsetter oa allerede havde sig en
Eiarnling af de Arten der levede i Drnnttochtn, saa blev
der doldt Raad i Praftegaarden. Dette endte imidlerttd
med, at ,,Billethllie«, sont stannneraterne drillende
taldte dam, ilte mere blev gjort Nat as, men blev opmun·
tret til at folge sin Tilbojeligheo Jenere totn der en
Gang om Vlaret et langt Brev til »Wir. Patrich Jamies
son, Etolelcrrer, Tsrnnttochtn«, og Adressen indeni Bre
net var ,,Vrjtifl) LUlttsenm«. Naar Dontsie laste dette
Breo døjt for Vernene. undlod han aldrig meaet onl
bnaaeligt at sortlare dem, at: »Dr. Graham er den stor«
fte nuledende zletoritet i Viller.« Han føjede oasaa ofle
til, at lwig en eller anden beaavet Dreng itte havde Lnst
til Latin, saa havde han jo den lldvej, at han tnnde
lckgge fig ester Viller.
Men det dar scrrlia Latin, fom Dsomsie spejdede ef
ter, sorn Guldgraverne efter Guld, og naar han sporede
farlige Evner til det hos en as Drenaene, udtalte han
fin Gliede hpjlydt. Han regnede det sor en Begivenhed i
sit Liv, bver Gang han sit Vished sor, at han bavde op
daaet en vordende Filolog, og hele Stolen var Vidne til,
da han »opdagede« George Howe. J en hel Vinter hao
de Tomtie ligget paa Lur efter dann havde jaget hakn
iaennem (5celar oa tert rundt med ham l de ttregelmch
siae Verber og ftillet Felder for ham nted Virgil.
Ilnder disse Loelser saa Dotnsie altid over Brillerne
daa George, og hans Øjne lyste as Haab, som hver Dag
vandt i -S—tt)rte, indtil det naaede sit Hnjdettunlt ved et
Stntle striftligt latinst Prosa. Domste npd det Hien
snnligt, oa han liest-. det igen i Styggen af Grantrceerne
i Middagstintem
»Don bliver gcds Han bliver godl" raabte Domsie
bsjt, ldet ban tog sig en Pris· »George, ntin III-eng
sig dln Faden at jea lonnner hen til eder i Asten i For
retninger.«
Saa didste hele Stolen, at Georgie Hotve var des
stemt til Studeringerne, og i deres Hierterg Gliede gao
de sig til at overdænge ham med Grantog·er.
letnnie, Georges Faden-) var meget nnsgerrig es
ster at vtde, hvad Leererens Bespg havde at sige. Han
lsandt sin Huftru Margaret, en th sttlfasrdtg Kvinde med
et ttdtrytsfuldt Anstat, i Matteftuen Georgie havde alle
rede fortalt hende om det underllge, der var stet, og det
ærarede hende dersor, da hendes Mand sagde: «Det tan
tlte viere Kul, sont Laster-en vtl have hentet fra Statios
nen, for der er et Par Spandsulde endnu·«
»Bei er heller itte Laggetartofler«, sagde hun, idet
hun fulgte den glvne Tantegang, ,,for han hat selv en
del Del af de r·de. Nef, jeg- trot, det er noget om
Georgie.«
Dette satte Wnnte paa et nyt Spor.
»He-n hat maasle ttultet. Jeg vll deedde paa, at
det er Ttlsteldet.«
»Nei, du tager feil, Whtnnle«, asbrsd Margaret ham;
»det er chderten det ene eller det andet, men noget, som
ieg dar bedt Gud otn, siden Georgte var et lille Baru.
Gaa tnd og læg dtg lldt, og gaa saa Domste i Mode, sor
der er tngen t Drumtochty, ssom mere fortjener at blive
vtst Ære end han, hverten herremand eller Bonde.«
Hoö os l Drumtochty blev en Samtale ttte betrag
tet som noget Arbeide, der stutde udfstes paa en
bestemt Monde, men den faldt, svm den tunde bebst
jeevnt og fttlfterdtgt, oste abtudt af lange Bat-sen J
Regten gtt man lange uden otn den Sag, man egenllig
I) Engelste Undernisntngsannalten tll Dels inacende til vore
Latlnttoler.
·) Nsvnet et taset ettet Gurt-ern heb whlnnle Known Man
»de·ns gtetellse kenn var ststatn dive. De stotste hinter taldes
gerne nnd senkten- Mon.
r
vilde tale om; saaledes afhandlede Dvmsie og Whinnie
ogsaa Vejret i alle dets Enteltheder, for Georges Navn
blev ncevnt. Man tunde imidlertid marte, at Domsie
havde noget af særlig Vigtighed Paa Hier-t-: tilsidst tem
mede han sig og san hen paa Margaret, fom var gaaet nd
og ind, men hele Tiden havde holdt sig indenfot Hon
vidde.
»Georne er en flinst Fyr, Mes. Howe«, sagde han.
En almindelig Moder i Drumtochty bilde, selv om
bendes Hierte var briftfcerdsigt af -Sktolthed, have fvaret:
,,Aa ja, han er god not, hvig blot hans Hierte var gre
bet as Naaden«, og det i en Tone, fom maatte vcette
den Tante, at det var helt nrimeligt, og at hendes Søn
dar den dærste Synder i hele Zognet Men Margarets
Anfiat lnste blot af Gliede, og hun ventede efter, hvad
der Videre vilde blive sagt.
,,Hvad har J i Sin«de, at han ftal vcere?« Domfie
kalte langiomt med Vasgt paa bvert Ord, thi dette var
et vigtigt Øjeblit i Drnintochty. J alle disse tarvelige
Hjem liavde man tun een Ærgerrigbed, og det Var at faa
et ai Familiensz IJtedlemmer til tlniversitetet, og naar
Domfie ndtalte sin gnnstige Dom om en Dtengs Dygtigs
liet Vertil, saa gav denne Drenas Søstende med Glæde
liele bete-J Lon, cg Familien levede af Havrekager ska
ftnmmet Mcelt, for at han tunde blive holdt til Stu
deringerne.
Whinnie saa paa sin Hnitru on vendte fig iil
Tomfie
»Man-met bar fat sin Hn til at se Gent-ge som
«4tra-st.«
»Nun boiiJ han er værdia Vertil, ellers itte. Vi
lsar jo heller itte Rand til det. Der hviler en svær
":Ilfaift paa Gaatden, Da nanr Aaret er ude, er der ncrppe
en Pennn tilover«5.«
«Men J er altfna billige til at lade Gedrae komme
Of Zted oa fe, lwad han lan drive det til? Hvis der
itte bliver noget nd af ham, saa flal jeg aldrig mere
give mia ud for at lnnne fe, om en Drena bar Evne eller
ej. Prcesten er ogsaa enig med inig.«
»Mr. Jamieson«, sagde Margaret alvorligt og højs
tideligt, «det er mit Hiertes indetligste Ønfte at se Ge
rsrge som Præst, og hvis Gnd vil lade mig leve, saa jeg
lan komme til at høre mit enefte Barn prædite Evangeli
et, saa hat jeg intet mere nt snfte eller bede om. Men jeq
tvivler meqet inn, at det lan lade fig gere«
Domsie baode faaet at vide, hvad han vilde, on han
reiste fia nn op i sin fnlde Heide.
»Hm-is Georae Home itte tommer til Universitetet,
iaa vil det være førfte Gang, noaet saadant er beendet
mia i Druintochtn J tan vel not betale for hans Op
lwld Da den Slags·?«
»Ja, det ital der ille være noget i Vejen for«, fagde
Qttslnnnia som beayndte at blive varm for Sagen, ,,flønt
jea itte bar faaet saa meget som en Trcevl nnt Tøj i site
«!lar. Men hvad faa med Estolepengene oxj andre Un
nifter?«
»Der er en Mand her i Zoanet, sont tan betale for
Wenige saa let som at tage sia til Hovedet, og jeg vil
vadde paa, at han vil aøre det.«
»Hm-z Dr mener Trumshenab«, faade ,,Wlhinnie,
»saci Vil De itle faa en Penan nd ai ham. Hat De
itle hort, hvordan Fritirlefoltene liftede ham til at
komme i deres Kirke forriae Sendaa, da Netbertons SE
stersøn fra Edinburgh prekditede for Missionem fordi de
’ventede, at han vilde give dem en Seddel: men se, om han
itte ait ind i Verrtsbufet oq fit en Shilling byttet, og saas
mittede han en Pennn i Possen. Nei, han er en scer For,
er Dattiiishetiah: De tan aanfle sittert spare Deres Gang,
«3toleniester.«
Men Margarets Tanter sogte tilbaae til gamle Ti
der, oa hendes Øjne lnfte af Ømhed, da hnn sagde: »Han
liavde en Gana det bedfte Hjerte i hele Sognet.«
Damer fandt Trunishenah aodt oplagt til at smal
te, oa de ksom snart ind i en udsprlig Samtnle om sted
liae Anliggender. Da Nrnmfbengh havde ndtalt sig vidt
oa bredt om Piggie Malta-, som bavde tobt hans Kat
tofler oa derpaa Var gaaet Fallit nden at betale for en
eneste af dem, holdt han op og begyndte at vise Inter
esse for andre Ting.
«Hvordan gaar det med Teres Drenge, Stoleme
IstersD Er der nogen af dem, iom arter stg færlig hel?«
l Drttmfhengh havde selv gjort det første Stridt, og
jDomsie gav nu en glødende Bereining om George Howes
"Dygtighed i Latin, sont« blev vel modtagen.
»Naa, det glceder mig at høre det om Margaret Ho
wes Son; Wihinnie er ille videre bevendt, han flal have
alting ind med Skeer.«
Men ved Domsies ncefte Udfald vejrede Drumsheugh
Uraad og var paa sin Post. »Nei, nej, Stolemefter, jeg
ser not, hvor De vil hen. De huster vel endnu, at De sit
tre Banlnoter af mig ved Mortensdagsmarledet for et
Par Aar siden til en af Dei-es Latinstoledrenge. Fern
Pnnd om Aaret i site Aar! De er ellers ilke billig. Og
hvorfot stulde jeg underholde Margarets Barn? Hvis De
Vidste alt, vilde De itle bede mig derom; der er ingen
thg i det, Stolemefter, og der bliver ilte noget af
det.«
Domsie var tun en pedantifl, gammel Almuestol:
lærer oa vidfte itke Bested med meget uden for sit Em
bede; men nu lom Aanden over ham, og han talte med
en Glød og Jld, fom fit bam til at tafte sit højengelste
bott som Steden af et Svastd og uviltaarligt falde ind
i den stotste Dialekt.
»De synes, at jeg forlanger faa uriiitelig meget, naar
jea beder om nogle faa Bantnoter for at holde en fattig
Dreng til Studeringerne. Jeg vil fige Dem, Mand, at
det er en Ære, jeg vifer Dem, og jeg giver Dem den
bedlte Udsigt til at vinde Rigdom, som De nogen Sinde
vil fau. Naar De lægger de Penge paa Kiste-blindem
scm De hat strabet sammen ved at pine dem ud af Falk
ved Dei-es handeln, faa vil de blive arvede af en eller
anden, som De ttke tender, og han vil nmaste scette dem
over Stint i Lediggang og Letsindtghed Men hvis De
bar Viertelag til at undvæte dem til en begavet Dkeng
som howe, iaa vil De faa to Belsnninger, ssom intet
Menneste tan tage fra Dem. Den ene vil væee den hier
teltge Tatnenimeltshed bot en Meng, W Its-us til
We De hat ttlfeedtftillet vg den anden vil veeee
den, at der san er een studetet Mond mete i Lande-t, og
jeg tænler som gamle John Kurz-, at enhver finde-I
Mand er et Tillæg til Almenvellei. Og hvad vil U
saa loste Dem? Kun lidt mere end Prisen for et SM
Kvaeg. Menneste dogt Drumsheught De slaar II
Dem med, at De er fattig! Jeg ejer itle andet i det
Berden end en Haandfuld Bsger og en Tipundsnotes
min Begravelse, og dog, hvis det itte var, fordi ieg r
underholde alle min Broders Born, saa vilde jeg III
lsetale hver eneste Penny. Men George stal ille gaa III
Ploven, om jeg saa stal gaa fra Dør til Der for M
Styld Nei, nej, der stal ilke gro Gras paa Vejen meh
lein Kollegiet da Drumtochty, før de lcegaer knig M.
Kirtegaarden.«
Drumsheugh sortalte selv Scenen nceste Tauseng
Muirtown Kro: .
,,Domsie var min Sandten paa Højden ,,Elendise
Zlyngel«, var det høsligste Ord, ban brugte. Oan vilbe
hverlen sidde ned eller nyde noaet, oa han var nassten bekt
nde af Gaarden, før jeg tunde faa bam rolia. Og fes
vil slet ilte sige anbet, end at han havde noaen Grund
til det, hvis jeg havde ment alt, hvad jeg fande. M
vitde dcere en Standale for Sognet, hvig saadan en Kreis
itte lunde komme til at studere af Mangel paa Benge.
Iscej, Naboer, vi har dore Fejl, men faa knovsede er C
trog itte her i Drumtochty.«
Da Domsie gil, kunde han tun gribe Drucnfhexkzhk
Haand og kalde ham Mæcena2, og han var faa beruka
— stønt ilke af steerke Drille —- at han, da san irr-M
Hilloctg paa Hjemvejen, fortalte denne, at TsrnmsW
dilde blide en Ære for Drumtochty, og at haniis latinstr
Stil mindede ham om Eiter-os. Lidt efter tilføjede has,
at Whinnie Knowe havde lovet at betale Omtoftningemx
ded at holde Drumsheuah i sire Aar ved Universität-L
Dom-sie var en klog Fyr, og han forderedte os M
stor Snildhed Paa de Efterretninger, di vilde faa om Ge
drae. En Gang hver -Søndag paa Kittegaarden ag is
Ganae midt i Ugen, ved Posthuset da nde paa Lande
vejen, bad han os paa det indsteendigste om itte at Hut-e
og for store Forventninger og gav os sine Grunde der-fu
,,Ser J, han har jo af Naturen meaet nemt ved at lenk
og han boltrede sig i Latin som en Fist i Band. Her E
Drumtochty er der gjort for ham, hvad der tnnde got-,
da han arbejder selv baade Daa da Nat; nien det blivcc
haardt for ham at staa sig over for Drengene fra W
syadstolerne Nei, Naboer, det lan ilte nytte, at vi denen-,
ban slal saa Præmie, i alt Fald itle det sørste Aar.«
,,Men Stolemester dog, jea er ganske forbavset over
Dem«, faldt Drumfheugh ham undertiden i Talen. Si
den han var begyndt at nnderstøtte George, odergik W
alle os andre i sin Tro paa ham, og han blev utaalmvss
dia over Diotnsies sorsigtige Ytringer. »Im siger Den-.
at hvig George ille altid bliver den første i. Klassen, sur
er Censorerne nogle solle Foll«, sluttede han med TM
Bearebsfordirring.
»Men Drumsheugh, saa ti dog stille, ellers gar De
Drenaen Stade«, sagde Domsie urolig. »Vi maa M
ille tcente paa, at han lunde faa Præmie, oa førfte Pro
mie vilde det nu være den rene Galskab at vente.«
En enkelt Gang tunde han aabne sit Hiertec »Ge
orae Wider nu alligevel en as de sørste, saa sandt som ins
hedder Inwiefan sagde han saa; men for det mes
spaade dan tun et nogenlunde godt Udfald. Der var Tö
der, hvor han lod aldeles ligegyldig da itke talte onr are
det end Kreaturer.
Jeg var saa heldig at bringe Brevet ined de gehe
Nyheder til Domsie, og da lunde jeg mcerle, Mille-e
Spaending han havde verret i. J Drumtochtn harte des»
til god Tone at lade, som om man blev meaet forbavsck
ved Synet as et Brev, og at paastaa, at det maatte mer-:
til en anden. Naar det endelig blev paatounget et
undersøgte man Haandstriften paa alle Leder og Kauf-c
da spelulerede paa, bdem Brevstriveren vel tunde vent
En enlelt lunde efter disse Forsiaiiahedsregler være sm
dristia at aabne Brevet; men i Alinindesliabed bled et
saadant Hastvcerl betraatet soin usømnieliat. Da »Po
sten« bragte Drumsheugsh det Brev fra Godsforvalteosrx
sorn indeholdt Svaret paa hans Tilbud oin Form-sk
ningsasgiften, bemærlede han blot: »Bist er no! fu
iGodssordalterenC og begyndte saa igen at tale one us
stullet T,yr sont han havde set ved Dyrsruet. Mindre
Iriatige Breve læste man i sin Fritid, oa de, det haståk
! med, blev besvatede i Løbet af Unen
(Fortscrttes.)
Jnteressante og spændende For:
tællmgkr af de bedite Fotsatretm
Svcnfkernc paa Kronborg. ·»2i»-i«i»g« www
alle1«ede, og Bogen levekes, san snau den er findth Histortslk
Roman af fH F.(i71vald ’( Ontslag 81.()0, godt indb.s«1.Æ
En polst Familie 217J.(s..,[mnch inn Udgave. 424 Si
der J L Inslag 81 ()0, qodt indbunden 8140
Den stotfkc Kvinde paa chlc. kiivshiukpk sm «
sonnationstiben, as H. F. (-hvald, l ny lldgave. ist-» Sidux
J Hinsng 81.20, godt mdbnndrn 81.(30.
Olivek Twlsto En Smnfundsronmn, in tsharles Inder-L
Wodt indbunden 80 Seins
Jngemanns Roinaner:
Vatdcmarp Ocict Historisk Roman IS milag soc, ums
sk120. Fint illustkeret Pragtndgaoe, ifint Dunsqu II Us,
Jadbnnden nieset iolidt 82 5().
Etik Meuveds Batndom.
Historist Roman. J Omilag Soc, indh. 01.20.
Kong Erik og de freut-se
Hisiokist Roman. J Omslag soc, indb. Q1.20,
Prins Otto ai Danmark og hans Sanais-.
Histokisk Roman. Jndb. 51.20.
Bsgeriendes portoirir. Betalingen bevesindfend sama-m
med Besttllingem Frimækker modtages fom Betaling.
Danifh Lutheran Publishing Hause, Plain Web-M