sin Ists »Nei, nei, Stolelcter. totn ttte ttit mtg med
denl Et Hundtede Kronet hele fite Aar? Nei, nei, nu
tagt J ttrig ogsaa fot alt for dutnl Og hvad Grund
sttslde ieg have til at holde Matgatets Stn ttl Sud-«
tingett Nei, den histotie hlivet det ingen Ttng aft«
Saa ttteget fortalte John Neddie felv nceste Totdedag
inde t spen, at han lagde Matte til« at Stoleltkteten dat
blevet tent tundtogseL »Gamle Gnavset vat not det mil
defte Stcldöottz han ttattetede intg med! Og han vtlde
hdetts sidde ned ellet tste en Dtit Ol, jeg maatte tende
holt nd pasa Landevejen estet hatn, fst jeg sit htiagt hatn
nogenlnnde ttl Ro." · · . . Men hvad John Neddte itte’
fottalte, vat, at da oot aatnle Stolelctet den Aften gttY
hieni, vat han alligevel helt tutntnelutnft as Gliede. Og
Geotg tom ogfaa ganfte tigttgt de site Rat tiil Untvets
sitetet, stsnt tagen anede. lwetn det gav Pengette detttl.
Saa bleo Geotg Student, og Tiden nat-mode sig,
hvot det eftet stotst Univetsitetsstit tunde blive Tale om
hadtende Otntale ellet Ptamiet ved Etsatnem og hoot
Etsantensndfaldet totn i Avisetne. Bot Stoleltetet for
betsedie os sotn en stot Fifitus paa, at oi tutde itte vente fvt
meget. ,,Geotg hat vcetet sitttig, det et sandt, og dhgtig
et hant« fottlatede han« »Men set J, han stal tage det op
med shsStndenterM og det et min Sandtten ingen
Zpas· Ptamiet tan det flet ttte væte Tale ont fotelshig,
vi maa date glade, hvis han tunde naa til hædtende Om
tale!' Booteftet Ztolelasteten getne gav fig til at snatte ocxs
Vejt og Wind og lod fnldftændig ligeghldia fot Geotaå
Steht-, hoiltet vi andre dettagtede sotn Tean paa ei.
nassten avettnennestelig Sjalsstvtte.
Zog fot min Patt sit inridlertid et Jndblit i, hoad
ban anaatte have gettncmgaaet i Stilhed; thi jeg vat
faa heldia at date til Stede, da Posthudet btaate ham
Geotgs Btev otn EtsamensudfaldeL
J Tochty ttævede Stit og Brug, at naat man mod
tog et Btev, siulde man tatst undte fig stotliat. bete
But-et paa alle Endet og Kanten og endelig mene, at det
waatte oist vate til en anden. Deteftet but-de man stitte
det t Lomtnen og helft vente et Pat Dage med at lcese det.
Ilt aahne et Btev lttats ansaas fot ganfte uanftæntdigi.
Jlten da Geotas Btev totn, saa ligeftetn tev Stolelæteten
ket ud af Haanden paa PostGudet, og hatt formelig flde
ttonveluiten at det. Hang beendet ttystede, saa han tnapt
tunde lese, og oludselig tttllede Taatetne hani ned over-de
qatnle, oeitbldte Kindet. Ttl min ftote Forbaoselse gav hatt
ittats Stolen fti, snattpede sin Hat og sagde til mig: »Folg
med!" Ilndetvejs talte hatt itte et eneste Otd, men to
Gange htev shan staaende og laste Btevet igen. Saa iit
han Die vaa Vhtinnie Howe, der git og plojede inde paa
en Matt. Han holdt Btevet htjt i Vejtet og taadttt
»Fo« Geotg!« Øjehlittelig lod Vhinnie Ploven staa og
totn springende ooet til os lstadtg ooet to Plovfutet t
bvett how: »Ja, i-— ja, hvotdan et det atmet-P sputgte
han fort-after Stolelateten foldede hsjtideligt Btevet
ud, tog link Btillet paa oa heahndte at lase: »Edittduta,
den 7. Apttl.« Men saa saa han op haa Vhintrie og
iagde: »Nei, hans Moder maa vcete den fstste til at hote
dett« Og Vhinnte svatede: »Ja, det et tigtigt, Stolelæ
tet, det et itte tnete end sotn hoad hun hat fottfent.« Alt
laa Itatschetede vt videte, tned Stole-lernten en hale
Stieg Stttdt fotan os tv andre. Og for fstste og sidste
Gang i hanß Liv hstte jeg sham sisfte, og ved hvett Sttidt,’
hatt sog, tappede han tned sin «Ztot havedet as en as Vei-l
tantetts Tit-sieh
M traf Matgaoet ude i havem detoppe ved Gavlen
af Gaatden, hvot den stote Rosenbutt Ined de hoide Roset
staat. Gan og Stolelatenen vetslede et fttaalende Blit;
i santtne Nu, hun saa os, havde hun gcettet, at alt var
aaaet godt. Saa blev hun staaende ganste stille og stir
tede paa Btevet. medens hendes Mattd bettagtede hende
uftadettdt med en Tommelfinget hegtet ind i hvett as
Westens Ætmegah Stolelceteten vtlde til at lase, menz
hanc beendet tystede, og hans Stemme thstede, —— det gitl
itte. »Nej, nej, jeg tan ttte!« udhtod han, »men Geotg
hat taget to Medaillet, han et blevet den fptste i Lat-tn,
den aller istste as hundrede og halvfjetdsindsthve Studen
tet, eg i Gtcest et han ogsaa blevet den fstste; det et ttte
handet i Tochty, saa lange Stolen hat staaet! Og hatt
hat Iteoet til mig og bedt, at jeg sitats tnaatte lade hans
Modet det vide, og nn hat jeg standt mig hethen saa
hutttgt, sont mine gamle Ben tunde bete mig.'«
Jea saa otn paa Margaret. Saa vtdt jeg tunde se
litten jeg saa nu maafle itte helt thdeligt i det Yjeblit),
havde hvn itte Taatet i Øfnetm det vat hlot saadan et
undetltg mildt th i hendeö Ansigt, ligetotn om det vat op
lhtt indettsta Hun tao en lille Stund, saa tog hun Stole
lcetetens haand og fagde: »cht Gud et det Deteg Bett,
Jmntesonx De faat hvetten Penge ellet Æte til Lon, men
De hat en Modus Tat.«
hendes Mond smaalo og mumlede: ,,Det hat Dun
gen atvet eftet dtg, Margaret, det hat han eftet dtg!«
— Og saa git Tiden tgen, og den Dag tm, da
Geotg vendte hietn . . . . sot sidste Gang.
Matgatet havde et Gavlvtndue, hootfta hun tunde
ooetse Kstevejen op til Gaatden, og Fhinnte plejede at
ptale as, at hanö Kone vat aldttg blevet ovettattet ved
noget Bei-g. Vagahondet fandt hestandtg alle Dote lut
tede og Gaatden sont uddtd; men hvis der uoentet totn
Bei-g fta Byen, saa modtog Matgatet nftavtgeligt Ga
ften henne ved Havelaagem og hun vat endda i sin Stads
tjole og havde Tehotdet ltaaende dattet inde t Stuen.
Den Dag, da nu Geotg ssom sagt oendte hjem fo
sldwe Gang, git Matgatet taltlsst til og fta hlnt Gavi
vtnds, og da Vognen holdt nede ved Stim, trat hun fig i
Stint hag den stote Guldtegn, der sind, tot ulet at tunne
te In Syng Anstat. Hun lceste i han« Anstat, at alt,
hvad hun havde ftygtet, vat sandt, og hun stted sin tunge
Katnp derowe, inden hun mtdtes med sit Bat-n Men da
saa hatt og Geotxa saa hinanden tnd i Hinwe, fsoestod de
htnattden sitatg.
»an du huste, Modet,« sagde han til hende« me
dens de fulgtes ad ind gennem haben, »hoad ieg fortalte
djg M de gmste Msdtei Jeg vilde ogsaa getne have
haatet tntt Stjold foran mig, men saadan stulde det nu
itte vere, detfot totntnet jeg paa Stioldet. Men mtn Ets
qqmt sit jeg dag, og i to Fag var teg Nmntnet 1.«
»Du hat stij sont en flittt og en tro Meng,
MU- sque Margaret.
»Im indttl W, Moder-, haaher jeg.«
»Nei, min Duns. tro indtil Livet.«
Naar der tont Sysdom i et has i Tochty, var Be
ssgene just ilte overdrevent opmuntrende, og Margaret,
der asid var nvget anderledeä end alle andre Menne
stet. git adstilligt igennetn ved Naboerneg Ttsft. Jnde i
Beterne plejet jo de Bessgende at wse den Shges gode
ildseende og at fortalle Familien Etsempler paa Fell,
som hat haft gansie den samme Svgdont og er lontmet
sigk Men det vilde vi i Tochty have anset for letfærdigt,
vi vilde have nspnt, at det var at friste Gud. Vi tog
Tingene helt anderledes. Da f. Ets. jeg selv havde haft
en daaklig Fod og Kriftine Stewart tom vg saa til mig,3
mjdte hun med et Bedentandsansigt og talte i en bitter-t
ssdlig Tone. »Nun De er tomtnet op igenlt Men Benet
er not itte helt rast endnut Nej, saadan var det ogsaa mod
Jatob, min anden Sen, han havde ogsaa en Gang faaet
spoletet Stinnebenet, taogl itte saa sleint, som jeg hsrer, at
De hat haft det. Dei er nu sets Aar siden, —- han tvnt
vgsaa ov og tunde gaa onttring, men ud Paa Vinteren
blev han fvg, vg om Foraaret maatte vi begrave hant.
Al ja, hvot fsrit Ulylten gaar ind, ved ingen, hvordan
den slippet ud! . · . Naa ja, jeg vilde date se indenfor til
Dein, det got jo altid en Shg godt at blive trostet lidt.«
Den Tag, da jeg tom over for at se til Georg, sont
indsvobt i en Plaid sad ude under Rotenbuftan log Ro
setne var itle hvidete end hanö Kinder), — havde Kri
stine allerede staaet sig ned inde i Dagligstuen, og gennem
det aabentstaaenre Vindue ltsrte vi hendes entoniae
Mumlem
,,At ja, Margaret, saa vibt er det altfaa tvntmet!
Mett vi tat itle tlage, du! Tat du din Gud, at du itle
sont jegs hat- tnaattet af med Mattd og fent Born og to
Systte on en Broder, for nu slet itte at tale vm Sod:
stendebørn oa Tantetl Dei lau jo da ogsaa vere, at
Geotg tan gøre det lidt endnu. Ja begkibeligvi5, det
er et haardt Slag, nn liaesotn der hat staact saa me
get ont ham i Avisetne. Men det var det, jeg sagde til
Stolelceteten, jeg syneg itle oin det, sagde jeg, man ved
aldtigz hvad det tan fette til med saadan at slaa stort
paa! At nej, Margaret, lad os tage dette som en Ad
vaksel, at vi itle got vote Born til vor Afgud og fristet
den Alntcegtige.«
Tet var talt ud af Tochtyetneg Tantegang, ifølae
bvilten al nsakdvanlig Lhtle antoges at maatte vcetle de
styrende Maateks Misundelsr. Men Margaret svatede,
til Fotfærdelse for hele Tochtm »Den Almægtige, siger
du? Det Navn passet ttte vaa din Gild. Hvad vil-de
du stge, hvis Fadee bragte Stads hjem til sit Born,
ug Bantet dar-de fm Gliede dems, og Faderen saa rev det
fta Bat-net og tastede det i Jlden? Nei, Rtistine, naat
Votherre set, at en Moder holder af ftn Son, saa glceder
han sta« dekodetn Hvordan stulde vi ogsaa lunne holde
of Gud uden ved at holde af hinanden, og naar vi get hin
anden ondt, saa got di ondt mod Gut-! . . · Jeg ved godt
at Geota gaar fta os, men det er itte, fotdi Vothetre
itle under mig hant mete, jeg tcenler, det er, fotdi Vor
hette hat Brug fot ham i en anden Bei-den Derfor hatt
Geoeg ogsaa sine Boget hos ftg ttde i Haven og stdder og
lasset hele Dagen. Naturligvis havde jeg haabet, at det
var her, han stulde have tommet til at prcrdite Evange
liet, og det et en Provelse for mig, at det Haab flaar
teil. Men jeg tiltrot Vorherke intet andet end gvdt.«
Folt i Tochty paastod, at Kristine detefter havde
beglet Margatet ordentligt igennent for hensdes Hovtnod.«
Jeg horte dog ille Kristine siae andet end et spidst: »Gut-?
Fadee bevates!"
Margatet havde rsde Kinder, da hun kont ud til
os i haven Men saa opdagede hun, at Vinduet stod
aabent, og hun udbrsd: »Aah, det vidste jeg itte!«
,,Det got ingenttng, Moder, vi har jo ingen Hem-;
meligheder for hinanden,« svarede hendes Son. ,,Og jng
er tatnentlig over, at de taget det, som du got. Kan
du huste, Moder-, den Rat, da jeg var blevet saa anxtft
og taldte paa dig, og du saa leerte mig, hvordan Gud
ek?«
Matgaret lagde Haanden vaa sin Ssns Slulder og
boiede sit Voved ned tnod hans. Det siog mig, hvot de
to dog lignede hinanden: samme alvorlige, dhbtliggende,
gtaa Øjne, satnnte traftige Hage, santnte sine, bevcegeliae
Labet, — denne tilsvneladende Strenghed sont Dcette over
Jet blsdt, efterteentsotnt Gemht, der tidt got Udttyllet i ist
’slotsl Ansigt saa get-denke
»Der var en Jndrentissioncer engang, medens jeg
var lille,« fotllarede Georg mig, »og han praditede ont
helved. Det blev merkt, saa blev der tcrndt to Lvs. Jeg
set endnu hang haatde, strenge Ansigt for mig, sont otn
det lunde vertet i Dag. Vi sad et Par Drenge paa spr
ste Melke, og han sputgte os, om vi vi«dste, hvad Helved
var. Vi var allekede iforvejen saa foesttæmte, at ingen
as os turde tale, men jeg hvislede da et »Nej«. Saa tog
han et Sthlle Papie og vitlede det samtnen og holdi ov
over Lyset, og vi taa det flamme op og strnntpe samtnen
og hlive til sort Aste. ,,Ttrnl jet nu«. og han bpjede sig
fee-m over Pulten og boeede tine Øjne ind i vore, »tænl
ier nu«, sagde han, »at det Papir var jer Finger, bare
ne af Fingrene paa jet Haand og tænt jet, at jer haand
og jer Arm og hele jer Krop sial brænde saadan, og Bran
den gaar aldrig nd: det er Helved, og hver den, som ilte
ttoe og handler eftee sin Tro, vil det gaa saadan!« Det
paa pustede han Lhiet ud, og lidt efter var han fardiq
med sin Tale, og di listede hfem, rvstende af Steckt og
tavse. Ont Ratten tot jeg ov af Damme og laa i en
srygtelig Angst. Det var ud paa Hostem Maanen fvldte
Stuen med sit tolde th. Fra min Seng tunde jeg se
vaetne ude paa Matten, og jeg ved ilte hvotfor, men
jeg sit den Jde, at nu var det Damme-dag. Jeg var
sont sagt tun en Dreng sden Gang, og jeg gjorde, hvad vi
not alle ger, naat det tniher, jeg brslede paa Moder .....
Kan du husle, Moder-, hvor jeg var forfcerdelig angst
den Natt«
»Det glentnter jeg aldrig, min Dreng,« svarede Mat
gaket, »og hoek Gang, jeg tænter dervaa, maa jeg lein
pe med mig selv for ,ille at hade den Missionaer .....
Geotg llamkede sig ont min Hals med sine smaa Arme og
streg i et vert: »Er det Gud? Er det Gud?«
»Ja, Moder-, vg du thssede mig (det et mig alt
santmen, svtn om det var siet i Gaar), og du sagde: «Hoä
mig gtt ingen vig Form-OF og sasa fokllatede du mig,
at Gud pinte acdtig et Menneste, thi as Pinsler tom
Hintet gebt, de var Lake DjævelösssBætL Og saa spurgte
du mig: ,,Ttor "vu, at jeg holder as Mng og da jeg
ftyktede mäg hell inv til hig, sagte du: »Og Gud hol
der dog ensdnu mange, mange Gange mer af Ug, end
jeg.« Saa kom der saadan en underlig Ttyghed over
mig, og jeg krsb ned under mit Treppe igen og sov ind i
Guds Kerlighed som i min Modus Atm....Jeg trot,
Moder,« (Geot-· saa op paa hende og kalte ganste fagte),
»at den Nat blev jeg hvad man balder somvendt, og lige
siden jeg er blevet Student, hat jeg glædiet mig til den
Tib, da jeg stuldc faa Loso at ptædike det Evangelium.«
Matgatets Habe var af den gammeldags Slagsz,
shvot Nelliket og Gyldenlak vg. Mvsroser og Lasvendlet
faak Lov at brede sig næsien fom de vil; man sporer kn
gen Tvang, vg ingen Misltfd forstyner de stille Tausch
som Blomstrkne verkler. Da Geokgs Stenune blev gansie
sagte og tav, hørie jeg Margaret sige hen for fig: »Da-IS
Tjenere stulle se hans Aasyn;« og Himlens Fred kotn over
os, medens vi sub her i Dsdens SUPng
Ved Brylluppet kunde vi Folk i Tochty ikte indlakgge
os stor Æte; det laa os itte i Blodet at være lystige, vi
var som sagt altid bange for, at Gliede stulde solges as
Bebt-wehe Men ved Begrwvelser turde vi lade os se.
Bote Ansigtet var som stabte til at lagges i strenge Fol
der; med vote stive, udttytsløse Øjne lignede vi en Flot
Monsstet-Bedemænd. Bedrovelige Optrin var os da og
saa mest sympatetisle, thi som vor gasmle Gravet engang
bemcrttcdez ,,Et Vryllup tan man aldtig have tigtig For
nojelse as, man ved jo itke, hvad det tan fote til; men ved
en Begtavelse er der ttte mere noget at risitete.« I
Folk inde sra Byen sorargedes rigtignol over, at
Sorgehøjtiderne hos og degyndte med, at hver Mano
dtal sig en Snavs. FtimenialxdsWræsten havde søgt
at saa det s—otandtet, han havde i Stedet sor villet lasse
et Afsnit as Bihlen; men Tochty vat just itte den Egn,
hvor Resormer var mest velsete. Man maatte sorresten
ogsaa indrømme, at »Gravollet« git yderst vcerdigt og
højtideligt sor sig hos os. Tavse og alvorlige, uden at
opsordte nogen til at dritte, satte de, som git til Haande
i Sorgehuset, et Pat Batter med syldte Glas ind paal
Botdet, og Folget sorholdt sig tilsyneladende ligegyl«digt,
saa man gerne lunde have troet, at ingen havde lagt Meer
le til det. Men det næste Øjeblit stod alligevel et Pat as
Gasterne, sttve som Billedstptter, henne ved Botdet. »Ta’r
du en Dtam, Thomas?« spurgte den ene med Gravtøst
og med dhbt tungsmdig Ntinr. — »Na nej, aa nej!« lød
Evatet, ,,jeg hat insgen Lysi. At ja, saadan en Tilstit
lelset hun var itte stort over de 60.« —— »Nei! Men saa
lange man levet, maa man jo se at holde Sjcel og Krop
samtnen.« —-- »Ja, naar du set det paa den Maaoe,
Jakob, saa tan du jo have Rett« og Thomas søjede sig
i Fotholdenr. Hvorefter Jakob bemerke-da »J Dag er
oi het, og i Morgen er vi )ist...Jeg trot, det et noget,
de hat saaet hos Kpbmanden inde i Byen, men saadan en
Dag tan man alligevel itte rigtig fmaae paa det.«
Knap var ogsaa Glassene tomte, for intet Menne
sle trentte met paa at dritte, og man havde en Følelse, som
om man var i Kitte.
Men ved Geotg Hornes Begtavelse handte det mart
vasrdige, at Stitten horte op as sig selv. Da jeg lom ind
i Haben, hvot Folget var sotsamlet, blev Balketne netop
baaret bott, og —- ilte et eneste Glas var klevet takt
Man vidste, hvad der sommede sig, og man var ogsaa ved
denne Lejlighed altfot hevasgei.
»Saa’ du, at Balketne blev bragt utott ind igen?«
spurgte John Neddie mig, da vi sulgtes hjem sra Kitte
gaarden. »Ja seg et nu ingen Asholdsmand, sg jeg got
ellets itte stott as nymodens Stiltr. Men alt hat jo sin
Tib, som der staat i Bidlen. Og det vilde ilte have set
godt ud, om vi havde gtivet os til at dritte i Margarets
Have, medens vot statlels Stolelærer stod dethenne bag
Rosenbusten og Hang med Næbet, saa det var en ren Ynk
at se. Nes, der lan ver-te tlogete Foll end os andre Ste
»der, men Hjerte i Livet hat vi saa fuldt som nogen. Og
det vil gste Margatet godt, naat hun horer det, for
;hun hat altid vctret imod dette Dritterads. Hm, det lneb
Hellets svætt sot et Par as Mandene; men der var allige
vel itte een, det muttede. Om det saa var Postbudet.
saa dyede han sig, og han et dog ellets altid t-øtstig.«
For Ptaesten beghndte paa sin Bon, bad Bhinnie
mig lomme op paa Geotgs Vierelse· »Der et tte Stu
denter-Kammetatet af Geotg oppe hos Matgaret«, sagde
han, ,,de to et vist et Pat meget lærde Herren men den
tredie ved jeg ille rigtig, hvad jeg stal sige om. Han la
ter til at vcete svcttt bedtøvet, og Matgaret snaller med
ham, som om hun havde tendt ham leenge.«
Det var et laolostet lille Kammer med en Stabe
Seng ogi nogle saa Mohler, saadan som man troesser dem
i Bondethuse Men det gamle Roms og Grcekenlands
tosteligste Bogstatte laa paa Botdet, og henne paa en lille
Hylde oed Sengen laa de Ptæmier og Medatllet, som
Geotg havde saaet. Vætelset var fuldt as Roset, dem
havde han holdt saa meget as. Hans Moder, den sattige
-Bondetone, stod henne ved sin lcerde Sons Lig og talte
til hans tte Studenterlammerater. Den ene, Ludvig
Gotdon, var as gammel flotst Adel, hans Forfædte havde
termpet sot Marie Stuart, Familien var heilittelig og
tonservativ ind til Marv og Ben. Den anden, en lille
sort Fyt vmed et Par livlige, syrige Seine, havde sra en
Fisterbaad ude ved Vestkhsten svunget sig op til at blive
den sørste i Filososi inde ved Universitetet. Ronald Mac
lean og Geotg havde holdt as hinanden, som om de kunde
have veeret Brodrr.
»Or. Govdon,« sagde Margaret, »jeg stulde give
Dem min Seins Homer og sige Dem, at han hat været
talneinlig sot Detes Venslab som sor en stor Guds Gave.«
Gotdon tav et Øjebltk, saa soatede han, og hans
aristottatiste Stemme lsød besyndetligt her i Bondestuem
»Detes Søn vat den lcetdeste Student, jeg hat tendt, og
et eedelt og gennemdannet Mennesle. Jeg bedet til Gad,
at Han vil troste Moder.« Hvorester Gordon bukkede
sig og tyssede Margaretö gtove Haand, som om det kunde
have vceret en Dronnings.
!
Margaret tog Plato, og det sorekom mig. at der
var over hende noget af den smetterige Guds W
Hsjhm »Denne Bog bestemte Georg til Dem, Dr. Mc
lean, han sagde altid» at De havde været for ham sont
en Profet og havde tlaret mange dnbe Hemmeltghedet
for harn.«
»Ja, han antog altid andre for at være bedre end
han selv,« svarede Maclean nied sin blode, tungstndslge
Stennne og sit Taarer i Øjnene. ,,De tor være stolt as at
vcrte hans Moder.«
Den tredie Student var blevet staaende henne t Vin
duesfordybningen. Nu, da de to andre git og han traadte
et Stridt frem, saa’ jeg, at than var as en helt andes
Slagsö: han maatte have været ,,nieget kangt nede«, sor
tnan taldet det, men havde rejst sig igen.
,,Andreas Chalmers,« sag-de Margaret, »Georg Ia
stede, at De stulde have hanö Bibel, og han sagde, at has
haabede, De vilde holde fast ved Deres Liste."
: »Det stal jeg, med Guds quelpk munilede Chal
rners...Op sra Haven lsd i det samme de fstste Dies
as Salmen: »Du Herre, Hjcelp i al vor Nod. . .!"
Vi var alle stolte as vor Præsts Tale her i Sorge
huset, og selv de tilstedevcerende Medlemmer af Frirnenig
heden tunde itte ncegte ham deres Beundrtng Dog paa
stod de, at Foredraget havde veret det bebst-e, Jndholdet
med dets vidtornspcendende Mennestetcerlighed forekont
dein næsten tætterst. Han begyndte med et Sulrnevers og
gik saa over til at tale otn det dejlige Afsnit af Jobs M
hvor der ligesom fremlyser en Anelse om Udodeligtjetn
Alt imedens indskød han Træt as sden Afdpdes Liv. Mer
pludselig var det, ligesom han tabte Tvaaden, og ban
gav sig til at bede for Margaret, saa jcavnt og hiertetigt,
at vi alle var ncer ved at briste i Graad. Og sluttelig, da
ban i Asanden saa’ Gevra for sig som Dreng, saadan sont
han i Vinterastener sad i hang, Præsteiis, Studereværelse
og lceste Græsi, ——- ja ,da smeltede hvert et Hierte, som et
Jsbjerg smelter i Golfstrømmen ,,Herre, fort-arm Dig
over os: alle holdt vi af ham, og alle var vi stolte af
ltan1!«
»Ein brav Mand alligevel!« muntlede en af Frime
nigheden til mig, da Præsten havde slnttet. »Fort der
staat jo strevet: Den, i hvem der er Kerligbev, er af
Gud.«
Vi havde ingen Ligvogn i Tochty; Kisten blev baaret
af fire Mcend, som fra Tid til anden blev aftoste. Bak
rerne vadede gennem Floder og- Brette. hvor Vandet tidt
git op over Knæene, og Resten af Folget fulgte i et urt
gelmcessigt, inalerist Optog hen over Heden og then over
de Sten i Bæltene, som tjente til Bro. Ligesom oi stulde
til at gaa, tom Margaret ud med den lyvide Güte-Band
som erhverves med den stotste Dottorgrad. Hun lagde
Baretten paa Kistelaaget og, stat et Par Noser ned i den.
Saa saa’ hun ud over Folget og sagde: »Naboer, J var
allesammen bang Venner, og jeg stal hilse jer fra beun og
sige, at den Tillid, J havde til hani, stnrtede bam og hocot
hain oppe.«
Vi blev ineget bevcrgede. John Neddie tog Ordet og
svarede: »Margaret, her er hverten Tid eller Stev til sit
bruge mange Ord, men det er sandt, at alle vore hiertet
er som et Hierte, og Hjertet er bedoovet.«
Jngen talte til vor gamsle «Stolelærer, medeng vi
vansdrede der bag ester Kisten, undtagen den ene af de
tre Studenten Andreas Chalmers. ,,Jeg vilde gerne
spørge Dem, Hr. Jamieson«, sagde han, »vor Georg al
drig talt til Dem orn niig?«
»Jo, mange Gange. Han sagzde De var blevet
sristet slemt, men at De Var blevet Herte over Fristetsen.«
»Hvis Georg itte havde vceret,« svaredc Matteam
som aabenbart trængte til at lette sit Hinte, ,,saa ved jeg
itte, hvad der stulde være blevet af mig. En Atten, me
dens han sorbetedte sig til sin Etsamen og allerede var
temmelig sog, søgte han mig op og helmede itte, fIr han
sit mig med. Jeg sagde til tyam: Gaa Du bare him
Howe, og lad ntig ligge, som jeg har redet. Det bliver din
Død i dette raatolde Vejr Men ban sit intg under
Armen og trat af nied mig, —— jeg ser endnu Glansen s
hans Øjne og hvor bleg han var i Stcewet fra Gaslvgten
...... H vorfor lader du tnig itte ligge? spurgte kein Mett
ltan svarede: »Fordi jeg hat en Moder, dul«
Bærerne var lige vadet tgennem en BET, nu gik det
opad over en lyngtlcedt Batte. September-Stolen stinno
de ned paa den hvide Silte-Baret, som Georg bavde tit
tcempet sig med sit Hierteblod, og bredte ligesom et mild
nende Skær over den sorte Kiste.
J Tochty bruger vi itte at lade fremmede sænsr vore
Døde i Jsorden, det er de otte ncermeste bloobeslægtede,
som got det, eller, hvis itte saa mange ncere Slægtntnge
er til Stede, saa de, hvein Familien onster at vise den
største Ære. Her ved Georgs Begravelse havde vor gamlc
Stolelcerer Plads ved Siden af Georgs Fader. DIE-res
pladsen Nr. 2, og det var ham, som tog Baretten as Ki
stelaaget sor at bringe den tilbage til Margaret. Men
Roserne lod han blive liggende paa Kisten. Og saa sen
tedes i Stilhed, medens alle Hoveder blotteM, Georg
jordisie Levninger ned i Graveu. Senere reiste Pennet
ham et Granit-Kors, og vor Stolelærer valgoe Jndslrtfs
ten paa det. Men over Graven vredte sig over Sommer
et Rosenflor, tyve Somre igennem, . . . indttl Margaret
blesv sænlet ned ved Siden af hendes Son
kristi Kærlighed.
sc admatkede Foncllinger M Brug ved Bsrnegndstieaqtu
los de unges Milder- Samlede sf en Bsmeveth
1.:Samling 9 Give-. JOmslaq Oc. Judb.00r.
2.Ssmling.109Sit-ec. do.
de even-neune III-sittsa- sabefales Izu-It tll Deren des W
Im- ss stanssfkotek Zum tlt soecldke tll at oplcie Ist dete- stu.
DANISH LUTH· PUBL. HOU8E. But-, Als-.
Fslgende Bsger and-sales til Sindaqsfcolek sc SI
dagössolelækeret
Fortællinger for Bsru.
Pris: stoc.
Isirc Fortællinger for Bism.
Pris: 40c.
Sols Forthllinger for Votu.
Pris: doc.
Ti eu iwnlme Samlmgek, tut-ges interessante pq III-s
nasses-in im Born at læie cller til Oplæininq ins-suchend
let.