Svenflerne paa Ktouvorg.
En historist Roman
[ If h F Emld !
I
H Anden Del. ZE- l
l (S1uttei.) l
»Da sial J dog hsre dette og mindes det til eders
-·III· Stund!« tog Bitthe Rantzow til Genrncele med
Aussen-de Kinder og et lvnende Blit. ,,Eders hierted
Haardhed var den egentlige Aarsag til den Elendighed, der "
sont over hende. J har, ded Gud! selv den Barmhjer
typed haardt npdig, J paa talder for hende,son1 jeg nu
im falig hvs Gud. " (
Derpoa foklod dun uden Farvel Mittel Haufen ogl
Ins stretslagne dir-situ, git til sit Herberge og drog saa l
den nceste Morgen til Kobenhavm hvor hun fortfatte fin
gliinrende Bane paa de dtje Siedet i Kobewhavn og des
Octtefnart glemte Lisbethz sprgelige Stæbne og mistede
den Sjælsrystelse og ckdle Alver, den havde fremtaldt hos
Inkde Hendes stldne Stsnhed vg livlige Ynde vandt
mutig mange Seite, ja det lyttedes hende endogfaa for en(
Tid at se Grissenfeld sit Aartjundredes ftsrfie Aand
U den mægtigsbe Mund i Danrnart for sin Fed. Hen
Ins Gemal fit saa al den Statn as hende, der var harn
Wagen og hendes Alderdom dlev saa sprgelig, at en brat
Dsd som Lisdeths vilde have varet en Lise for hendr. —
Alle Fort-g paa at finde Liöbethö afsjalede Legeme
Mlnttedes. Mittel Haufen, hvern Fru Birthes djærve
Altale dvg havde strcemmet op crf lljans Slpvhed udlovede
u Belsnning til den, der tunde bringe harn bang Plejei
butters Lig . Nu vedterrdte han frg hende og tslte orn at
Istge for hendes Begravelfr. Han fit dog itte den Trsst
it vandre bog Lisbeths Kiste og vafte sine Hander t
Ustvldighed fom den Edle, iilgivende Fader og Brig-ten
Jtte heller fit Prasten Lejlighcd til at prise hastn for hanö
shbe Sorg og i hin Tids Aand tale strenge Ord orn de
Isrgelige Ftlger af de ungez Banart og Ulydighed.
Isrst flere Aar efter tom det ved et Tilfælde til
Utsula Krauses Kundsta«b, at en staunst Fistet havde sun
det en ung Jornfrus Lig, som var opdrevet paa Staaneg
Strand. Da man i hine Tiber i stigt Tilfcklde itte gjorde
Inange Omstændigheder, vg der destrden var langt til den
set-nieste Kirtegaard, havde han gravet en Grad paa den
Ide Strandbred, lagt hende der og bedet en lort Bin over
M. Han havde dog sat et lille Kors ved Graden, men
Tdet var for lcenge fiden Vorte, og han vidfte itte·mere Ste
kdet. Hans Stildring af den dsde og hendes Klededragt,
som han godt hustede, lod ingen Tvivl tilbage om, at
Bei havde vceret hende, og at det var støn Lisbeihs Jordei
Herd, han talte om.
Sau fit hun da hvile i Fred, der hvor Bølgerne blidt
havde lagt heade! Hvor tunde hun onste sig stsnnere
Buggefang ved sin Grad end det friste Habs- Brusen, hun,
Dis Hierte bavde svulmet frit og hsjt orn det? Og hvad
Dur for hende nu det soundne, torte Liv med al deis
Trængsel uden som det Stum, Stormen lig Blomsier
Itsede paa bendes Grad for strats igen at vejke dem ben?
Uttende Kapitel
Stutning.
De, hvem disse Trcengfelsaar bavde ital-met trat nu
Iejket let. og for mange lidende ssoa Befrielfens Stank-.
Zanger bleve eiterhaanden udvetslede, Flyqtninge vendte
äilbage til det øde og udplyndrede Hiern, og Taktebønnet
opfendtes til den almcegtige Elte alene under Kirtens Hvæls
Dinger, men ogsaa fra mangen Tomt trinbt om i Landetz
Braun-, hvor »den danfte Bonde atter tejste sin Arm, haa
Dende paa bedte Tiber, som bog førft kommende Slægter
Milde se.
Jngen hat-de følt Krigens Svsbe haardete end Hen
tik Gerner. Befrielfen vor derfor saa meget lifligere, da
den endelig kom; men han maatte gennem mere end een
Statt-Bild inden han havnede i sit jordiste Poradisz thi
Iagtet han havde tobt sig fri ved store Løsepenge i Helsing
sorg, artefterede Svensierne ham dog paany, saa snart
han havde sat Foden paa Sjcellands Grund, og holdt ham
fangen i Lejren, indtil han havde betalt sin egen Sags
Dmtostninger og holdt den svenste Generalaubitsr sta
deglss for den Ulejlighed, denne Heere havde haft med
at paatende hans Sag og dsmme ham til Dsdew Da
Soensietne eftet Freden forlod Lejren for Ktbenhavm
Maj- han endelig fri, og hans Husiku og hanö Menighed
mdtog ham med inderlig Glæde i Ritter-d, hvok han
saa levede t Fred i 33 Aar, var en nidkcer Sjælessrgee
og fik sm Ungdomsdrmme om literæt Hader vittelig
gjorth tndtil han i sit 64. Aar blev forfremmet af Kristian
Den Femte og sat paa Vibotg Bispestsol Han djde i Vi
sotg, nogle faa Maanedet ind i det ny Aarhundrede, 71
Aar gammel. Ttods al den jordiste Hex-det, der blev ham
til Del, vedblev han at viere ydmyg og from og fottjente
det Vidneöbyrd, Thomas Ring-o gav ham t en Paastkift
Inder hanz Porttcet, at han var en hjettenscetlig Mand.
Hans Hustru ovetlevede ham t nogle Aar. De eftetlod et
ialrigt Akkom, hvotaf tre SInnet forplantede Sleegten,
sein hat holdt sig og endnu blomstrer kraftig baade i Dan
Inart og Noth- —
Det var visielig det gladeste Øjeblit i Hans Rost
gaards Liv, da hanc Fokvisntng havde en Ende, og han
Ist-steh fra de dsde for at vise sig blandt Distrittets Bedo
Cte lom en lyslevende Mand, der feeldte Glcedestaaeer
ted at le ngen fra Keaagetups Skorftene. Endnu stsrte
dar Mksiens stolte Gliede, da hun modtog hanc paa Dir
htsielen og omfavnede dam; thi han fit jo nu sin sttnne
sankt- k:. sit iordiste Godg tilbage sont Skænt og Gabe af
I- Hustrui haand
Das laa han tkte lcenge paa den lade Side; thi tu
set tom ham for Dre, at svenste Matvdsret trodg Fre
Ies plyndtehe de vmltggende Landtbyee og vate paa Vejen
II petsinqst med dete- Itov, satte han sig straft t Spibi
Iet- fse en Um heb-sehe syst-eh foefnlgte Revenue ltge
MMIpsktvqftatpgdemdetVyttet Detvar hanc
MWXWMZMUSMMW om
J
-
».--—.- — ---- «
hans Genapsiandelse til Livet og ret iunde vutdere dank
Hufttus Snildhed og Mod, fattede de stot Agielse for dein
vg undtede sig over, at den Mond og Kvinde var fsdt hin
sides Sundet, som kunde ovetgaa dem i List. i
Roftgaatd mindedes trofaft den Mand, hvis Helle
mod hcvde hjulpet faa meget til hans egen Ftelse, og som.
ved sin Dsd paa Stafottet havde sat Seglet paa sin Tro
stab mod Danmatks Konge og Fell. Han udvitkede en
longelig Befaling, at Oluf Stenvinkels Ben stulbe nedta
ges fta Stejlerne og dcderlig jordfæstes.
Kun i otte Aar nsd Kitften Lytien ved fin Monds
Side. Hun dsde lun lidt over tredide Aar ganiniel. Rost
gnctd indtraadte et Pat Aar eftet paany i Ægtesianden,
blev anden Gang Enlemand og ægtede endelig sin itedie
Hufiru, sont overlevede dam. Han var sokn Ridefoged
vitlfmn i den staanste Krig, da Frederil den Ttedies Ef
terfslgek, Kristian den Femte, gfotde sit vellendte, knis
lytlede Fotssg paa at fravriste Svetige de tabte Provin
ser. Han fætdedes aiier Dag og Nat ved Udsikivningen
til herren, dens Foksyning og ved msjfommelig Strand
vagt, og det lyiledes ham ogsaa at beholde sin Kotiges
Gunst til det sidsie, og ikle fjælden gestede Majesiætetne
Ktaagetup. «
Rostgaards Kraftet nedthdes dog ded alle diöse An
strengelset, og et Feld nied Hestrn, da han engang ted
Æresvagi ved Kongenö Bogn, hjalp til at aflotie hanc
Dage. han dtde i Aatet 1684 paa Mangel-tax 60 Aar
Sammel, og bat sit Gravmcle i Olai Kitle i helsingst,
hvot man set hakn afbildei paa el Maleti med hans Ou
sttuer. Den anden af disse, Kathrine Asinusfem blev
Mvdet til hans enestr Bern, den senete bemnte Konse
kensraad Fiedetii Rvsigaakd.
Cn smut Fotaatsnwtgem nogle Aar eftet Rost
gaards M, git en ung Mund over heidevcmg ved staa
gernp og hen til Ttosiaböbsgem Det var Rosigaatds
deetspn og Efterfslger i Erndddet, Jens Rvstgtm
en ægte Dannemand, der havde gjott Tjeneste som Fen
drit i den staanste Krig og vætet med Nielö Juel paa Gul
land, da helten ved at indtage denn-e O lagde Grunden
til sit Ny.
Jens Rostgaard havde ofte hskt sin Farbrodet for
tcelle om de svundne Aarg Handelset — mn alt, hvad han
og Kirsten havde oplevet paa Ktaagerup, da Svensterne
huserede i Landet, oni de farnmensdernes Msde ved Begen
»og hans og Kitstens bitte Stilsmisse ved dette Træs Fad
»Da han denne Morgen sad under dets Bladhang, tom
’lf-an til at tænte paa, hvad der var foregaaet; han minder-is
de saknmenfvornes Fædrelandssind og Heltenwd, deres sto
te Opofrelser og Lidelset· Den smutte og natutlige Tan
te kprte sig da hos ham, at disse Fædrelandstceklighedens
Martyrer burde hædkes ved et synligt Minde. Det laa
ikte i hin Tids Aand at rejse Ætesstøttey det var en Fa
miliesag at bevare de densovendes Minde. og Kisten ellet
Kapellet var Siedet dettii.
Jens Rostgaard tæntte anderledes og lod Handling
sitaks folge efter; han tog sm Foldelniv frem og siar dybt
i Træets Bart de sammensvornes Navne, sauledes sorn
en Afbildning endnu viser os det.
Oberst siar han Kong Frederit den Ttedies Navne
ciffer med den tongelige Krone og ved dets Fod Aatstallet
1659. Derundet stak han Begyndelsesbogstavetne til de
sammenfvornes Navne, Korfits Trolles med den adelige
Krone over, Hentit Thomas-n Gernets og Hans Rost
gaards i en Linie; Oluf Stenvinlels Navn sit en Æress
plads i en Linie for sig, og nedekst tom til at ftaa Mittel
Hansens, Kristen Tit-los og Jens Henritfens Navnetrwt.
Mere end to Aarhundreder ete henrundne siden, Tro
stabsbpgen er for lcenge siden falden for Øtsen, og intet
synligt Æresminde taler til den nulevende Slcegt om de
Mcend, der i Danmatls msrkeste Vanmagtsstund havde
Mod til at rejse sig vg, tun ftolende paa egen Kraft, spgte
at vætne om deres Fadeelands Selvstcendighed og Æke.
Hvilte Brkst der end tlcebe ved detn og den Tid, de levede
vgl ftred i, og hvad end vi, som leve i en oplyst Ttdzalden
midt i vort materielle Velvæke, og menö Fred og Ferse
ning berstet i Norden, kan have forud for dem, vi have
dog ogsaa fslt Grunden bceve under es og set vokt Fett-re
land paa Randen af Undergang. Vi dst mindes vore
Fædres Heltemod i en lignende di og det er at snsie,
at hine Mands Navne, ved Siden af mange andres, maa
ftaa prægede i det danste Falls Vierte med dybere og vari
geke Treet end dem, der bleve siaatne i Ttwets Bart, og
at de ille blive udslettede, saa lcenge Danmart staat, og
Troste-b rnvd Konge og Fadeeland levet t danste Meends
Btyst.
Under vilde Rosen
AfJan Maclaken.
—
Lønnen for hanS Kærlighed.
(S(uttet.)
»Der er ingen Grund for jer til at siælde paa Dos
toren, han talte tun af Trofasihed og Vensiab for jer.«
Og Matgaret fortalte, hvorledes hun havde gjott sin Op
dagelfr. »Hvotfot blivet J saa hidsig over, at Fett
hvem J hat gjort gndt imvd, kan faa Lov til at tolle jer
engang?«
Margaret harte noget om »det Pak Stilling«, men
des var ille let at forstaa, hvab John Neddie sagde; for
han var gaaet hen ved Kastelovnen og siod med Ryggen
til· —
»Nej«, fortsatte shun, »det var mange —- mang
Stillinget. Men vet et endda des mindste af det; bei me
sie er alt det, som J hat maattet gaa igennem for den
Sags Ethik-, og al den hielt-, som J hat bragt os. Mkn
Mund havde maattet gaq fra hus og hiem og vilde vcte
biet-et ulyklelig for dele sit Liv, hvis J site havde vctet
Saa megen Godhed hat man aldtig ist hart one der paa
Egnen, og saa er vi itte engang i Familie meld jet.
di staat jet itke ncennete end en hvilten soin helft anden.
J ital give mig Lov til at tatte jer for min Mand og for
min Dreng og for mig selv, og J stal fortlate mig, bvorfot
J et faldet paa at vise os al den Godhed!« Hnn var
ttaadt hen til ham og lagde dedende Haanden paa hans
Skulder.
Han lsftede Hovedet og saa hende dedende indi An
sigtet »Margaeet!« fagde han.
Hun forftod dam· Han faa, at Blodet stsd bende pp
i Kinderne, og at de saa blev dlege tgen. der tom Taatet
i hendes Ding ogs Taarerne lod ned ad Kindetne. Men
saa saa hun wligi paa hast og fagde med en sagte
Stemme, der lsd faa ssodt i hans Sten: »Du-one hat jeg
ingen Anelfe haft, og jeg fottjenee itte faadan en Kett-lia
ded, det dar bragt mig saa megen Velsignelse og jet
selv tun Ntd og Kral.«
»Nei, Matgaret," fagde han« »Sie-den hat dcket
siseee end Kdalen, pg jeg dar ield haft den ftstste Ge
vinst. Min Kætlighed dkagte mig til at viete og akbejde.
elletö vae jeg sanfte biet-en en Digenigt Og Kerligdeden
hat sholdt mig den i Tantet og Handling. for jeg hat tænttI
paa dig daade Dag og Nat. hvis jeg et et Stvtte as et»
otdentligt Mennesie nu, saa styldee ieg dig det, selv om du
itte hat didst deeaf Jeg hat tun tunnet gste saa lidt
for dig Margaret, men du hat verriet alt for mig." «
Og estee et lille Ophokd ttlfsjede han: »Fo! en Snes
a: siden havde jeg tue fette-TM mig til at tat- saadanj
med dig, og jeg havde itte tunnet tage din Mand i Haansl
den uden onde Tanter. Men nu et nein Kcelighed ndeni
Synd, og selv vtn din Mand stod W, vilde jeg itte stamme»
mig ved at sige dis, at. .jeg holder af dig!« i
han tog hendes haand, og det saa ud, sont han vilde
tysse den. Men idet han bsjede sig ned kyssede h u n hanii
pwa Panden. »Tai for din state 'Kætlighed!« sagde
hun. —
Medeas de dtat The, snattede de okn alt muligt, og
Jode vat glad am Viert-et Og da de git den over he
den, sorn Maanen stinnede me. talte de om hendes Sen
Georg. De stiltes paa det Sted, hvorita man tunde se!
Lysene i dendes husz Jicdn lagde Meerke til. at hun faai
dedrsvet ud, fordi han stulde gaa ene tilbage til sit en-!
somme Hjem s
!
i
!
»Nei, Margaret«, sagde dan saa, »du stal itte date
fortnyt for min Styld Jeg hat faaet min Lon, og jeg
er mer end tiffreds. «
Da han var tonnnet hjem igen satte ban fig henj
og tog Familie- Biblen og flog op paa et Sted, bvor ban(
fotmodentlig fsøt havde lcest, for der laa et Marte ded.
Paa det Sted stvd der strevet: ,,J fare vild. idet J itte
tende Strifterne, ejhellet Guds Kraft. Thi i Opsiandel
sen stulde de hvetten taae til Ægte ej heller bortgiftes;
men de ere ligesom Gndg Engle i Hirnlen.« -
V.
lEt Tillæg om Margarets Son)
En og anden, som havde hsrt denne Historie, vilde
gerne have noget mere at vide om Margaret. Men der er
Mennester, om hvem der ,,ingen Tina er at fortcrlle", det
vil sige: om bvem det er meget vansteliat at fortcrllr. Dis-se
fjceldne Mennesier leg Margaret horte til dem) hviler san
fast og roligt og tlart i dem selo, at alt, hvad der moder
dem, synes at glide btot som lette Lysstær eller lette Swa
ger hen over deres Versen. Romanstribenter plejer at sige
om den Slaas -3tittelfer, at de egner sig itle til at var-.
Hovedpersoner i en Fortaslling, tun til Bipersoner. Den
samme Tante tan udtryttes i de Ord: at hvorledes san
danne Mennefler er og var, lærer man bedst ved at be
tragte, hvad de gjorde nd af dem, paa hvem de tom til otJ
øve Jndstydelse.
Og hvem former og omforkner en udmozetet Kvinde
vel stcertere end sit Hiertens Bern? Der-for stal her fortcel
les lidt om Matgaret Hornes Sen, Georg, der dsde som
saa ganste ung.
Da Georg i sit ottende Aar begyndte at gaa i Stole,
var det endnu den gode gamle Tib. Vi havde ikte faaet
Stolereformen endnu med dens »Tilsyn« as Stoleraad og
Jntpettsrer eller med dens »moderne« Stolebygninger,
hoor der udenfor bare er en nsgen og tedelig Gynmaftib
plads, og hvor indeni alt er stist og afmaalt, lige til Ter
mometret, som aldrig maa vise under tretten og aldrlg
over senkten Graden Bi havde den Gang endnu vor gamle
Stolelærer. Stolen laa midt inde i den duftende Gran
stov, og Lysningen i Stoven var baade Gyrnnastit- og
Legeplads. Det var en Hiertenslyst at se de fande, ris
mussede Born tumle om mellem Troerne og Busiene og at
here deres lystige Raakx »Seit-dont noget gar godt t
gamle Øjne ag Oren,« plejede vor gamle Stoleleerer at
sige, hvvrpaa han eftertæntsomt tog sig en Pris as sin
store Snustobatödaasr. Han var en mellemhsL lidt dul
nattet, graahaaret Mund med bustede Øjenbryn over et
Par opvatte Seine, og han ftat eotg og altid t en leierng
fort Fratte, sont syntes at strtve sig fra for Stint-stoben
han havde studeret og havde gjort en udmeertet Etsamem
Os- Guderne maa vtde, hvorfor han pludselig havde ovgivet
alt og flaaet sig ned her ude i Stoven. Men paa Bornene
her ofrede han nu hele sin Kerltgbed og not ogfaa det
nieste af, hvad han fortjente: t alt Fald havde han alttd
et uudtsrneligtForrad as Pebermynte-Brystsutter og Fig
ner til de smaa, og de opvntte blandt de stote Born hian
han frem til at studere. han havde en sin Nase, naar oet
gjaldt om at apdage Talenter. »Na dar jeg veret Leerer
her t fem og tredive Aar,« plejede han at sige, »og neeften
hvert Aar hat Stolen haft en Student inde ved Univer
sitetet, og saadant ftal det bltve ved at goa, saa lange
Jamteson er Stolelcerer her.« Morefter han tog sig en
Pris oa tilfsiede: »Ære være Pastor Davidsen, det er
hanc, der bar gjort vore Drenge færdtge t Græsten og
i den hsfere Matematik, rg altid gratis!« Vor Stoleleerrr
vtlde helft have Bornene til Ftlologer, og da en at han
Yndltnge blandt Stoledrengene anlagde sia en ktor Insekt
samltng, blev han en Ttd lang meget betæntelig. Men
,,Oldenborte-·dans«, totn Drengen taldtes at sine Kamme
eater, flap alligevet ttlsidst ind ttl Untversitetet. Senete
l Ttden tom der hvert Aar ttl vor Stolelerer et lanat
steh, bot- Konvolut bar Stemplet »Brttttt Muse-um«
og naar Stolelareren havde læst det Brev pp fis state
Stole-bekn, tilsejede han usravigeligh »Dr. Hans Sich-m
er den sterste nulevende Render as Billet.« Ovid altsaa
en degadet Dreng itle lsaode rigtig Mod paa Latinen,
sin det hmn altid srit sor at slaa sig paa Billet-.
Man Latinen var og blev vor gamle Stoleleereec Kre
ledeegge, og hanö Sjcrl srydede sta, naar han mette at
have opdaget en vordende tlagsist Filolog. Den Dis, da
det gtt l Orden med Georg Howe, gladede hele Stolen
siq rned dam. Cn hel Vinter igennenr havde Stoleleeeeren
ladet Georg slide og slcebe i uregelmassftge Verlier ca
andet Iatlnll Dsrevelstad tin-der disse Loelser Mie
lasreten stottet til de andre Tsrenge over Brillerne med ct
herab, som sra Dag til Dag blev tillidsfuldere, tndtil han
endelig en Middagsstnnd satte et Ansigt op, sorn es han
havde saaet en Letterdidslen i Munden, og tlastede stg to
Gange med den stade Haand paa Jenaer »Det gaarl
det gaar!« uddrfd dan heft, hvorester han tog sig en Ineget
sin Pris. »Ganz mtn Dreng, tan du sige til di- Fa
der, at jeg tonrrner hjern til ham l Asten, der er anget, seg
stal dale med ham om.« —- Saa vtdste Stolen, at Secrg
stulde tnd paa Untveesitetet, og den ytrede sin Gleede ved
paa hjemveien at bonebardere ham gansbe void-senkt med
Grantogler.
Vhtnnie lsaadan taldte man Georgö Hader ester
Gaarden, han havde) blev meget spandt og drtsede saa
smaat sin wone Margaret, hvem Georg oistnot t Ioroejen
havde betroet meertvckdige Ting inde t Melkestuem
«.Skolelasren tan da itte ville have, at jeg tgen stal berste
Kul til ham ovre sra Bartegaarden,« sagde han« »sor ban
hat da en hel Bunte endnu. Da chgesseartosler tin det
heller itte viere, sor han sit so sorgangen as de rede. Jeg
er bange, Drengen har gsort Knudeq han hat vet stultec
as Stole. Andet tan det itte WE«
Men dank bese, stilscrdige hustru med det Werth
sulde Ansigt svarede: »He-or du snatter, Wankt Idej,
det er noget helt andet, det er d e t, sorn ieg dar dedt enn,
lige sra Drengen blev sedt. Tag og vast dig og ges-a Stole
lcereren i Mede. Der er lngen Mond paa Gage-, som
jeg dar sterre Respett sor.«
Vi Folt sra Tochty tvg endver Samtale nie-d Is: gil
tun smaat stem, betæntte os tidt, og lod alle Stat
spillets Bender marschere op, ser vt rerte IMM·
Stolelæreren og Vlyinnie talie ndserligt orn Beseet oq om
Agerdruget, ser Georgs Navn blev saa meget sont nennt.
Men Iian tunde godt merkte, at Stolelæteren havde noget
paa Hinte, og Vhinnie snattede ttte med vanlig Inter
esse om Roehesten. Langt om laenae remmede saa Stole
lcereren sig, laa hen paa Margaret lsorn var gaaet nd og
ind, men saadan, at hun tunde here al Ting) vg be
mærtede: »Georg er en Knop as en Dreng, Margaret!«
En almtndelig Moder i vort Sogn vilde var-e næsten
sprutten as Stolthed ved de Ord, men bun vilde have spa
tet: ,,Aa ja saamaend, naar han bare var ltdt Ritte
liaere!« og det i en Tone, som om man tunde tiltro Pren
gen det darste, og som om han egentlig var en rigtig
Degenigt. Margaret derimod saa blot om paa Lareren
med et glad og spsrgende Anstat.
»de hat J tanlt, han stulde blive til?« sortsatte
Stolelcereren lanasmnt og med Esiertryt, som det semmede
sig i et saa vigtigt Anliggende.
Familierne sher ude i disse besledne Hase tednte tun
en Ærgerrighed, nemlig at en as deres Senner lunde
lomme til at studere. scg naar Stolelæreren holdt en
Dreng sor verrdig dertil, aav Brødre og Sestre villlgt as
deres Len, og Forceldrene levede as stummet Mælt og
Havrebred sor at aøre det niuliat.
Vhinnie saa fsrst ben paa sin Kone og derefter om
paa Stolelcereren: »Ja,« saade han, »Maraaret vtlde jo
gerne have ham til at vaere Præst.«
»Kan, hvis han er verrdig til det,« indile Marga
ret; »men hvor Pengene ftulde komme sta, ved jeg itte.
Vi sidder for en hsj Afaist, og selv i gode Aar hat vi
daarligt tunnet legae et Var Stilling til Side.«
»MM J vilde dog altsaa gerne have, at Georg
stulde studeret Dersom han ilte duer, saa ved jeg ingen,
der duer. Og det mener ogsaa He. Pastoren.«
,,Ja-mieson,« sagde Margaret, meget alwrligt, ,,det
er mit hejeste Ønste, at Georg tunde blive Præst, og hvig
Vorherre stulde ville lade mig opleve at here nein egen
Sen sortynde Evangeliet, saa mener jeg itle, seg dar merk
at leve sor . . . . Men jeg ved itte, hvordan vi stulde
tunne tomme ud as det dermed.«
Nu havde Stolelcereren saaet Bested, og han reiste sitz
i sin sulde Glanz. ,,Decsom itte Georg totnmer til at
studere, saa vilde da han vcere den serste Dreng, det var
flaaet sejl sor mig· Kosten tan J vel stasse hamk
»Jo,« erllcerede Vhinnte, som nu ogsaa begnadte at
sange, »den stal ttte mangle, om vi saa stal spise det terre
Brsd selv. Men hvor ital Pengene tomme sra til Uni
versitetet og til, let-ad han ellerå slal habet«
»Der er en Manto i Sognet«, mente Stoleleereten,
,,som tan tlare det altsammen, uden at det ger ham det
mindste.«
Vhtnnle saa sorbavset paa dam. »J mener da vel
aldrig John Neddtelt As ham saar J itte en hvtd. bar
J itle hert, hvvrdan de havde bedt harn til Bryllnp Ende i
Byen sorleden, og man mente, at ved den Leillghed maatte
han da osre en Guldstilling t Kirten, men John gtt not saa
pænt l Forvejen tnd til Kebmanden og lod stg vetsle en
Krone, og saa osrede han en Tiere. Nei, den Gang lan
J spare Jer!«
Men Margarets Tanter gil tilbage til Forttden, den
Gang hun boede hjemme has sin Moder, og hun sagde
langsomt: »Tidltgere var John saadant et sodlssertet
Menneslet«
Stoleleereren tras John Neddie t godt hinnen og
de snattede udserltgt om alle Sognets smaa Anltggender.
En vis Tom Walter, som havde tsbi Kariosler as John
Neddie og var gaaet Fallit, tnden han havde betalt en
Ore, blev bedemt med en Tydelighed, som ttte lod det
mindste tilbage at enslr. Saa saldt Talen tilseeldtgoil paa
Stolen, og Stolelckreren udbredte sig begejstret otn Ge
org Von-es Anlceg sor Latinen. «Hm«, sagde Zehn-M
dle, »det glceder mig, at Margaretö Sen viser its fltnt.
Fea sin Hader tan han itte have arvet sin OpvatMF
Men da Stolelcreren saa begyndte at ymte noaet ern
Universttetet. Mede Jobn Uraad oq var IWUI paa
L
