q
Svknsterne paiYKronbont
En historist Roman.
AsH.F.Emld.
» .—:-E Andern Del. Iz
JUU Hkortsau
oh —
Tier dtleo esttrhaanvktl EVEN-e ittdensor Voldene,
Ssoldaternc vifte fiel-, Da VMkkMk VlM AfkilflO men han
blev nfcirsthtret paa sit EllsOWIle Steh Endelig, noget
ester, at Rlotten hane singst setS, sprang han op og nit
hurtig ned nd Voldeis WA GWWZHACW WU lasltnede san
sme Steint, meng· W UEWM slxl lldenvcrrtiiporten
Stmkg efij hotte han Irin under Poetenk Quart
vjng, 99 SVMspH tscm rast ind ad den og lige hen imov
hom« Hang-z- e lyste as vild Glæde, da han saa sin
Taakmopjghev 1 et og bleo vig paa, at hang Inn itte
hqux stusset h VO kWI Oppe fro Volden mente at se sin
Dzdtzsjmde k» e; men haci undertoang hurtig sin Sinne
uro ca git hal i MVVE WV et WHAT Aashn
Extensok Eva sig hel statelig nd i sin blaa Fratte med
det gute sit-UNDER OVUs DE gllle Bentlwder og de mer
Kniplinger ARE-We brede Etøoletraoer. Den bredstyggeoe
Filum pp nrhdet med en lille Fjer, hang Handfter uden
Lyde· T g givrds MS hojc kraftige Ztitteise pg faktka
selige Hrmncl smka Vlkknilm Um de stadselige Zikaden
Der vo- MVW ULSW As Karl Gustan Seitgqlans over
mhvek spenst Armen oqp Evens-m gik ston he» over Kron
bokgz Grund, som om det svenfte Flog og itte Tanebrog
ajede fra Alagttaarnet
on hilsts puo militoer Vis, og Somit-n nittede med
rlegen Eine og Smilte, foni om han morede sig over
unge Fandriti ejenshnlige Stolthed over sin nh Verk
thkd Don tunde han itte andet end sinde Hans-— Sten
ointelg Holkning ulaftelig og i sit stille Sind yde hans
ante og minne- Stittelse Olnertendelsr. Han tilraabte
ni Emidlertid tun et flygtigt Godmorgen og vilde fort
sætte fin Nanax mcn Hang standsede hani.
»Gott at J losm, Hin ijtnantZ Jeg hat en vigtig
Sag at natenhare for eder og var netop paa Bejen nd tit
eder."
»Ein frem, Lang-F fvarede Soensonz »min Iid er
tnap.«
»Ta mener jeq don,« sagde Hans kned et Nit og et
rnegetsigende Blit, ,,at det vilde lønne sig for eder, om J
vilde folge niig on paa Zøvolden og stasnte mig Øre nogle
Minumn Jen har ajort en Fangst, og det er itte Sinon-—
vildt! Vil J have Del i thtet?«
Sau vel havde Hans vidst at stjule sit sande Linde
lag sor Spensom at denne itte nærede Mistante til hain.
Dog snstede han itte at oPhOldeS, da han paa Grund as
den forestaaende Asrejse tun haode Tid til at gpre sin Fee
stem- et lille Morgenbespg. Hang-As Henthdning til Bhtte
rmnte dog hang Øre nied en fristende Klang, og han tunde
itte modstaa Lytten til i det mindste at faa nckrrnere Op
thning. Han nittede da indvilligende og git op paa Vol
den; men da Hans fnlgte hom, tastede han et Blit op til
det rpde Flog merk det hvide Kors, sont vajede stit fra
Flagftangen over deres Hoveder, lhsende i Morgensolens
Straaler. Hunde Svenson i dette Øjeblit iagttaget Hang
Stenvintelg Aasyn, oiloe der ocere vaagnetIvivl hos hom;
men nu git han rolig hen ad Volden med Hans, der ftrats
heghndte paa sin Fortlating.
»J mindees sitterlig den Dan. da Valentin Korn
ftygtede, og jeg- havde den ant med Gage-es Hansen"t«
Svenson nittede med ei msrtt Blit; thi han mindedes
tun alt sor godt, hvorledes han havde afvæbnet Lisheth
»Gott er det vel itte heller gaaet eder ad Glemme,
at han havde en Sort, de strebte Paa, men som han itte sit
med i Baaden?'«
«Dho!« ndhksd Svenson, sont nu sit en Anelse om
Sagen.
»Den Scet harte jeg siden et og andet om i Stadem
at den indeholdt store Stattez men den blev borte mellem
Heenderne pao Sorte Laste og Per. Jeg tæntte strats,
at dtöse starle havde holdt den tilbage for deres egen
Mund. Det var vel ogsaa deres Mening; men de have
itte saaet Held til at redde den; thi jeg hat sundet den.«
,,Gudsdpd, Hans, nied alt sit Jndhold?«
»Det shnes saa,« svarede hans og nittedez »dog er
det tcenteligt, at Sorte Lasse og Per have rapset af den
og stnttet noget til sig; men de have vel itte turdet tage det
hele paa een Gang for itte at mifte det. Saa tom Mar
chordren bag paa dem, og de have maattet lade stprste Par
ten as Bhttet i Stitten.«
»Hvor stitter Sætten?« sputgte Svenson med et
gridst Blit.
«J Smaafandet ved Stranden, nede for Volden ved
det shdpstlige Hiernr. Vil J gaa med mig derhen, stal
jeg vise eder Stedet, hvot den er nedgraven, men som jeg
forsvarlig har dcetteL Balgerne shavde tthllet Sandet vaet,
saa Sattens Hant stat stem. og jeg opdagede den, da ieg
for-sangen Dag git der fotbi.«
»Gaa rast til!« led Svesnsons Spar, ,,og lad og
tomrne verherr, mens her er toligt paa Volden!«
Hans var itte sen til at adlhde, men de havde et tem
rneligtt langt Stytte at gaa, og hvor ivrig Svmson end
var efter Guld, san forncegtede hans snu Natur frg dog
itte ganlte. han standsede pludselig og spuegte:
»hwrsor beholdt du itte den Stat for din egen
Mund, Dunst«
»Beste var ogsaa sra sprst as min Mening!« svarede
Hans med en trostyldig Mine; »dog tom jeg snatt i Tan
tet vm den store Fare dewed. Paa hvad Maade siulde jeg
saa den tunge Satan hemmelig beugt til Side og hvok
stjule dent Git jeg her stadig paa Lur og tog min Rente
af Sctten, vilde jeg dog til sidst blive ovekrastet og saa
Mehr-there Det maatte vel faa den Ende, at det toin for
Kommendqntenö Ore, og han vilde sitterlig tage den
lcetre Bid for sin egen Mund.«
,,Saanicndl« svarede Soenson og gtt videre. »Dog
hat-de jeg htdtil den Tro, at du ttte havde svenste Mænd
saa ter, at hu gad dele med dem, allerwtndst med mig,
sont tog dtn gamle ved Vingebenet og puttede harn i Hut
let, soni han tun fvelod for at tide Beden«
band Stenvintels Kinder bleve en Smute blegete,
trede Hans toldsindig. »Im tror næften, jeg- var kommen
Tiom selvbuden Gast, da det var min Hensigt at følge edek
"bedst. Gider J mig ederg Æregord paa, at J ladet Seel
»er mit Forstag, at J endnu denne Nat ladet en Baad loegae
t
t
t
ishdad for en fej Karl du ert«
og hanc venstre Haand inugede Svcerdhæstet, vaa hviltet
den hvitedez inen han holdt dog Fatningen.
»Deron1 durde J itte have mindet mig nu! Jeg tan
tet saaledes derein, at J tun handlede ester Ordre. Jeg
sæstede ogsaa min Tante paa, at J snart stat blive Lis
beths Husbond hun, der er mig tær og dyrebar fom en
Søster. Hun faar san vaan Pakt i Statten, og den stat»
vaete min Brudeaave til hende!«
»Bei var bravt tantt as dig, Hans!« sagde SvenJ
son smilende. »Du maa ogsaa være vor Gcest ded Brin
luppet — ih, hvad fiaer jeg! Du stal vcere Brudesprer
og søre Liebeth til EtammelenI Hun hat jo dog ingen,
der er ncermere dettil end du!«
»Tai for Jndbydelsen, tommer den end sent!« svni
til Helsingborg alligevet eftersom vi der dele Statten
ten urørt, naar den er i eders Verge, og deler Erlig og
tedelig med mig« Etytte sor Stytte?«
»Bei Okd er aivet, Han5!«
,,Godt!« fvatede Hans; ,,jeg vil tro eder; thi det
til fra del Stib, iom i Odermorgen sial søre eder til
Zweige; saa stal jea vare her og vise Foltene an·«
»Du dar brugt din For-stand, Hans!« sagde Sven
son og ttappede liarn vaa Stutdeeen, »der gaves ingcn
bedre Maade at tedde Etatten paa end denne. For tusind
chrvles Den gasmle Eturt Valintin Korns Mammon
stal give og et lystiat Vrvlluvk Er der dygtig vrceget Meint
iblandt?«
»Na ere vi ved E-tedet!« sagdev Hans, og hans Stem
mee- Stcktven formadte liancs store S«pcrnding. Derpm
saa han fig otn, og Slvenion ajorde ligesaa Bolden var
ganste ode, oq heller itte Paa den indre, høje Festnings:
vold tunde man opdnge noget tevende Versen; Hans get
rast ned til Stranden, on Svenson sulgte ham.
Hang git nu med bøjet Hoved, som spgte han ester
Stedet, og fette inatedek Evenson hen bag en lang Tom
merstabet, der stod itte langt fra Landingssbeoen og var
hidført i Svensternes Tid for at bruges til Palisader.
Her vare de stjulte og tunde iile fes sra Slotiets Vinduet;
men det var netod paa det Sied, hvor Hans havde staaet
den Morgen, da hane Fader var bteven overrumplet. De
vare saaledeg ncer ved den Bold, bag hvilken de sventte
Soldatee havde liagei ftjult, da sSvenson lottede ham
derben
»Er det her?« sputgte S-ve·nson, da Hans stand
sede.
»Ja!'« sdaeede Hans darst, traadte et Stridt tilbage
og lagde Haanden daa Spardhckfiet, »he: er dei! Se dig
em, din Stati, og tend, hvor vi staa! Ser du Volden
hist? Mindes du« det var der, du stjutte dine Banditter
og faldt over Fader som en Stiinand? Nu er Regnstabens
Time kommen, og du sial undgcelde sor min Faderg
Btod!«
Svenson itod et szeblit ganste maallps as Oder
tastelse.
»Im-i vg iotsdar dig!« raabte hang, og i det sam
me slsj hans Sværd as Sieben sotn et Lyn.
Svenson havde hurtig genvundet sin Fatning. Han
stod tolig med torslagte Arme og vpstog en th Latter.
»Rider Fanden dig, Dkeng!« raabte han saa. »Stitt
den Slite ind, eller jeg stal, chevlen annamme mig, snatt
asvcebne dig ogs fugtle dig med dit eget Verge. Saa stal
du btive fett op i Vagten og puttet i Hullet sont den,
der bryder Avngens Frev. Tror du, jeg vil slaas med
en Hvalp som dig?«
Dei havde Hans netop tæntt sig, at Svensvn itte
vilde, og desuden tunde han vide, at en Tvetamp nu, lige
fst Svenson stulde drage dort for at holde Bryllup, want
te tomme paa en hsjft uheldig Tid. Detfor havde han
lottet ham detned. Den Enedighed, hvormed han havde
udsørt sm Plan, oa den suldendte Forstillelsestunst, hvor
med han havde narret iin snu Fjende, vpbragte denne ef
tekhaanden i den Grad, at han pludselig, blussende ai
Fotbittelfe sprang steni for at gribe og overdcelde den
Gr--nstvlling, der ined saa stort et Held havde vverlistct
hom.
Hans ho tdt imidlertid Øje med sin Fjendes Miner,
saa det var unuitigst at overrasie hom. Han veg vel et
Stkidt tilbage, men gjotde i det samme en tille snild Be
vcegelses med Svcerdet, saa han mattede Svenson i den
sremstratte Haand
»Jeg tilbyder dig aaben og ærlig Kampf sagde han
toldblodig. »Men ved rnin Faders Aand, undslaar du
dig sor at give mig Satisfaktion, steder jeg dig ned som
en Hund« og flyr du, stal jeg for-folge dig, om det saa
gaar lige til Kommandantens Der, at Alverden tan se,
Svenson hadde hurtig iruttet Haanden til sig ogj
saa spejdende otn til alle Sider, mens han drog sin Pal-i
tast. Tit Frygt iendte naturligvis denne i saa mange;
dlddig Dysi prevede Kriger itie; derncest troede han, at
det vilde dlive en let Sag at gsre det af med hans unge
Mvdstander, om hvis Vaabensæedigihed han tun havde
ringe Tanier. san sorudsaa dog de ubehagelige Folger
for ham selb, otn han netdlaglde en danst Mand, uden at
det var ham mutigt ved Vidner at devise, at han tun
beugte Nsdvatgr. han satte sig for at sagte med hang,
som om denneö Liv var hatn dytebart, og vm muligt
asvaebne hamz men mens disse Tanter hurtig for hani gen
nem Hovedet, give-de Hans sit ssrste Udsald.
»Den er for Fader!« raadte han, og Soensvn make
tede, da ihan parevede Stsdet, at hans desenstve Rolle
tukde blive vanstelig not at gennemfpre.
»Og den ee for sksn Lisbeth!« lsd det, da hans an
den Gang faldt ud vg saarede Svenson i den vensire
Side. i
Deemed sit han« Tilraad og Spensvns Taaltno-;
dighed en Ende. Nu begyndte en Kamp paa Liv og DId,l
i hvilten Mingerne teydsede hinanden som Lyn, mens de»
icempedeö Blod sarvede Sandet, og de sei-v glemte baade’
Himmel og Jord, tun higende eftee at eatnme Modstan-;
derens hierin
Lisbeth var itte fanget fta dem, men havde ingen
Anelse om den Kamp, der rasede i hendes Nærhed Ef- !
tee en ssvnleg Rat, fuld asf Uev og bange Anelsee, vart
t
- »Hm-F W- -.---.—-.-—-——--—--.- Ass- -- - », - »
hun staaet tidlig op vg git ud paa Volden, saa snart det
lod sig gere. Stildvagterne i Gaarden og ved Vugttaar
net lod hende uhindrct pasfere; de kendte hende nu fra
l)endes dagligev Vsandringer og havde af Hans Stenvintel
faaet en velvillig Fiorestilling om henldeg vatriotiste Sin
delag, og hvad hun havde gjort for de danste Fanger
i Svenslernes Tid. Altid sit de en mild Hiler as shende,
oa de syntes slet ille am, at saa vatter en Jonifru snart
slulde drage bort med en Sdenster.
,,Potter forstaa sig pca de Kvindsoll,« sagde den
ene Stildvagt ved Vagttaarnet, da Lisbeth denne Mor
gen git sorbi, ,,at Hans Stenvinlel lan være hendes Ven
oa den svenste Løjtnant lige fnldt hendeg Kcereste.«
»Det er not heller itle ret fat med hende,« sagde
den anden. »Saa du. hvor hvid hun var i sit Aasyn, og
livor hun stirrede hen for sigZ Hun lagde vist slet itte
Masrte til os.«
Vistnot martede Lisbeth denne Morgen intet uden
Havet. Med uimodstaaelig Magt blev hun dragen derben,
livor hendes Hiertse var —- til det Stib, paa hviltet hun
vidste, at Dahlberg i den tidlige Morgen vilde gaa oin
Bord for at blive sat over til Staane. Hun saa fra
Volden, at det endnu laa roliat paa Reden tæt ved Had
neniundingen. Hun git saa tilbage og naaede de ufulds
endte Staufen Der søgte hun sig en sljnlt Plads op og
blev saa siddende, indtil hun endelig saa Dahlberg og
nogle andre Herrer komme til Byens Havnebro, gaa i Baa
den og ro gennein Havnemundinaen ud til Stibet Hans
Etemme lod muntert og tlart, oaz dean Filana bareå
af den frisie Morgenbrise over til hende. Hirn saa ban
aaa om Bord, og den hvide Fjer i hang Hat tilvinlede
bende det scdste FarveL da bang-: STittelse forsvandt paa
Tit-klet.
Hendes Hoved brasndte soni Jld, oa dog sad hun liv
log, sorn om hun var bleven forvandlet til Sten. Hun
saa lt, men dog var der som ei Zlør over den hele Scene:
bun oplevede itke dette virlelia, nej! dct lnnde itte være
andet end en uhyggelia Drom. ist iygeliat Sinil spillede
om hendes Lieber, mens Himmel, Hav og Skide svømmede
i eet for hendes onitaagede Blit. Matroserne hev nu An
teret op, de hvide Seil buanede for Binden, og Skibet
gled lanasomt og stolt hen over de dlaa Balger.
Nu sprang hun op, udstødte et Strig og brast i
Graad. Det git op for »hende, hvad det vilde sige, at han
drog bort, han, ved hvem hendes Hierte hang; han tog al
Livets Lyst med sig, ja, det var, som tog han Livet selv,
vg der blev tun Død og et merkt lee tilbage. Nu saa
hun, at liae til det sidste havde hendes Hierte tlamret sig
til det forsængelige Haab, at hans Hu tunde vende sig til
hende, ja hver Gang, naar han toin til hende stden den
Dag, da hun havde madt hain vaa Grpnningen, og hans
Mellemtomit havde stafset vhende Frev, havde tun tlainret
fra iil deite Haab. Hun vidite for denne Time, at det var
bristet, men tendte sprst nu ret, hvad det vilde sige; nu følte
hun sig greben af Sjcelstrcethed og dle Livslede. Jtte
alene tæntte hun med Gru vaa at blive Svensons Hustruz
men Udsigten, hun havde til Frelse, bragte hende heller
ingen Trost. Hun angrede, at hun havde givet Span
tvinden Birthe Rantzovs Ring, og hun fattede ikte, hvor
ljun i det Øjeblik havde faaet slig Karlighed til Livet fra.
Hun gyste ved at tcente paa et langt Livs Byrde, suldt as
Lcengsel og Savn, og mens hun nu git lang-« Stranden
ad Landingsbroen til, havde hun alt Døden i sit Hjerte.
Hun saa paa Bølgerne, der stummede inod Kysten og hins
lede, svm om de taldte Paa hendr. De vilde være en sval
og blød Grav, og naar de tog hende i Fami, vilde alle heu
des Lidelser i saa Øjeblitte vcere endte.
Hun git videre og vidste næppe, hvor hun var, da hun
pludselig harte Baabentlirren og et hpjt Rand. Hun kam
til Kamppladsen netop i det Øjeblit, da Svenson, rasende
over sin Modstanders Haardnatlethed og svede Haand,
der spottede al hans eaen Færdiahed log msdte alle hans
Finter nied aldrig fejlende Behandighed, blindt kastede
sig over ham,tastedehan1 til Jorden og gennemborede hans
Bryst med sit Svasrd
Lisbeth var i et Nu paa Ztedet og tastede sig med
et Sinertensudraab over sin saldne Ven oa Broderc Hun
indsaa strals, at Hans havde vavet en Dnst i den Hen
sigt at udfri hende, var end Svensons Hierte altid et takt
tonnnent Maal for bans Herrin. Hun talte til ham og
lssnede hans Fratte; men da hun sit den til Side, saa hun
sit eget Stets, gennemboret og vcedet med Blod lige vedl
hans Hiertr. Hun fit et Blit af dam, og han g.jorde enl
svag Beveegelse med Hovedet hen imod Svenson, som omi
ban vilde sige noget om dam; men saa sank hans Hoved
tilbage, og han udaandekde med et Sut. T
Lisbetb blev liagende paa Kna- Ved hans assjcrledes
Legeme og stirrede ufravendt paa det blege Aasyn, der var
bende saa tært. Da satte hun en tung Haand paa sin
Stulder. Dei var Svenson, sorn imidlertid havde tørret
Blodet as sin Klinge og stuttet den i Steden. Han havde
taget sit Lommetprtlæde og lagt paa det Saar, han havde
saaet i Siden, og som var det verste, men ingenlunde dei
eneste; han havde tillige bundet sit Slærs stramt om
Livet, saa at det holdt chedet fast-, og var nu trsaadt hen
til Lisbeth
»Na maa vi dort, Lisbetht« sagde han med sin dybe
og barste Stemme; ,,itte et Minut er at spilde.«
Men Lisbeth sprang op, stadte ham bort og raubte:
»Vig fra mig! Min Broders Blod tlæber ved dine
Hander.«
Svenson sprang til og greb hende ved Armen, stsnt
bang Saat smertede haim, saa han stønnede derved.
»Saaledes lege vi itte,« sagde han og slcebte hende
nied sig; »der tommer Baaden fra Amaranta, som den
var taldet.« ;
Han havde, mens han spejdende saa sig om, opdagetJ
Banden fra det Krigsstib, der laa ladet med den svensie
Hærs Troö paa Reden, og med hviltet han og hans Kom
pagni orn to Dage stulde asgaa til Sverige. Han fette
hende til Landtagsbvoem men netop soin de naaede den,l
lykkedes det hende at slide sig les, og hun flygtede som en
jaget Hind nd til Brng yderste Ende.
Der stod lhun med torslagte Arme og saa ned i Dybetz
hun havde tabt sit HovedtsL og hendes Haar stagrede forl
Binden. Hun tænkte paa Hans, der var ga-aet.fotud, og
saa ham vinte hende op til de lyse Steder med de duftende
Lande og gmme Enge, hvoroni hun hasvde drsmt Hun
merk-ede, at Biser kkystede under Woc- Fsstekiqm tum
Trin, hun httte shans gentagne Raabx ohpj Manne! did
med Baadenl
Da hvistede hun: Jesus! holdt Haanden sor Øjnene
og styrtede sig i Dybet. Botgernes luttede sig over heade
og et højt Raub undslap Soenson, da han vatlende naan
det Steh, hvor hun havde staaet. Den stcerte Strom, sont
bavde grebet hende, havede hende et Øjeblit til Oversladen,
Da han saa et Glimt as hendes blege Aasyn, men derpaa
sorsvandt hun. Han var ude as Stand til at svømme
ester hende for at redde shende, og Baadens Mandstab hav
de itte hørt hans Raab, men sjernede sig mete og mete.
Han stønnede nu, at alt var forbi, og at hans Fee
stenm var undsluppen ham, dog tun for at blive Dsdenö
Brud. Han vatlede bleg og blodig tilbage i Land og
saldt asniægtigj om paa Strandbredden, netop sont der
lnd høje Raab sra Vol-den, oa Folt ilede til.
Man havde nemlig omsider sra Slottets Binduer
opdaget, hvad der soregit ved Broen, og det var Ursula
Krause, som sørst havde faaet et Glimt af de tsaempende
at se. Hun gjsorde strats Alarni og sit basade Officeter og
Soldater med sigz men inden de havde tilbagelagt den
lange Vej ud as Portene og Søvolden rundt, var alt farbi.
De sandt Hans smn Lig og Svensou uden Samling, bar
dem saa begge op Paa Slottet og sit en Badstcer heutet.
Han udstalte strats, at Hans Stenvintel var død, og gav
sig saa til at sorbinde Svenson, der nu tom til sig selv og
asgav Fortlaring over det stete Han blev dog snart gre
ben as saa heftig en Sanrfeber at han døde i Vildelse,
inden en Uge var omme. —
Birthe Rantzov holdt sit givne Ord og kom, ikte til
den Tid Lisbeth havde onstet, men endnu samme Dags
Aste-n. Hun tom itte sljult, thi hendes setsspcendige Ka
rosse oar ertorteret af en Ztare ridensde og vaebnede
Tjenere, og ved shensdes Stde sad hendeg Brodek Otto.
Saaledes tsrte hun med Bram og Larm over Fæstnings
brcerne, gennem Myrteport og lige op i Silotsgaarden til
Ksommandantens Dor. Denne barste Herre tsog itte syn
derlig venlig tmod hende og stjulte itte sin ærgerlige For
nndrina, da han hørte Aarsagen til hendes Besøgs men
Birthe Rantzovs Sorg, da hun sit at vide, hvad der var
stet, var saa stor, at hun glemte at drage Kommandanten
til Regnstab for hans Mangel paa Høflighed Hun horte
hans Fortlaring siddesnde i scn Vogn, og da hun havde
afslaaet hans Jndbydelse til at stige ud og trcede op i hans
Boligx saade han med et spydsigt Smil:
»J vil faa den bedste Fortlaring hos Ursula Krause,
bos hvem den letsaerdige unge Jomsru havde sit Tilhold.
Der tan J, ædle Fruc! saa at vide, at hun havde slere El
stere, og at dette blev disses Ulytte og Aar-sagen til ben
des Dad«
Fru Birthe sulgte dette Raad og git strats over til
Ursula Krause, som hun sandt ncdsunten i trosteslps
Sorg. Der sit hun ganste vist en anden Fortlaring og
harte Lisbeth omtale med Kerrlighed, men doa var det
Ursulas Tro, at Hans Stenvintel maatte have elstet Lis
beth, og at det var den egentlige Aarsag til Duellen. Fru
Birthe dvcelede en Tid hos Ursula og horte med smerte
lig Deltagelse paa hendes Fortælling om Lisbeths sidste
Levedage og de gode Fremtidsudstgtey der ester den gam
les Mening var blevne pdelagte ved Hans Stenvintels
Stinsyge.
Birthe sorlod derpaa Ursula og Kronborg ved sin
Broders Arm og ledsaget as sin Page, da hendes Karosse
var tsrt hen til det Herberge i Studen, shvor hun agtede at
overnatte. Rystet var hun i sit Jnderste,« men tillige
suld as Harme mod Mittel Hausen, der havde vceret saa
haatd imod List-eth. Hendes Btsoders Forestillinger tunde
itte holde hende fta at gaa til Mittels Hus og tale ham
haardt til; men Mittel blev hende itte Svak styldig, og If
hans Mund sit hun at here et Ord, der tun var et Etto
as den Tale, der nu lpd overalt i Studen: at saaledes straf
sede Herren Borns Ulydighed msod deres Forceldrel
,,.f)un var os for Sanden tcer, aedle Frue!« sagde
han tilsi«dst, mens Maken stod hos ogz grced, »og hendes
Død hat dybt nedtrytt os; men sont man reder,'saa ligger
man! Paa den Mande, hun lød af Gaarde og lige i Farer
og Fristelser, maatte det jo tage en Ende med Forsærdels
se. Gud viere hendes arme Sjcel naadig!«
lS-luttes.)
Jnteressante oq spændende For
tællinger af de bedste Forfatttzre:
Svenskeme paa Kronborg. »s»»««.«» mskkqgks
allerede, og Bogen leveres, saa snnkt den er fckrdigJ Historiik
Roman as H F tswalti ’( Im lag 81.()0, godt i11db.s1.40.
x
En polstoc Familie. As ((. L,mnch iny Ubgaoe 424 Si
der J Omslag II (I0, godt Indbunden 81.40
Den stotfke Kvindc paa chle. kiipsbiukdk km N»
formationstidem as H. F. (-·-wald, i ny Ubgave. 600 Eil-en
J Omichg 81.20, godt indbundm S1.60.
Olkvcr Twisto En "Samfundsroman, as Chatles Dickens.
Godt indbunden 80 Genus.
Jngemanns Romaner:
Valdemar Sejer Historisk Roman A Lining soc, kahl-.
«
s120. Fint illustreret Pragtudgave i sine Omflag cl.60,
Jndhunden meget iolidt 82.50.
Erik Mcnveds Barndom.
Historisk Roman. J Omjlag sm, subb. 81.2().
Kong Erik og de fredløfe,
Historist Roman. J Omslag 80c, »Ob- sl.20.
Prins Otto af Danmatk og hans Samtid.
Histokist Roman. Jndb. 51.20.
Bsgek send-s pvrtoith Bkztzjingen bebes indsead samtnen
med Besnllingen. Frimækker nzghlages som Vetaling.
Danish Lutheran Publishing Haufe, Blair, Nebraska.
