Under vilde Rosen
AsJan Maclaren.
Tonnen for bang Kærlighed
CFortsaiJ
»Nei, det var jo for sent oa lnnde bare have bedrødet
hende. Hrwe da lntn dar dokset op sammen, Da nan bavse
hjnlpei bendees Faden man han dar st)a; faadan ljadde
han vnndet hendes Hierte Jeg blev siaaende der
ved Laaaen vift et Par Timer, ca jea ltar staaei der man,
gen Gang siden, baade Morgen oa Afterr. Ter bar jeg
set Solen aaa ned oa solt, at nn lonr Mørlet: Lyset var
vegei fdr destandia as mit Liv.«
»Du bar baarei det sont en Mand, John«, lman
lunde lJørc vaa Doktorens Stemrne, at han dar stolt af sin
Ven), ,,endda du itle bavde en eneste, sont lunde sige dia,
at dei var vel gjort.«
«Saa-dan maa du ilte tale, Villern, jea er iile den,
du iror. Lige sra hint Øieblit af da til hendes Sen,
, Studenten, blev sya oa stulde dø, har jeg ilte giver
Margaret et enefie andt Ord, oa hoig Had litnde slaa
ihjel, saa bavde hendes Mand været en død Mand, sør
han sit bende, Gud forlade mig min Bund Tenaana
han itie tunde beiale da slulde dasre jaaet viel sra sin
Guard. da lo jea ded inia selv, da doa er der inaen stille
liaere, aodinodiatere Ft)r der paa Garten end fiatlelszi
Vhirmie. Der mac- alliaevel vcrre noaet i, hvad man
saade i aainle Dank-, at der tan sare en Djævel i os. Men
hende dar jea aldrig habet; jca korn bare til at holde mer
og mer af heade. da naar jeg tcrnlte paa, at lnm soin
satira Bondetone slnlde aaa og slide oa slæbe, saa dlev
Hjertet san bis-di i mia. Hdig jeq lyadde saaei hende —
jeg vilde bar-e aivet mit Liv for at staane hende for
Sara, oa selv om jeg oasaa nn er bare en plump aamnikl
Gnier, saa sinlde jea dog dengana have ajori hende lut
ielig. For du maa tro mig, Villen1, jea var et bedre
Mennesie som nng, end jeg nu er.«
»Eid nn bare ille oa mal dia selv fortl« sag-se
Dotieren fliegende, men hans Stemme rnsiede lidt.
,,«Jiaa«, sortsatte John efter en Tidg Tavshed ,,det
stulde nn ilke saadan verre! Men saa engang faldt
det mia ind, at jea tunde jo ardejde for Margaret, uden
at nsoaen didste as dei. Saa gil jea ind til Bnen og sit
sat i saadan en Slaas Striver . . .«
Dotioren reiste sia op sra Stolen nied en Pludses
Haber-. sorn Var fuldstikndia alendt der paa Egnem
»Men, Joan saa har du jo holdt os alle for Nar! Dei
var altsaa dia, der fendie Penae fra Amerika, saa Vl)innie
siap as med sin Gcrld, oa han og Margaret iom paa Fode
igen? Lsa det var dia, der hjalp ham igen, da hans
Kreatur var død af Besten, . . . ja, for han har jo alle
Doge hast llheld paa Ubele Du er den Fetter as ham,
som var blevei ria ovre i Amerika, og socn sendie ham
Penge gennem Sagssreren? Her nu, John,. . .hsr nu,
John, . . . « Dottoren dar gaaet ivrigt op og ned ad
Gulvet, nien han standsede pludselig soran han1, »Da
er den siørste Lsgnhals, der gaar paa Guds grønne Jord!
. . . Gamle Ven«, (Dottorens Stemrne blev gansie sag
te), »at iile vor gamle Stolelærer sit det at vide, sør
han dsdet jeg lan sormelig se, hvordan han vilde have
reitet sig i Vejreil Og Jalod, du, naar Jakob saar det
at here —«
To Gange havde John sorgæves søgt at afbryde
Doktoren, men nu slog han nied sin store slade Haand i
Bordpladem »Du understaar dig ille til at fortælle ei
eneste Mennesie, hvad jeg har betroet dig . . .!«
»Saa! saal du ved so, at jeg gøt iite andet, end hvad
jegs saar Loo til. Men til Jsatob ian du da gerne lade
mig sortcelle det.«
»Nei, heller itle til Jakob. Jeg stammer mig over.
at jeg har sortalt dig det; det er, ligesorn jeg vilde gore
mig iil af det, og saa har det jo dog været rnig en Trost
i mit ensomme Liv. Dei var en lang Provelse, Villem,
Du ved itte, hvad dei var saadan hver Sendag at se
hende komme med sm Mand i Kitte, og jeg . . . stulde
aldrig vcere ved hendes Side. J over tredive Aar har jeg
set shende saadan; jeg hat set, hoor hendes brune Haar,
der tunde lyse i Solen som Guld, dlev graat, og der
korn Rynier i hendes Pande, og jeg syntes, hun blev ved
at veere lige smut. Saa dengang, da det ineb vcerst for
Vhinnie, stod han og llagede sin Nod for os odre paa
Kirlegaardem og bag ester inde i Kirten saa jeg, at
«Margaret sad oa grad. Saa paa engang var det, lige
sorn Hieriet gav et Hop i Livet paa mig, for jeg tænite,
at neeste Sondag siulde hun itle komme til at greede mer.
J Lsdet as Ugen fii Vhtnnie Penge fra . . . Fetteren
i Amerika» ogs om Fredagen betalte han, hvad han sittl
de. Jeg tras hani derinde i Byen og sagde, at han stulde
ttbe en ny Kjole til sin Kone, og jeg hjalp ham med at
lsbe den, for selv forstaar han sig jo itle paa den Slagö.«
»Im-ji« asthd Doktoren «ham, «jeg var jo med i
Jernbanen den Dag, og jeg lan huste, at Hilloctö drillede
dig med, at dig stulde en Kvne not have ladt veere at
presse en ny Kjole ud as. De Dumrianers De Dami
aner!« «
»Au, du, det var mtg sauste det samme. For om
Studagen saa Margaret hele ti Aar yngre ud, og da
der blev Altergang, havde hun den Kjole paa, som jeg
havde Mit. Dei var mig ltge meget, hvad andre sagde,
det ptnte mig dare, hvad Margaret tænlte orn mig, men
derved var jo ilte noget at gere. M stod en Das nogle
sammen«, (Jo'hn talte langfomt, som orn han med Vesper
opfristede en gammel Grind-ring, hvorover han tidt havde
grublet), ,,-og vt snailede om sidste Torvedag. Saa sagde
hilloels ttl mig: »Ja, Du estergtver nu ilte nogen bare
saa meget som en Ovid. Der er ingen storre Gnavser i
hele Gotlandp J det sank-XI torn Margaret fort-t, og
jeg set endnu hendes Anstat: det var ilke Spot eller Bre
de, men saadan en Bebt-helfe, Du . . .! hun havde je
Iendi mig, da det gil anderledeö til hiennne i män Guard.
Men . . . jeg havde ltge maattet tage Penge op gennem
Stegs-Mem og dei faldt lidt ·haardi, fsr jeg fit baade
dem og Renterne betalt tilbage. Naa, det var ogfaa en
Glcdet Andre Gleeder hat jeg ille tendt.«
»Da du har ille talt ined hende?« spnrate Doktoren
og saa paa ham.
Egenlig tun een tstana, oer i hendeszs Habe, den Dag.
da hendes Son, Studenten, slnlde lieariives. Hnn tatlisde
mig, fordi jeg havde betalt for Spinnens Studeringer.
«Jngen Fader tnnde have njort mer for sni Søn«, sagde
lnin on rørte ved mit Fralteaskmn »Die maa alligcvel vir
re en nod Mand, gid Vorherre sinke Dem godt igen!«
Saa stlindte jeg mig bott, sor ellerszi var jen bleven sonn
. · . Aa Gudt aa Gndk not-J Georg havde været min
Zøn og Isttarnaret m i n stone!«
Gamle Doktor Maclnre stod et Liedtit og saa Pan
sin Ven. Saa ait han stille hen og lagde Haanden paa
hanS Stulder on llappede den lidt, — og gil saa lige
saa stille sin Vef
John bleo siddende lange, som i dybe Tanter. Saa
reiste han fig, tkaaote et Par Stridt hen til Pultenlv
tntlcde Pultlaaaet op, trat en Ztnsse nd oa stod og saa
ned i den. J Stussen laa der et ganste lille Bundt visne
Foraletnniinejer.
ltl.
Man siaer, at hvig en under Tavshcds Løste betror
et Vymenneste en Hemmelinhed, saa Vil samme Hemmeligi
bed, inden der er aaaet et Tenn, blioe sortnndt i alle Ga
der on Strader, noen at man eqentlin Ded, hvem der h.ir
lsrnrt Tavghedg - Løstet. Falk tnnne liqesrem se poa
Byinenneslets Anstat, at det alt on bar paa en Hcmmelii
bed, Da ftnndte sit faa natnrlianigts at iaa oen pnmlssjt
frem.
Hinsz man derimoo liernde i dette stotste Sonn lik
troede en en Hei-innehaben saa fortrat Tilhoreren itte en
Mine; Hennnelialxeom forsvandt sont i en dhb Brenta »Es
se!« blev der sagt til Tean paa, at man var opnicrrlsom
en det Voldsomste ltobrnd as Fortiavsclse, sonI man dreo
det til, leid saaleregt »Te: var meaet!« Om noaen berufe
paa Landet noqu Einde nrnblede over en betroet Helnmc
lighed, vides ille. Alten da Jatob Soutar en Aften,
citer at have siddet en het Time og itle saat et Ord,
endelig tog Piben as Munden og bemerkte-De indtratngen
de: ,,Saa min Sandten!« da sorelom det niia«, at h n
maatte have siddet oa ariiblet over en incerlrirroia Tit
dragelse. Et TaoglxoS:Løste er vistnot tun en eneste
Gang Delvitz blevet brudt herude, nenlsq denaann da Tot
tor Maclure lod sig incrrte saa sman oversor Margaret
med Jsohn Neddies Forelslelse, hvad for Resten hans Vcn
bagefter tilgav ham. En Maaneds Tit sør Doktoren
dode, besagte Margaret ham oa braate liarn nofiei. Eaa
faldt Samtalen paa hendes Sen Geom.
,,Nej Te maa itte tale om, at sen link aaaet en lang
Vej hen til Dem«, sagde Margaret. »V: allesammen her
paa Egnen slylder Dem Tat, oa jeg ftal alorig glennne,
hvad De gjorde for min Søn hele den lange Sommer
.igennem.«
»Jeg gjorde jo ingen Ting; ooeksor saaoan en Ing
dom er der for Resten ingen, der tan asore noget. Den
ta’r altid de flinteste Drenge og de pener Piaer. Mod
Soindsot har vi ingen Medicin.«
»Ja De stal nu altid nedscette Dem selts, Dsotcarl
Men det var da Detes Stylo, at han Zagen Smerter
havde og bvholdt Hovedet tlart til det sidste og tnnoe talc
med Folt . . . Hat jeg sortalt Dem, at om det saa var
"Postbuoet, saa hver Gang han havde Brev til Georg, git
han en Omvej bare for selo at tunne levere Georg Buch
Men ved De sor Resten, hvem der ncest Dem og vor saliq
Stolelærer var aller venligst msod min Dreng?«
»Hvem mener J?« Maclure saa op paa hende, soin
om han allerede havde hørt Navnet.
»Ja, det er rigtigt«, lMargaret havde opsanget hans
Blit), »det var John Neddie. Hele Sommeren igennem
var han saa venlig og god, saa han var slet itte til at
tende igen. De tan tcente Dem, han lotn hveranden Dag,
og aldrig tomhændet. Saa havde han noget Loetzcri
med sig og saa en Bog, og engang —- det var en Maa
neds Tid sor, Geotg dode — lom han med en stor Rulle,
som han havde sorslrevet sta London· ,,Hvad er det
.for en By, Georg?« sagde han og tog Papiret af. Da
slulde De have set, som min Drengs Øjne straalede.
»Athen!« udbrsd han og ratte John sin stattels asmag
rede Haand, men ingen as dein sagde noget. De blev fid
dende hele Formiddaaen oa saa Paa det Billede, og Georg
fortlarede, hvor Visdommens Tempel laa, og hoor de
havdse hast deres Theater, i Sthage as saadan en Balle.
Da medens jeg gil fra oa til, horte jeg, at Gavtg lceste op
for J-ohn, saa det ene Stylte og saa det anbet, og John
sad hele Tidne og herte opmaerlsomt efter. Det var helt
lojerligt: den døende Student og« den garnle Bonde!«
»Ja vel . . . ja vel«, sagde Doktoren.
»Der var nu en Historie, som John Neddie aller
helst vilde horc, lige til Geotg blev for daarlig til at
lunne lcese op mete, det var en gammel Historie om en
ung Knss og hans Pige, der var stille ved et bredt Band,
og Knssen maatte svpmme over det, naar han vilde se
Pigen. Saa stod hun med et tcendt Lys, for at han tunde
se at sinde Vej, og saa var han itte bange. Men tilsidst en
Aften tog Vandet ham, og saa sprang ogsaa Pigen ud, vg
Døden sorenede dem, hvor der ingen Adsttllelse stal vcerc.«
»Naa, saa den historie syntes John godt omtt«
spurgte Doktoren t en underlig Tone og saa opniærtsomt
spaa Margaret.
»Ja, og De tan tænle Dem, engang da han var
gaaet, sortalte Georg mig, at han havde sagt: »Saadan
var der mange, der gerne vilde ds, naar de var vis paa
at en brsd stg om dem. Det er noget andet, naar man stal
svtmrne over Livetg motte Band, og tntet venllgt Lys
sttnner for en.« Jeg tunde ttte lade være at tænte paa det
bagester. Monstro John Neddte stulde have holdt as en,
og hun ihar tlte vtllet have hamt Kun Vordem tender
Hierterne, ttdt lider den niest, som stger mindst. hat De
nogen Stube dort Tale sderom, Doktors Ja, jeg spsrger
itte af Nysgerrighed, inen as Medfslelsqvfotdt han var
saa god ved mit Baru.«
»Jensei- J, ban vilde betro endog sin bedste Ven no
get om den SslaggW soc-rede Maclure not saa standhaf
tigt. »Men horte De aldrtg selv noget i den Retntng.
meidens De boede deroppe t hanö ltlle VUM«
»Jtte et Gran. Der blev ttke snattet meget orn
ham dengang, han var holt anderledes, end han er nu,
stille oa venlia, oasaa mod Tyendet, oa slet ikke getrig as
sin. Jeg har tidi taznlt, at bedre Mand tunde en brar
Kvinde da alorig ønste sia. Gud slal vide, hvad der saa
paa en Gang ajorde ham saa haardhjertet oa gridsl. Men
tror De itle oasaa, Dottor, at nu lever den gamle John
klteddie op i ham iaen?«
Doktoren vilde til at siae noget, men tog sig i det.
»Han er ille saa slem, som Folt gør ham til«, fort
satte Margaret estertcrntsomL »Der maa stitke to Men
neller i dann den ene er den John Neddie, som prutter
da sleendes Ined Pranger-ne oa lever sont en Gnier, —
men den andert, det er ham, som aav Penae sor at reddc
Anna Mitlhell, oa sont toa sig as min staltels Dreng.«
Dette her vilde under alle Omstændigheder hats-e
vceret en haard Prove for Doitxrm som jI kneo saa stor
Zinogbevcegelse havde hart stn Venks Bxkendelse Men nu
solte han oven i Knbet, at han selo harte itte langt til
ldanke, oa han kunde ikte holde den Tanle nd, at hans Ven
llulde veere saa miskendt. Det vilde liaesrem vcere For
dæderi, syntes han, at tie . .
»Nei, Margaret«, sagoe han, »der er tun en John
klieddie, saa sandt soln J lever, og det er ham, som J har
set hjemme th fer, da sont gerne vilde have tagct Maden
nd as Munden Paa sig selv, for at J . . . sor at jer
Geora tnnde saa lidt Gliede Her paa Egnen tender in
aen Jol)n, oa inaen her paa Jord vil leere ham at tende,
men —« Doktorens Stemme tncektede over, Da der kom en
suastiq Maus i hans aamle Øjne, —- ,,1nen paa Domme
lra».x, naar Mir-etc VII-a stal slaaes dir-, saa oil Paa det
liebste Blad her fra tfanm staa Nevnet John Neddie.
. Ja, J ser saa forbavfet Paa mia«, Alliaraarets Os
ne ipxkrate oa spitratel, »in-In det er sandt, som jea siqer.
zfxtte for sia selv har han sparet oa stradet sammen; det
var for en, son-. shan holdt af, Da som han vilde hjcell«.se,
da som altid dar i Betrof. Han trentie, det tnnde krænte
ltcnde eller bringe hende i Follemunde, hvis man fik
det at vide, derfor toa han den Stam paa sia. Ja Inere
tor jea ikle siae jer, for ellers brod jeg mit Ord, men
J ved tilstrcelleliat nn, til at John Neddieo Jiavn maa
raste vaslet rent i een Kvindes Øjne.«
,,Mere end det, Doktor, meaet mere!« sagde Marga
ret, oa hun var helt rød i Ansigtet. ,,J har vist mig, at
endnu den Dag i Daa er Biergprædikens Ord itte et dodt
Bogstao — Nu lender jeg John Neddie, ham, der var
saa asod mod min staktels Dreng.« Og hun takkede Dok
toren endnu en Gang.
Liqe i -;?ljehliklet beundrede hun egentlig blot John
Neddieg Heltemod, men paa Vejen hjemester syldtes hun
saf Medlidenhed og Ventod Der havde det Menneske slidt
soa savnet sor at hjcrlpe andre, og ingen som helst Løn
jdersor havde han haft! Ja, hvor megen Taalmod og
ijtnnghed og Karlighed kunde der ilte stille i Folk, uden
Tat noaen anede det! Og hvor lcenge havde alt det staaet
IpaaZ Maasse i over tredive Aar, mens man uafbrudt
lhavde skceldt ham og drillet ham for hans Gridsthed. Og
Thau . . . havde stille fundet sig i det . . . .!
s Margatet koln naesten til at holde endnu mere as
John Neddie, end shun havde gjort, naar han bragte henk
des dønede Sen Gaven i
Vejen sra Doktoren hjem til hendes eaet Sted git
hen under Ballen og forbi det lille Hus i Udtanten as
John Neddies Lod, hvor hun tidligere hasvde boet sammen
ined sin Moder. Der boede ingen sor Tiden, og hun
traadte ind i Kettenei. De havde hast det saa fredeligt i
det lille Hirs, ogs der havde voeret lunt onr Vinteren, sor
lJohn Neddie havde ladet scette nye Binduer i og havde
lagt nyt Tag paa. Hendes Moder havde altid rost hans
Stilkelighed. Hun var jo dog tun en fatlig Husmands
ente. Nu var Sneen syget ned gennem Storstenem der
laa en «hel lille Bunte paa Jldstedet. Margaret for
samtnen as Kulde, —- hvor meget var itke forandret srden
Iden Gang, — baade hendes Moder og hendes Søn laa
snu derovre paa Kirkegaardenl Men hvor havde hun
Jalligevel ilke hast gvde Timer med dem begkgr. Det var
:noget andet lhendes Tanter vendte tilbage til John Neb
;die), om en stulde aaa ene hele Livet igenneml Fra Do
;ren hvor hun si"od, saa hun over mod hans tilsneede
JGaard: hvor der saa koldt oa trist ud derovre! Hendes
JBlik gled dort igen, ud over Marterne. Den mørle Stil-.
jlelse med Hunden bag ester sig, som tom langsomt gaaende
»gennen1 Sneen derovre, var det itle Jsohn? Nu git han
jhjeny hvor inaen ventede ham, og hvor ingen havde ven
Jtet paa ham i mange, lange Aar. Maaste gik han og
Jgrublede over, hvor ganste anderledes Livet kunde have
»das-ket? ..... Hun traadte pludselig rast ud og gav
»si«a paa Vei. Den Tanle var slaaet ned i hende, hvor
Jsor han dog ikke i det mindste en Gang i sit Liv skulde have
tSelslab i sit sde Hjems Siden den Kvinde, som han havde
zholdt as, itle havde villet vide as ham at sige, kunde saa
sitte sor en halv Timestid en anden Kvind’e, sont han itke
Jhavde drusdt stg otn træde i hendes Sted? . . . . Da
John Neddie drejede om Histnet til sit Baaningshus,
Jmeget gammel og trist at se til, stod Margaret der og
ventede paa ham — og studsede lidt over, at det gav sau
dant et unsderligt Sæt i ham. .
»Ja, J ventede not ikke mig?« sagde hun og git
hen imod ham med det milde Smil, som tunde spille onr
hendes Mund; »og det er maasie ogsaa for dristigt as
mig? Men J ved not, at Godhed btyder alle Love, og for
min stattels Georgs Sky1d kunde jeg itle gaa eders Gaard
zsorbi. uden at jeg- maatte siger eder Tak."
l IJohn Neddie svarede itke et Ord. Men han tog vm
hendeö Haand med begge sine beendet-, og i Stedet for
saa at lade hende gaa gennem Mitlenet (·hvilken Vej ellers
alle gik, alene med Undtagelse as Sognapræsten og Gre
ven oppe sra Herregaarden), fette han hende hsjtidekigt
hen til Jndgangssdsren Oaa Husets Forside. Jstst da
de tom ind i Forstuem sit han Melet tilbage, og endda«
nslte than bestandig, ligesom ort-. han var overvaeldet as
den store Begiwnhelx
»Es-emsig stulde J so ind i Stadsestuen, Margaret,
men der km itte vier-et tagt i siden jeg ved itke naar; saa
hvis J vil gaa tnd her i mtn egen ltlle Stues Jeg vtslde
ogsaa gerne se Jet en Gang herinde — —.« Margaret
ltagt-e Mute til, at han rystede paa heut-erne, da han
ist-d en Stol den fotan Kakkelovnem
« »Ja, J hat da for Nest-en veret her en Gang for,«
tilføjede han og faa vemodigt paa hende, »kan J hustec
Det er lcenge siden.«
»Det var, da jeg betalte vor Leie, før vi flyttede. J
havde ingen Smaapenge til at give igen, og jeg tcenkte,
J var vred, fordi vi havde sagt op.«
»Nei, vred . . . . nej . . . det var jeg ikke . . . «
Ja, det vakede lange, for jeg fit skasset Smaapenge, . . . .
oa i al den Tid sad J der i Stolen, . . . . Mortensdag
forinden var Moder død . . . . Men J stal da drikke Te,
før J gaar igen.«
Medens han git ud for at sige Lisbbeth Bested, faa
Margaret sig om i Stuen, soIn med sine faa og fattige
Møbler gjorde et saa koldi og teilt Jndtryk. Det var det
Hjem, der ventede ham hver Fredsag Aften, naar han kom
fra Torvet. Her havde han gaaet ud og ind, ud og ind
hele sit Liv! Kun en enefte Ting i det hele Vcerelse talte
en Smule til Hiertet, neinlig et Psortrcet af hans Moder,
sont hang over Vulten der. Margaret rejste sig og gik
hen for at se paa det. Hun havde kendt Moderen, det
havde vceret faadan en stilfcerdig venlig Kone. Jdet hun
tog Øjnene fra Portrcettet, faldt hendes Blit tilfældigt
paa sen ftor Konvolut, som laa paa Pulten. J dens ene
Hjørne stod der rtykt med store Bogstsaver:
Macfarlane F- Robertson,
Oderretssagførere.
Muirtown.
Hiertet ftod pludselig stille i Margaret. Det var de
to Sagførere, genneni hvem hendes Mond flere Gange
havde faaet Penge sendt fra sin Fætter. Margaret havde
aldrig rigtig kunnet forsiaa, hvordan det hang samtnen
nied den Fatter, for hendes Mand vidste ingen videre
Beste-d, og Zagførerne havvc aldrig Villet ryktet ud med
Sproget: de svarede altid, at Fcetteren var i Amerika, vg
at han sendte Understøttelferne, 11·den at der folgte nogen
neerrnere Sskrivelse med. Margaret havde undertiden
tænkt, at den rige Fcetter var nok bange for, man stulde
plage ham om mete. Tiest havde hun dog følt Trang til
at strive til ham og tatke ham, og fortælle ham, at hans
Godhed var Styld i, at hendes Mand og hun sad endnu
ved Stedet og levede hæderligt og fredeligt. Men Sag
førerne havde hver Gang sagt, at det var ingen Nytte
til, hun strev, og faa var det ikle blevet til noget.
Havde det til fyvende og sidst altsammen veeret Spit
foegteriZ Var der maaske flet ingen FietterZ Havde John
Neddie . . . . havde han bragt alle de Ofre, for at . . .
hun og hendes itte skulde blive jaget fra Hus og Hieni?
. . . . Og hun havde hørt ham blive fkceldt for Gnier og
Gnavser og havde ikke sagt imod! ..... H vor turde hun
nogensinde se ham i Øjnene mete? . . . . Jo, det var
saadan, hun vidste det pludselig, uden Spor af Bevis.
Lige fra Doktoren fortalte hende om John Neddie, havde
der utydeligt dæmret noget i hende, og nu brød det frem
med et som et klatt LUS.
Hvert Øjeblik kunde han komme ind igen, og hun
maatte have Bis-heb . . . . Nej, det var bare Lis"beth, der
lom for at dælle Bord. Lisbeth saa endnu mere muggen
ud, end hun plejede; hun begreb itke, hvad der ftat hendeg
Husbonsd, at han paa en Gang stulde til at være saa gerit
fti af fig
»Ja, Husbond git ovenpaa,« fortlarede Lissbeth
haanligt, «han stulde gøre sig lidt i Stand, sagde han,
enddsa han var meget ordentlig at se til, synes jeg.« —
Margaret lod sig limidlettid itke paavirke af Lisbeths Bit
terhed, hun blev stauen-de og ventede, til hun faa John
Neddies An’sigt.
Han lom ind, og hun syntes, han var kommen til
at se yngre ud end for, da hun havde set ham gasa derovre
paa Matten. Han butlede for hende, som om hun kunde
have været selve Grevinden, og basd hende, om hun iste
vilde have den Ulejlighed at stænke Teen.
»John Neddie,« fagde hun, og det for igennem hatte-,
saa alvorlig fom bendes Stemme lod, — ,,før jeg fættet
mig ned ved jert Bord, masa jeg spørge Jer om en Ting,
vg J maa svare mig! J vil maaste fynes, at det er meget
paatrængende af mig, og at jeg er forrykt, men jeg hat nu
alligevel ingen Ro, for jeg faar at vide, hvordan det
hcenger vsamtnesn!«
Hun var lige ved at tabe Modet, for det flog hende,
at hun havde jo egentlig ingen Ting at støite sig til.
Men nu var det for sent at holde op, og hun saa ogsaa,
at der kom et forsirceltet Udtrvk i Johns Ansigt. Han
stod tavs og støttede sig til Rygstødet af Stolen og stir
rede paa hendr.
»Er J- . . . . er J den Ven, fom saa tidt har hjulpet
min Mund og mig ud af vor Nod?«
»Hvis hun havde gjort Otnsvøb, —- hvis han havde
tunnet fvvbetede fig, faa var han smnttet fra hende. Men
headeö graa Øjne iholdt ham fast.
»·J tommer fka Doktoren,« mumlede han, og hans
Stemme rystede af Bude, ,,det er hom, der hat fortalt
Jer detll Det tilgslver jeg ham aldtig, — aldrig t
Cvighed tasler jeg et Ord med ham mete, endstsnt han
var min gode Ben." (Fottseettes.)
Gode ngzy som anbefalesr
Beil HUL Eis pstektqndsk Fonaiuiug im Krisiitiv. En as
Ameritas bedste Boger. As Lewiö Wallace, paa Dunst ved
Billi- Msllek. Pris« godt indbundeu, 81.25.
Din Brodcrs Blod. En Fortasllisg, sont skildtet Lweti
Orient-n, icngslende og interessant Pan Dunst ved N. P.
Mal-fest 174 Sitten i Omslag, 40 («5ents.
Herren er mit Skjold. ».1F»k22ui»g, spm smde p«
Iristelige Liv i Rusland. 150 S» i Omsl. Zör, inbb. soc.
Mitlllm vacuballm. Cn Fpkmaing im ist-ists Indie.
125 Sitten i Dmslsg, 25 Cettts, iubbunden 50 Ermö
Mattytcn i St. Andrcwso Et Billede fra den stvtste
Zirke. IS Sider, iOmflag 20 Gemis, indbunden 40 Eint-.
Manyrcrne i den lutherfke Kirkr. Wspk »
Ast 224 smaa Sitten indbsmden i Shiktingsbind 40 Cenm
nger sent-es dorten-it Vetalinnen bedes inbfenbt fammg
l e .
med Befttllingeu. Ftimkktfet modtages som Betaling.
Danish Lutheran Publishing Houie, Blair, Nebrasim
