Svkniternk paa Kronhokg.
« Enhistoriskstotnan.
As h. F. Ewild
——EE Auden Del. XI
lffortjutJ
" Mittel og Jene Henritfen sad nemlig ved et Bester
Sett t Mittels Dagligsttie og drøftede Bogens Tildra
gelte. Mittel lod et Ord falde out det sorgelige i, at
Svenftetne davor bortført Kronborgs Stytg, saa Forst
niugen tun davde nogle fmaa svensie Felttanoner til -1t
finde Glcedesfolve med.
»Den Zred,« ndbrpd Jens med Harme, »vor endda
itte de Skud Krudt værd. Gud hjaeslpe os, saa Kotige,
Folt og Land ere blevne pluttede i Krigen som ved
Frevent«
" «Naa," svaredc Mittel og holdt Bægeret op for siu
Riese, »vi djærgede doq not til Livets Ophold. Nu vide
vi, der have Provet strigens Tumult og Skræt, hvcid
for en rar Ding det er at fidde i sit Hug og ved sit Bord
og sident sin Seng at ligsge med Frev. Lad os virte hvcr
i sit Kald og nvde de gode Dage, som nn ville tonrmei«
Sytteude Kapitel.·
hane Stenvintelg Brudegaven
Dei saar med det menneslelige Hjertes Kampe solz
cned Elementetues -- efter en Storrn folget oftest
Windstille og hat-blit; Ftrcrfterne ndtømme6, og Hvilen
toknmer med en Natnrlovs Nødvendighed. Saaledes hav
de det voldsomme Optrin pna Volden og det Sindsou
r-r, der fulgte paa, udtømt Lisbeths Kraft, og en
ils-w Ligegyldtghed ofløfte hendeg Harme og de sortvivlede
Tanter om Hei-on eller Don, der en Tid havde raiet
i hendes Vierte. Svenfon torn, som han havde lovet,
dog fsrft oin Aftenen, inden hcm git til Gildet hoss
Bat-Wem han fandt Lisbeth rolig, toldsindig og stum
og tasutte do, at han havde taget hende paa den rette
Mdade og for altid tnet hendes Villie. Derfor talte hon nu
mete lempelig til derive, men gav hende dog, inden haii
sotlod sende, den Advciriel itte at prøve paa Flugt.
Hart hadde læft rigtig i hendes Hjerte; thi det HaabJ
det- havde doldt sig oppe efter heudeg Sindsovrtr og
eudnu drev om paa hendeg trcette Sjasls ode Tantehav
ioru et Vtag med Nødflag, git netop nd paa Flugt. Fru
strthes Ring funtlede ilte forgjatves paa hende sFins
get, og hun begyndte at oderveje den Mulighed at faa
et Bud fendt til hende, thi seld om huu dos Kirsten pas
Ktaagerup turde veute at blive modtagen med Barm-l
hjedtighed, faa forbød hendes Stolthed heude at gribe
den Udvej. Jmidlertid tunde Fru Birthe næppe gjre no- (
get for sende- hvis hnn itte tom ud af Festningem cg
des-vierte mrbevistes hun snart oru, at Svenson havde
taget stne Forholdsregler. Da huu en Morgen vilde gaa
nd af Udenvættsporten, nagtede Stildvagten hende It
pdslere, og hverten hendes Banner eller Leiter orn Be- i
lsnntug rottede den barste Krigers Fasthed
Sa- gtt hun mismodig tikbage til Slottet og trent
te un pas at aabne sit Hierte for haus Stenvinlel; men
uetvp sorn dun sit over Grsnningen, tom Dahlberg i
Indd dende. san lau, at hun nylig havde groedt; hendes
durtige Gang var ham ligeledes paafaldeude, og netov
fordi det syntes hende magtpaaliggende at stippe ubemck
tet fort-L standsede han hende og spurqte, om der var
blendet nogen Ulytte. Lisbeth, som havde gjort et For
lsg paa at maltere sig med Soltlædet, lod det nu fal
dt Vg lsgde heftig
, »Jntet udeu det, at itsnt vi have Fred, er jeg dog
Keigpfange og dehandles som fanden-«
Dahkbetg dad om Fortlaring, og Liöbeth fortaltel
sam, ddot haard Svenson havde været imod deude, »g;
vtn dank Stinfyge og Mistceutfomded, dvg naturligvist
nden at otntala den egeutlige Grund til deres Strid.i
hun lagde tun, at Sveuson itle taalte, at hun talte med«
audre,oq at hans Adfærd havde veret af den Art, atj
im havde ondt ved at tilgive hani det og intet snstede»
llteise end at have Trolovelsen og forlade Kronl)i:-rg.l
san var nu kommen efter, ot Svenson vilde holde paa«
hende nied Magt; thi hvem andeu end Svenson tunde
gtdet Stildvagten Ordre til at vtfe hende tilde-ge.
I »F dar frei sprsi of tilssagt Inig deres Bestvttelsef «
tjagde Lin-ab nimm »vi! J au undquge mig den«-«
Dadlderg strsg sit Stceg med en forlegen Mine, saa
Heude forstende ind i Øjet og bad hende san fslge med den
ttSttlddasten Dei-til var Lisdeth strats vtlltg, og nu
te Dadldetg af Soldciteus egen Mund, at Spenson
dde defelet Vagten at dise Jomftu Ltddetb tildage
Its-n flnlde pdsve paa at gaa dort, og opgtvet fom
ritnd. It Laus tcolodede led as Bitt-elfe, faa hun til
disk Jeder itte iet vtdite, hin-d hun focetog sin.
« »Im tin-det, take Betret« tugde List-etli, da de at
tet gtt tttdage öd Mirteport til, »at turde vente as eder
d«et Itdnesdyrtx at jeg er« ved nitn Fotstands fulde beug?
»sei- Sud Joruiru Ltsdetd,« sag-de han smtlende
,,de«t ldnei at dere fälden tmiu Lod at iea ital vcre
Ast-m en Feder for eder, og da J er dense- og fran
Fetts, faqr jeg tage mtg af edet, orn eclers eders trotti
dede vll finde Behag i slig Melleintomltz tdt det er Vil
lautet for mtn Mægling, at J staat de Unter nd of
hodedet at vtlle dryde med Sdeuton J man forttge eder
toed dam, lau sandt eders Sttlling uden det et fortvtv
let-s J do tapper det lidlte Untektw fern endnn dol
It edet oppeck
« sitt-etl- dstte dleg og tat-I pas dont menl de tang
sonst gtt her-ad Grsuntngen, og hatt at og til flandsede.
»F nma tage Hjextet fangen,« deddlev Dadlderg,
»ein der er noget, sont strider tmod, og beuge edeks For
sond, lotn Sud gad eder i rtgt Metall Den ftt J til at
»ja-Use i vaultelige Tilfælde gg ttte faee ditndt paa. Jeg
Our dog miettet ttl noget deraf og ded, at J endnu et
seit dautt Isrft og fremmest neu J faa Vugt dermed
es le It sltve spenst J hat dog un stnttet edet til den
.-... — —-..—-»-.-— - - - k
Side, lille Jomfru, og er helt forkaftet af Modparten.
Jeg vil lade eder vide, at jeg« forgangen Dag traf Hr
Mittel vg bragte eder paa Tale; men han var hel fos
og ftiv, faa fra den Kant tør J ikle vente Hjcelp; og naar
det brifter paa begge Sider, hvad flal J faa fange an «
Ja tangere Dahlberg talte, des mere beroligedeg
Lisbeth itte fordi hans gode Raad gjorde noget Ind
tryl paa hende, rnen fordi hans blotte Nærværelse og
Lyden af hans Stemme var hendes ængftede Hierte en
Trsst og Hufdalelfe. Hun tænkte, at hun vel kunde bas
re Tilvasrelfens Byrde,faa lcenge han var i hendes
Ncerhed, og befluttede saa at lade alt gaa sin stceve Gang
og sinde sig i sit Slaveri, nieng hnn endnu tunde nyde
den Lhite af og til at fe og tale med hani, der havde hele
hendes Hierte Dahlberg deriinod drog af hendes sagt
modige Tavshed den Slutning, at hans Ord havde gjort
det onfiede Jndtryt, og fagde da:
»Je»a stal endnu i Tag tale med Svenfon og fiamme
ham tilbørlig ud.«
«Giv mig eders Arm!« fagde han i en barst Tone til
Xndfri dette Løfte, thi Svenfon havde fra Volden iagttas
get dem, var faa hurtig gaaet ned og kom nu nd af
Morteport og lige iniod dein. Hans Aafyn blusfede af
Forbitrelfe, og det var alt det, han gav sig Tid til at
.:ise Dahlberg den flyldigc Respekt og hilfe.
»Ein mig ederH Arm! fagde han i en barst Tone til
Lisbeth »Da gaa fluls med rnig tilbage. Det fønuner sig,
oed Gild, itte for en una Jomfru at ftrejfe faaledes on1!«
»Gaa, Jornfru Lisbeth, « fagde Dahlberg rolia,
I»men bliv J her, Svenfon, om J faa fyne5, da jeg har
et Ord at sige eder.«
Lisbet hvar ilte fcn til at adlyde denne Opfordrinsg,
hvorimod Svenfon havde alt sit Selvherrcdømme nødia
for at slippe hende da blide, hvor han var. Dog faldt
han til Føje og fnlgte uvillig Dal)lbera, der fteg op paa
Søvoldem hvor de faa gii farnmen nogte Øjeblikte f
Iavshed, indtil Dahlbera endelig tog Ordet.
»Jeg har nu tendt eder i flere Aar, Svenfon,« fagde
han, ,,fom en Mand af ftor Sindighed og Omtanle, et
Fortrin, fom har fkaffet eder eders forefattes Tillid og
spaar godt for eders Fremtid sorn Ofsicer. Des mere
undrer det mig at here, at J nu i eders perfonlige Sage-r
rent taber Hovcdet og udvifer en Strenahed og Frem
fufewhed, der heilig er at laste, i Synderlighed da det
gælder en una, foriældreløs Jomfru, fom i god Tro har
laat sin Slæbne i eders Haand og nu er afhcengig af eder
alene.«
,,J taldte den Sag ved rette Navn, Hr. General
lvartermefter-Løjtnant,« svarede Svenfon med rynlet
Bande, ,,da J fagde, at den er min perfonlige Sag. J
ksør da helft overlade til mig at fsre den nd paa den Vis,
Inig thtles retteft!« «
»Saamcend! det vilde viftnot vcere klogeft, om jeg«
gforde det, nien ilte ganfte honnet, og det af tvende Aar
fager —- førft fordi jeg har tilfagt Jomfru Lisbeth min»
Bestyttelfe allerede tilforn, før J tendte hende, og paa-’
draget mig Ansvaret ved, at jeg vifte eder til hende, idet
jeg ingenlunde tænlte, at det siulde have faa alvorlige
Folge-r. Det, hvad jeg dog vil glckde rnig over, kan tunc
!
l
alt blive godt inellern eder og hende, hvortil jeg stal gpre
mit bedfte. Den anden Aarfag er, at jeg ogfaa ncerer
Godhed for eder og snfter faavel eder fom hende en god
Fremtid i et lytteligt Ægteskab. Dei vilde gaa rnig naer
at fe eder blive henreven til handlinger, der ere en Of
sicr og Mand af Ære ganste uværdige, hvor mange end
i disfe Tider fmitte sig med Grumhed, Tyranni og det,
fern værte er.«
,,Jeg meerter af eders Tale,« sagde Svenfon utaal
modig, »at J itke tender min Festemøs fande Sindelag,
ligeforn ogsaa, at hun ilte hat lagt Fingrene imellem, das
hun fvaertede mig for eder.«
,,J har givet hende Arrest her paa Festningen, itle
fandts J ncegter det itle, og altfaa har hun talt Sand-I
hed. Nu, min gode Svenfon, en Fixstern-, som man itlet
er mere siller paa, end at hun maa vogtes af Stildvagter,
hende vil jeg, ved Gudl ilte have. Kender jeg hende ret,
endet dette dog med, at J en fiøn Dag findet Buret tomt
og Fuglen fløjet Slap J hellere Tsjlerne en Kende, saa
hun sinder sig vel i alt og itte friftes til at unddrage fig
eders strenge Reginiente.« 4
»Eders Raad er mulig del ment; men, om J itte
tager mig det ilde »p, det duer lige godt itte, og jeg agter
da heller itte at folge det.«
»J maa tite verre faa finisng fagde Dahlberg
fmilende, »og se i mig tun· en eder velmenende Ven!
Dog!« fsjede han til i en alvorligere Tone, »du J- min
des, at endnu er J ilte Kommandant paa Kronborg og
har iite Ret eller Magt til paa egen haand at forbyde
nagen at gaa ad eller ind. Jeg vil ogfaa lade eder vide,
at jeg nu og da agter at forth-re rnig am Jornfru Lis-«
beths Belbesindende, og at hun nhder sprnrnelig Frihed.
Stqu det movsam vise sig, sea- jeg, ver Guds vise edekJ
at hvern ieg har tilfagt Bestyttelfe og Fred, iiie uhavnet
tst leerntes.« 1
Derpaa vendte Dahlberg fig brat fra Svenion va;
forlod ham; men Fremtiden niste, at han havde grebet
Sagen paa den rette Maade. hvad Speers-on end mu-»
lig tæntte i sit stille Sind, dlev bang ydre Fcrd nu mere’
sagtmodig, og Dagene gik fredelig hen, mens Lisbeth
feevnlig nnd den farlige Lytte at se Dahlberg og velzle
Tanter med ham i livlig og aandrig Samiale. Hans
vogtede dog nsje paa sig felp, naar hendes Feestemand var
stil Stede, faa at han eftethaanden ftlte fig mere tryg.
han fslte dog ingen Tatnernsmeligshed rnvd Dahli
berg, hviö Mellemionrfi havde avlet denne Forbedring;
tveertiniod var denne ,.velmenende Vent« Befsg harn en
stor Plage, og det blev ham en fand Taalrnodighedsprsve
at fidde fom Trediemand og htte paa Dahlbergs og han«
Festemsz lange Samtaler. dan trsstede stg da med, at
snart vilde Lisbeth viere baut Duftru og tnyttet saaledes
til hom, at han ille havde nidig at finde sig i nagen Ind
blanding. —
Den fvenste Befætntng rmmede ftdst t Juni Kron
barg og overgav Fæftningen til den danste Kommendant
Grev Dolch Dette ftete fatk Dage efter, at den i Fredss
iraktaten fastfatte Frist var udlsbem men Svenfierne nd
vifte dog itte faa sstorPunttlighed frivilligz tht Terlon
maatie paa Kong Fredeeits Fortangende fette stg i
Virtsomhed og opfriste den daværende Overbefalings
cmand, Feltmarstalt Stenbocls Hukommelsr. Den danste
Besætning ryttede nu ind; men de svenste Tropper bleoe
Jdog ingenlunde strats over-fette til Staune. De laa i
Inogen Tid i Koarter i Helsingør, og det traf fig, at Sven
son sit Befaling over det Kompagni, so«n sidst stulde
lindstibes, da dkt siulde holde Vogt ved den svenste Be
«scktnings Materiel, indtil den sidste Ladning var bleven
!indstil)et.
Svenson var vred over denne Opsættelse af hanI
og Lisbeths Asrejse; men hun glæidede sig over den. Hnn
bleo paa Kronborg has llrsula, da det itke var let at
stasse hende Bolig i Byen, og nu nød hun den Lindring
1tun at msodtage Besng as sin Fastemand een Gang oxn
jDagem Ursula Krause var derimod ingenlunde tilsreds
imed den Forandring, der var foregaaet. Den dansie
IKominandant svar en barst Herre, der itle viste Tilbøje
«lighed til at statte hendes Fortjenester; toærtimod maaite
Ilnm høre ilde, fordi hun havde tjent Svenslerne, vg hun
føltse sig dersor trylket i sin Stilling og sagde en Dag
til Lisdeth:
,,Tror jeg ilte, Herren forlade mig del! at jeg er
bleven haiv svensl i mit Hjerte. Nu stulde jo alt være
godt, saasom Kong Frederil atter er Herre i sit eget Has.
«Men taler saa ille den Holcl mig til, som var jeg en
Landssorræderstel Komme Majestæterne en Gang her
til, sial jeg, for Sandenl søge at slasfe Rede paa, om
jen tro Tjenerinde soin jeg itle har anden Belønning et
soente end 11tvemsord.«
! Lisbeth mrerkede tillige paa den gainles Tale, It
thun ille vilde vcere utilbøjelig til at folge med Svenson
ca hende til Soerige; hnn vilde oasaa gerne vcere med
ved Brylluppet, som skulde staa i Helsingborg Gamie
llrsula sortjente visselig at vcere nied ved Brylluppet, og
Lisbeth svsarede da med sortdivlet, fremtunstlet Manier-·
l)ed, at det slulde ille muntere, at hun jo bleo buden.
Nu var der ingen, som lagde Hind«.?:«.ger i Vejen for
Lisbeth at forladc Kronborg og fly; men en underltg
Sjcrlstrcethed havde grebet shende, saa hun hverten solt:
Lyst eller Kraft til at mande sig op og rive sig løs. Bist
not solte hun sig ligesotn vcettet as sin Sløohed, da Hans
en Dag lorn til hendez men han var lylkelig og saa op
tagen af sit eget, at hun ille vilde odelasgge hans Glcede
og tynge ham med sine Sorgen Hans hav«de meldt sig til
Tjeneste hos den dansle Kommandant og var blevcn
Fcendrik ved det Kompagni Landskncegte, der udgjorde
cn Del af Kronborgs Besætning. J den lysegraa Fratte
med rede Snore paa Brystet, Bentlæder af samme Farbe,
Støvler med udsaldende Staftelraver. det rede Gehceng
over Brystet og Svcerdet ved sin Side og den oplrammedes
Filthat paa Sinur saa han hel statelig ud. Hans Lijne
straalede, og hans Kinder blussede as Stolthed og Glæde,«
da han lom og fortalte Lisbeth, at han nu havde svoret
til Fanen. Lisbeth harte paa harn med taarefyldte Øjne
og enslede ham hjertelig til Lylte nied, at han nu havde
gjort det forste Stridt paa Ofsicersbanen. Saa sutlede
him dybt, da han var gaaet, og tcenlte, at han nu helt
havde gleTnt sine tidligere Løfter til hende. s
En Morgen, da hun sad alene i Ursulas Kammer og
baldyrede paa Stier-set, sorn hun syntes aldrig at skulle
saa scerdigt, git Daten op, og en underlig Stiltelse viste
sig i den« Det var en gamsmel Kvinde i gode, ny Klæder,
pralende pyntet med Baand, med et blaat Scet paa Hade
det og en Krytlestot i Haandem Trods denne Foran
dring tunde Lisbeth dog itle tage fejl af dette brune,
ryntede Ansigt og disse sorte, stillende Øjnez hun gen
tendte strats Spaatvinden, jyste Elsr.
»Med gunstig Forlov, lille Jomsru!« sagde Else,
da hun havde luttet Deren og nu satte en tung Pose,
hun bar paa Ryggen, stonnende fra sig paa Guloet; ,,tan
her itle blive lidt Handsel med en Smule Traad, Naale,
et lille Silletørllcede eller en Krutle Haarsalve?«
Uden at vente paa Svar gav Else sig til at nd
tramme sine Vater paa en Stol og anbefalede hver enlelt
Artikel med flydende Tungr. Lisbetls saa paa hendes
Færd med et blegt Aasyn og et stirrende Blit, indtil hun
endelig tog Msod til sig og sagde:
»Lad alt det ligge og tom hid!«
Eise saa op, stnggede med Haanden for Øjnene,
sorn det var hendes Vane, og humpede saa hen til Vin
duesfordydningem hvor Lisbeth sad med sit Arbejde, og
hvor den lille Sisten tvidrede muntert.
»Elsel« sagde hun saa; ,,tender du mig itte igen,
eller ladet du tun saa?«
«Jh!« udbrød Else og slog sine barkede Heender sam
tnen, «tror jeg ilke, det er Jsomsru Lisbetht Hm, hin!
J hat votset eder mægtig kon, siden vi saas. Den Gang
var J smælter som en Vidje og tillige lasvere as Betst;
nu svulmer eders Bann sont eders Arm, og J er dejlig
som en suldmod Fragt. Er det Sanden, hvad jeg horte
i Studen, at J er trolovet med den svenste Løjtnant, som
endnu ligger der rned sit Kompagni?«
Lisbeth nittede tavs og alvorlig til Svar.
»En stolten Karl at se til, hanl« vedblev Else med
et stell Smil. »Nu, nu! hvo Lytlen habet-, han sprer
Bruden hiern! Saa under J mig da sikterlig en tinge
Foetjeneste, ikke sandt?«
»Mindes du den Spaadom, du udsagde over mig for
snart tre Aar siden i Danseteltet ved Tidsv.’eldelt« spurgte
List-eth, som sad med Haanden under Kinden og saa ned
tvt tie« " ·
»Hvad taler J der otn Spaadomlk svarede Elle
t en vred Tone. »Er J bleven spaaet, da dar det tænle
lig vieret as sorte Ane, for hun var jo der.«
J det samme stottede Elle til Sengekammeret, hvis
Dir stod paa Klein· Lisbeth blev det var og sagt-e
s »Du san ssle dig ganste trygt her er ingen, son
kan here os.«
Else saa paa Ltsdeth med et lurende Blit og sagde
saa t en crgerlig Tone:
»Jeg windet det ille mete; men hat det vceet mig,
da vil jeg sige eder,’at ieg nu dar sauste lagt den
Haandtering paa htjldem al den Stand Krütten gaar
saa lange til Band-, den tunde ttlstdsetozzime hankelss
hjsz ·« .
»Du staks»seg Wpe paa dtn Hutonunelsezkzxsagde
Lisbeth destigz -»Dik Wette tmtg—, at jeg stulde d- Igtft;
Its-i ver nun-e jeg-suq·eu»zcstemuv, meu v-g ardkig kom
me til at brede huns Dug eller rede hang Seng, end unin
dre bære hans Nuvn. «
»F maa iile beere Nag til mig detfor!« svaeede Eise
i en trybende Tone. «Sdaukvinden hat to,Kuur: at
sige Løgn eller «Sanding! Alt viser nu hen til, at den
Spaudom slul blive til Løgn. Taenl du nu, at jeg sugde
dette i Hidsighed og ilke mente det sua ondt.«
,,Din Hensigt var ond, Else! men det brydet jeg mig
nu tun lidt um. Mod din Forbandelse hat jeg nu en
Besjignelse at satte, som er dig for stckrk.«
»Jeg mener eder dei nu godt; men hvud er det for en
Velsignelse, J der tuler om?«
»Or. Henrik guv mig Kiriens Velskgnelse, da jeg
besøgte hum i huns Fængsel.«
»Hu Henril sra Bitterød2 Hin! Hun er starrt t
Aunden,« sugde Else med et ondt Smil, ,,men ille god
mod gumle Kvinder, sau sandt han drev mig us sit Song
og truede mig med Riset. Dog lud nu huns Ord stua
Ved Magi!« vedblev Else, pludselig igen sspugsærdig.
,,Min Spaudom vcere nu som udsletiet, og J vil snurt
vcrre en lykkelig Brud, som tun le ad en gummel Stycter
srm mig!«
Else stødte sm Stol i Gulvet og vendte sig sua for
ut hente sine Vater; Inen Lisbeth holdt shende tilbage.
»Dog er dei tænkeligt, at du uden at vide det hat
sorudsagt mig min Slcebne. Du kan have været Herrens
Redfiab ulligevel, kun at Ospsyldelsen netop siul blive
min Frelse. Elsel din Spaadom er for Tiden min bedste
Trøst.«
Da Lisbeth huvde sagt dette, brast hun i Graus.
»Se, se!« udbrød Eise, ,,staar der sualedes til? Er
eders Fæstemund ikke god miod eder,«
»Else!« raubte Lisbeth og sprang op, »f-: bliver
jcg Budan Brud end hun5!«
f »So-: sagte, Jomfku Lisbeth, saa sagte! J wo
»sra een Fæsiemund og siyede hertil, jeg ved det helt vel.
Er det nu eders Agt ui løbe sra hum, J sungede her, og
ester en tredieL Da vil det ste, ut han løb fra ederi Nei,
sua bliv J- hellere ved denne, det er mit Ruad.«
»Else!« sugde Lisbeth pauny, mens -hun stod soran
Spaakvinden med blegt Ausyn og korslagte Arme; »det
er hum, der sangede de danske Mund, som vilde tug
Kronborg fra Svensken; hun oversaldt Oluf Stenvinlel
lumslelig og lugde hum i Laenker og glcedede stg sua ved
ut lade huin Pinr. Jeg hørte det sør, men troede det ille.
Nu ttor jeg alt, hvud ondt er, om husm!«
»Nu, nu, Jomfru Lisbethl sualcdes er Krigens
Gang; han stul vige, som mindre maur! Men hvotfor
gav J du Svenson eders Tro?«
»Hun git listig til Værks og lod, som hun our from;
saa var jeg ogsaa i huns Vold; hvor siulde jeg fly ben?
Men sig mig nu," vedblev Lisbeth heftig og greb Else om
Armen, »hvad Udgang dette stul fau! Hvad var din
Tanke med den Spaadom? Stulle mine Landsmænd
blive «hcevnede og jeg lykkelig udfries, eller er der tun
Frelse for rnig i Døden2 Kun muu du ille sige, hdud du
dog ikle mener, at den Spaudom ikke stsaur ved Mugt!«
Lisbeths tindrende Blik og hendes Stemmes by
dende Klang syntes ligesom at elektrisere Spuukvindenx
thi der foregik en mærkelig Forandring med heade. Hun
stirrede hen for sig med et uhyggeligt Blit, rev Liöbeths
Arm bort og flog en Kreds som sig med Krytlestokten.
Sau mumlede hun nogle usorstuuelige Ord, gjorde scere
Fagter og vedblev dermed, indtil Sveden stod hende paa
Pundetn Sau lsstede hun Hunden besvætgende og frem
sang med stutrende Rost folgende Tryllesormular:
Jeg dig muner og beder
ved heilig Geetkud og Sankt Soeben-,
at du dig her indsinder
aden Ophold og hinder,
med Sping og Spiing
i Dyks Skikkelse at gau omkring,
bog ikke uden for denne Ring!
Der-nun tuv hun og siirrede hen for sig, menö Lis
beth gyste og holdt Huanden for Øjnene. Hun vidste vel.
hvem det var, Else vilde mane frem ssor us hum at fua
Kundilab om, hvud der stulde ste. Nu slog Else fokditket
med Stolien i Gulvet og sagde:
’ «Det flog sejl!«
i »So« du ins-te« spukgtc Liebes-h, som tog Haus-dei
fra Øjnene og tustede et sty Blil til Else.
Gusse-new
Jnteresfante og spændende For
tællinger af de bedsie Forfattere:
Sncnfketne paa Kraut-org kszkeskiaingkk www
all-rede, og Bogen levekeö, san snart den erfærdig ) Disiotist
Roman as H F Ewald. J Om lag 81.00«, godt subb. Cl »O
En polsi FamilIQ AjJ .(-k. Hauch, iny Udgaor. CA Si
der J Omjlag 81 00, godt indbunden Cl. CO
Dcn stotstc Kvindc paa Ticlc. Liszt-illka M sk«
formatioustidem us H. F Ewald, i ny Udgave. Mspther.
J Omslag 81.20, gebt indbunden st. 60 -
Olivck Twssi En Samfundstoman, as Ghakleö Dicke-G
Gobt iadhuaden So Gerns.
Jngemonns Roman-m
Valdcnmk Scjkt Histpkisk Roman. J Omstag sorgsam
»So Mut illuflkeket Praqmdgave, iflm Omilag .U.Q,
Jus-banden meaet folidt 82 50.
Etik Menveds Batndom.
hist-ritt Roman. J Omflag soc, indb. II.20.
Koug Erik og de freut-fe
Distokifk Roman J Omilag Soc, findt-. Il.20
Prins Otto ni Danmatk og bang Samtid.
Hisiokist Roman. Jndb. 81 DO
A e Bsaetfmdks p floh-it. Vrtnlingm lupes ins-send sum-Ins
med Bestslllaqem Fkimmket moving-s iom Bei-U a. —.
Dgyjfh Luxhpran Publiihing Hause, Blum Nebraska-«
?
« . its -.s« « FA
