Steustetne paa Kronhorg.
En historifk Roman.
Alb-F. Ewald.
HEZE Anden Del. TI
izortiau .
Omtrent paa famsme Ttd git Liszbeth med Hin-J
paa Vsolden ved Seen og iagttog den brogede Ecene
omlrina dein, hun forholdgvig ligegnldia, men han oder
al Maade forditreL Han tnnttede Hirnderne i afmægtia
Harme, da han saa Sidenfterne slæbe af med hang gam
le Ben Slægge, og dereö Jubelraab rnstede Lasten, da
de havde faaet den fvcrre Kanon lyttelig og vel batfet
vm Bord. Havde Lisdeth itke holdt ham til dage, oilde
hans Harme have givet sig Luft paa en Mande, der tun
de have haft farlige Folger for bang Person.
Da de drejede oni et Hjørne psaa Volden, saa Lis
beth Dahlberg, som ftod itle langt derfra med torglagte
Arme. Der var en vis glad Ro over bans Aasnn, og hun
ftandsede et Øjeblik for uset at tunne se paa hans
tidderlige Stjttelfe. Zaa ait hun videre med et Sul,
og da han blev hende var, saa han op, dinlede ad hende
og sagde livlig:
»Gaar J her, Jomfru Liszbethl og ftuderer den
Kunst at batfe Kanoner vert? Vi gør rent Bord i Dag,
iom J ser.«
Bisseligt svarede Liåbeth med Alvorx »inen om
jeg tot sige det, vilde det have huet mig bedre, havde
J ladet Kronsborgg Kanoner blive paa deres Lavetter.«
»Ih, ih!« sagde Dahlberg oa truede ad bende mcd
Iingeren ,,Eders Hierte er og bliver dog dansl, ital J
end snart bære et godt soensk Nason.«
»Der vilde have vceret Helten Eril Dahlberg ver
digere ille at liste det Bytte bort i det fidfte Tieblih da
de Danfke i god Tro ratle Haanden til Forlig.«
Lisbeth saa Dahlberg fast ind i szet, mens hun
tsagde dette; men han rynkede fine Brdn og svarede:
»J lcegger for Sanden itte Stle paa eders Hjertes
Mening, Jomfru Lisbeth!«'
»Bei var aldrig rnin Vane, mindst mod mine Ven
»Nu, lille Jomfru! dette er en Sag, J itte forftaar
at dy-rnme otn.«
»Saaledes lnder altid Svaret til os Kvinder, naar
Grundene briste.«
»Eders General,« fvarede Diohlberg spndia, »di:
naar denne Værdiahed bliver harn til Del, sitterlig ofte
faa Brua for dette Soar,faafocn Grundene aldrig bri
ste for eder. iscer da de altid have en Zmag af Danfl
hed. J burde ooate eders Tunge lidt bedre, Jomfru Lis
Gethl Dog, for at J kan stonne, hvorletes det fer ud i
svenste Mænds Hinten vil jeg betro eder, at da J kom,
tæntte jeg paa, at hvis Kong Karl i Tag fra sin Him
mel tunde se herned, vilde han glcede sig hiertelig, for
di jeg hat bandlet ret i hans Aand, og som haode han
selv været her endnn og gioet mig sine Befalinger.«
»Ak, Herre!« udbrbd Lisobejh og flog Heenderne
samtnen, »forestiller J eder Paradiset saaledes, at lligt
siulde lunne glcede eders storeKonges Sjcel, om den nu
er der, da hat jeg andre Tantetn Hisfet er der ittc
Graad, ilke Tendets Gnidiel, ikle Pine, itte heller
Fjendsiab eller Had: og er Ksong Karl nu sali·a, hdad jeg
gerne vil tro, fordi han paa det iidste formanede til Fred
og døde fom en Kristem saa ser han miåbilligende paa
eders Færd nu, hvor højt end eders Landsmcend prise
eder, fordi J siaffer den fvenste Heer Bytte.«
Lisbeths Rest lpd fuldtonende oa klar, da hun saa
de dette, oa det Blit, hvormed bun mødte Dablberch
Bude, var saa straalende, at han flog Øjnene til Jor
iden.
»Sie der!« sagde han saa og pegede med en barst
Mine paa en sver Blolvogn, der ncermede sig tungt og
langfomt, trutken as tolv Hefte; »der lornmer noget, Horn
ialder Sjelene, oin ilte til Himmelen, saa dogtil Kir
sein«
Liåbetsh saa derben og opdagede en ftor Kloste, fom
lasa paa Blotvvgnen.
»J ser,« vedblev Dahlberg med et barst Smil, »at
jeg ilte altid eller alene tænler paa Krig. Dette er den
Weste af de Kloster, Frederil den Anden lod stobe,
vg ophænge i det store Taarn: den anden og mindre er
alt vel om Bord. Nu gaa de snart begge til Sverigeg
Land for at lalde svensie Sfcele til Herrens HusDen
store tænter jeg at stænte til St. Katatine Kirlen i
"Slvckholm. Da ville mine Landsmcend dagng ved den
ne Klvkle Irr-indes om, at Kong Karl og hans Mand,
non-e de drog i Krig ilte tom tomshændet hjern. Huer
set site de Dunste, saa lad dem komme til Stockholm og
singe Klotterne tilbage!«
Derpaa vendte han sig brat fra Liåbeth og gil ned
til Btven for selv at lede den store Klottes Jndslibning.
MI) saa sig nu om efter Hans, men han var for-span
deen Da hun atter vendte Blittet mod Beden, hvor
dDan nu var, find hendes Fastemand pludselig for
smdr.
,,J ved altid at mage det saaledeö,« sagde han med
et stedt Blit, ,,at J og Dahlberg treffeg. Saa faar J
NO Jungen paa Gled, er end eders Mund ellers, som
M der flaset Laus for den« Jeg saa, hville Imme Blit
le, J kastede til bamx nien jeg vil sige eder, at vil J, det
N gaa eder vel, maa J fta nu af lade sligt Flaneri
faul«
Lijbeth biete denne Trussel med stor Koldsindig
U, tue-alte sin Wand nnd Øjnene og gist saa fra
, U Heu ad Dolden; nien han sprang efter heade, geeb
M ved Amen og veddlev i sin Fordittelsn
isEk M W til hnm et Ord, der nat-öde mit
Mednmsdvaesel cfham——denSm-l,
W its tkte for en Jesuier der spart
VII drase edee til M
ute-. stets-satt M me sei-links
Ack.
»Slip mig!« fagide Lisbeth og rev fig los; »J
tniber io min Arm baade brun og bina«
»J er en inidst Brud, ftøn Lisbeth!« fvatede Siden
sonz »doa giver J vel Køb til sidft.«
»Jkte for en Voldsmand!« sagde Lisbeth med et
lynende Blit. »Hast paa, at endnu er jeg ilke eders
Huftru og Sluoinde, bandler J end med mig, sont om jeg
alt var det«
»Es-US fserss Studiahed aor ede: Vejen tornet og trang,«
iagde Evenfon i en roliaere Tone; ,,lad eder sige ca va-:
føjeligk Hoorfor stnlle vi aaa eg tævlesZ Lad as holde
Brnllup ftrats, naar Freden er flnttet. Vi lunne dcg
let gøre os en lille Fart over til Heliingborg i det Mitin
de, er det eder fremdeles utnert at dies her i Heliingor.
Dei ital ikte angre eder, Lisbethl vil J nu was-re mig til
Vilje.«
»Da nærer jeg ganfte andre Tunter,« fvurede Lie
beth og havede sit Hoden ,,Hoer Daa tendes det mere,
at vi passe hel flet til l)inunden; itle heller tun J have
gleint, at jeg itte gav eder mit Løfte af et frit Hiertr.
J inddrev det fom en forfaldsen Gæld med Augerrentee.
Hvad Lyile lan lomme deraf? Giv mig da nn det Løfte
tilbuge og lad mig gaa!«
Svenson blev bleg af Harme, da hun harte den Ta
le; han faa paa Lisbeth med et ondt Blit og fagde
lungsomt, saa hvert Ord bar Præaet uf hans Beflut
nings Urottelighed:
»Jngen Sinde giver jeg eder det Lafte tilbuge, bad
J mig end derom pua eders Knie. Jeg vil vscere fordpnir,
om J itle stul komme til at indfri det og blive min Hu
ftrul Gar J eder rebelft, flal jeg vel finde pua et Middel
til at lue eder. Prover J paa Flugt, ftul ieg vide at naa
eder. Jndtil denne Dag lendte J mig ilte, og J bar
ftammelig misbrugt den Langniodighed, jeg aidtig fest
viste noget Mennefte uden eder, fordi jeg aldrig havde
nagen sau tar. Giv da hellere tabt, Lisbethk jeg er eder
for ftæri!"
Med disse Ord lagde hun sin Arm om Lisbeths
Liv og drog hende til fig, men det lyltedes hende ogfaa
denne Gang at rive fig los. Hun ftal Haanden ind paa
Brnftet, drog den lille Dolt hulvt frem ag raubte:
»Kommet J oftere niin Person for nar, ital J faa
at matte, at danste Jdmfruef ilte lade fig tage med
Voldl«
»,Se fe!« sagde Svenfon loldblodia smilende; ,,har
J atter lagt eder det Berge til? J er en taet Jomfrn,
verdig til at blide en svensi Officers Huftru; det ftal itte
mantere, at jeg, naar det atter guar lag, tager eder med
i Felten, og faa faar min Brudeuave til eder helft blive
et Par aode Pistolen Lud dog fe den ftønne Volks Af
hvem fit J- den?«
»Af ederg Qvermand« ivarede Lisbetb oa ital igen
Don-n til fig, »Erit Deinem-« l
»Nævn itte oftere den Herreå Navn!« raabte Even-;
fon og gil ben imod List-ein« meng bun veg tilbage,!
,,vil J, fuu fundt, itte draae Vlodilvld oder eders rg
mit Hovedk«
«Eder5 Dsd vil jea itle!« foarede bun og iaa nedl
til Beden, book Dahlbekg ftod: inen næpne hat-de hun
talt, sprend Zoenfvn sprang til, areb bende med den
venftre Arm om Rnagen, iaa at han holdt beuge hendes
Arme fast, ftat hurtig sin Haand ind puu bendes Brust
a fnappede Dritten Dei var ajort i et Nu; iuu slao
han hende, og hun tumlede bleg og siælvende tilbage.
,,3aa!'« fugde ban og ftat Dolten til fig, »nu er
ogfau du ufvcebnet ou dar i Ding lært, at hvad enten det
geslder en Fæftning eller en Fixstern-Lade svenste Mænd
iig itte narre. Til Brudeftamlen stal du trippe, din
lnibfte Satan! enten du vil eller iktel Gaa nn tildage till
dit Logement vg hold dig tsnt rolig der! Jea ftal inart
vcere has dig: men eftersom man itte tan upre ond
stinde vierte end at tie, da vid, at du i Fremtiden ilte
oftere ftal faa Held til at mundhugges med mig!«
Derpau vendte han bende Rdggen og gil, inens
Lisbeth blev ftaaende fom forftenet, indtil hendes Har
me og Simerte endelig fit Luft i Tuurer. Hun ilede op
pau Slvttet for der at hengive fig til sin Fortvivlelse. —
Hans havde imidlertid itte fjernet fig langt; hun
sud nede ved Stranden, glemmende Lisbeth og alt over
den Takt, der overgit Faeftninaen Du harte han plud
selig Sttidt over fit Hoved, og da hun lau op, blev hun
et feelfomt Optog var. En tyt Borger huftede hen ad
Volden, mens en ung Mund hjulp ham at flcebe en tungi
Laderseeh bag dem git en ung Pige med et fniutt, men«
frcett Aasyn og but paa en ftor Bylt.
»Ist-r Satan!« raubte den unge og flup Seiten,
»lsb ilte, J jagek Livet af mig!"
»Naa naa, Gregers!« svarede den gamle, »hold nu
b tavt nd til Enden!«
»Tag fat, dit Bæftl« tuabte den unge Kvinde til
Gregers, «vil du itte haarfiles med mig lige for de
svenste Offieerers Øjne!«
Gregers buttede fig for utter et gribe bunten, men
endnu inden han naaede den med san-idem harte han ct
Steig, fua et par lynende Øjne lige ved fig og fslte et
Greb paa fin Strude. Det var hanö Stenvintel, sont
strats, da han sau,at han havde Valentin Korn, hans
Datter Lueie og Geegeri hausen for fig, var faret rp
tpaa Volden med et Par Spring og nu ftyttede las paa
sit Bytte fom en Tiger.
«·Sluri, Forum-, fejge hund!« raubte han« mens
han ryftrde Gagers faa hatten flsj af hum. Valentin
learn raubte pin Hielt-, Lucie ftreg Mord; knen imidlen
tid tumlede hans og Gregerg fig um pua Volden i en
vild Revetamp, i hoilten Gregers vilde have butlet un,
der, var ikte Spenfon vg nogle Saldater komne til. De
lagde fig dog ingenlunde staats imellenk Da Spenfon
fau, hvem det var, lo hun og fande
»Det er tun to dankte Hunde; lad dem flaa hin
andeut«
»Pua hum, sandt« raubte en af Satt-atmen
,,0p ice-h fartet« raubte en undeu; »gtv hutn en i
stated-leist
»Bcdstr dr. Mtnant!« sites Valentin Em, »den
Ie W M, entu Vetter sg its have Wanduntenc
MASSWtilatmacttesaapmMidetM, fein
uns-see sehst-get JMWMAIPII ved ttte
JWMWWMMWONMMs
·
Pä
sie Sag hojt fortjente Studiosus Gregers Hausen san
ledes mishandle af det vitde Dtzr der, sont e Fort-ade
ren Olnf Stenvintelg djcroelste Aitom.«
,,Etil dem ad!« bod Evenfon Sorte Lasse, som
ftratsz aav fig til Værtet, inen dog maatte have Hierin
fsaa fast dadde Hans tlamret sig til tin Modstanden
»He dana samtnen sont tiarte da Uld«, fagde Sorte
Lasse da bin endelia hadde faaet den mishandlede Gre
get-:- ud at Haan Ftleer Greaerr losnere fm Hal l:tlud
oa fit stejret iacn, meden: Van: ftod der nied et dildt
Blit :a blodiae Epdr paa sit Ansigt af Grear rg H Neng
»Um der Bag nid!« ved 3-denson hoordai Valcn
tin fanilende drog en Lap Padir frem, da Lucie til Sol
daterneg sinke Fernojelse tastedc fia om Gewerng Hals-A
da and sia til at tcerteane dam.
. »l»llid:dod!« saade Valentin, da han ined rnstende
Haand ritt-I Soenson Pastet, »J maa itte opbolde US
for lanaek Ztidet langer fra, det langer, Gnd hiælpe os!
fra — halloj -— ohej!«
,,.s)old Mundl« raadte stenson da læfte Passet
»?ll Pobel i Vyen dar eiter os«, iagde Sidenfon med
Angestene Eoed paa sin Pande »Vi tunde itte bietae
os lcrnaer og endda blev niin Hufttu ftilt fra os i
Trænaselenx nn forlade J jo Fastninaen, og ieg er sor
tadt!« T
,,.Load for en Saat er det!« fpurgte Sdenson, lagde
Passet rolig samtnen og ratte Valentin det; ,,di btide en
god Tid paa Krondorg endnu. Gaa J tun op paa
Slottet da tag til tatte med Lejligheden!«
»Or. Lejtnant!« sagde Valentin, mens han trippede
i Grufet oa ftottede til fm Lcedersæt. «Jeg haaber, J
respetterer eders forefattes deftemte Ordre, fom lyder
paa, at jea med alt mit Gods stal ledsages om Bord af
hoilten Officen jeg trcesser paa. Staat det itte her at
lase3« -
»Det got faa!« soarede Svenson, medens han tcent
lte, at Valentin muligois badde maattet betale en rund
lSum for det Vas. »Har heller ingen Nod dermed, da
TStibet tun lægger ud paa Stummen Naar Kadtajnen
«gaar om Vord, tan J gaa med i Banden. Men hdad dar
»J her i den SER« spurgte Sdenson og satte Foden
paa den.
»Den unae Monds Klæder og mine egne", sdarede
Valentin hurtig, »og noget Husaeraad og — lädt Fe
talje.«
»Forbandet tung er den'«, sagde Svenson, lottede
Sætteng ene Ende da lod den falde igen, mens Soldatet
ne saa paa den med lnltne Vlitte. »Bei tnttes mia dg-(
san. at det tlinaer i den. J faar nu lobe med alt det«
retfardiae Mammon, J gamle Sturtl faafoin J l,ar
Rotnniandantens Leide, stont, stnlde det ste eder eftcr
Fortjeneite, durde J tastes i Spen, og denne Læddite ana!
oder i bedre Hander." l
Tet ftdd tydelig at lcrie i de svenste Soldateer
Vlitte, at deres Lojtnant tun hadde nodia at aide dem et1
Wint, da de dilde uoen mindite Strudel udfore den Dsoin;l
inen Valentin gred nu i Sattens ene Hant og dod Gre
aerk tage fat i den anden, for at de tunde naa Brocnl
Greaers var imidlertid i den Grad medtagen af den
sitt-undank-, Haan hadde apfort med darn, at han itte tun-«
de dære saa socer en Byrde, og Valentin dred fine Hændck
i Fortvidlelse og bad Sdenfon give ham et Par Mand til
at hjælpe fig.
»Lasse og Veer!« sagde Sdenfon, »taa J sat! Dog
maa J betale Foltene for deres Umage, Valentin!«
,,(Fn halv Krone til hock, naar di have Satten i
Baadenk« raabte Valentin ivrig: «nu flink, Foltens!«
»En hel," faade Sorte Las-se uden at rore sig af
Pletten !
»Lad gaas Tag bare tat, « sagde Valentin, »der tom- (
mer, Gud hjælpe mig, Kadtejnen!« l
»Ein helft den Krone hid ftrats!" sagde Laåse med«
et Grin; »der turde blive tnap Tid at lese for Punkten»
er J forst i Baaden.«
,,Vi andre maa ogsaa have en Krone hver,« sagde
en at Soldaternez »di bjalp eder dog gerne og tunnel
itte for, at der tun er to Hante paa Stellen. Er der vel
end billigt, Or. Lojtnant?«
»Nejl« sdarede Sdenson; ,,ud med Stillingen, du
gamle Blodluger!«
Valentin maatte da betale dem alle, saa det soandt
i hans delspasttede Pung, og det« harmede harn saa meget
mete, socn flere af Soldaterne stod daa det sorte Brett
og styldte ham Penge for Brandes-im men det gjaldt io
hele hans Ejendom, og dan crsngltedes soarlig for, at
Satten stulde dlive aabnet og tantaget, da den indeholdt
Sold og Guld til en langt stsrre Beerdi, end Sventon
foreftillede fig.
Der stnlde Held til at flippe del med alt det gen
nern en saadan Bande af Snaphaner. som udgjorde den
lsdenfth saavel fom enhver her at hverdede Soldaterl
Ii hine Tider; men doa sontes det at stulde lyttes. Lasset
oH Pek tog nu fat paa Sekten og bar den uden Jnddeml
jdinger ned ad Brer til, mens Valentin holdt sig tat!
Itil dem, og Lucie fulgte after med sin Bylt under denl
ene Arm og sin mishansdlede Fastemand under den an
den. De naaede Broen i det yderste Tief-til, ligesom
Kaptejnen dar stegen i Baaden, og Matroserne dilde til
at liegge fra. Efter en tort Fortlaring og Fremvisning
at Paiset fit Valentin Tilladelse til at gaa med; men
Geegers og hans Faltenii trængte sig forst frem for at
bringe deres egne dyredare Personer i Sitcerhed. Saa
siulde Sekten hives ud i Baadenz men Kaptejnen beste-·
de til Valentin, at han stulde rappe stg, og i det famme
passe-de Lasle til dam, saa han styrtede havedtulds ned
mellem Aarebaentene, hvokpaa Banden lagde fra og
gled need den statte Sttsm hurtig fra Land.
»Jeg ital tage Vare daa Sekten og sende den ved
firste Lejltghed!« raadte Sorte Lasse. Oppe fea Volden
lsd et Duera; det tom fra Dank StemänteL der i Uf-»
stand haode iagttaset den hele Seenezenen det wetde
des af et Beeel ude fra Banden lig et Rjdraab fra et
Menwise i Liosfare, og man faa Valentin te stg fern en;
gal Mond oa batted med Kapteinen og Rats-ferne, indsi
til de endelig fit ham overmatkdet og holdt ham nede paa
Mden Of Men, der hurtig nnaede Gibet Ei Ovar
tet eftee leite-de det Anker di stod for fulde Seil ted eftet
tot at saa til Stiel-ern
Dank fulgte den med Øjnene og trat Vejret friere;
thi han hat«-de ded sine Fjendets Hjceip faaet den dedste
Hævm han lunde snsle fig. Valentin Korn og Gregers
drog saa,ncesten blottede for alt, dort for at begynde et
tummerligt, omflallende Liv i fremmede Lande, hvor
deres Zpor tabte fig, uden at man nogen Sinde horte
vni bete-Es endelige Statute. Gregers’s ulyllelige Moder
overleoede ille lcenqe den Stam og Sorg, der dar over
gaaet hende. da viste i sin sidste Villie, hvad hun tæntte
om sin Zions Fcekd. Hun teftementerede fin lille For
mue til en Faitigstiftelse. der var opkettet af en Rand
rnand i Helfinaor dg omfnttede fire smaa Hufe, sont
taldtesJ chele Bad-erne, men tnnttede til Gaven det Vil
taar, at hdis hendeg Sen nogen Sinde dendte tildnge,
ftulde han have Ret til at blide optagen i Stiftelsen
on nnde en Portion der sont et andet Fattiglem.
Læderscrtten med Valentins utetfærdige Mammon
fotsdandt paa en Gandefnld Monde. Hans hprte Stren
son befale Lasse og Per at biete den op til Kommandam
ten, og begge svor siden paa at have afleveret den til
Oberst Sjoblads Tjener; men denne nægtede at bade
mddtaget den, og det dlev aldrig oplyst«, hdor den var ble
ven af. —
Eftekfom den lidlte Kanon den 26de Mai om Ef
termiddagen Klolten sets dar bleven bragt om Bord
vandt Dahlberg paa det mest glimtende sit VerddemaaL
og Gildet ftod derefter hos ham samme Akten. Lyftiqt
git det til; men da Nattesdiren var til Ende, lod han den
vundne Guldfuls ladle for at prsve dens Udholdenhed
paa et Nidt til Lejren for Kobenbavm Han vilde nemlta
selv overbevise sig on1, at Kronbdtgs Demontering var
bleden fuldfsrt, inden Frieden sluttedes.
J faa Henieende bled han fuldstændig beroliget;
thi fsrit neefte Dag, den 27de om Eftetmiddagen, nd
vetsledes FredZ-Jnftrumentekne. Han dar sanledes seld
Vidne til denne hsjtidelige Alt, der foregil paa Jud-s
pladsen midt imellem Lejren og Kebenhavm hdot der
allerede for en tmn Tid siden var bledet oprejst flere
Tabernaller og Telte, som vare ptcegtiguditytede« og i
hdille erdstommisscererne bavde holdt deres Moder og
drevet llnderhandlingetnr. Det var rigtignot ille int
ledes Terlon, som"oar den fornemste af Mæglerne, ut
bringe de ftkidende Parter til Enighed For-it da Han
nibal Sehelted traadte til og fil de idenile og danste
Kommissioneerer til at under-handle direkte, tom Sa
gen til Ende. Jlte des mindre spillede den franfle Am
bassadør Hevedrsollen ved Cenemonirn, iog Fredsdolw
menterne gil gennem hans Handel-, da de bleve udvelss
lede under Trompeternes og Herpaulers Lyd.
De tilstedesvænendr Diplomater, foin oake fortro
lige med det omstændelige Ceremoniel, fandt rigtignol,
«at denne Fredsalt lob helt tardelia af; men det havde
sine gode Grunde, at man haftede med at komme til En
de, da Vanslelighederne vedblev lige til det sidite, og der
dar Fare for, at det hele Ftedgdcrrt atter tunde strande.
Trods alle Mangler i Formen var Freden dog nu din
fider en fuldendt Kensgernina, og Terlon dtog strals
i Spidfen for de udenlandste Anibasfadsrer og Jud-H
tommisfceter ind til Bven og op til Kobenhavns Slot,
hvor han overbragte Kong erderit denne vigtige Ti
dende og udtalte sin Lvlsrtflning. Saa dlev der stor
Jubel i Staden og Tummel paa Voldene, hvot hele
Befætningen ftillede, og en mægtig Glcedessalve blev af
fnret. Alle Kanonerne hele Volden rundt, 365 i Tallet,
lod nu deres dundrende Stemmer han« og Musietererne
gar-, Mund efter Mand, deres Salnt, mens Felttanoner
ne fra den spensle Lejr stemmede i med.
Der maatte del en og tyve Maaneders Kompe,
Lidelser og Savn til, at man paa danst Side tunde ytre
saa ftor Glcede over en Frev, der i det versentlige stud
fwstede den ulyllelige RoslildesTrattat og paa det sele
ligste indsltænlede det danilmorsie Riges Dmraade og
Magt. Konge og Foll fil dglaa snakt andet at tænte paa,
da en indre Kamp nflsste den Inod ndte Fjender, og en
ny Samfundsorden banede sig Vei, hvorved Adelens
Valde blev lnust og al Magt lagt i Kongens Haand J
det fsrfte Øjeblit tcenlte man dog lun paa Iredenö Bel
signelfe, eg det Refonnement, Mittel hausen den nieste
Dag udtalte i helsingsk, indeholdt den Filofoä fom n:.
efter al den udsftaaede Nsd fit Randerum has Joch
og for lang Tid dyssede det i Dvale.
Worts-stet)
Jnteressante ogfsfpændende For
tællinger af de bedsie ForfaItere:
Spenfkerne paa Kronbokg (Veinllingek IIIsbtages
alle-ede, og Bogen levekes saa fnakt den et imdig.) Histokiss
Roman as H· F. Impuls-. J Lmstag st.00, godt indb· Quo.
EII volst FaIIIIlIe. As z. «-.H·2«ch, i .», usw-. 424 Si
der. J OIIISItIg pl 00, tzodt Indbundkn NEU
Dkn stotfkc Kvindc paa Tieleo LIvsbitlede fka Re
formationstidea, ei V. F. (5wald, i ny lldgave. 600 Sidek,
J OnIilag Il.20, got-I ins-banden SUQ
Olivet Twino Usn Samfundskommh af Uhakleö Tickens.
Wodt indbunden 80 Muts
Jngemanns Bonn-new
Baldemar Seien Historifk Roman. J OIIIilag Ruc, Indh.
91«20. Fint illnfttmt Ptagmdgave, Isint Lnsslqg I1.6(),
Jnvbuaden InegeI iolIdI AMI·
Erik Meuveds Bakndom.
Historisi Roman. J LnIilag Suc, indb. NEU
Kong Erik og de steht-fe
Hisiokiik Roman J Omilqg Soc, Indb.s1 20
FPrins Otto af Dannmrk og hang« Samtid.
Hist-Inst Roman. Jndb 5120
Bsqetfendes womit- Betalingen bebesindfend IaIIIIIIeu
nIed Bestillingem Ftinmrkn modmges ioIII Betaling.
Danish Luther-In Publiihing Haufe, Bleir, Nebraska
