Sienskerne paa Kronvorg
En historift Roman.
Af h. F. Ema-.
—EE Anden Del. E
(Fortsat.)
»Jeg er flygtet een Gang,« sagde Lisbeth modlss,
»og jeg gar det itte tiere. Hvor stulde jeg saa fly hen?
Tit Mittels eller Rostgaards? De have alle vendt mig
Ryggen. Aldrig glemmer jeg, hvoe ftift Mittel og Maren
stirrede ud i Lasten, som vilde det besmitte deres Øjne at
se paa mig, den Dag jeg git med Svenfon ned ad Strand
gade og mødte dem. Dei volder dem Harme, at jeg har
faaet en Festemand — at, vidfte de, hvor arm den Lyt
te er! Gregers var med dem og saa til os med et giftigt
Blit.«
»Ja, Gregers søger nu atter til Mittels og gaar
frant ont og tror sig; men jeg ded, at Mittel maa here
ilde derfoe, ag af Borgernes Tale hat jeg mcertet, at den
Dag Svensternes Herredomme faar Ende, ville de stene
Valintin Korn og Gregers nd af Byen. Den Lumpen
hund Gregers spiller ogsaa dobbelt Spit, thi han holder
nu og da til has Balentins, og man siger, at han er tro
lovet med denne arge Forrceders Dotter Lucie.«
«Giv mig det Løfte, Haus« bad Lisbeth bønlig, ,,at
holde dig stille og itte vove din Trøje,«
,,Saa lov du ogsaa mig, Lisbeth,« svarede Hans,
»at ty til mig, tommer du i Red«
»Vi hitte vel paa Raad,« sagde Lisbeth mere trett;
»dog er jeg snart lige glad, hvad der bliver af mig. Me
ner du itte, take Bruder min, at det er en final Kunst at
bit«
»Du maa itte ncere stige mørte Tanter!« sagde Hans
alvorlig. « ·
«Hvad er smørtt og hvad er Inst-t« sipurgte Lisbeth
og lo; men den Latter klang underlig· »Jeg er imelletn
tystig n-ot, og saa synger jeg den Vife om He. Magnu3.
Kendet du itte den?«
Derpaa sang hun det Vers af Kæmpevisen, som hav
de forarget Kirsten faa ineget, da de for to Aar siden
ttrte til Tidsvilde:
Da hun kam midt paa Salling Sand,
da siog hun ud sit Haar.
Hør J det, He. Magnust
jeg bliver end Mo i Aar.
Men vi ere Jomfruens Mand!
Hans saa Paa hende og rystede paa Hovedei; bpd
hende saa Godnat og gil.
ffra nu af tænlte han lun paa hende, iagttog hendh
uden at hun vidfte deraf, og var ofte i hendes Nærhety
naar hun spadferede paa Ferstningens Volde enten med
Svenfon eller alene Lisbeths Befrielse og den Hævn
ban stadig rugede over, volsede samnten i hans Hjette
til eet, og nu tæntte han mindre paa at forlade Kron-!
Vorg. ;
Jinidleriid oprandt det ny Aar, og Tiden gil, uden
at Hans fandt nogen Lejlighed til at handle. Heller ille
kunde han dl ive klog paa Lisbeih, i hvis Versen der imid-»
lertid vax foregaaet en mærtelig Forandving. Hendes
Aasyn var ofte muntert, og aldrig mere lod hnn slige
rnsrle og vilde Ord falde, som han havde faaei at høre
forrige Aars Juleaften. Han bespaie hende nu oftere
og flyede ille Svenions Selslabx thi hans Hævnsplelse
gjorde hain inu, saa at han sljulte sit fande Sindelaq,
iagitog sin Dødsfjende og aflurede ham hans sdage Si
der. Han lsoin da efter, at Svenfon var grist efter Guld
og Bytte, og at han med stor Sparsommelighed chavde
lagt til Side, faa han vel Var i Stand til at slaffe fin
tillommendc Huftru gode Dage. Han dar bange for, at
Liödeih efterhaanden ganile havde udsonet sig med sin
Slabne og glenit den Spaadom, hun forhen selv havde
heutet Trost af. Svenfon derimod havde ingen Anelfe
oin dei, der rørte sig i Hans Stenvinlels Bryst. Den
unge Monds tolige Vorer tiltalte ham, og han foreslog
en Dag Hans at gaa i svensi Tjeneste, hvor han havde
Udsigt til hurtig Avancement; men ved denne Lejlighcdi
viste Hans sig oprigtig. Han svatede, at det var ham
umulig ai tiene den Konge, der havde ladet hans Fabier
d- paa Stafottet. i
Hans var snu nol, men i et Kvindehjertes Labu-«
rint lunde han dog ilke finde Traaden; heller ille var
det ham muligt i fin ringe Stilling at efierspore alle
Lisbeths Brie· Han vidste derfor ille, at det, der havde
gengivet hende hendes lyllelige Stemning og forjaget
de msrle Tanter, var Eril Dahlbergs Selstab. Han hav-;
de i nogen Tid veret paa Reiserz men da han var
lomnien tilbage og harte, at Lisbeth ved sin Trolovelse
havde vundet en agtværdig og holdbar Still-ing, behaart-i
lede han hende paa samme artige og velvillige Maadej
sont tidligcrr. Han bar-de i bedfte Stil aflagt sin Lyt
tnflning og tilbragie nu ille sjælden en Aften i hendes
og Svensonö Selsiab. Svenfon saa stcevt dertil, da han;
var weget stinsyg og meet-lede, hvor livlig og veltalende
hans Fastems dlev, naar Dahlberg var til Stede. San
sraalende Smil, sont da oplivede hendes Aafyn, faldt
der aldrig af til ham; men hvor opbragi han end ofte
var over hendes loldsindige Besen mod ham selv, stjulte
san sin Brede. Det laa i han- Natut at gaa vg lure og
gemnie paa sligt, indtil der tilbsd sig en god Lejlighed
til at tage Revanche
Hanö Urilje mod Dahlberg tsbede fig tydelig nol
da han en Morgen midt i Februar gil med Lisbeth paa
Hastningsvolden og saa dereg hsjtstaaende Ben komme
imod dem i nagen Afstand.
»Hm J faa syneö, Lisbeth,« lagde han strals, »den
de vi osnl Ssluftcn er Iaare starp i Dag.«
»O nei!« svatede Lisbeth og git videre, »den-früh
Luft an mig gndt, og Ssen er saa stin.«
Dahlberg var imidlertid kommen dem saa narr, at
Mlpelien fvrbsd Svenion at vende em. Han hilste mun
iert og artig paa Ltsbeh og fulgtes med dem, mens ban
indlod sig i Samtale nied Evens-W men pludselig blev
han en Bsaad oar,fom styrede mod Landgangsbroem Han
standsede og scgde til Svensom
,,chn mig i at gaa derned og høre, om der et via
tigt nytl Det er Farrgiebaaden fra Helsingborg, og der
er Officerer orn Bord, lan jeg se; mulig komme de fra
Gøteborg.« z
Dahlbergs Nysgertiahed var fortlarlig nol, da Kon
gen var i Gøteborg, hvor han hele denne Binter havde
holdt Hof. Ssvenson adlød pligtstyldigft prordringen,
stsnt med en sur Mine. Jmidlertid vedblev Dahlberg
at gaa frem og tilbage paa Volden med Lisbeth, og man
saa paa hendes blussende Aasyn, at hendes Ledsager ikke
talte oin ligeayldige Ting; men hendes Blil røbede til
liae, at Samtalens Genitand mishagede hende. Dahli
berg talte netnlig om Svenfon og rofte ham som en sjasl
den dygtig og paalidelia Ossicer.
«Sliae flinke oa snarraadige Mand tan Hans Maje
stckt bruge«, sagde han. »Tet udmaerler en saa stor, be
lgavet Aand sont Konae115, at han ser Paa Kapaciteten
alene uden Hensyn til Fødsel eller Stand. Svenson er
født Soldat og tan komme til Vejrs lige saa godt som
en asf os andre; men hans Lykke er nu ederS og det gla
der mia opriatia, at J hat trusset et saa lylleligt Balg.
Ligbeth saa haardnallet ud over Søen og havde ondt
ved at stjule sine Taarer. i
»Sei er faldet inig ind,« vedblev Dahlberg fmilende;
,,nn fatter jea Aarsaaen til, at J søgte ud til Kronboral
J havde for let Svenfon og oidste, at J her havde en god
Ven. Nu, Jamka L-isbeth, derover maa J ilke rødnic:
det alader mig ,at J nu er aansle Vunden for Sveriae.«
»J( turde feile vidt i eders Gisninger,« svarede Lis
beth med et stolt Blit; ,,lad heller ilte eders Gliede vaeteI
for stor; thi J slal vide, at jeg var mere fvenfl for, end
jeg nu er.« "
Dahlberg saa op nied et studfende Blit, men sit
ille Tid til at give Som; thi i det samme kom Som
son hurtig gaaende, og man faa Paa hans bestyrtede Mi
ne, at han bragte alvorligt nyt.
»Vigtigt Budslab!« raabte han og flog op med Haan
den; »Kong Karl er dødl«
»Ved Herrens hellige Kors. hvad siger J?« udbrød
IDahlberg og gik ham i Mode.
H »Den føraelige Tidende er silller og vis. Hans
JMajestcet er eftet et kott Sygeleje Ratten til den 13de
»bl-idelig henfovet.«
Lisbeth var nu kommen til, og da hun vogtede paa
Dashlbergs udtryksfulde Aasyn, saa hun hans stærte
Sindstystelse og ftore Ssmerte. Han gjorde hurtig Sven
son et Par SpørgsmaaL og da Svarene itle lod Tvivl
tilbage som Giterretningens Paalidelighed, blottede han
sit Hoved og hensant som i Bon.
-,,Nu er Nordens Lys sinkt,« udbrød han derpaa med
baevende Nost, ,,og Verdens største Helt staat for Gud
ten Almoegtiges Trone!«
Derpaa bad han Svenson folge med op paa Slottet.
»Hvad man Kongens Død vil drage eftet sig?«
spurgte Svensson, da de gil.
»Hvad den vil drage efter sig?« gentog Dahlberg
heftig og standsede; »de svenste Sagers Forfald og Kri
gens Ende. Kongens Død vil sige Fred!"
Lisbeth horte de sOrd og blegnede. Fred vilde for
hende sige Bryllup, og hun saa da i Aanden det Elen
dighedens Maal nærme fig, som hun havde troet fjmnt.
Hun følte sig barst viellet som af en tacobelig Dtøm og
gil med tungt Hierte tilbage til Slottet. Dahlberg og
Svenson ilede op til Kommandanten, hvor Sendebudene
oare indtrufne, og hvor de alt fandt en stor Fotsamling
af svenste Herrer til Siede. De lyttede til Fortcellingen
om Kongens Sygdom og Død og sit nu at vide, at han
alt i noaen Tid havde sirantet, men saa havde han paa
draget sig en Fortslelse ved at folge Rigsraaden Kristen
Bonde til Jorden. De horte, hvad de fcerreste af dem
vidste, at de store Sorger og fejlslagne Forhaabn·inget,
Tabet af Frederilshald i Norge og Tab i Preussen, den
almindelige Uvillie mod ham i Udlandet og Misnøjen
blandt hans egne Underfaattet over den endeløse Krig
under hans aftagende Helbred "havde været selv hans
stærle Sjcel og sangvinste Temperament for meget og
gnavet paa hans LivSlrafL Jsæt lunde han ilte glemme
Nederlaget ved Nyborg vg Tabet as Fyn.
,,Fyn, min Søster!« havde han udbrudt, da han
vaandede sig paa Sygelejet. ,,Dit Tab bliver min Dod.«
Dog chavde han spaa det sidste genvundet sin Sinds
ro, talte i en halv Time klart og small, raadede at slutte
Fred og opsatte sin sidste Villie. Han havde belendt sine
Synder og sagt, at han haabede Naade af Kristai Fasse
ning, og modtaget Sattamentet som Pant derpaa i Dran
ningens Nærvcerelse. Hatt tog Afsted med alle og ben
sov derpaa blidt.
Med tavs Ærbsdighed og grebne af Dieblilkels Al
vot hsrte de svenste Krigete paa denne Meddelelse. Vel
maatte de ssrgez thi Kong Karls Regetingstid havde vak
ret en Blomstringstid for dem. Han havde fort dem
fta Sejr til Sejr og beriget dem med Bytte; han havde
hier-et dem med sig til haderens Tinde og gjort dein
ftygtede og agtede som Europas fsrste Krigerr. Hver
Soldat i den fvensie hier falle, hvad Kongeng Dtd vilde
sige, og ssrgede over den; men hver Mand i Danmarl
dtog Vefret friere og saa i Aanden den Dag ncerme fig,
da del forhadte Aug vilde bllve taget af deres Natte, og
Kong Frederil atter vilde blive Her-re Ii sit eget Has.
Sekstende Kapitel.
Midas-onna
i · Den 25. Mai om Fotmiddagen Motten tt var der
lstart Tassel l Riddersalen paa Kronbotg. Kommandani
ten havde befalet, at Bordet stulde dcekkes ganfte, srm
det plejede at sie ved festlige Lejligheder i Rang Karls
Tit-, og derive var Urfula Krause til Stede, da Taffeb
dallerne gjvrde detes Gerning. Hun gjaldt t Svensters
nsö Ojne for en Autorltet t Denseenede ttl fytstelig Stil
us Levevtg og havde tilegnet sig en Myndighed, der over
stred hendes Embedes Grener Under det danste Regi
mente vtlde hun tkke have haft andet at aste end at udles
vere den guldfrnnsede Dug ttl den pvetsie Tasseldcelleer
AI
men hun var nu bleven Kommandantens Faktotum og
stod for Styret, hver Gang Oberst Sjøblad skulde gøre
Honnørs og bevcerte sornemme Gcestet. Ursula sorstod
at afpasse Bordets Prydelser og Anretningens Omfang
ester Giesternes Byrd og Stilling og viste deri en aldria
sejlende Takt. Hun stønnede da, at ved denne Lejlighed
maatte i enhver Henseende det bedste til, da Tasselet hold
tes til Akte for den soenske Hærs Overgeneral, Feltniar
slall Phalzgreo Filip as Sulzbach, som paa mødrene
Stde nedstammede sra det hertugelige gottorpsle Hus og
altsaa var i Slægt med Sveriges Enkedronning. Hans
høje Inilitcere Rang og lange Kriastjeneste vejede i Ur
sula Krauses Øcjne tun lidt mod hans fyrstelige Blod.
For en Prins gad hun røre sig, og selbe Taffelet saaoel
sont Anretningen blev da longelig og overdaadig.
Psalzgrev Filip der var kommen silde den foregaa
ende Aften, lavde ladet alle sdenske Officerer paa Kron
barg og i Byen liae ned til Løjtnanter tilsige at gøre ham
deres Opvartning, og da den store Forsamling var kom
men tsil Stede i det Gemal, som stødte op til Riddersas
len, traadte han ind, ledsaaet af Kommandanten og non-i
le andre Officerer, hvoriblandt ogsaa Dalhlberg, og for-«
tyndte dem den oigtige T«idende, at Freden var fin Af
slutnina ncer. Om et Par Dage vilde Fredsstraktaten
blive underslreden. og inden fjorten Dage efter Ratisila
tionen stillde Fiestningen rømmes af den svenske Bestei
nina. Han holdt derefter en lille Tale til de svenste Of
ficerer, bad dem i al deres Fcerd at have for Øje, hvad
»der forestod, oa undaaa alt, sont kunde slade den gooe
Forstaaelse mellem dem og Befolknsinaen
De fvenste Herrer harte denne Tidende i mark Taus
khed oa vare ingenliinde tilbøjelige til at lægge sia For
maningen paa .Hjerte. De følte tun Harine over at ftnlle
f
korlade Daninark, hvor de nu snart i to Aar haode spili
let Mestre. Krigens Ende vilde tillige medføre Af
sledigelse for niangen hoervet Befalsingsmand og selv de
Ossicerer, der holdt deres Stillinget, maatte nu under
kaste sig mangc Jndslrcenlninger. Fra smaa Tyranner,
der i Krigens lovløse Tid og i fremmede Lande uhindret
Ihavde kunnet tilfredsstille deres Lyster og mastte deres
;Rovsyge, vilde de blive reducerede til Elsercermestre og
nødsagede til at sinde sig i et mere lodbundet Liv.
Psalzgreden bad derester i en munter Tone alle
Herrerne at følge ham til Tasselg, og lort ester sad det
store Selslab til Bords, hvor Bcegrene blev flittig tømtr.
Fredsoillaarene var naturligvis endnu ukendte, og Sel
slabet lyttede derfor ivrig til de V-ink, Pfalzgreven lod
falde derom. Efterhaanden sorn Vinen steg Gcesterne
til Hooedeh løstes Tungerne, og de højere Officerer nd
talte sig iscer meget srit.
,,Saa vidt jeg har forstaaet Ebers Durchlauchtig
hed,« sagde Oberst Sjøblad, ,,bliver denne Fred endda
noget ringere end den Rostilde Traktat, da vi ikle alene
maa lvittere Øerne, men ogsaa Norge. De høje Herrer,
som lede Underhandlingerne, maa nu forstaa det bedre;
men dog er det min Mening, at havde Kong Karl vaeret
i Live, vilde han aldrig indrønnne det.«
»Det er dog tcenkeligt,« sagde Psalzgreven, mens
han holdt Glaspolalen med den llare Rhinstoin op for
Lyset, »at min høje Frænde dog til sidst vilde vcere bleven
nødsaget til at bide i det sure Æble. For saa vidt er
hans Død en Lylke, som det er godt sor ham selv, at han
ille oplevede denne Frei-. For hans store Sjcel gjaldt det
alt eller intet, og tun det vilde have tilfredsstillet hatte,
oin det var lylledes ham at søje de trende Kroner samtnen
til een Ring. Vi andre maa dog vel tilstaa, at en Fad
der bringet Sverige Staane, Holland og Bleling, maa
taldes god.«
.,Eders Durchlauchtighed!« udbrød Sjsøblad og site-g
sit Slceg; ,,ta’ mig tusind Dir-edle, om jeg tror, at Kon
gen nogen Tid vilde have givet sit Minde til at rømnie
Kronborg. Vil J «vise mig den Gunst at lade mig here,
i hoad Stand Festningen slal tilbagegi-ve5!«
»Den slal evalueres og overgives i den Stand, i
hvillen den nu soresindes.«
»Formentlig dog,« indslød Dahlberg, »i den Stand,
i hvillen den er i det Moment, Freden undertegnes?«
,,Jh!« sagde Psalzgreven, »det maa jo komme ud
paa eet. J vil da ikle paatage eder, Dahlberg, at demo
lere den Fastning paa to Dage?«
»Nei, itke det,« sagde Dahlberg langsomt og ester
tænksonit; «de Udendærler, vi have bygget, saa vi lade
staa; men tyltes det ille Eders Durchlauchtighed at doe
re en Ynl, om de 74 Metalstyller, som ligge paa Kron
borgs Volde, stulde falde i de Dansles Hcender?«"
Psalzgreven trat tun paa Slnldrene til Sonn men
Dahlberg vedblev, mens det blev stille ved Bordet, og
alle lyttede til hans Ord:
»Saa meget stcendigere vilde det ester tnin Mening
vere, som der blandt disse Kanoner sindeg adslillige
svensle Stnlker, som Kristian den Fjerde har srataget
os og siden ladet scette argerlige Jnslriutioner paa.«
»Derved er intet iat gsre, min gode Dahlberg!« sag
de Psalzgrevrn. »Tiden er for lnap t:l at stasse dem til
Side; der er jo nogle svære Msørsere iblandt og den store
Kanon, de kalder Slægge; den er ilke at Moe med som en
Rytterpistsol."
»Da paatager jeg mig at udssre det,« sagde Dahl
berg i en tillidsfuld Tone, »om Ederö Dsnrchlanchtighed
ellers vil tilstede det og overgive rnig et saa matiat Hund«
Vinen er gaaet eder i Hovedet,« sagde Oberst Sis
-blad; ,,J tncegter ikle at udssre det.«
»den jeg Eders Durchlauchtighedö Ordre,« vedblev
Dahlberg uden at agte paa Kommandantens Ord, »og
fornsdent Mandstab, stulle alle Styllerne, selv Stegae,
inden i Morgen Asten ligge ved Stranden. Det bliver
da Evas Dukchtquchtighevg Sag at staff- et qu Sti-l
be, der lunne søre Styllerne over til Helstngborg.« «
«Eders Durchlauchtighed give Dr. Generalstaaten
mester - LIjtnanten Tilladelsen!« sagde en gammel gran
haaret Oberst, som htdtil havde holdt sig taus. »Nam
den Mand siger det, lan han gsre det. Den lede Satan
selv et ilke bedre Jngenisr end Dahlberg.«
Der lsd nu Opfordringer sra flete Sider, meng
Psalzgreven syst-de toidlraadig paa hovedet.«
«Eders Durchlauckittghed bot ille gaa ind detpaa!««
sagde Oberst Sifblad med en vtgtig Mine. »F vil saa
HUtak derfor af Randet, og vi gsre es tun til Nar.«
,,Det gaslder en Pares Oberst!« sagde Dahldetg
sinilende sog med en Artighed, der gjorde Oberst Sis
blads Pluinpshed endnu mere iøjnefalden"de. »Als de seid
og tredsive Heste, jeg ved salig Kongens Naade og min
gode Krigslytke hat i min Stald, vover jeg den bedste,min
sorte H«ingst, mod- eders Guldfuks paa, at inden i Mot
gen Aften Klokken tsi stulle Fastningens Volide være des
armerede og bare.«
»Brado!« raabte man sra alle Ssider, »indgsaa den
Pacm Oberst!«
»Der er intet at Parere paa,« soatede Sjødlad, »der
Psalzgrevens Tilladelse er given.«
,,J har mit Samtykke, D«al)lberg!« sagde Psalzgrei
ven med et hvast Blik til Sjøblad »Raadet vil vide eder
Tak, oin det lykkes, saa vist som 74 gsode Kanoner ere
et stort Bytte. Saa slette vi Kong Kristians sioiptiske Jn
skriptioner ud og scette en lille Prøve paa svensk Vid i
deres Sted!«
En almindelig Jubel sulgte paa denne Udtsalelse,
og da der atter var bragt Tavshed til Veje, sagde Otberst
Sjøblad, i det han takte Dahlberg sin Haand over Bor
det.
,,Lad gaat Min Gnldsuks mod eders forte, og sittl
de jeg tabe, saar jeg dog den Trost, at Kronborg kom
iner tilbage i Danskens Hcender afvcebnet, lig en gammel,
tandløs Kcerling.«
,,Lads os tømmie et Bceger paa et lykteligt Udfakd!«
sagde Pfalzgreven muntert og hcevede sin Psokai. »Gid
Oberst Sjøblcids Guldfuks den 27de maa sindes i Ge
neralkvartermester - Løjtnantens Stald!«
Da Bægerne under stsøjende Munterhed vare tsmte,
raabte Sjøblad:
»Jeg haaber ogsaa, at vinder Dahlberg den Part,
sgør han et Gilde og stikker Hut paa et as de Ankre gam
mel Rshinstvin fra Kong Kristians Tib, som vi foresandt
her i Kcelderen ved vor Jndmarch. Hian sik sin Del i
Byttet, og da han er en maadeholden Mand, hat han
tcenkelig et af de Ankre i Behold endnu.«
,,Jndrømn1et!« svarede Dahlberg og lso. »Jeg be
xder de Herrer i Morgen Asten viere mine Gæster og ind
finde sig i msin Biolig her paa Slottet —- tilshvad Tid, det
ville de selo kunne skønne, naar de i Morgen Eftermiddag
-ville gøre en Runde spaa Voldene. Nu Geder jeg Eders
Durchlauchtighed om Tilladelse til at turde forlade Taf
let for straks at kunne lægge Haand paa Værket.« —
Der vsar ikle gaaet en Time, inden Dahlberg hav
de Mandfkabet paa Benene og Kanontransporten i suld
Gang. De tilstedevcerende Transportmidler vare man-—
gelsulde not; men Menneskehænder og Hestekraft kunne
jo udrette alt, naar de kan faas i tilstrcetkelig Styrke,
og det Veerl, Dnhlberg havde sor, sik i den Grad endog
saa den ringcste svenste Soldats Sympati, at der ingen
Befaling gjordes nødig for at drive dem til Arbejdet;
tværtimod havde Kommandanten sin Nod med at holde
de udsttillede St·ldvagter paa deres Posten Alle løb
til Voldene for at hjcelpe, og itke eng-ang Officererne holdt
sig til-hage, saa Dahlsberg midt i den almindelige Jver
tnaatte gøre hele sin Anseelse gceldende for at forebygge
Forvirring og frelse Kanonerne for Stude. Dog Mie
des det ham efterhasanden at bringe Arbejdet i regelmæs
sig Gang, og han fandt en dygtig Hjaelper i Ssvenson,
som i sin Begejstring ganste glemte sit hemmelige Nag til
Dahlberg, sorestod Jndflibningen as Stykkerne, tog selv
satpaa Kceder og Stænger og gav Beviser paa sin ualmin
delige Legemsstyrke
Det store Røre i Fcestningen blev naturligvis op
daget i Byen, og det Rygte lød sra Mund til Mund, at
Englcenderne sog Hollcenderne havde truet med at jage
Svensterne ud af Kronborg, hvis de ikke inden to Dage
havde rommet Fæstningen. Borgerne strømmede ned til
Hahnen, og da de saa de svenske Soldater overalt i Færd
med at bakse Kanonerne ais Voldene, tvivlede de ikke len
ger om Rygtets Sandhed. Der opstod stor Tumult, og
Streldsord og Smcedeviser lød over Voldgrsavene til
Svensterne, saa Oberst Sjøblad maatte lade en Deling
Ryttere rykke ud og splitte Mcengden ad, og baade han
og siere as de ssoenske Officerer begyndte at srygte for,
at Dahlberg lidt for tidlig havde givet sig til at trcekke
Festningens Tender ud og derved frataget den sit bed
ste Vern. Jrnidlertid gik Arbejdet ustandset sin Gang;
efter en kort Hvile den 25de om Aftenen tog man sat pac
ny, arbejdede hele Ratten ved Lygter, og da Oberst Sis
blad den 26de ved Middagstid gjorde sin Runde paa den
indre Frostningsvols siønnede han, at hans stolte Guld
fuks var tabt. (Fortscettes.)
Jnteressante og spændende For=
tællinger af de bedste Forfattere:
ISvknfkernc paa Kronborg (V.s«iui»g» www
I nllerede, og Bogen lenktes, san snatt den et færdig ) Oistokist
Roman af H F Ewald. J Om lag 81.00, gebt inbb. U .40.
IEn polfk Familie. M g H«»ch, i »k, any-» mei·
I der. JOmslag 81 00, qodt mdbunden 81.40.
Den stotstc Kvinde paa Tieleo Livsbilledk fkq Ne
I somiatinnstiden, as H. F Email-, i ny Udgove. 600 Süden
I J Omflag 8120, godt indbnnden 81 60
Olivcr Twist En Snmfundskomam af Chakles Dickens.
Godt indbnnden 80 Cents
I
I
I Jngemanns Romaner »
I
IVaIdemar Seien Hismisk Roms-« Jomscqgsompn
1.20 Fint iunftkeket qutndgave, ifint Diving Il.60,
Jndbunden me et iolidk 82 Zo.
IErik Mcnveds Batndom.
Hist-Inst Roman J Omilag Soe, inbb·sl.20.
Kann Erik on de fredløfe,
Historifk Roman J Omilag 80c, indb. 8120
Puns Otto af Danmark og hanc Samtih.
Hisiotist Roman. Jndb. il 20.
Alle Bsaeksendes p Hob-it- thnlingen bedes indimd sammelt
me» V«siillinakn. Frimmker nmdtages sont VII-alt g.
Danifh Lutheran Publishing Haufe, Biain Nebraska