Under vildeRoser.
AfJan Maclaren.
Doktoren af den gamle Skolcx
(S-luttet.i
Fredag Morgen havde Binden for saa vidt lagt sig,
som den nn indslrcenlede sig til enlelte Kastevinsde, der
pudrede Odertøjet med hoidt, og Ssolen stinnede nd over
et as disse Vinterlandslaber, sont intet Bymennesle kan
kaestille fin, og som Landboeren aldrig gleininer. Hele
Daten, fra Ende til Ende og sra Side til Side, var
tlcedte i sin hvide Mantel, saa tindrende, blendende hold
soin innen anden Farbe paa Jord, og dette straalende Klas
debon svobte siq ind over Trægrupperne og de spredte
' Mennesteboliger og lostede tun en Flia til Side der, hvor
TDWV ltsb ined sin sorte, svulmende Strom.
Den oidtstralte Mose lignede et stionet Hav as Bat
ler og Date med vceldige Bølaer as Sne, der hocelvede sig
hen over de dybtliggende, smaa Bjærgstrømme og dort
tede det sorte Torvcdynd meo en tynd, forræderist Storpe.
Opover mod Nord og Vest stod Bjergene i hvid Majestcet,
undtagen hvor Glen Urtachg siorte silippemasser asbrød
Linien, og over de lavere Grampianbjerae fit oi et Glimt
as de sjærne Tiivder, der ligesom i Hellighed løstede der-: S(
vaeder til Gnd i
En snadan Tag snnteg mig saa passende til Wil-:
liam Mac Lureg Begravelse — mere pagsende end Som:’
mertiden nied dengs Bloinster oa goldne Kornvanar. Han
davde itle vceret noaen blødagtig Mand, ilke heller hadde
ban levet nonet maaeligt Liv, og nn blev han stedet til
Hvile midt i Vinterens barsle Valde og dog under strau
lende Solstin. Jamie Sontar, sammen med hvem jeg
vadede waer over Dalen, var as en anden Mening og var
i hoj Grad betymret.
»Ja, gansle bist, det er et stolt Syn, og Magen til
det saar vi ille at se to Gange i hvert Slcegtled. Jn
gcn Konae blev nogen Sinde baaret til sin Grad i en
saadan Domtirle.«
»Men det er Folkene, der ligaer mig paa Sinde —
hvorledeg de slal naa iaennem. Det lan blive haardt not
sor dem, der bor vetd Vejen, oa for de andre er det absolut
umuligt.«
,,De vil gsre deres bedste, bver eneste Mand, det
tan du stole paa, og havde der saa sandt verret frem
kornmeligt Fore, vilde der ille have manalet sets Mand as
dem, der tan trybe og gan
»Jea var arrig paa dem, fordi de aldrig sagde no
get, mens vvhan leoede, men de slønnede paa alt det, han
havde gjort, og jeg trot, han sorstod det, for han døde.«
,,(Ester min Mcning havde han lige netop een Fest
Jeg bar aldria zagt baut til Last, at han havde et An
strog as noget grovt — gode Trceer har lnudret Bart —
men han trenlte sor ringe om sig selv.«
»Som nu sor ElsempeL bvis jea havde spurgt ham,
hvor mange Mennesler der vilde komme til hans Begra
velse, saa bavde han svaret: »Der vil blive Drumsheugh
og Dig og maaste to-tre Naboer soruden Praesten,« slont
Sandheden er, at ingen Mand i vor Tid vilde samle saa
stort et Ligsølge, hvis ilte det var for Stormen.
,,Ser dn«, sagde Jamie, som bavde holdt Mandtal
hele Morgenen, »der er sels Faarehyrder i Glen Urtach
— de er absolut sneede fast. Der vilde ver-re modt godt
vel et halvt Dusin sra Dunleith-Siden, og man siger,
Or er ingen Vef. Og saa er der Hojdalenz ingen tan
pmme tveers over Mosen i Dag, og der er otte Mil ow
ring.« —- Og Janiie sortsatte med at gore Beregninq
ver Daten i alle Enleltheder med Hensyn til Alder,
fundhedstilstand og Snelceg paa Vejene, indtil vi loni
l Doltsorens Has, og da var ban naaet til det Resultat,
v.t halvtresmdstyve vilde ndeblive paa Grund as Vejr
og Fore.
Drumsheugh var as Dalen anerkendt sont Begrasvel
sesssrer, og han modtog os ved Porten med et anstrengt
Forsøg vaa at anslaa de dagligdags Strenge.
,,J bar hast en anstrengende Tur, lan jeg tænle,
og J maa være lolde. Det er haardt Vejr for Faarene,
og jeg er bange sor, at »Graaben« og »Mittel« lober as
med Fortjenesten.«
»Bei vilde have været spildt Arbejde at prsve paa
at taste sra Frontdoren i Garn; thi den basvde harret til
sneet tgen sor Morgen. Vi har ryddet Sneen bort der
bagom sor Bsnnens Sckyld, saa Jndgangen er ad Kot
send-um«
»Der er allerede kommen en Flot Dunlesith
Mand. . .
,,Hvad er der kommen?« raabte Jamie ojeblillelig
»Dunleith-Mænd«, svarede Drumöheugh.
»Sagde Du, at de er her? Hvor er de?«
«De tprrer sig derinde ved Jlden, og det er ilke
uden Grund. En as dem gik i en Snedrive til op over
Hovedet, og Naboerne maatte hale ham op«.
»Bei tog dem sire strive Timer at komme over, og
det var et grovt Stytle Arbejde. De holdt meget as ham
dernede paa den Kant, vg, Jamie, bedste Mand« —- her
forandredes Tonen i Drumshenghö Stennne, og bang
sorretningsmæssige Ver-sen sorsvandt —- »hva-d synes
Du? Hver eneste Mand er msdt l Sort.«
«Det er mete, end man luntoe have ventet,« sagoe
Jamie. «Men bvvr komme-e disseMeensd sra der?«
Man saa tre lappellwtdte Miend i Færd med at
stige ned ad Biergt bagved Doktorend Hirs. J hvett
Stridt tog de tre Fod, og .de bavde bange Stokke i
Daandem
» «Det er Glen Urtach-Mamd; den ene as dem var
a Kildrummie Marted med Faay men hvorledes de
ommen herned . . . her staat entn For-stand sttlle.«
,,Det er umultgt, Drumsheuah,« sagde Jamle, nee
- de as sig selsv. «Glen Urtach er stenget til med Sne
« , poin en lasset Dorf
-' »F er da vel tlte sva Glen Urtach, Kammeraterf«
udbrsd ban, saasnart de var sprungne over Diget og
straaede tvierp over hen tmod Band-ren, mens Sneen
tullede l smaa Lateine-r ned ad dem Wr.
»Jo, nett-p; der er alsdeles innen Festtagelsa
vt tantte aller-, vt bavde M Samt et eller andet Sted
—- ikke san-di, Charlie? Jea er iike saa godi tendt med
Bierget paa denne Side, og der var adsiillige farlige
Snedri-ver.«
»Bei var stort og mandigt af Jer at vove Fiorsp
get«, sag«de Drum-symle ,,og jeg er glad ved, at J er i
Behold.« ,
»Hu n isorn selv igennetn i lige saa shaardi Vejr for
ai hjceslpe min Kone,« svarede Chaklie.
»Der er trc andre Hyrder fra Uktach, der snari vi!
være her. De er fra Øvre-Urtach, og vi faa dem vade
over Floden. Men jeg stal rigtignok sige, Foltens, de
havde Brug for alle dereLs Krce·fter. Strømmen gii dem
liae til Beltestedet og ftyrtede af Sted som gennem en
«Møllesluse; men de holdt hverandre i Hænderne og slap
nok saa pænt over.« — Og Uriach-Mcendene gii ind til
«Jrven.
Foll i Daten bcgyndte nu ai komme —- to og ire —
«csa Jamie indtog snart en hensigtsmcesfig Plads ved Por
icn, hvor han tilfyneladende aldeleg ligegyldig flog Streg
over Navn efter Navn paa sin Forsønnnelsesliste, indtil
sei-v han var tilsfredssftillet
»William Mai Lure vil faa den Bearavelse, han for
tjener, trods Sne oa Uføre! Dei er rent nd storartet at
se, hvorledes de flotteo fra ifjern og ncer!«
»Im tanter, Drmngheual), vi tan kalde dem sam
men for Præften nu. De er her allesammen nu undtaaeny
dem fra Højdalen, oa dem ian vi da paa innen MaadH
vente.«
»Bei stal du nu ilie viere alt for siiier paa, Jainic.
Bette derbenne Paa Vejen lianer dem i en forbavsende
Grad med Whinnie i Spidsen.« Og saaledes var det.
Tolv Mand høj stillede de, oa tun aamle Adam Rose
manglede, tvnngen af Nødvendiahedem Han var nemlig
to og firsindsiyve Aar gammel
»Det vilde have vaeret at frifte Forfynei, ai tage
tvcrrs over k.leofen,« fortlarede Whinnie, ,,og det er en
herslia lang Vej oiIItrina. Jeg tcenier, vi er de sidste.«
,,Se efter, Jamie,« sagde Druinsheugh, idet han gii
ind i Hufei, ,,om der siulde være en eller anden i Sigie,
før Vi begynder. Vi maa lempe os en Dag som i Dag
med to Fod Sne vaa Jsorden -— for iiie at tale om Dri
verne.«
»Der er noget derbenne ved Omdrejningen, og det
er ikic Mennesier. Dei er et eller andei Mastineri —
eller maaste dei er en Brødvogn, der arbejder sig opefier.«
«Nej, det er det iite. Der er to Heite, den ene foran
den anden. Jeg vil vædde, dei er en Gig med to Mand,
og de kommer til Bearavelse.«
,,Hvad mener du« Jamie,« foresiog Hillocts, ,,kan dci
itte vasre et Par Stykier af Lagerne fra Mniriown2 De
var vist svcrrt fine Venner med Mac Lure.«
»Studt forbi! Jkie Spor af den Slaas,« raabtc
Jainie i vild Jubel; ,,heller itie nogen anden Doktor.
Jea tendek lsaade Heftene og den, der er bagved. Skynd
dia, siynd dig, Hillocts, bedfte Mand, stands Folkene og
«bed Drnmsheugh komme ud. Dei er Lord Kilspindie,
der er kommen herop fra Muiriown Slot.«
,,Hvilien vccldig Aste, der doa bevises ham i Dag
af høj og lav!« sagde Jamie undstyldende og med hæs
Stemme. ,,?li tænke sia dem fra Glen Uriach foegte sig
igennem ned over Bierget, dem fra Højdalen at celte sig
herop ad den frygtelige Omvej, og hans Naade ai køre
gennem Snedriverne hele den lange Vej fra Muirtown —
alene for at crre og hcedre William Mac Lure paa hans
Begravelsesdagi«
—- Jamie selv forsvandt i Baggrunden. Han ønssede
iiie at blive set.
»Bei er ingen Komedie i Dag, maa J lide paa. Dei
er Hierterne, der bar samlet Foli —- J kan se dei i deres
Ansigter. Hver eneste Mand ihar fin Grund, og den
icenler han paa, selv oni han ikte ialer om andet end
Snestormen. Han mindes den Dag, da Wiliam rev
ham ud af Dødens Gab, eller den Nai, da han reddede
hans Livsven i hendes Nød.«
,,Derfor er det, de tog deres sorte Tøsj paa i Morges,
for det blev lyft, og stred sig gennem Sinedriverne med
Fare for deres Liv. Druntiochty Folk iunde aldrig sige
ret meget — dei er rent ud en Jammer — vg de vil gøre
deres bedste for heller itke at vise nogei; men jeg kan lcefe
dei i deres Øjne.«
»Men Be og Jammerstade er det« — og Jamie følie
sig knuget under en dyb Sorg; saa sinifolende kan en
,,grovkornet« Mands Hierte vcere — »aiFoli vii tagc iinod
en Mands bedfte Arbejde alle hans Livsdage uden et
eneste Ord og sprst bevise ham Hceder og Ære, naar han
er ded. O, havde de dog blot samlet sig en enefte Gang
som i Dag, mens han levede, og ladet ham se, han ikte
havde arbejdet sorgte-ves. Hans Beleuning er kommen
for sent — for sent!«
Under Jamies trøitesløse Klage holdt Slsoiskoretpjet
imidleriid ind mellem to Rækier Bpnder. Dei bar alle
Marter af en meget drtj Tut —- sneklampede Hinweng
en inwiiei Vognstang fammenbundet med Reb, en be
stadigei Lygie og de sicerii damspende Hesir. Drumsheuah
msodtog Hans Naade med Ijensynlig Bevcegelsr.
»Naadige Heere . . . dei havde vi aldrig ventet . ..
og saadan en Vej.«
»Hvordans staat det til, DrumsheUgh, og hvorledeä
chat J det alle faadan en ftram Vinterdag? Dei er den,
fom er Siyld i, at jeg kommer en haslv Time for sent.
Dei iog os sire Timers drøji Arbejde til keiften Mil, for
det mefie i Snedriver, naturligvis.«
»Bei var imiigt af Dereö Naade at gsre saa store
Anstrengelfer, sog hele Daten vil viere Dem tainemmeiia;
thi enhver Benlighed mod ham er en Venlighed mod os.«'
» »Du overvurderer, Drumvheugh.« Og bang Naade
Hilf-jede, saa ai hans klare, faste Stemme kunsde heres af
alle: »Der stulde mere til end nogle faa Snedriver for
at afholde mig fra at hadre William Mac LureD Minde.«
Da de alle havde samlei fig i en hakvkredg fsoranz
Mkkendtrem kom Lord Kilfpindie ud, og det undgii inij
gent Opmcrksomhed, ai han havde lagi sin Overfrakke
og var kslcedt i fort som hele Daten. Don iog Pladg i
Midten med Drumpheugh og Burnbrae, sine to beiydes
iigstr Fort-agiere, paa hsjre og venstre Side, og idet Prie
sten traadie frem, bloitede alle deres vaeded
Den hsjeemrdige Doktor Theoloaiæ kassiede ei Blik
lud over Zvesamlingem der danuede ei malerist Reises mod
den hvide Vaagrsund og deftod af et Hundrede saadanne
Mænd, hvis Mage i Henfeende til Kraft og Alvor nceppe
tsilde kunne findes i hele Skotland, og derpaa sagde han:
,,Det er en drøj Dag, Venner, og adstillige af eder er
namle. Maaste det vilde svaere klogt, osin J dscekkede eders
.ts)oveder, for jeg begynder at bede.«
Men Lord siils-piiidie, der ftod ranl og graahaaret
mellem de to gainle Mænd, fvarede:
,,Vi tatker Dem, Dr. D-aoidson, for Deres Betaut
sonihed. Men han døjede mangen en drøj Vinterftorm i
vor Tjenefte, og di er ikte bange for nsogle faa Minutters
siiilde ved hans Begravelse.«
Ei varmt Glimt for fom et Lyn hen over de alvor
lige Ansigter og gav Genstin fra Prceften, der fyntes lige
soin heevet
Hans Bøn var, som vox tritiste Bedomrnelse belcerte
»os oin, udarbejdet for Anledninigen, og den førfte Dcl
’deraf dar en Tal til Gnd for vor Doktors Livsgerning,
idet hver Sætningsloede havde Henfyn til hans forstellige
Tjenefter og Ofre. Jlte en beoæaede sig eller fagde Amen
——- det yavde vasret freninied for os —- tnen da hver entelt
haode lyttet til sit eget tavse Hiertes Tat til Hiinlen, git
der et dybt Snk gennein Forfamlingen.
Deresfter bad Prcefien oni, at vi inaatte faa Naade
til at leve, soni denne Mund haode levet fra sin Ungdoin
til leinasalderem ilte for sig felv, men for andre, og at
di en Gang niaatte blive fulgte til vor Grav med noget
af »den üiærliahed ined lyvilten di i Diag førge over
denne diin liedengcingne Ijener.« Atter fulgte det famme
Ent, oa Praxsten faade Amen.
Bedetnanden ftod tavg i Doren, ca fcre kraftige Mcend
traadte frem. Det var de frivillige, der stulde bære Kisten
det førfte Stytte Bef. En as dem var Taninia5, Annie
Mitrliells Mand; en anden var Saunders Baxter, for
lwis Lid Mac Lure haode den alvorlige Kamp nied Do
den; den tredie var den Hnrde fra Glen Urtach, for hvis
Mones Skyld Mac Lure sit et brcettet Ben og tre knufte
Ribbem og den fjerde, en Dunleith-Mand, havde sin egen
Grund til takneinnielig Erindring.
»Dein er meget lettere, end man fiulde tro, af faa
ftor en Mand at vsokre — der var itle meget tilbage af
ham, ser J —- nien Vejen er tung, og jeg skal lade eder
afløse efter den førfte ·halve Mil.«
»Du hehr-Ver ikte at gore dig nogen Ulejlighed, Bede
1nand,« sagte Monden fra Glen Urtach· »Der bliver
innen Afløsning Brng for i Dag.« —- Og Tatnmas var
tatnemmelig, fordi en havde friet ham for at tale.
Sittert er ingen Begravelfe mere rørende end en
Weges, on en ejendommelig tungsindig Bedrovelfe lagde fig
ben over Folget, da den Mands Lig blev udbaaret, der i
nceften et halot Aarhundrede havde været deres Hjælper
nnder alle Sygdommc, sog fom atter og atter havde jaget
Døden bort fa deres Dort-. Alligevel var det Døden,
der tilsidst bleo Sejerherre; thi han, fom befriede dem,
havde itke vceret i Stand til at fri sig felv.
Da Kisten blev baaren forbi -S-talddøren, vrinftede
en Heft derinde, og hver Mand vekslede et Blit med sin
Nabo. Det dar hans gamle Hoppc, der taldte paa sin
Herre.
Jamie fmuttede ind i Stalden og aik op i Stadet.
»Statkels Tos, du lan itte følae ined hani i Dag,
og du ftal aldrig fe hatn mere. J har baft Jer fidste Tur
tilsasminen, og J Var trofaste Venner til Enden.«
Efter Begravelsen kom Drumsheugh selv for at hente
Jefs og fore hensde til sin Gaard. Saunders redte en
Seng til hende asf blødt, tort Straa og gav hende til Af
tensmad det aller lcekreste for en Hestemund. Men Jess
vilde hderten cede eller dritte, stod nieget nrolig i Stadct
sog syntes altid at vente paa en, der aldrig lam. Jngen
sved, shvad en Heft eller en Hund forstaar og foler7 thi Gnd
hat -iike givet dem vort Mcele. Saasnart Fodstrin hortest
i Gaarden, begyndte hun at vrinfte og faa sig altid onl,
naar Døren aabnedes. Men intet kunde friste hende
til at æde, og om Ratten horte Drumsheugh hende kalde,
fom om hun ventede at sblive taget ud til en pludfelig
Tur. Dyrlcegen fra Kildrummie tom og underføgie
shendex nien han ertlærede, at der intet var at gøre, naar
dette Tilfcelde indtras med en gammel Heft.
,,Jeg bar fet det en Gang for,« sagde han. »Der
fom det var et triftent Menneste i Siedet for en Heft,
vilde man sige, at hun var dødsfyg af Hiertesorg.«
Han anbefalede, at man slulde finde hende for at
gøre Ende paa hendes Lidelser; men itte een Mand i
Dalen vilde gøre det, og Jefs befriede dem felv fra
Ulejligheden. Da Drumsheugh Mandag Morgen, Uge
dagen e«fter, at Doktor Mac Lure var henfovet, toni ind i
Sitaldem havde JesZ lagt sig til Hvile —- ined Øjnene
aabne og Ansigtet vendt mod Deren.
»Bei var alt, hvad han havde af en Kone,« fagde
Jamie, da han for anden Gang var med til Begravelfe,
,,og de elstede hinanden trofaf .«
Den sorttlsædte Stare trat sig fom en bølgende Linie
langfomt frem gennem den hvidtlædte Dal nied Liget i
Spidsen. Hans Naade og Drumsheugh gik umiddelbart
bagester, og de andre fulgte, fom de selv ønstede, men
i tættere Retter end scedvanlig, fordi Sneen var dyb
«paa begge Sider, og fordi denne Begtavelse flet ikte var
fom de andre. J hvert eneste Hus paa Biergsiden tun-de
man fe Konen staa i Døren og grcede; thi hver Familie
havde gennetn fytretyve Aar en eller anden god Grund
til at huste Mai Lure. Da Bell Baxter faa Saunders
lesvende -og List-isten med Støvet af den Doktor, fom havde
reddet hom, vaa sin Monds Stulder, dojede hun sit Hoved
ned paa Diget, og Bornene i Byen holdt ens faadan Ve
tlage for dam, fom de elstede, at Mandene næsten stam
mede fig.
»Under alle metcendigheder er jeg glad ved, at det
er overstaaet,« fagde Lille-cis »Ja, ja, han var unl
mindelig indtaget i Bistnene, naar man huistet paa, at
han ingen havde selv.«
Der var tun een Snedrtve mellem hans hug og
Kirlegaatden, og den var bleven gennemkaftet tidligt om»
Morgenen.
For Daggry havde Saunderg fasmslet Ungdommen i
Byens Materialhus, og ved Lygtelyö tiog de fat paa Sinc
kastningen mild faa god en Vtllie, at der var en smuk,
deed Passage med tolv Fotd hsje Snsvesgge til begge Si
der, da Drumsheugh senere tom ud for at afsætte
Vejen sot Ligtoget.
,,Det var tcerlig betcentt, SaunsdetT og virkelig godk
gjort,« sagde han.
Men Saunders svarede kun:
,,.Han shar saa mangfoldige Gange maattet søsge Om
veje for at k-««1me frem. J Dag, paa den sidste Tur«
stal han have aaben Vej.«
Da Kisten var blesven sat ved Siden asf Graden —
den eneste sorte Plet paa den hvide Kirkegaard —- udførte
Tammas Mitchell den smukteste Hsanrdlsing i hele sit Liv.
»Han lagde sig paa Knck og tsørtede omhyggeligt den Sne
bott, som Binden havde blæst shen over Kisten, og som
havde dcetket N«avnet, og da han havde gjort dette, stjulte
han sig bag ved de andre, saa at Drutnsheugh ncer tkte
havde sundet ham til at tage i et Reb. — De otte, der be
gravede Doktor Mac Lure, var nemlig folgende: Lord
Kilspindie som Stedets Patron Ved Hovedet og Drums
heugh som Bennen ved Føddetne; de to Præster i Sognet
øverst paa shøjre og venstre Side; dernæst paa Gsaardincem
denes Begne Burnbrae og Hillsocks, og af Husmændesne
Saundets og Tammas. Saaledes dlev han lagt til Hvile
as den By, der elstede Il7a!m.
Da Graderen var fcerdig og Grønsvceret var kkeven
dcekket over, talte Lord Kildspindie saale«des:
»Vennet i Dr mntochty, det oilde ikte vaere riatiat,
at vi stulde stilles ad i Tavshed og ingen as- os udtalc,
hvad der bevor-get alles Hjerter. Vi hat jordet Stsvet
as en Mand, der gennem syrretyve Aar tjente denne Dal
med en Opostelse uden Gtcenser og en Hengtvenhed, de:
aldrig svigtede. Jeg hat set mange tapte Mcend -i mtne
Dage; men ingen Mund i Sebastopols Løbegrasve udviste
mer-e Ridderlighed end Wsilliam Mac Lure. J fik aldtig
sta hans Læber at here, hvad jeg maa sige eder i Dag
at min Fadet sikrede hatn en meget fordelagtig Stilling
i hans yngte Dage; men han foretrak at virke iblandt sit
eget Folkz og nu, da han var gammel, ønsiede jeg at gute
mange Ting for hom, men han vilde intet modtage for
sin egen Person. Han vil aldrig gl·emmes, saa lcenge
en af os er i Live, og det er män Bon, at alle vore Laeger
maatte blive as samme Aand sotn han. Dersom det kan
glcede eder, stal jeg saette et Kors paa hans Grav og bede
min gamle Ven og Kammerat Dr. Davidsen, eders Prcesl,
om at vcelge Teksten dertil.«
»Vi tatket Dem, Lord Kilspsindie,« sagde Doktoren,
»for Deres Deltagelse med os i vor Sorg og for Derez
Gave til Wiilliam Mac Lures Minde. Jeg vælger denne
Tekst sot cham: »Jngen hat stsørre Kcerlighed end den,
at han scettet sit Lsiv til ssor sine Bennet.«
Milton trcellede netosp i denne Tid i en meget sncever
og bitter Theologis Trcedemølle, og han følte sig veeldig
indignetet over sal denne ufortjente Berøm«melse.
»Uden Tvivl besad Doktor Mac Lure mange naturliae
Dyder, og han gjotde sit Arbejde godt; men det var da den
tene Ynkelighed, at han aldtig viste nsogen religiøs Beken
delse.«
,,Naat William Mac Lute staat for sin Dommer,
Milton,« sagde Lochlan Camspbell, sotn den Dag talte sine
stdste Ord i ossentlig Fotsamling — og de var paa
Barmhjertighedens Side, ,,saa vil Herren itke spørge om
hans Bekendelsez thi Doktorens Dom hat lcenge vceret
sceldet, og det et en god Dom. Du og jeg vilde vcete lyk
kelige Mænd, om vi sik samtne Dom.«
»Den staat optegnet i Evangeliet, og det er tun
William Mac Lure selv, der ttke ventet den.«
»Hvorledes lyder den?« sputgte Jamie ivtigt.
Den gsamle Mand, sotn nu var meget assceldig, stob
midt paa Vejen, og hans Ansigt, en Gang saa ubnjeligh
afspejlede det yndigste Udtryk as Mildhed, idet han spa
redet
,,Ko«m hid, du min Faders Velsignede . . . Jeg
tvar syg, og du bestøgte mig.«
»Danskcren«.
Nybcdsssnh udkummer to Gange ugentiig,
koftcr tun 81.50 om Aar-et. Tot cneste
danfkc Nybcdsbiad, der nd.ummek
to Gange oni Ugcn.
-.k-.
s s - - «
»Dansk lutherkk Rtrkelslad .
Officiclt Organ for Trn formrdr innskc ev.
luth. Rilke i Ameriia, niifunnncr Eigent
lig og kostet tun 81.00 Um Amst.
-..—
- - , - «
»He Unge- Blad I Amor ika .
Særlig for Ungdmnmm, udkummer en Gang
l om Manne-den og tostcr 5Uc um Aareh
— .-—
N- ;,Børncbladet.«
O , Et illustreret Blad for Vorn-sum et ubmkkrket
Ä« Blad for Zundagsikulcr, udkommet
ugcutlig ug kostet Ooc umAaret.
—Gode Bøgetz som anbefales:
Beil Huld Eis pstekkaudsk Fortæuing ska Kristitikk En as
Americas bedste Bogen As Lewis Wallace, paa Dunst veb
Vilh. Mpller. Pris, godt indbunbeu, 81.25.
Din Bruders Blodo Cn Fortcelliug, sont fkilbrer Liveti
Orienter itsngslende og interessant Paa Daan ved N. P.
Mai-few 174 Sider, i Omflag, 40 Etuis
Hcrkcn er mit Skjoldo (kn Fortcelling, fom stilbrer bet
ktisielige Liv i Russland. 160 S., i OmsL Zär, indb. soc
Mtrjam Rosenhaum. E» Fpkkæaing km jppiskk mai-.
125 Sidet, i Omflag, 25 Cents, inbbunden 50 Cents.
Martyren i St. Andtcws. E- Viukss km km Mk
titke. 93 Sitten i Omflag 20 Cents, inbbunden 40 Cenw
Martyrerne i den lutherfke Kitte. »Im-» km
Tyst. 224 smaa Sider, inbbunden i Shirtingsbind 40 Centi.
A Lager sendes portofkit. Veialinaen bei-es inbiendi samtnen
i med Besiillingen. Frimætker mediuqu iom Bitaling.
IDanifh Lutheran Publiihing Hause, Bleir, Nebrasih