Sveuslerne paa Kronhorg.
En historisk Roman.
Ash.F. Emld.
Es Anden Del. ZEI
Guttat-)
»Ta!nt ilte idelig paa det! Helle-re maa J mindes,
chvad J fordum med saa stor Beltalenhed soredrog for
mig sorn en Filofofs aandelige Btrrdigyea da yan med
No ser paa Menneftenes Lidenfkaber on Vilde Kampe cg
Undekspger Tingiene i derei- sidste Vlarsag og Grund.
Windes J det?«
»Al, Lisbeth, hvor var det lnltelige Timer; nien jeg
stsnnede ille dumm«
,,Saa leerte J niig osgsaa, at »pl)ilofophia« vil sige
Kæriighed til Vigdom on J talte om de namle Filoscferl
Sokrates og Plato, lærte mig, at ziærligheden til Vis
dom ncesten ganste er aaaet til Grunde, drulnet i Bar
bari, faa at Vidensiaben itte er bedre stedtend en Tyv med
Strillen om Halsen, eller rettere, at den Mand, der vit
de forfcegte sine Meninger og kæmpe for Granftningens
Ftihed, harn ventede Galgen-" »
»Lissbeth!« udbrød Magisteren henryit, J hat etl
herligt Næmrne og en stært Hntomnielse.«
,,Jl) hvad!« svarede Lisbetlx .,det er inaen Kunst
at mindeg slige mærtelige Ord, iorn jeg ellers aldrig
harte. Dog sagde J ogfaa, at et stort Videnstabens Lys
var tcendt i Beiden og J nævnede for mig den store en
gelske Folofoi Bako aiVerulani, og fortalte rnig adstilligt
af hans Vcerieiz som J den Gang havde saaet, over-satte
i det tnsie Zprog og ialdte edets bedste Stat; tnen hvad
J meddelte mig, fattede jeg iile ganste. Saa fsjede J
til, at som J talte til mig, saa tukde J itle tale til noget
Menneske i den ganske Bn, og J bad mig lade alt det
blive mellern os, hvad jeg lovede og trolig hat holdt.«
Kristen Tit-b sutkede og saa nogle Øjeblitke hen for
sig med et instit Blit.
,,Jeg frvgter for. sagde han, ,,at jeg under min SI
gen estet Sandhed var paa fejl Bei; thi Herren siget:
hver den, fom er as Sandheden, han hører min Rost;
men jeg spurgte som Pilatus-: iwad er Sandhedt At,
hierte Llisbeth, hvad gavnede al min Lærdom og alle de
hpje Tanler, da Fristelsens Time korn? Da veg alle bort
under mig som Stotter as Glar; thi al min Filosofi
frelste mig itie fra paa de gainle Dage at blive en Paa
te, der slap Ferle og Bog og greb et Svmd for at fcegte
mod en Straamand.«
«En Danks-« udbrød Lisbeth og saa op. »Nei, ice
te Magister, nej! En Mand tdærtimod, i hvis Patrio
tisie Hierte hans Fodelands Standsel og Rederlag brann
te soni Jld, og som, stønt han hele sit Liv igennem tun
hasvde syslet med Pen og vg, dog greb Sværdet for at
fange Seir eller do som en Helt.«
Da Lisbeth havde sagt dette, mindedes hun atter,
hvortil Magisteren vilde have btuat sit Svcnd og tav
noget brat; men hun tvang sit stridige Hjette og føjede
til: ,,-Sisnt Lyilen git Eder imod, vil eders Navn dog
blive indsirevet blandt Danmarts bedste Mcends.«
»Det luder kønt not," fvarede Magisteren ydniyg,
»og J siger det i tærlig Hensigt; men jeg ved det bedie·
Det var ikke Patriotifthed alene, der drev mig frem. En
vild Ærgerrigshed for i mit Blod og rsrte det op; Mis
nsje med min Uberncesrkethed Lede til min Arnivd,
Haab om Ry og Velitand, det var onde Aander, der sam
mensvox sig med Kærligheden til Konge og Fcedreland.
Se, dette er Sandheden om min Deltagelfe i denne umt
telsige Plan. Saa lom jeg gennem Yimygelse og Pine til
et tlart Snn paa, kwad der er alle Sandheders Sandhed:
»Saa elstede Gud Verden, at han hengav sin enbaarne
Son, paa det at hver den« som tror paa ham, stalitie for
tabes, nien have det evige Liv.« Jeg kendte dene Sandhed,
thi, sont der staat strevet: »Du ved fra Barndommen
af den hellige Strift, som tan gøre dig viis til Salighed
ved Troen Paa Kristum Jesum.« Men ieg hat-de itte til
bjrlig Karlighed til denne Visdom, sorn den enfoldigste
kan satte og den Weste itle undvære. Min vantro ijl
var som en blind Fqu med stæltede Vinger; ved and:t
san jeg iite ligne en Sjcel, hvein det fattes paa Tro. Nu
vekse Bingetne atter frem, og det er mit Haab, at soni
mit Legeme daglig tager af, saa stal Sjælen tage til
og dens Binger stulle biete den ind i Paradis til min
Foelsset.«
Lisbetsh bsjede sit Hat-ed og "hvistede et sagte Amen!
»Jeg nærer dog det Hasa'v,« sagde hnnsefter nogle
Økbliktes Teilst-ein ,,at J vil gaa denne Sygdvm igen
nein og leve mange Aar endnu blandt ederg Venner."
»Amt« sagde Magisteren nie-d et sørgmsodigt Smil,;
,,Gud fortbtfde det! End-m nogle Uger, og jeg vil ille len-;
Der gsre edets tierlige Hender Ulejlsighed. Herren pel
sisne öder, Liwetlz og gengcelde eder tusindfold, hvad J
hat gjott for mig! Men J maa itle Inste mig et langt
Liv. J sendet ikke min Sjæls Træthetd og Lede. J, sotn er
Ung, snnd sog hat Lykke sat vente atf Fremtiden.«
Lisbeth sinilte bittert, men tad. En Velgetnting var
bst for Lende, at Svensons Navn kun en eneste Gang var
W ncevnet melleni dem, og det var den Dag, da Ma
siHeeen var dleven underrettet oni Lisbeths Trolovelfe og
W sig til at fremstannne en Lyisnstning.
»Oui«-) stulde vel seengssle mig til denne elendige
Ist-di vdblev han. »De Zenker, fom hjre denne Beiden
M, Nase mig daglig, og hvad here vi vel uden sttgeligt
Its M M, Stein-gesen, has heiem jeg sad til Vu
-,,PIWÆ,di-strmäthaat2lftesdethedat
« M oq M ille den Uestto at bede om Abgang til
M sub Lefligheden til at tolle ham for html Ged
det hele. Kong Frederik har mange Tustnde Undersaat
ter færre, end han havde i Fjor; svensl Udstrivning, Syg:
dom. Hunger har slrcetlelig udthndet Befoltningen, g
den danske Bonde trnber hirsvild sammen i Skovens Thi
ning og frifter et tummerligt Liv i Jsordhuler.«
»F maa itle tale eder saa Varm!« sagde Lisbeth
advarende. ,,Lad osjs tænte, at eders gode Vært hat malet
for fort.«
»Jeg frngter neit« vedblev den fis-ge onhidset ,,Han
talie ogsaa om Marter, overarrede med Tidsler, og om
den magre Host, der end-da itle tom den dansie Mand til
ande, men mest tjente til at føde hans llndertrhttere. Hvo
stal til Vaaren ploie Etubbene, og hvormed ftulle de
pløje, TlTaar ville de dnbe Zaun denne usalige Krig har
slaaet Dort statlels Fwdreland, lcraes? Da imens bhgge
nu Evensierne gode Træbuse i Lejren og indrette sig til
at blive der for denne Winter. De have opfnrt et nnt
Palads, hoor han, i hvem Satan er iaren at aøre bam til
Nordens Bøddel og Folkenes vake nu sidder og mad
fler sit Legeme, mens danfle Mænd hunare. Djner J
Ende paa det, Lisbeth?«
»Jeg faar give eder lidt Modaift,« sagde hun og
paateg sig en munter Mine, ,,thi eders Verrt har fande
lig forgiftet eders Sjæl og nforfvarlig sorvcrrret eders
Feder. Han har vift fig at viere sejl unt-errettet i, at
Fiona Karl slulde sidde og mædsle sia i Lejren, esterscrn
shan for lænast er Køge sorbi oa nu paa Falster, tcrnler
jeg, hvor han med sin Dronning og hele sit Hof agter It
more sia med Jagten. Den Niels Slomager var ogsa-1
ret en Uvejrssugl at han ille meldie de nh gode Tidender,
som jeg ikle hat sortalt eder, for at eders Blod ikle stulde
komme i for stcertt Røre.«
»Gode Tidender?« udbrod Magisteren, mens hans
Kinder blussede as Feberbedex »dem maa J ille forholde
mig ei Minut lcenger!«
»Der tales om,« sagde hun, ,,at Kong Frederiks
allierede, de brandenburgsle og leiserlige Tropper under
General Eberstein omsider agte at gaa over til Fyn, og at
den dansie Heer under General Schact snart vil indstibe
sfig pat- den dansle Flaade og i Forenina med Hollanderne
gaa til Fon. Det gælder om at sordrive Svenslen der
ssra; saa lommer Raden til Sjcellan .«
Kristen Tilløbs Øjne fhldtes med Glædestaarer, da
han horte den Tidende, og han udmalede sig med en Yng
lings livlige Fantasi alt, hvad der da vilde ste, mens han
ganste glemte, at de allierede hidtil havde vist sig som
saare lunlne Venner, oa nceppe i Fremtiden vilde opgioe
deres snu Politik. Heller itke vidste han, lwad Lisbeth
del havde hort, men med Forscrt tav stille med, nemlig at
Danmarls allierede for haardt stem, standte og brcendte
i Landet oa endogsaa overait Svenslerne i barbarisl Gru
Hun forlod den Daa Maaifteren i en lyttelig
tStemning men noget crngstelig for Folgerne as hans
Ophidselse.
Hun fandt ham ogsaa den nieste Dag i stckrl Feder-«
og hans Tilstand forværredes i Lebet as de paasølgende
tre Uger jævnt, men siklert. Krafterne tog stadig as, ag
han var kun sjwlden ved sasa klar Samling, at han knnde
samtale med Lisbeth. Dei var tunge Dage for hende, og
bun slønnede nu, til hvor megen Trost og Opmuntring
disse Samtaler havde været ogsaa sor hende selv.
Det overrasiede hende da des glcedeligere, da hun den
22de November ved sin Jndtrcrdelse i Fænafelet strals
mcerlede en heldig Forandring i den shges Tilstand. Han
va: sri for Feder, rolig og ved sin fulde Samlina. Dsit
lvar en solllar Dag, og han talte strals derom og tilbaae
kaldte i hendes Minde, hvad hun hin Dag havde sagt on
de stønne Solglimt ude paa Spen.
»Mit Liv,« sagde han dervaa med sdag Rost, ,,hur
været sattigt paa Solglimt; men hvad jea hat-de til aode,
tom til sidft.«
,,Hvorledes det, lære Magi-ster?« spurgte Lisbeth og
lagde sin Haand blidt og varsomt mir hang.
,,De korn med eder, Lisbeth J, som tlev min gove
Engel i mit Livs Asten Alt overvejet, har jeg hast dei
bedre her i dette Fængsel og paa Sygelejet end i mine
Velmagtö Dage, da jeg gil sri og frank omkring. Jntet
lan lignes vdd dette uden nogle Minder sra min Born
dom, Minder fra Præstegaardem hvor mine Forældre
levede i stor Armod, men i Karlighed og Samdragtighed,
og hvor jeg legede maingen lvstelig Lea med min Broder.
II har kaldst disse Minder til Live i mit Hierte, idet J
Jminder mig om min salig Moder, iscer ved Klangen as
eders Stumme. Sau blid en Rsst har jeg tun hsrt to
Gange, ligesom jeg tun hat kendt to Merkur-sieh hvis Vas
sen svar idel Karlighcd, min Moder og eder.«
Lisbeth smilte til ham gennem Taarer og blev saa
siddentde hos ham i Tavshed, mens en blid Sonn gckv ham
en lort Hvile, indtil hun pludselig hsrte raste Ttin irden
for, sog Dsren blev revet brat op. Man tog sig det let
med Bewgtningen as den syge Fange, der not lod viere at
flogte, og i de Timer, Lisbeth opholdt sig i Fængselet,
var DIren ulaaset· hun blev da ikle lidt sorundtet ved
at se Hans Stenvinkel treede ind med et blussende Aa
shn og et straalende Blit: men hun sorslrwctlede6, fordi
han racrbte saa htjt ap og vallede den strallelg syge Ma
gister, saa hun nceppe horte, htvad han sagde
»Seer« mal-te han og trackdte med haarde Trin hen
til Sengen. »Sojr, Magister! herer J?«
Den shge for op og saa med et nidt, stirrende Blik
paa Haus«
»De Dansle og de kejserlige have slaget Spensterne
ved Nyborg, hver Mund er fangen eller dreht, ikle een
er kommen dersra aden Pfafng as Sulzbach og Mar
stalk Stark-seh det siygtede i m M.«
»Seid-« gcntva den Mc vg hol-di sie M- Senat
lanten med Munde Mad, ,,sagsde du Brief«
Gans M Sud-spaltet vg stede til, at Mstnne
sinnen-Its havde stjult den Tibende i nogle Dage. Sta
setvedsiysotg W W aller-beben 14deRovembet,
wen ltge me var Lang Mel gansle nventet Wen til
M es m- takike alle derm.
Amsmommerwlwvjtva spat-re
Messe-Author- Mtl Meisteva Yes-U
lIIW desto-«- »Wir-wisset og
WMMWMMNMM sei-Wem
M-«WDVMM
Vend mit Ansigt mod Lyset!" hvistede den syge, og
Lisbeth gjorde det ved Hans’s Hjcelp.
Han laa nogle Øjeblitle stille hen med Smil paa
Lachen, og saa ud over Sundet. Hans stod bag Hat-ed
gcerdet, og Lisbeth bøjede sig ned til den syge, lyvis Lat
bet nu og da tørte sig, som om han vilde tate.
«Lisbeth!« hørte hun ham omsider hviste, »Solen
stinner listig i Dag; der er Sejrsglans i dens Straaler!«
Derefter talte han itle mete, men laa stille heu, indtil
hanss tunge Aandedmt varsiede Dødslampens Komme
En Time derefter udaandede han« og Lisbeth lullede
hanszs Rjnh mens en Taatestrøm leitede hendes forgfulde
Hjette.
»Im frygtek for, jeg hat dtcebt ham,« hvistede Hans,
da de begge i nogen Tid stumme havtde stirret paa det
Aasyn, over hvillet Dødens Fted hvilede.
»Tag dig ikle nack,« svatede Lisbeth lige saa sagte,
»Deden var for ham en Befrielse, og hvillen sten Død
sit han ilte!«
Detpaa tav de atter, og Lisbeth foldede sine Heender
og hensanl i Ben.
»Lad os nu helft gaa herfra!« fagde Hans omsidet
og tog Lisbeth ved Armen.
»Gaa dul« sparede hun og tog hans Haand bott.
,,Det et itte godt for dig«, fagde Hans, ,,at dvæle
længer has den dpde.«
»Hast var min eneste Ven,« sagde Lisbeth med stel
vende Rost, »den sidste!«
Du lhat endnu een: jeg vil glemme, hvad du hat
gjort.«
»En scer Pagt er vorl« sagde Lisbeth med blegt Aas
fyn vg merkt Blitz »den blev stuttet ved Rettetstedet og
stal nu fornys attet med Dis-den til Vidne. Hmd Uds
gang mon den vil faa?«
»Du taler vildt,« hvistede Hans med blegnende Kind.
«Tilgiv mig, Lis·beth, og lad det bltve mellem os, som det
var fett«
»Saa maa det holde, Hans, til Døden taget es
selv i Fadn.«
»Bed Gad, det statt« udbrsd Hans og denan fotlod
de den dpdes Kammer. —
Utssula hjalp Lisbeth med at sy Ligdtagten til den
bensovede Ben, og da han blev lagt i Kisten og tleedt,
holdt Hans den sidste Nat Vagt ved Liget. Detimvd vilde
Svenson ikle tillade, at nagen af dem fulgte, da Kisten
den nceste Morgen ved Daggry blev uddaaten for at ford
scestes paa Maria Kittegaard uden Sang eller Klang el
ler Ligtale, tun med simpel Jokdpaatastelsr.
Tet var en nisrl og sludtfuld Morgen, da Lisbeth
og Hans ftvd i Slotsgaatden og saa de svensle Soldater
bære Kisten bott. Efteraaröstormen fusede om Slottets
Spit, og de svingende Flsje gav klagende Lyd. Kragekne
flsj i stvt Mengde hen over Tagene og sendte deres h.ese
Strig eftet det tarvelige Ligtog, der med lydlps Hast drog
gennem Festningen som et nyt Vidnesbnkd om, hvad en
trofast dansi Mund havde vovet og lidt for sit Fædrelands
Ære og Ftelse, idet han midt i Vanmagten og Ulyltens
Tid gav et lysende Etsemspel paa Fædrelandslætlighed og
Mod.
Femtende Kapitel.
Vigtigt Baum-.
Eftetaaret svandt, Vinteten lom og gil sin Gang
men Reigen var nassten ganfle fovet ind, og doq slæbte
Fredsvcktlet siq faa møjfommelig frem, at mere end een
Mond reiste det sammt SpsrqsmaaL som den flalleisz
Krifien Tit-b hovbe gjort Lis«betl): Tijner J Ende Pan
bette?
Lisbeth var bog nu iaaledes stillet, at hun enslede
Enden langt dorte; thi hun havde maattet love sin Fas
stemand, at Brylluppet siulde staa, nmr Freden var ble
ven sluttet, hvotimod han havde givet hende det Løfte, at
bun stulde slippe for at blive viet paa dansi Grund. Kun
ved at vise sig sagtmodig og føjelig havde hun opnaaet
denne Jndwmmelsr. Erfaringen havde leert heade, ct
naat hun ille æggede Svenson Ved Trvds, behandlede han
hende taalelig gsodt, og hun fandt sig nu i sin kennt-gotte
lige Slæbne med en fortvivlet Ro, som han tog for Yd
myghed og Tilfredsbeltx
Juleaften var det stille pas Kronborgx thi om Mor
genen havde Kong Karl med hele sit Hof forladt Kron
borg og Danmarl for aldckig mere at vende tilbage. Som
son var med i den Ell-one der ledsagede Kongen til Hel
singbokg, shvor hans fvensle Majeftæt agtede at holde Jul,
sog han vendte forst tilbage enden Juledagg Aften. Hans
Stenvinlel nyttede da Lejligheden til at des-ge Liöbeth
og gamle Urfula, der havde indbudt ham til at spise sin
Julegtpd hos dem. Aftenen var gaaet ret fotnsjelig, og
dereftet var Utsula, ttcet af Dagens Gerning, gaaei t
Sag, hvorimod Lisbeth og Hans endnu bleve siddende
i Samtale. Ved denne Lejlighed mærlede Haus« at Lis
beth ingenlunde var saa rolig, som man efter heudes ydre
Fætd stulde tro, og han fremlom da med et Spsrggmaah
som han lange havde haft paa Hjektr.
»Sig mig nu, Lisbeth,'« bad han, «hvokledes vet
gil til, at du blev twlovet.«
Lisbetshs Kinder blussede, da Hans faa henfyns
lsst gil lige lss paa Sagen; men da han meet-lebe hendes
Fotlegenhed, fsjede han til: »Det er ille mit Ønste at
ville vide, hvad han sagde til dsg, eller hvad du gav ham
til Spat, men jeg snsier at vibe Aar-sagen, da jeg ille lan
satte, at du lunde gsre det.«
band mente nu at have leitet Liöbeth Spatet; mcn
vaaldet viste ganste bei mvdsattr.
«Jmellem Stunder«, svarede Lisbeth efter en Past
,,fatter jeg bei ille selv; hvordan lan jeg da fortlare dtg
beist«
»Trqu han dig, saa du gjowe det af Nil-W
»Ja!« svatede Lisbeth hurtig, ,,det et vel bei rette
Orl- —— jeg gjorde det of Nsd.«
»Nat- sagde han da til dist« spukgte Dank
»Bei stellst-e du jo mtvp ilke at vtde,« svatede Lili
beth med et svagt SmiL
than tav og blev saa Monds og fu« pas Liibetlh
mens »dem btjede sedebit over sit Urhebe, et tostlmt Etl
teftorß sont heut baldytedr. Deus Amte Mo tagt feil If, til
hvem detvat, og derfottalte han aldrig om det, uagtet det
ital hamiØjnenr. Nusaa han paa Lisbeth selv ogtcenkte
at hun aldrig havde været sisnnete, end hun for Tiden
var. Det harmede hanc, at hans Dsdsfjende stulde vinde
en saadan Pris. Fra det Øjeblit af, at Lisbeth var
bieven Svensong trolovede, havde hendeg Stilling ganste
forandret fig; thi han tillod itte sin Fixstern-s at gaa Ut
fula til Haande som et ringe Tyende eller ftreffe Slottet
tundt, ndfat for bang Kammetaters ncesvise Blilke og
Ord. Hun fette nu et maaeligt Liv, syede paa sit Udstrzr
og lceite i fine Bogen Hendes Ansigtsfatve var derfvr
bleven lige faa sicer oq hendes Heender lige saa sine og
bvide som fer. Ogssaa git hun tlædt fom en Dame, og
mens Hans nn saa paa hende og beundrede hendes blen
dende Slønhed, folte han den størfte Lyft til at maale fin
Klinge med Ssvensons og jage den genneni hans Hiertr.
»He ikie saa vild og barst ud!« sagbe Lisbeth, der
laa op. »Du mindes, at du aldrig tnere bar vredeg cca
din Softer Lisbeth.«
»Du lan Kenne, hvot lær du er mig,« saave Hans
heftig, ,,af at jea blev gansle fvg om Hjcrtei, da jeg l)øtte,
til hvem du havde bortflænlet din Tro.«
»Dengang,« fagde Lisbeth og lagde Staffel i sit
Sied, inens hun lob Naalen hvile, ,,vilde jeg have givet
dig Fortlariiia· inen du vilde ilte here mig. Det baadek
nu lidt at tippe op deri; knen jeg vil dog føje dig, for at
du ille atter stal blive mig grain."
Ligsbekb bavde foldet sine Arme over Brnstet og saa
nu paa Hans meid et biegt Ansigt og et funklende Blit«
mens bnn talte.
»Im det Øjeblit af,« sagde hun med dæmpet III-st
.,da jeg tog mod hans Bestyttelse og trcevede Tjenefter af
darn, var jeg folgt. Jeg ipg Tjenester af hom, og han vo
vede meaet for min Slyld: han fette mig til at pleje den
tate, statlels Magister, fom nn er salig hos Gad. og staf
fede mig stor Frihed. Jeg Daare, sont tunde indbilde
mig, at han vilde vceske smig til Villie i alt uden at tmve
Lan derforl Alene asf den Heilighed, de sivensle Soldatet
nu viste mig, butde jeg have indset, lyaotledes min Sag
stod· Alletede inden han sit mit Ja, havde han ncevnet
mig svni sin trolovede for Kommandanten og sine Kam
merater, og tun dekved blev det ham muligt at staffe mig
Frev. Nu regnede de mig for en af bei-es egne og ftolede
paa mig. Det sagde han mig, da han bejlede til mig, og
spurgte mig, om ieg nu vikde lade tham staa som en Nat
til alles Spot?«
»Det var stutkeagtig handlet,« lagde hans bit-sieh
,,Men da jeg vcegrede mig ved at give Svak stral
og bad om«Betaentningstid, asslog han barst min Bsn og
saade, at gav jeg hakn ilte mit Ja paa stauende Fad, vilde
han gansie unddrage mig sin Bestyitelse, og han udmalede
mig, hvor fredlss jeg da vilde blive, idet jeg bavde Ide
laat vet paa dansi Sibe og nn oaiaa vilde blive fotsiudt
af de Svensle· Al, Hans,« fluttede Lisbeth med bævende
Stemme, ,,bvad lunde jeg da akte andet end falde til
ste?«
»Din Stilling var vanslelig,« sagde hans med en
ins-El Mine; »dog burde du have hittet paa Raad og fsgt
at slippe derlfm Du et at prise, foedi du tom dine Lands
maenv til Hjcelp, havde du bare nartet denne lumsieSvens
sler til sidft, og han ikte dig. Vil du da ergte ham?«
,,Hans,«' sagde Lisbeth med et underligt Blit, ,,ieg
blivet aldrig hans Huftru.'·
,,Hvorfor?« spurgte Hans fotundret; »du svede al
lange paa dit Udftyt og dog siget du nu, at du ilke vil
ægte haml«
»Lad det blive mellem os,« hvistede List-eth, »mei
det vil ikle sie. Dei et mig fpaaet, Hans, at jeg stal ds"
ugift, og havde denne Spaadom ilte vceket, tror jeg for
Sanden, jeg havde aldtig givet ham min Tro.'«
Hun fortalte nu Hans det mer-neu om helfen
vatslende Ord, og han lyttede med spendt Opmætlsomhed
til hendes Fortælling.
»Da bæres det mig for, Lisbeth,« sagde han sau,
»at jeg sial blive Redstab til din Befrielse.«
»Du?« fpukgte Lisbeth tanlefuldt.
»,Ja fvaeede Hans, »fra nu atf vil jeg have al min
Dante og hu henvendt detpaa.«
»Mit du maa itle blande dig i den Sagt Ak, Don-,
jeg gcetter, hvad du tænker paa, men jeg vil ikke have din
Dpd paa min Samviiiighed.«
»Jeg tan hjæilpe dig til Flngt,« sagde Hans eftet et
Øjeblils Grubien.
Gortseettey
g . -- . . - · — —«
Jnteressante og spændendeFori
tællinger af de bedsteForfattere:
Svenfketne paa Kronbom Wink-w- Ums
allekede, og Bogen leisem-, saa snan den er farbig.) Pistol-ist
:)cko111a11ash. F. »Nun-. J lejlqg Il.00, godt Indb. Quo·
En holst Famulc« As »I, Ci. Hauch, i ny Udgavr. 424 Si
dek. J Omslag sl W, gobt Indbunden Ohio
Den stotfke Kvinde paa Tiele. 2-i.,«k.-«.s. km N
ionnationstiden, as H. F. Email-, i ny llbgqve. 000 Sider.
J Omilag Q1.2», godt indbunden st.60.
Oliver Twisio Un Samfundskomsm as tsharles T«ickeng.
Wobt indbunden 80 Gent-T
Jngemanns Romaner:
Baldkmak Scsct. Histotisk Roman. J Omflag soc, indb.
Q1.20. Iint illusikeret Pkagtudgaoe, isint Omflag Il.60,
Jndbunden meget folidt RO.
Erik Menveds Barndom.
Histotisi Roma-u J Omilag soc, insb. CLAL
Kong Erik og de fredlsfe,
Historist Momen. I Omilag Soc, kahl-. I1.20.
Prins Otto af Danmark og hans Sanais-.
histokiik Roman. Zahl-. 81.20.
Alle Bsgetfendes portofkit. Betalingen bedecindfenb ismmm
met Bestilliuzzm Irimckkct moving-I com sen-links
Vaniih Luther-m Publiihing dont-, Mai-, Nebraska.
