Sveusterne paa Kraut-org
En historist Roman.
Afh.F. Even-.
—;-EE Anden Del. ZEI
(Fortsat.)
»Du stal tende mig, ssoin jeg er,« svarede Dorn
thea; »min Ente-stand vil tun blive til min Sjcelg og
mit Legemes Nedbrndelse; jeg vil grænime mig til Dir-de,
at du tan vide det og gaa i Fonds-n for rnig for Guds
Twne, at Herren itte vredes pasa mig, sordi jeg itte tan
tænte anderledes, end som jeg nu tilstaar. Jeg ser grant,
at jeg vil elsle Herren højere, ladet han dig leve og blide
ved min Side, end naar l)an tager dig sra mia;
men saasotn dette nu synes at være Hans ubojelige Vil
je, sda bed Hain sortorte mine Dage, at jeg snart atter tan
samtes med dig!«
Gerner nedsant paa ny i stor Kvide ved at høre
denne Tilstaaelse, stønt han ilte missendte den store
Karlighed tisl ham, som bans Hultrus Ord aandede.
han opgav at tale hande til Rette tned Strenghed, nien
spgte at trøste hende ved milde Ord og l)erwiste hende
scerlig til hendes Moderpligten Han bald hende it«e
glentme, at hun hat-de deres to smaa Døtre Maria ca
Maria at leve for, at hun engang stulde aslægae lsksnd
Regnslab for deres Pleje og Opdraaelse, og at det vilte
være ham en saare trøstelig Tante i Dødem at han vidsle
sine Bskn i en tærlig og sorstandig Moders Hernch cg
itte ved hendes Fortvivlelse prisgivne ti! Forspsntnelse
og Vantygt Saaledes listletes det ham at oxtte Medu
tasrligheden i hendes Hiertep hun gen-."-andt sm Fatning
og lovede ham at gøre sin Pligt og leve for Bornene, saa
lange Gnd undte hendt Helbred og straft
Sau stiltes de sor den Tag, or hnn git sor at nd
fpie, lwad dendes Hugbony ljavde paalagt hende i Bre
tet, ved hivilten Gernqu Mittel Hansen en Maren htan
hende trolig. Resten as denne Dag og Torsdagen gst
nnd Forberedelserne til hcndeg Hustmnds sorenaaende
Jvtdescerd, og Torsdaa Esterrsiiddae1 tom him sidsce Gang
til ham og bragte Bot-unt med. Afsteden var tnna; dog
isiste Dorothea nu lia- - Fatnn«a, og Fanaevsgtereng
Barsthed sortortede til begqu Gavn dette pinlige Mo:
de. —
Det var samme Dags Asten Motten ni, at Gern-Dr
entia suldt paatlæ-)t, taa Paa sit Leje i Fængselet og
net en Hvile, han sia l;c.s:i-1 trcengxe til. Denne Dag,
som nu stuniede til Ende, have vceret suld as ospløstende
Qiblilte og sniaalize T.In«er. Den snntes tuni ttte
»ma, tvcrrtimvd var en gaaet med seberagtig Haft, saa
at han ssrlt nu i sin sxnsrmixd o) Asteiens StillJed ret
Fk den Tante sat, at ds.t on den siostc Tag at hanz Lin
rg at han aldrig nie-.- stulde le denne Bertens Srl gar-.
ne«:. Astenrpdens Glaan var allerede Futt, og Maanen
sendte sine blege Strasaler ind til hom; de astagede Vin
duestkitterets Stygge ,«·aa Gulvsliserne og nddredte en
mit-, dampet Lysninq i oet snævre Rum, der nu i sijv
ilgei havde huset ham, og som han tun band-« sorlaot cel
Gurg, da de ssrte h« ned for at pine han1. Oin ni
Lin-er stulde Daten das-it fig, og han atter gaa nd til
Bis-zel, nien dermed viioe alle hans Lidtlser viere endte.
Stvnen slyede han«-; Ding, on mange ukoline eTanler
for gennern Hovedet; den ene jog den anden, og han tunde
itte holde nsogen as dem sast. Den Frev, der oocrgaar al
Ist-Mond og det Saligheds Haab, som han især nn, den
sidste Rats stille Timer, saa haardt havde nsoig, tom it
te til ham. Hver Gang hans Tanter sagte Himmelem
vendte de tilbage som vingestcettede Fugle og travlede saa
om spaa den Jord, i hvilten hans assjælede Lege-ne snart
sturde stedes til Hvile.
Han ransagede sit tilendebragte Liv og tcentte med
et Sut Paa, at Traaden snart slulde overstæres, inden
han davde snldt sit tredivte Aar. Store Synder havde
dan itte at angre, men dog var der noget, han Instede
ugjort, og meget, han snslede bavde været bedre gjort,
itte mindst i hans tortvarige, gejstlige Virtsoknhed. Han
davde dog talt adstilligt fra Preditestolen om Lidelse og
Dsd og sandt nu, da han selv havde Kniven paa Struben,
at han havde talt som et Varn. Nu sørst vidste han, hvad
Did, Stilsmiöse og Smerte er. Oversladist var da vg
saa det, han hat-de strevet i scn Asstedstale, at det stulde
være varre at pines paa Sottesengen end at ds paa
Stasottet; thi giver Sygdonnnen end Smerte, giver den
dog oste Lindring, naar den slsver Tantningem Nes,
ung, sund og suld as Livslyst at gaa en voldsorn Død
i Mtde er visselig stratteligere end alt andet.
Og nu, da Dsdstlotten snart slulde lyde sot dam,
sslte han ssrst ret, med hvor starrte Baand Livet holdt
paa harnz itte alene Huslru, Bern, Slægt og Venner,
et roligt og virtsomt Livö stille, hyggelige Glæder, alt
det, Gud havde givet harn som hans bestittede Lod, ind
ttt den usalige Krig tom og tilintetgjorde bang iordisle
Lytte og nu stulde tage hans Liv, traadte srem sor hanö
Tante i detes niest sristende Stittelse; men ogsaa hans
Ungdoms stolte Fothaabninger, at blive en anset Kir
tens Tjener, en stor Prceditant, en bersmt Stribent, i
dvis Lod det vilde salde itte alene at virte sor en lille
Menighed, men sor det ganste Folt — digse argerrige
Tanter tom nu til ham i den sidste Nat som stistende
Dænwnen om de tunde veette Oprsr i hans Sjæl og gaa
i Rette med den Almeegttge, sordi hans BInner orn Nan
de var blevne uhsrte.
Saa tsmte han da den bitte Kalt i Aanden Draabe
estet Draabe, saa Angesiens og Siniertens Sved siod paa
dank Bande, og han alletede saa sig selv paa Stafottet
og Starpretteren med det blante Svmd ved stn Side,
da han ptudselig list-te Fængselets Dir dltve aabnet og
attee luttet. han tæntte, at henrettelsens Time inaaste
var dteven seeknstnndet7 men der lssd ingen tunge Trin som
as neednede Mand, og da dan reiste sig. saa dan til sin
Icreiiidrinp en tvindelig tittelse for sig. Disse sine
Tritt2«etid·ang« saa dlomstren, nu noget siarpere tegnede,
ttte vdledede ·"as· Ltvslyst o·g ungdommelig Gliede, men
markede as· Eil-etc Alver, disse straalede Gine, som i
Maatiens svase Los stjntes mitte, og dvii Bitt var hass
tet ustavendt paa han« Uasynz stittelsens esendokntneltge
Holdning, over hvilten der var en vis tret Ynde — det
synteö ham at vaete et tendt Billede, indtil han estet nogle
Øjeblittes tavse Stitten tiom paa det tene med, at det
maatte vcere Lisbeth. Hvad han i den senete Tid havde
hart om hendes Fcetd, havde itte tunnet stemme ham mild
imod hende. Han saa da noget barst paa hende, mean et
søtgmvdigt SmiL ligesom et Genstin af Maunens melan
tolste Los-, oplivede hendeg blege Aasyn.
»Det smettet mig at gense eder saaledes, Ot. Hen
ritt« sagde hun med blid og ustttet Stein-me.
«Hvad vil J?« sputgte han og løftede asvisende
Haanden. »Hm· tommet J her at fotstytre en dødsdømts
Fted paa hans Livs sidfte Asten?«
,,Jeg gaar itle mit eget Ætinde,« svarede hun med
et Sitt. »Magistet Kristen Titøb sendet eder ved mig
Venstabs og Broderstabs Hilsen.«
»Hm J da vcetet hos ham i hans Fængsel?« sputg
te Gernet fotundtet.
»Jeg hat vcetet det i nogle Dage; jeg sandt ham
syg og lidende og hat nu saaet Tilladelse til at pleje ham
og sotbinde hang Saar.«
Gernet saa Lisbeth sotstendc ind i Øjet, og det
insedte ham et stolt og frimodigt Blit.
.,Loj da Rygtet,« sputgte han i en mildere Tone,
»du man taldte edet en Landsfottcedetste on satte endnu
vcttte Klit paa edets Æte?«
»Tal J tun ttngt med mig!« saqde Lisbeth i en
bitter Tone. »Im et intet as det, Rygtet sagde; en hel
hasdetlig Person, det itte smittet Lusten ved min Nett
vætelsez skemfor alt god danst. Lad mig dog itte glem
me at røgte mit Astinde Ot. ttristen et sorgsuld over,
at han itte tan byde edet sit sidste Fatvel Han gjorde
edet hjettensgetne Folgestab i Morgen og niisunder eocr
Dir-den«
»Det hetet jeg med stot Stamfuldhed,« sagde Get
net, idet linn tcjste sig fta Sengetanten og begyndte at
sgaa stem og tilbage i Fættgselei. ,,Laa jeg itte, da J
stam, og snslede mig Livet og al dets Lyst!«
! »Bei fattet jeg, « svatede Lisbeth med et merkt Blit.
;»J dar lyllelig, elstet, hcedret, en lys og støn Fremtid
sventede edet; han er gammel, fattig og sotladt; ingen vil
savne ham ellet gtcede ved hans Boote, uden at det stul
ide vcete mig. Dog sattet jeg hani bedst, thi ogsaa jeg
tcenlet, at dette Liv et den pure Elendighed, og, som hon,
lctnges jeg estet at udsties of dette Dødsens Legeme.«
» »J?« sputgte Getner, standsede og saa forundtet op.
»Sjcelden vbitt-es det, at nogen i edets unge Aldet længes
Jeftet Døden. J var ogsna det, J nys sagde, at jeg var
« lyttelig, elstet og hcedrei. Hat J sorspildt alt det?
tldøs stit edets Hjette sot mig, Jomfru Lis-beth, jeg ta
ger snart hver Hemmelighed med mig i Graben; nien end
itte i denne Time, soin et en as mine sidste, vil jeg svigte
mit Kald og ncegte edet Sjeelesotg, hat J den nødig.«
Lisbetli Sind tom i heftig Ritte, da Getnet med
søtgmodig Rest sagde dette og saa paa hende med et mildt
Blit. Dog ttcengte hun de srembtydende Taaret tilbage
og sagde heftig, mens hun saa ned sot stg:
»Det er sor sildel For mig gives ilte Trost eller
Raad. Mit Livs Lytle et fotspildt, dog itte ved nagen
Brode, saaledes som J vel forestillet eder. J tto suldt
og sast,'« vedblev hun, mens en dyb deme fatvede den
des blege Kinder, »at J talet med en hcedetlig Jomitux
men J stal ogsaa vide, at jeg tobte mig den Fted og Ære
dytt. Saa tale vi itte mete om mig! Hr. Kristen bedct
lom et tætligt Ord som Afstedshilsen sta edet, i hvem han
set itte alene en Brodes-, men langt sin Ovetmand. Han
beder edet itte bæte Nag til darn, om than paa nogen
Maade er meddelagtig i, at J er dleven dtagen ind i den-·
ne Plan, det et bleven edet, som hani selv til Jordan-el
se.«
»J stal itte væte gaaet forgceves," svatede Getnet
rett. »Bring ham min icerlige og btodetlige Genhilsen
og sig hom, at jeg itte set Aarsag til at bcere Nsag til hom;
men føj til, at saa sont alt det, J føt sigtede til — Lin
lyst, Drømkne om Lylte og Hædet — endnu tlæsber vev
mig, læntet mig til denne syndige Jotd og hindtet min
Sjcel i at lsfte sig til Lysets Boliget, mens han suttet
estet Bestielse, da er han nu langt min Ovetmand, nea
ede han end aldtig at saa Kalds«btev, Husttu ellet Bel
lstand Herren væte med hakn og fottorte hans Lidelses
tid! Han lette ham Kotsets Tynge, indtil han taget det
»as ham og vinter ham didop, hvothen jeg nn, om het
ten itte fortaster mig, gaat sorud!«
Lisbeth siod for ham og hatte med scentet Blit og
i atbødig Tavshed paa hamz men hun bleo staaende sau
ledes, ogsaa da han tav, sotn om hun vat hensalden i sine
egne TcIttet, og gjotde itke Mine til at gaa. Hendes
Tavshed og Ubevcegelighed blev Gernet pinlig, vg han
længteö estet Ensotnhed.
»Gar- nu tilbage til ham med den Hilsent Herren
vcere ogsaa med eder og lsnne edet, sotdi J plejer min
og edets ulyttelige Landsmand og Brodet saa teetligt og
ttossastl«
»O, trete ht. Hentit!« udthd Lisdeth pludseltg otz
sant paa Knie sot dam. »Ein mig Kitteng og edets
Belsignelse, inden vi stillest Jeg vil tage den, som tom
den fta Gut-, og den ital viere mtn Trost og min Styrte
i mtne mstle Timet.«
Getnet studsede vg terteg i Aandeir. Alt det, det,
hat-de tynget hanö Stal, faldt af den sotn sendetbtudte
Lenker. Von havede sig til Gud i dann og tnderlig An-«
dast, og Ordene faldt med samtne Kraft og Begejstting
sotn i hans lytlelige Dage. Dybt prcegede de latlige
Ttsstens Ord, han sagde, og den alvotlige Formaning,
han fsjede til, stg t Lisbeths Vierte, og hun gennentdæves
des af en hellig Fenst, da han lagde sin hatte has-nd paa
hendes Doved og udtalte den da brugelige Velsignelse over
heade:
»Den-en lade sine delltge Engles Batetcegt vcete ons
tting dig, betten viere med dtg og viere dig naadig, her
een feste sit Aafyn paa dtg og give dig Frei-, Amen!«
Som ban havde udtalt dette Unten, og Ltsbeth tei
iie stq med et blegt Aasvn og et taatevcedet Bitt sit Menge-!
selsdtten op, og Soenspn ttaadte ind
»Jt)!« sagde hcn txt-Hundert »der holdes not ltgesonts
en lille Gndttienestezt Syst-» ,:. . s-.»«,«i,
»F man itte daneete det hellige ved Spott« uddtsd
Gernet med Var-ne. »Und nu denne unge Jotnstu ga
med Fredl Hnn kom herhid i god og ustyldig Hensigt.«
,,Jeg haaber saa, da jeg selv forte hende til eder.
Jkke heller stal det mangle, at jeg jo fører lhende siltert
til-boge, efterssom hun er min Fæstemø.«
Gerner saa paa Lissbeth med et smerteligt Blit, mens
hendes Kinder blussede; nu forstod han hendes scere Tale
spr, og han ynlede hende inderlig. Han tvang dog denne
Fslelse og fagde:
»Da hat hun jo et godt Værn. Bliv hende da en
gang en lcerlig og god Husbond, hvad hun visselig for
tjener.«
»Jeg sial gsre mit bedste,« svarede Soenfon med et
spotsi Smil, ,,tør hun end ikke vente lange og rørende
Præsdilener as mig. Dog, for ikke at gøre mig styldig i
den samme Forsømmelse« som forgangen Dag, da jeg saa
lcenge forhsoldt eder det Budslab, jeg havde at bringe ederJ
og for at J kan komme til at gøre Bod for den haarde
Besiyldning om Hcevngerrighed, J da rejste imod mig,
vil jeg straks lade eder vide, at J er bleven benaadet.
Kong Karl har flænket eder Lioet, hvilket i Morgen rette
lig oil blioe eder forkyndt.«
Det sortnede for Gerners Øjne, faa pludselig og
uoentet lsom dette Glaedens Bad-stah. Benene skælvede
under ’ham, og han sank med et dsybt Suk om paa sin
Stol.
»Gud vcere taklet!« udbrød Lisbeth og foldede sine
Hemden
,,Kong Karl fortjener dernæst vel ogsaa Tal,« fagde
Svenson barst.
»Visselig gør han det!« udbrød Gerner omsider,
mens Lisbeth i al Stilhed ncermede sig Døren. »Dog
være Herren først og fremmest ipriset, han, som rørte hans
Hierte til Mildhed! O, Dorotheal hvor vil dette Bud
siab fryde dit Hjerte!«
,,Dog bliver J fremdeles i Fcengsel, indtil J lan
blive udlsøft,« føjede Soenfon til.
,,Nu vil Lcenken blive en let Byrde!« udbrød Gerner.
,.Kcere Jomfru Lisbethl Bis mig den Tjeneste ftrals at
gaa til min Huftru og bringe hende denne frydefulde Ti
dende!«'
Men da Gerner og Svenson saa sig om efter hende,
var hun borte. Hun havde liftet sig ud ad Døren og ned
ad Trappen og var paa Vejen til Ursulas Kammer, hvor
hen hun flugtede for at undgaa sin Festemands Kret
tegn.
,,.Hun er bortel« sagde Svenson vredt, da han for
gæves havde set ud ad Dortn. »Hm( shar sine Nylker, er
ilke heller saa from, som hun tcenlelig har ftillet sig an
for eder. Jeg flal sprge for, at det bliver bragt til eders
Huftru, og saa tcenk fremtidig lidt bedre om svenstc
Meendl«
Svenson gil og lod Gerner ene med sin Glaede; men
nu oar Ensomheden bleven ham en Byrde, og denne Nat
faldt ham lang, indtil endelig Morgenen oprandt, og hans
Huftru kom for at udgrcede sin Glcede ved hans Brnst Ia
bedælle hans Ansigt med Kos. Stor blev ogsaa Glceden
hos Gerners mange Venner, hans gamle Fader og al
vhanc Slcegt; ja alle Dansle glakdede sig over hans Falle
Dog begyndte nu en ny Lidelsestid for ham, under
hvillen Lcenlens ikle altid blev saa let at bcere, san
han haode troet. Han maatte bære den i elleve Vgl-r
endnu og Glev snart, lænlet som han var, slcebt over til
Helsingborg for der at prove et nyt Fcengsei. Hans Hu
stru og hans Born fulgte ham derover, og hun var ftadig
virlfom for hans Frihed; men Svenflerne spgte at af
Presfe ham fvcere Løsepenge, Sum-mer, som langt over
steg hans Erme. Befrielsens Time var endnu fielen-, og
uendelig lang forekorn denne Provelsestid ham og hans
Husim
Fiortende Kapitel.
De sidfte Solglimt.
Hans Stenvinkel var 41bleven sin Faders Vefaling at
være Lisbeth en Broder vg Beflytter lndiq og havde
trofast holdt den Pagt, iom han havde sluttet med Lis
beth felv i Birlelunden, mens hans Faders Blvv randt
paa «Stafottet. For hendes Styld fandt han sig uden at
knurre i sin ydmygende Stilling som Køttentarl og i at«
blive brugt til at løbe Ærinder og udiøre ethvert Arbei
de, vhvortil Svenstekne holdt sig selv for and-ex for hendes
Styld taalte han Stælosord og mange Kniin, og aldrig
havde han ladet hende høre, hvor stort et Osser det var,
han bragte hende. Havde han ille holdt det fo: fin Pligt
at blive i hendes Rcerhed, vilde han for længe siden ocere
flygtet og have sagt at naa ind til Kobenhavm hvor en
ung, rast Karl soin han, oven i Kobet Patrioten Oluf Sten
vintel, Stenvintels eneste efterlevende Son, tunde gøre sitker
Regning paa en god Mvdtagelfe iog Erefuld Anscettelfe
i den dansie Han.
Hans Overrastelfe og Harme var derfor stor, da han
horte, at Lisbeth havde trolovet sig med hans ulyltelige
Faders Dødsfjendr. Var der noget Menneste, hvem Hans
hadede af sit ganste Vierte, var det hom, og da han en
Dag af hendes egen Mund sit det stadfcesiet, lagde han
tkte mere Skjul paa sit Hiertes Mening. Lisbeth maatte
here haarde Ord og bitte Bebrejdelferz wen hun tog imvd
dem taus, sptginodig og uden at prsve paa at tetfærdig
gsre sig. Hans vilde forlade hende i Vrede for aldrig
mere at vende tilbage; knen da havde hun holdt paa heim
og med en Stemme, der røbede hendes Angest, udbrudt:
»Hier-te haust faaledes bot vi itte stilles. Tsu
maa have Taalmodighed en liden Stund endnu og itte
lade mig i Stittenl Der tommer vel den Dag, da du
bedte vil forstaa mig. Jeg trænget mere til dig nu end
nogen Sinde fst og vil viere dig hietteng tatnemmeli3,
om du nu og da vil unde mig dit Selstab.«
Hans havde vel itke ladet sig formilde ved disse
ydmyge Ord, men havde foragtelig vendt Lisbeth Mig
gen. Dog tunde han ilte gansie lutte sit Ojerte og tunde
itte glemme det Blit, hvotined Lisbeth havde let efter
hom, da han gil. Det var hanö Forfæt nu at vende
Krvnborg Ryggen, men dog tsvede han, ,dels- tax-di dst
ikte var nær saa let at naa lyltelig til Kobenhavn sont
"tt beahndeisslugtenpdely,.ford«i e,t..»tlatt Haab om at faa
Leiitghethil "at soe«b»æv-n;,tne,d,dzmonist Mast feengtleve
heim-til Kronborg. Synet faf Lisbeths blege Aasyn vgl
ftungsindige Mine, naar de mspdtes paa deres Bese, takt
tillige bedre for lyende end de mest veltalende Ord, og den
Tante rbegyndte at opstaa hos ham, at det ikke kunde være
gaaet ret og naturligt til med den Trolovelse, men at
Svenson maatte have forgjvrt Lisbevh med en ellet anden
Trolddom Saa blev han da og fandt sig i sit Slaveri.
men as Modbydelighed for at træsse Svenson bespgte hats
dog aldtig Lisbeth og talte i et Par Maanedet kunnogle
ligegyldige Ord i Forbigaaende med hende. Detimod
mundhuggedes han en Dag bravt med Ursula Krank
der søgte hani op i Kettenet og stammede ham ud, fotdk
han ikke engang havde lytønstet Lisbeth, uagtet han burde
glæde sig over, at hun nu var bleven del forsørget og havde
silker Udsigt til at blive svensk Løjtnants-Frtre. han
havde endogsaa spyttet foragtelig, som orn det var en
vancerende Titel, og Ursula havde meget forbitret for
ladt ham.
Hvad Lisbeth selv tcentte, følte og led, derom nd
talte hun sig itle; men hun havde i al den Tid en Ger
ning, som holdt hende opret, og det var at pleje og troste
den staktels Magister Kristen, der endnu laa syg og selv
havde opgivet Haabet om at genvinde sit Helbred. havde
Lisbeth nu svr sine lidende Landsmcends Skyld sat sitt
Livs Lykle ind, vilde hun fulsdt ud have det Udbytte, scim
hun havde vundet ved en saa høj "Jndsats. Hun udvirlede
ved Svensons Forvøn, at Kristen Tit-ab sblev fort til det
Kammer i det store Taarn, som var vlevet ledigt, da Ger
ner« sørtes til Helsingborg og hun fik uhindret Adgang
til ham. Hendes barste Fastemand, der sandt det langt
Vanssteligere at tæmme hende, end han havde haabet, hav
de blandt antet ogsaa faaet at marke, at hun ikle taalte
at sorstyrres eller kaldes bort i de Timer, hun daglig til
bragte ved den syge Magisters Leje.
En smuk solllar Morgen sidst i Oktober Maaned
gik hun noget tidligere end scedvanlig op til ham og gl:e
dedes straks ved at se det Smil, der osplivede hendes syge
Vens Aasyn og bør hende Velkommen.
»Guds Fred rg god Morgen, kære Magister!«sagde
hun med sin klare, bløde Stemme; »har Natten været
god?«
»Jeg tatker!«svarede han med mat Rost; »hvordan
Natten saa var, Morgenen er god, siden J lommer.«
Lisbeth nitkede smilende til ham, satte en lille Kurt
og en Kralle, hun havde bragt med stg, paa Stengulvet,
og puslede hans vaedgærde.
»Denne Morgen er god i og for fig; der hvilek
Fred over Hav og Land. Hat J itke set de Solglimt,
som nu og da gennembryde Skyerne, glimte paa Bplgerne
og over Staane? Jeg standsede mere end en Gang, da jeg
gil herop, og saa ud gennem Taarnvinduerne.«
Kristen Tit-b saa paa Lisbeth og tæntte, at hur
var selv en Solstraale, der frydede ham tifold mere etsd
al Firmamentets Glanz. Han var i lyklelig Uvidenhcd
om, hvorledes det nu saa ud i hendes Hjcerte; thi for hain
viste hun sig i en Stiltelse, der mindede om fordums Ins
keligere Dage. Naar hun sad ved hans Leje,blomsl·rede de
grade Minder frem, hendes Hjcerte blev blodt, hun kunde
smile eller lettes ved milde Taarer; her blev hun sig
selv igen; men naar hun forlod Fængselscellen, forheer
dedcs hun, blev igen toldsindig vg indesluttet, havde til
llrsula Krause eller Hans Stenvinkel kun et tungsindigt
Smil vg var stadig svm paa Post mod sheim-, til hvem hun
dog, som det synte5, frivillig havde knyttet sin Person
sog sin Stæbne. s
Hun lod sin syge Ven dritte det varme Lil, hun hav
de medbragt i Krallen, hvorpaa hun eftersaa hans saa
rede Heender og sorbandt dem.Hun gjorde dette med en
saa let Haand, at man strats saa, hun maatte have ovet
den Kunst sor. Hendes fordums Plejemsoder hasvde ogsaa
givet hende Undervisning i at forbinde og lært hende
mangt Husraad, der var godt i Sygdomstilfældr. Lis
beths sorstandige og tcerlige Pleje var for den ulytkeltge
Fange en overordentlig Velgerning, itte at tcle om den
Trost, hendes Nærværelsse indgød hom.
,,Jeg har vieret usiønsom,« sagde Magisteren til
Svar, da Lisbeth talte om de smukte Solglinit, ,,og hat
vendt Guds tære Sol Ryggen, ja shaardnallet stirret vaa
denne Vceg, sordi det atter denne Morgen kom over mig,
at jeg itte led at se over til Staane, hvis Tab randt mig
i Hu. Alle de mørte Tanker og hede denne Krigs Elende
samlede sig til et yntværdigt Maleri.«
Lisbeth, som nu var scerdig med Forbindingen og
havde sat sig Paa Fængselets eneste Stol ved Magisterens
Seng med et Haandarbejde, saa op med et opmuntrende
Smil og sagde.
tFortseettes.)
M
Jnteressante og spændende For
tasllIIIger af de bkdsie Forfatfem
Svknsiekne vaa Kronbom »was-»z» www
ollmde, og Bogen !kvcm’-, san snart den eI fæIdig I Distokist
Roman as H. F Ewald. J OIII lag 81.00, godt indb. Inv
En polst Familie· M J. G. Hauch, i Isy Udgavh 424 Bi
ber. J Omflag 81 00, qobt inbemden 81.40.
Den stotsic stindc paa Tjele. 2sp«,za.» » »k
foIsmIItissnindeIh af h. F. Ew)ld, I IIv Udgoor. 600 Güter«
J Omslag 81.20, govt iIIdbuIIdeII 81.60.
Ollvkk Twlst EII Samfundskoman, as Chakles Dickens.
Gobt indbssnden 80 Gent-.
Jngemanns Romaner:
Valdcllmk skiclll Hismisk III-Wu. J LIMIqu soc, Im.
3120 Mut illIIsmret Pkaamdgape, i flIIt Omilag Il.60,
gut-banden me eI solibt Abo.
Erik Menveds Barndom.
Hisiotisk Roman. J Omilsg Oe, subb. Il.20.
Kong Erik og de fredlsfe,
Hisiokist Roman J Omilag Soc, indb. II W.
Ptins Otto af DaIIIIIaIk og haIIS Samtp
Histokist Roman. Jakob· I120. » ,
Iuae VIII-find» v erit VIII-Ilioqu heb-I indsendt ImIIII«
me B sIIlliIIaeII. sama-Ihr ums-nagt lom HIYCII s.
Damfh Luthekan Publiihing Haufe, Bleir, Rede-Im
