Sseusterne paa Kronliorg.
En historisk Roman.
Afh.F. Eis-w
-EE Andeu Del. ZEI
(Fortsat.)
,,Jeg l)aaber, det vil blioe mig tilladt at pleje edet
og daglig se til eher, men J man tænke vel pga ever-«
Stilling og itte opirre den Mand, If hvis gebe Villie
alt afhængerZ J gjorde ham ogfaa llret med ederi Be
brejdelfer, thi naar han fette ever til Profoisssem adløo
han jo tun sine overordnedes Befaling og hat som et
Redsiab ingen Skyld.«
Der ftod Harme at læfe i Magisterens Blit, ra
Lisbeth tog hatn, hvem han havde taldt en ,,Belials
Mand«, i Forsvar; men Det, han vilDe sige, døde ben
paa bans Lceber, og han lovede tned et Zut, at hatt
stulde stræbe at faa Bugt med fm retfærdige Vrede, ihn
kommende Herrens Ord, at Den. der beherster sig selv,
er ftsrre end den, der indtnger en Stad
Netop som Lisbeth havde udtalt det Haab, at han
vikde holde fast ved dette gode Forfcet, kom Evenson og
hentede hende.
»Hm- J været her fer?« spurgte Lisbeth sin Lede
get, da Fangevogteren Turban havde lutket Fængfel—.—:
Osten bag Dem, cg de git samtnen hen ad Kældergan
gen.
»Jeg er itke Fangevogter,« sparede Svenson barst,
,,og bar nndet at tage vare pas end at fnuse om i digie
. Rottebuller.«
»F gov der Fasngslerne et tun alt for sandfckrdigt
Navn.« sagde Lisbeth »De ere, Gud hjoelpe de arme
Fanger! Boliger for Kryb og itte for Mennesier. Nu,
da J med egne Leine hctr set denne Elendighed, et det(
mit Haab, at J vil vise Barmhjettighed og gøke ederH
til at afhjcelpe den« !
,,Barmhjettighed?«« fpurgte Svetrion og ftandsede.
»hvad Batmhjertighed mon der vilde vcere bleven vift
- mig og mine Landsmænd, hat-de dette stændige Oprek
faaet FremgangZ Ætlig talt, Jomfru Lisbeth, tan jeg
ikke rotes ved at se de Hænder lemlæstede, som meb
Glcede vilde have stsdt Sværdet i mit Bryft.«
Lissbeth blev dengang Svenson Svaret styldig og
tat-, itte fort-i hun gav hans haarde Tcentemaade Med
hold, men fordi han ved hans Otd blev mindet om, i
hvis Bryst det var, at Magisteren Pilde have jaget sits
Sværd, bvis han havde tunnet det. Saa git hendes
Tanter til Dahlberg, og hun tænkte med Smerte paitJ
hvot tolb og fremmed han nu var bleven imod hende,
og hvorledes ban stadig undgit hende. l
»Der tænkte gz langt og dybt « fagde Evenfom som
i Tavshed hat-de iagttaget hende under hendses Winds
fravcerelfe. »Spetulerede J paa en ny Vending og nnt
Mit-del til at overtyde mig? J Zandhely Jornfru Lis
beth, J forstanr at lægge Mænd i Lænterk Ere de ent
bleebere end dem, vi nys horte tasle, have de tanste den
strrre Starke. Lad here det Ønsie, jeg forudfer vil kom
me, og sont gaar nd paa denne dansie Sorttappes Pleje
vg Husvalelsr. Han stal hvile paa Eberdun og fodreg
med Su«tkergodt, itte fandt?«
Lisbeth rødmede og for samtnen, da Zvenfon til-«
talte hende; hun genvandt dog ftrats sin Fatning og
shsrte paa ham med et Stnil, der bntlebe et bedre Lune,
end hun havde.
,,Zactntcend!« spatede hun, ,,noget af den Glanz
Forst maa J ftaffe mig Rommandantens Tilladelse til .tt
besøge oq vleje min ulyttelige Landsmann Jeg ønfter
Tillctdelfe til at tunne gaa fkit til hom. Dernce·st man
J hjcelpe ham ved sprite gunftige Lejligheo til et bedre
Logement.«
Svensons Blit bavde et ganste eget Udtrnt, da Lis
Geth talte, og det i en Tone, der itke forraccdte mindste
Tvivl om, at alt jo vilde blive opfyldt.
»Nun ikke ste!« fvarede han med tissyneladenbe
Fasthed.
»Er J en Kriften«, spurgte hun, »og glemmer bog,
at disse ulyktelige ere kristne Menneiter ?"
,,Hvad Magt ligger derpaa i denne Sog? Her er
itke Tale om Kristen ellet Hedning. Jeg tjener min
Konge og er hans spsdte llndersctat; adlyder hans og mine
foresattes Befalinger. Fanger jeg nu an paa slig Eli-j
hed og tteler for Ohr-me og Stælmer, mister jeg mine
foresetttez Tillid. Det vikde ogsaa tomme til at se ilde
ud i Bei-den, tunde hver Ugerningsmand fri sig for
Strckf ved at beraabe sig paa sin Dank-X
»Ved Endl« udbrpd Lisbeth meb dartun »sligt
oilde ofte vcere paa rette Sted navnlig for svenfte Dom
merr. Herrenz Aand er vegen fee-: dem og det svenste
soll-«
,,J bruger tunge Baabeti, lille Jomfru!« sparede
Ums-m smtlendez ,,men tan dsog itke handtere dem.
It previte Omvendelse er do nceppelig net rette
Mböl til at bist-re svenste Vierter i Bis-se Tiber.«
Lisbeth san ftn Ledfager tætt ind i Øjet, og hans
systste og ovetlegne Mit tirrede hende. Ton sit hun
syst tned sin Verme, i det hun mindedes sm stattets
: sen stünde paa Straalejet; lhun tvang sig til at smile
M w vg sagt-e Müs
,,M J tkte agter at gsre for Fangend Skyld,
M J site for min Styld; jeg vil væve eder htjlig tat
Wktgf
» »st« added Spec-son, »den Tale forstaar jeg! Jeg
sh- hos edu- keere Person for Øje sont det bedfte Argu
M M Leg Lan W alt fpr et Menneftez Sinn-, fern
As W Ruck jeg me er eder fremdelez til Bit
« jpø kam da nimm-t
M W Mwmltshedvg mit Wge
-.f7 MM LXM hurtig sog flog WOfnene nett for
TM we- nns- w W »p-» w
(
faa at vide, ved hviltet Middel, og det vil bringe oö til
hurtig og, som jeg haabet, god Forstaaelfe.«
Detpaa git han rast op ad Kældertrappen uden at
agte paa Lisbeths Raub for at holde ham tilbage. Hun
git hjertetlemt tilbage ttl Ursulas Kammer. Hun saa
nu, at ijlerng hun hidtil havde fett snildt not, stap
hende af Hcendetnc eller snarere blev lagte paa hende selv.
Hvorledes var det tommet faa vivt? Det Maal var
cedelt, hun havde haft for Øjex men Midlerne tunde itte
gansie frikendes for Tvetnbighed, idet hun ofte havde bist
den Mand, der nys havde fotladt hende for at vende til
bage som aabenlys Bejter, størte Venlighed, end hun
virkelig ncerede for hom. Hun grublede nu over, book-le
des det ene Stridt havde taget det anbet, og at hendes
Selvtillid harde hjulpet godt til. Hun saa tlatt, at nu
den Tilladelse, J wisset-, vg naar det et udtettet, stal Jl
var han ved det Maul, han ftadig havbe haft for Øje,
mens hun forfaetlig havde luttet sine Øjne5 hun gyfte vcd
at se det og tæntte paa et Middel til at undgaa det,
indtil hendes Tante trcet og raadvild opgav Ævred,
ogh endes Hierte splte sig sygt. Nu maatte httn ind
rpmkne, at den Besiyttelse, hun havde vundet ved at
flygte til Kronborg, og den Ftihed, hun der havde fsgt,
truede med at ende i et Slaveri. itte meget bedte end
det, hun var unsdfiyet, og at den Lindring og Trost, hun
i sin Edelsinvew Jver havde strebt at stasse sine Ulysse
lige Landsmænd, vilde btive dytt tobt.
Trettende Kapitel
Den bitte Kalk.
l
l
l
l
Den næste Morgen tidlig sad Gerner i sit Fængiell
ved et lille Bord og strev med stor Jver. Uagtet Sven-l
sierne itte havde staanet dam, men ladet hnrn pvsve
Totturen i al dens Strenghed for at tvinge Betendelfet
ud af ham, viste de dog den Rjole, han bar, faa megen
Agtelse, at de tilstod ham storre Betvemmeligheder end
de andre Farizer. Hans Feenafel var et Kammer i det
store, sirtantede Taarn med Udsigt over Sundet. Der
var gioet ham en god Sena, Bord og Stol, og ester at
bans Dorn var falden, tilftod man ham Boger og fri
Brug af Papir, Pen, oa Blat, hviltet Var en stor Trost
for en Mand af hans Leerdom og med hans Lnsi til lite
rære Snsler. Dog haode han i de sidfte Dage især beugt
sin Pen til at nedftrioe den Tale, han agtede at holde paa
Retterftedet, og som er bleven bevaret indtil vore Dage»
Han havde netop denne Morgen ilrevet Slutningen, ig«
nu, da ban var færdig, lagde han Pennen fra sig mer« etl
Sut oa hensanl i Bon. Dertssaa rejste ban sig, og den HZSJ
Bund fvære Lcrnte, som endnu finde-Z i Birkerød Kirte,J
raålede. Han tastede et Blit paa den denstre Haand,?
der endnu bcr Marter nf To:nn«.eftruen, ja to af Fing-:
rene var ncefien dode, og ftnilte faa. Det var som B»al-H
fatn paa hans Sonn at han haode vist fig fast underi
Pinslerne itte røbet noqen af sme medstyldige, men lunl
betendt sig egen Brode. !
Tog Emi let forsoandt, og bang Aasyn røbede hans
ftore Sjaelesmerte ved at tcente paa den foreftaaende
Ztilgmisse fra Huftru oa Born. Endnu var Dagen til
bang Henrettelse itte fastiat: men ban tunde boert Die-;
lvlit vente at modtage Bitdftadet derom. Hans Tantek
aled tilbage over det foundne Jlars Lidelser og dvcelede
især oed den bitte Time, da Zoenslerne anden Gang
flcrbte ham dort for itle mere at loslade ham. Nu vib
fte ban, at bnns Ejendele var bleone givne til Pris, ixt
bang Huftru var flnatet med ssne stnaa Born, oa at bun
baode udftaaet ftor Anaeft oa vrovet mange Sonn. Text
tænlte han mindit paa det timelineF men hvad der ifæk
crngstede ham, var bang Hultrus Mangel paa Sjælstraft.
Hoer Gang hun betonte bam i Fængfelet, meet-lebe han as
bendes Taarer oa modialdne Ord, at hun ikle var moden
til at bære den haarde Zinsan der ventede hende. Han
faa, at naar han var dorte, vilde bun butte under, oq
dene Tante ængstede ham langt mere end den bratte Tor-,
der oentede hani felo.
Han rev sig los fra disse nedtryttende Tanler, greb
Papiret, paa hviltet han havde nedstrevet sin Tale, og
gav fcg til at fremsige den med hsj Rost. Han saa Fig
allerede i Aanden ftaaende paa Stafottet og nedenfor en
stor Mennestemcengde, der lyttede til hanc Ord. Kraf
tig lsd hans Stemme. Lænten raslede, og Fangselets
Hveelving genlod af hans Trin paa Stengulvet, saa at
han itte rncertede, at Jerndøren gil op, og Svensson
traadte ind. Han faa forundret paa Iangens Ford; men
hanS Blit udtrytte tun Nysgerrighed, ingenlunde Denn
gelsr. hans Aasyn var i Regelen roligt og uudforlte
ligt, men da Fangen med Ryggen til ham git hen imod
Vinduet, prceditende hsjt for sig tell-, git et spotsi Smil
over det. Dog forsvandt det, da Gerner vendte sig om
og sttats tiltalte heim, saa at han selv itte tunde konnt-e
til Orde. Han hat-de i sin ydre Fcrd hidtil vist den
gejftlige Fange Ugtelse og itte træntet heim, san at Ger
ner bog ham foeudsutte en Mel-stiele som ingenlunde
fandt Rutn i Svensons Bryft. hat-de den været der,
vilde han have standset Zangen i bang Begeistrtng og
strats udrettet det Ærtnde, i Wltet han var kommen;
men nu tasv han for at se, hvor vidt det, der i bang
Sitte tun var et Sich Galstaln tunde gan.
»Ohne tænter J, jeg nyz var t Aanden?« spuegte
Gerner t den samme hsje Tone, i hvilten han havde
peceditet. »Jtte henryttet i himmelem fom mit For-bil
lede, vbin store Apostel, san jeg itte vidste, enten Sjælen
var i Legenret eller uden for Legemet, men dog paa Vejen
til himmelan pæa himmelftigens nederfte Trin, det Sta
«fot, jeg snart stal teeede pp paa. Ieg bar opgjoet mit
Reng med denne Bei-den« unge Mand, og nedsteeoet
tntne sidste Tanter paa dette Papie. Her er den Tale,
»jeg agter at holde til den famlede Menng tnden mit
holt-ed stilles fra Kern-pen, one det maa bltve mtg undt,
t Wen heuseettde jeg passen-et edets Forbtn hol Kom
mndantetn Skulde det deritnod bltve mtg wiegten ital
des det strevne Oed vtdne for mtne efterladte og mtne
Landsmcnyatdenrttsernee gistdtdensomsentteti
Im. M suld Mach-d otn tin Synd osg sit stuer for
W os WI·
Mississippi-Tore met-w Me«
sputgte Svensson, mens han satte sig oversttcevs paa den
ledige Stol.
Getner tunde itke modstaa Fristelfen. En Tilhøret
maatte i bang Ensomheo net-re ham veltommen, og da
Fængselets Mute nn i saa mange Dinge ensfortnig
hande aivet Genlnd tun af bang- egen Rost, vilde det
blive en berlig Tsidstott, hvis hans Tilhøter viste sig
at viere en tctntsons og fotnuftig Mand, at høte hans
Dom, oa ait den bam imod, da at for-spare sin egen Me
nitig. Allliaevel havde ban en Tvivl i
,,L«niter J at vide det af Aatelse for den Kjottel,!
fea baten on af Deltaaelse for mig i min Fornedrelse ng
itte as lsar anaerriahed eller for at spotte mia, saa vil
jeg aerne tortelig nieddele mit Afsiedsords Jndhold.« !
,,L’nfter J min Forbøn hos Komniandanten,« spa
svaredse Evens-»n, »at det tilstedesi eder at hol-de den Tale
paa Stafottet, er det n«ødvcndiat, at jea tender dens Ind
holo. Bekmnd da niden rinere Qphanelset!«
,,Vel. Hr. Løjtnant, faade Gernet efter nogle Die
blittes Eftertanbe, »J vide da, at jea hat givet min Tale
faadan Titel: Honto proponit, Deus dispvnit, det er:
Menneilet fpaar, men Gnd raarz og Tetften hat jeg taaet
as Petri forste almindelige Brev, andet Kapitel, 17dez
Vers: Frngter Gud og astet Kongen!« J
»En god Tekst,« sagde Ssvenson, »om J da dermed
hat tcentt paa Kong Karl« z
»Visselig ikle!« sVatede Gerner og løftede Haanss
den, saa hans Leran tasledr. »Jeg tcrnket detmed paa
mir-. lovlige Lisette og Kote-ge hvem Gud bevare i Tid og
Eviglåed nied al hans SlcegU Det fynes mig nernlkg
underligt, at jeg af den fvenfte Ktigstets Præses et ble
ven taldet en Fotrcetdet og dpmt sorn saadan. Er jeg en
Form-der, tjenet min Herte og Kvnge tro, saa bsr vg
saa alle svensie Kavalerer, sorn tjene Kongen af Svet
rige huldelia og itte aabenbare for hans Fjender hanå
Planet, reanes sam Fort-redete inwd den, med hvem de
stride oa omsider blive fangne af — itte sandt?"
,,Snildt nvt udteenckt af eder,« svatedx Sanft-n,
som havde givet sig til at Pudse sine Negle, »men dog
stieslple Argumenter, til hvilte Dommerne itte tunde
tage Hensyn, saasom det gjaldt Hans Majestcrts og Hee
rens Sitterhed.«
,,J-a!« sagde Getner, hvem hans Tilhsrers rolige
Versen gav tht vg Mod til at tale videte. »Krigsret
ten hat dsmt, og der kan ilte appelletes u«den til Kong
Karls Naade, hvem min Huttru gentagne Gange paa
sine Kna hat anraabt om Forntsildelse ai denne haarde
Dom: men her, i denne Tale appelleter jeg til den højefte
iotdifte Ret, den der vil ovetleve Kong Karl vg, jeg haa
ber til Gud, hans Regimente i dette Land — Efterverdes
nenH Dom. Den vil yde mig Retfcrrdighed, cig jeg hat
da forioaret mia ved et Etsempel af den helliae Sttift,
iaalunde: Vi dide alle, at Judas taldes en Form-den
fordi ban iotraadte sin egen Messer-; tnen Ehuky sont
bemmelia tom ind til Mosabitternes Konae Eglon, der
i atten Aar bavde undertrntt Israel oa stødte Sværdet
i hanc- Bug, hetn tales der intet saadant om.«
»Er der meget af den Slags i ekders Tale.« saade
Svenson og saa op, »faa faar den visfelig itte min Re
tomrnandation. Sig mig dog nu, hvot det git til. at en
from Guds Mand sont J blev indvitlet i denne Plan-«
,,Ogsaa dette hat jea ajort Rede for, om J vil hsre
min Tales Ord,« saade Gerne-r on oplcefte detpaa nf
Mannitriptet fplgendn »Im hat haft min naadigste
Herr-es on Range-s Bud, at jeg tatione jurarnenti dati,
ratirne sidei patriæ datce et ratiane benesicii accepti —
det er: paa Grund af min svotne Ed, min styldiae Fad
relandgtaerlixbcd og modtaaen Vetgerning stnlde viere
Iolt imellem Oluf Stensvintel nu falig has Herren,
ea den enaelfte Oberst Hutcksinion. Jeg hat vel undftyldt
mig for sine Nationen doa etterlornmet det, indtil en«
astden i mit Sted tunde blive konrmandetet.« — Der hat
J Aarfagen, som er min Konges Befaling, lom jeg hat
adlndt, hvad ogsaa J vilde have ajort, havde edets Kon
ne befalet eder fligt. Desuagtet maatte feg prove Tor-:
turen i fets Tinterg hvilbet ingen ved bedre end J, og sitj
J end intet nd detaf uden Lmnentation og Guds Paa-!
taldelfe, er min venftre Haansd dog lemlaltet og ubrugeligs
set niin svriqe Levettd.«
Svsenson laa op, som om han vilde siae noget, men
tav non-le Øjeblitte og fagde saa: »J Inaa endda prise
etders Lytte, at det itte blev den hsfre««
«er Gut-, J hat Ret, unge Mars-N« udbrsd Get
ner sagtrnsodigi. »Hm-de jeg itte tunnet btuge Pennen,
vilde Tiden vcere bleven mig dobbelt lang vg trang· J
man nu ttte tænte, at jeg hader fmine Fjerrder; jeg hat
strevet her, at jeg tilgiver dem, og jeg vil stge til eher, at
jeg tntet Nag better heller tit eder, som hat vertet mine
strenge Dommeres Mal-. Nu here J dog af denne
Taste et Ord, sont J bst lægge eder paa Vierte, naar
edetö Time engang staat-. Jeg taldet her Boden en
Straf, en Straf for min Ungdvtns Synder og nrine
stjutte Gnaden en Straf for andre Shnder, vttterlige
og uvttterlige, tmsod her-sent hellkge Dav, fra jeg blev
Karl og sont Mund t mit Fædwland og paa fremmede
Stedet —- Aatsag not til ntin Dad. —- Jngen af os hat
fsortient bedte M, entd vor Heere og Ftelfet sit, pg det
trieftet mig da, at en hastig Dsd under Svmdet er bedre
end at tptnes paa Sottesengem J ital bilde, unge Mand,
at jeg dir fotltgt aned Gud sg mig fett-. hat J aldrig
fslt Split- i eders Jahre, Anga, Urv, Angestlt Da
man J stsmte Stotheden og Fhlden af det Otd at vorde
fotltgt med sig fett-; Gud hat i sm Naade ladet full
bytdez paa mig, hvad herren tagde M sine Dissetpln J
stulle forstva Sandheden, og Sandhedm stal feig-re edetl
Fattet J tden Saltghed at viere fri, endog t Damiett«
»Jeg hat tkte fortangt en Prcdtsen at ever-A sagt-e
Streits-m med en rnitk Freveva paa sit Myrt; »hotd
J eder ttl Warne, vm J saa thue-t·
Deiner thstede mtdhtmgende pna poudet og sagdee
»Den-d jeg nu ellers sitt-ver der, hvsor ieg tagte Ils
stev fpa mtne trete, et tlle for eders Dreck og M W
sung for matt at lese. Qad det da passe fordtgaaetz men
nu faar J here Stutntngem »Zum-e Stieg har jsg tm
were at uddele, end vers-am ieg dtde M mtn W sto
det Inst-e nemltg ellers dset t Lege-net, men det M
jeg ttsl de Genstez wine Dis-W. t Gnaderltcheto son
genasM,Wnttnhedt-Mdustrusaaofte
i
hat annwdet vm Benaadntng, og ladet dem svare til det.
Den hastige Ftastillelse, sprer Glas-set er udtun«det,
stal vcettes for Kvng Ftedetit den Ttedje, Kongen of
Dannzarh «l)vis Regimente Gud lytsaliggste enten med
Fred og Rsolighed ellet vgsaa sine Fjendets Ødelæggelse;
ham hat jeg tjent huld og tro Ved en fvoren Ed, soin nu
stal besegles ved mit Blod, Amen!
»Den ftal saa!« sagde Svenson i en barst Tone og
szte sig brat.
Gerner iaa op oa lvlev det ildevatslende lldttyt i
Svensonss Øjne vat.
»F bringet onde Tjdendet!« saade han og san fin
Fjende fotstende ind i Sieh ,,hvotfot fotholdt J mig
dem til nu?«
»Edets egen Ordsstvalder lntlede Munden paa mig,
da jeg kom; dog tan det vel ’itte lyfe en Guds Mand
fom ever-, der bar en Himmelstige at tlatre op ad, at
hete, at J ital justisiceres i Odermorgen, iom et paa
Ftedaa Paa Ksommaitdantens Befaling bringet jeg
edet hetved det Budstab.«
»Er det fulsdtommen sittert og visi?« spntate Ger
net, mens han maalte Svensson med et fotagteligt Blit.
»Bei tan J lide paa!« svatede Svenson.
»Jngen Frist et at opnaa, end itte en eneste Dags
Opsættelfe?«
»Nej!« fagde -S-venson. ,,Hang Majestæts Otdte
et besinnt J sit fo saa bog etdets Tale fcetdig i rette
Tid!«
Gernet døjede sit Hoved og henfant et cheblit sotn
i Bon, mens Sventon stod for ham med torslagte Ak
me og saa paa ham med et stittende Blit. Devpaa he
vede han Hovedet og sagde med Berdighetd og Ro.
»Da gaa eders Vej! J hat tun dvcklet her s’alt for
let-nah Bis mig ogsaa den Tfenefte itte at tkcede ind
i mit sidfte Fristed oftm, ist den sidfte Time staat, da J
sial ledsage mia til Stafottet og Udgydelten af mit
Blsod ital glæde edets onlde, hævnlystne Hjette.«'
»Jh,« sdawde Svenion med genvunden Fatning,
»jeg et lige glasd, enten J levet ellet den«
Dstpaa dtejede han sia tun-di paa Helen og fotlod
Fænaselet7 men da than var dorte, og Jcttndoten med
et ng bavde luttet sig eftek nam, hensant Getnet i dle
Smette, sog bans Taatet flpd Nu splte han føtft tet
Dybden af de Ord, han denne famme Morgen havde neb
Jsttevet:
»Na var alting gj·ott, derssom mit Hjette itle stulde
stilles ad: thi min Hutttu og jea ere eet Hjette og eet
Kad. og nu er Dsden med Kætligheden i Kam-v, two sont
ellers ftcertest er!«
Det hast-de han strevet i en beweget men oplsftet
Ztentning, vistnot med Doden for Øjep men dog levede
endnu et svaat Haab om Nsaade i hans Hierir. Nu vat
alt Haab nde, og hvad ban fotird havde sttcebt at fotes
ltille sig, tom dog nu brat over ham med Viktelighedens
utpsnbstlige Strenghed Han tæntt epaa sin Hitittus un
ge Alder oa bløde Sind og ftnatede, at i lyndes Hjette
vilde Doden vctte ftættete end Kcetligheden Hun maats
’te dog snateft mutigt undettettes om, at den bitte Stils
misfe fotestod, og han gteb detfot Pennen og tilsttev
hende det B.tev, fom «endnu tensdes vg som vidner oin bang
audbenatvne oa mandige Sind. Han formanet deri sin
Hufttu for den Døds Styld, lydillen Ktiitus hat lidt,
og den Trost, som den Helligaand meddelet all-e sorgful
»de Hierin-, itle at ncete videte Ængftdlse for ham; men
Yhan viset sig oasaa heti lom et ctgte Barn af sin Tid,
idet han paalcegaer hende at sorge for en standsmaesfig
Jsokdefætd som en frekdeles Inagtpaaliaaende Saa. Han
bedet hende nemlixn ,,iotlt oa ftetnmest at beftille en
Ligtiste med sets Ringe, en ten S-tjotte, en fin linned
Natttøje, et Par fine Linbntfet, en Nathat oa et Stytte
todt Lilith-F detnceft at bede site Dannetvindet af Vyen
vm at indvitle hans Legesme i Kisten og fotanftalte hans
Lig med fommelig Ledfagelfe fett til Bittetød om det
maa tilftedks, nien hvorom han i Scetdeleslyed vil have
Kommendanten anntsodet. Han degæret tillige to Em
bedsbtsdtes Næwætelse for-indem anmodet sin- Hufttu
om at stitte Bnd til Kobenhavmsvm oni han endnu tunde
vente Ftelse detaf, og opfordtet hende fluttelig til snai
teft at tomme til hom.
Denne Opfotdring adlnd hun natutligvsis ftrats,
og Gensynet blev endnu mete lmetteligt, end Getnet hat-de
ventet. Dowthea var ganste ovetvceldet af det haatde
Slag, hang om hanshals og udsste sin Smette i Klaget
og med modige Taaker. hun saa tun Dpden og Stils
missens Bitterhed, og det Haud, som betet ud over Gra
ven, vat ganfte veget fta hende, faa hendet Dust-nnd til
sidft med Angestens Sived paa sin- Pande bad Ftelsekens
Bpn fta Getsemanc have: Herre, om det et muligt, da
lade du denne Kalt gaa os fort-il Men den bitte Kalt
stulde io tstnmes, og han tiltcttnpdde sig Fatning paa
nn, saa at han, da Udnmttelsen omsisder aflsftse Dato
theqs heftige Smette, var i Stand til at tale ttsstende
til hende.
»Ri- et du listigere tot intn Ssjcel min hjerte hu
ftru, end du nys vat,« sagt-e han mildt og sagtmodig.
»Du maa itte esse mig min Kraft, at jeg itte stal gaa i
III-den spm en Uslinz Det stal du vi-de, at end itte dei.
Dag, da de tottetede mig med bei-es Mattettedstadet,
saa inlg saa fvag som denne Stund, da du tom til mig
ined dtn nvdltte Smekte.«
»Gott tilgide Gut- mtg det!« fvatede Dowthea, mens
Tende- tnodige Taaeee flsd paa ny; »ieg er dtg da vel
ttte verd; men maatte jea ilte tystes i mit Jadettte ved
Bmdttabet om den strwttelige og elendtge Dir-, der ven
tet bist-« ,
«Saa et din bedste Kraft da Svached,« sagde Get
ner utaalmvdig »og dette et din Synd at du elltet intg
lpjete end den Dem Jesus Ktiftni. Detspr taget han
mig bott, at du fnart tan læte M ca fornetmnelig at
elfte hom. Da stal du, det ttvr og Mr jeg visi, t
Sinnen ssge intg bitt appe i Patadis, hvot hatt engang
ladet ot msdet i nligeliq Fred og smage den wige Gen
fotenings thtnelige Glalve og itfoeaængelkge Wi«
— Gottfottey