Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 22, 1904)
Stensterne paa Kronhorxs En historisk Roman. Llsh.F.Ew-rld. -EsE Anden Del. IS' (Foriiac.) Mel-eng de to Bennek git ud paa Gaden og sorsvandt i Mmigdem fortes Stenvin.el as Vogten sra Kasemati ternes Dyb op at skue Daaens Lyg for sidste Gang. J Morteport holdt den plumpe Karte, sorspaendt med et magert Øg, Starpretterens Medhjcelper sad soran paa et Brcrt som Rust, oa selv stod han paa Vognen med sit brede Svcerd vel indlznllet i et Stind. Det Sværd var dog den dodsdønite en Trost, fordi det stulde give haxn Herrede som danst Ossteer, og han slap for at blive tlyn get op som en siinpel Tvv eller Stimand. En stærl De ling Rnttere boldt rede til at estortere Toget, naar det var kommen over Beden; men Karten selv var omkriven as et Kompaani Landstnægte Stenvinlel ait med bøjet Hoved gennem den under jordiste Gang og agtede itte paa, dvasd der soreait omlring dam; bang Fødder vare nu sri, men Handerne vare lern lede samtnen. Hang git ved tin Faders Side, mørl oa tanze, oa maatte sinde sia i nu og da at saa et Knnbsz ai Soldaterne, naar han var dem i Besen. Dog, da Sten vinlel traadie nd af Morteport, og det stasrlere Dagle stinnede ham i Mode, hcevede han Hovedet og blev Karten, Starvretteren oa det hele Optoa var. Han forandrede itte en Mine, men lullede Øjnene, som oin Diaaslazret havde blcendet l)am; derpaa saa han op og lastede et flarpt og sorslende Blik til alle Sider, som om han spejdede efter en Ven. Lveralt laa han run de svenste Soldaters stregaede og artede Ansigter, og der mødte ham tun fjendts lige og vaatsonnne Blille. Sillert stat der itte en eneste Ben eller Hjælper i de blaa Fraller med de gnle Band-I IMTJ de køtstede alle ester at se hans Blod. Dog vidste hver Mand, hvillen srygtelig Modstander Fangen vilde vcere endog nu efter saa mange udstandne Lidelser, hva sdan bavde saaet sine Armes fri Brug. Da han nu rettede sig til fin sulde Højde og saa sig oin med et suntlende Blit. hsrte man lun hans Læntes Raslenx en dyb Tavshed ydede den lcenlede Kempe et ufrivilligt Agtelsesbevig. Derpaa blev han sprt til Karte-n, steg langsomt op i den og satte sig der baglcengs med Starpretteren ved sin Side. Løjtnant Svenson havde Kommandoen over Toget og gav nu Besaling til Opbrud Da det allerede var Ude paa Broen, opdagede han til sin Forundring en sortllædt, tilslsret, lvindelig Slittelse, som git ved Siden af Hans lige bag starren. Optagen as at menstre Soldaterne havde han itte laat Mærte til denne Tilvcelst i Folget og ilede nu derhen for barst at vise den paatrængende Koinde dort. Dog, i det Jgeblil han naaede Karten vendte hun sig om, lpstede Slsret og lod det strals salde rgen. »Jvmsru Lisbeth!« udbrjd han med dcempei Stem me; »Guds Dad, hvad vil J Vert« »Ledsage en gammel Ven paa hans sidste Fart,« svarede hun i en sast Tone; ,,J maa itte hindre mig deri, er mit Venstad eder ellers tært!« Toget var nu allerede over Broen og synlig sra Slottet, i hvis Vindue Kotigen og hele det svenste Hof stod sor at se det drage nd. Svenson turde da itte standse det, og da han suldt vel lendte Lisbeths Jndsald og Hals starrighed i at sætte dem i Vert, srygtede han sor, at en Bvrtvisning vilde vcette hendes Harme og gsre sor stor Opsigt. Der var da itle andet sor end at lade hende have sin Billir. »Ei! Slcegtning as Fangen,« sagde han da hsjt til Pers-sten, ,,hun snster at gsre hans Sen Folgestab oq være den unge Mand til Trsst paa Vejen, tænler jeg; vi sca vel lade lhende gaa med, da jeg lender hende som en ærbar og ustyldig Person« He. Svend nittede samtyttende, og Toget git imid lertid sin langsomme Gang videre over den aabne Plads den imod Udenværtsporten. Lisbeth havde strals drisrig sagt til Præsten, at hun var der med den tommanderende Officers Tilladelse og derester givet sig til Kende for Hans. »Gud lsnne eder sor det!« sagde han overrastet og rørt og tryltede hendes Haandz »das-e J itte tommer i Ulytle dersor.« ,,Aa hvad!« svarede Liöbeth tæl. »Soldaterne med derds Lanser stjule mig naesten for Folt, og Løjtnant Svenson bcerer Ansvaret sor Resten; han vil itke lade mig i Stillen.« Hans syntes ilte om det Malterstab, nien var alt sor sorgsuld til at sige noget; hans Blit var scestet paa hans Fader, der sad vaa Karten med de læntede Arme torslagte og saa ned sor sig. Ltsbeth holdt gennem SU ret Øje med ham, og da han endelig saa op, lsstede hun Sltret, fangede hans Blil og nillede til ham med Smil ipaa Leben og et lett, opmuntrende Blit. En svag Rodme soe over Stenvtnlels blege Aasyn, og hanö Øjne suntlede as Tal og Gliede. Jmtdlerttd stod Kongen, Dronningen og alle Hosfetg Herrer og Damer ved Slottets aabne Vinduer og saa Dpdsprocessionen drage over den aabne Plads. Sam talen git livlig og let, som om de vare Vidner til et sor wieltgt Skuespil, og Kongem der var i godt Lune over den sor nogle Dage siden modtagne glcedelige Tisdende om Nattstsovg Overgtvelse til Otto Steentbocl og Smaa pernes suldlomne Undertvtngelse, ytrede sin Tilsredsshed med de Soldaters gode holdning og Prceeision, sont eslorterede starren; især roste han den Deling Ryttere, der, satte as Svenson, redi Spidsen as Toget. ,,Saa J- noget Sted stsnnere Karle eller bedre Hold ning?« spurgte han Taler-, der stvd t hans Nærhed »Sire!«« svarede den sranste Ambaösadsr uden sit scdvanltge Smil, ,,man set paa dikse Falt, at dygttge Ossieerer have dannet dem, og at en stor Versenkt Die vaager over det bele. Men tilgiv mtg — derpaa teentte ieg i destte Øjeblit itke.« »Paa hvad dat« spurgte Kongem »Jeg teenker som god Katoltt paa, at tnden en Time er gaaet, flal en Sie-l sendes ind t Erigheden.« .—.—t — «Ah!" udbvsb Kongen spotst, ,,J bab vel da et Ave Maria?« ,.Det’dilbe itte have vcerei ulristeligt at gøte det, Sire! sinnt jeg indrøminer, at der ster denne Manb sm Ret. Ei Etsempel maaiie statueres og vil nu snart, alle OPrørere til Skræt og Abvarsel, vcere sulbbyrdet. Ebers Majestaet tage mig bet itte unaadig op, om jeg nu drager eder til Minde, at en Fyrsies store og herlige Magi for uden Ret til at domme og strasse ogsaa inbbesatter det Privilegium at tunne vise Naabe. Nu vise J Naabe og lade be andre slippe med Livet, iscer denne Prcest, som, nagtet han itte har baarei Vaaben mob Ebers Majestæt. bog er bleden saa haardt behandlet.« »Den Hallunt,« sagde Kongen mindre vredt, end Terlon hat-be ventet, ,,lagde jo Rand op om at sprcenge mig og mit Hns i Lusten.« ,,Ah!« svarebe Terlon smilende, »Eders Majestcrt tror næppe selv den Fabel, hoiltet giver mig Mod til at lade Ebers Majesicet vide, at da denne Præsi er Dron ningen as Danmarts Hospræditant, teuer henbes høse Gemal med at gøre blodig Glengaeld paa de soensle Fan ger, hvis Prcesten itte bliver benaabet. Dersor vover jeg at anbesale Sagen til Ebers Majesicrts alvorlige Oder oesel’se.« ,,J hat til enbver Iib sasrdeles mange« aode Rand iil mig, Etscellenie!« sagde Kotigen smilende. ,,Sire!« svarede Terlon med et dybt But, »den Bel Ivillie, hvormed Ebers Majesiæt nu oa ba tillsader mig It ,tale, stal viere et as mit Livs dnrebareite Minder, ihvordel jeg tilsulde ded, at denne Naade itie vises min ringe Per son uden i Egenstab as min ophnjede Monarts Anib.iss sabør.« »J en Sag som denne,« saabe Kongen med et nan digt SiniL ,,gør J bog reitest i tun at henholde eder til Jinin personlige Velvillie sor Johanniiierribderen Hugo »Terlon.« . Derpaa vendte han sia rast og ait med Dronningen og hele Hossei ind til Tasselet, hvor Frotosten ventede. Denne Samtale var bleven hart as slere og ubbrebte den Forestilling, at Ksongen vilde lade Naade gaa sor Rei og stcente Gerner Livet. Jtte des mindre sulgte ingen Be ’naadning, og bei Hand som var blevet vatt hos Gre jners Benner, hans ulyltelige Hustru og ham selv, sluttes Ydersor igen. — Den bybe, rungenbe Klang baabe sra Maria: og Olai-Kirtens Klotter lød nu over Vyen og sortynbte vidt og bredt, at Togei ncermedes sig. Da Stenvintel sad hag Ilængs i Karten, havbe han Kronsdorg Slot og Fcestnings ;vcerler sor Øje, og hans Blit scestede sig nu ufravenbt ;paa den stolte Borg og de slenne Volbe, i mange Aar Fhans Hjeinstavn og Genstanden for al lsans Tcenten og Bitten, tilsidst Stuepladsen sor be ulyttelige Tildragel-· ser, der havde gjort en brat Ende paa san store Forhaab isinger og sprgelig assluttet hans Liv —- Vidnet til hans magelose Heltemsod og Trosasthed under de slrættelige Pinsler, i hvis Smertensbaab hans DEre blev tvcettet ten. Ei dybt Sut undslap hans Btyst, da Karten rullebe Jind i Gaberne, og Husrætten stjulte Slottet; men da shan saa den stote Mennestemcrngde omtring sig og alles Blitte seestede paa sig, blev han et Øjeblit greden as Hovedsvimmel Han sit bog snart Bugt med denne Svag heb og saa scg om. iForhen havbe han tun været tenbt as saa uden sot Festningens Enemcrrter, og hans Benner vare snart talte. Nu splte han as den bybe, Æresrygt inbgybensbe Tavsheb og saa paa Mernsdenes sorgsulbe Miner og Kvindernes taaresyldte Osm, at alle vare blevne shans Nennen Dei gansle Folts Hpjagtelse og tærlige Deltagelse aanbede ham i Mode i hpjtibssuld Stilhed, tog ene og alene Undertrytternes blinkende Vaaben om ittsing hasm hinbrede bisse Følelser i at komme til lybeligt Illdbrub. Dybt mærtebe hans Heliesjeel bette, og for lsørste Gang i hans Lidelsestib løste en Taarestrsm op for hans oversylbte Hierte. Lindtei og opløstet as denne milde og velgørende Folelse genvanbt han itte alene snart sin Fatning, men selte sit Mod herbei. Han sit Øje paa Mittel Hansen, der stod mellem de andre paa Gaben og stierebe sorvirret og nedtrytt paa hom; men han hasvde stsrre Glcede as at gense Jens Henritsem der saa ham sast ind i Øtjet og hilste ham med et opmuntrende Nit. Da Toget havde naaet Svingelporten, standsede det. Svenson red hen til starren og bpd Fangen her tage Afsled med sin Son. »Bei er bebst sor bam,« sagde han, »itle atsvære Bidne til eders Endeligt; saa tan han ogsaa ledsage denne unge Jomsru tilbage til hendes Hjem, thi bet er ganste ugørligi at lade henbe sølge med til Stasottet.« »Bei tcentt as eder!« sagde Stenvintel sagtmsodig, og derpaa tog han den sibste Assled med Hans og Lisbeth, der begge kyssede hans lcenkebe Hanber og vædebe bem med Taater. »Na bort med eder!« raabte Svenson barst. »Hans!« raadte Stenvintel, »sra nu as bør du være hende som en Broder, tjene og stcertne henbe!« As Sieb rullede i det samme Karten, sog Hans og Lisbeth bleve as den tilsirommenbe Meengde revne med sog date tort ester uden sor Byen. »Jtte hjem, Lisbeth!" sagde Hans, ba be havbe ar bejbet sig ud as Staren. »Kom, op i Bittelundent der tunne vi bog se det.« De lsib da op i Bietelunden og satte sig paa den Sstraaning der tun ligger saa Hunbrede Alen sra Bald marstansen, og saa bersra Toget stanbse ved Foden as Balken. Hans saa sin Fadest stige as Karten og berpaa, omrtnget as Soldater, langsomt gaa op ab den Ves, der ssrie til Stasottet paa Batlens Top, og som til bette Brug var inbstaaren i Battens Side. Saa sorsvanbt han, saa at de itte tunde se, hvad der soregit; thi paa begge Siber bag Slasottet stod Landstncegtene i en tcet Krebs. Dsdens Blegheb laa paa HanÆ og Lisbeihs Kinder, og de saa med stirtende Blitte over til Kredsen paa Bat tens Top, medens de kunbe meerte beres egne Hieriers Pulsslag. De holbt binanben i Haanden og lyttede, da Heu Mumlen, der hidttl havde lybt over til dem sra Falte »3slaren, stanbsebe, og be hsrte ligesom Klangen as et Hug. De sprang ep med sotvtldebe Mitle; men et stvrt Raab lIb nu over til dem og melbte dem, at alt var soebi. I »Længe leve Hans Majeftcet Kong Karl den Tiendc G«ustav!« raabte General Forebusch, ,,og saaledes um komme hver Oprsresr og Forrceder!« Generalen sog alle Officererne havde blottet deres Hoveder, og de svenste Ssoldater istemte nu et vildt Raab; det lsd itte som et Leve for Kongen, men som et Heean steig. Kun faa as Mengden ftemte i med, men forrest i Staren og nær de svenste Ofsicerer, saa man en tyk, veltlcedt Borger svinge med Hatten og raabe som en vanis vittig. ,,Gud staerwe Hans fvensle Majestcet!« streg han med siingrende Røfi; »Død sog Fordømmelse sover alle hans Fjensder!« Det var Valentin Korn. the Svenfterne alene lagde Mcerke til hans Nid·kcesrl)ed, men ogsaa Helsingørs Borgere, der strev hans forræderiste Hcevnraab op i detes Hukommelse for at gengcelde hatn det ved førfte, gunsiipe Lejlighed. Lisbeth stod med foldedev Heender ved H-ans’s Side, medens hendes Spcending og Skrcet nu fik Luft og op løfte sig i Taarer. Hans graed ilte, og søgte hans Tanker i dette Øjeblil til den Almcegtiges Trone, gil de did pp for at raabe om Her-nn. Endelig vendte hans Blil sig mod Lissbeth og ßk et mildere Udtryt. »Mit er jeg din Broder, Lisbeth!« sagde dan og ratte hende sin Haand. »Du vrager mig da itke?« »O, nej!« sdarede Lisbeth og lagde sin Haand i hang, »den Pagt er oprettet ved en døendes sidste er oa besealet, mens hans Blod rinder; den lan ingen Sindc Erwies- Lad os nu gaa, Hans,« fis-jede bun gnsende til, idet hun tænkie paa den sirwkkelige Partering af dei døde en af Byens fire Porte og opslaas der til Skrcet og Abs-; » Varfel. l f »Hvorl)en?« spurgte Hans. i i ,,Til Kronsborg!« sdarede Lisbeth, »hvorhen ellers?« L ,,Lad os søge ud i Skoven!« udbrød Hans og stirrede hen for sigz ,,jeg taaler ikke mere Synet af en Svenfler.« ,,Saa faar du gaa alene, Hans! Paa Kronborg Jg intet andet Sted er Sitterhed for mig; jeg er nu ganste dei, jeg forhen laldte dig — et Fæftningsbarn, og hat jeg l l I en Moder, maa det vel Vcere Ursula Krause.« »Jeg faar da følge dig,« sagde Hans efter lidt Oder vejelse; »jeg ital jo tjene og stærme dig, saa lød Faderö Bud. « - ,,Ret saa, leer Bruder min!« sagde Lisbeth med est sorgmodsigt Smil og greb hans Haand; «det er mig en Hiertens Trost, at vi tunne blive sammen.« Saa git de Haand i Haand tilbage. Da de naaede Lundeshavem dveelede de der og; nnd under Ttæernes Stygge en tort Fristund Det var dog ilte med Svøg og Latier som i fordums Dage, am de end ved at gaa san men i det grpnne ibleve mindede om de Tiber. da deres Tanker fløj lystig omlting som Fuglene, og der-es- Hierter vare fro. Tilsrdst brød de op og beroligede ved deres lyttelige Tilbagetomft Ursula, hvein Lisbeths Forsvinden havde Voldt stor Angest. i Tolvte Kapitel Dyrt Ksbt Ursula Krause maatie indrsmme, at naar Lisbeth havde paastaaet, at hun havde et stcerti Legeme og tunde udhotde ai arbejde, var deiie itte Mundssvejr. Hun blev den garnle til ftor Nyite og bar trolig sin Del of Dagens Byrdet. Hun hat-de ogsaa i den sidfte Tid udvitlet sig og var bleven en traftigere Stittelse at se iil, uden at hendes imedspdte Ynde forlod hende, eller hendes Træts Stønhed Iudvisiedeå L Mens hun saaledes nnd en Sun«dhed· som ingen Sindsuro gjorde noget Staat i, hærdedes hendes Sjcel. IAf Naturen havde hun et lyst og glad Sind, og den JForestilling shun havde dannet sig sotn Guts-, at Karlightds LOphatY afveg for megei fra den i hine Tit-er almindelige. jHun havde i Staberen hidtil set en Faden der oel tunch ltugie sine Born til deres eget bedste, meu iom dog ogfca fundte dem Velvcere i dette Liv og itte vxlde qøre Fristet-z ferne siørre, end de tunde bceres. Nu deri:nod, da hendesF ulyttelige og ugengceldie Kcerlighed meie og mere haode luttet hendes Hierte for ømme Følekser, da hendes Lands mcends Smerienssstri51, mens de intended1 fig under Tor turredftabernes haarde Greb, havde lydt i hendes -Øren, da hun havde ledsagei den start-stelle og modigfie af disse Martyrer iil Stafottei og vidfte io andre stf dein endnu suttende i et haardt Fængsel —- Tilob bojet cf Sygdotn Henrit Gerner med Dødsdommen svcrvende ooer sit Hoved —, iiu bleo Herren tun for hende, hva«« tmn var i de sieste af hendes samiidiges Foreftilling, en streng Tugiemesier med Lovens Bog i Haanden, en Hcevnws Gut-, der trak vede Elendighed i deite Liv som et uomgængeligi Viltaar for sSalighed hisfet. Hun mente sig tun stabt til at lide og dø, naar Lidelferneg Maul var fuldts Dis-se werte Tanter gav hende for en Tid et Mod der hvilede paa en les Grundvold, saa vift soin Fotioivlelfe tun er at bygge paa som Sand; men fer mente hnn at siaa paa en Klippe. J denne Stemning tæntie hun tun lidt paa det, der iidligere bavde gjort et sicertt Jndtryt paa hende. Ei Mode med Doroihea Bitcherod, sont git over Slois gaarden for at des-ge sin Mund i hans Fængsel, visie hende, at hun nu i sin fordums Venindes Tanter var en fortabt Kvinde, der for lcenglt havde tastet Dyd og Ære over Bord. Dei blev itte udtalt med Ord, men Dorotheas sty Tilbageholdenhed, som end itle hendes dybe Sorg tunde faa Bugt med, lod ingen Tdiv! iilbage om hendes Tanter. Gennem Hans sit ysm at vide, at Soenflerne h.-.v:e faiiet Mistante om, at Rostqaard havde tagei Des · Ennmenivcergelsen, og at de havde ransaiget Gaarixen - alle Krogez sorhsrt Kirsten og Foltem og iilswft sat Segl paa alle Rosstgaards Espstdete Hans fortalte be gejstrei om den Aandsneerværekse ng den Snilvhev, Ma dam Kirften havde udvist, men Lisbety horte« detpaa med Ligegyldighed. R·ostga-ard, Meilen, hendes Plejeforoeldre — de vare nu alle dode for hende. . Dog rottedes hendes Fasthed, m hun tilsidst sit Kirsten selv at fe. Kitsten var neinlig en Dag bleven r ; ført til Kronborg, hvor hun blev stillet for Krigsretteis og undertastet et starpt Forhør. Hun udvifte ved denne Lejlighed det urotleligfte Mod, afviste enhver Besinlduing og spillede fin Rolle til Fuldtommenhed. Da General Forebufch truede bende med Tortur, foarede hun med vcerdig Harme, at intet, itke en Gang de haardeste Pins ler ftulde faa hende til at paalnoe fin falig Mund noget i bang Grav. Han hande, udtalte hun driftigt, aldrig haft mindste Lod eller Del i det tronborgfte Røre, weckt imod tjent Kong Karl nied Nidiærhed og Trostab, indtil han yntelig havde ladet sit Lio i Hans svenfte Majeftcets Tjeneste, sog hun havde selv nu i sin ftore Sorg andet at toznte paa end at spinde Rænter. Hendes frimodige Op trcrden gjorde det tilsigtede Jndtryt, og hun flap med en Advarsel. Da hun tom fra dette Forli-L og Vagten førte hende over Slotsgaarden til hendes Vogn, ftod Lisbeth ved Svenfons Side i Gaarden. Han tom lige fra For .hørs’salen og fortaslte hende, hoad der dar forefaldei. .Kirften git forbi med sin vante, rolige Værdighed, om end med blegt Aasyn. Hun blev Lisbeth var og ftandsede, som om lhun vilde tiltale hendez men da hendes Blit faldt paa Svensfom overgodes hcndes Ansigt af en dyb Rødme. Hun vendte sig bort og gik videre; thi hun tendte Svenson fra Krigens Begyndelse og vidfte, det var ham, der med saa flammelig en List havde overrumplet Sten vintel. Da hun nu saa Lissbeth staa i fortrolig Samtale meo denne alle Danfleg dsødelige Fjende, tvaltes hendes gode Forscet at mødes med fin fordums Veninde i Ven ligbed, og en Lejlighed git tabt, fom maafte ingen Sinde mere vilde vende tilbage. Ligbeth forstod denne stumme Scene og bleo fmertelig overvældetz men hun tørrede de Taarer, der ufrivillig tom i hendes Øjne, og faa nu at hendes Stcebne uigenkaldelig var afgjort. Da hun forlod fin Plejefaders Hus, havde hun ganfke brudt med sin Fortid, og det Haasb om Forlig og Forssoning, fom desuagtet i fvage Øjeblitte havde meldt sig hos hende, var død som et utidigt Foster, indtil Kirften nu ved at Vende hende Ryggen satte Seglet paa dets Grav. Hun vendte nu ganfte sme Tanker til den Gerning, hvortil hun mente sig udset, nemlig at trøfte sine lidende Landsmænd, men markede itle i Tibe, at hun, mens hun forfulgte dette oedle Maul, trat Betsler paa sin fvenste Tilbeders Tjenftsvillighed, fom det bagefter vilde falde hende fvært at indfri. Hun git fremad paa Bauen uden at se tilbage, men forfærdedes dog nu og da ved at stimte det Maul, hvortil hendes taette Gang miaatte ssre hende. Trods alt sit Mod følte hun dog endnu itte Lyst til at trcede He. Henrit for Øje, og det var desuden Dunste ligt at faa Asdgang til hom, hvorimod hun uden ftor Vanslelighed overtalte Slvenfon til at føte hende til den fyge, halvt glemte Kriften Titøbs Fængfei. , Det var den 16. August benad Aften, at Soenfon ledsagede hende ned i Slottets Kælder, og felv indlod hende til Fangen. Lisbeth ventede vel at fe et Billet-e paa Elendighed, men god overgit Virteligheden hendes værfte .Form-odninger. Den ftatlels Magisters afmag rede, gustne Aasyn, det bilde, feberhede Blit, det fugtige Halmleje, hans cheders jammerlige Forfatning og den ftore Smuds i Fængfelet, hvis ufunde Luft flog hende i Mode, var et Syn, fom sit Lisbeth til at blegne og bragte Taarer i hendes Øjne Fangen vendte Hovedet Ilangfomt mod de kommende, da han hørte Faengfelets Icerndssr pibe paa sine Hangsler, rejste sig halvt vp og ftirrede vildt paa Lisbeth og derefter paa hendes Ledfa ger. Da han nu tiltalte dem, nicertedes det strats paa chans Ord, at Ihan itte var ved sin Samling. ,,.Hvem tosnnnet til mig her i Mørthedens Dybkder?« spurgte han med hces Rest. »Ha! dette er en Engels Aa syn. Er du et Sendebud fra Herren, som tonimer at fortynde mig Forløsning og Frihed?« »Jeg er Lisbeth, tcere Magister!« fagde Lisbeth med mild Rost; ,,gentender J itte mere mig, med hvem J dog ofte tatede i Mittel Hansens Hast« Han ftirrede forundret paa Lisbeth og syntes at vaagne til lidt Klarhed, men da han nu tillige gentendste Svenfon, brød hans Forsbitrelse los med uventet Kraft. »Du Belials Mundl« raabte han med en dyb Riend paa fine gustne Kinder, »du fotn felv fette mig ned og overgav mig i Profossens Hænder, tommer du nu for at sfe dit eget Vært og spotte mig? Cller bringet du mig min Dom? Hat han, hvem Satan gjorde til Herster ooer Norden, omsider fundet for godt at gøre Ende paa mit elendige Liv, at min Sjcel tan undflippe til Lysets iBoligerW Svenfon faa paa Fangen et Øjesblit med et vredt Blit, men vendte sig saa fra ham og sagde til Lisbeth: »Holder J endnu fast ved eders Forscet at dvcele »her shos denne vilde Karl? —- G«odt!« vedblev han, da Lisbeth nittede; «men J maa da holde mig til gode. at jeg itte pnfter at here flere af hans Utvemsord Tur ban er her udenfor, hvis J har Hjcelp nødigx om en Time ftal jeg felv afhente eder.« Svenfon forlod derpaa Fængselet, og Lisbeth blev ene med Jungen. Hun gasv fig strats til at underfsge Magisterens faarede Hcender, vadstede dem varfomt med Vandet af en Krutte, der ftod ved han? Leie, liovede snart at bringe ham lcegende Urter og talte faa mildt og tri stende til hom, at hans Vierte dlev rett. Hart tattede hende med mange Velsignelsser; men da Lisbeth i Lobet af den derefter folgende Samtale mcertede, at han itte forftod, hvorledes det var gaaet til, at shun wholdt sig paa Kronborg underrettede hun ham tortelig om sin Stæbnes og nuvcesrende Stilling. Førft da duttede det op fdr ham som et taaget Minde, at han havde hsrt om hcndes Flusgi. Han spurgte hende itte ncermere Ud, men saa tun paa hende med et Blit, der baade udtrytte hans dytbe Tatnemmelighed og hans Frygt for, at bun fnart «vilde forlade hasm og ilte tunde holde sit Lofte at komme igen; nken da dans Tvivl omfider sit Luft i Ord, ttpftede Listbeth hom. Gortfættey « ,. .-, «s.;i«3»s1,,«t:s-X«va«7. .. --. » «· - s- » « --«-.v-«s---·-«.- s - .