Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 18, 1904)
ijndek vilde Rosen AfJan Maclaren. Doktoren af den gamle Stole. lll. En Kamp nied Boden Da Drumgheuth Avlstarl var bleven bragt lige til Bodens Dortcerftel af en hidsig Feder, sont han efter den almindelige Mening havde paadraget sig ved en dumdri stig Tur til Glasgom saa Londondosttoren paa Lord Kilspindieg Jagtdotnæne ind til ham paa fin Vej fra Mo sen og ertlcerede det uniuligt, at Saunders tunde leve til Morgen. »Jeg giver ham set-Z Timer — list mere eller mindre-; det er tun et Tidsspørgsinaal,« ertlakrede dette Oratel, idet han tnappede sine Handster og stcg op i Vognen. »Sig til Dereg Svgnedottor, at det gar inig vndt, jeg itte traf ham.« Bell horte dennein Dom sra sit Stle bagved Dørem og hnn ftat øjeblittelig i at grade; nien Derumsheugh notg tede at modtage den som sidfte Jnftans oa søgte at trostr. «Men Bell ka, grced dog itte saaledes, Kvindemen ncfte, saa lange Saunders endnu er i Live. Jeg for min Part opgiver aldrig Haabet, for vor egen Mond udtaler Ordet.« »Alle Lager tilfammen i hele Landet forstaar sitt itte saa nieget paa og fom Man Lure og han er itte let at faa Bugt med, naar han førft har givet sig i Lag med at redde et Altennefleliv « ! Da Mac Lure tom, sagde han itte et Ord, hverten godt elldr ondt for han havde undersøgt Saunders. Pludselig forandredes hans Ansigtstrast og blev sorn Staat lige for deres Ohne, og han saa ud som en, der gaar til Holmgang nie-d en uforsonlig Fjende. Der hav de neinlig i Drumtochty nu gennem fyrretyve Aar bestaaet en uafbrudt Fejde mellem Mac Lure og en vis mægtig Modstander. «NCC, saa Londondottoren ntente, at Saunders itte vilde staa fra til Morgen —- gjorde han det? Ja, ganfte visi, han er en Autoritet paa Feberomraadet og lignende Shgdvmme, og han hør jo forftaa det.« ,,Det er maaste anmassende af mig at have en an den Mening, og det vilde vcere meget uanftcendigt af Saum vers at leve eftek denne Kendelse. Men Saunders var al tid noget treven af Natur og itte altid saa let at drive as Sted, og der er vel heller itte denne Gang nogen ab solut Sandsynlighed for, at han lister af.« »Det er slet itte min Henstgt at taste Stygge paa en sCC dktgkig Mand; ttien han tender itte Stillingen. Han km let-te en Feder som en Bog, men han har aldrig i tit Liv «m-odt noget fom en Drumtochty-Ksonftitution.« t ,,Se J vel,« naar nogen er saa haardt for fom stat tels Saunders, taa gælder det ligefom en Nccvetanw mel Xem Federen og hans Konstitutiom og — naturligvis -— hvis han havde været et svcettet, forhutlet og enerveret Stadilten af en Stabning, opfpdt ved Te og Latrerier og forpeftet as daarlig Luft, sca havde Saunders været fee-I dig; hans Livglys maatte lige saa sittert gaa ud sozn Praafen af en Veege.« »Men Saunders har i fem og tredive Aar fyldt sine Lunger rned traftig Drumtochth-Luft, itte spist andet end nærende Havremel og itte druttet andet end spd Mcelt lige fra Koenx og saa hat han fulgt Plsoven gennem den ntyplsiede, feist duftende Muldjord, og han har svunget Lesen i Hpbjergning og heft, til hans Arme og Ben blev ssorn Jarn og hans Bryft sotn Snitfladen af et Egetrae.'« «Det er en Ynt at se ham i Aftenx men Saunders hat vceret en Kraftlarl vg giver itte faa let Slip paa sit Liv. Nei, nei, han hat itte syndet mod Naturen, og Na turen vil staa paa hans Side nu, da han er i Vaade.« »Jeg tsr itte fige nsoget Ja, Bell, saa geerne sorn jeg vilde; thi det er en ondartet Sygdom, tumst og forrcederist fom selve chevelen; men jeg vil heller itte sige Nej. Vcer saa itte faa fortvivlet, Bell.« . »Det vil blive en haard Dystz men orntrent Motten sets iMorgen tidlig vil den vcere afgjort til den ene eller anden Side. Jngen tan forusdsige, hvorledes det vil ende; men een Ting et sitter, jeg tillader itte Dsden at tage en Drumtochty-Mand for hang Tid, detsom jeg tan forhin dre det.« »Men hsr nu, Bell, min gode Kone, Du er ncesten dsd af Træthed — og intet Under! Du hat gjort alt, hvad Du tun-de. for Din Mand, og nu vil Du overlade bam til Drurnsheugh og mig for Ratten. Vi vil itte ssvtgte hverten harn eller Dig.« »Laeg dig og hvil, og om det er den almcegtiges Vil lie, ital jeg vette Dig i Morgen tidlig til at se en lebende Mand ved fuld Bevidtthed; men hvis det gaar til den anden Side, tommer jeg tun taa meget desto spr, Bell.' —- Og den store, rede haand blev udratt hen irnod den« cngttede Konr. »Jeg giver Dtg mit Ord." Bell dejede sig ind over Sengen, og ved Synet af Sannders Anttgt blev han greben af en vvertroitt Frngt. »Se, Dottott Menö Stygae, der aldrig forsvinder fra et Anstat, har alle-rede bredt sig hen over ham. Jeg har set den for falde over mtn Fader og Moder. Jeg tan itte gaa frsa hanr . .. ta n itte gaa fea ham. »Den er gantte vtst truende ncer, Bell, men den hat itte bredt M endnu, og med Gudz hiælp tdal den heller itte faa Zov at gsre det. Gaa tun hen og faa ltdt Ssvnz det er dezuden paa Tide, at vi tager fat paa vort Ar beide-« »Bylcegerne har Sygeplejerster og hensigtsmcegsige Apparat-r af alle Stagö,« sagde Mac Lure til Drum-ä heugh, da Bell var gaaet »men Du og jeg maa nn selv viere Sngeplejerster i Nat og nsjes med de Apparater, vi han« »Bei hliver en lang Nat med angstfuldt Arbeit-ex nien jeg vil hellere have dig hoc mig, gamsle Ven, end nogen anden Mund i Daten. Du er itte bange for at give en Haandzreetning.« »Jeg banget Det stulde jeg vel ttte menet Staun der tom til mtg senn en ung Knægt og har været paa Drnmsheugh i tyve Aar; og felv otn han ogsaa er nsoget ff I tot i Krummerne — en mere tro Tjener end han hat der aldrig levet. Det et en Ynl at se hain ligge der og stønne sont et umwicndc Dyt fta Morgen til Aften og ille i Stand til at svare sin egne Kone, naat hun sspørget han1.« »Tro: Du, William, der et Mulighed sor, at han kan leve?« ,,Mulighed er der i hvett .Fald, og det stal ible bltoe Din eller min Stle, om der itte blive Sansdsynlighed.« Mens Mac Lure talte, tog han sin Fralte og Vest af og hcengte disse Klædningsstyltet paa Bagstden af Do ren. Derefter foldede han sine Stjotteærmer op og frem vifte et Par Arme, der itle var andet end Ven og Sencn ,,Blot at se paa ham fil selve mit Blod til at danse Gallop lige ud i mine Fingerspidset«, fortlarede Brutus heugh fenete; «t«hi nu forstod jeg, at det vilde blive Alvor Ined Kampen om Saunderg mellem ham og Kn«ottelrnan den, og naar jeg saa tæntte paa Bell og Botnene, kunde jeg not begtibe, hoem der vilde sejre.« ,,Af med Fratlen, Drinnsheugh,« sagde Mac Lure, i»Du vil faa Brug for at bøje Din- Ryt i Nat. Find alle Spandene i Hnset og fyld dem nede ved Kildem Jeg stal tomine ned og hjalpe til nied at bcrrc dem-« Dei oat et ejendomtneligt Syn at se de to Mætid, den ene bag efter den anden, bathovedet, tavse og højtide lige, begge nted en Spaan Band i hoet Haand stige op ad den steile Eti fra Kilden til Haset Paa den lille Bantei Mac Lure hinlede tnøjsommeligt fotan, og Drumsheughl lotn pustende baaeftet. Da de havde sat detes Bytde frJ sig paa Gulvet i Sygevcrrelset, hvot de faa Møblet var slyttede til Side, oa et stort Rat var anbragt Inidt paa Guloet, saa Drittnklxugh nyggetrigt spøtgende paa Dot toten. »Nei, jeg et itte noget Fjols, Dtumsheugh Du behøver itte at vtrte bange; men Du vil i Nat faa Din føtste Lettie i Lergevidensta-b, og detsom vi oinder Slaget, lan Du bagefter nedscrtte Dig i Daten paa egen Regnina.« »Der et to Fatet: at Saundets straft svigter, og ct Feheren stiger. Og vi hat netop de to tilsvatenide Baa ben.« »Mit-lieu der paa Draglisten og denne Flaste Whi sty et til at øge Krceftetne, og dette lolde Vand her slal holde Febrren nede.« «Vi bruger Naturelementetne, Jotd og Band, til at jage Feberen paa Boten-« «Har Du i Sinsde at putte Saundets i Kartet?« «Det er lige Paa Prikten, hvad jeg vil, Banns-heule og det er derfor, jeg hat Din Hjælp behov.« Hver Gang Drumssheugh siden erinsdrede denne kriti ste Nat, plejede han at moralisere for Hillocls onitrent saaledes: ,,.hillockg, bedste Mand, det vat et ydmygende Sya at fe, hvotledeg Zygdonnnen tunde gsøre demne vor stat leste Mand til den usleste Stattel, og det buvtde holde As alle fta Hovmod.« »For en Maaned siden fandtes der itle en lraftigere Mand i hele Dalen end SaundetT og nu var han tun siet og ret en Bunte Stind og Ben, det hverten saa ellet horte, hverten bevægede stg ellet selte, og som itte havde mindste Begreb om, hvad der stete med ham.« · »Jeg lunde aldrig Insle, Hillocts, at nogen stulde have set Saundets; thi det Syn vil staa for mig, saa len ge jeg lever; men jeg snster, at hele Dalen havde staaei ved Siden af Mac Late, da han laa paa Knceene derinde paa Gulvet mesd Stjortearmetne op til Situldrene og be handlede Saunders.« »Dette ftvre Manidsoll var lige saa blidt og mede lende sont en Kvinde, og da han lagde den stalkels Fyr i Sengen igen, nuslede han Sengetladetne om ham som en Moder om sit Barn.« Tre Gange blev Saunders anbragt i Karret, medens Drumsheugh stasdig bragte toldere Band fra Kilden. De to Gange var Mac Lune fuldftasnng tavs, nten efter den tredie viste der sig et Glimt i hans Øje, og han udbrød: »Vi holder Stillingen. Under alle Osmstændigheder er vi ille siaaede tilbage. Mere lan jeg itle sige for om tte Timer.« I »Vi hat ille Brug for mete Band, Drumsheugh sGsaa nu nd og trcel lidt Hist Luft; jea vil selv holde Vagt looer Saundets.« i Dei var i de- sidstk Time spk Dem-un Drumghkugh vandtede hen over de Marter, som han havde betraadt fra sin Barndom. cheget laa og sov paa Græsmarketne og de dunkle Omrids med en hvid Plet hist og her oatte en hemmelighedsfuld, ubyggelig Forestilling om Deml Han horte den lille Bjetgltrøm ile tislende af Sted over» Stecke-te — fok haivtkesiudstyve »Im siden havde hakt satt en Demutan der holdt, til Vinteten kom. Ei Uglestrig opstrcemmede ham. Svm Dreng var han bleven saa strcemmet af en Ugle, at han øjeblittelig satte af Steo hjetn til sin Moder —- hun var død tot tredive Aar sidcn. Duften af moden Sed fyldte Lasten; snart vilde den være mejet og bragt i Has. Han lunde stimte de taagede Omrids as sit eget Hus — altsammen tust-it og toldt. Jtte een, svm han elstede, var under dette Tag. Det oplyste Bindue i Saunders Hytte fortalte jo tigtignot om, hvor et Mennesie stred mellem Liv og Dsdz men eet var der dog i denne samme Hytte, KrerIighed. Livets Forgcengelighed og værdilssse Totnhed meldte sig sont al dtig for hos denne ensonnne Mand og overvældede hans Hierte metd et ubestriveligt Tungsind Alt menneftellgt Arbejde —- hvillet Bjerg af Fortrcentelighedi Alt men nsleligt Liv —- hviltet Dyb af ulsselige Gaaderi Men just som han stod saaledes, listede der sig umeeti telig en ejendomsmelig Forandring ind over Ratten, og Luften dirrede tun-di otntring ham, somsotn nogen havde hvistet. Drumsheugh løftede sit Hoved og ssaa inwd Ost. En ssoag Dceniring stjal sig op over den fjerne Horizont, og pludselig begyndte en Sty at tsdme lige for hans Hin-. »Dagens Heli« havde endnu itke ladet sig se, men sendte sine Forli-bete foran sit Ansigt. cheget begyndte at rote sig, en Solsott satte fuld Kraft paa sin Morgensang, og for Drumsheugh traadte ind over Dottærstelen i Gaun ders Hus tittede den ssrste Solsttaale op over Toppen af Grampianbjetgene. Mae Lure rejste sig sra sin Plads ved Sengen, og idet Lyset faldt paa Dottorens Anstat, tunde Drum-Z iheugh se, at det stod godt til med Saunders. »Han er itle bleven daarligere, og Klvilen er nu halv seis. Det er sor tidlig at sige incre, men jeg haa ber det sbedste. Sæt Du Dig og tag et Blun-d. Du tran ger til det, Drumsheugh og Du har slidt ssor det.« Det sidste, Drumsheugh saa, da han døsede hen, var Doktoren, der sad ranl i sin Stol med en knhttet Ner ve hvilende Paa Sengeianten og smed Øjne, der allerede straalede over den Sest, som sor hvert Minut blev mere og mere sitler. Da han vaagnede, studseIde han over at sinde Verstel set shldt med straalende Morgensol, hvorimod ethvert Spor as det nsatlige Arbejde var forsvundet. Dotteren stod bøjet over Sengen og tnlte til Saunx ders. »Det er min, Saunders; Doktor Mac Lure, sorstanr Du. Prøv slet itle paa at tale eller bevceae Dig. Lnd Yblot denne Draabe Malt slippe over Lceberne — Du trænger til Din Frsotost, min Gut —- og lceg Dig saa tun til at sove igen.« Neppe fem Minutter senere var Saunders falden i en dy"b, helbredende Søvn uden minsdste Stonnen cller urolige Bevcegelser. Mac Lure listede sig da sagte over («.tulvet, tog sin Fralte og Vest og git ud ad Døren Drnmsheugh rejste sig og sulgte ham uden at sige et Ord. De git igennem den lille Have, der gliinrede i Tlltornendugaem og laan nied Stalden, hvor Hawkie raglede med Lcenten as Længsel ester, at Bell flulde kom me, og videre git de, sorbi Sann-derg’s lille Stylke Sasb Der stod scerdig til Leen, indtil de naaede en aasden Mark. Her stansdsede de, og først nu tillod Doktor Mac Lnre sin at give sine Følelser Lust. Frallen smed han i Vest og Besten i Øst, saa langt det var hnm nogenlunde tnuligt, og det var tydeligt, at» lmn vilde have udbrudt i et dundrende Jubelraab, der-s som dan havde været niindst en Mil borte sra Saundercs’ Rierelse En hvilten sonL helft mindre Asstand var men lig uanvendelig, saa sandt Udbruddet og hans Følelser stillde svare saa nogenlunde til hinanden. Drumsheuah tildelte han et saa vældigt Slag paa Skulderen, at dette solide Mandsolt ncer var drattet i Støvet, og derester ndstedte Doktoren as Dromtochty sin B.ulletin. »Saunders tunde ille leve Ratten til Ende; men han er lebende i dette Øjeblil og vil sandsynligvis leve.« »Han er gaaet igennern det vcerste, sri og frank, og for hans Vediornsmende betyder dette saa godt som Hel bredelse.« »Der vil dlive Fest sor Bell, naiar hun vaagner. Hun bliver itle Ente denne Gang; heller ille Llivet Bor nene saderlsse." »Ja, det hjælper itte, at du stirrer paa mig, Brutus heuah Et Menneste har da ogsaa Lov til at blive sor rntt en Gang imellem. Jeg lan ikle beherste mig se1v, on jen gør da heller ilie noget Forsøg der-paa.« Det ait nu endelig ap for Drumsheugh, at Dol toren var i Fcetd med ct gøre Heflandsspringei. ,,For det forste er han jo Ubekvemt bygget,« fortla rede Drunisheugh næste Stenng Paa Kirlegaarden, ,,og sor det andet ved J, at han er blevens ilde medtaget veds flere Ulyliestilsælde, saa J lan selv gøre jer en Forstilling om, hvsor vansteligt det maatte værez men siktert som Dsøden er det nu alligevel, at jeg aldrig saa et smutiere Højlandsspring end det.« »Jeg hat ilke rørt mine egne Ben de sidste tredive Aar; men jeg tilstaar, at jeg ogsaa selv gjorde et For s-g. Ja, J maa nu godt le, Naboer, saa neget J hat Lyst; men da jeg tcenkte paa Bell og den Esterretning, der ventede hende, lunde jeg uniuligt dy mig.« Men Drumtochty lo iite. Drumtsvchty saa langt snarere ud, som om den as overstrømmende Gliede tunde have gjort netop det modsatte. »Ja, jeg var da bleven den tredie Sprællemand, hvis jeg havde vieret der,« erklærde Hilloets u-dsordrende. ,,Aa, hor, Drumgheugh sortcel os endelig Slutnin gen as Historien,« l sd Jainie Sautar. ,,Det var en stor artet Morgenl« ,,Vi et et Par gsamle Narre,« sagde Mac Lure til mig, mens han opsamlede sine Klæder. ,,Vi gjorde bedre i at gaa hen sog sorteelle det hele til Bell.« »Hun laa og sov oven paa Sengetøjet nied en Plaid tastet over sig, udmattet som hun var i høj Grad as tre Ugers Bangen over Saunders; men ved sørste Vink var hun vaagen og ude paa Gulvet.« »»Er Saunders ved at ds, Dottor,« rasabte hun. Du lovede at vcette mig. O, sig endelig ikle, at det er sorbi«.« «Han har slet itle noget med »Da-d« at bestJille, Bell. Ta tomnier itte til at miste din Mund denne Gang, san vidt jeg ian se. Korn selv hen og sel« »Bell saa paa Saitnsders, vg Glcedestaarerne sit-m mede ned over Sengen som en Regn.« ,,"Styggen er veget bort,« sagde hun; »han er vendt ttlbage fra Gravens Svcelg.« »Jeg bad i Astes, at Herren vilde spare Saunderg, til Drengene tunde sorsprge sig selv, og disse Orsd lød da inde t min Sjcel: Graaden lan vare en Nat, men Glæden iommer med Morgenen.« . s »Hei-ten hat hsrt min Bem, og Glasden kom med «Morgenen!" —- Og hun knugede Dottorenv Haand »Du har varet Redsladet, Doktor Mac Lurr. Du vilde itle opgisve ham, og du har gjort, hvad ingen anden stunde gøre for ham — og jeg har smin Mund den Dag i lDag, og Bei-neue hat sderes Fader!« »Da ssr Mac Lure vidste, hvad Beil gjorde, lsstede hun hang Haand til sine Lieber vg lyssede den.« »Au, nej da! Gforde hun virteltg det?« udbrød Jamte. ,,.Hvem stulde have trvet, at der var saa meget Tender og Krudt i Bell?« »Selvsølgelig blev Mac Lure rent usd sorsjasmstet,« vedblev Drumsheugh, »og rev sin Haand til sig, som om han havde brændt den.« »Jngen Mand taaler den Slags thdest, vg- jeg hat aldrig for hørt om nsoget sligt her i Sognet. Men oi maa undskylde Bell, Na«boer; det var jo da en gsansie over ordentlia Lejlighed.« — Og Drumsheugh gjvrde pan Bells Vegne Drumteochtv sin bedste Undslyldning for en san-dem Udstejelse as Fslelser. »Jeg ser ille nsoget, som- trænger til Undstyldning,« paastosd Jamie, som denne Sondag var i sit storstilede kHjørnr. »Dokiosen bar saa vifi aldrig vætet ovetlcssef med Von-dran og jeg stulde næsten tro, han regnet Tak lnemmeligheden fra den Kvinde, soin han hat teddet fra Eniestand, for det bediie Honorar, han nogen Sinde hat faaei.« . »Jeg gik i Afteg op til Prastegaarden,« afflutiede Dtuingheugl), »og fortalle Præsten, hvor oceldigt Dokto ren havde stridt for Saunders’s Liv og vundet Seit — og aldrig har J set en Mand saa beiagei, som han biet-. Hele Tiden gik han fretn oa iildage Paa Gulvet, og hvett andet Minsut beardejdede han fin Nase, saa den ajaldede som en Trompet.« ,,»Jeg har en Naseforkolelse i Aften, Drumsheugh,« figer han. ,,B·rnd Dem aldrig om mig!«« ,,Jeg har selv haft ,,saadan en« under lignende Om ftændigheder; de kommer pludselig,« fagde Jamie. »Jeg vil vædde, at der bliver en ny Stume i Sluit ningsbsonnen i Dag, nogei, som er værd at høre paa.« Og ,,Fcedrene« gsik ind i Kirken under stor zornent lning. , Den scesdvanliae Bøn hoer Sondag lod saaledes: »,,Vi llnonfalde Dig for dem, fom syae ere, at Din Haand smaa ver-te over dem til Velsignelse, og at Du oil gengive dem Helbred og Siyrke.« Da diese Ord havde lydi, ventede Menigheden i saa dyb Taoshed, at selve Stilheden maatte kunne heres, og man blev ikke stusset denne Morgen; thi Præften fortsatte sauledes: »Men i Scerdeleghed iakke svi Dig hjertelig, at Du sparede Din Tjener, fom var bragt ned foran Bodens Vorte, og gav ham tilbage til sin Hustru og sine Born, og fordi nu i dette Øjemed faa underfuldt velsignede den Mands Jndsigt og Kløgt, der gsaar nd og ind iblandk es soin dette Sogns og omliggende Distrikters elskelige Læge.« ,,S«agde jeg det ikke nok?« udbrød Jamie, da de stod oed Kirkegaardsstenten, for de adskiltes. »Der er ikke en Msand i hele Amtet, der kunde have sagt det bedre. ,,Elste lige Lage« . . . og »den Monds Jnsdsigt og Kløgt« . . « og saa denne Jndfletning af »omliggende Distrikter«; det er Glen Uriam. Det var ny«deligt, og Doktoren for tjenie det, ja, sandelig, hveri eneste Ord.« »Det er den tene, share Elendighed, at han ikke fik det at horc; men Gud ved, hvor han er henne i Dag; san-d ssynligvis er han oppe . . .« Jamie standsede btat ved Lyden af Hovslag og det, risdende ned ad Bogealleem som dannede et langt Perspek tiv fra Kitlegaardsportem faa de Doktoren med samk hans Jess. ’ En og samme Tanke besjælede i et Nu alle Sam fundeis »Fcodre«. Det burde gores, naar han red forbi, og dei sku l d e ogfaa gotes — bare del dog ikke havde vceret Sondag! Naturligsvis kunde der ikke vcere Tale hetom paa en Sondag. lDokiorens Skilkelfe viser sig nu tydeligi med alle de Ejendommelighedet, der karakteriserer hatn paa Ryggew af en Heft. Aldrig var der Miage til Lejlighed, haode det dog blot vætei Lordagl Og hver Mawd lceser sin egen Bellagelse "i fin Nabos Ansigi. Doktoren ncermer sig nu med rast Fari, og allerede ian man stelne de Tattans Hyrdebukser. Sondag eller ikke Sonsdsag — Dalen ka n ikke lade ham ride forbi uden at yde ham nsoget af dens- fiolle Be gejsiting. Jess bar genkendt gamle Venner, og Doktoren staat allerede i Begred med at itcekke Tojlerne op. »Ja, dek s kal nu alligevel geses, hvad J saa end freier-X raadüe Jamie med Forkvivlelsens Frscekhed, og alle ssom en saa de straks hen paa ham, der i samme Ofe blik blev detes Forer. »Hurta!« raabte han og soingede sin Ssøndagshak i Luften . .. »Hurra!« og nok en Gang »Hutra!« — Whinie Knowe, Drumsheugh og Hillocks istennnede af fulde Hjerter; men Tamtnas Mitchell var nceften mere end henryki; thi endelig havde han fundet en Maade at ud krykke sine Følelser paa, der gjorde Ord over’fl-dige. Dei svar en enestaaende Oplevelse bsaade for Heft og Renten hvorfor Jess ogssaa øjeblikkelig satte af Sied i firaki Gallop. Men Raabene vedblev at folge dem, og da de drejede for-di Hiernet af Kirkegaardens, svingede en Skikkelse sin akademisie Hue over Kirkegaardsidiget og bragte sin Hyldest for egen Regning: ,,G-ud oelsigne Dem, Doktor! Dei var godt gjori!« »Ders-om dek saa ikte er Præsten med Kjole og Krave paa — — —!« rasabte Drums«heugh. »Da faa at icenke fig, at den« Mand . . .! Men hasn hat min Agtelse for dek.'« Drumtochtys Ædruelighed vendie nu alter tin-nah og alle gik de hjem med forlegne Ansigter og i dybestt Taoshed undiagen Jamie Souiar, der uden at rodme frit kunde se sme Naboer under Stint-, da Vejene stilles. «Jeg vilde gore dei om igen, dersom jeg havde en Lejlighed. Han bar ikle faaet andet, end hvad han hat forijent.« Dei kmvede to Mils Vejlcengde, for Jefs dlev saa rolig i Sindek, at Doktoren sog hun uforstyrrede kunde diskukere Sagen. »Jeg hat ondk Oed at tro mine egne Øren, Jess, — og saa desuden en Stwdagl De maa var-re gaaede sent fra Befmsdigshed iog Foruqu de Drumtochiy-Folk.« »De hat vel dort om Saunderg, kan jeg tcenke, og de er form-jede over, at vi fik ham drejet. Han et jo nu i god Bedring, fom du ded, min Tos.« ,,Al’drig hasvde jeg dog dromt om nogek, der lignede «dekte, og det var lige netop ei lille Gran incre, end jeg del kunde fiaa for.« »Men du hat sogsaa din Del deri, min flinke TIE. Vi bar dojet msange haarde Nættcr og droje Dage til Isammen, og nu fik vi vor Lon. Der er kun faa Mænd I Verden, sotn nogen Sinde faar en Ledrez ihi disse Otd kom fra optigtige og reisindige Folkåt Hierter.« Geristrikey -. «