SYensterne paa Kronvorg.
En historisk Roman.
Afh.F. Eis-la
-—:.-.—E Andeu Del. XI
Guttat-)
»Hank!« lvd Kirstens sagte taldende Rest, »e: du
hat«
,,Ja,« svarede Rostgaatd spcendt, ,,jeg er hier og er
tast; men mindes nu vor Astale og bliv smutt der hvor du
un staar!«
Kitsten satte Madtutven fra sig med et Sut og lagde
fin Man-ds- Rejsetøj paa Græsbænten. Hvad Rostgaakd
laldte en Aftale, var tun en Befaling og havde ingen
lunde hendes Bifald. Hvor fortrolig end Krigen og ide
lige Farer havde gjokt hensde med Krogveje og Udflugter,
foretoni dette sidste Paasund hende dog alt sor spidssin:
digt; desuden syntes det hende for haardt at stilles fra sin
Ægtescelle uden at have set hans Aasyn, stønt han var
hende ganste ncer. Eaa git da endelig en Gang Naturen
over Lptugtelsen, og inden Roftgaard tunde hindre det,
var hanS Hastru ved hans Side og havde sine Arme o.n
hans Hals. Han gengældte hendes Omsavnelse uden at
gvke hende Bebrejdelser, og da Gensnnets søkste fthde:
fulde Øjeblitte vare ovre, tog de Pladg paa Græsbaentem
og Rostgaard talte nu til sin Huftru med sin vante
Fatning.
»Hm- nu, mit Hierte! hvad jeg i denne Nat har gjokt.
Da Mortet faldt paa, red jeg til Ulvesp og steg af Hesten
itte lanat fra Kongevejen; saa drog jeg min Pistol as
Sudelhnlfteret og holdt den bag Øret paa Blis og gav den
en Finale saa den styttede uden at give en Lyd fra fig.
Mit Hierte blødte ved at dræbe det tro Dyr, vg Pet vil
graede sine modige Taater, naar han faar det at vide; men
det maatte fle. Saa jog jea et Svyd, iom jeg havde fun
det pac-; min Vej, i Dyrets Side og lod det fide jeg disp
pede kerpaa min Kavspe og min Hat i det udflydende
Blvd og tastede begge Dele ved Beim-«
Kirsten lyttede tavs til sm Monds Fortaelling, men
Iaa nu, at han var uden Kappe og Hat, og at hans Hæn
der vare blvdige. Stkats rejste hun sitt, hentede det Reise
tvj, hun havde medhtagt, herngte Etappen otn hans
Stuldre, satte Hatten Paa hans vaed og gav ham et
Kys csg bad ham saa fortscette med sin Fortælling.
.,Gcetter du itte min Hensigt med den Gerning?"
spurgte Rostgaard, og da Kirften ryftede Daa Hovedet
vedhlev han: »Man stal taente, at jeg et bleven myrdet as
Stiniænd. ca du man te dig derestet. Jea er nu død sor
Verden, ca du stal oære som en hyldestlvs da forladt Ente.
Hvad sian du til det, mit Hierte?«
Kirsten gad ham tun alt for tndeligt ant ded :«t
btiste i Graad
»Hans! hvottil dog den List nu, da alter ude? Lad
os blide sammen og sly med hinanden i Nat!«
,,Det tan itte ste, Kirsten!« svarede Rostgaard i en
afgprende Tone. »Du maa itte glemme, at komme di
Degge, er min Styld aabenbar. Saa tage Svensterne
baade Mittel og Jens Hentitsen med alt, hvad de ej«,
da de ere Borgen sor mia med Liv og Godsk Jeg lovede
Jens at rede mia ud as denne Sag, og git det galt, stulde
jeg have for sze at salvere hatn og Mittel.
Kirsten vidste dette helt vel, nien vilde itte indse det;
for sørste Gang, siden hun blev Rostgaards Huftru, gjotde
hun Obrer
»Den Lunge Stilsmisse tan jeg itte beere!« sagt-e
hun heftig. »Bei med Mittels og Jens Henritsens Kau«
tion er som udslettet da ophcevet, da Planen ha: fvrandret
alt, og Jens hat vceret sat fast vg udstaaet sin Stras. Te
kunne itte drages til Ansvak sot bin Geknina, der nu gaar
nsev som entelt Post paa det hele Oprørs Regning. Vi
maa here op med de Ktogveje og falvere vs selv ved en
wrlig Flugt!«
»Du sthder for let over Sagen,« sag-de Rostgaard
utaalmodig; »men havde du end Ret deri, saa glenimer
du dog eet. Lshe vi hersta, Kirstenl sætte vi al vor For
mue til, sætlig denne stpnne Gaard, paa hvilten jeg hat
sat mange Penge. Alt hliver tonsisteret, vg vi ere entne
rede og beugte til Tiagerstaven Dressu- bør det faavel
st-: v:::e Benners sotn for vvk egen Velscerds Styld have
srt Foeblivewde ved min Plan. Jeg forsvindet uden
qndet Spvr end det ved Ulvess, og du bliver ved Gaarden,
ladet ssge eftet mig, indtil du synes at være Ente, og’
faa maa du here Sorg over min Dud. Saaledes kan
du vætne vm vor Ejensdvtm indtil Gud giver os Lande
fted, vg ri atter tunne mit-es i Fryd og Gaminen. Du
stod alt i mange Dage i det sorlsbne, ulhtlelige Aar alene
for Saht-et, vg det gtt saa got-t, kenn var jeg selv til Siede.
Des sendet big vg ved, hvad du evnet. Du tan komme
Idee Bette, war du date bitt"
Mund vedblev faa længe at snakte for sin Hatten
pg brestiUe hende, hvoe meget der siod paa Sptl, at han
Wst sit BIIgi med heut-es Betænteligheder.
«Det stal ttte siges vtn Kitsten Pedergdattey at
states Ithgtsvmhed styrtede dig, vor Slægt og vote Ben
M i Amt-W vg Annvd.«
»Der kalte min Hutten, saa jeg sendet henbe tgen!«
« M Rostgaatd med Banne og onefavnede heade.
Z« III matte han faaledez tende hende bebst; tht sont
Inn mt We sig, saaledes havde Tiden peæqet hende og
III. seid Wes hndr. han« Villke var henbes HIjeste
- III sc ben- Fnldhyrdelse heut-es sandte Lyttr. Da det
M M gjaldt tkte noget stott, patriotift Øjemetx men
III-te M det trete Mammon, saa matte vel noget af
« szMITMvedeaaden siibrigeBej,huuM
l
SIS og efter faa Timeks Sejlads lyllelig maede KI
benhavn.
Kiriten sderimod git tilbage til Gaatden, nu en sorg
fuld Ente, men hverten kaadvild ellet wohl-T Hun be
gyndte fttals den næste Dag at udtale sin Ængstelse over
sin Monds Udebliven for de fvenste Ofsicerek, og snatt
stred hun fra Tale til Handling. Fsrst lod hun fou
fpstge hos Kommandanten paa Kronbotg, om Rostgaatd
ikle havde været der; men da denne Forespstgfel naturlig
oig var fragtest-T lod hun ransage Omegnen, og med
Per Olsen til Vejviser fandt de opbudte Bpnder fnatt de
blodige Klædek og den dtæbte Heft med Spydet i Siden.
Per istemte en højrsftet Klage, og det blev nu aabenbart,
at hans Heere maatte være bleven stammelig myrdet.
De søgte da eftet det døde Legeme over-alt i Skoven, til
sidst ogsaa i Ulvesø, og Per narkede de brave Bpnder
dygtig omkring og gottede sig over deres Joer i at siste
efter hans Herre, der nu fad frelst i Kobenhavm Pee
mindedes senete mangen mcettelig Fart fta denne Ktigx
men hvor ofte han end havde sat Svensierne en Boksncofe
paa, tunde dog intet lignes med denne Spas, da de sistede
efter hans Hussbond i Spen, og han lo baade nu og siden,
faa det tlutlede i hom, hver Gang han tæntte detpam
Jngen tvivlede lcenger om, at Roftgaatd jo virtelig
var kommen yntelig as Baue og da tmn holdi sig ven
byggelig stjult i Kobenhaon blev Sagen-z inne Zum-nen
hæng itke redet, faa lange Svenstetne dar i Landen Et
lwert Fotsøg paa at opspote Gerningsmændene til det
fule Mord var natukligvis forgæves; men det i Hestens
T Side fundne Spyd heuledte omsidet Svensternes Mis
tante paa Medlemmerne af et tatakist Gesandtsiab, der
netop vare tomne til Helsingøt for at hilse paa Kong
« Karl, da Spydet var deres nationale Vaaben. Dog svor
de ftattels Tataker paa deres Ustyld i denne Stimands
» gerning med saa stor Harme, at de slap for videte Til
tale.
Dog nu begyndte forst en pinlig Tid for Kirsten,
T der let lom over at ftyre Gaatden og spille den sprgenve
« Ente, men sont hat-de langi vansteligere ved at holde de
«" næsvife, svensste Friere i tilbøtlig Afftand. En ung, vat
E ter Ente og en god Gaard var alt for loktende for de
svensle Offtcerer, og Kirsten havde alt sit Mod og hele
«- sin Snildhed nsdig for at klare sig. Dog lyltedes det
hende, og hun svarede ogsaa i denne stæbnesvangke Pe
«" tiode af hendes Liv i enhvek Henseende til den stote Til
’ lid, hendes Husbond havde vift hendr.
Ellen-te Kapitel.
Godt Founwa
Den ZUde Juli 1-";.'-fl var d» sige fra Tag-gn) Lio
og Travlhed daade pcm Kronborg og i Helfingør By, som
til Straf for de stumle Lprotiplaner, der var blevne
udklcekiede i Den, havde fnaet et Rotterregiment i Ind
lvnrtering. Overalt saa man svensle Nonen-, som pudsede
dereå cheder, ftriglede Hestene eller efterlaa Ridetojct,
mens de spogede, lo og til de danfle Kot-les ringe Glckde
tjafede med Piqerne, naar disse lod sig se. Det gil da
muntett not til, uagtet det var et utalnemmeligt Arbejd-,
de svensie Ryttere havde for, eferfom det gjaldt at vise sig
for Befollningen med udoorteg Glanz; thi i hvor stor
Prngt af fint Klebe, cSolo og Strudsfjer end Befaling-:
mcendene nu og da lunde vife fig, maatte den simple EIT
dat vaere glad, nanr hnns lllerdet og Stovler lun vari
hese eller Hulletne godt oællede nxed Lappen Tog stulde
nu alt gotes for nt redde Anftanden oed det foreftaaensc
Optog. Det var Lluf Stenvinlels He11rettelsekdag, der
var oprunden.
Denne Dag maatte visselig vcere fuld of Glæde og
Triumf for hver Mond i den soensie Hat lige op til Kon
gen felv; thi det Øksehug, der .slulde udfti Stenoinlels
HeltesjceL vilde blive følt af hele det danlle Foll lige fm
Kotigen og ned til hans tingefte Undersaat Nu Flulde d:t
tendeg og fptrges, at Forfynet havde holdt sm flærmende
Haand over Nordens enevældige Hersier og Europas be
rømmeligfte Helt og Herd-tm saa at alle Planet mod
ham blev til intet og tun bragte Død og Slændsel over de
fkcekle Oprsrerr. Stenvinlels Henkettelse stulde væte It
Sluespil, der tet lunde vidnc om det soean Herredømmes
Magt og indjage alle ligesindede en gavnlig Steckt El
Stafot var detfor otn Natten oprejst uden for Svingcls
porten paa den Balle, der laldes Valdemarstansen. Fra
dette ophpjede Sted vilde Fotbryderens Afstrasselse dlive
synlig for alle, og en statt militær Styrte flulde baade
holde Befollningen i Ave og give det blodige Sluespjl
form-den Glans. En Henrettelse var en i hine Tider
saa tidt foretommende Tildtagelse, at Stenvinlels Dom
mere intet undlosd for at gsre det tet lendeligt, at het»
gjaldt det noqet mete end at rette en almindelig Finden-?
der. De store Anstalter date i Ivrlgt oberst-disk da dej
helsingsrste Botgeres Sorg og Deltagelse ille trængtel
til at fortges, men i og for sig var saa stor og optigtig,l
som den kunde blive. —
Stenvinlels Fangehul var den foregaaende Akten
blevet venset og Gulvet sit-et med Sand. Selv sit han
ilke megen Ssvn i Øjnene den Rat, og allerede Motten to
bad hqn pm Band og Seel-e for at to sig, for at han
lunde vise sig i en nogenlunde ssmmelig Stillelfe for
Priestern der tidlig om Morgenen vilde indsinde sig og
rette ham Sakramentet, og siden for Mengden Som
hatt var optagen detmed, gil Gittetdsren op, og bang
blesv lntlet ind. san bar paa Armen sin Faden bedste
Satt Morden som var blevetlyam udlevetet pas han
indstcndige Ben; men dem lod stral- clcedetne falde og
tastede stg til sin ulykleltge Feuan Btyst med Gkaad og
Hallen. Det var lange siden, bang havde Stadt, men
des voldsotmnete dem han« Smette km til Udbrnd, og
baut set-den steckte Ziel dlev san rtystet detved, at det
vatede wogen Sid, laden de vandt dem Fett-ring
- »Na ikte mete, Vanil« sag-de Siestri-steh men- Hans
M Dem de ny Mel-et paa; »Ist bit tkse unde de spensie
W det stumm-Use SWL at dawste Mcnd stehe
tsm MAX
Deus lmdt Witz eß stinkt m hanc set-et fuldt
H
paaklcedt. Man kunde endnu mere se paa ham i den bed
re Dragt, at den sidste Maaneds Sjcels- og Legemslidel
set havde gjort ham ti Aar ældre og forvandlet den tre
sindstyveaarige, krastige Mand til en Olding; men hans
blege Aasyn var roligt og hans Blil frejdigt.
»Na er du skon nol og helt stadseligt flyet til Jordc,«
sagde i det samme en Rost uden for Gitteret.
Stenoinkel saa op og blev en as de Soldater var,
der gjdrde den sidste Vagttjeneste ved hang Fængsel ·.-g
! stulde ledsage ham til Skafottet. Det var Sorte Lasse,
« den Rntterlntrgt, sont havde Strandvagt ved Humlebast
Strand, den Gang Rostgaard red forbi for at komme nd
til den hollandske Flade i Oktober Maoned forrige Aar,
og dani, som Stenvinlel hadde slaaet til Jorden, da hcm
oed sin Paagribelse værgede for sig.
,,Saamænd,« svarede Stenvinlel sagtmodig, ,,bedre
dog end at toinme i sm Grad sont en siabet Hund«
»Grav saar du ikle mere end et Aadsel,« sagde Sorte
Lasse med et ondslabssuldt Grin; »du glemmer, at din
Krop slal tlæde Stejle og Hjul. .
Hans for seem med et lynende Blit og tnyttede Haar
den ad Sorte Lasse.
»Den Dag stal nok komme," raabte han, »du Faders
Ben blive flyede til Jorde med Ære!"
»Bjce·f du tun i Dag, din Hvalp!« svarede Sorte
Lasse, ,,i Morgen sial jeg varme din PulkeL Men hvor
ren din Fader end nu er soruden, vil det lnibe for Prak
« sten, som nu snart frommer-, at faa Vaslet han sorte Sle
- hdid·«
,,Fordømt være du, den Jotnfruslcknder, Morder cg
« Bandit du er!« raadte Stenvinkel med ustyrlig Harme.
; »Der gives ilke vcerte Misgerningsmand i den gansle
svenste Herr end du, saa sandt jeg nu hver Dag selv hat
hørt dig prale her udenfor ved Kruset af mangen Bedrist,
sont maa bringe Skamrpdmen op i hver ærlig Monds
Kinder. Se du til, hvor dit eget Aadsel engang bliver
. henslængt til Ravneføde!«
«Slal det Regnskab, du der sigter til, engang oval
- res,« svarede Sorte Lasse med et stummelt Blik, ,,saa
maa Vorderre slaa on i de stores Styldbog, de, som gar
x os fki Tiaadelse in Pryndking og enden Foktyslene. Dikt
- das-set sig dog ille for en Forræder som dig at regne san
ledes op for mig, og chrvlen annamme mig, om jeg ille
blæsle dit usle Liv ud med en Zugle, hadde ikke Kongen
ovbevaret dig til sin eaen Fornsjelse at rettes sor alles
Øjne, san den Evas vilde koste mig min Hals. Dog hat
jeg nu sagt dig Tal for sidst og lvitteret for den, du gao
miq paa Stalden, den Daq di toq dig, og jeq i al Fade
liabed bed dig det Haandjcern til, du san ubødist dra
gede.»«
Da Zorte Laase saaledes havde tnqet Hann, trak
lmn siq tilbage, men viste sig strals efter igen og aabnede
Gitterdnren for Prcksten, der tom i suldt Ornnt, ledsaqct
nf en Soldat, der bar Kalten oq Hostien. Det var He.
Event- Tsxrrcsvaam Felipmft i den sdenste Hast og ilke
lcknae est-er den brave Magister Hans Allesens Eiter-fel
xter i Bunkeslod Sognekald sdm ved dennes Hlfsættelse og
Fænaslinq var blevet lediqL Tet vor en sed Tid for lse
svenste (Embed4:—jckqcre, sordi der bled rnddet dyzatig op mel
lem de forbenvcerende dansle Prcrster og Bestillingsmcend
i det for den svensle Krone nys dundne Skaanr. Hr.
Svend shntes dog ikle nvændiq til slig Forsremmelse: thi
saa han end ikle ud til at være en Mand. der svcegede sit
Legeme eller kastede Vqu das denne Verdens Moder-, rosi
tede han doq sit hellige Kald med Verrdighed og hans Ord
vidnede om, at Aanden ikke ganske var vegen sra dam.
Han hilste Fangen med et: Guds Fredl og underrettede
bam om, at han lom for at lserede bam til Døden og
nøre ham delantig i Herrens Legeme on Blod, om ban
enflede dette hellige Pant daa sinc Snnders Forladelse,
inden bans Sjæl gis ind i Evigheden for at stedes sor den
bsjesle Dommer.
»Mine jordifle Dommere,« svarede Stenvinkel, »da
de ille indtil nu tænkt paa min Sjeels Frelse, men knn
lagt Vind paa at nedbrnde mit Legeme for at assokke miq
Bekendelser; men det er ved Guds Bistand ilke lnkkedes
dem. Mg dar jeg selv stræbt at omvende mig og forttr
bejde rnin Salighed J vcere da velkonrmen som den«
der nu stal scette Kronen paa Verket og i Herrens Navn
sorkynde mig Tilgivelse.«
»Bei glceder mig at merke,« tog He. Svend til Gen
mcele, ,,at J hat nyttet Naadens Tid vel, inden den udk
randt. Dog maatte jeg dcere en efterladen Kirkens Tie
nier og sowalte mit hellige Embede stet, rakte jeg eder det
helltge Sakramente usden Skriftemaal, og saasvms J og
eders personlige Forhold sra forhen er mig gansie nkendte,
tot ieg ilke undlade de notwendige Forespsrgsler og en
lille Katekisationck
He. Svend gav sig derpaa til at udspsrge Fangen
om band Daab og den keistelige llndervizntng, han hat-de
nydt i sin Ungdom, og sitllede med nogle faa Spsrgsmaal
hang Tto og bang kristeltge Knndstader paa Prsvr. Da
Stenvinkels Sdar viste. at ban var en rettroende Prote
stqnt og ingenlunde utensdt med Skristen, sslte dr. Svend
sig snart fulsdkommen tilfredsstillei. Derpaa holdt han:
en kort Skriftetale, til hvillen Stenvintel i BegnndelsenH
lyttede med stor Andagt; men mod Slutningen af den«
robede hanö Aasyns lendelig hat-me og Mist-an
»Sk-nt vi ikte ere Padister,« sag-de nemlig Or
Svend, »Gud fri og for alt Samkvem med Singen Romk
Sksnt J ikke er pligtig at strifte eders særlkge Synder
for mig, hat jeg dog den Menlng tnden teg tildeler eder
Absolutton, at burde rette det Spsrgsmaaltil eder, om J
as Hiertet angrer eders ugudeliige Forseet at vtce reife
Oprsrsfanem bryde den Troskab, J var eders herre os
Konse, Hang Maiestæt Kong Karl den Ttende Gustav,
hvetn Gud skcermel stnldig, foraarsage Blpdsudgydelse og
nedkalde Ulylle og Elendtghed over siedelte-e MeddorU
get-ef«
,,Jeq dar ikke nidtg,« sparede Stets-Ink- Ited enn
tet Bande, «at spare paa tilgt SdsrgpmaaL Det er not
for eder at vtde, at ieg erkender, at ieg er en stor Swder
og knn deute-r og haabet Tilglvelse og Frelse ved den
hea- Jesut Kristal, han- bamthjerttqe Mcglkng og
Fort-M M eders Mund taler da the længee Krisis Ue
znen tveerttmod den svenste Press, der et mig sont Dankt
hat-It Log stal J ttke spie-e sorgen-. J man vlde, at
detie Unsinn ingenlrmde ans-er mis, uden fordi det entt
lyttedes, bragte Ulytte over mine Benner og medforlmrrds
ne og blev til Stade og Stpot og itte til Ære og Oprejzs
ning for Danmart og min lodlige Suvercen, Kong Freve
rit den Tredje, hvem Gud stcerme i Tid og Evighedl her
ren give snart ham Sejrt Dis-d og Undergnng over hans
Fjenderk Med disle Ord paa Laden vil jeg do.«
»Wer-:- ugudelige Trods," svarede Hr. Svend vredt,
»spaar itte godt for eders Salighedssag. Jeg bsr itte
sare med Lempe mod slig forhærdet Sich som J viser,
at J er· Jeg ital for Fanden itte sy Puder under eders
Arme, men hellere drage Deinen sra eder, at J tan vaagne
af edersz Trnglyeds Elimi. Sau sporger jeg da dig, Qlut
Sstenvintel -- tilgiver du as ganste Hierte dine Fiendch
Velsianer du dem, der iorbande dig med Grund, eftersom
du efterstrabte deres Liv? Du stal for Sanden vide, at
holder du fast ved dit uaudelige Had og endnu i din fid
ste Time lasgger og Haandcn paa Ztrnben, bliver jeg itte
den« der rætter dig Herrens hellige Legeme og Blvd spm
Pant paa en Forsoning, til hvilten dn viser dig ganste
uvcerdig.«
Stenvintelsz Kinder blev blege, oa af bmls VIII-Mil
gende Øjne lyfte en niort Jld. Haard var Lampen i hans
Hinte, det tendtes af Sveden paa hans Bande, og i hans
Zons Øjne ftod tydelig at lase det Svar: Fader tilgider
aldrig i Eviabed sine Fjender og Bodlert Heller itte
tjente dei til at stemme Zangen mildere, at Vagten ftod
fnattende ved Gitteret, saa at Or. Svend maatte paabyde
dem Tadkshed Don lod hans Svar, da det omsider tom,
ansderledes, end Haan hnvde ventat
»Det Bjrerq er spart at komme over, Or. Spend!
Dog stat J finde en crrlig Mond i mig. Jeg evner itte
at elste inine Bødler, der spændte mig paa Pinebænten og
lod mig tortere, faa Sjæl oa Legeme dar nar ded at stil
les derved. Gud sri eder fra at prove sligt; men davde
J prodet det, da gad jeg vidst, hvad Svar J oilde give
paa sligt Spørgsmaal som det, J nns gforde mig. Don,
faasom de Ord, J talte, itte er eders Paafund, men det er
Herrens egne Ord, der taler af eders Mund, da dil jeg
aive eder det Leite, at fra nu af og indtil Zvardet tyss
ser rnin Natte, ssal jeg ftrcrbe at bortdile alt Had oa Nag
af mit Hiertr. Jeg vil doa nn fnart, det er mit Haaky
ocere der, hdor innen Ondslab tan naa inia og innen For
bandelse tør lyde!"
»Velt talt!« svarede Or. Even-d formildet. ,,Mere
oil jeg itte trade as eder; men J bot yde niig Tat for, at
jeg hernede gjorde eder et SporgsmaaL hoiltei disselig
dil dlive eder forelaat hissei.«
Derester tiidelie ban baade Fader og Sen Sakra
mentet, fom de modtoa tnceiende paa den Halm, der nu i
en Macned davde verret Fanaens Zinertenslejr. Den
namle modtoa i Ndnmabed oa med ei troende Sind den
Velsianelfe, den foenste Prceit bereitet lnste oder dem,
bvorimod den strenge Fordrina at stulle elfte sine Fjens
der, altsaa velsigne de lvenfte lindertrnttere, dans Faders
Mordere, endnu sturrede i Hans-? Siren, oprørte bang
Jndre oa forftnrrede bans Llndaat —
Jmidlertid vare flere Kompaanier Soldaten baade
Rtitteri oq Rot-solt, asrnarcherede til Evingelporten sor
at flaa sinds rm Valdemarstanlen oa holde den itadig
votsende Mennestemcengde i Aflland Ligeledes tom Kron
doras Kommandant, Kriasrettrns Medlemmer med dens
Form-and General Forebnsch i Spidsen og flere af de hei
ere Lfficerer nd til Retterstedet, estorterede af en Deling
Rotte-re. J de Gader, gennein hvilte dette militrrre Optog
drog, og ad hvilte den dødsdømte tort ester stulde komme,
Vare Fortovene fnldte af Mennester, og i Vindnerne ftod
manae Steder Kvinder og saa til: men der nnrrtedes in
aenstedss Stof eller taad Lastiatied hvad der ellers ticels
den plejede at udedlive ved en slia Lejlighed Man harte
nu og da en dampet Mnmlen, og de farteste greb til Hat
ten for at hilse de svenste Befalingsmcend oa steigsreb
tens Medlemmer, der til Hest og med den storit mutig-e
Pomp drog sorbi.
Jens Henritsen git omtrent paa denne Tid ben til
Mittel, bvem han sandt med Maren inden Tore og i en
nedtrntt Stemning. Mittels Ansigt var i den sidste Tid
blevet endnu mere rodtblussende. hans Haar derimod mere
graat. Nun i Svenlterneg Paasnn lod han sorglos og po
tulerede med Ossicerene sorn for; men ellers var han
vranten og bidft, og Maren grad og suttede hver Dag.
Rynterne var ogsaa blevne noget dtybere i Jens henrits
sens Ansigt og bang Troet ensdnn starpere, rnen hans
Sorg og Hat-me tobede sig ellers tun ved msrt Alt-or og
stsrre Ordinaphed.
»Hvad trenter du, Mittels« spurgte han strats, da
han var kommen inden for Deren; »stulle vi gaa derbent«
»Bei vilde vist verre tlogest for rnig at vise mig,«
svarede Mittel og rottede i sin Stol. ·
,,Jtte saa!« svarede Jens bidst; »jeg stulde dog tro,
at Stenvintel er vardig til vor sulde Tatnernmelighed og
fartjener at se sine Venners Aasyn, naar han aaar i DI
iden.«
»For- Gud gar dan laal« tagde Mittel vg tsmte rned
rysiende Haand stn darnie, trydrede Morgendrit; ,,foe
Gud gsr ban sasal Dog det gavner ham nu intet.«
»Da ital han dog have et lille Nit as mig, naar han
ruller fort-i paa Karten,« sagde Jens, »og derncest folget
jeg med til Retterttedet Det er itte lysteligt at se en
god Ben og medfordunden lide en forlmadelig Did; dog
vil teg af det Syn endnu dedre·tunne ttsnne den Feste,
jeg selv er undlluptpem og drage gavnslig Lake dem-s.«
»steigt eder vel for, lyoad J ger, Jens!« sagde Maren
advarende. »Sventten er nu over al Maade misteentsonr,
og et Nit er vel not til at dringe en- Mand i Bolt og
Jam«
»Hei agter teg dog at ritttere,«" lvarede Jens, «da
jeg er mere dantt tm end tilforn. Dei tende- paa Mittel,
at Patriotittheden ttte er votset under et hyttet Stind.
Sau qaar jeg den Gang alene.
«Iitte saa hast-ig, Fenst« sagde Mittel nu og rejlte
sig; »jeg gaar med, da ieg dog itte dar No paa mig der
djemrneJ leg agter ogsaa at detale andt med godt og uden
Densyn til den Stole, du gav mig, at vare dtn Vogtes,
saa at du ttte ladet Sindet lsde af med Ug, og du tomrner
i Ulytte der-fu« —
Gortsættey