Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 15, 1904)
Sienfketne paa Kronvokg. En historifk Roman. ALTER-alb H Auden Del. ZE (Foktsat.) »Bei et Fuxgen der ft)11aer,« sagde Edensom ogx nu, som fest, gav Hvælvingerne underlig Genlnd, da ban falte: »dem fortorter sig paa den Maade Tiden.« De gik nu videre i Tavshed, medens de dybe Tonet snart lod, snatt attek standsede, indtil de naaede den Tkgpve, der fører ned til de nederste Kasematter. Her stod Ligbeth stille kg saa Engstelig ned i Afarundetn »Bei-r uden Frygt, « sagde Svenson, ,,og gaa trygt, kun langsomt, Trin for Trin!« Da de Var fomne hekt ned og stod pag Rohmat ternes dvbeste Bund, ftgndsede Lisbetb pag ny og Wiede Sangen lød ich, nu tndeliq, saa at hun iunde høre hvert Ord, men dog dckntvet, som om Tonerne her i disse Hulerg tlamme tunge Luft ikte lunde ret faa Vinger Det Var Motten Luthets Pønifen:ss,psaln1e som naaed: 4 Ligbetl): Zten med heftidelig sorgfuld Mang, Ord, der var hende nel tendte, men som aldrig bavde kamt de dy beste Strenge i hendeg Hinte, sagledes som de gjorde tle As Indien-h Nod maber leg til dig, Herre Muls. otl du Img lwref Tit zskaodfens fre vend du til mig. min JWst jeg m- mon tremspnn Nivet du pan vor Neming Agr, at lurvne Zonden mcd nl din Magr. ol« vdem-! hvo san det male-? Tit dig staat an mit Haab og Trist, min Wer-sing san mig ei band-« fdet du ene hat mig fort-Ist of diu usigelig Raub-. Tit Led« det er en dytebak Stat, fvm du ot haver Mermis-, det ville vi gerne have. Skulde der vare fm Morgeuftund og indtil Aftenx Wide, dog skulde mit Hjekte mgenlund soktvivlek fig fm dig vende. Sta bot set vme m Jstaels Akt, at haabe og tko af Himet snakt og Naade as dig begmr. Svenfon gjoroe Mtne til at gaa; men Lisbeth holdt hatn tilbage, oa de blev staaende oa lyttede, indtil San gen harte op. »Don tænler paa sin Gud og gør fig rede til DI den,« sagde Liszsbethz »eines edekg Hierte itte ved at høre den Sang?« »Lad os helleke aaa videte end tage i Disput,« sva rede Svenfon barst »Da vilde jeg bog gerne deage eder dette til Min de,« sagde Lisbeth med alvoksfuld Rast, ,,at hvad J end gsre ved et Menneftets Legeme, hans Sjæl et dog fri; tillige dette, at begrave J ham end dybt under Jotden og lutte Sol, Maane oa alle Stjetnet ude, naar allt gevel den Helligaandg Vingeflag ham, og alle gode Engle trwnae herned oa bringe ham Trost og Husvalelse.« ,,Godt!« saade Svenfon vredt; ,,sig det til Fangen og itte til mig! Dog føjede han til i en koligere Tone, ,,det er mia tætt at merke, at J, eders Løfte tro ikte brin get ham andet end slig usiadelig Prcediten. Han vilde blive aladere ved en Fil!« Lissbeth droa harmfuldt sin Arm ud af Svenfons, og da han lod Lugtens Stin falde paa hendes blege Aa syn, saa han i hendes funklende Blit et Glimt, der bran te ham Scenen med den blinkende Dolt i Minde. »Hast, hvot J ek, Jamka Lisbeth!« sagde shan i en mildere Tone, ,,og spat al unyttig Tale! Vi gaa nu lige til Maalet, oa naak vi ere der, da trced nden Toben hen til Fangehulletg Gitter. Jeg vil saa imens inspicere Vogtenz men qlem itle, at got J Mine til at rcetke Quan den inden for Gitteret, da hat J- tnig strals ved eders Side. Ebers Samtale med Fangen maa tun vate et Pat Minutter.« Lisbeth studsede ved at blive den Scene var, der viste sia for hende, da de traadte ind i Rummet foran Stenvintels FangfeL Hun havde ventet at fe Solda terne, vckbnede til Tcknderne, ftaa paa Post, stadia ved et Øje paa Fanaens Bevcegelfetx men i det Sted faa hun dem sorglnst samlede i en Klynge omtring en stor Paktasse, hvor der stod Øltrus, og hvor Terningerne raslede mun tett, mens nn og da et Udraab viste Spillets Gang Dog vendte hun sttatg derpaa sit Blik mod Fængfels gittetet, hvis Lygte viste hende Stenvintelö mckgtige Sitt fkel«fe. der lanaiomi ait frem oa tilbage indexes-L Haand og Fod vare lantede sammen, men Lauten lob ved en Ring Paa en i Væggen fæstet, lang Jernstang, saa at han tunde gaa et Stytte frem og tilbage mellem sit Halm leje og Gitteret, dog ttke helt hen til det. Lisbeth traadte derben, og netop som hun naaede Gitter-et vendte han sig for at gaa imod hende, mens den sveete Lenke rasledr. Hun havde alt set, at hans Stil Mfs bat Usgkk bsjkk Og hans fsr tun graaspkængte Haar nu var ganste hvidt; men uagtet hun saaledes var soebe redt paa at fe ham ssrgelig forandket, tystedes hun dog nu ved at se hans Aasnm der var blegt og indfaldent og bedre end de statteste Ord gav hende en Forestilling om de Lidelset, han havde udstaaet; men Blillet var tlatt .-g feejdigt, ja alt for lyfende med sin sygelige Glans og det spandte Udtryt, hvokmed han stierede paa hende. Hun merkedz «at hans Blit fotmsrtedeg ved at se en fremmed Stittelfe ved Gitteret, og hun gjorde da en ltlle, vintende Bevægelse med wandern Strats forandeedes « hans Mine, ikle til glad Oder-rastele men til paatagen Ligegyldighed, og han natmede sig langfomt Gitteret. «Hilsen fra Haust« hvistede Lissbeth, da Lanlen hav de libet Stangen ud,og han tun stod et Pae Alen fea heade; ,,jeg et Ltsbetht Se ret paa mig!« En svag Studsen lod sig fe paa Stenvtntels Aatyw »Don et tttglvenz hat J Bad til han«u »At han holder sig stille og eedder sig selv,« spare de Stenvtntel eftee et Viel-litt Pause, dahan gcettede at —I — hvilken Art den tosslupne Hans’s sprste Tanker maatte chre; »det er faa min Bilje!« »Jntet viber-e?« spurgte Liebeth hurtig. »Send ham til Kraagerup at vare Rostgaard ad; det er paa højeste Tib, at han salverer sig.« Under denne kokte Samtale havde Svenson tiltalt Soldaterne og advaret dem mod at vckre alt for tryggc; Lisbeth mærkede, at hun tav og ncermede fig »Gud væte hos Eber i denne Kvide!« fagde hun. »vi mindes ever daglig og beder for eder.« »Tai at du tom, min Glut!« svarede Stenvintcl med et mildt Blit; »din Trofafthrd glasder mit Hjerte.« »Nu, Hr. Per!« sagde Svenson sog traadte til, T»har J vel set tilstræktelig paa denne Karl og kan mel de hjem, hvordan en dansi Forræder fek ud. Kom, lad os gaa!« Lisbeth vendte fig brat og fulgte Svenson iTavs bed, mens Stenvinkel blev staaende og stirrede efter dem; et dybt, herligt Sut fta Jungens Bryst naaede Lissbech Tre, da hun gitx men da de atter havde naaet Trappcn cig langsomt git op ad den , lob Sang-en paa nyJ Skstlbe det vare im Worgenfnmd og indtil Affen-Es Ende, bog fkntde mit Hutte ingknlund foktvivlek im dtg sig vende - - Te dybe Toner syntes hende nu fom før at lnde fom en Aanderøft fra en onden Verden; men Dei forekom l)ende, at Stemmen havde en mere frejdig Klang. Da hun bavde naaet llrfulas Kammer og var alene, tatkede ljnn Gub, der havde ftærmet hende vaa heades natlige Bank-ring, men hab tiklige den Almckgtige om at give hende Kraft og Held til fremdeleg at vcrte sine ulytkelks ge Landgmænd til Hielp og Trost. Tiende Kapitel Fluqt »D, J s s- «Is Den Bude Juli tidlig om JHItoraenen saa man Hans «tenvintel gaa «urtig ned ad Etjernegade, til han nan ede Zudergade; saa bøjede han oniHjørnet og fulgte den ne Gade uden at se hverken til højre eller venstre,uagtet der var slere, der saa ester ham og rystede medlidende paa Hooedet, idet de tcentte paa den haatde Slæbne, der havde raint hanks Fader, oa nu i Sonnens luvslidte, lap pede chedning og hans sorreone, snavsede Hue havde Ulyttens Kendet gn synlig for We. Man niaatte inno lcrtid indrømme, at Knøsen bar Fattigdommens Livre’ med en last Mine. Det var da heller itte af Stamsuldhed at han lo’s«- flere Tilraab uden Svar oa ilede videre, men fordi han gil i et vigtigt LErende, og det gjaldt at slippe hemmelig ud as Byen. Da han havde naaet Eudergadens sydliae Ende ag «un havde et Hegn mellem sig og den Birkelund, som straite sia lige til detStreg, hvor nu Fiolgade ligger, blev han et Dieblit staaende og saa sig oin; men da han intet niicitaenteligt blev var, krøb han aennem Hegnet »F sorsvandt i Lunden. Her standsede han dog snart, tog en Flaste ud as sin Trøjelomme, gemte den under Løv oa Mos og siar et Marte i det naerrnest staaende Troe. Da dct var gjort, tog han sin Pjalt as en Hue, lastede den i Vesret, greb den igjen og for saa as Sted gennem Lun den som en unJ Jagthund, der sørste Gang slippes los.s Hans Øjne lynede og hans Kinder blussede, mens han! lob, og loin en Hindring i Besen, sprang ban hellere over end ait uden om. Nu var det snart et Aar siden, han hav de lebet scaledes i Stooen eg rørt sine Ven, og hans dil de Glæde inaatte have Lust. Han havde itte vieret i det! grønne siden Dag i August Maaned fortiae Aar, da han ait hjem fra Krsaaerup med Lisbeth. Stattels Hans blev snart trat og sorpustet og incertede, at endnu vak; l,an ingenlunde kommen til Kræster efter den Sultetur,l han hadde maattet udholde i Fangselei. Han sagtnede dersor sit Lob,nie1; git dog rast til, saa at han ester tol Tiiners Vandring naaede Kraaaerup. l Han snea sig til Gaarden fra Slovsiden, oa da ban necrmede sig Havediget, saa han til sin Glcede Per Olsen der gil indenfor tcet ved Diget og plantede KaaL Det gjorde et underligt Jndtryt paa Hans i disse urolixie Tider at se et Menneste arbejde saa fredelia; men han tcenltet et Fee som Per Olsen tan rel itte bruges til an-; det! Jan vidste nemlia intet om Pers Bedtister oa tundei itle tænte fig, at Per havde sat Svensterne adslillig flere Volsncesek paa end han selv. . Hans fløjtede, og Per saa op, inen tobede ingen Fiorundringx ,an saa dog paa Hans med et spsraende Blit, stcevede saa til Siden, om der ingen var i Neerhedcni og sagde da: »Hvad for en lurvet Karl et du?« »Er din Kjortel hel, Per«, svarede Hans, »da derer den del din Herre iil.« ,,Jh!« udbrød Per og tog nyt Kende paa den freut niede, ,,teor ieg ilke, det er Hans Stenvintelt Jeg tend te eder, Mare,tlte; J er bleven tendelig stunten,«siden vi saas, var J end inaen Sinde fed: J er ogsaa vokset soin en Gran.« »Du stulde have prøvet, den meedstede Hund du er, at tages sra Sulefadet og tygge gamle Storpet i hele fjorten Dage som jeg.« »Hilledød, det maa danke haardtt Er J sulten, bli ver der vel Raad til et Livfuld Mad« »Snak! Jeg er itte kommen her for at bæntes ved Madbokdet.« »Er J da gaaet ud i Stoven for at æde Sneglet Da maa J dog viere scert leisten after Kot-X »Stg mig, thvor din Hnglbond er og fsk mig til heiml« ,Tænler J,« svarede Per og satte en Kaalplante, »at han nu siddek derinde i Bedstemoders Lanestol og redet Ssdgrødi Gud naade vgl Han -flakker t Stoven som den vtlde Hjort, og Vorherte ved bedst, hvor han for Tiden stikter.« »Bei galder bang Liv, Per! Jeg hat vtatigt Bud stab til ham sra Fader.« »Bei stulde J have sagt stratst Tod nu et Koral« Pek saa sig forsigtig om, og da alt var toligt oppe ved Duset, smuttede han som en Aal gennem hegnet og stod ved ant Stenvtntelg Side. «Bt maa rappe ost« sagde han, »fo: vt have Spen l l · IT- -·. OTTO-. , f WITH-Pi« :e-.-:-. - f- -— s sien til Hufe, oa naar de først ere af Dnnerne,raabe de paa mig og blive Vrede og galne, er jeg itke strats ved Haanden. Gaa nn lige i Haelene paa mia og vig itle af mit Spor!« ,,3aa!« saade Per, isa de hadde sneaet sig frein et lille Stytke, ,,nn tnnne de itte se os fra Gaardem lob nu efter inig avet om esg drna Benene!« « Ver satte cf Sted, og Hans fnlate efte1·, tceniende, at det vilde viere ham en final Sag at folge den klndsede Karl; nien han sit andet at nicerlc, thi Per sit snart For iprii:a, on da ban e.:delig standsede ved et tcet Vorne trat, rat Hans et godt ciyile·tildage· ,,«Eaa tem J dal« sang Per, da Hans havde naact ham. »Man flulde tcente, Per,« svarede Hans forpustei, «at dn havde haft en Mynde til Fadcr oa en Hare til Illioker!« »Ja maakte jeg Vasre et sasrt Utniie! Men nn ikle flere Woge-Ord, tlsi her er di ved Stedet.« Ema aav han fia til at rndde en Bunte Løv ai Vei en, Ida Hans blev lige saa forundret, sont Per i sin Tin, del Plndselia et se Jndgangen til den underjordisle Hnle afdasttet Han fnlate ftrals paa alle fire efter Per, der nden Fortlaring imb ind ad den fncevre Gang . Da de mr lainne ind i Hnlen da atter sie-d paa Benene, dtev de fnart nar, at Roftaaard laa paa Jordbeenken og fov trnat. Der var dea ikte saa god Plads til at røre fix-» fein da Ver forste Gang var her, thi en stor Meenade Evasrd on Pistoler og smaa Fustaaer med Krudt oa Kna ler laa ovftablede oa fnldte ftørfte Var-ten af stumme-L Tet var de Vaaben, Stanan hadde sendt til de samtnen ivprissss Brim, nien sosn nn paa saa søraelia en Maade par lIledne overflodiae. Per ait forsigtia hen til Lejet for ille Lsed nagen plndselig Larm at forffrcelle sin Herre, laade iin Haand paa hans Slulder og sagdet ,G-od Ven, Husbond!« Noftaaard sprang op og var strals lysvaagelL »Hei er Hans Stnevinkel med vigtigt Budstab til eben Jeg maa ftraks bott, men ital se herud i Mid daasltnndem onI J da hat nogen Befaling til mig.« Saa lrøb Per igen ud, og Rostgasard og Hans var alene. ,,Hvad Polter, Haust« Udbrød Rsostgaard, »er det saa sandt ikte dig ,fri og frank! Jeg mente, at du var i Velt ogJarn, vel forvaret i Kronbotgs Kælder.« : »Bei var jeg ogsaa til fort siden,« svakedei Hans, »men jeg slap dog omsider løs.« ; ,,Det tan tendes paa dig, at du har vceret der; fe’ oasaa paa niia, hvilken Pfaltelræmrnet jeg er bleven!« ,,Hans, fom efterhaanden saa tlarere i Hulens Dem-( ring, adlød Opfordringen sog blev var, at RostgaardH Klasder var haardt medtagne og hans vejrslagne Ansigt maaert. Dei bar lendelige Spor baade af udftandne Etrabadfer og af Grammelfe. »Sig frem, Hans! hvad Bad bringet du?« »Hil"sen fra Faden at det er paa den højeste Tid, Jl salverer eder og flyr.« »Det er itte let at følge det Raad, Hans-! Sagde den gamle itle mere end det?« »Jlte det jeg ved,« fvarede Hans; »dog sit jeg det ille as Faders egen Mund: men stor og overhcengendei maa Faren viere, efterfom shan gav det Vink.« Rostgaard spurgte nu Hans ncermere ud og sit at vide, at det var Lisbeth, han kunde taike for denne Ad varsel; derneeft gav Hans ham en omstcendelig Vent ning orn sin Faders Fængsling sine egne Lidelser eg de andre Fanaers Tilstand, saa vidt han tendte den. Blandt det meget sorgelige havde Roltgaard dog den Glcede at horc, at Jens Henrilsen var bleven frigiven, og at hang Svoger fremdeles fad i sit Embede og nød Svensternes fulde Tillifz Deratf site han nyt Haab. »Man tan ifte vide, Hans, om Kong Karl ikie til sidft ogsaa benaader din Fader og de andre.« »Alt Haab er ude,« sparede Hans med en mørk Mi ne; »Dommen faldt i Forgaars.« ,,Guds Dad, Dreng! hvorledes lyder den?« for Rostgaard op. »Fader er dømt til at reties med Svrerdet, parteres oa ftejlesz He. Henrit til at reites, dog itle at mishand« les saa efter Døden. J lige Maade«er Gregers Hansen døtnt fra Livet, og dette er det enefte, der er at pkise ved denne Dom, da det var denne feje Hund, der angav os alle. Des vcerre siges det, at han slipper med Slrcetken og Vil blive frigiven.« Rostaaard henfani i mark Tavshed, af hvilken Hans vætlede ham ved at sige: »Det piner mig, at jeg ikle kan hitte paa noaet Middel at hjælpe Fader paa Flugt; var det gorliat, vilde jeg itte brnde mig om hans Befaling, at jeg stal holde mig stille og redde mig selv.« »Den ganile handlede faderlig iog ret i at give dig den Befalingx det siaer iea. som doa er dnbt nedtrnkt ved at tasnte paa, at han fnart stal gaa den visse Dold i Mode.« »Kunde jeg da, faa sandt!« usdbrod Hans og tnytte de Haanden, ,,faa Rain til den lumste Satan, der loklede ham i den Snare og lagde ham i Bolt og Jærn!« »Lad de Hawntanter fare!« svarede Rostgaard mis mvdig; »Svenson er en starrt Karl og sprer en god Klin ge, din Overmand mange Gange. Fit du end Held til at iage hans Liv, svilde det jo koste dig din egen Hals.« »Bei fik saa veerel Dog vilde jeg gerne forinsden have Fingre i Valentin Korn, den sorte Forræder, og i den Pjalt Gregers med. »Jeg forstaar mig itle paa Gregers,« lagde Rost gaard fsorlegem «dog bot min Svoger og jeg mindes, at naar vi hidtil er flu«pne, kunne vi takke Gregers der ive-, og vi bot da vcere ham tatstyldige.« T lHanB saa itte ud til at tunne dele denne Taknemme lighedsfolelse, men han holdt sine Tanler for sig selv og lagde, at nu maatte han af Sied. »Tai for din Gang herud, Hansl« sagde Rostgaard og raste ham Haanden. »Du hat kanste dog reddet mit Liv, lhlles »det mig at fly i Nat, oftersom jeg vilde have opsat det lidt endnu, og da turde det væke blevet for silde. Bring Hilfen til din stalkels Faderl Hiertens Tat til ham for denne Addarlel og alt Benstab i dette Liv! See du He. Henrit og Magister Kirftety bring dem iden famme Hiler og Tal og bed dem ille bære Nag til min. Gan san med Gnd, du brave Gut! og for-g itke min Sorg ved at scette dit unge Liv til ingen Nytte i Vvvel« Rostgaard var meget wri, men viste dog sin sied vanliae Orntantc ved nt Lalde Hans tilbage, da han alle rede var trieben ind i den sncesvre Gang, og spørge hom, om lzan Var i Nod oa trængte til Benge. »Bei Guld, din Fader fik, have Svenskerne vel ta aet!« »Hver Dsutat indiil den sidste,« svarede Hans, »og san have de konfiikerct alle bang Ejendele, var de end tun ringe; men ved J,at Fader i Farhøret sagde, at en dansk Herreniand havde givet ham det Guld?« ,,Det et ham ligt,« sagde Rastgaard, ,,og paa en Maade Sandhed, faasoni He· Korsits Trolle sendie det til mig. Ak, Hans! hvvr førgeligt, at nu en saa tapper, fnild og snarraadig Mand slal ynkelig dø uden at være i Stand til at gavne sin Konae ellek vort .Fødela11d i hele denne steig! Til vigse var det ilke hans Skyld Dog, Tiden er kostbar-» oa jeg hat knnskie endnu mindre Grund at tiaae end du. Der, tag den Krone fom en Nødfkilling.« «En halv kan magelig gelte det,« svarede Hans-, »Ja jeq tun vil bruge den til at ksøbe Bin for at fylde i de fvensle Soldaten De lod Inia løbe i Byen for at henste Vrasndevin trods den Vefaling, jeg bar faaet, ikke at forlade Fastninaen Det bjalp mig herud; men nu bli ver jea fein Timer nde i Stedet for en halb. Med nagen Bin tan jen vel tølse mia Tilgivelse og gaa fri for den Litgsing, som ellers er mig vis. Rostaaard aav ham den Krone, han havde taget Tfren1, og Hans tatkede on forsvandt, faa Rostgaard blev -alene for at overveje, hvokledeg han bedst skulde ivcerksæt te fin Flugt Han hasvde lagt sin Plan, da Per i Mid dagsftunden indfandt sig og bragte ham den gode Ti dende, at hans Farbroder, der havde vceret i Ketbenhavnz var kommen lytkelig sog vel tilbage med Baasden. »Gud være lovet for det!« udbrad Rostgaard. »Der laa ogsaa et Brev under Stenen i Havediget; det gav jeg Madam Kirsten,« sagde Per. »Al, hvad gavne nu de BreveZ Jeg er nu en fredlss Mand Per, og maa fly.« »Er det nu lommet dertil?« spurgte Per i en gre dende Tone; ,,J sagde dog forgangen Dag, at det drev vel over, saa J snart haabede trygt at tun-ne vende til bage til Gaarden.« ,Det Hackb er bristet, Per! Naar du om lidt vendet Bagen til og kryber ud af Huleni der, da hat du set mig for sidste Gang i lang Tid.« »Ak, Herre Jesus!« tlagede Per, ,,«hvad Ende tager det da med os andre, der nu blive herreløse?« »Det stulle J ilke blive, vil ellers Gud, da J have en Madmoder, der kan vaerge for Reden og har gjort det mangen Gang før; hende beholde J.« »Ak, Gud naade os!« udbrød Per sgtcedende, »hvor sial Madam Kirsten lunne bjærge fig, naar J, Husbond, maa drage af LandetZ Der gaar over min ·erstand.« Rostgaard sprang op og sagde vredt. ,,.Hold nu op med den Flehen, Per, og hør min Besaling! Du var tro og snild indtil denne Dag,« spie de han til i en mildere Tone, »sviat ille nu, da det gælder Liv oa Gods, og ikke alene mit, men Venners dg Frænders tillige. Du flal om kort Tid saa fuld Fortla ring over det, du nu itle sorstaar, og blive meget betroet. Nu maa du sørst tie og lyde.« »Vel, Husbond!« svarede Ver og tørrede sine Øjne, ,,jca ian beaac Dele, er jeg dersor ingen Sten." »Na gaar du siuts hjem,« saade Rostgaard langsomt oa eftertasniiosnh »Da siaer til vor Mo’er, at i Nat sker Asrefsen. Bed hende saa møde mig Ved Midnat under den store Bøg i Heidevang og tage min ny Hat, min Kappe og lidt Fetalje med, dog iile mere, end hun kan bate, ihi hun maa komme alene. Sig hende dernæst, at naar hun lommer, maa hun blive paa sin Side as Bøgem jea paa min, og ilke gaa on1 til mig, saa vi usete tale sammen, at hun med srelst Samvittighed kan gøre sin Ed for Svensten paa, at hun ikle har set mig siden den Dag, jeg stiltes sra hendepaa Gnardm ng sagde, at jeg red til Kong Karl.« Per lyttede opmærksomt til, mens hvert Ord nøje bled indprentet ham. »Saa lader du gaa Bud til Hans leen, at han liolder sBaaden særdia sra Midnat as. Flyt saa den brave-, naar du gaar forbi hende, men scet hende længete ind ved den store Ast, saa at jeg kan finde hende sikkert siden. Nu er der itke mere, Per! Lev nu vel, min Gut, til vi ses igen, og Gud vcere mcd dig?« Ver krøb højst modsalden ud as Hulem men da han lom til det Sted i Sinnen, hvor Rostgaard havde skjult sin Heft, og han hørte den vrinte, opllaredes hans Mine; thi brunc Blis havde den nceste Plads i haus- Hinte, om itle den første. Vidt osg bredt i Distriltet, shvor Rost aaard for am, var hans brune Kleppert kendt og dens mange Dyder jævnlig en Genstand sor Bøwdernes Sam talet. Per havde den faste Tro, at Dnret havde Meutre siesorstand. Den havde baaret sin Herre paa mangen vansteslig og vovelig Fart uden at trcettes eller snuble. Den var dog nu ingen Aarsunge niere, og N«aadsens brødet ventede den i Krasagerup Stald, naar denne Krii var til Ende. Dei var da Per en stor Trøst, at hans Herre vilde singte til «Søs; saa beholdt han dvg Blis at passe, sog i denne glade Tro klappede han Dyret paa Hal sen. Det anede ham ikte, at han havde klappet stalkels Blis for sidste Gang. Natten korn, en stille, klar Sommernat. Den- asia gende Maane stod paa en styfri Himmel og sendie fine Straaler fom Splvpile gennem Stovens Bladskæstmez men under den store Bergs Bladhang var der Stumring, og der sad Rostgaard henad Midnat stille og lyttendr. En Ugsle sad i det mægtige Trces Top og singtedez saa fløj denchen ad Gaarden til, og Rostgaard kunde stinkt dens Flugt. Han tydede det som et cndt Barsch at den isatte stg paa Paris Boligg Tag og stogx ede ogsaa der; thi denne Nat var han i en Uro og Spanding, han aldrig sør havde tendt. Endelig horte han Raslen i Bogekrattet og saa Kit sten komme; han sprang op sog gik om paa den Msatie Side af Traeet. J J» CMMMD i « u