Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 11, 1904)
Sksenfkeruc paa Kronhorg. En historisk Roman. As H. F. Emld H Anden Del. JE (Foktsat.) »Bei er fotgæoes at bede om fligt!« fvarede Lisbeth; ·,men allenfals maa du da førft fiae mig, hoorledes sog paa hvad Viltaar du flap l-s.« »Jh!« sagde Hans, »der er ikte nieget at fortcelle deroni. J Morges hentede de mig op i den gronne Sal og tog miq i Fordere; de haode over alt der andet glemt mig usie Strog. General Forebufch, som er Formand i den Blodret, saa glubende paa mia og holdt en dundrende Tale til mig om den aamles forte Forræderi og mere af den Slags. Sau lpurgte han mia, om jeg baode didst noget om de Raneftreger; men jeg stillede mig dum an og fagde, at da den aamle sjælden luktede Munden op og plejede oan at give mig flere Knab-J nd Ord, saa var jea ganste uoidende onl, lwad han bavde for: det blev da troet. Tut-am den sdenste Flatter, var ted af at darte niia op; de fik faa des nden Brug for Hullet til en anden, oa Ja Bent Kot haode en Kotienlvend haardt nodig, blev jeg der og maa nu gaa ham til Haandes »Gode Kaar i diSse Tidet Hans-! Dei alæder mia, at du er kommen Graden laa ncer, at du lan iaa Huld daa Kroppen igen.« ,,Jeg ital lanae bravt til Fadet!« svarede Hans med et Nit: »den loensie Konan Mad flal nære msig og aioc mig ti Mands Starke, saa faar jeg Magt til at hævne mig!« Du hævne dig? Gud hjcelpe dig, staktels Hans!.« ,,3ia ilte oftere »stattels Hans!« Jeg lider det ilke, Lisbeth2 Her nu! Generalen hol«dt til Slutning en Prcediten for mig og lagde mig paa Sinde itke at slcegte miin Fader paa, men blive en tro Mond og en god Svenstz da stulde dei gaa mig del —- tvi den Karl, Lisbeth jeg filte den st--rst"e Lyft til at spotte ham i Øjnene, som han stod der og talte mig faa myndig til! Forst siulde min Twstab prøvesx jeg stulde have min Frihed inden for Festningens Volde, men gjorde jeg Mine til at forlade den eller ftat Nasen ad paa Beden, stulde jeg blive siudt ned sorn en Hund« Da Hans havde udtalt, sprang han op, gav sig til at scegte med Armene, snurrede sig tundt paa Hælen og gjor de faa et vceldigt Hop til Strcek for Lsisbeth »Na-Wes itte, Lisbeth,« fagde han faa, forpuftet as Anstrengelfen: »jeg følte en utæmmelia Lyft til at kon mine Lemmer oa prove min Kraft. Endnu er jea fdaa: intet Under, som jea har ligaet der i over fjorten Takte paa det fuatige Straa med Lænte om Haand da Fod og havde tun Rotter at batfes med; de lob mia tit over An sigt oa Brhfi.« »Hu, ha!« udbrød Lisbeth gdsende. »Da tæntte jeg dog mere end een Gang paa at gribe en af dem, fiaa den og rede den, iaa lulten var jeg — hvad siger J til det? Men jeg maa bott! Gar nu eders Bedste og ftaf mig Lov at komme ned til Faderz jeg maa og stal have ham i Tale!« Saa gik han, men Lisbetsh gcettede firals, at han spekulerede paa Flugt og pack at udfri sin Faden han var forvvven not til at prove vaa det meft fortvivlede, eg Lisbeth sit ham end mere tær for hans ubøjelige Mods. Stall-. Kurz atten Aar gammel, liae sluppen ud af lit Fangehul, nu midt iblandt Fjender, ganfte henvilt til ean Kraft og dog lige kais Men Hans bentede ligesom Mod fta den Grund, han traadte paa: her paa Kronhorg følte han, Festningsbarnet, sig tryg: han tendte manat et Smuthul oa Gemmested, fom Svensterne endnu itte havde otdaget, og han lo i sit Hierte ved nu og da at mcerte deres Uoidenhed. Jinidlertid tcentte Lisbeth for Alvor pa·1 at flasse Hans Tilladelfe til at komme til sin Fader i hans Ferng sel; men til hvem stulde hun gaa med den Ban? Jtte til Dahlberg; thi siden den Dag, da han paa ny tilsagde hende sin Besiyttelse, havde hun ilte faaet ham i Tale. Han syntes at sty hende, som om han frygtede for hendes Iorbønnee og Formaninger til at vise Mildhed og Men neskelighed, som han hverten havde Villie eller Magt :il at opfylde. Saa blev da ogfaa den Besiyttelse og Fied. han havde lovet «hende, derefter; thi de svensie Qfsicerer viste sig hpjsi paatrcengende, plagede hende med Rettig desvrd og gjorde det til frdft saa broget for hende og Ur -fttla, at dereg stille Kammer til visse Tider paa Dagen anesi lignede en Bagtftue. Utfula tog Mod til sig og git til Kommandanten Hier at klage, og hun fsjede fine Ord saa aodt, at der itke Valdt nagen Stygge paa Lisbeth Den Omstændighed, It Dahlkhetg git saa haardt frem og gav Lisbeth Stac sxtest, hat-de renset henlde for enhver Mistanke om hendes -Ziehokd til ham, vg Ursula gjorde nu Bod ved for-get « Mal-eh Dog sit det endelige Fothold mellem dem fstst It Segl ved, at Mittel Hausen lod here fra sig og Alten jegav Lisketh at han nu mente sig list fra enhver For ·Mfe med heade. Der iom intet Bren, men —- hvad U kalte tydeligeee end Otd — en Vogn med alle hendeg Wie og alle hendes Bogen Hvett Stykte var jo en sue sta hendes fort-ums Beleg-ten og hun vilde have M M tildage, havde hun vieret til Stede i det Øjehlit; MM dlev Utsulag Lod at tage imod det, og det tunde falde hende ind, at Lisbeth itte siulde faa diöfe fviSagen hun havde jo itke stoet mete, end hvad hun g Itad i! Lisbeth faa sig da pludselig rigelig nd » ; sen hvor fordeeedt hun end var paa at marke, «Iudset med heade- Plejefotceldte var uleegeligt, hleo Vg W ved dette haandgktbelige Bidnexlwrd vm : UWighed og grced sine modige Tau-et dek .. Its M Me, at Gregers ital bagved, og at htm M leise hast for dettes MÆ MI- ti1 Witwen visit-de ikke til- « IszosiemvedatecdeMovetovers i WHAMIIIDAILMMt Evens-n M des ttW Male Of M M i kanlss Immer vs Ist-M tate, at de have et soksoje sig bort og maatte vente Straf, oni de nogen Sinde oftete satte deres Fod over Madam Ursulas Dortcktsk:l. Ja, da en ung Løjtnant gav grooe Ord til Svar, tog Svenson ham i Kraven og satte hani nd ad Domi, hon tet hans store Legemsstnrle giorde hani let not, men hvad der paadtog hatn Had og mete end een Udfordking. Dog var han stitagen for at tage Hensyn til lldfordringernc, saa lange han oa hans Modstandere oare inden for Kron Jorgs Volde, da der var sat Dodsstraf paa at bryde Fast ningens Fred; men naar oa hvor han viste sig uden sur zickstningem maatte han oære rede til at ocerae sig nied sit Svæm Evenson undlod ikte at sortlare Lisbeth, livad hist for hendes Sknld havde udfat sig for, oa bun lnnde jo ikke andet end oazre hain tatnemmelig sor den Fied, han nieo Fare for sit Lio havde flasiet hende. Naar Zoenson nu indtog de sordrevne Kurniagetes Plads og selo blev en daalig Gcest i Ursulas Kammer, var dette ingenlunde efter Lisbethg Sind. Hun tcenkte oftere der over, men kunde itke komme oaa det rene mev Aatsagen til, at hun ikke ret tunde satte Tillid til hom. Hans Adsækd var i et og alt soinmelig cg «lwflia, hans Tale forstandig oa besseren, og hun maatte tilstaa, at han ofte oidste at sorkorte hende Tiden. Var lian end ikke en sint dannet Mand som Dablberg, og haode ban end ikke bang liolige Aand ellet riddetlige Versen, stod han dog langt ooer de fleste af sine Kamnierater. Toa var der noget i hanis Blit, som indgød Lisbeth en lonlig Fragt, og hun blev ilde til Mode ved at opdage, hvotledes han Ztkidt for Etridt oandt Terrcen i Utsnlas Gunst og asnødede hende selo smaa Beoiset vaa Venskab. Tet bleo hende sttaks klart, at viloe hun udrette no get for Hans-, maatte hun benvende sig til Svenssom og da shun nu engang havde foiesat sig at komme i Fokbindelse med sine ulykkeliae sangne Landsmænd og vm muligt yde dem nogen Trost, neddænioede hun enhoer Ballen og luk kede sorscetlig sine Øsne for det stæbnesvangre ved det Stridt, hun nu agtede at gott. Zoenson kom til hende, itke lange eftet at Hans havde sorladt hende, og hun nut tede da Lejligheden til at gaa i Farben for Hans, der saa gerne vilde se sin Faden Evenson lyttede i Tat-s hed til, og hans Øjne sit stkaks del Udtkyt, hun itke holdt as: hun vilde have sorstaaet det bedte, bavde hun kendt de narinere Omstændigheder oed Stenoinkels Paagribelsr. »J den Sag,« soarede Soenson nied sædvanlig Ro, »kan jeg ikke være eder til Villie: ellers er jeg ganske til eders Tjeneste, Jomsku Lisbech Fortuna hvad J dil, kun ikke noget, der strider mod min Pligt som Osficer.« »Skri! Osficeten blive udensor,« svarede Lisbetkl utaalmodig, «saa vil der ikke vckre nieget, lwori Lojtnant Svenson kan tjene mig.« «Tal ikke saa koldt oa uoenligt til :nig!« svarede ban en Zinule bkaat nd af Faming; »det bar jeg don, tnlkes min, ikle sortjent as ever-. J oed, at Hans Sten oinkel ved Forhotet stemkoin med det samme Instr, oc: da blev der svatet ham, at han slal faa sin Fadet i Tals paa den Dag, da han blioer rettet.« »Er Dødådonnnen da alt sældet?« sputgte Lisbeth blegnende. »Endnu ikke, men det oil ske en as de niermeste Dage: Døden er denne gamle Stint-en to Gange Form-det, san vis, som havde han alt lidt den.« » ,,Aa, da hjælp mig til en Samtale med harnk« nd lbrød Lisbeth: »det vil troste den gamle Mand at se et venligt Ansigt og hote en lendt Ztemme.« »Jornfru Lisbeth,« sagde Zvenson studsende, »in-ad trenler J paa?« ,,Det er mit indstandige Jnske og min Von til eder« at J skafser mig Abgang ikke alene til Ztenvinlel, nten ogsaa til Ht. Henrik Gerner ca isaer til den staktelg Llliaais ster Tikob, der jso ligger sng og,haatdt tkænaer til kærliii Pleje.« ,,Aabenlyst kan det itte ste, da det er ganske litt-ente liqt at saa Tilladelse dettil. Gsr di det i Smug, og dei blivee opdaget, lan ket koste mig mindst min Bestilling.« «Det vil intet toste eder," svarede Lisbeth rast, »Es-is oi bceee os snildt ad." Lisbeth, som hidtil havde siddet paa en Stol i den cne Bindnessordybning, reiste sig nu og gav sig til at lege med den lille Sisken sok at skjule sin starke Sindsutoz hun saa da itke det triumfeeende Blit, hvormed Soenson pludselig saa op, eller det lidenskabelige Blik, hvoenied han lod sine Zifne hvile paa hendes nndefulde Skitkelse. Han tænkte, at det var vel vard at vove noget for at vinde saa hsj en Pris. Hun gav sig nu selv i hans Magt og kotn dil lig ligesoni den lille Fugl, hnn nu slap ud as B.uret, og som hoppede hen paa hendes Finger. »J er en dansk Mac, Joinstu Liöbeth,« sagde han og søgte at msde hendes Blit, »og got edet nceppe nogen Betænkeltghed ved at narte en godtroende Svensket.« »Godtroende!'« udbrød Lisbeth og saa op, medens hun lod Sistenen bide i hendes Finger; »jeg havde bild til den Mening, at Godtroenhed er det danste Falls Dyd eller Lade, hvad J vil, ikke det svenskes.« «Saania-nd!" svaeede Svenson med et brandende Blit. ,,Dog hat J det, srygter jeg, i edeks Magt at gore en godtroende Tasse as mig.« »Hvad Burgen sorlanger J for min Ætlighed?« »F-est·,« svaeede Svenson langsomt og med Vogt, · ,,at J hsjtidelcia lovet og fotsiktet tnig ilke at give Fan gen mindste Vink ellet Undertetning, der knnde fremme hanz Flugt. Der maa viere rent Btsd i Posem ltlle Jem srul J kommee sot at troste Syndeeen, ikke i nogen anden Hensigi. ikke sandt?« ,,Godt!« svatede Lisbeth strats, »jeg lovet eder det paa Ære og Samvittighed, som en artig dansl Jomsru!« hun harde ikte saa vanfkeligt ved at give dette Liste, 3 da hnn holdt Ilugt soe unmltg og haabede endogsaa at bringe han« en Hilsen sea han« Faden der kunde afholde » hendes unge Ben fta at vove sin halt til ingen Nyttr. «Stme Eh fortanger jeg tkke as eder,« svaeede Spen souz ,,men,« vedblev han med et Smtc, »J- maa nsdvens btgvti ledsage mig sotkltedtz J maa iftte edet Runds mth Ltsbeth slap est-wende Wien pg saa veedt op. »Na deiner J Spsg M neigt« nur-d hun. »Ja-entkeimt« soc-rede Gunst-u i en asgttende To nef ,,uden det iltvet der intet af. - va- teeuket J, at jeg A H iden Fare for Opdagelfe tan fste en Kvindeperfon ned i KasematterneE Styx J itte den Foevandling, ftal jeg sen-de edek en Plagedragt med tilhprende Rappe, som vil ftjule edeks Person;« faa saareg eders Blufcetdighed min dre, og J tan trygt give eder i min Varetægt.« Lisdeth ftod der henfnnten i Grublen, thi hendez Tanter git til Ftu Biethe, hvis Ijtandsdkagt havde for Irget hende fna meget. Hnn vilde dengang have for-spo tet at gøre fom hun; men nu var hun btagt i den samme Knibe, tun at hun danke et cedelt og tcekligt Øjemed til sin Undftnldning. Dei EtfempeL Bittbe Rnntzov bavdc giret hende, udøvede nu sin fmittende Magt og gjoede ttdslanet »Jeg inar finde inig deri:« fagde hnn omfider og faa op med et ftn Blit. Zaa tog hun Mod til sig og san Svenson forftende ind i Lied men ban inødte heude Blik rolia og fast. »Glem da intet Ojeblit pan den Van dring,« titinjede hun med et stolt Blit, ,,at ieg herved gis ver eder et itort Bevis paa min Tillid til eder som in Mand ni Akte.« »Va-: uden Frngt!« fvnrede Evenion og reiste fig med en livlig Mine; thi banss Beilen til Lisbetb var alvcei lig og oprigtig ment. Det var ogfaa Lisbeths Taute, og hun btev hiertetlemt detved Hun bnvde til dette Dies blit itte givet bam ringefte Hand, men var dog til Mode, fom oni Garnet blev draget tættere fammen oni hende. Aa, tasntte tinn fna, jeg tan oel not fprasnge de Maftet, om det virtelig er bans Agt at fange mig!« »Naar,« fpurgie bun med et ovetgivent Smil og et lille, trodsigt Rast med Hovedet, ,,stal det da gaa for sig?« »F Nat, vrn J san inne-SI« svatede Zvenfon uden Vatlen. .,Ojeblittet er gunftigt, for-di Kongen i disfe Tage er ved Lejren. Naar Hans Majeftcet er fkavcerende, under Obersten sig lidt mere Ro og fettet fin Lid til mig. Jeg vil iaa afhente edee ved Midnnt; J tan da ledfage mig paa Natteeunden ned i Rasematternr. og stulde nogen Fortlntina blive nødvendig, da er J Kongens Page, Pei Spotte, som ek bleoen her tilbage, og hvem jeg hat til ladt at folge mig, for at han engang tan infpicere Natte vngtetne, hoiltet er lcererigt for en ung Ofsicer. Han bar lyft Haar og blaa Øjne ligesom J, er lsille og spintel of sin Aldee. Jnden Aften ftat jeg sende eder et fuldftæn digt Sirt af hans cheder.« »Godt,« svarede Ligbetti, ,,jeg ftal ocete fckrdig til den .faft«fatte Time-« Svenfon ratte bende nu Haanden til Afsted, hvil tet hon aldeig fee bavde deiftet sig til, tryttede hendes Hat-nd varmt og fjernedesig derpaa hurtig, mens Lisbeth blev tilbage, fnld af modftridende Følelfen Hun var Reiten ai Degen faa ordtnat1 og mut, at llriula undrede fig over dendelz foeandkede Versen. Da en Soldat heu nd Aften toin med de lovede Klædee i en ftor B1)lt, re: Lisbetb den hurtig til sig og saqde til Urstth at det var nogte nf Løjtnant Zvenfons Alex-den fom tnm liavde Paataget ssn at efterse. Ursula giorde fig dog sine Tan ter, men yttede ingen Fdrnndking; hun bavde alt i nogen Tid mærtet Soenfons Beilen og tcentte, at bvis Lisbeth cndte med at blive ivenft LojtnantssFrne, vilde det itte vcere det vaekfte, der tunde hcendes hende. — Dei var nceften Midnat, da Lisbeth ifptt Per Spar tes chedee lige til Stovler og Hat, ftod foran det ftoee ZPejL fom bang paa Utfula Kraufes Verg, og i Maa nens blege Lns nisnsitede bun sit Billede. Hun studfede, flog Hænderne kommen af Fotundring og bavde ncet gi net sig til at le højtz men bun husiede i rette Tid den Kate, bun lob ved at vætte sin Veninde. der fov ttygt eq fast i fin Seng i det Lille Sengetaninier. Lisbeth bavde et «Zieblit icentt paa at indvie Ursula i sit Æoentyt, men ftrats rpginet det, itte alene foedi hun saaledes spatede Den gamle for Angest, nien fordi hun of Henfyn til Even ions Sitterhed burde vedligeholde dette Æventnts Heini melighed Dei one da ogfna lyttedes hende at itjute Alt-e derne og lifle sig ud af Sovetammeret uden at viette Ue fula. Dei gatnle Spejl havde næppe for haft et mete for ttyllende Billede inden for sin svære Ramme end skøn Lisbeth i Pagedmgt; men hende selv fotetotn det Syix faa pudsigt, at hun fette sig greben af en taad Stein ning, der tun flet ftod i Samtiang med det alvorlige Even tyr, hun nu ftulde gaa til. Hun saa i AandeikBirthe Rantzov i en lignende Dragt staa ved fin Side, hsete heu des muntre Latier og de stæmtfonime Otd af en Samtale, hendes livlige Fantasi inftinttmæssig tæntte fig, og var saaledes uden at merkte det bteven hett aandsfeavcerende, da den dnbe Klang as Taatntlottens Slag meldte heade, at Midnatstimen var kommen. Hun for samtnen, stat Haanden ind paa Bryftet for at viere vis paa, at den lille Dolt fad der. Det gav hende Mod at lægge Haanden paa deng Herste: hun elstede den, thi den var en Gave fka Eeit Dahlberg, den eneite, hun nogen Sinde havrse modtaget af ham; han havde givet hende den en Dag, da de havde haft en spsgefuld Samtale oni Kvindens Ret til at site Baaben, og han havde fortalt hende, at det var en italiensi Stilet af fint Arbejde, sont han hav oe tpbt paa en af fine Reisen Hun drog den ud, holdt den i sen sann-d, faa at den lille Staaltlinge blintede i Maanens Straalee, og i denne Stilling overtaftede Svenson hende, da hun i det fanime traadte ind« ad Osten. »Va, hat« lv han, men dampede ftrats fin Sternum ,det nma jeg lide. J et en modig Jome!« «Mod-tg?« gentog Lisbeth, som hurtig havde ftuttet Votten til sig og nu geeb Pee Spottes Kappe for at hylle ig i den. »Ringe Mod udteceves til at feegte med Lasten. Jeg legede Page og Ivede mig i en Mands Gang pg » sadet.« Spenson btev den ftærte deme paa Lisbeths Kin Jee var og tæntte first, at den strev sig fra beredet Und- . "eelse ved at staa for hmn i Mandsdtagt Den havde sog en anden Aatfag7 tbi da hun lod fin Dolt blinke, senkte lnm sig Karl Svenfong Hjette som Musket« Milde « Dei lpd ogfaa · ian t denne Nat komme hende for met. it, af Inn gættede den-des Staates-, og han sag-de me med n egen Vogt »Scn vel viel-net maa J fsle eder fetdetei tkygx dar edet des, at J ttke etdsee eder med den Knivt J. betet vek sindtg den-ne lille Staalsiange ded. edets darin, ( 4 I i F fom jeg altid troede tun var en Vugge for btide FI telfer?« »Ja!« foarede Lisbeth tætt, da hun faa sig gewein ftuet, »jeg bærer den altid; saa det tan da itte trænte eder, at jea oafaa bietet den i Nat. J, fom felv har dre oet en Hob feast tte starke fra Inin Tor 01 fCA WU Entsch lofe Etillina, bot itte undre eder over, at jea betet Berge-« »Du var oenaana!« saade Soenion med et instit Blit. »Ni! bar J nett Bart-« efterfom msin fitre Haand ca min gode ztlinae er ederg Vani- Ist Vile VII-Hei smiare Inia, laade J den Takt bott. Lilien toni nn; det et Paa Tide at drude od!« »Sdenfon!« faade Ligtietli oa ait hen til det ftc-:e Stab, lwis Dsor tmn antun-de, Da lagde faa Dolten dek ind, »nu dar jea astcrdnet tnia. J denne Nat ftat sen tende, oni J er den «·I.tinnd, J inne- at varex inen vib. at doa turde jea inulinvig inden denne erftninaz Volde bade en Ven, do is er have storre Ansat, m disk-J KWAC rættet langer-e end eders!« Soenfon vidfte dette endnu dedre end Leibern tro ede; thi da han toni for at jage de paatroenaen de Weitere bott, git han itte sit ezet tErinde, men Dablbettö HM hvvde bedet Svenfon om at itaffe Madam ltrfuta oa Lisz deth Fred, men udtrnttelia tilfojet, at han itte onfteke sit Navn ncevnet eller indblandet i den Saa. Zoenspn t-,avde da indfet, at Generationrtetmefteren dar Jomfin Lisbeths Beftntter, men heller itte niere· Han baode tit: liae af Dahtbergg Udtatelfer faaet den Visbed, at Ligbeth dar en fuidtommen baden-in oa aatdcrrdia Josuer oq undtod itte at udnvtte ftn qunftiae Stillinza tit, om mu tigt, at vinde hendeg Hjette oa has den aamle Urfnla at sinde et hnggetigt Hjem i sin Fritid.« »Jetzt tvivlet doa otn,« fagde han nu tned Varnie, ,,at J tan have wogen Ven, der menet eder det bedte eller nistet itørre Assettion for eders Person end jea. Derdaa aabnede han Deren, og de droa nd paa den nattiae Vandring. Kronbotgs Kasetnatter ere en Ratte af Hsvælvin ger, fom eke indmurede i den indre Fastninasvold oa ftulle aive Befætninaen sittert Ly under en Betejrina. Kendes end Tidens Tand paa dem, foresindeå de doa endnu og Vidne for den nutevende Stceat om, tnsotledxs Forfaedrene byaaede for Aarhundteder. Fra Mortevort mod Veft ligger den oiatiafte Dei af Kasematterne, der danne en Tunnel aennem den hute Bald, fasa feist Luft ved Rot-, fom gaa iaennem Volden, Lns derimod fra til aitkede Huller i den Mur, fotn overatt danner Fæftninasz votdens ndre Betlædnina. Der, bvor denne tanae Tun nel endet-, forer en bred Trappe ned til de nederfte Rase matter, fom liaae dnbt i Voldens nordvefttiae Hierne tit Teig under Fastninasaravens Vandlinie. Te beede sia tier, aftelte i forftelliae Rum oa danne en Labyrint, twor tun tendt Mand tan finde sia til Rette. Lnszninaen er ber, felv paa den tlarefte Dag, tun fvag, Luften tung oin Wintereis forhotdsois tun, om Sommeren totd og ttam. Her findes ei ftoet Rum nted lade Don-Dingen baarne af Pillr bvor et bett Regiment tan faa Ptads; i et andet Rum er der et Jtdfted med en tamvemæssig SudpetedeL i ej tredje en Bageeovn, og i et fjerde store Stenbebotdeee til sattet Kod, thn sog Mel —- tort faat, det er en Staas underfordift Hafer-ne, fortmfsfeliq ftittet til at tette Fastninaens Fotfvarere en tanavarig Beleiting og sitt-e dein en aod Forpleinina, ftulde endog fetoe Jlottet blive ftjult i Grus. J denne undeejordiste Kotonis inderfte Atti-da book der berstet ncrften futdfteendigt Marte, oa book Tilaanaen af frift Luft tun er sparfotn, findes- et fnceoert Rum, der loher ud i en Svids. Huttets brede Mundina deles ved en mutet Pille, fom derer Hvætvinaen, oa derved indftrasntes Ptadfen t)dertigere. Dets Beitennnelse bar vet fra førft af været fom Arrest under en Belejeing. og det var for-den tuttet med et fteettt Jernaittee, men var dra allerede dengana i mange Aar tun Gemmefted for gammelt Jern og udrugelige Arbejdsredftaber. Dog hav de Svensierne, ssom underfsgte tyver Krog paa Fastnini gens" Omraade, ladet det rndde, og der var Oluf Sten vintet bleoen fat ind, for fjernt fra sine medftyldiae at udftaa fin Feenafetstidö baut-de Lidelfer. Der tunde itte tcentes et mere sittert Genimefted for en farlia Fanae end dette, og ingen didfte det bedre end Fanaen fetv: thi fvceke Mute oa Jordvolde omaov ham Paa alle Sider undtaaen der, hvoe Jerngitteret oa detz vellaafede Lange luttede for Aabninaen Paa Gitter-et hana en Trantnatr. som brændte Nat og Dag, og en an den Lnate hang udenfor paa Mut-en tige over for Gitte ret. Fangen var tit enhver Tid fynlia for den Vogt, sont havde sin Psyst ved Hullet og btev aftøft hvee tredje Time: meee end een Pistoltuate vttde finde Bei gennekn Gitter-et Hvig han gjorde det mindfte Fotspg paa at fri sig for sin Laute. — Lisbeth oa lyendes Ledfagee tom til Morteport udens at msde andre end den nytig oft-sie Vogt. Poetens Hvættxinaer gav Genttzd of de to Stitdvagtekz Trin, fom vare poftetede ved Jndgangsporten til Kafematterne, hvoe der tigetedeg bang en Lygte. Svenson gav paa Bag tens Tilraab Patoten, sit fin Donner og git saa med den formenttiae Page ind i Kafematterne, hvor han fnatt lod en Blendtngte stinne til alle Sider. »Den J wettet her fort« spuegte dan Liödeth. ,,Jngen Sindet« svaeede hun, men steeg derpaa oo )g sprang tit Side, da en Fiasermus, blendet af Lygs Lenz Stin, flog mod hendeg Ansigt. »da, hat« to Svenion paa sin stille Maade. »der iit J et Kns til Vettoinft af en af disfe Hulers smaa schone, Nattefvoermere, tigesom vi! Se edee vet fort Der ktgger en fonderbrudt Leute« »Ein mig edert sen-, om J saa inne-P fagde Lis Zeth demge. ,,hiertenngt« svarede Most og tvg sendet Inn i sin; »og oit J dide mtn oprigtige Mening. da tmer s mig for Sanden dedee nu. end da J stod i Madam Irsulas Genus M den- dtintende Dokt i edetd daand.« »To« « udttwtd Ast-eth, da de hat-de gaaet et Stytte Muth «M et Mi« De stander og tyttede7 det tod font Sang of en dle Natwtstemth men W, fein totn Toneme fes det inne ellee dydt nede fta Fort-en- Mit-. GptssctteU