Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, March 04, 1904, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Under vilde Rosen
AsJan Maetaren.
Doktoren af den gamle Stole
—
l.
Praktiker paa alle Linraader.
Deluntmtity plejeoe at nryde over Tvcers med alle
Sandhedsreglek undtagen med sund Felde og frist Luft;
men ttods dette haode man dog opnaaet at gøre Latini
stens fjcerneste Livsgreense til Geimenisnitgalden Vore
Mandfoll tendte ingen Forstel paa ttloededragt Sommer
og Winter; tun Drumshengh og et Par Stytter asf de større
Gaardmcrnd nedlod sig ont Epndaaen til sont en Stags
Bøde for dereei Stitlina at gaa nied ttravefratle uden
Spor as Heilsyn til Vejr og Bind. Tit Begravelse mødtel
man i stne »Sorte«, da af Aatelse sdr den asdode var d:t’
ulcenteliat at dirtte de Sorte med noget som helft Oder
toj. Paa Flietegaarden haldt man netop leengft ud, naar
Nordvinksen strna bidende hen over hundrede Mike Sue.
Dertom det esede Band ned, flod Drnmtochty af ten og
slcet niedfedt Haardsørhed jnft to Minutter lcengere, ind
til hoek Mand havde et Vantfald fra Oaletippen af sin
Fralte, Da Miatvejs til seildrnmmie tiorte man da gerne
den hentaitede Bettlcrrtlliiig, at der bavde vceret »lin Fu
steri«. ,,Fusteri« stad tiae saa lanal under en »Kute«,
sont denne stod under en ,,Btvde«·
Tenne Haardnattede Trode mod Elemente-me neds
tatdte af oa til en Strassedom i Stittelse af ,,lidt sinnl
teti« tHoste), on, Familieng Oderhoved bteo derfor altid
af sine ttdindsolt indsteendigt lagt Paa Hjærte endelig at
,»stifte sine Findder«, derseini han paa sin Vej hjem tilfcrt
dig harde vadet til midt paa Benene, og i det hele taget
blev han not itte saa sjeeldent ptaaet med ForsigtighedH-s
tegler for sm Sundljeds Stle. Vi stylder dog Barmhe
den at tilseje, at »Vor Fa’r« altid asviste saadanne gode
Raad nied Foragt; det var tun neiget for tvindagtige
Købstadsoltx ncen Mændene i Drunltochln tunde ilte tage
den Staats i fnld Alvor. Sandy Stetoard flog Sten paa
Landevejen i bat-e Stjorteasrtner baade i Vaadt og Tørt,
Sommer og Winter, indtil han tosd fig overtale til at trost
te sig tilbaae, da han var seinogsirs, og de nceste ti Aar
tilbragte han med at beklage, at hau havde truttet sig
for tisdlig tilbage, og med at tritisere sin Efternland. Tit
et normalt Illennesleliv i seist Lust og med godt Humor
harte absolut at linke fuldt Arbejde til de Halvsjerds, It
»gaa og nntle« til op i Firserne og bereitet se at ,,liste af«
hen imod de Ha.tvseins. »Halvfemserne« ,,følte fig« itte
saa lidt, og de sejede nied itor Antoritet »Hatdsjerdscrne«5
Meninaer til Side som nmodne og betrceftede Paatidelig
heden as dereg egen Tale ined Jllustrationer sra Begyns
delsen as sorrige Aarhundrede.
Da Hilloctg Bruder i den Grad sorgtemte sig selv,
at han ,,listede as« ved de Treds, blev denne veerdige Mand
meget ilde omtatt, og omstcendelige Fortlaringer blev itte
spatede ved Begravelsen. «
»Det er rigtignot en grumsme sørgelig Begivenhed,
fta hvad Side vi saa end ser den. Jeg har aldrig hert
Tale om den Stags i vor Familie for, og det er da heller
slet itte til at forstaa.«
»Vot Mo’r sagde eigtignot, at han aldrig mere bleo
den samme, siden han en Nat i Regnvejr git vildt derude
paa Mosen og sov under noget Kratpur. Men det er
hverten huggen eller stutten. Jeg er overbevist om, haa
sit Stavanten i de to Aar, han taa og rattede der nede i
England. Det er nu rigtignot tredive Aar siden; men et
Menneste bliver atdrig mere det samme eftee disse hersens
skemmede Vejrlag."
Drumtochty lyttede taatmodigt til Hilloets’ Undstyld
ninget, men var stet itte stillet titsreds.
»Det er ren Snitsnat med den Mose. Bevares vel!
Alle vi andre hat da ogsaa fovet ude, og ingen as os er
bleven et Haar ringere sor det.'«
»Jeg tan saa godt begribe, at England hat gjokt
det Stytte Arbejde. Dei er itte saadan en Sag at ligge
og flatle fra Sted til Sied; men Drums tlagede rigtig
not atdtig til mig over, at han havde faaet en Stadant
dernede i det st)dlige.«
Sagt-et havtr i«Vir-teligt)cden mistet Tilliden til
Drums ester bang selvttoge Fersen med en Kartoffelop
gravnings-Masline, der viste sig at dære en suldsteendiq
»Vandgang«, og hans ufornuitige Rejse bestyttede vor
Mening om hans «aparte« Karatter.
»Han er gaaet dort nn«, afsluttede Drumsheugh,
sidet han angav Sanitatens Facit, da Meningerne havde
haft nagen Tid til at danne sta; »og der har været daar
ligeke Fett end Drum-T inen der er ingen Tvivl om, at
han var noget flygtig.«
Naar Sygdom havde den Ufotslammethed at angribe
en af Drumtochty-Mcendene, tatdle man den en »Sneert«
og tod som ingen Ting Hilloets sad en Efteriniddag paa
Posttontoret, da jeg saa indensor efter mine Bteve, og
hsjre Side as hans Ansigt var bluösende todt. Hans
Samtaleemne var »ein Udsigterne for Turnipsavten«,
men lejtighedsvis lod han et Ord falde om, at han ventede
paa .Dottoren.
»Bor- Mo’r holder et syndigt das fta Morgen til
Asten angaaende mit Ansigt, saa jeg neesten er dav, og
jeg venter MaeLure for at faa en Flaste af ham, naar han
tommet sorbi. Men se, der hat vi ham not.« i
Doktoren stillede sin Diagnose fra Hestens Ryg vgl
betendtgjotde Resultatet msd den deundringsvcerdige Ty-;
detighed, der gjorde ham saa elfhont i Drumtochty.
,,Men san da for at Pottet, Oilloctg, gaar du her
sog trastee om i Fugtighed og Vaadt med et Anstgt som en»
tegt debedet Kunde Du da itte begribe, at Du hat
en Geen as Rosen og absolut maa holde Dig tnden Dsret
Dundrende Kraftidiot, hat Du maaste Lsyst til fsr dln
Ttd at gaa samme ch somDrumöt« —- Og Deumtochtyg
mit-innere Avlokltet spinnt- med siue Seen-spitz in
Htllpctg gjorde stg feekdig og glt, hvoreftee han fremdem
vedblev at fortstge den bortgaaende Figur med medtetnste
Anvtsnlngek as ltgefeem og ptatttst Natur-.
»Jeg holder staept Øje med Dig, og Du faar en
-
Ulytte, Hilloets, hvis Du itle holder Digi Stindet
Bliv i Sengen oni Morgenen, og lad ingen Le Dsit An
sigt i Matten, før jeg hat set det igen. Jeg ,,gi’r et Kik«
ind til dig paa Mandag --— fnadan et gammelt Fjols —
nien der er da heller itte een enefte til at drage lidt Om
forg for en anden i det hele Sogn.«
Hilloctg twne betroede stirtevcergen, at Doktoren
hane givet ,,Vor Fa’r « en »ordentlig Oingang«, og ai
Hillncts holdt sig inden Dere, hviltet rigtignot vilde fige,
at l)an hadde faaet Tefrotoft, og at han derefter ftavrede
dintring i Udhnfene i et meget let stuftume og med Hode
det i en Plaid
Det Var umuligt for en Læge at erhverve fig felv det
meft befiedne Udtonnne blandi en Befoltning med et saa
ftandeleift godt Helbred, og derfor hat«-de Mac Lure an
netteret Nabofoanene. Hans Hub — itke fynderlig andet
end en Hytte —-- laa ved Vejen i Fyrreftoven ved Enden af
vor BiergdaL on sra denne Operationgbafis havde han
gjort fig til Herre over den vilde Bieradal, der gewein
flar Grampianbjergenes Mut ovenfor Drumtochty —
lzdor Enedriderne onc Vinteren lna told Fod dt)l)e, ork
kwor den enefte Pasfaae til fine Tider ail gennein Flods
lejet fatnt Mofcdiftrittet mod Veft til heniniod Dun
leitl), lwesr der var fire Lager da en Hydriwat Drum
techtn ester detsJ hele Lasnade oa Biede, eite og sire Mil,
var bang nindflranlede Doincknex desnden en Biergdal,
tom laa baaded da var ntendt for bele Verden. Oder
Gang lnn betonte den onI Ratten, dar det altid fnrdnndcr
nied ftor Livszsfare; tlii Vejen dertil git tvaers over Moer
nied dean dyle andearave oa Hasnaednnd Han regerede
dafca over itsgnen mod Luft lfeninirsd Jttuirtowm liae san
lanat fan- (tteordie, Poftdnddet fra Drunitochtn, hver Dem
naaede paa fin Poftronte oa tunde bringe Befied din, at
man emftede Doktoren La han ajorde alt, hvad der ftod
i bank- Maat, for hver enefte Mand oa stoinde og ethvert
lille Barn i digfe ørienaatige, vidtfprede Biergtløfter,1
Frost og i Soll)ede, i Bcelgmørle og ved lyøjlys Dag, nden
Hdile og uden Helliqdag — genneni fnrretyve Aar.
Gen Heft knnde iite holde nd til alt den Monds Ar
bejde; nien di faa ham helft paa fin ganile, hbide Meer-,
der døde Uaedaaen efter sin Herre, oa det gjorde vore
Hjcerter aodt at fe digfe to pasfere forbi. Det dar flet
ilke, fordi han red faa fcerlia f-niutt; thi han kræntede alle
Rideknnfteng Realer: flte ined Armene, hang forove:,
fom am han hviftede ind i Jefs’s Ører, og hævede fig i
Eadlen paa en temmelig overflødtg Maade. Men han
tnnde ride hnrtigere, hold langere ud i Sadlen og havde
et saftere Tag ined Knceerne end nogen fom helft an«den,
im har tendt -—- alt for Barmhjcertiaheds Stnld. Nair
Follene paa Matten i Heftens Tid faa en Stikkelfe fare
forbi i en -Støvsty, naar den Familie, der boede ved Fo
den as Glen Urtach, en Vinteraften var fainlet om den
varnie Arne og harte Tranipen as Heftehove paa Vejen,
eller naar Faarehyrderne Var ude efter Faarene og de
stinitede en fort Plet, der bevcegede sig hen over Sneen
op mod den sverfte Biergdal, faa vidfte de alle, at sdet var
Doktoren, og uden at icenle over det Inflede de uvilkaar
ligt: Gud viere nied ·ha-m.
Paa Sadlen baade foran og bagved ham var saft
gjort de Jnftrumenter og den Medicin, han muligvis
kunde faa Brug for; thi han vidfte aldrig, hvad der kunde
indtrceffe. Der var ingen Speeialifter i Drumtochty,
hvorfor denne Mand maatte tage fat paa alt, fom han
bedft og hurtigft tunde. Han var færlig Bryftlcege, men
netop lige faa god Lage for alle andre Qrganer; han var
Fødfelshjælper og Kirurgx han var Øjenlaege og Ørelcege;
-han var Tandlaege og Kloroformift, og endelig var han
i itte ringere Grad Kemiler, Farmatopift og Apotheker.
Det blev mangfoldige Gange sortalt, hvorledes han var
tangt borte der oppe paa Glen Urtach, da den unge Baru
brae tom til Stabe i Tærfkemaflinem og hvorledes han
tun ftandfede et Øjeblik ved sit Hus sor at ftifte Heft,
galloperede hele den lange Vej til Burnbrae, sprang af
Heften, ampzeierede Armen og veddede Drengen.
»Man flulde have troet, at hvert Minut var en Ti
me«, fagde Jamie Soutar, fom havde været med ved
Tærftningen, ,,og jeg glemmer aldrig den ftattels Dreng,
der laa paa Kornloftets Gulv ined Hovedet paa et Neg
og var hvid fonr Dødem Burnbrae ftod og holdt Forbin
dingen ftram og bad imens, og Moderen stod og græd
i en Krog.«
,,,,Men lonnner han da aldria?« raabte hun grcei
dende, og jeg hørte Lyden as Heftehove paa Bejen en Mil
borte i den frosne Luft.«
,,«Gud være lovet,« fagde Burnbrae, oa jeg lod Sti
gen alide ned, da Doktoren kom fnfende, faa Stumm-et
flaj fra Munden as hans Heft.«
,»,Hvor er han«, var alt, bvad der loin over hans
Lieben og inden fein Minutter havde han ham paa Ma
ftinens chegaerbrcedt og var ved fit Arbejde —- faadant
et Arbeitse, Naboer —- men han gjorde det addi. an
Tina, fi)ntes jeg, var faa inderlig del beieenlt as heim
han fendte førft Drengens Moder bort for at gøre Sengen
i Stand.«
,,,,Nu er alt i Orden«, fagde han, »vg hans Konsti
tution vil gøre Reften«. Saa bar han Drengen ned ad
Stigen i fine Arme fom et lille Barn, laade ham i Sen
gen og blev fiddende ved hans Side, til han var salden i
Søvn, og derester sagde hats-: »Burnbrae, du er en for
nsjelig Svend, for-di du aldrig figer ,,Trosaft, vil du
flille?« Jeg har nemlig ikte finagt Mad de sidfte fetften
Time-«
»Bei var ftorflaaet at se hant komme ind i Gaarden
den Dag, Naboer. Blot at se ham var det samme fom at
fejre.«
Jamie’ö grovkornede Versen forfvandt altid i Be
gejftting, hver Gang han mindedeg denne Dag, vg han
gav Drumiochtys Fslelfer Ord. Jngen sendte Bnd efter
Mae Lure undtaaen i meget ftor Knstbe, og Synet af ham
satte Mvd i de smeft nedflaaede Hierier. Men dette var
ikke paa Grund as hans vindende Ydre eller færltg tut-ta
gen-de Versen ved en Sygefeng. En het, noget indfalden,
lsft bngget Mund uden et enefte Gran af oversladigt Kød
paa Kroppem et vejrbidt Ansigt, murftensrsdt as den fin
sdige Fast-den i ublidt Befr, rsdt Haar og graafprcengt
Steg, blaa Ding der saa Falk fast ind i Anstgiet, unl
mindelig sfiore sendet med Ben t Daandleddene fom
Staufen as en Stinte, en Stemme, der bar bang Hiler
sont en Tsorden over to Fielde —- tnan henscettes i Forestil
linaen uvilkaarligt nIere til Moser og Bjergkløfter end
lil Dngligstuem Men hoor var denne Haand dog lichten
dig ved en Operation — saa blød sont en Kvindesl Og
hvor var denne Stemnie dog venlig i den fattige Stue,
hvor Faarehnrdens Kone græd ved sin Mands Sengl
Ved sorste Zjetast var der slet intet indtagende ved ham;
inen manae af han-s ydre Mangler var Mcerker efter hans
Arvejoe og aiorde hatn tnn saa meget desto tcerere for
Bieradalen. Det styaae Ar, der oar hugget ind i højre
Tijenvryn og gav hans Anfigt et uheldigt Udtryk, hentede
han sia en Nat, da Jess gled paa Jsen og kastede hanc be
viostløg og bindende af otte Mil fra Hjemmet. Hans
Halten fortalte om den store Snestorm i Halvtredferne, oa
Hesjen koni bort fra Vejen i Glen Urtach og de begge
rullede omtrina nIed hinanden ien Snedrive. Mac Lurc
slap nied et brcetket Ben og tre kncettede Ribben; men
han ait alorig nicre sont andre Falk Han kunde ikke
sprinae i Ladlen uden at gøre to Forsøa og holde Jess
Ii Manlctn Heller itte tan man »ase« gcnnem bundløse
Torpcinoser og Snedriver i fyrretyve Vintre uden at faa
en ,,·nend-:« Gigt. Men det var ærvasrdige Mcerker, alle
dir-se Strannnerz paa andre Balpladser vilde fcerre Lins
sarer vasre blevne lonnede med Vittoriatorset. Mac Lure
)sit Inn Bieradaleng benndrende, Inen mere end halot
Istjnzte Fiaskliahed Man vidste, at inan havde nogen
Rinde ajort Tiendeparten saa meget for den som denn:
svansiredh fortrnkne oa niedtagne Stilkelse, og jeg har
Jincie end en Gana set et Drunitochty-Ansigt straale ved
; Ennet af Mae Lust-, der hnxnpede hen til fin Heft.
! Ulr. Hoppc- paadroa sig for bestandia Biergdalens
iilnarloe Deo at kritisere Doktorean Draat, stønt denne
iopriatia talt tnaatte fylde ethvert Ftøvstadmenneste Ined
HFcrbaoselsE Zort bar han en Gang oin Aaret, naar
»l,-an ait til Alten-, oa ved Begravelser, hvis han fit Tid
»rertil; stravefratte ca Regnlappe bar han aldrig. Hans
jJatke oa Vest var grovt Hjeknmespind af Glen Urtach
Hilld, Der slød Band sont Rhggen af en Gaas, og forneden
Hvar han klcevt i Hyrdebutser af hiennnevcrvet, tcernet
IFirslafL der forsvandt t de tranfvcertede Ridestøvler.
lthan-J ««s:tjorte var graat Flonel, nndertiden forshnet med
Flip, nien aldrig med Slips, der erstattedes af hans Stieg
oa bang Hat var af blød Filt, der havde sire Farver og
inv forstellige Faconer. Hans ,,unævnelige« var scerlig
Genitand for Beundring og gav Stof til endelose Gig
ninqer. .
«Noale paastaar, at han har haaret det selv fanime
Par de sidste tyve Aar, og jeg huster selv, at han gav dem
en Flirnae paa Bagen, da han sprang over vsort Stakit;
Lappen tan man godt se endnn.«
»Andre fortæller, at han har faaet et nyt Stykte Tej
fra Rasv oa har ladet et Par sy i Muiriown en Gang i det
sidfte Par Aar; nien dem banger han Ude i Haven, for at
Stadsen sial gaa af dem.«
»Jeg for inin Part,« plejede Soutar at erklcere, ,,kan
nn itte saa lige se til Bunds i de Dele; men den Ting er
i hvert Fald sikter not, at vor By itte vilde holde af at se
;ham uden dem; det vilde give Tilliden et Knab Sandt
inot, der er itle meget af Tavlene igenz men vi tan dog
steer dem endnu, og naar J ser, at disse samme Butser
tomtner ind, saaved J, at jert Varus Liv vil blive reddet,
hvis det staat i mennestelig Magt at gøre det.«
Biergdalens Tillid var ubegrænset, og Anneksernes
var itke mindre. Denne Tillid hvilede dels paa lang Er
faring angaaende Dottorens enestaaende Hjcelpetilder og
dels paa hans nedarvede Forbindelse.
»Hans Fader var her for ham,« plejede Mrs. Mac
fadhen at fortlare; ,,tilsammen har de siddet inde mcd
Landdistrittet omtrent et Aarhundrede; dersom Mac Lure
ilte tender vor Konstitution, hvem got saa, gad jeg not
sporge?«
Drumtochty havde nemlig sin egen »Konstitution«
og en scerlig Hals-inge, som det sommer sig et Sogn, de
fuldftoendig staat paa sine egne Ben oppe mellem Slovene
ca Biergene og ttte er afhængig af Lavlandene hverlen
nie-d Hensyn til Sygdomme eller Lage.
»Han er en kløgtig Mand, den Doktor Mac Lure,«
vedblev min Beninde, Mrs. Macfadhen, hvis Bedømmelse
af Præditener og manae andre Ting fjcelden var saa helt
hen i Vejrei; ,,og en godshjertet Mand er han, siønt han
naturligvis har sine Fejl fom os alle. Kirkestolene flider
han da itte for meget paa.« -
» »Han tan altid sige, hvad der er i Vejen nied Stro
Iaei. og næsten altid tan han bringe det i Lave igen; og
.saa er der ingen nhmodens Nylker ved ham: et Trcet
splaster til udvortes Brng oa Epsomsalt for de indvensdige
sDelU og man starr, at der itte gror een Plante paa Vier
aene, uden at han jo tender den.'«
i »Derson1 vi stal da« saa dør vi, og dersom vi slal
Liede-, saa lener vi,« docerede Elspeth med fund calvtnst Lo
-att; »me» det starr jeg til Dottorens Ære, at enten nn
en stal leoe eller do, saa er han en Mand, der forftaar
Isia paa en goo Svedetnr.«
»Men han er itte god at btdes med, dersotn man gør
liam Ulejlighed, naar der ingen Ting er i Vejen,« fort
satte Mrs. Macfadyen, og i hendes Ansigt læste man
tnveligt om et af diHse Mr. Hopps’s Uheld, hvortil Hil
lochH alene sad inde med Reiten til Eftertryk.
»Hopps’s Drena aad saa mange Stikkelsbcer, at de
maatte sidde over hain om Ratten; men da tngen Ting
vilde hjrelpe, blev der fendt Bnd efter Doktoren, og Hopps
tillod scg oven t Kobet at strive Ordet «-Øjeblitkelig« paa
en Lap Paptr.«
«Kort at fortcelle, Mac Lnre havde vceret borte hele
Natten hos en Faarehhrdes Kone der ovre ad Dunleith
til, og han tom her ncesten aandelos t Mudder til op over
Ørene.«
«Hvad er der her paa Farbe, Hillocts,« raabte han.
»Ve! alsdrtg et Ulyktegtilfcelde, hvadtt« Og da han kom
af besten, tunde han knap ftaa ipaa Benene, saa sttv og trcet
var han.
,,Det er ingen af os, Doktor; det er HoppÆ Dreng;
1han har ædt for mange Sttttelsbaer.«
«Men saa stulde J bare have set! Tror J tkke, han
sihrtede over rntg sont en Tigerl«
»Du mener, for Pokker, da vel ttte at vtlle
sige —- -— —t«
»Hys, hys!« —- Jeg prøvede paa at berolige ham;
thi Hopsps tom allerede ud as Deren.
««Jtaa, Tsoltor,« degyndte han saa kry som en Stabe,
,,De tomtner da endelig en Gang. J Stotter har not
ellers itte synderligt Hastvcert. Min Dreng har været
syg hele Ratten, og jeg har itte saaet saa meget som eet
Blund. De kunde gerne være kommen lidt hurtigere. Det
er alt, hvad jeg har at sige.«
,,Vi har ansdet at gøre i Drumtochty end at veere
Barnepige for enhver Unge med en sur Mave,« — og jeg
saa, at Mae Lure blev varm.«
,,Det sordavser mig, at De taler saaledes,« veddled
Mr. Hoppe. »Vor Doktor derhjemme sagde altid til
Mrs. Oppst Betragt mig som en Ven af Familien, Mrs.
!’Oppg, og send tun altid frit Bud ester mig, selv okn det
tun er en Hovedpine, der er Tale om.«
»Han vilde antagelig spare noget paa sine Tilbud,
dersom han havde sire og tyve Mit at bære Osmsorg for.
Der er itke andet i Vejen med Deres Dreng enid For
slugenhed Giv shani en god Dosis Castorolie og ingen
Mad for i Dag, saa vil han være ,,all right« i Morgen
tidlig.«
»Bei-eh han tager itte Castorolie, Doktor. Vt
bruger ittc mere digse barbariste Mediciner.«
»Naa, saadan! Hvad Stags Mediciner bruger De
for Tiden der nede i Syden?«
»Ja, ser De, Dsottor Mac Lure, vi er nu Horn-o
pater, og jeg hat en lille Kiste her« —- og ud lom Hopps
med sin ,,lille Kiste«, —- en ordineer homøopatisk Midicin
takse.
»,,Lad og se« — og Mac Lure satte sig ned, tog de
smaa Flasker srem og lceste Navnene med et Smil hver
Gang.«
,,Belladonna. Har J nogen Sinde hørt Magens
Aconit11m. Det overgaar alt! Nux Vomica. Og hvad
saa? Hor, ved du hvad, min gode Mand, det er en nd
Incertet Kasse, du der har, og du maa hellere kile spaa med
,,Nuren«, til det er overstasaet, og lad hani kun saa alt,
hoad han ønsker, as alle de søde Sager, J har i Huset.«
»Ja, saa niaa jeg as Sted, Hillochs, for at se
Drumsheughs Avlstarl; han er nemlig bleven taget ned
af Feheren, og det lader til at blive en haard Tur. Jeg
har ingen Tid til at vente paa Middagsmad; gio mig
lisdt Ost og Brod i Haanden, og Jess vilde gerne have en
Spand Band med en Haandsuld Mel i."
,»,Honorar? Jeg stal itke have dit Honorar, Mand.
Med den Kasse der trænger du jo ingen Doktor til. Nei,
vist ikke, nej! Giv dine Penge til en eller anden fattig
Staltel, Mastor Hopps,« —- oa as Sieb som en Vind
sor han hen ad Vejen.«
Hans Honorar bestod sor det meste af, hvasd Folk
selv bestemte at »ville give ha-n, og han samlede det en
Gang hvert Aar Pan Kildrnmmie Marked.
»Se, Doktor, —- htn — hvad mon jeg nu stylder
dig for min Kone og BarnetZ Du kan da itte have
mindre end tre Pund for den Nat, du tilbragte i Huset,
og sor alle Besogene.«
! ,,Havers,« vilde Mac Lure i et saadant Tilscelde
svare, ,,Martedspriserne er smaa I Aar Giv mig tredive
iShillings «
«.Hvi5 jeg gjorde det, rev min Kone mine Øren af.
Nes, det gaar jeg sandelig ikte ind paa« Og ester denne
Forhandling blev Sagen afgjort med to Bund.
Lord Kilspindie gav ham sri Bolig med Jordlod, ogs
ester hvad Drumsheugh har sortalt mig, tunde Doktoren
alt i alt saa omtrent 150 Pund ind om Aaret. Heraf
maatte han betale sm gamle Husholders og en Drengs
Kost og Løn og holde to Heste. Desuden havde han ret
betydelige Udgister til Jnstrumenter og Bogen som han
tøbte med stor Omhu og Jndsigt gennem en Ven i Chin
burgh
Kun een Mond besværede sig nogen Ssinde over
Dsottorens Honorar, og det var Milton, den nhe Farmer,
der var saa hellig, at han solte sig heeoet over begge Kir
ter og holdt et Mode i sin Lade. (Det var Milton, som
Byen sørst havde mistcenkt for at være Mormon; men
herom har jeg itke Tid til at slrive mere nu). Han bød
Mac Lure et Pund mindre, end denne forlangte, samt t
;Tilgist —- to gudelige Traktater. Men Mac Lure udtalte
Jtigtignot ogsaa derester sin Mening om Milton baade fra
det tirtelige og det sociale Synspuntt, og det med et saa
dant thd og Klem, at en opmcerlsornt lyttende Tilhørev
tresds as Drumtochthcend haode ondt ved at ,,-holde sig
i Stindsei.«
Jamie Soutar git desvakrre Glip nf dette Mode,
sordi han netop paa samme Tid skulde sælge sm Grisz
lmen han styndte sig strats hen for at kondolcre Milton,
der alle Veqne paa Marledet beklagede sig over Doktorens
Mirastudtrhh
i ,,Bravo! —- virkelig godt gjort as dia, at du satte dig
simodl Hoem ved? —- mnaste Siedet til, at hele Daten
sagt Front Han har jo ncesten gjort dem til Trcelle
ialle sammen.«
»Da saa at teente sig —- tredive Shillings for tun
tolv Besen og tun en Bagatel as syv Mils Afstandt Oven
i Kobet tan man endda saa at horc, at lun sire as de tolv
ivar Natbesog «
- »Du har sortjent og vil saa hele Dalens vartneste
Opmcerksomhed; thi Gud og Hvermand ved jo, at du et
lige saa rundhaandet en Mand med dit Sold som med
xdine Traktater.«
,,Hvordan — eh —, var det itte den »Forsom
ikke de gode Gerninger«, du gav hams Aldeles
genialt, min kære Mand! Yipperligt Valgt Thi nu hat
han i hele syrrethve Aar gaaet og sammentreevet sine
»Penge, og —- ja, jeg noerer virtelig en Frygt paa hans
»Vegne.«
’ »Jeg stal sige dig: jeg har nu egentlig saa tidt tankt
mig, at vor Doktor itte var meget ringere end den barm
hjertige Samaritan. Men Farisaeerne gjorde sig jo heller
itte shnderlig store Tanter som hans Verd, hverten sot
denne Verden eller for den tiltommensde.«
(Forts(etteö.) «