Stenlternc paa Kronvorg.
En historisk Roman.
Afh.F.Ewald.
H Andeu Del. E
tFortintJ
«Sitterlig! Oberst Hutchinson talte forgangen Dag
bradt for Admiral Montague og stildrede Svcnsternes
Misgerninger i Danniart, san Lordee sckØjnene op. Hr.
Hentit var med ham paa Admiratstibet og hørte alt. Odem
ded, mnaftc veuder Bladet sig, om deune Streg lyttes for
es, og Engelstcuandeu bliver da vor Ven.«
Da Roftgaatd sagde dette, hstte de hurtige Fddtrin
bagved og vendte sig out. Det var Hans Stenviutel, der
tom lebende og nu stod ganste forpuftet for dem
»Hvad unt, Hans?« spurgte de begge som med een
Mund.
«Slct "m)t!« seatedc Hans aaudeløst; »Fader ladet
edel vide, at der er llalet i Mosen. Jeg Var hos He. Mit
tels, nien traf eder itte der og løb sna herhen.«
»Hvad er da stet?« bknfede Mittel op; »tal itte saa
i Gander!«
»Vi ved det itte rigtig,« svarede Haus; »meu Fader
hat meertet tltaad; Svenstetne stitte Hovederue stimmen,
og i Morges blev en Korporal og setz Ryttere udseudte.«
»Er din Fader bleven en Kvinde?« sputgte Rost
gasard darst, inens Mittel tsrtede Sveden as fiu Bande»
,,eftekson1 tmn ladet sig tyse af san lidt? Der udsendesi
dog Korporater og Ruttere hvet anden Dag!« i
»J bei agte den Advarsel, Fader giver eder!« spa
tede Haus diærvt; »der paa eders Post!«
Terpaa dendte hau fig og lsb tilbage til Festniugetn
esterladeude Mittel Hausen og Rostgaard i stot Uro og
Uvished uakitet de stræbte at san Bugt med den
»Dein btiver mig uoget ncesvis, den Dreng!« sagde
Rsostgciard vtedt.
»Slceuter fm Fadee paa i Sind og Stind,« sparede
Mittel, «o·q votfer op til en Kcenipe; ingen af os vilde nu
magte at liitte LUtundeu paa hum, soc stcette Lemmer har
han.«
«Stcndintel link del tnn sendt en tille «ttnnitiiiisdelse,«
vedblev Rostgnnrd med mutet Bande, »at brune nl Forsig
tighed for at nndgaa Oddngelse, on tdmmet saa den
Kncvgt lebende oa nor et Versen dems, sein var -
,,Hans!« raubte Mittel on qrets Rostqgnrd i Atmen.
«se der!«
Roltgamd saa i den :lictninq. ltkvor Mittel haude
veget, on die-D var en Wozu-, orxtgidcu at iizenfie Rotte-te
Den toni sen Lundeliaven on rnllesre rast lieu ever Grott
ne’ we nd Freitniugen til, ist«-« den les-n rast fordi det Sted,I
hvok Noftgaard on Mittel find. Te lslue Lastende en
saa i ftøtlte Zpasudiug Wonnen ng Zions-me ten-nie mei
mete og net-kniete, indtil Busdeiet on Salssssrnej Eli-nisten
lsd lige red dem: Mittel Haner fit et Stød for Brustet.
og en drei lfd tsleo feth eftee i Tilaift Inn vwstede lnnl
det nceppe, ttn dncide han on Rostaaatd havde ene oq alene
faltet detes Blitte pas den Mund, der snd i Wonnen Ined
dagdnndne Arme —- det dar Henrit Geruch l
«Gud«5død!« hoiftede Mittel Hausen uied has Stem
Ine vg blegnende teind, »vi ere sfoktadte!«
Men ttiditqaard diev stanende pnn samme Plet nicd
Blittet eudnu berstet paa den bottrnllende Vogn; det var
et underligt Blit, ltift tsg stirteude, uliygqelint at fe; det
udttntte det, sont itte lod fig til fulde sige med Lsrd —
stuin Fortvivlelfe over, at den stoke Plau, hang Tuntes
Futter, drin-J Hintng Baru, un stulde ten-les i Fødfelem
Scm lieu-ge hats-de tinu nu arbejdet rastlos og biet tonl
nwdig, timndet det hete Vcev Traad for Tit-ad — saa frei-«
dig hande- tian handel, on san fast havde hau troet Paa en
lyttelsig Udgana, at Slaget nu, da det kom, i det forste
Dieblit edetvældede lniui og laiuinede tin-us Beute-Zone
»Lad oså hatte tijem,« sogde Mittel on greb hain i
Armen; ,,vi man nn tænte paa at snlvere os og vore
Rennen-«
Nu genvandt Rottgaard ved en traftig Austrengelse
sin Fatning og hele siu Snurraadighed
Fat dig, Mittel!« sagde hatt og drog et dybt Sitt;
»nu gcelder det itte at tabe Hemden Vi maa gaa stillei
hiern, meu itte flygte hovedtulds; eudnu vide di itte, dont-i
for He. Henrit er fort hid.« !
»Damit tan itte vcete mindste Tvivl,« sagde Mittel,.
mens de hurtig git over Grønningen ad Byen til; »og give
de ham en Tonnnesttue paa, tilstaar han vel alt.« «
»Nei, neit« svaiedc Rostnaatd; »han er ingen Kret
ling; men Von er der stor Fute. Gud hjcelpe os! Hdorfor
tog de netop hanc, den Gut-s Mand, soui rauher paa, at
vor Tale ftal viere ja eller uej og intet detudover? Lad
os helst gaa lixie til Jesus Henritsen og blive der! Jeg
deager itte hiern, for jea link faaet Vished.«
Mittel spiede liaui niodsirwbende deei, og tort estek
seid dev bog Jens i hans Renten der tillige var hans Dag
ligstue, do- tyon var nnift. Hart harte i tavs Forscerdelte
Meddelelfen din, hvad de havde set, og oiu den AddatseL
Stenvintel tort i Forveien hnvde sendt dem.
»Die ere endnu itte pan det rette Spor.« sngde Jene
esier umle Ljelititteg (iirudlen;-»f;icisom de. lmigi de vidfte
alt, vislelisi med eet Slag have-se artetteret US alle.'·
»Saaunrud!« sagde Ruftgacitd; »dct steminer tin-It
not nied, at de tom uied He. Heurit fta Lundehade; he
have sprt lmxn ad en Ouivej for itte at vætte stsigt og
stræmine bang niedstnldige — om de vittelig have faaet
Nys oni vor Plau«
»Bei itod graut at lcese idet Øjetast, He. Oeneit
i Ferdifnkten seudte«os,« sagde Mittel. »Vi man uu
akute pack Flugtx vi bsr nn itte veute og hast-e som
Jan-den«
Rostgaard mcertede til sin Æegrelse, at al hans
Swgeks Msod var som blæsi bott; men det torn del as,
at bang Nerver vate« blevue svcettede ved hans tun-tade
Iighkd i Drit. Lan var ellets af Naturen en. modig Mund
,pg feygtede itte Dsdem dog tun-de han itte tcente paa
Fangseh ekalte dgv Ptuiler uden Gysen. Jeng Henritsen
. W W imidiektid Mehr-ein for taa vidt han fonds dst
«- gtt fee letstndigt itte at se sig out eftee Midlet til Flugt,
« og disse bleve da depstede vidt og btedt, mens Mittel
dggsku stemte for at ty ud til den eugetfte Flaade, htm
s
c- · 1
imod Rostgaatd fandt det smere sitlert at flygte ind til
Kobenhavm han ftolede nu ikke paa den engelsle Admiral
»Mir alt gaaet lytkelig af, og vi havde taget Kron
lsorg,« fagde han, ,,vil«de han vel have godkendt det; men
da det lader til, at vi have trullet det korteste Strau, lide
Fanden paa hanh og itte jeg. Det gaar altid saaledes til
i Politiiken, at de holde med den ftcerkefte og give hant
Ret.«
Et Var Timer gil ined angstelige Raaslagninger
eg idelig tilbageoendende lttisninger om, hvorledes Sa
gerne vel egentlig ft-od, indtil de tcoaet fes-r Midnat for op
ued tre Slag paa Vinduegstndden Jens git ud for at
aabne Deren til sin Bod, sont de alle tcrntte, for den spen
sie Vani, der loin for at flaebe dem til Kronborg; men til
deres Overrasielfe og ufigelige Glcede traadte han ftratLJ
ind ined Henrit Gerner ved sin Side, Hart blev mod
tnaen med et Frhderaab, ncen lagde selv ingen Glcede for
Bogen; tocettimod stod han for dem med modløs Mine.
hvillet undrede hans Venner, da det bog fremail af hans
første Ord, at han var bleven løsaivet usden Viltaar.
»Jeg slap dersor dengang,« fagde han mis«modig,
spstrnt Kommandanten git mig haardt paa Klingen. J
miaa ikte fele eder for trygge, leere Venner! thi de have
opsnappet et Bren, hvori efter deres Sigende den bele
Plan staat fortalt, og de fammensvorne ere noevnede.«
»Ist J da det Brev at se?« spurgte Rostgaard.
»Nei! De vilde itte vife mig det, og nævnede inig
heller ingen, hvoraf jeg sluttede, at der maatte viere en
Hage derved.« C
»Die Raeoepelse!« ndbrød Jens Henritfem «de frygte,
at Angivelsen lunde vcere urigtia, og ville ille scette eder
i Stand til at advare andre-«
,,Rigtig, Jens!« udbred Roftgaard; »de maa tun
have faaet halv Besied, ftønt He. Henrits Navn har vaeret
forebraat: oa de holde eder for uftyldig, lwiltet Vi jo se
af, at de lade eder gaa. Men fortcel os dog, He. Henkit,
hvordan J llarede for eder!« J
,,Ved en Usandhed, Gud tilgive mig det!" svaeedes
Gerner ydmng og siamfuld. »Jeg havde dog lovet mini
Herre og Gud« at blev jeg tagen. vilde jeg tie og lidez meni
stor Svaghed overfaldt mig, jeg fornægtede eder og den
shele Sag og henholdt mig falslelig til mit hellige Embede.«
«Saa rabede J intet og angav heller itte nogen!««
udbrnd Rostgaard glad overrastet. (
»Nej!« svarede Gerner og løftede afvisende Haanden
»J maa lende mia flet, hvis J tror mig i Stand til sligt:
Forrcrderix dog blcv jeg cnod i Hu, da jeg løjx thi det koni·
over mia fom en svar Ydmygelfe; jeg var til Mode, soml
havde jen forncksatet tnin Herre og Gild, ligesoni Peter varI
til Etliche-, tcknter feg, dengang Hatten gol, on Herren san
belltejeiende paa nahm« ·
,,?lals.?« udbrnd Mittel, »den Ennd tklginer litnd eder
innrem end onI J hande braut oLj i Volk og Jkkrn.« »
»Je·a but-de have tiet!« svarede Gerner hovedryftende,
,,men fit en Straf for min hovmodige Sitlerhed.«
»Da prifer vi eder derfor!« saade Rostgaard, »da J
derved has frelst itte alene eder selb, nien naiaa os. Doa
sei· jeg-. til tsiin Bera, at Vor Plan ice den ljksana er fer
purret. Fientste vi nu linke den Zimm, der liar strevet det
BreVI« «
»Ja,« sparede Gerner, ,,l)ve1n tan des-g vcere Autor?
Bretset er ingen Opdiatelle, dsn de lceste et Stnkle deraf
for min: men derefter at dem-ne maa det ilte Var-re en
Llnaivelic men en Bereinina fra en dansk Mand til en;
enden; th? der udtaltes Glcede over, at Kronbora nu snarti
vil blive dansk.«
»Min Tante faldt strats paa Valentin Korn,« sagde
Jencs Henritfein »weil nu see jeg, at det ikle kan viere
ham. Kronstrasz Generobring vilde sitlerlig itte volde
ham Glædez det maa da vcere en Sladderhanl, der ilte
hat tunnet holde tcet.
De aættede og acettede, men det sattedes paa enhvec
Hentndning, der tunde lede dem paa Sporetz heller illei
sit de den nceste Morgen andet at vide, end at Svenflerne
havde opinappet et Brev med vigtig Tidende om en dansli
Saintnenfvoeraelse, og da alt sanledes endnu var indhylletl
i Meile, nndsagedes Roitgaard til at drage hjein nden ati
faa Bis-heb om Zagens eaentliae Sammenhæng. Dei
fammensvorne bleve doa enige oin foreløbig ille at
flygte, inen øjeblitlelig at give hverandre Efterretning vm,«
hvasd der maatte lotnine til deres Kundstab, og Rostgaard
meddelte sine Benner, at hans Baad til enhver Tid var
rede, bvis Flugt skulde vcere nødvendig.
Sau reiste han vg Gernee hjem, dog ikte i Folgestab
for ille at henlede Svensternes Opmærtfomhed paa sig.
Rsoftaaard lom til sit Hjem med et tungt Hjerte, og nn
faldt det ham svcert at vise Svenslerne en tolig og sorg
løs Mine. Hcm maatte ogfaa forberede Kirften paa del
darste, oa hun fceldede manae Taarer i Smug og glenite·
over denne nh Angest Lis«beth, hvis plndselige Forsvintsm
havde voldt hende stsor Sorg. Dog hnerlen hun eller heit
des Hnsbond tabte Modet, on Roitgaards Tanter vare
stadig sttslelsatte med at gruble over, hvorledes Flugten,
om den blev made-endig, bebst og snildeit stulde ivaerlss
icettes.
i
i
i
Vceggen lige over for Spejlet og fyldte endda tun lidt.
Den bedfte Hygge var at finde i de to Vinduessfordybnini
ger, som pna Grund af Murenes ualmindelige Tytkelse
ncesten nmatte- kaldes smaa Kasbinetter· Bag ved dette
store Verrelse, Urfulas Dagligstue, laa et snævert, lille
Kabinet, som var hendes Ssovetainmed
Tn llrsala forriae Aar saa modig og værdig traadte
den fjendtliae Sejrherre, Rigszsadmiral Wrangel, i Møde,
dcrrgedc nun ikte alene for stongens og Dronningens
ILinnedstabe og ovriae Vsohaoe, nien ogsaa for sin egen
itltede Gen wann godtendt og ftadig bedre vurderet af re
svenste Herrn-, dar hun nn fast i sin Stilling, og ethvett
HForsna paa at drioe herkPe nd af hendes Bolig Var glippet.
sHun vidste ogsaa klogelig at føje sig efter Omstændig
Elererne, naar de paa Grund af Slottets sterfyldning
lmed Jndtvartering bleve truende; hun havde faa ofret et
eller andet Stykte undveerligt Bohave eller ogsaa optaget
nogle af de svensle Herstabers tvindelige Tyendepersoner
som medlogerende. For Øjeblittet var der dog roligt pan
»Slottet og god Plads, idet Kong Karl med sin Dronning
og hele sit Hof var dragen til Frederitstorg.
Urfala git nu og fejede felv sit Guld, thi i disse
Tider var det ikte at tax-nie paa at faa det gjsort ved
Tyende, og des bedre og grundigere blev da den Gerning
udført Som nu Kosten, fort asf hendes rasppe Hemden
gil rast hen over Gulvet, naaede en fin, sitrende Lyd heu
des Lite. Hun standsede i sit Arbejde, faa hen i den ene
Vinduesfordybning, hdor en lille Fugl hoppede kvidrende
om i et forgyldt Bur, ryftede paa Hovedet og udbrød: at,
Jemine!
J flere Dage hadde hun nu hver Morgen hørt den
lille Fugl st)nge, nien lige feist og underligt var hver Gang
Jndtryttet af at høre Fuglesang paa et saadant Krigens
Arnested, som Kronborg Slsot den Gang var. Dog kiont
hun ilte derved til at icente paa den grønne S«kov, hvor
den lille Sisten en Gang havde hoppet muntert om fra
Gren til Gren, hvad den vel selv mindedes, mens den
fang. Nei, det var et ganste andet Syri, der fremstillede
sig for hende: Jomfru Lisbeth, der en Morgen bleg og
ftcrlrende, fort af Hans Stenvintel, var traadt ind til
hende med Fugleburet i Haanden og en lille Bylt under
Armen; og hvokledes Lisbeth, befriet for disse Byrder
af lnndeg tjenstvillige Hæn·der, var falden hende om Hal
ten ox briftet i Graad, indtil hun endelig fik Mcelet Ja
iortalte, at bun var hjernløs.
»Modam Unfulg, jeg er forstødt af mine Plejefor
celdrek Tag miq til eder og lad mig blive her i den Piges
Lied, J forgangen Dag sagde, J trængte til!«
Ter itod da Ursula nied anben Mund, ilrcrtslagcni
ried at here-, nan der var sieh Dsog nnttere det älte, ni«
ist-n »Liebe sit: unge Veninde, fardi hun var loben :-t·
Gewinn ra endnu mindre horte Lisbetb paa hendeg For
nsaning at lmn inarest ksurde vendc tillmge on bede omz
Titgidelse for lin llbeiindighsetix ja itte en Gang det
strænnnede Liilietl), at hun foreftillede bende, lidor sur
Fare det var for en nng Pige at ophdlde sig her, hort
Jøren itte altid tnnde stænges for de fvenfte Offieerenl
cg steckte not daze de, fand-i for Herren! l
Dei Sonn Lisbeth liavde aidet ljende Vaa alle digle
velinenie Advarsler, var tommet med en fandgn Fasthedk
og Djærdhed i Stemme og Blit, at det hadde indjanets
Urfula alvorlig Strcei. t
,,Aldrig mere,« havde Liebeth sagt, »vent«er jea til-»I
bnge til mine Plejeforwldres Hug: de bade itte alene trnct
mig med at udjage mig, hdis jeg itle vilde regte den Sinnxk
per Gregerg Haufen; men de have udjaget mig af dere-:i
Hinter; der vilde nu has dem tun blive som i et Helnede.i
Hvis J driver mig herfra, Ursula, det enefte Sted, livors
jeg tør vente Sitterhed oa Vcern mod itle at blive urs!
lederet, springer jeg iSeentQ
Saa hat-de llrfnla gidet efter og lovet Lisbeth Hung
for en Tid, indtil hun fit sedt Vud til Toldtcemmekeren5.
Hnn maatte dog tcente paa, at Hr. Mittel en Gang kunde
drnge hende til Regnftnb, og hvad Fortlaring flulde hun
give Kommandantens Feue? Jugen, der saa Lisbeth,
dilde tro, at hun skulde ocere en Tjenestepige —- ak, Gud
hjcelpe os! fnarere, at hun var en rømmet adelig Jomfrul
cller formummet Prinfessr.
Her-til havde Lisbeth sagt et Ord, som bragte Ursp-;
las Forundting til at ftige endnu højere: «
»·J tjene mig i at spge Generaltvarterinefter-Løjt
nanten, Hi. Dahlberg og bede ham snarest komme til
niig!« .
Det havde lydt som en Befaling, og Ursula havde
adlydt den, hvad hun, som hun stod der med Kosten i
Haanden, fsortabt i Mindet onr den Morgens mckrkeliae
Handeln-L endnu højlig undrede sig over. Dahlbergz
bavde virtelig strats opfyldt Jomfru Lisbeths Ønsie, oni
faa havde de haft en lang Samtale Under fire Øjne.»
Hvad Inon de da hnvde talt oth Enden derpaa var ble-:
ven, at Dahllsern nnderrettede llrsula om, at Lisbeth stad
under hans Bellytjelle; at hendes nuværende Opholdsfted
foreløbig burde holdes liemmeligt for bendes Plejefor
asldre, men at han, naar Tjenefteforretningerne tillod det,
selv stulde prøve Vaa at jcevne den Sag; endelsig at han
bog-. IKommcnidanten vilde uddirle Tilladelse for Jsomfrn
Liskbeth til at blide bas- Madmn llrfula og gaa liende til
Harnde i Linnedstnen
Indiknin san-. Eine-Hm Hiespm ussam Wage
.laldte sin det Stin, ins-n da lindde haft for Øje —- Gene
raltvartermefteren, der tolle limde til i en bndende Tone
on syntes at have talit sin icedvnnliae Sindsligevcrat, og
sna Jsomfrn Lissbeth med lilucssende Kinder og nedslagne,
»taarevcedede Øjnr.
J- Kvirilit — vnt! bild mig nn ind, at Lisbeth er en
dvdig og hcederlig Jomsrut Fian Genieraltvartermesieren
have haft and-en Aarsag til at unde hende sin sterdeles
Bestyttelse uden een, som feg itte vil naevne? Hvor sik
.hun det Mod fra at lebe herop, bvis hun itte havde en
isærlig Fordring paa heim, som han dog var for barm
Ihjertig til at afvilelt Snakkede Folt et og andet deromt
i
Hel dristig —- hvem stulde dog have tænkt det om en faa
iung, bly Jiomfru —- muttersene at gaa de svenfke Stil-J
ivagier forbi og hvor udspetuleret at foreaive, at Oberst
linden hnvde tobt den Fugl —- ti, din fordømte Steig
Shalsl — og at hendes Ærinde var at bringe Hendcrs
INaade den! ogfsaa tog den svenfte Stildvagt hende ons
Livet sog snurrede hende rundt og vilde have, Gud hjaelve
os, Ins-set bende, var ikle gamle Stenvtntel kommen til,
L.
isaa Sstildvagten slap hende; for han hat Krcefter som en
JBjørn og et Par stærte Arme; en sitter Haand og en
starp Daggert er, fandt for Herren, de eneste Argumenter,
de Djævle respetterer, uden det steil-de være en Kugle. Hans
fette lnnde hid — og nn hat Vi hende!
Sasatedes arbejdede Urfula Kranses Tanter, mens
liun paany havde faaet Kosten i Gang, og baade Tanterne
og Kosten git stadig hurtigere, som om støn Lisbeth itte
var stort mere vcerd end Starnet og burde fejes ud. Dog
havde hidtil ingen, Lisbeth allermindst, mcerket Ursulas
Tanter, oa tun den følesløfe Kost oa det taalmodige Gnlv
tom til at lide under hendes Vrede. Da hendes Ger
ning dar ensdt, gik hun stamfuld over sin Brede og Mis
tanke, først hen og gav den lille Sistcn HEN, og derpaa
listede hun sig hen til Senget-ammeret, sind Døren sagte
op og tiggede ind.
Der laa Lisbeth i sin Seng og fov iryat med den ene
Haand unsder Rinden, den anden hvilende rolig paa det
hvide Lagen over "Sengetcøppet; det rige Haar faldt som
en Guldsflod hen over Psaneden Hvsor den Haand var hvid
og fin og den Arm rund og sten; smen Hvdr ustyldig var
itte ogsaa det Aasyn, over ihvilket Sødnens Fred hvilede!
Der var ingen Rynte paa denne hvide Pan-de, intet Trcek
af Græmmelfe eller Anger om dissefLæben rede og friste
som et Barns. Hvis det Aasyn løj, hvad stulde man da
tunne tro?
Saa git Urfula, hel angerfuld i Hu, hen til Sengen
og vættede Lisbeth med et Kys, og Lisbeth for forstrcettet
op; men da hun dlev gamle Urfulas ryntede, smilende
Ansigt var, flog hun fine Arme om Ursulas Hals og
sagde:
»Gud Vcere tattet, det var itke alene en Drønil Jeg
drømte faa sødtz her er gosdt at være! J masa aldrig
jage mig bort, Ursula! O nej, det gør J sikterlig itte!«
J det sum-me saa husn Ursula ind iØjnene med et
tærligt og dybt Blit, at den gamle ·vel maatte tcente —
nej, hun tan itke viere en Synderindel
»Ak, hjerte Jomfru Lisbeth! Bliv J tun·l)er, faa
lcenge J tan og vil; men jeg ønsker eder for Sanden bedre
Lytke end at blive Paa dette sfarlige Sted og mellem alle de
vilde Karte, som færdes her!«
,,.Kald mig Lisbeth og opfyld mit Ønske at vætte
mig, naar J felv staar op,« vedbled Lisbeth uden at agte
paa llrsnlas Ord. ,,Lad mig fra Morgenftunden tage
Ml i eders Gerning og vcere eder iil Tjenesie, likiesom
ei Tnende, tager jeg end ingen Løn, da jeg nu er stilt fra
mine leere Begier-, og Tiden ellers vilde falde mig lang.««
Ursula ryftede paa Hovedetz hun tun-de itte tænte
siki Jomfrn Lisbeth i en tjenende Stilling eller tiltro
lJende Firæftcr til fligtz men Liszbelh gcettcde hendes
Linken
»Fra» er fi«certere, end J tror. J- alemrner eller vcd
tnnite itle, at jeg lige til mit treitende Aar maatte slide
liaardk det aav mig Sundhed on et stcertt Legme. Lad
inine lwide Hcrnder tun blive strnppede og røsde igen! Dei
seinmer sig bebst for en arm og rinae Pige som mig. Ved
J hvad, jeg øner nu, at jeg aldrig var kommen i HI.
TUiitlels HUS!«
»Tai itte faa utaknemnieligt!« sag-de Urfula mis
dilligende.
»Jeg er itte uiatnemmelig,« svarede Lisbeih og
tlappede Ursulsag rnntede Kind, ,,dsog tcentelia lidt for god
til at tastes hen til en Stymper og bruaes som en Mont.
bvorined Hr. Mittel betaler gammel Venskabsxieeld til en
Ven, som jea aldrig har fet, eller til bans uvcerdiqe SM,
iom er fuld af Stalthed, hvad jeg bar faaet at føle! Saa
flulde jea oasasa gøre Fyldest og redde Hr. Mittels Ære,
der liaesoin dar sat i Pan paa, at han«-Z Villie, som Inde
lia Var udialt iil alle Sider, stulde fiilddyrdes, orn jeg
end derived blev det ulytkeligste Kreatur under Solen og
ait hell til Grunde.«
»Or. Mittel saa vel netop Frelse for eder i det Mate
stab«, sande Ursula, som havde lag-et Plads paa Seme
tanten on hol-di Lisbech Haand i sin: ,,det er ogsaa mit
Haab, bjerte lille Jomfru, at J en skøn Dag vender tilbagc
til eders Plejefaders Hirs, og saa vil alt blive godt igen.«
»Hm nu, shvad jeg siger eder, gode Ursula!« sagt-e
Lisbetti langsomt og fast, »den Dag tommer ingen SindeL
Dei blider aldrig mere godt sinellein Hr. Mittel og mig,
slønt jeg ikte bærer Nag til ham. Jeg nicertede, da han
talte mig saa haardt til, at act-V han mia end Husly, che
der on mange andre gode Ting, saa havde han mig dog
itte tcer.«
»«J siaer, at J itte boerer Nag, oa doa vidne eders
egne Ord imiod eder; men nn eders Pleiemoder?«
.,Hnn havde mig tcer vaa sin Vis,« sagde Ligbeth i
samme rolige Tone, ,,slent bun itte inriiod ins-N de mis
tendie mig alle uden een, som nu er lanai til-ric, sog hveni
jeg vel inaen Sinde mere faar iTale.«
Da Lisbeih sagde detie, san hun Paa Fru Birtheg
Rina, spm funklede Paa bendes Finger.
»Bei bæres mig for, tære llrfnla!« saade bun saa
med et tnngsindigt Sinil, ,.at jea slal blide lier paa Kron
borq i lang Tid, for stedfe — o, iea stal strcebe at Viere
flink til niin Gernina, at J itte kedes desd mig!«
Saa tlappede tinn den aamlc paa Haanden Og sac
paa bende med et underliat Blit: men llriula qit dont-d
rnsiende fra Sengen, itkc utillsnjelia til at aide Hin Mittel
Methdz thi der var saa Ineaet i Lisbeihs Færd on Tale,
fom better ikte hun farfiod. Lisbeib dar maaske i famnie
Tilfalde —- bun forsiod del better ikte aanite sia seltn
Oriad havde eacnilia iiyret bendes Stridt til Kronbdr«a,
da bun flnatede? Vifinot den Tante, at ffcefininaen dar
det enefie Sied, hdor hnn tnnde dcrre i Sikkerhed for sin
Plejefaders oxi Grexierts Hansens Eiteriircebelser; men
naar hun ssaaledes aav sizi under Svenslernes Bestyttelfe,
gjorde lntn jo Regnina paa Dahlbergs Venstatx Sand
’beden dar da den, at hun søgte derben, hvor han dar; i
Hans Rærhedi Var der Liv for den-de, fjernt fra bam Tom
tied oq Tod: inen det tilfidd hun ikte for sig felv og vilde
have stammet sig ved den Tante at lobe efter den Mand,
lmn clstede, men som vraaede hnde. Hun mente da at
via-re sendt l)id" af Forsynet for at frelsse Dahlbergg Liv,
Ttulde Fæslningen blive -overrnmplet. En Anelse sagde
liende, at den Vesiutn.ing, hnn havde taget, var stæbnv
svangerx inen det laa ganfle i Mørte, til bviltet Maal den
vilde føre hende. Uden lav Beregning, dreven af utlure,
tcerlige, ftcerte Jnstintter git hun til Kronborg, blendet
som en lille Fugl, der findet lige i Flammernr. -
’ Gortfcttey
spe-; «
Ottcnde Kapitel
Autor.
TM samme Tau Rostqaard oq Gerner drcg hvcr til
sit Hie:n, Ven 28 Juni tidlig om Morgenm gik llrsula
simufc og syslede i sit Værelse paa Krotrborg, der lcm i
den nordlige Fløjs nederste SinkværL hvor osgsaa Sten
vinlel havde sit Kammer, men i den modfatte Ende. Tot
var rummeligt og havde et kongeligt Gemaks Heide, var
luftigt. lyst og dog lunt; der var faare venligt og hygge
ligt, nam« Solen stinnede detind. Rigtignok var Bohavet
utilstrwkkeligi til at fylde det store Rum, men hvad der
fandtes, var folidt og godt, ja et og andet Stylle røbede
sin longelige Ari, saaledes det store Speil med den nd
staarne Egetræs Ramme, der endnu hist og her viste Spor
af fotdums kig Forayldning. Det var et Styite fra Fre
derit den Andens Tid og havde efter mange Omvekslinger
omscder fundet blivende Sted paa Ursula Krauses Vera.
Et plumpt Ber med nogle lige faa plumpe Stole min
Paa Gusvet og ei svcert Egetmö Linnedstab bredsie sig ved
f
