.-s-«
. med din Haand; oa tom nn herhid, Engel-C saa føje ri
tv hats. Mittel reiste iia ca itød Lisheth fra fin, doa uden
hendes Son, hvem jeg havde tær fra Barnsben af. Vil J
f me os nie paa. Staat via hu fremd-les in Lieben-,
»
Svenfterne paa Krouvorg.
En historiit Roman.
Af H. F. Emtd
H Anden Del. ZEI
(Forkiat.)
»Jeg stal Vorherredød vise dia, at du tan! Hid
de Heender samtnen for edig Tid.«
Han havde allerede arebet Lisbethg Haand; inen hnn
tev den les-J og ftod nn for ham liae saa dlea som far, incn
fuldtommen sattet. Maten tastede sig over sin Hngbond
og deoa ham atter ned i Seedet.
«S am faa du, Mittel, saa at beuge Bald. Guts
naade od! Hat fea itte sagt dig for11d, at faa vilde det
tcmme?«
Mittel rhftede as Brede oa tahte Mæleh wen Lisbeih
git nu lzen til han oa talte ham blidt oa wrt til.
»Ehe-is Grdtxed imod inia hat dasret over al Maaoe
stor. J tiar taaet mia til eder arm oa elendia, sont jea nat-·
givet inig Qui-in lilæder, Fildc Da ineget andet andt TI,
hvec liktteliae Tage hat jea itte henlcdet her i ever-« Hitz,
vg J, TUiAtkI!, Mk mkxi lizie faa ach.tioder, fom cdecz Haks
bond var knia Faden Lfdersz hckderiiae Nadn og itore Ans
feelse tut var-ei mit Eli-dik-, hielte Faders og jea ait nd og
ind i cderg Venners Hilfe, som var jea ederk eaet tadelige
Bain Hub aenacclde eder det tusindfoldk Mit Ojsxrte
er biiitciasiksiat i denne Time, at jea man aarc cder den
Sorg at handle eder iiiiadx men saafvm Ot. OlreaetiJ al
tid hat das-yet niia aanite liaeznilrsig, da jeg sitterlin tax for
tldsias3. at denke Pain vilde blive til illhtle da Elendiahed
oaiaa for linke-, tot ret itte ite, da jea ded, oa Hi. eraers
tan itte nasatix at Enctil denne Tag aad jea ham itte inino
fte Haals som, at jezi noaen Tid dilde blide hanc- Onftru.«
Madam LUSette hadde allerede forditret reist sia Dg
lavede sia til at ana, niedeng GreaerI med vredeskblngsende
Ansiat traakte hen til Lisbeth for at tale hende til; inen
hun vendte sia fra ham oa vedbled at tale tarlia da bønlig
til Mittel; t:l sidit faldt hun Paa Kna-, greb sin Dieje
fadetsz Hinter on besasttede dein med tin-J, niedens hendess
Taater raubt —
Toa nn diiie det iia, at tttregierkji Hausen tendte Mit
tet til Bunde-, da han hin Aften ved Tit-wilde Strand
spaaede Lisbeth at hdig hnn handlede sin Ptejefadcr
iniod, ftnlde hun finde, at han var fiejl sont en sinnge
Hidsiahed Hang Litede haode iin vaxrei darni, nu blev
den toid, ozi det dar vierte. Heller itte tjente det iil it
got-e ham mildere-, at han tunde tatte sin ean Halsitarria
hed da Erldlloaitals for, at denne theinnaelse tom over
ham. Han havde italet alt for blindt paa sin Mnndiahed
og itte lnttei til sin Haftrus Addariel, naar hun bad hain
fare med Lempe ca lnifte paa, at Lisbeth nn en Gang var
egen va itte som andre unae Piaein
»Mit du« eller vil du itte?« spukate han Lisbeth nked
et hvait Blit· ·
»Mit« fvarede Lisbeth med en Sternum der lese
svagt oa vifte hendes Sitterte og Sjaslstkcethed ,,je«a tan
itte.«
»Da pat dia op Paa dit Kammer!« sagde Mittel med
isnende Kinde, »oa bliv deri«
Lisbeth faa sin Plejefadek ind i Anme, tystede lang
somt oa sorafuldt paa Hovedei. vendte sig otn og forlod
Sitten
»Men J maa itte taente,« vedblev Mittel med oprejft
Hoved oa vendte sia til Gteaers Hanfen oa hans Moder,
»at jea vil holde for Nat den Monds Staat, der var mig
som en asldee oa tcer Brodetz lange for jeg faa den Jam
fkug glatte Anstat, der nu lpnner al vor Godhed med Utat.
Jtte stal hans Huittu aaa træntet af mit Hug, itte heller
som jeg, Madam Mette, da staat vor Aftale fremdeles
ved Maat Giv bare lidt Tidt Jea stal ebne at bøje det
stive Sind og faa Bugi med de Joinfkunytter, saa sandt
jeg itte vil date til Spot for den ganste By.«
»Det turde dog være mete, endJ tan,« tvaeede Ma
dam Mette vredi. »J- hat ladet Jomfru Lisbeth have
ufotnnftig stor Frihed og maa nu tage Stade for Hieni
gæld J sande nu, hvad jeg -i sin Tid sagde edet: stit en
anden Monds Bat-n i Barmen, og det trnbet dog ud af
Ætmett Lad da helft den Sag falde; men jea stulde
mene, at Spot falder paa os, der aaa herfra som gode
Narre, og itte paa eder. J better vel not den Tortt Saa
faar Gregets sig vel ogsaa en Brud andensteds, vg, fandt
at sige, er det mia itte imod, at dette brittede, nej for
Sanden itte! Jea snster itte stig Sonnetone, der sidder
paa Stads oa letter i Folianter og tan spre Diskurs am
tarde Materiet, sn hende an! Vi brhdse da helft af«og lade
alt veere som udslettet mellem ost«
«Edeks Hatme er billig. gode Madam Mette", spa
tede Mittel toldblodig, »men sig dog nn itte mere af den
Saft, at det itte siden stal angre eder. J maa dog tilstaa,
at jeg hat gjort mit ydetste og ital fremdeles handle san
ledeä, at J itte hat nsdig at tlage. Jeg staat ved mit
Ord. Hvad er din Mening, Gregers?«
»Im maa titstaa,« fagde Gregets i en uventet sagt
modig Tone, »at Jomtru Lisbeth ved sit Aftlag hat trans
tet min Moder og mig haatdelig; men af Denshn til eders
mangeaarige Venttab og gode hensigt vil jeg give eders
Vlefedatter nogle Dages Frist, for at hun tan tænte
sig om.« ·
»Du stal pinedsd sitte tage hende as Naadet Vi
og vil du have hende, vil iea forettaa dig at vente tte Dage.
Jnden de ere gaaede, stal du have hendes Ja, eller hun et
itte langer mtn Dattee.«
Gregees git til sin Moden Ærgeelse ind herran
og de tog saa Aftted og att, ledsagede Wig til Osten-»
as Mittel og Mai-en, der snattede gotdt for den veede Ma
dam Mettr. Da de vate dorte, gtt Mittel Hausen op til
'«« Ltsbeth paa heudemammer og meddelte hende med haaede
Otd sitt Vince
,,ameu givek vu Gage-i du Jäg- sqgve im epid
blsbia se fett- «ellet teg tage- Ug at mit hu-. Du bar
tve Vase at eaadftte dig i med dig telv,men om tre Daae
J
ved denne Tid maa du give Svar, og fremturer du i din
Halsstarrighed, da oent ingen Barmhjertighed mere!"
Saa git han uden at vente paa Svar og flog Dsken
haardt i ester fig; men da han tont ned, fortatte han ftn
Hitstrn, hbad han habde gjort, og Mai-en gab sig da til
at arti-de og bad hatn dog itte vcere saa haard.
»Jeg har været for god til denne Dag,« sagde hatt
hidsigz »sin Hest med Bidsel og Kvinde tned Kap, siger
man. Gid jeg saa sandt strats havde taget en Rotting rg
astrdet hendee Rhg, hdor hvid den end er!«
»Fa, Mittel, at sige stigt!«
»Da have dog andre Fadre for tnig ajort saa og ere
siden blevne tattede derfor.«
,,Sitteriig af attden Aarsag end denne, Mittel! Her
er itte Talen ont Forseetse, da Listcth netop onster at
blibe Jomfrn mcd Ære. Je dia del for, hvad du gør i
den Zan, hierte Mand! Da aletn itte, at bar Ligbeth innen
Staat til at paatate hendes Net, des starre bliver voct
Ansvar for Gud.«
Den Tale ajarde noact Jndtrnt paa Mittel, og han
saade i en roliaere Tcne:
»Du rnaa httste inm, hierte Mai-en. ai fra den Tit-i
af. di toa Lisbetti til oI, ndsaa jea hende til Greaerg Hatt
tin-I Brud. Jea er nn aaaet oin tned den Tante i sam
snlce fe.n Aar, den er dtetten taa til Linse i niit Hierte, at
den itte mere lud-It fia dritte nd! Jea har nafaa tned
tsxtt mit Foricet ti: met-e end een aod Ven; da rit du ende
lia oide d—:t,c:a dar min Oensiai med dette Haitveertisbrnl
sitzt den at binde Liebttb med et fast Bann-d, faa hun
itke, ca tntn tender ist-r Wan, stntde stadre as Stole tit
en Lisz« s«c;:ft Monaten tibtnk hnn hat« foraloet sig pfa.
Tct er di nn attei:fat-: mit Fori.rt at hotde hende i At«
iesi txia hende-J timnriten tra tnn af Firhat sor, at hnn
stal stadrkn tflterss bliinr tnm not, hier tznn er, da hun
bei ladet viere at lobe sin Vej i bis-se fartiae Tiber-«
»Jen, tanttte stritt-IT fand-e Marcn med et Nit, ,,det
ttrnde itte dasre dit Ttlltior at iaae den stattelis Glut ud
paa Hasen Da aide hende tit Pris« for Fiender og Uner
ninaszsntcrnd.«
»Bist dar det itte!« snarede Mittel ei flog med HI
nedet, »men lad hende bare tro det, oa tag itke den
ttlemme af hende, hnn aiver sia da nok!«
»Hu-i var dia dog overmaade tter titforn,« saade
·t.ttaren oa tlapriede sin anbend paa Rinden, »hbor tan
dn nn blibe hende saa aratn?«
»Hm: dar mia merc end tter,« svarede Mittel met
(fstertrt)t,.»ret en Pthd oa Etolthed for mit .Oiis.«,
»Zum maa date sorajort as Troldfott,« saade MI
ren akadende; ,,det er mod at tiristendotn saaledes at
satte sia ob ntod es, der er hende i Forastdres Sied, og
aate at der Godhed for slet intet. Jea holdt end itte den
bleniitrende Damattes tilbaae; di have itte saa start en
Dng til i Vort Ejei«
»Im siaer fornd,« saade Mittel, atter aram i Hit,
,,at, hbad jeg gar elter itte agr, fatder Lisbeth itke til
Feie, bliver det inaen Einde mere aodt mellem os. Vi
saa saa afvente roliaere Tider.«
»Al, ja!« sttttede Marm, »Gud give en snarlia Lan
defredt Den Plan» staar niia tner for Hooedet, Mittel!
Herren fri es thttetia oa vel nd af det Elende-! Jeg hav
de scere Drei-inne i Nat.'
»Blib mia fra Libet med dine Dromme«, vrisfede
Mittel; ,,endnu er der inaen Elende og stat med Gith
Hiaklp heller ingen blive?«
Mittel git saa paa Totdtammeret til fine For
teininaer, mens Maren blev alene med sine Sorger oa
Ængstelser, indtil hnn ved Middagstide itte ltrnget tunde
holde det ud, hvorfor thun ait op for at se tit Lisbeth paa
hendes Kammer. Dei bar hendes Hensiat at tale Lisbeth
til Rette oa bringe hende Trost. Men hun totn for sitde
— Daten stod aaben, oq Kammeret dar tomt!
»Jesus Kristus!« raabte Maren og flog Hernderne
samtnen, ,,Barnet er lebet sin Beit«
Hnn gab sig nn til at vandre Huset rundt, oa
alle Vegne saa hnn efter og rabte List-eth! Lisbeth2 men
overalt var der dedt og tomt, og hnn fit hverten Svar
eller Trost; heller itte Pigerne, hveni hun udspurgte, tunde
give hende mindste Oplhsning oni Jomfru Lisbeth soin
de itte havde set, stden hnn git op paa sit Kammer.
Saaledes stod Sagerne, da Mittel tom hjem. Han
stiftede Farve, da man nnderrettede ham om, hvad der var
stet, nien sagde itte noaet. Forst git han til Gaardens
Bagdmy pegede paa Renten, sont endnu sad i, og sagde,
,,hun er aaaet herigennem!« Saa bebrejdede han Maren
hendes Mangel paa Agtpaagivenhed, at Lisbeth havde
tnnnet gaa ind i hans Løntammer og hente den Regie,
uden at hitn havde tnærtet det; men Maren forsvarede
sig tned sin Husbonds egne Ord, da han fande, at Lis
beth not tod vare at lsbe sin Bej i disse farlige Tider.
»Vi tnaa have Rede derpaa,'J sagde han omsider;
»tad os gaa op paa hendes Kantiner og se nøje efter
det!«
De git sthndsomt derop, oa da Maren havde set sta
et Øjeblit am, raabte hun: »Fuglen er vcett Hun hat
tagct den og Bnret med sigl
»Fande-n og itte jeg begribe det!« udbrød Mittel:
»tad os se Vceasiabet efter, man stal se, hun er aget bort
i Karosse og hat taget Pit og Pat med si.g, saasom alle
andre her i Haset uden jea ere blinde og dnve.«
Mittel sagde dette som i Vrede, men stjulte tun
dermed sin sande Føletse; thi baade den Omstændighed
at Fugteburet var dorte, og at de ved en neermere Unber
spgetse tom ester, at Liöbeth havde taget sit Ratt-i og en
Smule Linned med sig, viste, at Flugten var siet med
Oberlæg og itte i Viloetsr. Mittel havde da den Trost,
at hun ttte tunde have gjort en Ulhtte paa sig felv, og
trat Veiret friere.
»Hun er gaaet til Kraagerup!" mente han.
Der blev da strats afsendt et Bnd til Rostgaards
og imtdlerttd forespurgte de i Byen paa de Steder, hvor
man med Rimettghed tun-de tænte fig, at Lidbeth ttmde
viere thet hen; men tngen vidfte det mindste om hende.
og Budet til Kraagetup vendte om Ætenen ttlbage med
sden Optysning, at Lisbeth hverten badde varet der eller
var bleven set paa Mien. Det entste, man sit at vtde,
toni fra den svenste Sttldvagt ved Tpldtammeret; hatt
havde set en nng Jotnfru gaa sorbt med et Fugtebut
og en ltcte Bytt t Dannden og raabthende an for SM
Skle; men hun var hastig ilet forbi ham uden at svare,
og han yavde saa itte agtei videce paa hende eller set, hvor
hun var bleven af
Ligbeths Flugt var saa i nogle Dage den ftaaendei
Genitand for Samtalen i Mittel Hansens Hus og rygte
des ViDt om i Byen; men det var og blev en Gas,ade hvor
hun var gacet hen, og vigtigere Tildragelser træ.ngte
snari alt i Baggrunden. Gregers Hausen indiandt sig
bog straft-, rg da han af Mittel selv fik stadfæstet, hvad
Nygtct havde bragt til hans Moders Hug, brød hans
Forbitrelse lø5, og Mittel Hausen maatte høre drøje Ord.
De ftiltes sont Uvenner, og Gregers satte ikte for denne
Sindc meie sin Fod i Mittels Hinz j
Syvende Kapitel.
Tnng Luft.
Den 27. Juni 16559 var en lnnimethed Dan. HaaIDi
habt-c Ersten liae sen Llltcrgeiismnden as lirændt i Helsina«
ers- innt-te Waden oa fta Seen loni itke niindste Luft
Hin-i jin, lienad Ascesi, laa lincsom en Brandtaaae Duft
Bin-n N Zank-et; zitonliotag dtitiiipettop viite sia neD
nsitsxxs 'T::Irid-:-, da de enaelste Lrtoagstibe, sont laa fisr
statu- tsaa Reden, lianede Vtasg med tappt-de Muster.
J Llliittcl Hausen-:- Ztotslue, fta hviz Vindner nisn
lsnxxk tlkssiat til tlrcnbota ca Zundet, sad Rostanatd Da
.«.ltikk-:l felks ist-d en Rande Vin. Mittelst- Ulnsint Var nn
xixeiss t»lns.-ss.·k!:s-I end tidliaere, on Mitten nIcettede nied
Extra ::;;:etie, at han slnttcde sin Jota i Vin. Hvet Aftcn
sidekt Läg-fette Flnat Var hnn aaaet til Ro med en fnkds
and klink, itzt der-as saa him, rad lxnnsisj Tale etlerg ikte
robexse at ltan soraede dnbt Don asnastedekz lnm casaa
nn, sei-di Platten-J lldføtelse stod for Deren, Da lian kun
de Oel ttcrnae til en Hiettestnrknia, naar han i de svenste
Lssisxetergi Selslab stenideles stntke sville den innntte Ost
somit-se
ttena Frederit havde onisider sendt bnade Vaaben sitt
Pense tliostaaard havde i Mittels Løntammet i en en
aelst Løjtnants on en Fændriks Ovetvcerelse udbetalt
Oberst Hutchinsnn tnsinde Dukater, oa Stenvintel hat-de
ved iainine Leiliahed saaet sme hundreds-. Nu sattedes
lnn at saftsittte Daaen og i den Hensiat var Rastganrd
tonuncn til Staden.
UJcittel havde truttet Fratten as og sad nn i Skjots
tecetiiiet, men aispede endda.
»Der totnmet Jens!« ndbtød Rostqaard og reiste
sin: »det et bedst, at vi lntke de Vindner.« ·
,,Vothcrtedød nej!« stelnnede Mittel, »saa tvæles
sen-«
»Bist et Vonelint not,« saade Rostaaatd ,,at sidde
her i Eteritnem hvnt vi hvett Dieblit tnnne vente ubndne
Geriter —·- fe, der gaar Valentin Korn! Han lustet
scttt hastia forbi.
»Jea niødte hain,« saade Jens Henritsen, sont nu;
var kommen ind i Stuen, »og han gav mig en saare heis
lia Hilsen.«
,,Gjotde han det?« spntgte Rostaaatd estettænksonsz
»da et det ellets en Tid siden, han vat hurtig til Hat
ten; det vilde have huet mia bedte, om han havde knejst
spanst, som han plejet van.«
»Jl) hvad!« udbrød Mittel, ,,slulle vi lade os kyse
af, otn hans Hat tom lidt dhbete ned end elletss Og
knnne vi nainle Venner ikke sidde her i min Stotstue vg
tøinme et Birnen uden at der stal aaa Røg af det? Tag
dig et henne i Stabet, Jens, salig Fa’ets, som du ynder
bedst, on et til Magisteten med; han maa vcere her otn et
Dieblit, hat mit Bud ellets ttnsset ham til Hase. Saa
knnne vi tale mn Sagen s— men tommet der noaen, gekl
det det en Ladnina Stentnl, Jens nys hat tilsothandlet
sig, oa som vi ville tage Pakt i, ellet Salttompagniets
Affe-isten vm J hellcte vil det.«
»Saanieend!« saade Rostaaatd, der selv var Parti
iipant i Salttompagniet i Helsingøt, ,,saanicend! Lad dek
blive Ved Saltkoinpagniet, stønt Magister Tika hvetkett
hat Pakt i Saltet ellet evner at løbe Kul. Dog vil jeg
nu lnite disfe Vindnet for Vote feengende Ord, om nogen
stulde veete til Sinds at staa ndensot og lntte, saa han
snatest sit noaet at høte oin Ktudt . Du faat døje en lille
Svedetut for vor Sitterheds Styld, Miktel!«
Rostaaard luklede Vinduerne og tog saa tgen Piads,
esen modstod tappett Mittels gentaane Opfotdring til at
tømme Berg-steh Kort ester indiandt Kristen Tikøb sin
ira K"ølkenet, da han var bleven lutket ind id Baadøren
»Bei hcetes mig for, at J bringet viatizt nnt, Nive
foaed!« udhtød Magisteten sttakH med hin Rei: in stIt
Jver, mens han ton Plads ved Bordet, og Mit-Hi Hansen
satte det fyldte Bieger hen til band
»F dcempe edets Stenune en Elende-, om J saa synes,«
sagde Rostgaatd alvorlia, ,,netop af den Grund, J der
f.«einføtte· Jea bringet det nyt, hvillet ieg alt hat niedkclt
Mittel, at nn et Daacn fastsat. J Morges sit jeg Tit
sigelse at ledete Ved paa Kronbotg den 1. Juli, sont er
paa Mandag; den Dag vil det saa eiaa les-, Magistetl«
»J Herrens Navn!« ndbtød stristen Tiløb med et
sttaatende Blit: ,,dct Budstab koinmet som en Gliede-ji
tidende, tet sont en Bestielse.«
»Nu, nu, Magister!« svatede Rostgaiard, ,,spat paa
Glut-den« til vi have vundet Brudeiri Hun et i starke Heens
det, og vi maa vente os tappet Modstand; det gaar tkke
altid saa glat med en F-otrastelse, som- man· sorestillet sig.
Dog ville vi haabe det bedstel Vil Gud, stal Svenstcn
paa Mandag saa Vatme, men itte as Veddet! Han ital
saa Mad, men ikke togt! Halvfjerdsindstyve gode Neube
kugler stal vcere vor forste Hilsen til ham.«
«Og eftet den Ret,« sagde Mittel, ,,lommer en an
den, den starpe Æg. Hat du saaet mit Sværd ve! siebet,
Jens?« .
»Bei et blantt og statpt som en Rageknivz i Morgen
tdal jeg tage det med under min Kappe; mit er itke eingete.
Forstod vi nu date at beuge digse gode Sværd saa vel, sont
de ere steh-im
»Hier-nn, Mittel og J, Jens!« sagdc Rostßaard,
.,·jeg hat ovetveiet den Sag med Tuer, og det er vott
Raad til edee, at Jsblive til Diese og tkte gaa med i den
Dritt. J ere ikke Ivede i Vaabenbeug, og J have paa
l
auten Bis tjent den gode Sag soin regte Danneniænd. J
tun-re da med frelft Samvittighed lade os andre spie
Bataillen. Eder, Magister, ter jeg itte give del Rind, da
J hat vcebnet og øsvet eder i Tide, og J er fast paa at lebe
den Hasard og saette eders Person ind. «
»Saa vil jegl« ndbred Mittel Hansen oxcervt »Har
jeg end fnart det tredfindstyvende Aar pa.i Bagen, stal
jea dog vise eder, at jeg hat Hiertet paa rette Sied, og at
pin Arm tan føre en Klinge. Det vilde spinnie fig slei
for os fornemme Borgere at trybe i Stle Paa Stagets
Dag; vi maa gaa frenimeft og indgive de andre Mod ved
Dort Elsempel.«
»Deri giver jeg Mittel LUtedhold,« sagde Jensz Hen
ritsen i en rolig og fafi Tone; ,,jeg saade itte del før om
vor ringe Øvelse i at bruge Sveerd for at ftulte af Stole.
J faar tage og med, Ridefoged, hvor ringe vi end ere.
,,Det er en Hiertens Gliede at høre eder tale faa!«
fagde Rostgaard, »vilde jeg end helft staane eder begge
fer at prøve flig blodig Fard paa ederg gamle Dage. Dag
gerten vil da not falde i Haanden, fom den ber, og gsod
Villie vil opveje lang Vane. Saa vide J da nn, at Tuer
er underrettet og Stenvinkel ganftc rede! Jeg har givet
Oberst Hutchiiison Signalet og ladet ham Tagen og Ti
nien wide, foni er paa Mund-an Efterniiddag Fil. fein,
naar Foltene gaa fra Arbejde Jeg følaer i Embedg Med
fer til Heft med Brandfelgvognme, og Luer oil vare
en af Zinstene; seid vil jen paaie, at det gaar ret og flintt
iil ined den Vogn, soin ftal verlie; inen naar vi gaa paa,
sører Tieren an. og jea itzt snart viere Ved hang Side.
Vaadnene vil jeg lade hidtesre Ltiatten til Malidiig, og de
maa da sordeless faa stille Da snildt, foni gorligt er, hvad
J, leere Venner, noje Inaa paase Sau fattes, faa Vidi jeg
tan stemne, intet nden at disife tre Dage, soni ere intellem,
gaa stille hen, og at Herren ainer Lytte i den fastsaite
Time.«
,,Jnaen Sinde,« ndhred tirisien Titøb, ,,læste jeg
ein noaen bedre eller fnildere Plan hog de aamle, itte
heller i vore enne strenitein Etal jeg ligne den Ved noget,
inaa det del vcere den ganile, siønne Vife om Drofi Peder,
der toa Riberhiis, mean Tanten aif for Erit, Kotigen hin
Iniae.«
,,Saalede5 gaar det itte niere til,« svarede Rosigaard
alimrlia. ,,(Ln Faeftnina, Fiong Karl har inde, vindes
itte ved Dank-! Vi niaa oasaa leve, at han itte er der
for Tiden fett-, har det end stadia vceret Stenvinlels
Ønste at fange hani, hang Tronnina og den lille Pein-«
sor at bringe dem i vor Stdnaes Vald; men vil Gild, stal
haan svenste Majeftast, naar han vender tilbaae fra Freve
ritgbor(3, finde Porten lnttet oa blide modtagen nied anden
Salnt end den vante L.Ere«5falve.«
,,Terpaa,« udhrød Mittel Hausen, ,,tømme vi da nu
et Vieger!«
»3aania-nd!« sdarede Eltestaaard, inens de alle stødte
Birqrene sammen. ,,.5tan han«-A kcere Benner, at deite
Bceaer bliver det fidfte, vi tømnie med hverandre i dette
Liv!«
Da de havde tømt Baarene og i Tavghed tryttet
shverandres Hcender, tog Jens Henritsen og Kriften Tit-b
Assted og git hver sin Vej. Roftgaard derimod blen, af
talte endnu et og andet med sin Svoger vg lagde ham den
største Forfigtighed paa Hiertex men da han vilde gaa, er-— i
klar-rede Mittel itte at ville ftilles fra ham her, idet han
foretral at folge ham til Niels Bryggers i Lille Kongens
gade, hvor Rostgiaards Heft var sat ind.
»En Mundfuld srift Luft vil gøre inig godt,« fagde
Mittel, og faa git de langs Havnen ud ad Grønnehave til
forbi nogle Tomter, hvor Svenfterne havde slpjset de
-Bl)gninger, der vare til Hinder for de ny Vierters Op
zførelse Her var det ensomt, og Rostgaard tunde tale om
det, der uafladelig fysfelsatte hans Tanter. Han kastede
et Blit over til den ny Fcestningsbro og fagde:
»Paa den Bro stulle vi snart tunile os i blodig Dans,
Mittel! Der er en Vagt paa tyve Mand paa Den, fom
di sørft komme til; først i Gaar fit de den Ø dannet feel
»dig til Ravelin, fom den Karl, der nu gaar der og stam
per paa Btoen, i Middags fortalte mig. De af det fmaa
landftc Regiment, fom have Vagten i Dag, faa den maaste·
ogfaa Paa Mandag. Bilde Karte de! hardede og for
farne i enhver Art Krig, fande Blodhunde. Det ftal blies
fom en Guds Dom at ftyrte over dem, de Revere, Mordere
og Kvindeftcendere!«
»Tys!« fagde Mittel; ,,lad os gaa og se itte derhen!«
Rostgaard gil, men vedblev at tate; han var i en op
hidfet Stemning, shvor godt han hidtil havde vidft at
liegge Baand paa fig felv.
»Mcerl dig dog, Mittel, at vi itte falde an, ferend
den sidfte Vegn er kommen paa denne Bro og den forreste
igennem Fastningsporten hist ovre, saa Vognrætten dcet
ter denne sprste Bro, Øen og den anden Bro med; vi maa
sitre oS for at blive afslaarne. Englanderne og Byens
Svende komme til i famme Øjeblit, faa falde di over
Vagten paa Øen sog den hist ovre ved Porten lige med eet.
Du maa viere ved Hasanden, Mittel, naar det gceldet,
og fsrge for, at Bysvendene itte holde fig tilbage.
,,Vel, Hans, bell« soarede Mittel, »du hat jo alt
fortlaret mig det, og jeg hat fuldelig fattet det, Lad os
nu helft tale om andet.«
i «Saa tier jeg hellere«, fvarede Roftgaard heftig« »der
»Blodet toget feett i mig i Aften. Give Gud, vi hande alle
vore Mænd her paa Pletten og tunde falde an ftratst
Nu hat jeg i ti Maianeder bøjet min Ryg og gaaet Land
fens Fjender under Øjne, Mittels Det er, ligefom vilde
det nu brifte for mig.«
»Bei er den tunge Luft, der falder for Brystet,« spa
rede Mittel og les-nede sin Halstludz »tom vi over de ti
lMaanedeiz saa tlare vi vel disfe tre Dage med.«
»De ville falde lange, Mit-tell urimelig lange; men
faa vil jeg ten-te paa den Dag, da vi fange Sejr. Art
ja, det vil blive en« Fryd, naak vi rive den for-donne, blaa «
Kleid hist den-ne med de tre Kroner ned af Stangen vg
lade Dannebtog flyve op! Stenvintel hat Flaget del
gemt i sit Kammer. ISaa lssne vi Krontborgs Kanonet
»til sdet gamle, danfte Flugs Ære, og jeg tier-ten at de
»engelfte Orlogpmemd hist nede stemme i med.«
! »Wenn du, de gotesdeW sputgte Mittel, fom un
drede sig over ftn Svogees begejftrede Ord, fordi Rott
gaard ellers fiel-den udtalie fine Fslelsen -
Guts-any «