En polsk Familie.
K M J. C. Hauch.
A —::iE Anden Del. E
; GortsatJ
Paa denne Maade nødtes Polatterne til at over-give
Staden, iniidlertid efterlod dog Rusferne mete end fern
vg tyvetusinde Lig foran Warschaus Volde, og en af de
res bedste Generaler har felv tilstaaet, at itle blot denne
Her, men det hele kussifte Rige havde ftaaet paa SpiL
hvis Romarino med sine friste Tropper var ankommen
den anden klften, niedens Russerne endnu var udmattedc
as Lampen.
Blege og fortvidlede samledes de Polste Krigere i
Praga. Heeren befluttede at drage mod Norden til Fest
ningen Modlin. Flere Officerer stitkedes til Romarinc,
der alt ftnd Warfchau ganste nier, med den Befaling, at
han fkulde forene sig nied Hovedarineen. Blandt disfe
FIfficerer var ogsaa Adalbert, der begav sig paa Rejfein
fulgt af Leontine, som nu til ftn Sitlerhed omfliftede den
trindelige Tragt med Mandstlsæder
»Den i Romarinoä Hær rørte sig igen den gamle
Ulydiaiieds Aand Tek var mange Adelsinænd omtring
lam, blandt andre ogsaa Grev Larinsti. disse onsteoe
ikke at fnrene sia ined Fpltevartiet, foni befandt sig i den
anden Hast, derfor var Romarino døv for alle de Sin
diges Fortcellinger. Da nu Kosalkerne spaerrede Til
bagevejen for den enlelte og udødede de største Grusom
heder, hvor de kom frem, faa nødtes Adalbert, der itte
vilde udfaette Leontine for et saa farligt Møde, til at bli
ve bos Remarino.
Denne trat sig imod Syden, og Adalbert maatte
nied Emerte se, hvorledes den Aand, der rørte sig i
Hærførernes Jnderste, ogsaa udbredte sig blandt Mand
stabet, Ulydighed vg Uorden tog ogsaa her Overhaand,
hele Regirnenter opløste fig, og under dette ulyktelige Tog
jplittedes og spildtes Landets sidfte Krefter.
Endelia opgav Romarino enhver triaerst Plan og
Iesluttede at frelse sig til Galizien Jmidlertid stod den
kalte Roznsii med sine Tropper i Sandomir ncer ved
Weichfelen, og Romaniro tillod enhver, som var i Stand
dertil, at forene sig med ham. Flere, blandt Andre Adol
bert og Leontine benyttede denne Tilladelse. De toin
lyklelig over Weichfelen og forenede sig med Roznkis lille
Heer, og Adalbert havde endnu den Glæde at deltage i
Træfningen ved Logom en af de sidste, hvori det polste
Helteniod trodsede en over-legen ·Fjende.
Fers: lige over for Vyen Kratau nedlagde Roinsii
fine Vaaben, Adalbert og Leontine fandt da Lejlighed tili
at naa Dominicanerklosteret, hvor den ærlige Prior ganfte’
rigtig udbetalte deni den Kapital, Lllexandra hadde nedi
lagt hos hom. Dervaa inaatte de foktcelle ham alt, hvad
de vidfte oin Pater Vincent. »Hian er en tro Arbejder i
Vingaarden,« fagde endelig den gainle Prior, ,,jeg havde
haabet, at han ftulde lutke mine Øjne og paatage fig
Opsigten vvek Arbejderne efter min Deo, men nu er vel
ogsaa det Haab forspildt.«
Forlkcedte ilede Adalbert og Leontine igennern Fri
ftaden Kratan, hvor de med Sinerte horie Russerneä
Jusbel og deres Seins-fange De vovede ogsaa Paa lort
Tid at des-ge deres gamle Hiern, hvillet ilte faldt dem
vansieligt, eftersoin alle Veje var dem veltendte,·og De
i hver Hytte Var sikre paa et Tilssugtsssted
En Dag, da de git forbi et lidet Brædehus, faa de
en ældganimel «Mand, der fad uden for Toren paa en
Sten og varmede sig i den sildiae EfteraarssoL Han
fyntes aldeles nedsunlen i sine eqne Tantek og bemærlede
dem itte, men Leontine tendte harn ftrats, det var den
celdfte af de Oldinge, hun havde set ved Czernims Fest.
Han genkendte derimod itle hende, uagtet han betragtede
hende lcenge. »Jeg har set spidfe Quer-U i min Hytte,«
fagde han endelig, .,og de have sonderslaaet min Staal
vg dortsprt mine Geder, men jeg lidet dog ingen Mans
gel, thi mine Naboer bringe mig, hvad jeg heb-den« —»
»Ja, ja, fea de fpidse Huer totnmer al vor Ulykte,« svass
rede Adalbert. —- Oldingen sad nu igen længe tavs, ende-«
lig sagde han: ,,Med Polen hat det dog ingen Nod, for
saa lcenge Klotterne klinge i Kralau og de helliges Sau-l
ge høres i Himlen, kan itte dette Land forgaa.« l
»Kun den, hvis Forftand er gaaei Krebsegang, og
der er bleven til et Barn igen af Alderdorn, lan endnn
tro, at Polen vil bestaa«, sagde Adalberi.
»Ja, ja, Polen staat sig not«, sagde igen den gamle
vg nikkede venligt.
Leontine nærmede sig nu og tryllede et Par Solv
mynter i den gamles haand
,,Gud velsigne SobiesliP' fagde igen denne, »hans
Aand hvilek endnu over Landet, derka staat det sig nol,
naar Enden kommet.«
»Maaste hat den enfoldiae talt et visere Ord, end
de tloge ville tro«, fagde Leontine, idet hun langfomt grk
M.
»Polen staat sig nok,«« sagde den gamle atter, og
Iden Ttvil var didse Ord blevne han- Mnndheld, thi
Idakbert der dvælede et Øjeblik eftet Levntine, hstte ham
sentage dein stete Gange.
« J Selsiaib med et Pae Handelsmeend klygtede Ubal
sett vg Leontine til Galizien Da de traadte ftem bag
en hsj vg alletede var mer ved Weichselfloden, der dan
« M Grind-sen ttnellem Landene, msdte de en Flol Dau
ka, sein hurtig ilede dort, da den saa dem. Kun en sue
UI m M staaende wget botte og deteagtede Leon
- ils-. Dei M den samme, sont him saa ttdt havde be
FU- q M i Sieben hun lod da sine Dei-sagen gaa
IHM, Wo has metmede stg til det hvide Daadyy
ists hende M. Welig standsede hun ved
-- » We og vluttede hurtig wogte as det
M- ists Iwu raste Die-eh der gerne sptste dem as
s " ' satte hun stg ned t Entset,
W sit-e se dem- sit
» ,M duntladpededenuuogttltalte
M If M, sieden- deu betragtede
Its-s se M We W den Web
few-Obstes
i
-1
-
henoes Smerte. Endelig rejste hun sig og gil, og den
fulgte hende, indtil hun naaede sine Ledsagere, her stand
sede den, men da hun fjærnede sig, steg den op paa Mel-,
hvot den, saa længe Adalbert tunde pjne den, blev staaende
og stirtede ned efter hende. Leontine og hendes Ledsagere
naaede imidlertid Weichselfloden, hvor de fandt en Band
i Beredstab, i hvilten de tog Plads; Banden drev da sagte
for Stummen, men Leontine ftod bleg som et Marmor
billede og stirrede paa Daadyret og paa Højen, til denne
endelig sijulte sig bag andre Højr. Nu landede Banden i
Galizien, og Leontine steg ud og git videre uden at mæle
et Ord, men Adalbett tunde nceppe holde sine Taarcr
tilbage, da han saa den Vemod, der stod malet i hendes
Aafyn. og det foretom hom, ligesom om det var Stovens
Genius selv, der, for at bringe sin tro Dotter den sidste
A-fsied, havde sendt dette Dyr. -
Fra det Weblik Leontine forlod sit Fæsdrelnnd, veg
den ungdommelige Rødme bort fra hendes Kinder, og den
vendte aldrig siden tilbage.
Fein og tyvende Kapitel
Statut-ig.
Næppe var Adalbert og Leontine tomne ooek Grænds
ferne, før de horte, at Foræderen Krutowiecti havde faaet
sin fortjente Lon, thi Russerne, dek itte var tilsredse med
bang halve Forræderi cig cergrede sig over, at han itte
tzavde ovegivet Byen uden Svcerdslag, sandt snart et Paa
stud, hvorunder de sendte ham til Sibirien.
Oder-alt blev de potste Flygininge modtagne med
Beundting og Kcerlighed as Foltene, med Kulde og hem
melig Frygt as de mcrgtige. J Feige de sidstes Mistro
tunde de itte dvcele noget Sted i Tystland, Adalbert
flngtede derfor med sin unge Hustru til Besancon i Frank
rig, hvor han besluttede at sæste Bolig i nogen Tid.
Den forste as deres Venner, der her opsøgte dein,
var Czernim, og den tro Fidelio sulgte hom. Czerninis
Træt va: blevne gamle i tort Tib, og hans Haar var
bleven grnat as Sorg· Da han sørste Gang saa Ubal
bert igen, tog han ham i sine Arme og omsavnede ham
med en Sirt-m af Zenker, saa hans Hierte dar fcerdig
at briste derved Derpaa sortalte han, hvorledes det var
gaaet den Afdeling as Herren, ved hvilten han besandt
fig, og hvorledes den tilsidst havde nedlagt sine Vaaben
paa preussist Grund. ,,Jeg forglemmer aldrig det Die-«
blit,« sagde han, »du vi maatte sorlade dore Heste, disse
troe Dyr, der hadde banret os Paa de lange Marsch-er
baade ved Dag og ved Nat on delt Moje og Savn og
den sidste Bid Brod med os. Nei, Adalbert, denne Til
ftand begriber ingen, der itte selv hnr oplevet den. Gam
le, graahærdede Mænd, dek havde set al Krigens Elen
digbed og trodiet enhver Fute, sa- ldede den Gang Taarer
!igesom Born, de omfnvnede til Afsted de dyriste Halse,
medens Hestene vendte deres Hovedek henimod dem, og
felv i dcrcs nudditlcdc —jcrlc var der maaite en Anelse
oin, hvad Vi havde tadt. Ja vi have grædt som Kvinder
efter at have segtet som Mcend, og mange ilede igen oder
Gransen og tastede sig i Græsset for endnu engang at
hdile paa den Jord, sont de saa tidt davde vckdet med
deres Blod, og sont Barbarerne nu dille binde med Sinne
lenken langt tangere end dem, den hidtil har baaret.«
Ulytten havde itte virtet sordelagtig pcia Czernim,
thi denne stolte Natur var derved bleven nieget nildere ria
uhcendigere, end den forhen havde vceret.
En Aften, da de tre Venner scid hos hvernndre rg
talte om forgangne Tider, horte de Pludselig en polit
Foltesang udenfor deres Vinduer. Leontine soer site-l
vende samtnen ved disse Toner. »Bei er den blinde Entk:
ger,« racibte dun, og Czernim og Adalbert ilede ud Nr
at se, om det var sandt. Hun havde Net, det var den
namle Foltesanger, der, ledet as en lille, sinnt Drean,
havde sundet Vejen hertiL
»Hdor er din Datter?« spurgie Leontine, da hun
iaa hom. —- ,,Hun er den« svarede han. — »Og din
Harpe?« ——— »Den blev fonderslagen as en russist Sol
dat, han har ogsaa tnust to af mine Fingre, sact jeg al
drig tan rsre Hakpen mer.
Leontine græd hsjt ved disse Ord, men Czernisn
tryttede heftig den gamles Haand »O du levende Bil
lede paa mit Foltl« udbrsd han, thi sondernden og
!enilæstet, med spnderslagen Happe, basrer du endnu de
gamle Sange og de gamle Minder i Hiertet.«
«Vi have siddet lsenge i FængseL sagde den blinde
Sanger, »der døde min Dotter; tilsidst lod de mig gar-,
men jeg maatte for-lade Landet; den Dreng, der ledsager
mig, er en Sen as Jsden Salomon, han elster min Kunst
og har med Fadereng Tilladelse sulgt mig.«
»Du og dig Ledsager stal nu sblive hos os, saalcenge
di leve,« fagde Leontinr. ——- »Men Harpen er dog tnust,
og Livets Drsm er forbi, og om der komme andre Dreim
me derefter, hvem ved det?« bemærtede Czernim.
Kort efter modtog Adalbert sg Leontine endnu et
andet Besjgh sont de itte ventede7 tht en Gang da de spat-—
serede i Omegnen af Byen, stod Pater Vincent for dem.
— ,,hvorledes kommer du her, min Fader,« raabte Adol
beri, »saalangt fra dit Muttert« —- »Jeg er fordteven
derfka," soc-rede Pater Vincent, »i hele Instiand fandt
jeg intet blitzende Sted, verfor vandrer jeg nu til Rom»
for at anmode Paven om Bestyttelsez da jeg imidlertidj
hsrte, at J var her, saa gjorde jeg en lang Omvej for
endnu engang at tale med Eder.
»Bi samleg her, kigesom Styggerne i DIE-eng Rige,«
sagde Ezerniim »for at satte over en fvrsvunden her
lighed.«
Paa denne Ttd modtog Adalbert et Brev fra stn
Faden her denne nceldte Jam, at Keiseren as desynderltg
Rande, og t Betragtntng af hang Familiens Muskel-, dil
de glennne Adalberts Beide og titlade hani at vende til
bage til Polen Wen-. Mut maatte han da tilsvætge Kei
seteu Lydighed og ille blos brtyde al Fordindelfe med
stne opptrfle Kenner, men desudeth sag vtdt han form-ca
ede, Wpe til Opdagelsen as dere- Rienker og formt-erste
PM, beladen pilde hatt t Whelscn blive sat tin-der
Witten serdelet Opsyn, og det vtlde ask-enge as han
eqen Weh hoc-ebbet han- Gobne blev i Fee-stillem
»Auch du Mast-d i den Windelfe fette-sie bette Til
F , -
bud,« strev Starosten videte, ,,da hat du fok bestandig
fjcrtnet dig saavei fra din Kejsers Rande, som fta din
Faders Hinte, og jeg stal da i Fremtiden stræbe at glesns
me, at jeg hat haft nogen Sem«
»Uagtet det var hpjft upolitift og urigtigt af dig«,
»føjede Fadeten til, »uden min Tilladelse at indgaa en
ægtesiabelig Forbindelse, saa stal dog heller itte dette stille
’os ad, jeg hat derfok ogsaa udvirtet Tilgivelse for din
Huftru, der tan vende tildage paa samme Viltaar fom
du.
J en Efterstriyt meldte Starosten endvidete, at denl
Edle steifer, i Betragtning af hans udviste Trostab, havde
af scrrdeles Rande optaget ham i den grevelige Stand?
og strentet ham en rig Ersiatninz for alle de Tab, han
under Oprsret hadde lidt.
Dette Brev vak dateret Petersborg og indesluttede en»
betvdelig Vettel.
Adatbert og Leontine date begge enige om, at de al
drig tunde aflægge den fortangte Ed, lige saa lidet vilde
de benaa neget Fortaederi mod deres Benner, hviltet
»Adalbert i meget ætbødige Udttyt meldte sin F. det. Paal
lsanime Tid send-te han den i tin Faders Bred indesluttede
Vetsel tilbage, da han itte tunde opfylde de Betingelser,
under hdilte den dar bleven hain tilstillet.
l Nogen Tid eftet modtog han et nyt Bred fra Sta
rosten, hvori der laa betydelige Andisninger paa et be
tendt Parisist Handelshus. »Hermed ladet jeg Dem Iide,«
strev Stnkosten, »at jeg strats efter Modtagelfen as Der-es
sidfte Bied, Ined Kejsereng allernciadigste Tilladelse, hat
entaget Frøten Emilie von Seltowiez i Daiters Sted,
saa at hun nu, da Deres Broder Cafnnir ved Dsden er
afgaaet, blivek den enefte Arving til hele min Formue,
lhvortil De ved Deres senefte Ospføtsel aldeles hat for
lspildt dereg Ret. Da jeg imidlertid itie snstek, at et
iMennesth der bietet mit Navn, stal vandre som en Beile:
Jigennem Landene, saa sendet jeg Dem hermed Deres
IMødkeneatv.«
i Denne Atv sendie Adalsbett itte tilbage, men satte
den tilligemed Leontines Kapital i den patisiste Bank.
Saaledes befad han nu en Formue, hvoraf han itte blot
tunde leve anstændig, men hvoraf han ogsaa knnde under
støtte fine trcengende Landsmænd
»Hvad fynes dig om Leontine?« sagde Czetnim en
Dag, da han dar alene med Pater Vincent. —— ,,Jeg
frygter for, at denne Blomft ikte tan drideg nden for
Polens Stove,« sdakede Pater Vincent. — »Tro! du
da, det tnnde hjælpe, om hnn tom hjem?« — »Maaste·«
s— ,,Nej, Muntt det var et Glimt af Frihedens Morgens
fol, der farvede hendes Kinder, og nu. da den er formeri
tet, man hun de, hvot hun saa besindek fig, og deri ask
bnn vel." —— »Den ulyttelige Adalbert!« inttede Pater
Vincent —- ,,.f:»«.n e: itte Ulytteliqere end di andre,« son
iede Giernind
Det Var tendeligt, at Leontine hver Daa blev ble
gere, hun spiste næsten intet, bendes Hier-te flog heftig
Ved den mindste Bedægetir. og hendes hele Nervesvftem
inntecs at lide. Lægen ertlcerede ligesom Pater Vincnt
bendeg Sygdom for Hjeinde, og vittelig fette Drom
mene hende hvek Nat hieni, hnn vandrede da citter i de
stote Etove, ded de dybe Spec og ved Flodbreddekne, o-.1
saa de trættende Vildgæs og den eniomme Kongesrm
der flte over Stetten. Undertiden stod hun ogsacx i det
fokfaldne Slot og udstratte Fingrene mod det sætfoninie
Ut, hvorved det iaen beadndte at gaa ligefom i gatnle
Dage. Til andre Tiber saa hun Kratau nied dets to og
haldfjerfindstyde Kiefer, og høtte Klotterne klinge, ja
enpang befandt hnn fig endog under Jorden i chetvin
qen bog de bede, cg det syntes hende, tom tnm laa i en
Liatiste med en Gutdtrone paa sit Hoded
To hun fortalte Adalberi alt dette, snttede han og
betragtede hcnde nied stot Bedrwelsr. »Gut itte saa
drybt«, sagde hun, idet hnn ratte hain Haanden, «thi du
er ogsaa med i disse Dritmme, med dig vandrer jeg nee
sten sbestandig i det gamle Slot og gennem Stoven, der
mode di mange Venner, som vi tende, siønt vi aldrig have
set dem for, ogtaa Alexandras og Bonaventuras Ansigter
stimte vi tidt imellem Grenene, og den hvide Daa lsøbet
foran og viser vs Vej til Steder, hvor vi hvile i Sing
gen, og hvot en stennete Sol stinner over os, og jeg maa
da tidt tænte Paa det Land, hvorom der tales i Muntenz
zEventyH
i Om Dagen vandrede hun tidt udenfok Byen og be
tragtede den freinmede Natur og glædede sig, hver Gang
hun opdagede en Plante, fon-. hun havde set i sit eget
Land.
» Men naak Tusmørtet toin, da inaatte den gamle
Sanger lcere hende Folteviset, fom hun endnu itte tend
te, de gentoge dem da samlede, og Levntine ledsagede
dem daa Herden. Hver Aften stod detfor en Mangde
Tilhørere udenfor hendes Bolig, og disse Sange, der
dog vare digtede i et fremmed Sptog, smeltede mangfol-«T»
dige Mennesiers Vierter, saa de itte tunde here dem udenl
Taaret. l
Da Munten havde ritt-ragt nogen Tid baö sine Ben-"
net-, reiste han bott, men lovede igen at des-ge dein paa;
Tilbagevejen. ;
Aftenen fst han reiste, maatte han endnu fortcellel
Leontine sm Historie.
Da han havde endt, blev Leontine meget tankefuld,
endelig fagde hun: »Bei gaar dig med din elstede ligesom
os ined vor, paa Jotden hat vt nu tabt hende, men for
tlaret ventet hun os i en hsjere Berden.«
«Dette er historiens hemmelighed«, sagde Munten,
«og den« der tet sbegribet den, han er moden for et hejete
Liv.«
»Er J fern-jede dermed, saa er det godt for jet«,
sagde Ezerntnn ,,tun begekbet jeg ttte, hvad J da hat
ten-yet for her pua Tini-den«
»Alt, hvad der tever i Mennesteti Anat-, sit-der
ogsaa eftet et Legeme her paa Jokden«, sparede Pater
Vincent, .,og det stal og dir site-be dereftet.«
»Da jeg reiste gennem Twlantz bitte jeg engang en
gen-met Sang«, blev Tzeenm ded, « g Muster tun to
Anker beruf, sein jeg her vtl feemstge:
»Es blies der Jäger ins goldene horn,
Und MI, was er blies, das war rette-ruf «
PM
Hvem, der ret forstaar at anvende diäfe to Liniet,
han tende! Verdens Hemmelighed og er en vis Maul-,
men ban vil næppe have nogen stor Glctde as sm Bisdom.«
Ogsaa Czeknim fvrlod nu Adawert og reiste til Pa
ris, hvor en stor Tel af hans fordrevne Landsmænd vate
samlede. De Breve, han strev fra denne Hovedftad, in
deholdt tun liden Treff; thi det aabenbatede sig tun alt
fok meget, at Den gamle Tvedragt itke var udsiettet, øg ei
man selv i Landflygtighed og Ulykke itke kunde glemme
de gamle Stkidighcdek.
Ester sire Maaneder tom Pater Vincent tilbage og
sandt Adalbert blen ca nedslaaet i et Kapel ved Leontines
Ligtiste.
,,Hun er dpd af Grcemmelse og Hjeinve«, sagde den
blege Adalbert, »hun vansmcegtede som en Plante, der «
hensprt i et sremmed Land, hvis Lys og hvis Stygge
den itte sendet-, detsor tnnde hnn itte leve.«
»Ja, saaledes niaatte det ste«, svarede Munten »jeg
vidste det vel.«
«Ogsaa jeg staat nu ene ag sorladt," blev Adalbert
ded, »ka det nu iltc bedst, at jeg ligesom du begravedt
mig i et Kloster.«
,,Din og min Bestemmelse er itte den samme, min
Sen«, genmcelcde Munten
Nu blev Peter Vincent en Tid i Besancon og sorgede
med san Ven ug talte med ham orn den asdødr.
»Du er lyttelia«, udbrød Adalbert engana, ,,thi du
ser dog endnu din elstede, jeg bar spat min i Stoven og
paa Bjergene, jeg spurgte -Stjernerne, om de havde set
hende, jeg agtede paa Fuldmaanen naar den, som en
gammel Magus-, strev sine vetslende Tegn i Bølgerne,
jca raabte hendes Navn igennein Storinen, men alt var
sama-ves, hun hørte niig itte, og itle engang i Drømtne
hat jeg set Fligen af hendes slyvende Kjortel.«
»Hvi nedlagde du itte det nfsjcrlede Støv i Jorden?«
fpnrgte Pater Vinrent
s ,,Fordi jeg vil ssre hende til hendes Hiern. »Lad it
sle mine Ben hvile her i den sremmede Jord!« sagde hun,
.,i Kratau, Ved Weichfelens Breddek vil ien liage, ved
imin Søsterg Side; "jeg har vel fortjent en Grau i mit
«Feedreland.«
; Da Czernim herte om Leontines Dad, toni egsaa
jban tilbage for at se til Adalbert. ,,Hvad«, saade han,
-,,er hun ded, min DrengZ Nu vcer du tun rolig, om
hundrede Aar tasnter du itte mere derpaa. De gode dan
dre bort, oa denne Verdens Fyrste raader alene: hvis du
»blot salder ned on tilde-der hatn, da stcenter han dia endnu.
lbvad der tan sorlnsie bit Zie. Fanden taae det hete! dog
sør jea onstede det, var det stet allerede; ser du, jea er en
særdeles begunstiget Mand, hvad Øniter angaar.«
,,Det er innen aad Tale, Oberst E»zernim!« sagde
»Munten.
« »Vi har tcrmvet som Narre«, vedbleb Czernim, ,,vi
;har otnstnrtet Husets Piller og lnnft os selv, men bog it
ike ødelaat Philisterne, dersor onstede jeg, at ingen strev
am vore Bedrister, at Historien sad tavs paa vore Gra
ve som en undergaaet og forglemt Verden; ogsaa disse
aræite aa romerste Eventyr stulde sorbydes i Stolerne,
thi de snlde tun Hovederne med Hiernespind og vilde
Dromme, og maaste tan vi nu haabe, at sligt Forbud
snart vil komme, thi Magthaverne ere vise Folt.«
»Sandeliq«, fagde Munten med høj Verrdighed, »nu
er din Frasaldstime tomnien, Oberst Czernim, tbi sordi
;du itte sejrede i den sprste Strid, vil du derfok opgive
IKampenZ fordi dit Svcfrd itte strats braate dig til
’Maalet, er det derfok tabt og tilintetajort? O, J lidet
troend«e! Have vi itte nu et herligt, et alimrende Feder
land med en vidunderlig Martyrtrone om ssk Hovedli
Hviltet Land i Verden straaler nu med en saadan Glan5,
som vort! og vilde J vel for alle Jordens Rigdonnne
bytte dette for noget ,andet? Nei, visselig itte! thi ved
Kcerlighed, Trostab og Opvsrelse have vi grundet et evigt
Polen, der er nedstrevet i Livets Bog; og tro nu end vore
Fjender, at det sant, saa betrceste dog tusinde Stemmet
over Gravene, at det lever og ej tan sorgaa.«
»Ti, Muntt« raabte Czernim, ,,naar Pisten svcevet
lover mine Brødres Hoveder. naar Tusinde sorblsder sig
spaa Valpladserne, naar andre Tusinde vansmaegter i de
jsiberiste Biergvcerter, naar vi selv maa vandre sont Bet
lere i sremmed Land og tigge den Stern, vi heb-Ue, of
fremmedes tolde Medlidenhed, da tan jeg itte troste mig
Hined noget hisset· Her og itte hisset ligger mit Fett-re
lland, sor mine duntle Stove, sor mine Sletter ved
sWeichselem fsk mine ulyttelige sorladte Brtdre har jeg
Ttæmpet, og saa lange de vansmaegte i Elendaghed, er der
Iingcn Saiighed spk mig at sind-, ser i den hsiene Him
mel."
»Den, der alene tror paa et jordist Paradis, hatt
maa visseltg sortvivle, naak han er udjaget derfra«, svai
rede Munten, «men dog gives der stsrre Ulytter end de,
hvorimder vt lädt-«
Ester nogle Dages Fort-b reiste Pater Vincent hjetn
til sit Kloster, hvor han, ved siere meegtige Velynderes
Jndsiydelse, havde saaet Lov til at leve i Stilhed sit spriqe
Liv.
Dog vatede det itte længe, ssr man sandt Munten
mhrdet paa en ensotn Sti i Stoven; dette vatte stor San
i den hele Egn Ja snart udbredte det Rygte sig, at Pa
ter Vincent var en Helgen, og endnu den Dag t Dag sor
tclles der meget t hine Egne om de Miratler, der stulde
have sundet Sted paa hans Grav; hans Morder blev
tmtdlertisd en lang Tid ubetendt.
Bed den venlige Prioec hjælp blev Leonttnei Ltg
vtrteltg bragt til Kratau og stillet ved Alexandras Side.
As et Vkev ska sie-um« ekiakeve Ave-there at Eun
lte havde ægtet Dr. von Zeltner, dee nu var Oberst i et
ruzsisi Regiment; t femme Brett fortaltes der, at has
syntei ganste sorandret, at hun var bleven stille og solle
fty, og at hendes Stsnhed var aldeles forsvunden.
(Sluttes.)