Ssensterne paa Kronvorg.
En historisk Roman.
AfH.F. Ein-w
Hi Anden Del. JE
(Fortsat.)
»Ja pyt!« taabte Maten «endnn mete ophidtset; »Und
en Tosse den paa Ærmet! Den retstafne, agtbate He.
Ksrfits Trolle stulde lobe Landet rundt smed en Stege
i Mandsllcedet? L-isbetl), Lisbeth! Du slægter din Mo
der paa, Gud sorbarme sig over din utcenkelige Frathed,
swa nng du et!«
Men nu tev Lisbeth ftn Haand los.
»Gud tilgt-de edet den syntdige Beet-e, seen blin
der eitets Forstr.nd!« raalrte hun og saa one fsg med et
lynenede Blit. »Den Page er He. Korsitfks Hufttu
Fnt Wirthe saa sandt jeg haabek at blive salig!«
»Jh da niin F·celser!« udbrød Dorothea og flog
Hasntdekne samtnen, medeng Kirsten sind-sede, vg Maren
stosd der med aaben Mund og en flov Mine.
»Er du vis i din Sag?« spurgte Kristen, som sprst
genwandt sin Fctning.
,,En Kvinlde ex det,« saqde Dis-bettl) med Taaret
i Øjnene, ,,saa .sandt som hun viste mig sin Haand, ja
som et yderlisete Tegti smøaere sit Ærme op og losd mig
se en Arm, der ganssle mnulig lan here en Mond til.«
»Det er tænstelsigt,« sag-de Kirsten efiek en lille Pad
se. «De dritter sdet jo nu stamløst not ved Hove med
slige Formummingek og andet ugudeligt Komedie
spil. Men asf hvad Aarsag henkes hædevlie Gemal hat
givet sit Minde dertil og taget hende med paa denne Fakt,
gaak over min Forstawd.«
Lisbetsh fort-alte alt, hvad Fru Birthe havde sagt
hende om sin Rejse, og føjetde til, at hun maaste mente
at viere mere siller i sin Forklædning, seden det lod til.
at hun fremdeles agtade at spille denne Pasgevvllr. SM
telig bad shun de andre ille at lade Fru Birthe marke,
at hun- var endet
»Det gøk ptig on«dt,« sagde Matten anger’ssuldt, ,,at
jeg blev san hastig. Du maa itte genrme paa din Bre
det Gud naade os, Ihvilte Tider vi leve i, at en erlig
Ftue itle blues ved at lobe om i en Monds Butser og
Stsvlekl Dei tan da vel tilgives, osm msan gwat sra
Sang vg Samling ved at here sligt.«
»Mode! isagde ellets et Ord« svarede Lizbeth med
beenende Stemme, »som itte glemmes saa let.«
«Naa, naa!« sagde Maren vg llasppede Lisdeth paa
Atmen, mens de langsomt git samimen ad Gaarden til,
»ttlg·w mig nu kont, bvad der blev sagt, da jeg ille tet
var ved mig selv. Du stal faa en Kjole af det Mom
nvede Silletsj, du fandt isaa lønt, da vi i Sommer var i
Niels Krcemsmers Bad«
»Bis mig hellere Tillid og sand Kerlighed«, sagde
Lisbeth med et taareblendet Blit, »og laid mig saa helst
gaa i Hvetgarn!«
Men- Lisbeth fslte nu en Arm am sit Liv og saa
Dotvthea Bircheriods milde Blit hvile kærlig paa sig.
De to blev saa lidt bag estek de andre, og det lylledes
Dotothoa gansle at formilde List-eth, saa at hun ved
Hjentlonrsten lod sin Plejemdoet merke, at alt Nag var
dorte.
Wut-sitz Ttolle vpholdt sig i det Kammer-, der var
blevet ham paavist, og sit Mast-en beugt derind. Mtsten
tom selv med den osg dcettede Bordet, uagtet Pagen til
bpd sin Hjcelp; men hun vikde itke tage nwd den mindste
haandsecetning as ham og vristede med cekbpdig Fast-heb
en Tintaletlen, han havde taget, ud as hans finc
haand. Fru Bikthe tiltastede sin Mund et Blit, og da
Kirsten var gaaet, udbwd hun:
»Ma«dasm Ksirstina hat gennemstuet min Forllæd
ning, ellet ogsaa hak Jvmfru Lisbeth sladret.««
Kot-sitz syntes at viere i meget daarltgt Lune og
svatede gnaven: »Det sørste evner ethvert Barn, det
andet burde du forud shasve vidst sitte vtlde udeblive. Du
vilde have handlet svisete i at iføre dig sde Kviwdeklcesder,
Mplleten bad dig".
,,F-·r«, svarede Fru Birthe med Estertryk, ,,vilde
jeg havde delt Stæbne med min stpnne, amatantfarvede
Robe, som du var saa ubarmhjertig asf overdteven Frygt
somhetd at lade nedsænle paa Banden as Mslledaimmsen
At vise scg i Mansdsklaeder tan passere som en stande
Inæssig Kaptice, men at vanheldiss as en saa horribel
Satt sont den KjorteL den brave Mssllek prcesenterede
som sin Datters Stadgdragt, vilde viere en utilgivelig
Betise.«
»Den Moral, der lan uddrages af dette Rasse-niste
ment, et ille stnigrende.«
»Lad Moralen hvile!« sagde Fru Birthe overgiven,
,,og- lad os hellere tage Madam Kristinas gode Opdcel
ning neermeke i Øjesnn Unge Winden syltede Fragt-L
Baaer og en Kande god Selt, ej, ej, Monsieur de
Troste vi Ispistg ved edets state Forfaider Verlus, tlte
hver Daa saa læltert ved Hode, da Svenslerne var saa
uhsvisle at blotere Kobenhavn. Maa det være mig til-—
ladt at opvarte min leere He. Gemal? Jeg vil begynde
med at tredense dette Berges og prøve paa, om det ittc
can forsone dig med det umoralsle ved nrit Rostume.«
Korsits blev mildere ved hendes gsode Lune og ind
tagende Smil; han gjotde sig til gode med den laelte
Andesteg, og hun trtydrede Maaltidet med sin Stcemh
»Jeg vil gøte dig en Jndrømmelse!« sagde hun til
sidsi. »Nu, da jeg u-den Tvivl er gewtendt, vilde det
dog lræve større Hardiesse, end jeg hat, at vtse mig i
Mandsdeagt Glandt disse botgeklige Snerper. En as
Madam Kiestinas Ajottler lan vel passen for en Dag
ellet to. Lænae blive vi vel ille hat«
«Nceppe,« svatede Kot-sitz latonisk.
Fru Bis-the smsilede spotslz men Øjebliltet ttl at la
de hwm vide, at hun hat-de saaet Held til at kigge ham
i Kortene om hensigsten as Reisen, war ilke heldigt.
»Da vil jea give mig til Kende for Madam Reisst
na, om du synes,« sagde hun med paatagen Meinig
hed »Ogsaa ttoe jeg, at stulde den Mach-r ste, at
Soenssterne tosm sovee os, vtl jeg viere mere stllet l Min
Vedragt, siiscek naak den ille er nvek vosk vierdige Bett
indes Stand.« -
»Det tiltaler mig overmaaide,« sagde Kotfiis, »at
ou hat kesolsveret dig det.« -
»Det glatt-er i- lige Maade mig scerdeles at kunne
ocete min hjekte Gemal til Behag, ligesom det vil væke mig»
selv en Delice at vaere i mit egei Køns DragU
,,Vel, Bitthe, men hold dig saa smutt og stille inden
Tere!« »
,,Det lsover jeg digi« svarede Fku Birihe sagt-orig;
,,tnen vie mig da til Gengæid en ringc Villiaikce.«
»Lad herei« sagde Korsits, der vak vxint til at in.1ai
te betalc enhver Føjelighed as sin Gemalince med sam
me Mont.
»Du nvasa mage det saa, at Jomsru Listbeih bli
ver shek til min Opvartning, indtii vi bryde op. Dei
kostet dig tun et Ord til Madam Kristina, som strick
iig gerne overtaler sm Søsiek til det ringe Offer.«
Korfits fandt detie Ønsie ri«meligt, og da hun sure
stillede ham, at det vilde være riatigsst strats at saktte
det i Vani, var han saa føjelig at tejse sig for at iale
med Kirssten Fru Bsirihe stod nu oasaa fra Borsdet esg
gav sin Gemal et Fins, inden han gif.
Da han var gaaei, tastede hnn sig i en Stol, sol
dede Haknderne over Hovedet og saa hen for sig med
Livslede i sit Blit. Aldrig følie hun mere tliart, at hun
itte elxstede sin Æastefaelle, end naar hun shaivde iæriegnet
ham. Hun sind Stylden for sin Ulhtte paa sin Me
dek og sin Slcegt, der havde overialt hende til at ægte
Aiursits, og vilsde iite indtømme, ast Stylden hovedisaa
lia Var hendeg egen sor, at hun ikie kunde elste troifast
oa vedholdendr. Hendes Hierte blev sa«a hastig varmt ag
atter hastig toldt, og saaledes var det allerede nsu, imp
pe et Aar ester Bryllnpei, aaaet hende af G»lem»me, at
hun sra først as hasvde nceret nagen Tilbsijlighed for sin
Ægtehere. J Siedet for at tage sine Luner sangne Og
arbeide trosast paa deres sælles Lykte, blev hendes na
turlige Letsinsd og Ustadigshed mere og mete den sinken
de Magt i hendes nrsolige Liv, saa at jysie Eise atldrig
havde spaaet mere san-di, end Ida hun fotudsagde, at
Korfits Trolles Hjerstesred vilde vcete has hende som
Glar i et Barns Heender.
Rirsien shprte med megen Til"sreds)stillelse, at Fru
Bitthe selie Lcengsel estet en spnimelig, isvindelig Dragt,
hvorismod hun satte et ailvorligt Ansigte o-p, da Korsits
frembom med shans Hastrus Ønste om List-eth. Hun
sporede strats deti en Jntrige as Lissbeth og var ingen
lunde villig til at gaa hendes Ærinde i den Sag; men
Korsits Trolle vidsie hvoeledes han- stuide tage sine Falt,
sog hans Ønste lignede mest en Besaling, og Kongens
Kammerjunker sog Yxndling vae en sali sor vigtig og
masgtig Herre, til at hun turde vaere ham imsoid.
Kirsten taldte nu Maten til, og Maren blev sig selv
lig; tihi Korsits Trolles Ønste gjoride Jndtrhiiet as en
Æresibevisninsg paa hendes msodtaglige Sind, og hun
udtalte med et dshbt Kniks, at hun var lykisalig over
iunne vcete den naadige Fru Birthe til Tjeneste. Hun
taidte Paa Lisbeth vg forestillede hende fok Or. ersiisz,
der strats stsnnede, at hans Gemalinde iike havde gjoct
noget sdaakligt Balg, naar det gjaldt at sbaia Tiden
ihsel, mindre heldig deri-ni-od, naar han tæsnitie paa den
i detes fatlige Stilling npdvendige Forsigtigshed
Han udtalte dette for sin Gemalinde og gav hende
den indtrængende Forman·ning nøje at folge Madam
Rostgaards Mening og lytte til hendes Advarslet. Den
naadige Frsue gav tun til Svar, at Madam Krisisina
gjotde samime Jndttyt paa hewde som den Hovmesterinz
de,der havde pini hendes Bank-dom.
»Ist-Instit Lisbeth derimod,« snjede hun til, »er en
alletkcereste Pige; jeg er ganste charmeret i hende; der
sattes hende tun en sisfigeke Dragt, og hun- vilde være
en Ram«metpige, til hvem enid itke Dronningen har Ma
ge-«
i
»Vcelg en mete helng Tid til at fceste Piger i!«
svarede Korfits alvorlig. »A! Landsens Ulytket ramine
mig, om jeg siceber slere Kvidepensoner med mig paa
denne Fakt! Tillige maa du mærte dig,at hendes Fader
er en anset og velstaaende Mand, der nceppe givek sin
Dattet rhien til at flette dit Haar, er det end saa sageri
som Guld.«
Fru Bikthe tog uventet tsoldsindig miod denne Til:
rettevisninsg, men vedligholdt Resten as Dagen en led
sommelig, drillende Tsavsihed sog git itte mere ud af sit
Kammer.
Lisbeth iderimsod var bragt i et intteligt Lune, ved
at Fru Birthe saa smukt havde inidfriet sit Løfte. Hun
-saa uden Sorg sin Plejemoder vsni Estermiddaaen take
bort og hørte itke stort as den Tale, Maren gav hende
til sidst, og som gii nd paa, at thun burde scette al Stor
agtiglhed til Side og opvcrie den naadige Fru Birthe
med semmelig Ydmyghed oa Tjensstvillighed Derimod
iopsattede hendes Øre tydelia not den Be«salin«q, at hun
havde at rejse til Heisingør strats, naar Korfits oa hans
Gemalinde rate askejste.
Kirsten smiiede paa en Masade, som Lissbeth itte
holdt af, og iovede fm Sester at sorge for, at dette stete,
vg da Maren var t-ørt, tog hun Lisbeth for og gav heit
de blandt andre Formaninger ogsssaa den, iiie at stolz
paa Frn Birthes Gunst.
»Hun er en høibaaten Dame,« sagde Küsten »og
vi her for hendes Gemals og hesndes Byrds Styld vise
hende al ydre Ækbødighed, men ikske se i hende ei Men
ster paa en adelia Fruei Hun er inigen Pryd fiot tin
Stand, hvor dejiig hun end er, Og det vislde ikte være
aodt, vare alle adeliae Fruer som hun. At, hvor graut
mindes jea ikke endnn den sit-Une, dhdige og gndsrngtige
»Fu: Øllegaard Hvitfel.d-i·), Rigshofmesteten He. Joch
um Gersdorsfs Gemalt Jea blev siedet for hende tite
lcenge sør hendes Ded, da jeg var omtrent paa din
Alder, Lisbeth, og du maa iro, at hvor kiott en Tid jeg
end havde den Lykke at dvcele i hendes Naethed, styr
tedeö jeg dog mægtig i Dyd og gode Forscetter ved at
stue hensde og lytte til hendes fromme Tale. Msin salia
Moder fette mig sogsasa til hende, sot at jeg stulde se den
Dame, idni baade var Lasndets fsomemste næst Hendes
tongelige Majestæt og Printsessernte, og sont ragede op over
dem alle i th og Gudfrygt." ·
»Godt nsosk for dig, Kirstens,« svarede Lislbeth med
en asandsstnvaerende Mine; men det gscwner mig intet,
Taaxssom Fru ’Øllegasnrd i hvert Fasld mu ligger i sin
«(sran.«
I «Dsog leoer hendes Minde,« sagde Kirften alvorlig,
»og ds-, sial tcenle og sitke lytte for villig til Ftu Mrthes
letfasrdige Tale, ilke heller lære af hende noget as den
Sort!«
sLisIbeth mente, at det var urimeligt og overflødigt
at tale devom; desuden fandt hun, at den miatrsonagtige
Værdighed, Kirsften tog sigi paa, klcedte hendes glatte, to
og tyveaarige Anlsigt pudsig. Hun holdt dog sine Tan
ter for sig sel:v, glædede sig over, at denne Dag sniatt var
til Ende, og at hun— den nceste Dag stulde slippe for fm
strenge Venindes« Form-aninger.
Deoimsod siuttede hun sig for denne Aften til Dor
thea Bikcherod og sagde til hende, da de gil alene sam
men i Hei-ven: »J bevare altid eders venlige Siindelag
mod mig-, Madam Dortheal J ved itke, hvor godt det
got mit Hjette.«
Hun sagde dette med en vis rotende Yinde, som
ogsaa gjorde ftoerkt Jntryk paa Doritlheass blosde Sind,
Dsorcthea «l-ovede hende da ubrødeligt Vensstash men sandt»
det dog siden Vansleligt nosk at holde det Løfte, fordi
Lisbeths Aandsketning vg Skcebnen bragte hensde mere
og met-e i Strid med to af Tidenss stærleste Magter:
Forældrenes Myndighed og Nationallhadet Det Var en
Itliae Kam-p, i hvilken selo en viljestcerk Mand vilde have
lidt stokre Tab ensd fine Venners Tillid og HengivenhedJ
Forst sent Pasa Aftenen vendte Rostgaard tilbsages
med Hr· Henrit, der strals lod fpcende for og drog htjemJ
til Birkerød mesd fisn Hu·stru. Rsoftgsasard derimsod hortet
nn need .Fdrundving Klitstens Fovtællsing om Dagens
Hændelser og lyorte med Tilfredshed at Korfits Tvolle
allerede var indir:1ssen. Han billigede i enshvet Heusc
cnde, hvad hans Huftru lhavde gj)ort, og da Kirsten vifte
ftor «S«kaawsomshed, naar hun osmtalte Fru Virthe og Lis
l)cth, hasvde han intet at indoende mod, at Listbeth blcv
paa G«aarden-.
Nu var intidlertid det lcenge ventede Øjeblik kom
met, da Kiirsten stulde høfte Lønnen for sin Lydighed og
ydmyge T«avslhed; tlyi Rsostgaard insdviede hende helt i
Sammensværgelsen og gjorde idet indlyisende for hen«de,
hvor vigtigt det var, at Korsits Trsollesi Nsavn og Stand
ilke blev opdaget, "da han kom sont Kongens Udsenlding
Roftgaard betlagede det uheldige Til-f(eslde, der havde fort
dem Ftu Bivthe paa Hallen, sog spaalagde Motten ind
stændig at vanxie over, at den livlige unsge Frue ikke den
ncefte Dag, naar han med Korfits Tkolle sdvog til Hel
singor, foretog sig noget usforsigtig Skridt.
»En Guds Lykke, at Svensslerne lholde sigl hekfral
Vil Freden date tun sels og tredive Timer endnu, da
er alt vel.«
Kirsten horte missmodig Pasa sin Man-ds- Fortælling
om det sfarlige ·Foretagende, han frivillig havde fat sig
i Slpidsen for. Hun viste sig nu mindre fast, end man af
hendses djærve Ytringer til Lisbetch stulde tcenxke fig, og
det vatede slcnge inden Rostgaard fil- aLftorret hensdes
Taarer og genoplivet hendes Mod.
Tredje Kapitel.
Per Olefen sont Dobbeltgænger.
Den ncefte Morgen tidlig ted to Ryttere ud ad
Gaardlcdet paa Kkaagrup. Den forreste vak Manden
selb, den efterfølgende hans tro Svewd og Ledfsager Per
Olfen. Per var kommen i Kisteklæderne, Tom var en
graa Vadmels Koste, en rødstribet Veft og graa Knæbem
klæder. Alt var ptydet med blanke Tinkwapper, men
lidt ftumpet, ckom om det var syet til en svakrrere og kor
tere Kvop end haus. Piasa Føderne hasvde han et Par
med Tkian Vel indsmurte Sio med Tinspcender, mod hvil
ke de hvide Uldsiriømpet stak grinende af.
Han holdt i Haansden en Kund, fuld af dejlige røde
Vinterlarveler, en Sjceldenhedi Mai Maaned; men
da Kirften Pedersdatter var en Mefter i alle huslige
Kunsften var hun det og«saa i at gemme Frugi. Æbler
ne date til Kommandanten paa Kronsborg, Karl Johan
isen Sjøsblsad ssoan Rostgaards vilde glcede med denne lille
Lækterbidsiem thi nu mere end nogensinde gjaldt det
at holde gode Miner med de fjensdtlige Myndiashedet
Pek tog da ogfaa svarsomt paa K«urven, men hosldt sig
besuden ualmindelig ranl, som om han siden sidft havde
dæret under Korporalstokten og faaet sin Ryg reitet.
Dette maatte for den uindviede viere i det fiøtste Øjes
blik forvirrende, men siuttelia bog soplysenide, at der ded
Ledet stod endnu en Per Olsen; tlhi denne duknakkede
Fyr med Huen i Haanden var aasbenbart den æcgte Per
Olfen, han paa Hesten en slet Kospi til Tvods for det Of
fer,.L)r. Korsits havde !braat, at afrage sit Sskæg og ind
gnide sit Ansigt med en sbruntfarvende Pslantesfsa«ft, til
Ihdilten Kirsien hab-de taget Stosset af sit Urtesirin Jn
gen siønnede det bedre end Per seld, og da han ved at
anders-ge sin Dosbbeltacenger tysstede misfornøjet paa
Hovedet, standsede Rostgaard sin Heft ogi sagde til sin
Ledfageu
«Med eders T«illa«del.-se, æsdle Herre, vil jeg sporae
Per, ostn J er ukensdelig i Forcklædningew Den Knøs har
et starpt Blit, Wut han set fasa dvask ud.«
Korfits Trolle kastede et Blik paa sin Original sont
fok at studere ham nøje, lo og gav med ei Nil sit Minde til
en lille Prove. Det var nu vistnok saare tsviolsfosmt, om
Per havde nsogen klar Forestillina o-m, hvorledes lyan selv
faa ud, thi han hørte til de lykleligse dødelige, der tun
ofte lsaare faa Tau-let psaa deres Y(dre, ogk det Sspejel, han
ejede, var et ttelantet Skasar og nceppe stort not til paa
een Gang at gengitve shele hans Ansigt. For andres
stre hasvde han derimod et starpt Blit; han genkendte
det Anstat, han havde set een Gang, lige faa sitlert som
hans Herres brune Blis bsjede til den Bei, ad hvilten
Iden- tun enn eneste Gang var bleven reden. Da Per nu
blev opfodret til at afgsive sit Simi, kneb han det ene
Øje til og sagdet
,,Med gunstigt Forli-w, jeg vilde ten-de den naadige
sHr. Kammerjunker i mine egwe Kleeder paa hundreU
Stridst.« «
»Bei lyder saare inistsrsstel«igt!« uddsrod Korsits
Trolle, mens Rsostgaiard lo.
»Vilde lden waadige Herre,« vedblev Per, »du-re et
Minut stige af Heiten og lade mig sidde op, stal jeg vise
eder hvorsdam «
»Jeg beder eder, cedle Herre, at lasde eder det ge
falle« sagde Rostgaard aldorlig; ,,Sagen- er af stot
Vigtigihed so: eders personlige Sitkerhed2«·»
sKorfits indrømsmede det, steg as Hesten og gav Pet
Kurven. Derpaa red Pest en Gang frem og tildage, og
HRostgiasard sag-de til Korfits:
’ »Lceg mærle til, hvorledes Per holder Kurven, itle
pcent i Haairden ssom Hr. Kam-merjunteren, men Armen
in« under Hmilen «og helt hen over Laaget.«
»Jeg ssser det,« ssvarede Kiorsits; ,,men lad mig nu
probere til Fods.«
Han slentrede hen ad Vejen, standsede soran den
ridende Per, tog Hatten as og tiltalte hain i sjællansdst
Dialekt.
»Det saldt ulige bedre ud,« sagde Per gslad, »mac:
Eders Naasde ensd vide, at det Ssprsog ikle ganiste er den
ne Egns Maal.«
Korsits lod det blsive derved, thi Sprostudier var der
ille Tid til. Han red da med Rostsgeaard hens ad Vejew,
mens Per bled staaende iog gloede ester dem; men til
Gengceld for denne Lektion, Korsitss selv havde saaet,
ga-v han nu Rostgaiard den Paamindelise i andres Paa
hør at tale ham mynidg til, ganske som han plejede at
tale til sit Tyende, da Gilemisvmhed i saa Henseende vilde
dcere sarlig.
»Lad os nu,« sagde Korfits, ,,nytte Tiden til at
tale om den vigtige Sag, der har ført smig hid. Sau
vidt jeg sorstod edek i Morges, Hr. Ridefoged, er det hele
Anslag nu ibke langt fra at vcere modent.«
,,Det troekker godt sammen dertil,« svarede Rost
gaard. »Min Ssvogek Toldskrisverem Jens Henritsen, og
Magister Tit-b have hver i sit Hjørne of Staden faa
lunt bearbejdet Borgerne og vundet asdskillige paalidelige
Mcend og gsode Patriotek for Sagen. Oberst Miedin
son blev i Gasar ved Hr. Henrik Gerners Mellemtomsi
fuldt indstueret, og hvad vi ventede, er indtrufsetx han
og shans Folt ere nu blevne forlagcke i Helsingør.«
,,Han er da at lide paa?«
»Jeg haasber ja, saiaisom Hr. Henrik siger,at Ober
stens Tale tyder paa stor og oprigtig Harme mod Som
sterne. Dei maa vi lobe an lpaa, da vi ilte kunne und
dorre hwin sog hans Folk, der desuden have den Den-,
at ikte ret mange sorsraar deres SprogH
,,Det er Anslagets svage Side, Rostgasard at iaq
mange maa indvies deri."
»A«f den Sdaghed hat fra Arilds Tiid alle Anslag
lidt; men ingen sSinde var Enigheden starre eller Fort-it
relsen miod den Fjensde, der stal overrumples, starkem
Vi maa nu stole paa Guds Besiyttelsse; men dog Vil jeg
lade eder -vide, Or. Kammerjunker, at jeg ilke lan tro,
at en eneste af Medvidnerne stulde blive Forrceder; jeg
har Listen paa dem alle og stal i Asten forelcegge eder
den."
»Og« Stenvirrtel er vunden?«
»Saa godt som vunden, Eders ærede Naervcerelse
qom hans kongelige Majestæts Udisending vil odervinde
hans sidste Tvivl. Tuer har længe vceret rede; men di
maa dog afvente den ncesteUdstrivning as Arbejdsman
siaib fra Hørsholm Distritt.«
,,«Saa lsad mig da nu vide, spaa hvasd Maade det hele
stal gaa for sig!«
,,M«in Plan gaar ud spaa, at naar jeg nceste Gang
sial levere Bkrcendsel til Festninsgemnytter vi om Gud
ellers vil den Lejlighed. J Ægtbønderneö Sted udvcelg
er jeg haandssaste Karle med Vaaben under chesderne vg
ladet dem køre Vognene, der ville blive en tresinstryve
ellek shalvfjerdsindstyve i Tallet. Saa saare nu sMste
Parten as disse Vogne ere over Vindebroen, lade vsi et
Hjul lobe as den Vogn, som netop er paa Brioen, og de
andre Kuske gøre ssaa Holdt og stinile saiinmen omkring
den vceltede Vogn for at ihjcelspe den op. Unsder denne
Forvirrinig overmawder di Vasgten ved Porten, og da den
vceltede Vogn ltigger paa Vin-de·broen, sorebygges derved,«
at denne kan drages op og Resten as vore Folt afskceresk.
Paa sørste Anstrig salder Stenvintel med sine Mand,
vcebnede ined Hakker og «Spader, Tssorn de gaa sraArbejdet
paa Voldene, oder sde udstillede Vagtposter ogs stvrme saa
rp paa Hovedvolden og oderinande Artilleristerne. Oberst
Hutchinson med de engelsie Folk og Bdrgerne med deres
Karle have imidlertid lusket om i Fæsstningens Ncerhed
og ile nu til at sootte Aug-redet«
,,Ved min store Farfader Herlus!« udbrød ersitz
Trolle, »den Plan e klagt snildt «og gør eder al Ære.
Gusd give Lykke dertil; men saar det Viert Frerngang,
Vinder J udndelig Beromimelsse, og Hans tongelige Maje
stæt vil vide at lønne eder.«
,,J give rnig Ros over Fortjeneste, cesdle Herre.«
svarede Rosigaard besteden; »men J maa iro, at paa e
gen Fordel eller Fsorfremsrnelse hat jeg ikke sigtet med
dette Anslag. Jeg har tun Kongens Ære og Landets
Gavn sor Øje. Nu beder jeg eder del lcegge mcerke til
og lade hans kongelige Majestaet det vide, at den svenfie
Basætnsing for Tiden er højst 400 Mand, hvorimod den
hele Styrke, vi hak at taade over, næppeliig vil deere
under 1000 Mand«
»H«vor kommer idet høje Tal ud, R«ostgaard?«
»De tre Hunsdrede E·ngslcendere, de to Hund-rede
Borsiere med deres Svende, de halvfjerdsindstyve Ku
sie, det giver Paa lidt næk de sels Hunsdrede. Dernæst
mener Stenvinkel, at han as de tolv Hundrede Stands
gravere tan gøre Regning paa fire Hun«dre«de, og deriil
kommek de danste Artillerister, som giik over med ha «
Saaledes ldlev Tusindet fuldt, og vi have i selve Fee-it
ningens Hierte en «Styrke, lige saa stok sorn den fjendt
lige Besoetning Denne er rigtiignos militærist veebnet
cg in«deläerreret, men dog splittet ad, ja, ssor storste D -
len i Kaseinatterne eller i dereö Logi paa Sloitet, hvort
imiod dore Falk ere sanfede og falde an i een sluttet
Trop.«
(Idtisckfies.)
