Wsamitie."
AiJ.C.«daucl-.
H Anden Del. E
(Ioktsat.)
Bi toni til nogle Hase, som laa paa Stetten, i et ef
disse sit jeg et taaleligt Vætelsr. Den store Ængstelse
og sden bestandige Nattevaagen havde vitlet staettt paa
mig, og naeppe tom jeg til Ro, føt jeg sit en heftig Fieber,
der soengslede mig til Lejet noesten i sels Uger. J al den
Tid soklod min ny Ventnde mig itke, hendes Fader der
imod vandtede, ledet af en lille Dreng, sra Der til Der
i nogle Miles Omtreds, og alt hvad han vandt ved sin
Sang, btagte han sor at pleje mig, thi de Penge, jeg havoe
saget soc min Zobelpels, var snart opbrugte.
Herska slrev jeg to Breve hjem, som Hatpespilleren
bkagte til nckste Landsby, men dette Sted ligger ssaa langt
fra den almindelige Postvej, og Tiderne var saa urolige,
at dissse Breve vel aldrig er lomne til deres Bestemnielse.
Jeg var neppe kommen til Krceftek igen, føt jeg
ttuedes af en ny Ull)tle. Ruserne havde paa flere Ste
der overstteden chendsetne, og hois vi ille slyndte is
afsted, maatte vi falde ideres Hænder. Vi gav os stkats
pag Vejen. Det var en told Dag, og jeg følte nu stcertt
Savnet af min Zobelipels. Bi skygtede isæt for oe dil
de sie-fallen derfot opsegie vi de afsrdes Stader i säu
vene, hvok Rytterne vanstelig lunoe trcrnge frem, men
herved nødtes vi til at gøre man-ge Omveje, og til at
fjerne os fta Mennestenes Boliger. Ratten blev endnu
toldere, end Dagen havde været. As Frygt sok at op-«
dageg, vilde vi itte antænde nogen Jld, men da vi til-»
sidst horte Ulveneg Hyl langt botte, maatte vi dog for-!
ssge demna. Sangetens Dotter flog Jld, mens jeg still-Del
samle time Binde og Kviste, men de vare frosne saa
fast til Jorden, at jeg itle lunde løsne dem, vi brød da
tynsde Grene as Trceetne, men de var fsor frisle og vilde
itte sbtaende Vi Inaatte derfor opgive vort Forsøg og
vandte videre. Sneen lnittrede under Vote Fødder, og
jeg tror visi, jeg var ved at døe ass Kulde. Endelig
stod vi ved Sloveng Ende, hvor di ejnede entelte Sys
glimt mellem thretne, og da vi lom visdere, saae vi en
Miengde Baal, som var spkedte over Sletten. Et as
disle Baal synteå gansle nar, og vi sag tydelig, at det
var en Vagtild, lwokom der sad Soldaten Paa sam
me Tid stimtede vi Heite, som stralte deres Halse over
Rytternes Heka og søgte at nærme sig Jlden, men al
lertydeligst saae je en hoid Hund, dek sad mellem Kri
gerne nær ved Baalei Vi ilede ind i Sloven igen, men
til vor Forslkcrltelse sulgte Hunden efter os. Den var
dog ille bidst, nien sprang bjasssensde og venlig op ad mig
dog hindrede den mig i at flygte. Kort ester blev di
omringede af steigen, der med Magt fette os hen til
Bagtilden. Her sna jeg til min Fotundring Casimir
i tussisl ilniiorm, og ban syntes at besale over den hele
Flot. Hunden var Fidelio, der, ledet as sin Drift, da
den undslap fra Branden, havde oipføgt sm Herre, som
den nu sulgte.
Neppe sit Casimir Øje paa mig, set han befalcde
sine Folt at sjetne sig og lod mig og mine Ledsagcre
tage Plads ved Jlden, selv satte han sig ligeoversor mig
og betragtede mig længe uden at tale et Ord. »Hvorledes
tommer De her, Leontine?« spurgte han endelig. —- ,,Og
De, Casimit?'« sagde jeg. Herpaa svarede han intet, cg
di sasd tause ligeoverfok hinanden, men« Luerne oplyste
de dunkle Ansigter omtking os. Tilsidst brød jeg Taus
heden og fortalte med saa Ord mit Eventyr. — »Stat
tels Leontine, et De vandtet over slige Hedet og gennem
stige Stove for at finde Deres Hjem igen!« sagde Ca
simit. Ksott estek stod han op, lastede en Pels om mine
Stuldte og bragte mig sm Hest. —- »Stsig op, Leontine!«
sagtve han, »inden i Morgen Asten stal De viere i War
schau.« Selv lvang han stg nu op paa en anden Heft.
Sangeten og hans Dattet muatte tage Plads, hvek bag
sin Rinier-, og saaledes galloperesde vi til den ncermeste
Landst.
Landsbnen var sultd as tussiste Soldater, der alle
veg cerbødig tilstde fok Casimir. Efter kott Tid tørte en
Slaede stem, hvoki jeg tilligemed mine to Ledsagere tog
Plads. Slceden blev sulgt as Ryttete, paalivemCasimir
forsitlrede, at jeg trygt tunde stole. Fee vi reiste, traadtei
han hen og ratte mig Haanden til Afsled. — »Altsaa
staat de nn virtelig i tttcette med vore Fjensder?« sagde
jeg, — »Stod jeg itte der, hvorledes vilde det da vom
gaaet Tem, Leontine?« svarede han, ester disse Ord
vendte han sig om og gil. —- »Vend tilbage til Derei
Lawdsmcend, Casinksir!« raabte jeg efter ham, men jeg
ded ilke, om han harte det, jeg saa hain itle mete.
De fjendtlige Rnttere sulgte mig saa langt, som vore
Landsmcends Stilling tillod, saaledes blev det mig ilke
vansleligt at naae vore Forposter, hvorsra jeg selv ilede til
War-schau og sandt Tilflugt isdette Das-«
22. Kapitel.
migsbegivenheder.
Dei er Historiestriverens Pligt at overslue Tit-ens
Hovedstrøm, Tiqtcren derimod dvæler helft ved de mindre
Sidestrømme og Hvirvler nær ved Kysterne; dette maa
være vor Un«dskyldning, naar vi her tun i Ksorthod omhle
den egentlige Kam-p, som vi ene stulle der-re, forsaavidt
»den staat i Forbindelse mdd de Personets Levnetssløb, vi
her bestritt-et
Adalbert vg Bonaventuta fulgte som Frivillige med
Ryttetiet i Hovedarmeen, Czemim derimod sind paa den
venftte Weichselbred under General Dwernicki. J den
fsrste Kamp ved Liewiec, hvori Kandnerne alene gjotde
Udslaget, deltog naturligvis de to Venner Me. Kett
eftek kvm Effektetningen om Dwernickis førfte Sejer, og
en almindelig Jubel udbredte sig ikke blot i beten, men
over des hele Lan-d.
" Nogle Dage silsdigere, da en Del asf deren stod ved
Kaluzyn, og da man ventedse et stort Slag, fasa Asdalbert
oa Bonaventura pludselig en kvinsdelig Stilletse til Heft,
der red shenimod dem. Det var Leontine, ssom ved Ef
terretningen km Dwernictis Sein-, ikte tun-de holde det
ud i Warschau, sog der nu tom for at kaempe ved stn Bro
ders Side.
,,H«vad vil du l)er?« spurgte B«onaventnra. ——— «Mine
Landsmænds Kamp ladet mig ikte sssove i Ro,« svarede
hun, »der-for vil jeg nu vaage og tæmpe med Eder.« —
,,Hva-d tcenier du paa? hvorledes kan en Kvinde deltage
i viot Strid's« — »Jeg er itte den forfte polsle Kvinde,
der strider for sit Land, og blivek sittert heller ikke den
fidste.« — »O jeg beder Dem, vend tilbage til War
schau!« raabte Adalbert, »der er itte Deres Plads.« —Y
«Min Plads er der, hvok mine Landsmcend tcempe for
Friheden.« — ,,«Slasl da sdette straalerige Øje udstitkes
af en fjendtlig Landse?'« udbrod Adalbert, »sta-l denne
sne Haand afsl)1:g«ges, flal dette snehvside Btyst, der burde
vcere et Tempel for Kcerligheden, nedtrampes unster He
stenes Fodder? Nei, det maa itke sie, jeg vilde sicelve
paa Valpladfen, mit Mnsd vilde forsvin-de, hois jeg vids!e,
De var den« ——- ,,Ti Adalbertt der er Kvinder not i
Warschau, der ck not tilbage, der kan pille Charpi og
forbinsde de Saatede,« searede Leontine. A »Da selv on:
De ingen Stabe led,« vedblev Adalbert, ,,l)vorledes vil
-det tlmde Dem, der er ustysldig og ren, at dyppe Dereg
Hander i Fjendernes Blod?« --— »Da hol-I vi nu tabEe
et Staa,« sagde Bonaoentura, »hvis du fanaedes oa lslixv
et Vntte for sde vilde Sejerherrer, hoad saa?« — »Der
imod lscerer jea tvende Rand hos mia,« svarede hun Ja
visle dem to Terzeroler den sit Brette, »Weil da J fryate
min Nrevcrrelse saa meaet, vil jea ilte bosvcere Edec
dermed.« Efter diese Ord vendte hnn fin Heft og red
Lott.
Bonaventura fit Tilladelsse til at folge hende, doa
maatte ban tun i kott Tid blive dorte. Efter to Timer
rendte han tilbage og fortalte, at thun nu havde fundet
en Bolig, hvok hun intet havde at befrygte, og hvorfra
hun nceste Morgen vilde blive bragt til Wåarscham
Den folgende Dag forefaldt den mærkværdige Trcef
ninsgs vesd Dobre hvor det beromte fjerde Regimente lagde
Grunden til sin Herden og hvori nogsle faa Batailloncr
i flere Timer msosdstod en uhyre Overnragt, anfort af den
russifle Overgeneral felv. Paa denne Dag fcegtede ogsaa
lealbert for forfte Gang ved sin Baadenbroders Side,
da Rytteriet bled angrebet ved Janotoka. Paa Vsalplad
sen lagde Flere Mcerke til en dejlig Pige til Heft, som
ftred i Rcette med de Øorige, men Adalbert saa hende
itte for paa Tilbagetoget, da han med Fofcerdelsse be
incerkede Leontine, der ganske roligs ncermede sig til ham
og fortalte, at hun ogsaa havde deltaget i Kampen.
»Hvok hat De da vceret fra i Gaar af?« spurgte
han. —- »J denne Tid fiaa alle Hus aabne,« svarede
hun, »itte langt herfra fand-i jea en Bolig, hvori jeg
bvilede et Par Timer; uden at agte paa nogen Jndven
ding, red jeg derpaa tilbaae igen, men ftjulte mig for
Dem, indtil Kampen begyndte.«
Da det var umuligt at hindre denne besynderlige
Stabnina fta at udfore sit Fsorscet, maatte Adalbert og
Bonaventura vel finde fig- deri. Hun red nu bestandig
ved detes Side og delte alle Vejens Bessveerligheder med
dem; shun var stedfe den Forste paa Pladsen om Morge
nen, og den Sidfte til No om Aftenen. Tidt overnat
tede hun under aaben Himmel, tisdt stumrede hun et Ofe
blit i sin Broders Telt, og alle Betvemmeligheder dort
viste hun med de Ord: »Jeg hat fra min Ungdom af
forderedt mig paa denne Kam-p, og jeg er vant til at
hvile paa den blotte Jord og at flurnre i Trceernes Grene.«
iSittert glemmer ingen af dem, der i de Dage term
pede naet ved Leontine, niogen Sinde det Jndtryk, den
flonne rante Kvindestittelfe frembragte, sont resd iblandt
dem med Gevæx og Landfe paa en isabelfarvet Heft. De
fornemmere Officerer fmilede venlig, naar de saae hea
'de, men Soldaterne og de ynare Kriaere betragtede henoe
fom et hojere Versen, som en StytsengeL og hens :
Ncervcerelfe for-ogede i overorsdenstlig Grad deres Mod;
ja selv efter Lampen var henides Bifasldssmil den Lon,
«som den Tappre heftiast onstesde, Paa en forunderlig
Maade fyntes ogsaa lHimlen at vaage over hende, thi
ungtet lyun ofte trosede Doden og ftyrtede sig frem, hvor
Kampen var hedeft, sog hvok Kuglerne hvislede i Gras-fet,
"faa tsom hun dog aldrig til Stabe og msodtog ilte engang
det mindste Saat.
Selv Adalbert fandt sig da i at see hende paa Val
pladsen; ja i den Spcensding, shvori han var, forekom hun
ogsaa ham sont en SkytsengeL hvem Kiiglerne itte kundi
naae, og hvem Jernet itte tun-de faare. Hans Mod sowi
tedes ej ved hendes Naervocrelse, tveertimed det voksedc der
ved; Beviftheden om, at hun saae hans Daa-d, styrkede
hans Arm og fordoblesde hans Kraft, saa det virtelig tat
tedes lyam undertiden at udmcerte sig seid iblandt de trette
YStaren der omgav ham.
E Midt under Krigenö Anstrengelsser vedligeljoldt ilte
blot Leontine sin Sunsdhed, men hun var esndkg raste-re
og stonnere end hun nsogensinde shavde vasrei. Hoer crdel
Bedrift as hensdes Landsmcend fyldte hensdcs Øjne med
en starkere Glaubs, «l)1·-er tiltcempet Sejsek usdbredte et
bojhjertet Udtryt over hendes Aaintn Heu-des tioligere
Strenghed mildnedes, og den fasttillnttede Rosenknop
syntes tun at have ventet paa Frihedens forfte Morgen
straaler fsor at udfolde sine hundrede Blade for LyfeL
Adalbert var til Stede i flere Træfninger, wvri Po
lakterne sejrede, ja i Slaget ved Wawek var han heldia
not til at afvcerge et Sabelhug, der truede Bonaventuras
Heved
Adalbert bivaanede ogfaa det meertvcerdige Slag ved
Groll-om, det forlte, Polatlerne tabte, siont deres tcette
og langvartge Msodltand mosd en firdobbelt Overmagt it
Tidens lcengsde gsavnede dem mer end en Sejer, i det den»
vatte en hemmelig Frygt i Fjensdernes Hierter og ganste
vandt den offentlige Mening for Polen.
Den forste Folge af dette Slag syntes imidlertid
itle heldlg den Polste Heer trat sig tilbage til War
schau, Forstaden Praga anteendtes, Auster-ne tunsde fes
fra Volsdene, vg. Hovedstadeng Begejstring afloltes af den
holeer Steck. f
Den fipjetblttteltge Frygt forsvansdst dog snart, da en
no Geier asj Dweenieti tvang Fjenden ttsl at fjetne stg fm
Byen, og da man siden ersarede, at denne alt havsde ester
lasdt sig tredivedtusinde Døde paa de forftellige Valdplad
ser og de dybe Moradser ved Warschau.
Men nu traadte det gamle Osvermsod frem igen, Og
i sdet Øjeblik, da man neiop burde samle alle Strids
trcefter tnsod en over-legen Fjende, berøvede man Heeren
sin bedste Anfører, i det man befalede General Dwernicti
med sine lætke Tropper at fotlade Konsgeriget og at ile
til det fjerne Wolhynsen for ogsaa der at uldsbrede Op
standen.
Eftek Slaget ved Grochow blev Adalbett og Bona
ventura udnaevnede til Ossicerer, men tun »den første mod
togv Udn«ce-vnelsen, Bonaventura miodtog den ej; ,,jeg vil
itke vaere bedre end sden ringeste bilandt mine Brøsdre,«
sag-de han, hvorpaa han vedblev at kcempe som invillig
i Soldaternes Rceklet.
J Warschau gensandt Asdalsbert Pater Vincent, der
med sin Priors Samtykke var kommen hid i Sxpidsen for
semhundrede nye Stridsmeend. Adalbert saa ham ar
bejde psaa Voldens Befcestning midt imellem Borgerne,
ca efier Slaget ved- Goochow var han en as dem, der
med størst Held beroligede Folket og oprettede det sunkne
Mod.
En Dag, noaet sør Heeren igen rnktede i Martern
mosdtoq Bonaventura følgensde Brev fra Oberst Czerniim
,,(d?t forsærdeligt Billede jager Søvnen biort sra mit
Leie, jeg vil dersor anvende det øvrige af Nattcn paa dette
Bien.
Jeq striver cllers itle gerne, dog denne Gang er
der iite ansdet for, jeg trængektil Me«ddelelse, og til
Warschau kan jeg itte komme. Hvsads De vil foktcelle
Adalbert af dette Bren, maa De selv bestemme, alt bør
han siikert ikke ersare.
Divernicki et en tcek General, og vi have slaaet Fjen
den, som De ved, J Forgaars Aftes, den fjersdeMarts,
tom oi til Lublin; dort mdtog var glimtende, Staden
var illumineret, og vi blev modtagne med almindelig
Jubel, først i Morgen drage vi videre
J Gaar, da jeg gil ud for at se Byen, blev jeg
uformsodentlig hilset as en gsammel Ben, det var Fi—delio,
der logrende nærmede sig til mig. Af dens Nærværelse
sluttcde jeg-, at dens Herre sheller itke var langt horte.
Mia anede intet godt, det foretom mig ogsaa, som om
Hunden betragtede mig med et sørgmodigt Blit. Den
løb foran mig« og drejede ind i en Tværgade, hvor den
stand-jede ved et anseligt Hug. Den saa sig nu om,
ligesom fok at vaere sitter paa, at jeg fulgte den, derpaa
løsb den opasd Trapperne og blev staaende uden for en
Dor, hvor den tudede ynlelig. Jeg bankede paa, en Op
Varter aabnedse Deren vg bad mig vcere stille, da der
laa en haardt saaret Officer. »»Det er ham, jeg søger«, «
soarede jeg og traadte rast ind i Vcerelset
Men jeg vilde ønsle, at jeg aldrig var kommen
derin«d. ·’--««li sit-ists
Paa en prægtig Seng laa Casimir dodningbleg, med
et Udtryt i Øjnene, fom jeg al«drig fiør hat set has noget
Menneste. « s stIW
»»Lad Lcegen blive borte!«« raabte han, ,»,de gy
selige Jerntaenger stulle aldrig mere røre mine blodige
Saat, lad mia do i Frei-, siger jeg!«« dermed luklede han
sine Øjne. z -- K- USE-« ·«k
,»,Casimir!«« udbrad jeg, og den Syge flog paany
Øjnene op, jeg saa vel, at han lendte mig, dog syntes
han liqegyldig ved min Ncerversrelse. Han lulkede atter
sine Lier et Øjeblik, som om han vilde sove, derpaa
aabnede han »dem Pludselig igen; »,,jeg har msistet begge
mine Ben, Onkel!«« sagde han, derpaa tan-« han en Tib
lang stille.
»,,Det Bedsie er ellers, at lset ikle kan vare lange,
set den Leg er forbi,«« lagde han noget eftek til.
Jeg havde været forbitret paa ham, opbragt i mit
inderste Hierte, men nu tunde jeg ikke saa et bebrejdende
Ord over mine Læber; stiltiende bøjede jeg· mig ned og
trytkede et Kys pasa hans blege Mund-.
Men det lod dog, som »han gcettede, hvad jeg ikle
sag-de. ,»,Jeg ved, J betragte mig som en Landsforræ
der,«« udbrød han, »»jeg hat sulgt den fremmede Kvin»de,
som J kalkdte hende; men nu er hun mig ikte fremmed,
hun ek mig lun altsor betendt, thi hun er jo min Siestri-,
og desuden —-—««, her tavg han pludelig og stirrede med
et sorvildet Vlit rundt om fig.
,»,Hvoeas ved Du det?«« spurgte jeg
Da knkik Cllsimik Mfg pj Brett« som Hgm hgvde has-·
ret paa sit Bryst. Det indeholdt et Var Linier fra Emilie
ffrevne med stcrlvende Haan«d, i hvilte hun aabenbarede
liam den hele Hemmelighed.
,,,,Hufk, at De maa ligge rolig og itke tale for me
gct,«« saade Opvarterem ,,»det har Doktoren besalet.««
,,,,Je·a brydek mig Fanden om Doktoren, jeg vii
tale, naar jeg har Lyst, tomnier saa Døden hurtigere der
Ded, stal den vcere velkmnmen.««
Der syntes mig virkelia» som som den stallels Dreng
havke Ret, og jeg lod iham derfor sige, hvad han bilde.
Nu sortalte hsan mig blandt andet, livorledes det dar
atmet til, at han blev rugsist Oisicer. Dei vigtigste af
denne Fortcelling gentager jeg her, da den dag, som mia
fynes, indebolder et Slags llnIdslylsdning for ham.
Dengang han sidst forlod mig, red han om som et
rasen-de Menneske og spurgte alle dem han met-die, om de
itke hasvde seet Emilie. Tilsidst kom han til et eenligt
Has, udensfor hviltet han saa den rusisie Spion Jwan
Han gentog sor ham sit sædvanlige Spørgsmaal, men
Jwan syntes ikte at høre hom, vendte ham Ryggen og
ilede bott. Casimir vilsde ride efter ham, da fit han Øje
Paa Major Zelter, der itod i Deren sog vinkede asd ham.
Det faildt ham ind, at denne Mand-, der ten-die saa
mange Krsogveje, vel tun-de give ham et godt Raad og
være ham til Hjcelp, skyvorfor det ikle blev Zeltnek nan
steligt at lokke ham indenfor, hvor Casinrir fortalte ham
Grunden til sin Fortvivlelse.
»He-kl« sagde Zeltner, »f« Opstansden er dæmpet
lan du, saalænge du bliver i dette Land, aldrig gifte dig
med Emelie « —- lVvorfor itte?« spurgte Castm r. —
»Dine Landsmcend oille bade og forstsøde dig, hvis du
gifter W aged en russift Feinde-« spare-de Zeitver. —
-.-L —
»Det bryder jeg mig tun lidet om,·' sparede Casentin
,,Men du vikde udfætte hende for Krænckelfer og Fon
ncermelfer,« bmaerkede Zelner. —- »Den, der siger henU
et enefte fornærmeligt Ord, fkal faa med mig at bestille,«
svarede Easimir. — »Du er en rast Karl,« sagde Zeitver
«n-aar du kunde bin-de Emilieg Haand, vilde du da gn
i rusifk Tjenefte?« — «Hvoeledes stulsde det hjækpe n.ig?«
ifspurgte Casimir. — »Troftab er nu faa fjelden iblandt
dine Lasndsmæn’d,« fvatede Zeltner, »at en Polak, der
-ikke sviger sin Herre, vil blisve baaren paa Hænderne
baiade as Kejseren og as Storfyrsten; jeg felsv formaat
ogsfaa noget hos den sidfte, jeg fial give dig Ansbefalings
brev med, og tilsisdft naar du ftrider kækt, fom du efter sdin
Natur bil, og har slige Talssmænd «f«om Kejferen og Stor
fyrften, da vftulde din Fasder voere en gnnfke anden Mand,
end han er, hvis han ikke gav efte«r.«
»Zeltner et en listig Ræv,« blev Casimir ved, ,,og jeg,
fom tun tænkte paa, hvorledes jeg« fkulde fasa Emilie igen,
løsb fnart i Fcelden. Jeg sopsøgste St·orfyrften, til hinein
Zeltner gav mig et Brev, og foin jeg ensdnu fan-dt, før
han ihavde forladt Kongeriget; jeg sblev venlig modtagen
og fordelagtig anssat, sfsom det »heder, og nu ligger jeg
her, stom du seer, det er den hele Hi«ft«orie.«
Da Casimir havde suldendt denne korte Fremftilling,
der ofte blev afbrudt af Smertefkrig-, fank han hen i et
Slags Bedøvelse.
Noget efter familede han igen fine Kraefter og for
ialte mig, at han igennem Zeltner, da den rufiste Haar
alt var rykket ind i Polen, havde erfaret Emilies Op
holdssted Hun fkrev shende nu til og msodtog nsogen Tid
derefter de Linjer fra hensde, foni han viste mig. Da hat
havde modtaget disse, ftyrtede han fig som et rasenh
Mennefte mod vore Kann-wer og var derved kommen i den
Tilstsand hvori jeg san-di hom.
Opvarteren ncerrnede sig nu med et LæigemiddeL fom
han sag-de, det var paa Tiden at tage. Casmrir svarede, at
han ikle tog en Drawbe — ,,Men det er O«pium,« be
masrkesde Opdarteren, »«det Dremper Snierten,« — —
,,Dce1nper det «S’merterne, saa fkal jeg nok tage det, om det
faa var Gift,« sharede Casimir og nedflugte med Bes
gærlighed Laegemidlet, hvsorefter han henisov i en urp
lig Søvn, under hvilken jeg blev siddende ved shans Lie.
Førft eftek flere Timer flog han igen Øjnene op
,,Er Du her endnu, Onkel?« fagde han, derpsaa taug han
et Øjeblit. «
»Jegs vidste itte, at der var flige Smerter til,« sag-d
han derpaa, ,,j-eg hat dog ikke frygtet, naar Kuglerne
hvislede om mig, mit Hierte flog utaalmosdig hver Gang
Stridsheften vrinftede, Død og Fare fktætkede mig al
drig; men fauledes at sfønderrives levensdel —- O Jngm
ded, hvasd det vil sige, uden den, som genneingaar det.
Naturen gtyfer under Kniven, hver Nerve stælver, figet
jeg Dig . — Ak, og naar nu den ulyyre Smerte er
overstaaet, da mcerker man fwart, tyvorledes alle Pulse
sorge, hvorledes alle Livsaander bedrøves over det uhyre,
uerftattelige Tab. Sjcelen føslek da vel, at alle Livets
Blomster ere visnede, at den evige Smertes Udtryk aldrig
mere fkal bortvige fra Kinderne. at den Sommerfugl, der
brændt Vingerne, nu ingen Del mere hiar i Livets Glceder,
ingen Trøft har tilbage wden den, fom Dsøsden sit-en
ker.«
Jeg gøs ved de sidste Ord, thi der var et Udtryk
deri som kun Sansdheden kan give, og som neppe nogers
Kunst er iftand til at esterlisgne.
»De andre visnede langsfomt,« blev han ved, »det
ene as deres Haar bliver graat efter det andet, en Rynle
tommer langsomt eftek den an«den, og de moerke neppe,
hvorledes Sommerenn overgsaaer i Høfien, de har Tid at
vceinne fig tisl Vinterem før den frembryder, og hufte da
neppe mer, at vdet engsang har vceret Foraar; jeg deri
rn.od, ieg var i det ene Øjeblik feist og b-l-om-ftrende, og i
det ncefte en fønderknuft Orm, der kun stilles fra Ortnen
paa Marien ved det Fortrin, at den ksan føle Smerten
ftcerkere. Gir mig mek -O·pium, mer endnu!« Med disk
Ords sank han tildage paa sit Leie.
Jeg meaite nu gsaae bort, Forretningen taldte migc
sog fis-est henimod Midnat vendte jeg tilbage.
Den Syige laa igen med- aabne Øjne. ,,Hvad er
Klokken?« raabte han. — »Hu-IV toskv,« fvarede jeg, —
»Hsviad entdnu iike mete!« fukkede han ,«har da Mi
nuterne udftrakt sig og blevne til Timer? Jeg troede, bei
alleresde var Morgen, og dog er der ikke endnu gaaet fett
Minuten siden jeg sidste Gang saa paa Uhret.«
,,Jeg havde alt lcetnge ensdt denne K-val,« sagde han
tori efter, ,,hvis jeg ikke frygtede for, at disfe Erin
dringer fkukde bngge deres Vcsiig i Furraadnelfen og end
nu bevcege sig paa Bunden af den knufte Hierne Iigesom
Spøgelfer i de gamle Ruiner.«
,,Hvilke Erindringer2« spurgte jeg, thi jeg mente
at det var Angcren over, at han hasvde svigtet sit Fcedre
land.
»Ein-dringen osin Emilie, km — « De Ord, han
nu usdtalte, bragte tnig til at g1)se i min inderfte Sjæl,
csg de erc af den Art, at jeg ilke vover at betro dem til
dette B.rev, fom muligvis kunde falde fremmede i Harn
der.
J et andet ØjeJlik fyntes ogfaa milidere Følelfer at
røre sig i ham, han greb da min Haand, trykkede den Ig
tatkede mig, fordi jeg ikie ganske flog Haanden af ham,
han bcd mig at hilfe Adalbert sog sørge for Fidelio, den
enefte Ven, hvis Godhed han ik!e havde forfpilsdi. Om
lfin Fwder talte han med Harme og Forbittrelfe og paa
ftod, at han fornernmelig var Sknld i al hans Uslykke
Om Morgenen traf jeg han-Es Læge, han gavs tun
Iidet Haab, jeg drog Omforg tar, at Casismir, hvis han
kom sig n-oget, kunde blive ført hjem til mine Ejendomme
i Sydpiolen for der i Stiilhed at plejes. Pasa desnne Dag
talte Casimir ikte fiasa meget, han fyntes bedre at finde sig
i sin Skæbne og tilftosd sogsaas, at Smerten var sorniinstet
Da jeg forlod ham, basd han mig igen iom at hilft
Adalbert, dette lnvede jeg og git min Vef.
m . ’.,
« f (Fprtscesttes.)
E