En polsk Familie.
MJ.(5.Haucb.
H Anden Del. ZE
« . GortfatJ
Geistligheden viste ftor Jver for den stelles Saa,
Priester og Munte traadte frem tned Korset i Handernc
og opmunttede Almuen med deres Taler. Helgeneg Bil
leder bleve baakne kundt i Procession, Fioltet tnaelede for
dem, Munte og Nonnek fulgte dem med btændende Bots
lys og nedbade Held over Landet; i Kirterne sang man
»Te Deum«, ligesom efter en vunden Sejek, og gejftlige
Melodier blandede sig med gamle Foltesanae, der nu til
Gengæld, fotdi de saalænge havde været banlyste, tana
dohbelt hsjt og lydelig paa alles Labet.
Adalbert sog Leontine delte den almindelige Begrei
stting, de ilede begge fra Hus til Hus for at uddele
Penge Iog Vaaben blandt Almuen. ,,Hvad jeg ejer, er
itte leengete mit,« sagde Leontine, »al min Fortune sial
vcere offret til mit Land.« —- »Føt De fanledeg ossrer
Deres Ejendom, stulde De dog betcente Freiiitiden,« fand-c
Starosten. — »Hu er intet at betcente,« fvakede Leon
tine, ,,sejrek mit Land, da ere mine Statte vel anvendte,
gaar det til.Grunde, da behøver jeg ingen Ejendom.«
J Diss- Dage erfarede Starosten met end nagen
STIM, M hKn trods de Forbedringer, han havde indført,
US de me·«.HUfe, han havde ladet bygge, itie Var elfiet af
sillk deekgivne Ja et Par Trudfler mod de Russiib
silljede og mod Fort-erbeten fta Targotviecz, paa hvilte
han selv maatte here, viste ham endog, at hans.persoiilige
- Stilling i denne Egn itte var sitter. Desuagtet syntes
han rolig, han befalede over sine Undergivne, bestyrede
sit Gods og udtaftede Planen til en ni) Bygning, fom om
intet var foregaaet. Ja saa ftor er Vanens og den ydke
Beerdigheds Magt, at mange af dem, der ivrede heftigst
imod ham i hans Fravaerelse, uviltaatlig bøjede sig og
udsførte hans Bud, saasnart han traadte frem iblandt
dein.
Maaste var det endog til Stawfteng Held, at hans
Slot i denne Tid afbraendtex thi derved faatnedes de Fle
stes Biede, og de begærede itte nagen videre Hævth
Eiter nogle Dages Forløb modtog Starosten et Var
Linie-r fta Czerniim der meget hidroae til at berolige hans
Sind. Ton følie han del, at han itle laengere havde noget
blivende Eted i sit .Hjem, heminelia lod han derfor sine
Kostbatheder indpsalte ca beredede sig til at fltjkate
Aaallxert talte i denne Tid tun lidet in:: sin Faden
men en Efteriniddag, da han stod i Begreb med at følae
Leontine paa en Ridetnr, lblev han pludiselig taldet ind i
Staroftens Vaeelse.
»Jeg forlader for en Tid dette ovkørte Land,« fagde
Starosten, »og hvotledes end dine Tanter ere, saa Insler
jeg dog, at du stal folge mig.«
»Jeg anler det for min Pligt at blive her,« sparede
Adalhett
»Men hvis jeg nu befalede dig at folge?« — »Saa
maatte jeg dog blive,« svatede Adallpekh
»Da vil jeg sige dig, hvorledes det svil gaa,« vedblev
Staroften rolig: »J ville tætnpe tappett, J ville miaaste
endog i Begyndelsen vinde nogle Fordele, men dette vil
netop siade Jer alletncest; thi det vil fylde Edets Sjcel
med Overmod og lære Eder at fotagte den ovetleane
Ffende, for hvilten J dog til sidst maa vige.«
»Da hvorfot stulde det itte lyttes et iætt og begei
stret Fall at tiltaeinpe sig sin Frihed?«
»Fotdi Nuslands Hjaelpetilder ere mangfoldiae Gange
ftsne end Ebers, fordi J felv itte engang vide at benytte
de Fordele, J hesidde. Thi jeg tender disfe Patrioter,
de tale fortkaesselig for sig, de yttre de mest heksoifie Grund
sætninget, men faa snart det acelder om Handling, oni
Opfyldelsen af alle de fmaa Fordrinaer, hvoraf alt Stott
besinnt-, da vide disse Drømniere aldeleg ingen Besied.
Og medens de fvcerme og prale, synge dereg Frihedssange
vg tlamres Da ttiitndhiigges, overvaslde Modftanderne dem
upaatvinlelia og flaa dem Vierget af Handerne.«
»Nej«, raabte Adalbett, »den ægte Storhed frem
hringes itte ved at sammendynge det Smaa, af blvtte
Sandgtorn bngaer man ingen Verden.«
»Det mener jeg dog, at man kan,« svarede Statt-s
ften, »fo: Reiten ville J- snart fortryde denne Titel-Med
naae Gengældelsens Time engang staat, og naar Sih:-"
tiens Jisfængsel aabner sig for Eder.«
«Bil da aldrig Gengaeldelsens Time flaa for vore;
Fjender?« spurgte Adalbert, »in: disse grusomme Horden
dek have begravet vote Landsmand levende i hundrede
vis, der have opslanret svangre Fivinders Liv, der have
hængt vore Adelsmcknd og Vrcester ved Siden af Hunde?
J- Sandhed man inaa vel tilgive et ftolt og cedelt Folt,
om det itte vil leve tiellesstad ined faadanne Vatbarer.«
»Bonaventura hat fundet en velvillig Skolar i dig«,
sagde Starosten og vendte fig om til sin Pult og taug.
«Sig inig endnu et,« udsthd han endelig, ,,er dette Spar
meti first nu opstaaet i din Sich eller hat du i tangere
Tid vceret smittet deraf?"
,,Jeg har heftandig haft et Vierte for mit Folks Ulyt
le,« spatede Adalberi.
»Men stod du ogsasa tidligeke i Fotbindelse med de
saataldte Patrioter?«
»Ja, jeg vil itte nagte det.«
»Gaa!« sagde Starosten, ,,jeg hat nu taht alle mine
Bern.«
Adalbert git nedslagen, thi hans Faders ensomme
Sttlling rsrte ham viktelig, og han fslte, at denne ttke
havde gansie Utet, naar han troede at vcere bedragen af
ham
Strats efter steg Adalbert til Heft for at splge Leon
tine, lom efter Tjenernes Sigende nylig var reden bort
alene. Jdet han tom fvebi det afbreendte Slot, sjnede
aan Pater Vincent, der ftod tantefuld og betragtede Rut
netne. —- ,,Hvad tagee du dig for her, gode Fader't«
spuegte Adalhert. —- Da havede Munten sit Stie. »Er
dette alt, hvad der et tilbage af din Faders Paras«
spukgte han« —- »Dette er den fargelige Rest af en for
fvnnden Heilighed, svatede Adalbett. — »Ja vel, tadelt«
, fes-de Munten, Jst-meidet Edeeitke af Ebers Palladiu,
J mcegtigel thi de siulle være som Nsomadernses Telle,
der opslaas den ene Dag og nedbrydes den anden.« Uden
at spare herpaa vilde Adalbert ride videte. Men Pater
Vicent siandsede ham og etllcerede, at han ksom for at
afhente ham til en Syg, der længies efter hans New-Ie
relse. Til dette Beng var Adalbert ogsaa villig og ted
langsotnt videre ved Munkens Side. Denne mærkede
snart sin Levsagers Mismod og spurgte om Grunden
vertil. Adalbert forialtc ham fm Samtale med Sta
rostrn og tilftod oprigtig, at denms sidste Ord smertsede»
ham i den inderste Sjcel. »
Munken sukkede dybt, da han høtte dette. ,,Ak des-I
værre,« sagde han, »i slige sokvillede Forhold er dset von
Jsteligt at staa gansie ren. Saaledes nødtes ogsasa jeg til
at siusse en cedel Beflytierinde, der havde fat sisn Lid til
mig, thi jeg lunde ikle aabcnbare hende vor Plan u-den at
»ityrfe Landet i lllytte.«
Kori efter, lza Tusmørlet frembkøo, nærmede de sig
Ytil en Hytte, der laa dybt inde i Sie-ven, omgiven af·
inantræey hvis Grene bøjede fig under Vægten af denl
Ihvidc Stie. Da Adalbert tom indenfor, saa han en gam
imel Kvinde, der fpanvt i en Krug af Værelset, medens cr.
brcrndende Fortepind tjente hende til Lus. Ovenspaa den
store Ovn var der strøt Strau, og Paa Straaet hvilede
den gamle Michael med halvudslullede Øjnr.
»Er det min Herreg yngste Sen, der flaar ved mit
Leje2« spurgte Michael. — ,,Ja«, svarede Adalberi. —
»Min Herres Søn er g(od,« sagde den Gamle, »hve:n
ded, om han ilke fotbarmer fig over en døende For
bryder.«
»Hvorfor kalber du dig en Forbryder?« fpurgte ANY
bert, »du er jo ille slyldig i nogen Br-øde.«
»Fort du dømmek bekom, maa du høre hans fenefte
Gerning,« sagde Pater Vincent.
Da Abalbert havde samtykket deri, beg.)ndte Michael
falgende Fortælling:
»Jeg har beflandig elflet den garnle Tin, da de For
netnmes Boligcr stode aalme for enlwer ligesom Kirterne.
da Adelsmandcn spifte ved det famme Bord fom bang
Tjenere, da Sanaerne droge fra Hus til Hug, medens
den Toktcerstel var hcrdret, indensor hvillen de satte sia.
Tisse Tanter fkjulte jeg itte for mine Landsmann jeg
fandt mange, der tcrnkte som jeg, og da Patrioternes Sel
flaber opftod, blev ogfaa jeg indviet deri.
Men uagtet jeg vandt manaes Tillid og Venftad,
tunde jeg dog aldrig taktleg min Herre, dette viste han
mig faa t!)delig, at jeg forlcrngft havde forladt hans Tie
nelte, bvis itle en strerl Trist i Sjcrlen bandt mig til det
Sted, hoor jeg forst saa Dagens Los.
Starosten fandt sig i min Rærvcerelse, og slønt
han ilke havde høje Tanter orn mig, ftolede han dog paa
min Ærlighed, hsvorfor han, fom den unge Herre ved, i
mange Aar betroede mig Opfigten over Tjenerne, og da
ieg blev ældre, maatte jeg afslrive hans Brevsiaber. Ja
uagtet Staroftens Steenghed mod alt, hvad der erindrede
om de gamle Dage, ofte daite rnin Kummer, saa leerte jeg
dog at tie og at taale i Haab om en bedre Fremtid. Saa
ledes leoede ieg uden at vælte Mistanle og lande, da jeg
ersarede Adftilligt, as og til give niine Landsmænd not
tige Vinl, indtil den ny russisle Spion, der lalder sig
Major Zeltner, kam hertiL Denne var oel bevandret i
sit Haandvcrrt, han faltede sit-als Mistanle til mig og
Udspeidede alt. hvad jeg tog mig for, fom han fortalte
til Starolten. der allerede tidliaere var forbittret paa
mig, fordi han troede, at jeg tog Junler Casimirs Parri
imod hom. Men nu dlev han mig dog mere fjendft end
nagen «Sinde, og til sidft bestemte han, iorn en as mine
Medtjenere, der lnttede ved Deren, horte, at jea Milde
tages fast og fendeg til Warfchau.
Samme Aften, da jeg erfarede rnin Herres Plan,
paltede jeg mit Tøi sammen og flygtede dort. Fra den
Tids af ieoede jeg fljult bog Bønderne i Gan-en, og usagtst
Starosten bod trehundrede polfle Gylden og mere til den.
som oilde opfange og udlevere mig, faa var der dog ingcsnl
4
(
af de sattige Mand, der Vilde blive en For-Reden Tvertii
mod horte de gerne paa mig, naar jeg talte om Fremtiden
og om Polens Frihed, ja om Ratten sulgtes vi ad i Sto
vene og huggede Trce til Landfer, fom vi om Aftenen
hemmelig tilslare, hvorefter vore Smede besloge dem med
Jeru. Flere Gange mødte vi ogfaa Junker Casrmir paa
afsides Befe, men han lo tun ad os, truede ined Fingeran
og sagde intet.
For tre Uger siden belegte jeg Oberst Czernirn, der
sortalte mig, at den afdøde Fette-H Broder Bonaventura
Zalesli siulde reife til Wart chau Tsa jkg tendtc txt-n
godt, git jeg til ham og bad, at jeg maatte folge med iom
hans Tjener Dette tillod han, og jeg havde faalsdes
den Glcede at se den store Befrtelfesdag som jea i saal
mange Aar havde ventet paa Ja jeg fandt endog Lejligs .
zhed til at komme bort fra War-schau en Dag for min saal
:laldte Heere-, og slyndte mig ftrals hiern, men as dennei
min tidlige Hjemtornst hastede jeg desvcere tun en bitterl
iog ildesmagende Fragt.
Det hat lange ftaaet mig for Øjne, hvorledes cl
Lylle veg bort fra vor Egn, da Staroften forlsod den gamle
Borg og flyttede ind i den ny. Jeg blev derfot i mange
Aar boende i den gamle Bygning, ester at alle de andre
vare dorte; endelig maatte jeg, efter Starostens strenge
Befaling, for-lade den, og jeg ved intet i mit hele Liv, der
er gaaet mig mere til Vierte.
Lidt ester lidt lsom der nye Tjenere paa Ga-arden,
der havde andre Tanler end jeg om mange Ting. Vi
Ældre derimod mente nu som for, at de nye Moder dan
stelig havde lunnet trænge iwd t Landet, dersom itle Ade
len var asvegen fra sine Fredres Stille og var draget bort
fra disses Boliger. Hvilten Ærgelfe sdet var for os, da
den forladte Bygning endnu oven i Kobet blev til et Ferng
sel for Mis-dædere, kan jeg vantlelig finde Ord til at nd
trytle. Hvad mig angaar, da tun-de jeg tidt om Natten
itle fooe for de urolige Tanter, der opftod hos mig; ja
det ny Sslot forekom mig ofte fom en hasslig og led Tvold
fra :Udlandet, en Fjende, fom maatte udllettes af Jorden,
for de gamle Tider kunde vende ttlbage. Dette erllæree
nu vel den ærvasrdige Pater Vincent for Vanvid og Stier
, meet, frembragt af mit melancholste Mod, og dog lan jeg
tidt ikie aslasde at tænke saa den Dag i Dag.
Den Aften, det brød løs i W;arschau, stod et stort
Hus i Flammen hvillet, som man sagde, dar Tegnet
for de Sammensvorne, at Opstanden stulde begynde. Da
jeg san dette, var det ligesom en Jndstydelse totn over
»mia, og ligesotn Ett hvistede til mig: «Ga-a hen og gør
lig«esaa!« Dette klang mig nu for Ørene baade Nat og
Dag, baade under og ester Kampen, og næppe var jeg
bjemtne, før jeg kaldte et Par as mine forrige Medtjenere
samtnen og meddselte dem, hvad jeg havde set, vg aaben
barede mine inderste Tanker for dem. Jeg lagde dem
det paa Hiertet, at de stulde benyite Øjeblitlet og vove en
tappet Gerning og opbrænde den slemme Bygning. Midt
under Branden, naar en stor Mncegde Menesier dar
satttlet, vilde jeg da komme og foriynde Opstanden. Ved
denne Tale saa mine Fortrolige paa hinanden med be
tættkelige Blit, men til sidst vidste jeg dog at vinde dem,
og det syntes, som om de itte kunde modstaa mine Ord.
Vi blev da enige om at opbraende Slottet den nceste
Rat; indtil den Tid besluttede oi at sortie de vigtigste
Nyheder fra W-arschau.
En as mine Forbundne, der laa i mit sorrige Vot
relse, paatog stg at lægge Haand paa Væriet. Dette var
saa meget deslettere, da Herstabet i denne Nat dar stach
tsende. Starosten blev del, som vi siden ersarede, hjemme,
tnen deras lod viqfos ikke afskrælke sra vort Forscei.
Natten dar stille, saa vi kunde haabe, at Jlden ikke vilde
ttdlttede stg udenfor Hoveddygningen, alle Husets Falk
ltled vi enige otn at advare i Tide, paa det intet levende
Mettnesle stulde lomme til Stabe
Alt om Astenen opgav jeg den Tanke selv at fortælle
Mmtgden min digtige Nyhed; khi det forelom mig, som
ont jeg ille tunde taale Synet as Jlden· Jeg overlod
da til tttinc Medsorsbundne at bekendtgøre Opstanden,
tttett i Forvirringen stete det ikte, og hin glædelige Erster
rettting ttdbredede sia gennent Andreg Mund, før di havde
forlyndi den.
Da Natten kont, git jeg til Sengs, men jeg kunde
itle fode, jeg dæltede mia ont paa mit Leje Da fnlte en
Jld i mit Hinte, ligesom det var mig selv, der brcendte.
Et Zjeblit saldt jeg dog hen i en Drøm, hvori jeg saa
tnin gamle Herre, Starosstens Fader, der stod oed min
Senkt med et vredt Aasyn, i Haanden holdt han en
gloende Jernstang, sotn hatt løstede i Vejret for at lnuse
tttiq. Da jeg lort efter vaagnede, bares det mig sor,
som di vilde begaa en ond Gerning-, og jeg stod op og
slnndte mig ud for at hindre den. Men det dar fer
stlde, jeg saa alt Luerne, der var indesluttede i Bygnin
gen; ja de runde Tagvinduer glødede saa stærtt, at jeg
tnente, det var onde Aander, der sad under Loftet og truede
mig med ildrpde TØjnr.
Jeg streg højt og advarede Alle otn Jlden, som snart
brød srem med stor Magi. Jeg styrtede mig ogsaa ittr
i Hufet og reddede alt, hvad jeg kunde nan; tun de
fremntede Herrers Billeder lod jeg sbkcende, og jeg naegter
itle, at jeg, midt i min Angst, følte et Slags Glæde
derover.
Da jeg ttoede, at mit Arbejde var forbi, og at der
nu intet vigtigt fandtes, som jeg mer kunde redde, koin
der en as dem, som var i Ledtog med mig og fortalte.
at Oberst Czernim var nat ved at d-øe i Flammernr.
Uden at vide, paa hvillen Side jeg stulde søge hom, sink
tede jeg ind i det brændende Has; thi Obersten hadde
verret min Ven og Bestylter, og jeg havde gerne styetet
mig i den gabende Afgtund for at redde ham. Jeg git
op ad de brændende Trapper, trængte ind i V-ætelser,
hdor jeg stod omringet as Lucr. jeg« vandtede oder Glieder
og agtede ikte, at Dørene styrtede ind efter mig, at bran
dende Bjcelker saldt ned oeds niin Side, at Gnisterne saa
rede tttia, og at Flamme-me greb ester mig sont ester tt
sillert Bytte. Endelig var jeg saa lytlelig at høre hat-is
Rast og at redde hastn ved Hjcelp as en Hovednøgle, sont
jeg of en Heendelse hattde taget med mig, da jeg flygtede
fra Slottet
EKort eftet vendte jeg tilbage til dette Heis. Saa
laettge Branden vatede, følte jeg ntig stærl sont en Bjørn
i Sinnen, men da jea kotn hieni, dirrede mine Bett
under mig, og jeg maatte aaa til Sengs. Jeg havde
faaet dybe Saat. sotn smertede mig, og sont Dag sra
Dag fordern-des, saa jeg snart begreb, at jeg ikke kunde
leve lange. Da teil-die jeg Pater Vincent vg striftede for
hom- Han forsttcetiedes over mit StristemaaL og først
eftet hans Tale indsaa jeg, hdor ugudelig jeg hadde
handlet. Han randede mig til offentlig at belende min
Synd og lide den Stras. Mennesler vilde ·paalcegge mig.
Dertil er dog nu ingen Tib, tlyi der er Koldbkand i
mine Saat-, mine Ben er sølesløse og Doden nærmer
stg alt til mine Jndvolde. - Jstnidlertid er det mig en
Trost, at jeg inden mit Endeligt hat set min Herres
Son, at hans Øje hat betragtet mig uden Afsly, og at
hans Tunge ilke hat forbandet mig, sør jeg kom til Ende
med denne Betendelse.«
Adalbert var dnbt rnstet oed den gamle Tjeners Ord.
»Im tilgtver dig af Hiertet,« sagde han, »thi det er jo
tngen Ondstab, men tun et vildt Sværmeki, som hat ledet
dig paa Afveje.«
»Bo: nu Starosten paa det gamle Slot?« spurgte
Michael. — »Ja vi bo Alle der,« sparede Adalsbert. —
,,Det er mig ligesaa ftor en Trost, fom om den eviqe
Gud havde tilgivet mig min fvare Synd,« sagde den
Gamle.
Adalbert sad endnu et Par Timer ved den syiges
.Leje og tiltatte ham med venlige Ord. Derpaa gik han
iborh men lovede snatt at komme igsen og se til hanc
Dsette sit Lufte kunde han dog ikte opfylde; thi den gamte
døde allerede den anden Morgen i Dagbrækningen.
stvende Kapitel.
En uvcntet Ulykkr.
t
Den Gang Adalbert kom hjem, var det over Midnat,»
ldog fandt han endnu Hu«fets Falk oppe og i ftor Bevor
gelfe. Da han spurgte om Aarfagen hertil, harte han«
at Leontines Heft var kommen tildage uden hende, og at
hun intet Sted var at finde. Adalbett stod fom Ihn
slagen ved denne Efterretning og mcelede intet Ord, men
fnart sarnlede han igen sin Kraft; thi han selte, at det
nu itke var Tid at give efter for Smertem Ha ""«7al»ede -
X
flere af Folkene, at de ftulde ride ud pai. JI"««
og opføge hendes Spor. Man forfitrede h
dette allerede efter Staroftens Befaling var
efter kom en af de udfendte Ryttere tilbage med «
der paaftod at have set en Slcede køre mod Syd,
af bevcebnede Ryttere; fenere kom en Bande, sonst
før Solens Nedgang havde set Iwan, skjult i en Grsi
deraf fluttede A«dalbert, at Major Zeltner var Opham
manden til dette Foretagende, og af Slcedens Retning for-.
modede han, at det var Zeltners Hensigt at ile til Gali
zien, der er det naermefte Gramseland
,,Jeg vil selv til Krakau,« raabte Adalsbert, »jeg vil
tale med hendes Bruder, imidlertid maa J andre igen
fende Ryttere ud Paa forfkellige Veje; den, der opdager
blot Sporet af hendes S-læ«de, vil jeg belønne, faa han
flal blive en rig Mand, hvor jeg saa ital tage Pengene
fra.«
Kort efter kom ogfaa Staroften: »Der fer du,«
fagde han, ,,de førfte Følger af Eders Opftand, Brand
felger paa Brand, Bortføtelsse paa Bortførelfez hvor alle
handle efter Godtbefindende og Lidenfkab, og hvor ingen
Lov mere gcelder, høre faadanne Gerninger til Dagens
Orden.« »
Adalbert fvarede intet, en ufigelig Angst drev ham
affted, og ensdnu før Morgenen frembrød, steg han til
Heft sog red til Kratau, hvor han ankom uden Hindring,
thi Kofakkerne, tfom ftulde bevogte Graenfen, var nu
forsvundne. J Krakau var der en ufæsdvsanlig Mennefke
orimmel paa Gaderne, men ingen agtede ftort paa Adol
berts SpørgsmaaL og ingen vidfte, hvor Leontine var.
Fsørft efter lang Søgen fandt han Bonaventura, de
havde forandret Bolig og stod og pudfede sit Gevær, d
Udalbert kom. —- ,,Hva·d er paa Fcerde?« fpurgte Bona
oentura, ,,hvorfor fer De faa forftyrret ud?« ——— »Leon
tine er bortført,« fvarede Adalbert. —- ,,Hvad siger De?«
kaabte Bonaventura og flap Gevceret, faa det med Klaus
faldt til Jordsen. — »Ja, Zeltner har bortført -hende.« -
.,Zeltner!« gentog B«onadentura, og gik heftig op og n
i Vcerelfet, men endelia efter nagen Tid fyntes han
befinde sig, og hans Trcet bleo roligere. »Jeg ten
Leontine,« sagde han til sidft, »n1ed Guds Hjælp har
ingen Nø.d, hun sinder not Vejen hjem.« — ,,K«oldhjer
tede Mennefte!« raabte Adalbert, »kan itke Deres mer
meftes «Stæbne, itte et faa elftværdigt Vaefens Ulykke
røre Dem?« — »erftaa mig ret!« fagde Bonaventura,
,,om Leontine var i de fjernefte Lande, da vilde hnn dog
med luttede Øjne sind-e fin Fædrenejord igen, thi hun
har en Magnet i sit Bryft, der er ligefaa sikker fom den.
der leder Trcekfuglen sover Havet.« — Skal vi da lægge
Hænderne i Sdødet og vente, til hun maafke kommer igen
af sig fele« fpurgte Adalbert. — »Hm-d vi kunne, stulle
di gøre,« fvarede Bonaventura.
Adalbert fpurgte derpaa oni Major Zeltner iog horte,
at han endnu nogle Dage efter hin Maskerade, enten af
Trods eller i Tillid til den polfte Højmod-ighed, havde
levet rolig i Krakau, men til sidft var han flygtet, ingen
vidfte hvorhen.
Bonaventura gik nu usd og talte med sine Venner-,.
hvorpaa der stete Efterforstninger paia alle de Veje, der
føre til Galizien, men her var intet Sted noget Spor at
opdagr.
Czernim, Pater Vincent oa mange andre, fom havde
set Leontine paa Maskeraden hos Larinski. gjorde alt,
hvad der ftod i deres Magt for at finde hendes Spor,
men alle deres Befttcebelset var til ingcn Nytte.
»Det er rimeligft, at hendes Ransmcend have taget.
Veer gennem Lithauen,« fagde endelig Bonaventura.
Adalbcrt begsad sig da felv paa Bejen til Lithauen,
og Bonaventura fulgte han1, oder alt medic de Mænd og
Ynglinger, fom drog til Wsarfchau, fyngende patriotifte
Sange, men intet Sted fandt de Spor af Leontine.
sEfter at de oder i otte Dage havde gennemftrejfet
Landet, blev endelig Bonaventura utaalmodig. »Jeg ref
fer itke lcengere,« fagde han, ,,vi maa skamme os, at di
over vort eget Tab glemme, hvad vi fkylde vori Jedw
ian«d·«
»Saa rejs De hjem i Guds Navn!« fvarede Adak
deri, »men jeg vil ile til Lithauen, thi jeg hviler ikte, før
jeg har fundet hende.«
»De sinder hende ilke og bliver tun fangen af Rus
ferne,« fvarede Bonaventura, ,,Leontines Hierte kan ene
vindes Paa Valpladfen, den, der grilier til Vaaben mod
Landets Fjender, vil være hende tcererc end den, der løber
Verden rundt for at finde hende felv.«
Adalbert falte Sand-heden af disfe Ord, deöudm
troede han dset muliat,at Leontine i hans Fraværelfe selv
havde fundet Vejen hjem Efter en lang Kamp med sig
felv besluttede han derfor at aflade med stn Omflalten og
at vende hjem igen med Bonaventura
Paa Tilbagevejen var Bonaventura fuldkommen ro
lig, ja endog munter, han talte lidt med Adalbert otn Le
ontine og søgte at ·)ise, hvor umuligt det var, at hun efter
sin Charakter kunde taale noget Uværdigt. Han fortalte
ogfaa, at hun allerede i sin Barndom tidt havde vceret
borte i flere Dage, saa man troede hende tabt for bestan
dig, iog dog var det, ligefom en højere Haands vogtede
paa hende, thi hun vidfte at finde Vej paa de hauste
ligfte Steder og var bestandig vendt feist og ustadt tilbage
san-.
Denne Tale fandt Jndgang i Adalberts Sieh han
trssftede sig med, at Uftyldigheden maatte ftaa under de
hsjere Magters færdeles Baretaegt; ja han tlamrede sig
faft ved denne Taute, ligefom den Stibbrudne klamter sig
fast ved den beflyttende Bjcellex
. »Der er umuligt, at Leontine tan taale noget Uva"·
dig,« fagde han ved sig felv, ,,deri hat Bonatti-«
Ret," enten er hun da ded, ellet hun lever res
hsjet over enhver Skyld Er hun d-d, dumm
hende mellem de Døde, og lever hun, Jud Hm
mtt Haab i Himlens Haku-der og uden
til den Gernin hvorved L Umwng
g- evFisiionalloinsention .
WM « « swamp-In
«
,«-:
