Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 15, 1904)
En polsk Familie. MJ.(5.Haucb. H Anden Del. ZE « . GortfatJ Geistligheden viste ftor Jver for den stelles Saa, Priester og Munte traadte frem tned Korset i Handernc og opmunttede Almuen med deres Taler. Helgeneg Bil leder bleve baakne kundt i Procession, Fioltet tnaelede for dem, Munte og Nonnek fulgte dem med btændende Bots lys og nedbade Held over Landet; i Kirterne sang man »Te Deum«, ligesom efter en vunden Sejek, og gejftlige Melodier blandede sig med gamle Foltesanae, der nu til Gengæld, fotdi de saalænge havde været banlyste, tana dohbelt hsjt og lydelig paa alles Labet. Adalbert sog Leontine delte den almindelige Begrei stting, de ilede begge fra Hus til Hus for at uddele Penge Iog Vaaben blandt Almuen. ,,Hvad jeg ejer, er itte leengete mit,« sagde Leontine, »al min Fortune sial vcere offret til mit Land.« —- »Føt De fanledeg ossrer Deres Ejendom, stulde De dog betcente Freiiitiden,« fand-c Starosten. — »Hu er intet at betcente,« fvakede Leon tine, ,,sejrek mit Land, da ere mine Statte vel anvendte, gaar det til.Grunde, da behøver jeg ingen Ejendom.« J Diss- Dage erfarede Starosten met end nagen STIM, M hKn trods de Forbedringer, han havde indført, US de me·«.HUfe, han havde ladet bygge, itie Var elfiet af sillk deekgivne Ja et Par Trudfler mod de Russiib silljede og mod Fort-erbeten fta Targotviecz, paa hvilte han selv maatte here, viste ham endog, at hans.persoiilige - Stilling i denne Egn itte var sitter. Desuagtet syntes han rolig, han befalede over sine Undergivne, bestyrede sit Gods og udtaftede Planen til en ni) Bygning, fom om intet var foregaaet. Ja saa ftor er Vanens og den ydke Beerdigheds Magt, at mange af dem, der ivrede heftigst imod ham i hans Fravaerelse, uviltaatlig bøjede sig og udsførte hans Bud, saasnart han traadte frem iblandt dein. Maaste var det endog til Stawfteng Held, at hans Slot i denne Tid afbraendtex thi derved faatnedes de Fle stes Biede, og de begærede itte nagen videre Hævth Eiter nogle Dages Forløb modtog Starosten et Var Linie-r fta Czerniim der meget hidroae til at berolige hans Sind. Ton følie han del, at han itle laengere havde noget blivende Eted i sit .Hjem, heminelia lod han derfor sine Kostbatheder indpsalte ca beredede sig til at fltjkate Aaallxert talte i denne Tid tun lidet in:: sin Faden men en Efteriniddag, da han stod i Begreb med at følae Leontine paa en Ridetnr, lblev han pludiselig taldet ind i Staroftens Vaeelse. »Jeg forlader for en Tid dette ovkørte Land,« fagde Starosten, »og hvotledes end dine Tanter ere, saa Insler jeg dog, at du stal folge mig.« »Jeg anler det for min Pligt at blive her,« sparede Adalhett »Men hvis jeg nu befalede dig at folge?« — »Saa maatte jeg dog blive,« svatede Adallpekh »Da vil jeg sige dig, hvorledes det svil gaa,« vedblev Staroften rolig: »J ville tætnpe tappett, J ville miaaste endog i Begyndelsen vinde nogle Fordele, men dette vil netop siade Jer alletncest; thi det vil fylde Edets Sjcel med Overmod og lære Eder at fotagte den ovetleane Ffende, for hvilten J dog til sidst maa vige.« »Da hvorfot stulde det itte lyttes et iætt og begei stret Fall at tiltaeinpe sig sin Frihed?« »Fotdi Nuslands Hjaelpetilder ere mangfoldiae Gange ftsne end Ebers, fordi J felv itte engang vide at benytte de Fordele, J hesidde. Thi jeg tender disfe Patrioter, de tale fortkaesselig for sig, de yttre de mest heksoifie Grund sætninget, men faa snart det acelder om Handling, oni Opfyldelsen af alle de fmaa Fordrinaer, hvoraf alt Stott besinnt-, da vide disse Drømniere aldeleg ingen Besied. Og medens de fvcerme og prale, synge dereg Frihedssange vg tlamres Da ttiitndhiigges, overvaslde Modftanderne dem upaatvinlelia og flaa dem Vierget af Handerne.« »Nej«, raabte Adalbett, »den ægte Storhed frem hringes itte ved at sammendynge det Smaa, af blvtte Sandgtorn bngaer man ingen Verden.« »Det mener jeg dog, at man kan,« svarede Statt-s ften, »fo: Reiten ville J- snart fortryde denne Titel-Med naae Gengældelsens Time engang staat, og naar Sih:-" tiens Jisfængsel aabner sig for Eder.« «Bil da aldrig Gengaeldelsens Time flaa for vore; Fjender?« spurgte Adalbert, »in: disse grusomme Horden dek have begravet vote Landsmand levende i hundrede vis, der have opslanret svangre Fivinders Liv, der have hængt vore Adelsmcknd og Vrcester ved Siden af Hunde? J- Sandhed man inaa vel tilgive et ftolt og cedelt Folt, om det itte vil leve tiellesstad ined faadanne Vatbarer.« »Bonaventura hat fundet en velvillig Skolar i dig«, sagde Starosten og vendte fig om til sin Pult og taug. «Sig inig endnu et,« udsthd han endelig, ,,er dette Spar meti first nu opstaaet i din Sich eller hat du i tangere Tid vceret smittet deraf?" ,,Jeg har heftandig haft et Vierte for mit Folks Ulyt le,« spatede Adalberi. »Men stod du ogsasa tidligeke i Fotbindelse med de saataldte Patrioter?« »Ja, jeg vil itte nagte det.« »Gaa!« sagde Starosten, ,,jeg hat nu taht alle mine Bern.« Adalbert git nedslagen, thi hans Faders ensomme Sttlling rsrte ham viktelig, og han fslte, at denne ttke havde gansie Utet, naar han troede at vcere bedragen af ham Strats efter steg Adalbert til Heft for at splge Leon tine, lom efter Tjenernes Sigende nylig var reden bort alene. Jdet han tom fvebi det afbreendte Slot, sjnede aan Pater Vincent, der ftod tantefuld og betragtede Rut netne. —- ,,Hvad tagee du dig for her, gode Fader't« spuegte Adalhert. —- Da havede Munten sit Stie. »Er dette alt, hvad der et tilbage af din Faders Paras« spukgte han« —- »Dette er den fargelige Rest af en for fvnnden Heilighed, svatede Adalbett. — »Ja vel, tadelt« , fes-de Munten, Jst-meidet Edeeitke af Ebers Palladiu, J mcegtigel thi de siulle være som Nsomadernses Telle, der opslaas den ene Dag og nedbrydes den anden.« Uden at spare herpaa vilde Adalbert ride videte. Men Pater Vicent siandsede ham og etllcerede, at han ksom for at afhente ham til en Syg, der længies efter hans New-Ie relse. Til dette Beng var Adalbert ogsaa villig og ted langsotnt videre ved Munkens Side. Denne mærkede snart sin Levsagers Mismod og spurgte om Grunden vertil. Adalbert forialtc ham fm Samtale med Sta rostrn og tilftod oprigtig, at denms sidste Ord smertsede» ham i den inderste Sjcel. » Munken sukkede dybt, da han høtte dette. ,,Ak des-I værre,« sagde han, »i slige sokvillede Forhold er dset von Jsteligt at staa gansie ren. Saaledes nødtes ogsasa jeg til at siusse en cedel Beflytierinde, der havde fat sisn Lid til mig, thi jeg lunde ikle aabcnbare hende vor Plan u-den at »ityrfe Landet i lllytte.« Kori efter, lza Tusmørlet frembkøo, nærmede de sig Ytil en Hytte, der laa dybt inde i Sie-ven, omgiven af· inantræey hvis Grene bøjede fig under Vægten af denl Ihvidc Stie. Da Adalbert tom indenfor, saa han en gam imel Kvinde, der fpanvt i en Krug af Værelset, medens cr. brcrndende Fortepind tjente hende til Lus. Ovenspaa den store Ovn var der strøt Strau, og Paa Straaet hvilede den gamle Michael med halvudslullede Øjnr. »Er det min Herreg yngste Sen, der flaar ved mit Leje2« spurgte Michael. — ,,Ja«, svarede Adalberi. — »Min Herres Søn er g(od,« sagde den Gamle, »hve:n ded, om han ilke fotbarmer fig over en døende For bryder.« »Hvorfor kalber du dig en Forbryder?« fpurgte ANY bert, »du er jo ille slyldig i nogen Br-øde.« »Fort du dømmek bekom, maa du høre hans fenefte Gerning,« sagde Pater Vincent. Da Abalbert havde samtykket deri, beg.)ndte Michael falgende Fortælling: »Jeg har beflandig elflet den garnle Tin, da de For netnmes Boligcr stode aalme for enlwer ligesom Kirterne. da Adelsmandcn spifte ved det famme Bord fom bang Tjenere, da Sanaerne droge fra Hus til Hug, medens den Toktcerstel var hcrdret, indensor hvillen de satte sia. Tisse Tanter fkjulte jeg itte for mine Landsmann jeg fandt mange, der tcrnkte som jeg, og da Patrioternes Sel flaber opftod, blev ogfaa jeg indviet deri. Men uagtet jeg vandt manaes Tillid og Venftad, tunde jeg dog aldrig taktleg min Herre, dette viste han mig faa t!)delig, at jeg forlcrngft havde forladt hans Tie nelte, bvis itle en strerl Trist i Sjcrlen bandt mig til det Sted, hoor jeg forst saa Dagens Los. Starosten fandt sig i min Rærvcerelse, og slønt han ilke havde høje Tanter orn mig, ftolede han dog paa min Ærlighed, hsvorfor han, fom den unge Herre ved, i mange Aar betroede mig Opfigten over Tjenerne, og da ieg blev ældre, maatte jeg afslrive hans Brevsiaber. Ja uagtet Staroftens Steenghed mod alt, hvad der erindrede om de gamle Dage, ofte daite rnin Kummer, saa leerte jeg dog at tie og at taale i Haab om en bedre Fremtid. Saa ledes leoede ieg uden at vælte Mistanle og lande, da jeg ersarede Adftilligt, as og til give niine Landsmænd not tige Vinl, indtil den ny russisle Spion, der lalder sig Major Zeltner, kam hertiL Denne var oel bevandret i sit Haandvcrrt, han faltede sit-als Mistanle til mig og Udspeidede alt. hvad jeg tog mig for, fom han fortalte til Starolten. der allerede tidliaere var forbittret paa mig, fordi han troede, at jeg tog Junler Casimirs Parri imod hom. Men nu dlev han mig dog mere fjendft end nagen «Sinde, og til sidft bestemte han, iorn en as mine Medtjenere, der lnttede ved Deren, horte, at jea Milde tages fast og fendeg til Warfchau. Samme Aften, da jeg erfarede rnin Herres Plan, paltede jeg mit Tøi sammen og flygtede dort. Fra den Tids af ieoede jeg fljult bog Bønderne i Gan-en, og usagtst Starosten bod trehundrede polfle Gylden og mere til den. som oilde opfange og udlevere mig, faa var der dog ingcsnl 4 ( af de sattige Mand, der Vilde blive en For-Reden Tvertii mod horte de gerne paa mig, naar jeg talte om Fremtiden og om Polens Frihed, ja om Ratten sulgtes vi ad i Sto vene og huggede Trce til Landfer, fom vi om Aftenen hemmelig tilslare, hvorefter vore Smede besloge dem med Jeru. Flere Gange mødte vi ogfaa Junker Casrmir paa afsides Befe, men han lo tun ad os, truede ined Fingeran og sagde intet. For tre Uger siden belegte jeg Oberst Czernirn, der sortalte mig, at den afdøde Fette-H Broder Bonaventura Zalesli siulde reife til Wart chau Tsa jkg tendtc txt-n godt, git jeg til ham og bad, at jeg maatte folge med iom hans Tjener Dette tillod han, og jeg havde faalsdes den Glcede at se den store Befrtelfesdag som jea i saal mange Aar havde ventet paa Ja jeg fandt endog Lejligs . zhed til at komme bort fra War-schau en Dag for min saal :laldte Heere-, og slyndte mig ftrals hiern, men as dennei min tidlige Hjemtornst hastede jeg desvcere tun en bitterl iog ildesmagende Fragt. Det hat lange ftaaet mig for Øjne, hvorledes cl Lylle veg bort fra vor Egn, da Staroften forlsod den gamle Borg og flyttede ind i den ny. Jeg blev derfot i mange Aar boende i den gamle Bygning, ester at alle de andre vare dorte; endelig maatte jeg, efter Starostens strenge Befaling, for-lade den, og jeg ved intet i mit hele Liv, der er gaaet mig mere til Vierte. Lidt ester lidt lsom der nye Tjenere paa Ga-arden, der havde andre Tanler end jeg om mange Ting. Vi Ældre derimod mente nu som for, at de nye Moder dan stelig havde lunnet trænge iwd t Landet, dersom itle Ade len var asvegen fra sine Fredres Stille og var draget bort fra disses Boliger. Hvilten Ærgelfe sdet var for os, da den forladte Bygning endnu oven i Kobet blev til et Ferng sel for Mis-dædere, kan jeg vantlelig finde Ord til at nd trytle. Hvad mig angaar, da tun-de jeg tidt om Natten itle fooe for de urolige Tanter, der opftod hos mig; ja det ny Sslot forekom mig ofte fom en hasslig og led Tvold fra :Udlandet, en Fjende, fom maatte udllettes af Jorden, for de gamle Tider kunde vende ttlbage. Dette erllæree nu vel den ærvasrdige Pater Vincent for Vanvid og Stier , meet, frembragt af mit melancholste Mod, og dog lan jeg tidt ikie aslasde at tænke saa den Dag i Dag. Den Aften, det brød løs i W;arschau, stod et stort Hus i Flammen hvillet, som man sagde, dar Tegnet for de Sammensvorne, at Opstanden stulde begynde. Da jeg san dette, var det ligesom en Jndstydelse totn over »mia, og ligesotn Ett hvistede til mig: «Ga-a hen og gør lig«esaa!« Dette klang mig nu for Ørene baade Nat og Dag, baade under og ester Kampen, og næppe var jeg bjemtne, før jeg kaldte et Par as mine forrige Medtjenere samtnen og meddselte dem, hvad jeg havde set, vg aaben barede mine inderste Tanker for dem. Jeg lagde dem det paa Hiertet, at de stulde benyite Øjeblitlet og vove en tappet Gerning og opbrænde den slemme Bygning. Midt under Branden, naar en stor Mncegde Menesier dar satttlet, vilde jeg da komme og foriynde Opstanden. Ved denne Tale saa mine Fortrolige paa hinanden med be tættkelige Blit, men til sidst vidste jeg dog at vinde dem, og det syntes, som om de itte kunde modstaa mine Ord. Vi blev da enige om at opbraende Slottet den nceste Rat; indtil den Tid besluttede oi at sortie de vigtigste Nyheder fra W-arschau. En as mine Forbundne, der laa i mit sorrige Vot relse, paatog stg at lægge Haand paa Væriet. Dette var saa meget deslettere, da Herstabet i denne Nat dar stach tsende. Starosten blev del, som vi siden ersarede, hjemme, tnen deras lod viqfos ikke afskrælke sra vort Forscei. Natten dar stille, saa vi kunde haabe, at Jlden ikke vilde ttdlttede stg udenfor Hoveddygningen, alle Husets Falk ltled vi enige otn at advare i Tide, paa det intet levende Mettnesle stulde lomme til Stabe Alt om Astenen opgav jeg den Tanke selv at fortælle Mmtgden min digtige Nyhed; khi det forelom mig, som ont jeg ille tunde taale Synet as Jlden· Jeg overlod da til tttinc Medsorsbundne at bekendtgøre Opstanden, tttett i Forvirringen stete det ikte, og hin glædelige Erster rettting ttdbredede sia gennent Andreg Mund, før di havde forlyndi den. Da Natten kont, git jeg til Sengs, men jeg kunde itle fode, jeg dæltede mia ont paa mit Leje Da fnlte en Jld i mit Hinte, ligesom det var mig selv, der brcendte. Et Zjeblit saldt jeg dog hen i en Drøm, hvori jeg saa tnin gamle Herre, Starosstens Fader, der stod oed min Senkt med et vredt Aasyn, i Haanden holdt han en gloende Jernstang, sotn hatt løstede i Vejret for at lnuse tttiq. Da jeg lort efter vaagnede, bares det mig sor, som di vilde begaa en ond Gerning-, og jeg stod op og slnndte mig ud for at hindre den. Men det dar fer stlde, jeg saa alt Luerne, der var indesluttede i Bygnin gen; ja de runde Tagvinduer glødede saa stærtt, at jeg tnente, det var onde Aander, der sad under Loftet og truede mig med ildrpde TØjnr. Jeg streg højt og advarede Alle otn Jlden, som snart brød srem med stor Magi. Jeg styrtede mig ogsaa ittr i Hufet og reddede alt, hvad jeg kunde nan; tun de fremntede Herrers Billeder lod jeg sbkcende, og jeg naegter itle, at jeg, midt i min Angst, følte et Slags Glæde derover. Da jeg ttoede, at mit Arbejde var forbi, og at der nu intet vigtigt fandtes, som jeg mer kunde redde, koin der en as dem, som var i Ledtog med mig og fortalte. at Oberst Czernim var nat ved at d-øe i Flammernr. Uden at vide, paa hvillen Side jeg stulde søge hom, sink tede jeg ind i det brændende Has; thi Obersten hadde verret min Ven og Bestylter, og jeg havde gerne styetet mig i den gabende Afgtund for at redde ham. Jeg git op ad de brændende Trapper, trængte ind i V-ætelser, hdor jeg stod omringet as Lucr. jeg« vandtede oder Glieder og agtede ikte, at Dørene styrtede ind efter mig, at bran dende Bjcelker saldt ned oeds niin Side, at Gnisterne saa rede tttia, og at Flamme-me greb ester mig sont ester tt sillert Bytte. Endelig var jeg saa lytlelig at høre hat-is Rast og at redde hastn ved Hjcelp as en Hovednøgle, sont jeg of en Heendelse hattde taget med mig, da jeg flygtede fra Slottet EKort eftet vendte jeg tilbage til dette Heis. Saa laettge Branden vatede, følte jeg ntig stærl sont en Bjørn i Sinnen, men da jea kotn hieni, dirrede mine Bett under mig, og jeg maatte aaa til Sengs. Jeg havde faaet dybe Saat. sotn smertede mig, og sont Dag sra Dag fordern-des, saa jeg snart begreb, at jeg ikke kunde leve lange. Da teil-die jeg Pater Vincent vg striftede for hom- Han forsttcetiedes over mit StristemaaL og først eftet hans Tale indsaa jeg, hdor ugudelig jeg hadde handlet. Han randede mig til offentlig at belende min Synd og lide den Stras. Mennesler vilde ·paalcegge mig. Dertil er dog nu ingen Tib, tlyi der er Koldbkand i mine Saat-, mine Ben er sølesløse og Doden nærmer stg alt til mine Jndvolde. - Jstnidlertid er det mig en Trost, at jeg inden mit Endeligt hat set min Herres Son, at hans Øje hat betragtet mig uden Afsly, og at hans Tunge ilke hat forbandet mig, sør jeg kom til Ende med denne Betendelse.« Adalbert var dnbt rnstet oed den gamle Tjeners Ord. »Im tilgtver dig af Hiertet,« sagde han, »thi det er jo tngen Ondstab, men tun et vildt Sværmeki, som hat ledet dig paa Afveje.« »Bo: nu Starosten paa det gamle Slot?« spurgte Michael. — »Ja vi bo Alle der,« sparede Adalsbert. — ,,Det er mig ligesaa ftor en Trost, fom om den eviqe Gud havde tilgivet mig min fvare Synd,« sagde den Gamle. Adalbert sad endnu et Par Timer ved den syiges .Leje og tiltatte ham med venlige Ord. Derpaa gik han iborh men lovede snatt at komme igsen og se til hanc Dsette sit Lufte kunde han dog ikte opfylde; thi den gamte døde allerede den anden Morgen i Dagbrækningen. stvende Kapitel. En uvcntet Ulykkr. t Den Gang Adalbert kom hjem, var det over Midnat,» ldog fandt han endnu Hu«fets Falk oppe og i ftor Bevor gelfe. Da han spurgte om Aarfagen hertil, harte han« at Leontines Heft var kommen tildage uden hende, og at hun intet Sted var at finde. Adalbett stod fom Ihn slagen ved denne Efterretning og mcelede intet Ord, men fnart sarnlede han igen sin Kraft; thi han selte, at det nu itke var Tid at give efter for Smertem Ha ""«7al»ede - X flere af Folkene, at de ftulde ride ud pai. JI"«« og opføge hendes Spor. Man forfitrede h dette allerede efter Staroftens Befaling var efter kom en af de udfendte Ryttere tilbage med « der paaftod at have set en Slcede køre mod Syd, af bevcebnede Ryttere; fenere kom en Bande, sonst før Solens Nedgang havde set Iwan, skjult i en Grsi deraf fluttede A«dalbert, at Major Zeltner var Opham manden til dette Foretagende, og af Slcedens Retning for-. modede han, at det var Zeltners Hensigt at ile til Gali zien, der er det naermefte Gramseland ,,Jeg vil selv til Krakau,« raabte Adalsbert, »jeg vil tale med hendes Bruder, imidlertid maa J andre igen fende Ryttere ud Paa forfkellige Veje; den, der opdager blot Sporet af hendes S-læ«de, vil jeg belønne, faa han flal blive en rig Mand, hvor jeg saa ital tage Pengene fra.« Kort efter kom ogfaa Staroften: »Der fer du,« fagde han, ,,de førfte Følger af Eders Opftand, Brand felger paa Brand, Bortføtelsse paa Bortførelfez hvor alle handle efter Godtbefindende og Lidenfkab, og hvor ingen Lov mere gcelder, høre faadanne Gerninger til Dagens Orden.« » Adalbert fvarede intet, en ufigelig Angst drev ham affted, og ensdnu før Morgenen frembrød, steg han til Heft sog red til Kratau, hvor han ankom uden Hindring, thi Kofakkerne, tfom ftulde bevogte Graenfen, var nu forsvundne. J Krakau var der en ufæsdvsanlig Mennefke orimmel paa Gaderne, men ingen agtede ftort paa Adol berts SpørgsmaaL og ingen vidfte, hvor Leontine var. Fsørft efter lang Søgen fandt han Bonaventura, de havde forandret Bolig og stod og pudfede sit Gevær, d Udalbert kom. —- ,,Hva·d er paa Fcerde?« fpurgte Bona oentura, ,,hvorfor fer De faa forftyrret ud?« ——— »Leon tine er bortført,« fvarede Adalbert. —- ,,Hvad siger De?« kaabte Bonaventura og flap Gevceret, faa det med Klaus faldt til Jordsen. — »Ja, Zeltner har bortført -hende.« - .,Zeltner!« gentog B«onadentura, og gik heftig op og n i Vcerelfet, men endelia efter nagen Tid fyntes han befinde sig, og hans Trcet bleo roligere. »Jeg ten Leontine,« sagde han til sidft, »n1ed Guds Hjælp har ingen Nø.d, hun sinder not Vejen hjem.« — ,,K«oldhjer tede Mennefte!« raabte Adalbert, »kan itke Deres mer meftes «Stæbne, itte et faa elftværdigt Vaefens Ulykke røre Dem?« — »erftaa mig ret!« fagde Bonaventura, ,,om Leontine var i de fjernefte Lande, da vilde hnn dog med luttede Øjne sind-e fin Fædrenejord igen, thi hun har en Magnet i sit Bryft, der er ligefaa sikker fom den. der leder Trcekfuglen sover Havet.« — Skal vi da lægge Hænderne i Sdødet og vente, til hun maafke kommer igen af sig fele« fpurgte Adalbert. — »Hm-d vi kunne, stulle di gøre,« fvarede Bonaventura. Adalbert fpurgte derpaa oni Major Zeltner iog horte, at han endnu nogle Dage efter hin Maskerade, enten af Trods eller i Tillid til den polfte Højmod-ighed, havde levet rolig i Krakau, men til sidft var han flygtet, ingen vidfte hvorhen. Bonaventura gik nu usd og talte med sine Venner-,. hvorpaa der stete Efterforstninger paia alle de Veje, der føre til Galizien, men her var intet Sted noget Spor at opdagr. Czernim, Pater Vincent oa mange andre, fom havde set Leontine paa Maskeraden hos Larinski. gjorde alt, hvad der ftod i deres Magt for at finde hendes Spor, men alle deres Befttcebelset var til ingcn Nytte. »Det er rimeligft, at hendes Ransmcend have taget. Veer gennem Lithauen,« fagde endelig Bonaventura. Adalbcrt begsad sig da felv paa Bejen til Lithauen, og Bonaventura fulgte han1, oder alt medic de Mænd og Ynglinger, fom drog til Wsarfchau, fyngende patriotifte Sange, men intet Sted fandt de Spor af Leontine. sEfter at de oder i otte Dage havde gennemftrejfet Landet, blev endelig Bonaventura utaalmodig. »Jeg ref fer itke lcengere,« fagde han, ,,vi maa skamme os, at di over vort eget Tab glemme, hvad vi fkylde vori Jedw ian«d·« »Saa rejs De hjem i Guds Navn!« fvarede Adak deri, »men jeg vil ile til Lithauen, thi jeg hviler ikte, før jeg har fundet hende.« »De sinder hende ilke og bliver tun fangen af Rus ferne,« fvarede Bonaventura, ,,Leontines Hierte kan ene vindes Paa Valpladfen, den, der grilier til Vaaben mod Landets Fjender, vil være hende tcererc end den, der løber Verden rundt for at finde hende felv.« Adalbert falte Sand-heden af disfe Ord, deöudm troede han dset muliat,at Leontine i hans Fraværelfe selv havde fundet Vejen hjem Efter en lang Kamp med sig felv besluttede han derfor at aflade med stn Omflalten og at vende hjem igen med Bonaventura Paa Tilbagevejen var Bonaventura fuldkommen ro lig, ja endog munter, han talte lidt med Adalbert otn Le ontine og søgte at ·)ise, hvor umuligt det var, at hun efter sin Charakter kunde taale noget Uværdigt. Han fortalte ogfaa, at hun allerede i sin Barndom tidt havde vceret borte i flere Dage, saa man troede hende tabt for bestan dig, iog dog var det, ligefom en højere Haands vogtede paa hende, thi hun vidfte at finde Vej paa de hauste ligfte Steder og var bestandig vendt feist og ustadt tilbage san-. Denne Tale fandt Jndgang i Adalberts Sieh han trssftede sig med, at Uftyldigheden maatte ftaa under de hsjere Magters færdeles Baretaegt; ja han tlamrede sig faft ved denne Taute, ligefom den Stibbrudne klamter sig fast ved den beflyttende Bjcellex . »Der er umuligt, at Leontine tan taale noget Uva"· dig,« fagde han ved sig felv, ,,deri hat Bonatti-« Ret," enten er hun da ded, ellet hun lever res hsjet over enhver Skyld Er hun d-d, dumm hende mellem de Døde, og lever hun, Jud Hm mtt Haab i Himlens Haku-der og uden til den Gernin hvorved L Umwng g- evFisiionalloinsention . WM « « swamp-In « ,«-: