Sieufkerne paa Kronhorxj
En hiftorift Roman.
LlfH.F.Ewalb.
H Fstite Del. HE
Gortfau
Kotigen brev sin Heft noale Strin frem, udftøbte
et Raab og flog op cned Haanden. Hang Hierteg Putz
flag flog vel hurtigft, og hans Sjæls Uro var ftørft, itte
alene forbi bet var paa hans Bub og An«fvar, at Tusin
der ftyrtede sig i Døden, men ogfaa og ifakx forbi han
habde bøntt fig felv til en pinlig Uvirtfomheb. Mob
Sædoane ftaanebe han sin Perfon af Henfyn til bet heles
Bel; men nu folte han Kbaler, fom han itte haobe tenbt
til, naar hans coldater tatmpebe for hans Øjne og han
felv var mibt i Kampens Bulber.
Jngen af de lyttende havde nogen Freiiiftilling oin,»
hvor blcrnge det barede, inben Dahlberg toni tilbaer
Krigsbulderet, Raabene, Stytfens Lyn var tun fom Ubsf
tryt for beres heftige Folelfet og gab dereg brcenbenbe
Onfter Vinger; Tiben etfifterebe itte for bem. Omsider
tog bog Latinen af, og tun enlelte Stub afbrød Den ind
traadte Stitheb.
,,Dut eber!« hviftebe Roftgaarb til Beermann, «de
ride herover.«
Det var Kotigen, ber gab fin Heft Sporerne og reb
frem, forbi han horte Hovflagene af Dahlbergs Heft.
»Gobt nyt, Dahl-berg".'« raadte han ham utaalmobig
i Mode.
»Jtte af bet bebfte, Eber-« EUiajcftæt!« foarebe Datu
betg og ftanbfebe sin puftenbe Heft. »De faldi an fom
Løver og agtebe lfvertcn Kuglernes Brurnmen eller Gra
naterneg Sprntten Delvig og Fersen førft; men alle var
i Spibfen for bereg Folt - - Aschebetg, Gengel, Voyette,
Hegrig og Weisfenstein — ingen frag, og bog niaatte de
bige!«
,,’For tufinb chevle, hvor git bet til?« raabte Kon
gen. »Naar veg Rutger Afcheberg?«
»Jlden var over al Maabe frygtelig; ingen Soldat
nden ben fbenste vilde habe gaact igennem den, og bog git
de, nogle faa naaede op paa Volben, men blev brat neb
ftyrtede med blodige Banden Gengel og Vonctte bteo paa
Pladfen, Af.j)et)ern, Hesrig og Weigfenftein er haardt
faarebe; Foltene var uben Forerc og veg; bog holder
Ferfen sin Pof.«
Kongen tat-, og tun Binden peb gennem de falbe
farbige Hufeg Mute og bet hullebc Vryftvccrn; Noftgaard
lyttede nnd tilbagebolbt Aanbebrwi.
»Rid!« fagbe Rongem hanc- Røft lød barst i Nat
vinbens Sufen, »rib, Dahlberg hoab Heften tan renbe,
og lad Erit Steenboct øjeblittelig gribe an meb det sama
lanbfle Regiments de andre ftulle folge eftek!«
Dahlberg vendte fin Heft og red denne Gang i ra
fende Fakt. Der bleo atter stille, men plubfelig lysncbe
Stytfets Jlb Paa nn, og Krigsbulderet og Raabene tog
paa nieb endnu ftorre Voldfomhed end for; bet lod, fom
var alle Helvebeg Dremoner flupne los-. Denne Gang
holdt Larmen lcenger bed; men omftber dsde den atter
ben. og bet blev stille.
Kongen var imiblertid ftegen af fin Heft og git frem
og tilbage meb haftige Stribt; nu og da ftandfede han,
faa over mob Fceftningen og lyttede. Paa sin Gang
frem og tiidage tocn han Noftgaarbs Stle faa nasr, at
baade han og bang Lebfager maatte lcegge sig neb for itte
at blive opbagede, indtil enbelig rappe Hovflag paa nn
lod sig hete, og Dahlberg holbt ber paa sin ftummende
Heit
»Slet nnt!« raabte han, forpuftet af bet oolbfontme
Ribt. «General Steenboct fit en Rugle i det førfte An
l-b; bog git Foltene paa fom Djasvle; Inen de maatte vige.
Eber-S Majeftcet —- alt er tabt!«
,,Endnu itte, Dahlberg, endnu itte!« fagde stongem
og disfe Ler var en Døbsdom for nogle Hundrebe endan
af hang Krigere Roftgaarb gyfte veb at høre dem blibe
ubtalte med ignenbe Ro; thi gjaldt det end tun hans
Fjenberg Lib, var det bog Mennefter, der ftulbe føreg til
Stagterbcenten. Eiter et Øjeblits Stilheb lod Kongens
Røfi.
»Af Sieb, Dahlbergt Bring Erit sog Ver Sparre
den Befaling nfortøbet at gribe an med det andet sinng
lanbfte og fodermanlandfte.«
»Er-ers Ajtajeftæt,« vovede Dahlberg at sige, »vife
nu ten Rande at drage eder til Minde, hoad jeg fagde
forud Enden Lampen git an. Dei er unyttig Blodudgl)
belie. J fteane nu Reiten af eders tro Folt, J vel tan
habe nodig!«
»Du hat at tie og lydePJ for Kotigen ov. ,,B1iv.r
det enb mit fibfte Ord og bit sidfte Ridt, faa ftal du af
Sied. Fort!« «
Dahlberg red: men da han tredje Gang tom tilbage
og melbte, at Jlden fra Boldene var faa morberift, at
Foltene blev inejede ned fom Korn, og at der maatte
blæfes Retreete, naak de itte alleftulde blive paa Plabfen,
brufebe Kongen op og raabte msd en Eb:
,,Jlde gaar det altib, hvor jeg itte felv fører an!«
Dog lob han give Signal til at brnbe Kampen af.
»Von ftitter Bauch« fpurgte han nu. »Der paa
hat det oteret hclt ftille.«
Jngen vovede at fvare, og Kongen blev ftaaende
nogle Øjedlitte med tot-tagte Arme og i msrt Grublen.
«Det flog feil,« udthd han til sidft; »men enbnu
er jeg Oerre i Danmart!«
Sau fteg han paa fm Deft og red haftig Øfter paa,
futgt af Dahlberg og fin Rottereftorte.
Roftgaarb rejfte fig og mærtede ftrft nu af Stin
heden og Kulden i Lemmerne, hoor lange han havbe lig-»
get for at fe og lytte; men han agtede itte detpaa ogz
udbrsttn 7
»denn-. viere prifet, fom ftelfte Danmart i denne
Nat!«
» Et ftcerlt Vindftsd fette Larmen af de hjemdragende
Ssvenftere til dem. .
»Na er bet paa hoje Ttd,« fagde Beermann, ,,at
faloere fig·«
»Ja!« fvarede Roftgaard, »lad os nu beuge Benene.«
De forlod da deres Smuthul, løb Nord paa, nsaaede
lykkelig den lille Lund ved Valby, hvvr de fandt Hestene
paa famme Sted, men rystende af Kulde. J et Nu var
de i Sadelen.
»Ho, ho, sorte!« sagde Beertnann og klappede Kong
Karls Heft paa Halsen, »nu kommer det moken ud pack
eet, enten du beerer en Smed eller en Konge. Du maatte
allenfals i Nat tage Sag paa Bag og fly.«
J straft Galop red de den samme Vej tilbage, fOIU
de var komne; men da de ncermede sig Utterslev, hørte
de paa ny Krigsbulder, dog fra en anden Kant og blev en
Lysning var Øster paa. Der ftod ikke længe paa, og det
blev saa atter mørlt og stille. De vidfte itte, hvad det
var; men dette Efterspil var Gustav Bauers Angreb paa
»2«lftervold, sont paa flere Maader var forsintet og først
Jgit for sig Klotlen site. De svenske Soldater naaede der
flet ikte Volden; thi Wavafor og flere Bafalingsmænd
tod ftrats Lin-et, og Hollanderne fendte de stormende saa
morderisle Salver, at de ogsaa her maatte vige.
Da Dagen gryede, faldt dens Skær paa mange Hun
drede Lin. Der laa de i den blodplettede Sne, allerede
stivnede af Kulden, som barmhjertig havde aftortet de
døende Rrigeres Lidel·fer, og orngivne af Vaaben, Økser
og fonderbrndte Stormstiger, Tegn not paa, at dette An
greb var blevet omhyggelig not lagt til Rette.
Kong Karl hande her for forste Gang i en Hader
fægtning trutlet det torteste Stran. Ydmygelfen var
haard og Folgerne sicebnesvangre; thi fra nu af msaatte
ethvert Haab am at unsdertvinge Kø-benbavn dpgives.»
Han havde troet paa et lytteliat Udfald af denne Kam-M
derom vfdnede den Jesu-Orden, han hat-de stiftet for dex
taspre, ja han havde endogfaa fornd tilstødet en af frs
t
Mcend Rentemesterens Hus i Robenhavn med alt Jnd«bo.
Nu maatte Øerne føle hans Vrede, og Lolland, Falfter sog
Møen kom under Aaaetx men hvad gavnede det, naar
Kong Frederik og hans Mcrnd ftod uovervundne bag Kr
benhavns Bolde?
Glceden var stor og jublende i Kebenhavn, da en
Generalfalve Volden rundt den næfte Dag ftød Sejren
ind, da da den 12te Klokternes festlige Klang kaldte Fol
lene til Kirlerne for at tatte oa prife Herren for Sejr vsl
Frelfe. Det var et as disse «Øjeblikte, da Gud bøjer den
stolteste Natkc og got alle link-, Øjeblikke, sum stundom
tun med Aarhundteders Mellemrum vende tilbage.
Trindt om i Lendet var Glas-den ilke mindre stor da
inderlig, siønt dermpet da dulgt. Svensten blev nn ararn
cfter det Rederlaax han saa uaerne Smil paa danfle La
ber og truede fælt med, at Kong Karl nu vilde satte siq
faa fast i Danmark, at jagen stulde tunne drive ham ud,
og at han vilde udhungre Hovedstaden
Krigens Larm drog for en Tid til Snraaøerne, uden
at man derfor trat Vejret friere paa Sjællan«d. Dog,
hdor store Lidelser der end fulgte efter for mange, ingen,
der havde oplevet det, alernte bog nagen Sinde den Fryd.
da Sejrsbudstabet vm den 11te Februar kom. Ved denne
Nats Bloddaab blev de Pletter afvadslede, svm det forrige
nlyktelige Aar havde fat paa det dansie Stjold.
EE Anden Del. its-S
Førsie Kapitel.
Juden lutte Töte
«En Aften sidst i Martg Maaned 1659 gil Sol-en
tlart ned sbag Batterne ved Helsingør: den staanste Kyst
rned Sesterbyen Helfingborgs Husrcelter og det mægtiqe
gantle Taarn Kærmm lyste i Aftenrøden, og de fidste
Straaler lastede Glans paa Kronborgs Spir og forgyldie
Flsje, medens Slottets nederste Del laa i Stygge. Sims
det havde denne uforlignelia friste, azurblaa Forde, som
inaa fes, men hverlen lan flildreg eller gengives, da nden
for den lille Havn laa nogle fna Koffardistibe iil Anters,
niedeng andre vare i Opfejling eller fjernede fig, førende
med sig Pan de hvide, udspændte Seil et gyldent Stær
fom en denlig Afsiedöhilsen fra den dalende Sol.
Langs Havnens Bolvcert nit noale af Byeng Borsiere
ined deres Huftruer og Dotre for at nyde den friste So
luft og se paa Stibene, ganste soni de Plejede i Friedens
Dage, og dette gav den hele Afienscene et faa fkedsonmie
ligt Prceg, som oin der ingen Fjender vare i Landet.
Hvis dog nogle affde spadserende Inaasie et Øjeblik glemte
det, bleve de fnart igen mindede derom. Krigens Spur
hvor flere Hufe endnu henstod nied fonderslusdte Vinduer
vare ingenlunde ndsiettede i de nærmeste Omgivelser,
hvor flere Hase endnu henstod ined søndersludte Vinduer
og faldefcerdiae Mnre og mindede om de Danstes Forsvar
af Kronborg forrige Aar. Den fvenfle Landslnæat, fdm
git frem og tilbage »den for Totdlanimerbyzmingen, c·.1
hans Flamme-raten der fad og røg af deres Kridtpilser par
Vagtbcenten., mindede ogsaa om, hvem der for Lieblils
iet var Herre i Danrnarlz men naar en svenst Officer lo-«
til og indlod sig i Samtale med Borgerne, viste man ham
ille sure Miner, men indlod sig hsflig med band
Forlyoldet mellem den svensle Befætning paa Kron
borg og Helsingørs Jndbyggeee var efterhaanden blen-:t
ret venslabeligtz thi Helsingør var ilte nogen ret danft
By, fordi Samtveintnet med alle Europas ssfarende Na
tioner havde blandet Byens Foli og paatrylt den et kos
mopolitist Prceg. Handelsinteressen var her Hovedsagen,
og der fandtes bedrc Mænd i Staden end Valentin Korn,
for hvern det var en temmelig ligegyldig Sag, om Dani
marl var til eller ikte« naar tun Forretningerne gil deres
Gang, og Handelen blomstkede. Svensterne fplte fig der
foe bedre i Helsingsr end noget andet Sted i Landet, og
de anede ikle, at der dog fandtes modige Mond, hvis Fae
dtelansdssind vg Trosiab mod deres retmcessige Konge
havde vedligeholdt sig usvaetlet trods Tidetnes Tryt.
Maren og Lisbeth vare blevne lollede usd of det
smutte Befr, og gil mellem de andre ved Hahnen, let-fa
.gede af TGtegerö Hausen, der var seerdeles pyntelig i sit
»Ydre og havde en mere opblæst Mine end for. Lisbeth
iholdt fig imidlertid haavdnallet ved sin Plejemoders Side,
’faa at ethvert Fotsøg paa at opnaa en Samtale under sire
Øjne mislykledes for Gregees, hvorfor han omsider tog
det Parti at lade, som om Madam Maren slet itte var
til Siede. Gregers Haner havde i øvrigt intet at seng
te af Maren, der var gunstig stemt fsor hans Beilen, men
W
han onstede itle Vidner til sde Nederlag, han jcevnlig led,
naar Lisbeth var i daarligt Lune, og han yavde allerede
nicerlet, at hun for Tiden Var scerdeles utilgængelig.
,,En vatter Aften,« begyndie Gregers med dcempet
Stemme, ,,og yndeligt at gaa.l)er med eder, Jomfru
Lisbeth!« men Ligbeth svarede itke og vendte Hovedet til
den anden Side.
J det samme lød der et Strig ovre fra Krondorg.
,,Hvad var det««?« udbrød Lisbeth og blegnede.
»Sikkerlig en danst Ryg,« svarede Gregers, »der fil
den svenste Klinge at smage Generalkvartermefteren er
en Bøddel; det gaar strapt til, naar han er her.«
»Der lyver J ham flainmelig paa!« udbrød Lisbeth.
»Jeg lan tænle,« sagde Gregers fpydig, ,,at J ken
der Hr. Dahlberg hell nøje.«
»Bisfelig,« svarede Lisbeth rolig og maalte Gregers
med Øjnene, ,,maa jeg lende noget til ham, saasom han
faa ofte hat haft sit Kvarter i vort HUS.«
»Saamænd!« sagde Gregers i samme Tone. »F
tntles mig ogsaa neeften at vcere bleven en svenst Pige.
J tager til alle Tiber Landsens Fjenders Parti.«
»Naar j-:g taler med Landfens Fjender,« svarede
Lisbeih rødi-iende, ,,da tager jeg mine Landsmænds
Parti.«
»Ste: Stade,« sagde Gregers og strøg sit Skæg,
,,at en anden ilte faar høre det! Jeg bør ogsaia fige eder,«
vedblev han med stigende Harme, »at eders forandreoe
Zindelag er blevet-set af flere. Hr. Mikiel er højlig util
fredg med eder i den sidste Tid.«
»Jtte ved jeg af,« sagde Lisbeth med blussende Kin
der, »at jeg er sat under ederg Forniynderstab, Gregersl
J lade da mine Forceldre o«a mig om det«!
Maren blev nu opmcrrlsom og sagde: ,,Det er strit,
faa J altstille mundhugge5. Du vifer intei godt Hierw
laa, Lisbeth, mod Greaerg, der itle ved alt det gode, han
vil gøre dig. Vcer nu tønt venlig og forligelia!«
»Der stal mere til at kue sligt haardt Hjerte, Madam
Maren!« sagde Gregers med Nynter i Pan-den. »Milde
Ord gør del ikte, al den Stund vanftabt Sind tit fin
deH under fagert Siind.«
»Jl),« udbrød Lisbeth med overgiven Trods, »du sit-g
eder en Jomfru op, hvis Tiind ikle bedrager!«
,,Lisbetl)!« sagde Maren vredt, »du arter dig ikle
del og agter ille Paa dine Forceldreg Ord og Formaning.«
,,Hjerte Mo«der!« udbrød Ligbetli og flog sine Arme
um Marens Liv, ,,dandt mon Fader dit Hjerte ved Trak
ler on onde Ord?«
,Ti)s, Barn!« sagde Maren og tog Ligbeths Arzn
bott, ,,vcer itie faa uhøvist at omfavne mig paa aalien
Gabe Falk se alt efter os for eders Højrøftetilyeds
Ztvld.« «
Nu havde imidlertid Gregerg fattet sig og sagde i en
indfmigrende Tone: »Jomsfru Lisbeth bør ille have .1l
Slnldx jeg forivrede mig og talte hende uhøvist til. Jeg
beder eder tilgive mig dei og lade det være glemt!«
»Hier mil« udbresd Maren, »det kalder jeg siønt!
Stank du nu Gregers Tilgivelse, Lisbeth, og se ssaa iil
at holde .Fted!«
»Tilgivelse er itte vanslelig at faa hog mig,« svas
rede Lisbeth og flog med Ratten, ,,naar Gregers vil nøjes
med det.«
Maren havde imidlertid faaet Øje paa en Baad, som,
fort af svensle Rottarle, fra Landgangsbroen ved Kron
borg Bastion ftyrede ind i .Havnen. Hun blev fiaaende,
nysgerrig efter at se, hvem den Baad vel stulde bringe i
Land. Lisbeth havde allerede opdaget det, det kunde man
se paa den-des Øjne og blegnende Kinder. Gregers var
lige faa siarpsynet og han sagde hastig:
»Lad os gaa!«
Maren -blev imidlertid staaende, til Baaden lagde
ved Havnebroen, og Eril Dahlberg steg i Land.
»Bei mødt!« sagde han artig og mnntret, medens
han hilfte paa Maren og Ligbeth. »Jeg faa fra Fæsts
ningen i mit Kitlettgla5, at her var godt Selslab ved
Havnem og saafom mit Daavarl var til Ende, lod jeg
mig saetie over. Hvor lider man i mit gamle Kvarier,
Madam Maren?«
»Jeg tatler, Hin Generaltvartermester,« fvarede Ma
ten med et Knitg, ,,ret del; men det bedrøver os, at J
nu alt ilere Gange er reden vor Dør forbi og itke har fet
ind til os.«
»Tjeneften træver det faa Der er nu meget at tage
Vzire paa derovre paa Fæstningen, hvor Bygningen af de»
ni) Volde sial fremmes med al Kraft. Nu, da Heeren
feerdes Syd paa, og Kotigen er paa Frederilsborg, er der
god Plads paa Slottet. Lider J vel, Jomfru Lisbeth?«
»Jeg tatter,« svarede Lisbeth med banlende Hierie
og bøjede sit Hoved, »mig fattes intet.«
Dahlbcrg saa ilte engang paa Greger5, der ftod der
med en mørt Mine. Han faa af Lisbeths Blik og Farre
spillet paa Den-des Kin«der,bvorledes det var fat med hende,
og led alle Stinfygeng Kvaler· Naa, tæntte han, elsker
hun virlelig denne sleste Svensier, stal det komme hende
dyrt at staa!
Dahlberg gil imidlertid langs Bolvaertet ved Lis
«beths Side og lod Maren flotie fig selv.
»Det vol-der niig stor Glcesde,« sagde han, »at jeg fil
eder i Tale i Aften; thi fnart drager jeg dort ad Lejren
til og saa videre af Sted til Kongen«
Dei var da awbenbart, for hvis Siyld han var kom
men og Lisbeth tcenkte naturlig nol, at det maatte være
noget mere end alene Lyfi til at spadsete og samtale, der
havde fort ham hid Der var ogsaa starre Barme i hans
Blil og over hanö Versen end ellers, havde end Forlyoldet
mellem dem altid veeret venligt og godt. Hun toenlte sig
litke, at han gjorde sig saa nsje Regnstab, hvorfor han var
kommen, eller at tun et Lune stulde have ført ham til
bende. Dei faldi den-de ille ind, at han, der hver Dag
feerdedeö blandt raa Krigere, gad gsre sig den Ulejlighed
at lade sig sætte over Havnen i en Baad, en Time før han
stulde reise, alene for at faa sig en munter Samiale og
se et Smil spasa Kvindelæber. Det var maaste ogsaa vir
lelig noget niere, der havde fort ham hidz men hvor lan
lcn var ilte den Godhed, han ncerede for hende, og den
Interesse, hun insdgød hom, mod den dybe sog inderligei
Følelse, der gennemsirømmede hendel «
Han gik ved den-des Side med den Holdning og An
stand, i hvillen ingen anden Man-d tunde masale sig med
—-.—;— « U-[ ,
«ham. Han holdt den venftte Haand paa Kaardeheeftet
og beoægede uu og da den højre, mens han talte. Hans
mandige Aasyn lyste af Lune, hans Ord vate, selv naar
han spøgede, aldrig uden Forstand Dei svenste Sprog
lød skønt i hendes L«iren; hun tunde itte hade det. Hvert -
Blit fra hans udtrytsfulde Øjne, hver Bevcegelfe, hour
med han ledsagede sine Ord, præsgede sig hos hende for
aldrig mere at udslettes; hvert Ord, han sagde, blev gemt
i hendes Hierte og votfede der som modent Korn i en tig
Jordbundz men hvad hun selv sag-de, blev hurtig glemt,
log da iscer, hvad hun sagde denne Aften, saa lidet sitter
og klar var hendes Tante.
Hun glemte baade Maren og Gregers, og de værdige
Borgere med deres Kvinder og Døtre, som git op vg neb
ved Havnen, gjorde store Øjne over den Frihed, Lisbeth
Hansen tog sig, at gaa der alene med en svenst Ofsicer.
Maren var bleven opholdt af nogle Venner og stod med
dem, og Gregers var helt henne ved Toldtammerbygnin
gen. Man forargede fig over, at den stotte, svenste Herre
og den smukte, unge Pige git der, som om Havnegaden
var sderes, uden at hilse eller at tage nogen Notits af andre
gode Folt, og der faldt Spottegloser omtring dem, som
dog bleve hoistede med Forsigtigshed
Lisbeth havde ingen Anelse om, at Luften omtring
hende var fuld af forgiftede Pile, og at hendes Rygte fra
denne Dag af var givet til Pris for B.agtalelsen. Tiden
fløj for hende med tun alt for vinget Fari, indtil Dahl
berg atter fette hende hen til hendes Plejemoder, vetslede
nogle høflige Ord med Maren og bad hende bringe Or.
Toldtæmmereren venlig Hilsen. Saatog han Afsted, git i
Baaden og tog selv Rorpinden i Haanden, medens Nor
tarlene med raste Aaretag drev Banden over ad Kronborg
til, og Vandet ved hvert Aareslag blintede i Aftenrøden.
Ligbeth blev staaende og stirrede efter den, indtil hendes
Plejemoders Rost vcettede hende til fuld Viden om, at nu
stulde det i lang Tid vcere dødt og tomt omtring hende.
Dei var langt fra, at Maren denne Gang kom med Be
brejdelser; zorfcengelighedsen løb af med hende, og huII
troede sig af den Opmartsomhed, den højtftaaende sdenste
Officer havde vist hende i alles Paasyn.
»En over al Maade artig Herre!« sagde hun. »Har:
tom her-over aleneste for at hilfe paa os; det maa man
lade Svensterne, at de forstaa sig paa Høvisthed!«
Lisbeth undrede sig dog itke saa meget derover, som
over Gregers Hansens Versen. Han lagde ingen Vrede
for Dagen, talte tvasrtimod venlig til hende; thi en lys
Tante var duktet osp hog dann Denne stolte Herre, tcentte
han, vil tun gantes med Liebeth; hun mener det maaste
alvorligt not; men hau tager aldrig en borgerlig danst
Pige til Ægte. Lad dette da tun gaa sin Gang —- min
Tid stal not komme, naar jeg tun itte giver tabtl
Han var da lutter Smil og Opmærtsomhed, og da
de naaede Mittel Hansens Hug, viste han den sjceldne
Selvovervinsdelse itte at paatrcenge sig og folge op med,
uagtet Maren opfordrede ham til at blive. Han tog
Afsted sog fjernede fig, hviltet staffede ham en venligete
Genhilsen fra Lisbeths Side, end han lkenge havde faaet.
Da Maren aabnede Gadedøren, løb hun lige i Ar
mene paa sin Mand.
»Ih, Mittell« udbrød hun, ,,hvor du indjog mig
Strcet! Jeg troede, du var paa Toldtammeret.«
! »Ha, hat« lo Mittel, ,,naar en vil ind« og en andere
usd i det samme, maa det vel give en Tøm Jeg hat
verret paa Toldtammeret, min Dutte! Nu vil jeg date et
Ssvinteærinde hen til Jens.«
»Jeg har en venlig Hilfen at bringe dig fra Hr.
Generaltoartermester-L-øjtnanten,« sagde Maren, da Mit
tel allerede ncesten var nede ad Stentrappen. »Han tom
i en Vaad fra Krowborg og holdt os med Snat nede ved
Havnen.«
»Se, sel« svarede Mittel og studsedez »er han den-.
tendes til os?«
,,Nej!« svarede Materi, ,,han rejser endnu denne
Aften til Lejren og betlagede itte at have Tid til at se
herop.«
Mittel saa noget tantefuld ud, tom atter op ad
Tvappen, bød Lisbeth gaa op paa sit Vcerelse og søge
Sengen, hvorpaa han taldte Maren ind i den tomme
Storstue.
»Jeg oenter Besøg i Aften,« sagde han, »du jeg
hat nogle Forretninger at afgøte inden lutte Tore med
Jens Henriksen sog et Par andre Købmcend Vi gøre det
af i mit Løntammer, hdorhen de komme ad Bagdøren, II
vi ønste itte at blive forstyrrede. chn mig i at tage din
Post i Dagligvaerelset saa lcenge, og tommer nogen og
spørger ejfter mig, da sia, at jea er gangen i «Byen.«
Maren studfede vel over denne Hemmelighedsfuldhed,
thi hendes Husbond plejcde ellersJ altid at vife hende For
trolighed; men hun »ja-nede en særlig Alvor i hang Blit,
og hun mindedes sin salia Modiers Formaning: altid at
veere sin Husbond lydig og horigs oa itke fritte ud. Hun
lovede derfor at gere, som han ønstede, og satte sig ved
sin Rot i Dagligfiuen efter at have faaet Pigerne til
Sengs.
Mittel git og tom snart tilbage med Jens Henritsens,
hvem han i Marens Paasyn førte gennem Dagligstuen
og det lille tilftsødende Kabinet ind i sit Løntammer, der
imidlertid ikte var tomt; thi Roftgaard og Magister Kri
sten Tit-b vare allerede til Sie-de vg sad i fortrolig Sam
tale. To shøje Messingitager med tændte Spiddelys stod
pasa «Bordet, mens Vinduesstodderne var luttede for og
enhver Aabning i dem somhyggelig tilftsoppet
Jens Henritfen hilste Rostgaard og Magister Kristen
med et Haandilag sog et Nit, hvorefter de sire Meend tog
Pladö ved Bordet; faa nittede Rostgaard til Mittel Han
sen,'og denne tog til Orde og sag-de:
,,Det er min gsode Sooger og Broder, der har unstet
denne Sammentomst afholdt i mit Has, og jeg har itte
villet asslaa ham hans .Ønste, itønt det geelsder et saare
voveligt Fotetagende; thi jeg er en god danst Mand, svsn
Js vide, og jeg mener, at vore to giode Venner have samme
Sind; itte san«dt?« »
«Visselig!« udbrøsd Kristen Tit-b med Parme, me
dens Jens Henritsen holdt sig tilbage og tav. ,,D«og un
dker jeg mig over, at en flet og ret Lettiehører, som jeg
er bleven fanden vcerdig at indtreede i dette Fort-und
faasom jeg tun har ringe Evne til at fremme stigt stort pg
vigtigt Foretagende.« «
· « Orts-new I
str- Ist-sc "
