Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 12, 1904)
Sieufkerne paa Kronhorxj En hiftorift Roman. LlfH.F.Ewalb. H Fstite Del. HE Gortfau Kotigen brev sin Heft noale Strin frem, udftøbte et Raab og flog op cned Haanden. Hang Hierteg Putz flag flog vel hurtigft, og hans Sjæls Uro var ftørft, itte alene forbi bet var paa hans Bub og An«fvar, at Tusin der ftyrtede sig i Døden, men ogfaa og ifakx forbi han habde bøntt fig felv til en pinlig Uvirtfomheb. Mob Sædoane ftaanebe han sin Perfon af Henfyn til bet heles Bel; men nu folte han Kbaler, fom han itte haobe tenbt til, naar hans coldater tatmpebe for hans Øjne og han felv var mibt i Kampens Bulber. Jngen af de lyttende havde nogen Freiiiftilling oin,» hvor blcrnge det barede, inben Dahlberg toni tilbaer Krigsbulderet, Raabene, Stytfens Lyn var tun fom Ubsf tryt for beres heftige Folelfet og gab dereg brcenbenbe Onfter Vinger; Tiben etfifterebe itte for bem. Omsider tog bog Latinen af, og tun enlelte Stub afbrød Den ind traadte Stitheb. ,,Dut eber!« hviftebe Roftgaarb til Beermann, «de ride herover.« Det var Kotigen, ber gab fin Heft Sporerne og reb frem, forbi han horte Hovflagene af Dahlbergs Heft. »Gobt nyt, Dahl-berg".'« raadte han ham utaalmobig i Mode. »Jtte af bet bebfte, Eber-« EUiajcftæt!« foarebe Datu betg og ftanbfebe sin puftenbe Heft. »De faldi an fom Løver og agtebe lfvertcn Kuglernes Brurnmen eller Gra naterneg Sprntten Delvig og Fersen førft; men alle var i Spibfen for bereg Folt - - Aschebetg, Gengel, Voyette, Hegrig og Weisfenstein — ingen frag, og bog niaatte de bige!« ,,’For tufinb chevle, hvor git bet til?« raabte Kon gen. »Naar veg Rutger Afcheberg?« »Jlden var over al Maabe frygtelig; ingen Soldat nden ben fbenste vilde habe gaact igennem den, og bog git de, nogle faa naaede op paa Volben, men blev brat neb ftyrtede med blodige Banden Gengel og Vonctte bteo paa Pladfen, Af.j)et)ern, Hesrig og Weigfenftein er haardt faarebe; Foltene var uben Forerc og veg; bog holder Ferfen sin Pof.« Kongen tat-, og tun Binden peb gennem de falbe farbige Hufeg Mute og bet hullebc Vryftvccrn; Noftgaard lyttede nnd tilbagebolbt Aanbebrwi. »Rid!« fagbe Rongem hanc- Røft lød barst i Nat vinbens Sufen, »rib, Dahlberg hoab Heften tan renbe, og lad Erit Steenboct øjeblittelig gribe an meb det sama lanbfle Regiments de andre ftulle folge eftek!« Dahlberg vendte fin Heft og red denne Gang i ra fende Fakt. Der bleo atter stille, men plubfelig lysncbe Stytfets Jlb Paa nn, og Krigsbulderet og Raabene tog paa nieb endnu ftorre Voldfomhed end for; bet lod, fom var alle Helvebeg Dremoner flupne los-. Denne Gang holdt Larmen lcenger bed; men omftber dsde den atter ben. og bet blev stille. Kongen var imiblertid ftegen af fin Heft og git frem og tilbage meb haftige Stribt; nu og da ftandfede han, faa over mob Fceftningen og lyttede. Paa sin Gang frem og tiidage tocn han Noftgaarbs Stle faa nasr, at baade han og bang Lebfager maatte lcegge sig neb for itte at blive opbagede, indtil enbelig rappe Hovflag paa nn lod sig hete, og Dahlberg holbt ber paa sin ftummende Heit »Slet nnt!« raabte han, forpuftet af bet oolbfontme Ribt. «General Steenboct fit en Rugle i det førfte An l-b; bog git Foltene paa fom Djasvle; Inen de maatte vige. Eber-S Majeftcet —- alt er tabt!« ,,Endnu itte, Dahlberg, endnu itte!« fagde stongem og disfe Ler var en Døbsdom for nogle Hundrebe endan af hang Krigere Roftgaarb gyfte veb at høre dem blibe ubtalte med ignenbe Ro; thi gjaldt det end tun hans Fjenberg Lib, var det bog Mennefter, der ftulbe føreg til Stagterbcenten. Eiter et Øjeblits Stilheb lod Kongens Røfi. »Af Sieb, Dahlbergt Bring Erit sog Ver Sparre den Befaling nfortøbet at gribe an med det andet sinng lanbfte og fodermanlandfte.« »Er-ers Ajtajeftæt,« vovede Dahlberg at sige, »vife nu ten Rande at drage eder til Minde, hoad jeg fagde forud Enden Lampen git an. Dei er unyttig Blodudgl) belie. J fteane nu Reiten af eders tro Folt, J vel tan habe nodig!« »Du hat at tie og lydePJ for Kotigen ov. ,,B1iv.r det enb mit fibfte Ord og bit sidfte Ridt, faa ftal du af Sied. Fort!« « Dahlberg red: men da han tredje Gang tom tilbage og melbte, at Jlden fra Boldene var faa morberift, at Foltene blev inejede ned fom Korn, og at der maatte blæfes Retreete, naak de itte alleftulde blive paa Plabfen, brufebe Kongen op og raabte msd en Eb: ,,Jlde gaar det altib, hvor jeg itte felv fører an!« Dog lob han give Signal til at brnbe Kampen af. »Von ftitter Bauch« fpurgte han nu. »Der paa hat det oteret hclt ftille.« Jngen vovede at fvare, og Kongen blev ftaaende nogle Øjedlitte med tot-tagte Arme og i msrt Grublen. «Det flog feil,« udthd han til sidft; »men enbnu er jeg Oerre i Danmart!« Sau fteg han paa fm Deft og red haftig Øfter paa, futgt af Dahlberg og fin Rottereftorte. Roftgaarb rejfte fig og mærtede ftrft nu af Stin heden og Kulden i Lemmerne, hoor lange han havbe lig-» get for at fe og lytte; men han agtede itte detpaa ogz udbrsttn 7 »denn-. viere prifet, fom ftelfte Danmart i denne Nat!« » Et ftcerlt Vindftsd fette Larmen af de hjemdragende Ssvenftere til dem. . »Na er bet paa hoje Ttd,« fagde Beermann, ,,at faloere fig·« »Ja!« fvarede Roftgaard, »lad os nu beuge Benene.« De forlod da deres Smuthul, løb Nord paa, nsaaede lykkelig den lille Lund ved Valby, hvvr de fandt Hestene paa famme Sted, men rystende af Kulde. J et Nu var de i Sadelen. »Ho, ho, sorte!« sagde Beertnann og klappede Kong Karls Heft paa Halsen, »nu kommer det moken ud pack eet, enten du beerer en Smed eller en Konge. Du maatte allenfals i Nat tage Sag paa Bag og fly.« J straft Galop red de den samme Vej tilbage, fOIU de var komne; men da de ncermede sig Utterslev, hørte de paa ny Krigsbulder, dog fra en anden Kant og blev en Lysning var Øster paa. Der ftod ikke længe paa, og det blev saa atter mørlt og stille. De vidfte itte, hvad det var; men dette Efterspil var Gustav Bauers Angreb paa »2«lftervold, sont paa flere Maader var forsintet og først Jgit for sig Klotlen site. De svenske Soldater naaede der flet ikte Volden; thi Wavafor og flere Bafalingsmænd tod ftrats Lin-et, og Hollanderne fendte de stormende saa morderisle Salver, at de ogsaa her maatte vige. Da Dagen gryede, faldt dens Skær paa mange Hun drede Lin. Der laa de i den blodplettede Sne, allerede stivnede af Kulden, som barmhjertig havde aftortet de døende Rrigeres Lidel·fer, og orngivne af Vaaben, Økser og fonderbrndte Stormstiger, Tegn not paa, at dette An greb var blevet omhyggelig not lagt til Rette. Kong Karl hande her for forste Gang i en Hader fægtning trutlet det torteste Stran. Ydmygelfen var haard og Folgerne sicebnesvangre; thi fra nu af msaatte ethvert Haab am at unsdertvinge Kø-benbavn dpgives.» Han havde troet paa et lytteliat Udfald af denne Kam-M derom vfdnede den Jesu-Orden, han hat-de stiftet for dex taspre, ja han havde endogfaa fornd tilstødet en af frs t Mcend Rentemesterens Hus i Robenhavn med alt Jnd«bo. Nu maatte Øerne føle hans Vrede, og Lolland, Falfter sog Møen kom under Aaaetx men hvad gavnede det, naar Kong Frederik og hans Mcrnd ftod uovervundne bag Kr benhavns Bolde? Glceden var stor og jublende i Kebenhavn, da en Generalfalve Volden rundt den næfte Dag ftød Sejren ind, da da den 12te Klokternes festlige Klang kaldte Fol lene til Kirlerne for at tatte oa prife Herren for Sejr vsl Frelfe. Det var et as disse «Øjeblikte, da Gud bøjer den stolteste Natkc og got alle link-, Øjeblikke, sum stundom tun med Aarhundteders Mellemrum vende tilbage. Trindt om i Lendet var Glas-den ilke mindre stor da inderlig, siønt dermpet da dulgt. Svensten blev nn ararn cfter det Rederlaax han saa uaerne Smil paa danfle La ber og truede fælt med, at Kong Karl nu vilde satte siq faa fast i Danmark, at jagen stulde tunne drive ham ud, og at han vilde udhungre Hovedstaden Krigens Larm drog for en Tid til Snraaøerne, uden at man derfor trat Vejret friere paa Sjællan«d. Dog, hdor store Lidelser der end fulgte efter for mange, ingen, der havde oplevet det, alernte bog nagen Sinde den Fryd. da Sejrsbudstabet vm den 11te Februar kom. Ved denne Nats Bloddaab blev de Pletter afvadslede, svm det forrige nlyktelige Aar havde fat paa det dansie Stjold. EE Anden Del. its-S Førsie Kapitel. Juden lutte Töte «En Aften sidst i Martg Maaned 1659 gil Sol-en tlart ned sbag Batterne ved Helsingør: den staanste Kyst rned Sesterbyen Helfingborgs Husrcelter og det mægtiqe gantle Taarn Kærmm lyste i Aftenrøden, og de fidste Straaler lastede Glans paa Kronborgs Spir og forgyldie Flsje, medens Slottets nederste Del laa i Stygge. Sims det havde denne uforlignelia friste, azurblaa Forde, som inaa fes, men hverlen lan flildreg eller gengives, da nden for den lille Havn laa nogle fna Koffardistibe iil Anters, niedeng andre vare i Opfejling eller fjernede fig, førende med sig Pan de hvide, udspændte Seil et gyldent Stær fom en denlig Afsiedöhilsen fra den dalende Sol. Langs Havnens Bolvcert nit noale af Byeng Borsiere ined deres Huftruer og Dotre for at nyde den friste So luft og se paa Stibene, ganste soni de Plejede i Friedens Dage, og dette gav den hele Afienscene et faa fkedsonmie ligt Prceg, som oin der ingen Fjender vare i Landet. Hvis dog nogle affde spadserende Inaasie et Øjeblik glemte det, bleve de fnart igen mindede derom. Krigens Spur hvor flere Hufe endnu henstod nied fonderslusdte Vinduer vare ingenlunde ndsiettede i de nærmeste Omgivelser, hvor flere Hase endnu henstod ined søndersludte Vinduer og faldefcerdiae Mnre og mindede om de Danstes Forsvar af Kronborg forrige Aar. Den fvenfle Landslnæat, fdm git frem og tilbage »den for Totdlanimerbyzmingen, c·.1 hans Flamme-raten der fad og røg af deres Kridtpilser par Vagtbcenten., mindede ogsaa om, hvem der for Lieblils iet var Herre i Danrnarlz men naar en svenst Officer lo-« til og indlod sig i Samtale med Borgerne, viste man ham ille sure Miner, men indlod sig hsflig med band Forlyoldet mellem den svensle Befætning paa Kron borg og Helsingørs Jndbyggeee var efterhaanden blen-:t ret venslabeligtz thi Helsingør var ilte nogen ret danft By, fordi Samtveintnet med alle Europas ssfarende Na tioner havde blandet Byens Foli og paatrylt den et kos mopolitist Prceg. Handelsinteressen var her Hovedsagen, og der fandtes bedrc Mænd i Staden end Valentin Korn, for hvern det var en temmelig ligegyldig Sag, om Dani marl var til eller ikte« naar tun Forretningerne gil deres Gang, og Handelen blomstkede. Svensterne fplte fig der foe bedre i Helsingsr end noget andet Sted i Landet, og de anede ikle, at der dog fandtes modige Mond, hvis Fae dtelansdssind vg Trosiab mod deres retmcessige Konge havde vedligeholdt sig usvaetlet trods Tidetnes Tryt. Maren og Lisbeth vare blevne lollede usd of det smutte Befr, og gil mellem de andre ved Hahnen, let-fa .gede af TGtegerö Hausen, der var seerdeles pyntelig i sit »Ydre og havde en mere opblæst Mine end for. Lisbeth iholdt fig imidlertid haavdnallet ved sin Plejemoders Side, ’faa at ethvert Fotsøg paa at opnaa en Samtale under sire Øjne mislykledes for Gregees, hvorfor han omsider tog det Parti at lade, som om Madam Maren slet itte var til Siede. Gregers Haner havde i øvrigt intet at seng te af Maren, der var gunstig stemt fsor hans Beilen, men W han onstede itle Vidner til sde Nederlag, han jcevnlig led, naar Lisbeth var i daarligt Lune, og han yavde allerede nicerlet, at hun for Tiden Var scerdeles utilgængelig. ,,En vatter Aften,« begyndie Gregers med dcempet Stemme, ,,og yndeligt at gaa.l)er med eder, Jomfru Lisbeth!« men Ligbeth svarede itke og vendte Hovedet til den anden Side. J det samme lød der et Strig ovre fra Krondorg. ,,Hvad var det««?« udbrød Lisbeth og blegnede. »Sikkerlig en danst Ryg,« svarede Gregers, »der fil den svenste Klinge at smage Generalkvartermefteren er en Bøddel; det gaar strapt til, naar han er her.« »Der lyver J ham flainmelig paa!« udbrød Lisbeth. »Jeg lan tænle,« sagde Gregers fpydig, ,,at J ken der Hr. Dahlberg hell nøje.« »Bisfelig,« svarede Lisbeth rolig og maalte Gregers med Øjnene, ,,maa jeg lende noget til ham, saasom han faa ofte hat haft sit Kvarter i vort HUS.« »Saamænd!« sagde Gregers i samme Tone. »F tntles mig ogsaa neeften at vcere bleven en svenst Pige. J tager til alle Tiber Landsens Fjenders Parti.« »Naar j-:g taler med Landfens Fjender,« svarede Lisbeih rødi-iende, ,,da tager jeg mine Landsmænds Parti.« »Ste: Stade,« sagde Gregers og strøg sit Skæg, ,,at en anden ilte faar høre det! Jeg bør ogsaia fige eder,« vedblev han med stigende Harme, »at eders forandreoe Zindelag er blevet-set af flere. Hr. Mikiel er højlig util fredg med eder i den sidste Tid.« »Jtte ved jeg af,« sagde Lisbeth med blussende Kin der, »at jeg er sat under ederg Forniynderstab, Gregersl J lade da mine Forceldre o«a mig om det«! Maren blev nu opmcrrlsom og sagde: ,,Det er strit, faa J altstille mundhugge5. Du vifer intei godt Hierw laa, Lisbeth, mod Greaerg, der itle ved alt det gode, han vil gøre dig. Vcer nu tønt venlig og forligelia!« »Der stal mere til at kue sligt haardt Hjerte, Madam Maren!« sagde Gregers med Nynter i Pan-den. »Milde Ord gør del ikte, al den Stund vanftabt Sind tit fin deH under fagert Siind.« »Jl),« udbrød Lisbeth med overgiven Trods, »du sit-g eder en Jomfru op, hvis Tiind ikle bedrager!« ,,Lisbetl)!« sagde Maren vredt, »du arter dig ikle del og agter ille Paa dine Forceldreg Ord og Formaning.« ,,Hjerte Mo«der!« udbrød Ligbetli og flog sine Arme um Marens Liv, ,,dandt mon Fader dit Hjerte ved Trak ler on onde Ord?« ,Ti)s, Barn!« sagde Maren og tog Ligbeths Arzn bott, ,,vcer itie faa uhøvist at omfavne mig paa aalien Gabe Falk se alt efter os for eders Højrøftetilyeds Ztvld.« « Nu havde imidlertid Gregerg fattet sig og sagde i en indfmigrende Tone: »Jomsfru Lisbeth bør ille have .1l Slnldx jeg forivrede mig og talte hende uhøvist til. Jeg beder eder tilgive mig dei og lade det være glemt!« »Hier mil« udbresd Maren, »det kalder jeg siønt! Stank du nu Gregers Tilgivelse, Lisbeth, og se ssaa iil at holde .Fted!« »Tilgivelse er itte vanslelig at faa hog mig,« svas rede Lisbeth og flog med Ratten, ,,naar Gregers vil nøjes med det.« Maren havde imidlertid faaet Øje paa en Baad, som, fort af svensle Rottarle, fra Landgangsbroen ved Kron borg Bastion ftyrede ind i .Havnen. Hun blev fiaaende, nysgerrig efter at se, hvem den Baad vel stulde bringe i Land. Lisbeth havde allerede opdaget det, det kunde man se paa den-des Øjne og blegnende Kinder. Gregers var lige faa siarpsynet og han sagde hastig: »Lad os gaa!« Maren -blev imidlertid staaende, til Baaden lagde ved Havnebroen, og Eril Dahlberg steg i Land. »Bei mødt!« sagde han artig og mnntret, medens han hilfte paa Maren og Ligbeth. »Jeg faa fra Fæsts ningen i mit Kitlettgla5, at her var godt Selslab ved Havnem og saafom mit Daavarl var til Ende, lod jeg mig saetie over. Hvor lider man i mit gamle Kvarier, Madam Maren?« »Jeg tatler, Hin Generaltvartermester,« fvarede Ma ten med et Knitg, ,,ret del; men det bedrøver os, at J nu alt ilere Gange er reden vor Dør forbi og itke har fet ind til os.« »Tjeneften træver det faa Der er nu meget at tage Vzire paa derovre paa Fæstningen, hvor Bygningen af de» ni) Volde sial fremmes med al Kraft. Nu, da Heeren feerdes Syd paa, og Kotigen er paa Frederilsborg, er der god Plads paa Slottet. Lider J vel, Jomfru Lisbeth?« »Jeg tatter,« svarede Lisbeth med banlende Hierie og bøjede sit Hoved, »mig fattes intet.« Dahlbcrg saa ilte engang paa Greger5, der ftod der med en mørt Mine. Han faa af Lisbeths Blik og Farre spillet paa Den-des Kin«der,bvorledes det var fat med hende, og led alle Stinfygeng Kvaler· Naa, tæntte han, elsker hun virlelig denne sleste Svensier, stal det komme hende dyrt at staa! Dahlberg gil imidlertid langs Bolvaertet ved Lis «beths Side og lod Maren flotie fig selv. »Det vol-der niig stor Glcesde,« sagde han, »at jeg fil eder i Tale i Aften; thi fnart drager jeg dort ad Lejren til og saa videre af Sted til Kongen« Dei var da awbenbart, for hvis Siyld han var kom men og Lisbeth tcenkte naturlig nol, at det maatte være noget mere end alene Lyfi til at spadsete og samtale, der havde fort ham hid Der var ogsaa starre Barme i hans Blil og over hanö Versen end ellers, havde end Forlyoldet mellem dem altid veeret venligt og godt. Hun toenlte sig litke, at han gjorde sig saa nsje Regnstab, hvorfor han var kommen, eller at tun et Lune stulde have ført ham til bende. Dei faldi den-de ille ind, at han, der hver Dag feerdedeö blandt raa Krigere, gad gsre sig den Ulejlighed at lade sig sætte over Havnen i en Baad, en Time før han stulde reise, alene for at faa sig en munter Samiale og se et Smil spasa Kvindelæber. Det var maaste ogsaa vir lelig noget niere, der havde fort ham hidz men hvor lan lcn var ilte den Godhed, han ncerede for hende, og den Interesse, hun insdgød hom, mod den dybe sog inderligei Følelse, der gennemsirømmede hendel « Han gik ved den-des Side med den Holdning og An stand, i hvillen ingen anden Man-d tunde masale sig med —-.—;— « U-[ , «ham. Han holdt den venftte Haand paa Kaardeheeftet og beoægede uu og da den højre, mens han talte. Hans mandige Aasyn lyste af Lune, hans Ord vate, selv naar han spøgede, aldrig uden Forstand Dei svenste Sprog lød skønt i hendes L«iren; hun tunde itte hade det. Hvert - Blit fra hans udtrytsfulde Øjne, hver Bevcegelfe, hour med han ledsagede sine Ord, præsgede sig hos hende for aldrig mere at udslettes; hvert Ord, han sagde, blev gemt i hendes Hierte og votfede der som modent Korn i en tig Jordbundz men hvad hun selv sag-de, blev hurtig glemt, log da iscer, hvad hun sagde denne Aften, saa lidet sitter og klar var hendes Tante. Hun glemte baade Maren og Gregers, og de værdige Borgere med deres Kvinder og Døtre, som git op vg neb ved Havnen, gjorde store Øjne over den Frihed, Lisbeth Hansen tog sig, at gaa der alene med en svenst Ofsicer. Maren var bleven opholdt af nogle Venner og stod med dem, og Gregers var helt henne ved Toldtammerbygnin gen. Man forargede fig over, at den stotte, svenste Herre og den smukte, unge Pige git der, som om Havnegaden var sderes, uden at hilse eller at tage nogen Notits af andre gode Folt, og der faldt Spottegloser omtring dem, som dog bleve hoistede med Forsigtigshed Lisbeth havde ingen Anelse om, at Luften omtring hende var fuld af forgiftede Pile, og at hendes Rygte fra denne Dag af var givet til Pris for B.agtalelsen. Tiden fløj for hende med tun alt for vinget Fari, indtil Dahl berg atter fette hende hen til hendes Plejemoder, vetslede nogle høflige Ord med Maren og bad hende bringe Or. Toldtæmmereren venlig Hilsen. Saatog han Afsted, git i Baaden og tog selv Rorpinden i Haanden, medens Nor tarlene med raste Aaretag drev Banden over ad Kronborg til, og Vandet ved hvert Aareslag blintede i Aftenrøden. Ligbeth blev staaende og stirrede efter den, indtil hendes Plejemoders Rost vcettede hende til fuld Viden om, at nu stulde det i lang Tid vcere dødt og tomt omtring hende. Dei var langt fra, at Maren denne Gang kom med Be brejdelser; zorfcengelighedsen løb af med hende, og huII troede sig af den Opmartsomhed, den højtftaaende sdenste Officer havde vist hende i alles Paasyn. »En over al Maade artig Herre!« sagde hun. »Har: tom her-over aleneste for at hilfe paa os; det maa man lade Svensterne, at de forstaa sig paa Høvisthed!« Lisbeth undrede sig dog itke saa meget derover, som over Gregers Hansens Versen. Han lagde ingen Vrede for Dagen, talte tvasrtimod venlig til hende; thi en lys Tante var duktet osp hog dann Denne stolte Herre, tcentte han, vil tun gantes med Liebeth; hun mener det maaste alvorligt not; men hau tager aldrig en borgerlig danst Pige til Ægte. Lad dette da tun gaa sin Gang —- min Tid stal not komme, naar jeg tun itte giver tabtl Han var da lutter Smil og Opmærtsomhed, og da de naaede Mittel Hansens Hug, viste han den sjceldne Selvovervinsdelse itte at paatrcenge sig og folge op med, uagtet Maren opfordrede ham til at blive. Han tog Afsted sog fjernede fig, hviltet staffede ham en venligete Genhilsen fra Lisbeths Side, end han lkenge havde faaet. Da Maren aabnede Gadedøren, løb hun lige i Ar mene paa sin Mand. »Ih, Mittell« udbrød hun, ,,hvor du indjog mig Strcet! Jeg troede, du var paa Toldtammeret.« ! »Ha, hat« lo Mittel, ,,naar en vil ind« og en andere usd i det samme, maa det vel give en Tøm Jeg hat verret paa Toldtammeret, min Dutte! Nu vil jeg date et Ssvinteærinde hen til Jens.« »Jeg har en venlig Hilfen at bringe dig fra Hr. Generaltoartermester-L-øjtnanten,« sagde Maren, da Mit tel allerede ncesten var nede ad Stentrappen. »Han tom i en Vaad fra Krowborg og holdt os med Snat nede ved Havnen.« »Se, sel« svarede Mittel og studsedez »er han den-. tendes til os?« ,,Nej!« svarede Materi, ,,han rejser endnu denne Aften til Lejren og betlagede itte at have Tid til at se herop.« Mittel saa noget tantefuld ud, tom atter op ad Tvappen, bød Lisbeth gaa op paa sit Vcerelse og søge Sengen, hvorpaa han taldte Maren ind i den tomme Storstue. »Jeg oenter Besøg i Aften,« sagde han, »du jeg hat nogle Forretninger at afgøte inden lutte Tore med Jens Henriksen sog et Par andre Købmcend Vi gøre det af i mit Løntammer, hdorhen de komme ad Bagdøren, II vi ønste itte at blive forstyrrede. chn mig i at tage din Post i Dagligvaerelset saa lcenge, og tommer nogen og spørger ejfter mig, da sia, at jea er gangen i «Byen.« Maren studfede vel over denne Hemmelighedsfuldhed, thi hendes Husbond plejcde ellersJ altid at vife hende For trolighed; men hun »ja-nede en særlig Alvor i hang Blit, og hun mindedes sin salia Modiers Formaning: altid at veere sin Husbond lydig og horigs oa itke fritte ud. Hun lovede derfor at gere, som han ønstede, og satte sig ved sin Rot i Dagligfiuen efter at have faaet Pigerne til Sengs. Mittel git og tom snart tilbage med Jens Henritsens, hvem han i Marens Paasyn førte gennem Dagligstuen og det lille tilftsødende Kabinet ind i sit Løntammer, der imidlertid ikte var tomt; thi Roftgaard og Magister Kri sten Tit-b vare allerede til Sie-de vg sad i fortrolig Sam tale. To shøje Messingitager med tændte Spiddelys stod pasa «Bordet, mens Vinduesstodderne var luttede for og enhver Aabning i dem somhyggelig tilftsoppet Jens Henritfen hilste Rostgaard og Magister Kristen med et Haandilag sog et Nit, hvorefter de sire Meend tog Pladö ved Bordet; faa nittede Rostgaard til Mittel Han sen,'og denne tog til Orde og sag-de: ,,Det er min gsode Sooger og Broder, der har unstet denne Sammentomst afholdt i mit Has, og jeg har itte villet asslaa ham hans .Ønste, itønt det geelsder et saare voveligt Fotetagende; thi jeg er en god danst Mand, svsn Js vide, og jeg mener, at vore to giode Venner have samme Sind; itte san«dt?« » «Visselig!« udbrøsd Kristen Tit-b med Parme, me dens Jens Henritsen holdt sig tilbage og tav. ,,D«og un dker jeg mig over, at en flet og ret Lettiehører, som jeg er bleven fanden vcerdig at indtreede i dette Fort-und faasom jeg tun har ringe Evne til at fremme stigt stort pg vigtigt Foretagende.« « · « Orts-new I str- Ist-sc "