THE polsksamitiT
WILL-Hauch
H Andeu Del. ZE
(Fortsat.)
J ftor Uvished henbragte jeg de nieste otte Dage«
»von den niende Morgen harte jeg det aftalte Tegn. Jeg
styndie mig hen til den ny Aabning i Muren og san
da til min store Glcede Casinir og Oberst Czernim, der
stod paa Vejen ncerved Klostermuren og ledfagedes ai
Mon Jeg strev paa Stedet en ny Billet, hvori jeg bad
sdem at benytte den Lejligshed, jeg ncelte Nat flulde give
dem, til at trænge ind i Klosterei. Denne Billet bandi
jeg atter til en Sten og lastede den over havemuren.
Min Plan var for lange siden lagt, næppe markede
jeg, at min Selstabssøstet var falden i Ssvn, for jeg
satte et Lys under min Sena, der, da den var af tpkt
Tere, hurtig antcen-dtes. Seng, Lagner vg Snegellæder
brændte snaet, vg Vcerelset fyldtes med Reg, saa jeg var
nævved at lvceles. Jeg ilede da usd paa Gangen, men
taug endnu stille, saa længe til Væggene ogsaa begyndte
at beende, da streg jeg heit, bankede Paa Gartnerslens
Dit, underrettede hende oni Faren og lob vp og vcettede
Nonnerne, der lom i den yderfte Angst. Snart var det
hele Kloster i Bevcegelse, men tillige i den stetste For
virking, jeg overtalte en af Nonnerne til at ringe med
den store Klotte og bevcegede en aniden til at aabne Por
ten, hvoraf steals en Mcenade Mennefler ftrømmede ind
for at redde og sluile. Mellem disie dar ogfaa Casiniir
og Czernim, og niedeng Havehufet ftod i Flammer, og
ingen af Nonnerne tænite paa mig, raite Obersten mig
en Kappe-, som jeg lastede over mig, og en Hat, sont jcg
tryktede dybt ned over min Bande. Derpaa flyndte rsi
os alle tre ud af Poeten, vg lom i Gaar uden noaet
Slagg Forfølaelie til Czernims Slot, hvorfra vi, san
inart vi hat Pas, vil ftygte til Gallizien.
»Im slal tun lcegge til,« fagde Casiinir, »at Onkel
Czernim lorn til mig tre Daae for min Afrejfc og vifte
mig Emilieö Brev. Jeg ertlcerede mig da villig til at
kejse til Warschan, men ntrvpe var jea kommen en Mil
bott, for jeg for Guld og gode Ord overtalte min Lev
sager til at iviate min Faders Tillid Vi begav os til
Onkel Czernim, der strals fulgte mig til det Kloster-, hvor
Emilie var indespceeret.«
,,Ai vi tvm her til denne Fest, er min Slyld,« iagde
Emilie, ,,De vil maafle ille finde det unaturligt, at jeg,
efiet en san lang Enfoml)ed, vilde fe et Glimt af Verden
igen.«
»Na behøver vi vel nceppe engang at fvrlade Landet,«
bemarlede Casimir, ,,rned den gamles Magt endet forbi,
men Emilie unstet hans Tilgivelse, vg lan du stasse vs
den, stal du have Tat. Vil det ille gaa, da lan vi vel
ogsaa hjaslpe vs igennem uden den, i alle Tilfoelde iet
han ingen af os igen, for det Baand, der forbinder
os, er nopløfelig lnyttet.«
Attende Kapitel.
Branden.
Da Adalbert hnvde fotladt sin Broder, modte han
erv LarinelL der omfavnede hom, og der i denne Nat
syntes at have glemt det asmaalte Væfen, sotn han ellets
viste. Han tilstod for Reiten, at han havde indrettet den
hele Fest for at uvfotfle den almindelige Stemning; der
for lob han og Follesangeren lonnne, dog havde hatt
for Bonaventukas Anlomst aldeles intet vidst om de Ef
tettetninqer, denne bragtr.
Pan Gangen havde en Masngde af Grev Larinslis
Unbergivne samlet sin. Her saa Abalbett ogsaa til sm
Forunbrking Jeden Salomon, ved hans Side stod Pater
Vincent, omgiven as Mængden« til hvem han berettede,
hvad der var foregaaet i Warschau.
»Hvorledes er Pater Vicenl kommen her?« spurgte
Apoll-nd
»Det var netop ham, Ver sad i den sotte Slæde,«
svakcde Bonaventnra, »siden lod han sig overtale til at
folge mig herhcn, hvor vi vidfte, at der var en stor For
famling af vore mægtigfte Alkcdforbundne.«
,,Jeg løb langt foran Zlæden,« fagde Salomon,
hviö Vej ieg baut-e udforstet, paa det jeg lunde op
muntre Bsnderne til at tedde hom, da fandt jeg Herr
von Zaleski. der stralis samlede fleke Mand, og han hat
stridt i Nat, fom den unge David imod Philisterne.«
»Det var vielelig den gode Salamon, der først blev
Aarsag til min Redning,« sagde Munken.
,,Og det var vel fortjent, thi han« hat engang frelst
min stallels Benjamin af de ugudeliges Handw«
»Vi leve i underlige Tiber,« bemærlede Czernim, da
Svæemen havde adsptedt sig, »medens de Rettroende bott
ftrte en Kvinde fra Kloster-et, blev en Munl ftelst as en
Vantto.« -
»Dvorledes flal jeg fotstaa bew« spurgte Pater
Vincent.
»Lige efter Bogstaven, Munll vi hat ogsaa udsvet
Wien hvotmed vl lan prale, vi hat brennt et has
og bottfstt en Jomftu af Klosteret, sit-en jeg saa vlg
sidst·«
»Gud soeben-, at en siig Daad flulde plette Frihedens
Moment-du« sagde Munlen.
,,Cletilus clericum non decimat,« spatede Czernim.
»det er udlagt, den ene Ravn huggee ille Øjnene us paa
vden andeu, men hvor blev elleks Zeltner aft«
,,Han sneg flg nu nylig ud af Poeten,« sagde Sa
lomon.
»Bei var Stude, thi jeg er ret leerlig stemt lmot
dam, ja jeg lnnde faltie ham om halfen i Nat og tyssc
ham as lutter Tatnemmelighed, blot sordi jeg ded, at
jeg hat Lov til at slaa ham ihjel i Morgen.«
,,.L)vad er det for et rødt Stæk paa Himlen?«
spurgte plndselig Leontine. — Alle ilede til Vinduerne.
»Bei er ei Star, sont Mannen udsender esier sin Nebs
aang,« sagde En. -—— »De sejler,« sdarede en anden, ,,tl)i
det tommer jo fra Østen.« — »Det ligner et Nordlys,«
sngde en treje. — »Den helliae Jomsrn sri os, M cr
Jldløs!« raubte Munten. —- ,,Hvad!« sagde Csernini,
»to Gange i Rad, det er alt sor 1neget. —- »Jlden kom
mer sra List, hvor vort Huxs ligger, sagde Leontine. —
»Spcend fort« raabte Adalbert, »vi vil se, om Munten
har Ret.« —- »Jeg sølger dig, min Dreng,« sagde
Czernini, »vil du vcere med, Broder Vincent?« — «Htm
maa med mig til Kratau,« sagde Bonaventura, »der
tan han virte bedre sor den gode Sag.«
Czernim, Leontine og Adalbert tog nu Afsted vg»
tørte dort. De herte Klottetne ringe i de Landsbyerq
sorbi hvilte de tøkte. De pidsstede stcertt paa Hestene,
og i mindre end en Time tilbagelagde de Vejen til S.
og saa da til deres Simi, at det var Starostens Slot,
der ·brændte. En Masse as Mennester strømmede sra
Staden -derud, Taget stod i lys Lue, medens de nederste
Vinduer tun glødede og viste, at Jlden her endnu var
indesluttet i Værelserne. Lidt ester lidt tom ogsaa her
de blodrøde Tunger stem, medeng Reigen udbredte sit
sorte Slør oven over. Det var tun Hovedbygningen,
hvori Jlden rasede, de mindre Bygninaer i Ncerheden
stod endnu usladte, stønt de, saa vel som den gantle
Borg i Baggrunden, var røde as Jlden, ja endog
Marien rundt am Slottet var stcertt oplyst as Genstin
net. Dei var blitstitle, da Adalbert oa Leontine tom,
men stralg ester hcevede Blaesten sig og beayndte sin for
særdeliae Lea med Luerne, hvoras tusinde Gnister opstea
og sor lanat ud i Matten, medens Asten faldt Paa de
Omstaaendes chedek liaesoni flyvende Zneslotten Til
Lytte bar Binden fra de andre Bygninaer. Starostexi
stod rolia midt iblandt Merngden oa nddelte sine Befa
linger. Alt sot lcenae siden havde han selv ladet anstasfe
et Par· Brandsptøiter, der stembraate en sortrcesfeig Bitt
nina, hvvrimod de Elutningganstalter, der tom sra Sta
den E» neesten var ubrugeligr. Man lmrte Køer, sont
l)rølede, on Heste, der bevcegede sin, urolia i Staldene,
niedeng ntalliae Duer sløj haft i Luften oa omtredsere
dereg aainle Bolia, som de i Fareng Lieblit itte vildc
sorlade. Ja Flamme-Ine, der saa oste er samnienligncdc
med Zlanger, udøvede onsaa her den tiltrcrttende Kraft,
som entelte Stanner stulte besidde, i det de stratte dem i
Bugtek niod de sorsltættede Dyr, der føkst i starre, siden
i mindre Aredse drejede sig om dem, indtil de endelig
med sorbrændte Vinget nedsant i Dødens aabne Svakla.
! Leontine heftede sine Øjne med Smerte paa disse
lDyL hvoras de sleste var vante til at tage deres Føde
as henoes Haksan Apotheke ilede til siu Favek og tag
i
ester hang Anvisning virtsom Del i Stutningen.
Pludselig hørte man en Hund, der tudede i det
brandende Has. Lyden tom sra et lille Kammer i en
Sideslsj, hvor Jlden sørst sildigere var trcengt hen. Kort
ester blev det ulyttelige Dyr synligt i et Bin-due. Dyret
stjalv as Strcet, Haarene rejste sig i Borster om dets
Hoved, og rundt om det lyste Flammernr. Det var den
stattels Fidelio, som, sot at den itte stulde sølge Casimir.
var bleven indespeerret het. J Strætten havde ingen
teentt paa den; og uagtet Ruder i dets Fængsel alt date
sprungne as Hede, tunde den dog itte undslippe.
s »Den stattels Hund! tan den itte reddes?« raabte
’en as de tvindelige Tilstuere. — »Den maa bran-de,«
var Svaret, »den tunde nu itte srelses, selv om den var
et Menneste.« —- »Med mindre den hellige Antonius
vilde sorunde den sin Hidele sagde en Gejstlig, i det han
tog sin Hat as og blottede sin raaede Jssr. —- »Der
ster intet Miratel sor en Hunds Styld,« svarede en as
Tilstuernr. —- ,,Have itte undertiden selve Ørtenens og
THavets Dyr sortyndt de Helliaes Mant?« genmcelede
iden Gefstlige. — »Det var i gamle Dage, nu ster itte
ssaadant mer.« — »Vi( itke de Heilige hjckipe, scm max.
Ide Vanhellige sorssge, hvad de sormaa,« saade Czernim
og greb en Inse, med hvilten han, uden at agte paa de
Omstaaendes Raub, ilede ind i Slottet.
»Han tommer aldrig levende igen,« raabte man
rundt ointrin5i. —- »Hører J, hvordan Hunden tuder i
FlammerneZ Nu beendet den,« saade en. —- ,,Lad den
brcende,« svarede en anden, »saa spret den intet tristent
Menneste mer i Fristelse.« — »Oberst Czernim er ingen
ret Kristen,« sagde den sstste, ,,l)an er en halv Hed
ning, ellers havde han itte saa gale Jndsald.« — »Hm-Z
disse sornemme Folt brød dem lige saa meget om en sattig
Karl som om en Hund« bemættede en tredje, »saa stad
det bedre til med os, end det nu staar.« — »Fy, Mand!
Obersten er en god Kristen,« svarede en sjerde, thi han
l)ader Russerne.« — «J-esu bevar os! der sank Hunden
ned i Literne,« sagde den gejstlige. — »Na er de beaae
d-de, thi Hunden tuder itte mer, og Luen slaar ud af
alle Vinduer,« sagde en anden. — »Gud ocere ham naa
dig, thi han er død uden Bod og Satkameni,« sagde den
Geistlng
Under denne Samtale stod en Mand med snehvide
Haar midt i Forsamlingen og stierede stin paa Jlden.
han indsandt sig ssrst, ester at Czernim var dorte, og
syntes itte at agte eller at hsre, hvad der blev sagt
omteing ham. Kett ester tom en as Stottets Tjenere
med haaret i Uorden og med sorvildede Blit; da han
sit Øje paa den gamle, stteg han ham ind i Ørei:
»Michael! Oberst Czernim er midt i Manden.« Den
Gamle iblegnede ved disse Ord, og hele hans Legeme stjalv.
,,Hjeelip, du hellige Stanislaus!« udbrsid han, »se: stal
mxt M- bcive in en Aaehob og min· Ben tii des-unad
Kul, sst han stal blive der.« Unsdek disse Ord ilede han»
bott.
Jmidlettid mengte Czernim ind i Stdeslsjem hvor
Jlden endnu itte ret»l)avde saaet Magt, han steg vp ad
en Trappe, der alt degyndte at anwenden og git ind i
en lang Gang, der var suld as Rag» Da han var
velbetendt med Husets Jndretning, lytkedeg det ham
snatts at naa og aabne det Ue Kammer og at udrive
Fidelto as sit FængfeL sMen da han tgen tom ud paa
Gangen, vceltede Flamme-me sig imod han- sra den Trup
s pe, hvorad han nylig var stegen op. Nu tcentte han paa
at springe nd af et Bindue, men dette maatte han opgive;
thi Vinduerne paa Gangen og i de tilstødende Kammere
laa saa højt over Jorden, at han aldeles ikte uden Hjælp
af en Stige tunde slippe ned dersra. Han erindrede da,
at der ncerved Gaarden paa den anden Side af Gangen
fandtes en Jernport, som rigtigot ellers bestadig stod
lultet, men som man nu, da der var saa meget at bjerge,
vel tunde have aabnet. Herhen ilede han, men til sin
Forsærdelse fandt han Porten i Laas, og uagtet han
hamrede stærtt derpaa med sit Økse, modstod den alle
hans Anstraengelser. Jmidlertid ncermede Flammerne sig,.
saa han itte tunde tomine tilbage igen, Regen trueIe
’med at tvcele ham, medens Fidelio, der trcengte sig tcet
til hans Side, løftede sit Øje mod ham med det samme
Udtryt, hvormed Mennestet i Farens Stund plejer sit
se op til Himlen og til de srelsende Magter over sit
Hoved.
Czernim hcevede da igen sin Arm og hamrede stcertt
paa Jerndøren, han raabte ogsaa højt om Hjælp, men
al hans Møje var spildt, og hans Kraft udtøminedes.
Endelig sant han haabløs til Jorden og lcenede sig til en;
af Jernsteengerne, medens Fidelio lagde sit Hoved i hans
Stad, og stirrede paa ham. Saaledes havde han alt
siddet i nogen Tid, Flammerne hvislede imidlertid overi
ham, og et langt Kobberrøy der lob nær hans Sidel
og var bestemt til at opvarme Gangen, glødede allerede!
med dunkel Farbe, da horte han pludselig en, der langt«
borte taldte paa hans Navn. Han svarede strals og
sprang op og hamrede igen paa Jernstaengerne, der an
tendelig beayndte at opvarmes. Kort ester klang Stem
men ncermere. ,,J den hellige Jsomfrus Navn, hvor er
Dej« raabte den. —--— »Her, ved Gangens Ende,« svareoe
CZerninL Nu horte han i nogen Tid intet mer, imids
lertid blev det lange Kobberror beftandig rødere, og hatt
lmode ncesten iaen opaioet alt Haaly da Jernporten
udensra blev aabnet, hvorefter den gamle Michael traadie
ind med en Hovednoale i Haandem med forbraendte
silasder oa med et Anstat, der ncesten var ntendeligt af
kltoa oq Heda Uden at male et Ord grele han Czerniisi
om Livet oa bar bam med sitæmpetrast ned ad Trappni
on no i Gaarden, hvor de mødte Adalbert, som nn forst
lnsrtc den Fare, hvori hans Onkel havde var-et
Rappe var Czernim udenfor, for Husets Tag sine-—
tede samtnen, og der blev et pludseligt Marte, lort efter
floa Luerne, der et Øjeblit snntes tvalte, frem igen af
kltuinerne, og Flammen lignede et Trac, som, ester at
Etammen er feeldet, vel aldrig naar sin gamle Højdc,
men som nu fra Roden stndser mangfoldiae Sidestud.
»Bei var Hjælp i Nøden,« sagde Czernim, ,,jea
plejer ellers itte at plage Borherre med mine Bonn-cr,
men den Gang jeg saa Jldens Drage, der blceste Røaen
imod mig as sine Næsebor, da foldede jeg mine Hcender
da tcentte igen paa min Bornelcerdoim det stal jeg itie
ncrate.« ---— »Bei var en dristig Gerning,« sagde Adol
bert, i det han betragtede den sammenstyrtede Bygning· —
»Stulde jeg da lade Hunden brænde, naar jeg tunde
redde den?« spurgte Czernim, ,,men hvor blev den af?«
— »Den staat ibag ved dig,« svarede Adalbert. — »Og
hvor er min brave Redningsmand?« —- ,,Himlen ved,
hoor han hat stjult sig.« — ,,Sig itte Casimir noget omx
dette Vovestytte!« — »Hvorfor?« — »Engang i min;
Ungdom reddede jeg en- Kvinde as Weichselen, hun var!
ung og dejlig, og jeg tunde have forelsiet mig i hende,
men jeg rejste bort og saa hende aldrig mere.« —- ,,Af
hvad Grund?« — »As den Grund, at jeg var for stolt
til at modtage nogen Tat, sagde Czernim, »og det er
jeg endnu«
Jmidlertid syntes selv den dyriste Natur at ane,
hvad den styldte sin Fresser-, thi lige som til Trods for
Czernims sidste Ord, ncermede Fidelio sig logrende og4
slitlede hans Haand; tort efter var den sorsvunden, og
ingen saa, hvorhen den ilede.
Endelig lyttedes det at fcette Flammen Grcendse, alle
Udbngninger bleo staaende, Hovedbygningen breendte af
lige til Grunden. Da Jlden var begyndt paa Lostet, sit
man Tid til at redde det bedste Jndbo, tillige med Penge,
Kostbarheder og de vigtigste Paspirey thi alt dette havde
sin Plads i de nedre Vcerelser; tun de prægtige Billeder
i Starostens Kammer blev itte reddede. Ved ncermere
Underspgelse ersarede man, at det var den gamle Michael,
som forst havde vatt Ganrdeng Folt og advaret dem out
Faren, ogsaa ved Godsets Redning viste han sig meget
virtsom, men naesppe var man Herre over Jlden, for han
atter forsvandt, og det var itte muligt at opspore hans
Opholdssted
Starosten blev nødt til med sin Familie at flytte
over i den gamle Borg, der dog endnu stod, trodg al
sin Brøstfceldighed, medens det nn Slot alt var sunten i
Gras, oa han maatte saaledes selv bebo den Bygning,
som ban nnlia havde forvandlet til et FcenaseL
Der udbredte sig snart det Rngte, at Jlden var
paasat. Desuden forsvandt to Tjenere, som i lang Tid
havde udmcertet sig ved Trostab, ester Branden, nden at
nogen vidste, hvad der var bleoet af dem. For Resten
gav de anstillede Undersogelser ingen Oplysning om
Jldens Aarsag, heller itte tillod den almindelige Gering,
der strats ester udbrød, lange at hefte Blittet paa denne
Begivenhed.
Neeppe var Familien igen samlet paa det gamle
Slot, sor Czernim meddelte Starosten Efterretningen om
Opstanden i Warschau. —- »Jeg sit alt Brev derom i
Gaar Astes," sagde Starosten sutlende, ,,Drenges Usbesin
dighed synes nu at sejre over Mandens gennemtcenttc
Planet. men Blændvaertet vil itte vare loenge.«
»Europas Magter vil nceppe mete taale, at Polen
triedes under Fiel-den« sagde Adabert.
»Ved du, ubesindige Yngling, hvad Europas Mag
ter ville taalet Tro J, at Prenssen sor Esder Styld
vil mifte det mindste Stytte Land, eller England den
imindfte Handelsfudels Tro J, at man i Wien itte
fsler Stsdet, naar Bevaegelser opftaa i Galizien? Tto
J, at Frantirg, sonderrevet af Partier, som det er, tan og
vil sende Eder en Heer? Frantrig maa jo dog onste, at et
mægtigt Rige mod Osten truer Ttyftland Ertlcereoe
Frantrig imidlettid, trods al sund Politik, Rusland Kritz,
da vajede snart den hvide Fane i Lyon ogi iMarseille,
da greb Vendee til Bau-ben, da havede Jacobinerne deres
stst i Paris, og den ny Borgertonge, som de talde ham,
(
tilde da snart begraves under sit Riges Rutner.«"
»Nu, saa dil vi stole paa vor egen Kraft,« sagde
Czernim.
»Den Afsindiges Kraft tan vokse for en Tib, og hatt
kan da synes at udrette det Utrolige, men sent eller ish
lig hører Spændingen op, Slaphed folget efter, og Ebers
falsfe Frihedslcerlighed vil da styrte Landet i Unber
gang.«
«Adalbett, som vel selte, at han itle burde dølge sit
Fsorscet lcengere, anmodede nu sin Fader om en Samtale
under sire Øjne. Heri ertlaerede han cerbødig, men til
lige bestemt, at det var hans Hensigt at dele Skcebnt
med sine Brødre og at tæmpe mod sit Lands Fjender.
Starosten saa overrastet paa ham, endelig sagde
sham »Er det dirkelig min Søn Adalbert, der taler saa
Jledes til mig?«— »Det er Detes Son, Adalbert, der,
med al Ærbødighed for sin Faden endelig føler, at den
Umyndighed maa ophøre, hvori han tun alt for længe hat
levet.« -
,,Det er en Flyvegrille, fremavlet af den urolige
Tit-, overlæg det hele sbedre, og du vil betcentc dig!« —
»Nej, det er ingen Flyvegrille, det er suld og overtænkt
Alvor, og jeg vilde foragte mig selv ligesaa meget, hvis
jeg nu i Kampens Stund forlod mit Land, som om jeg,
i det Øjeblit, De selv truedes med Vold og Ovetlast,
vilde foklade Dem ,min Fader!«
»Jeg trues virkelig med Vold og O-verlast,« sagde
Starosten, ,,min Magt vil brydes, mine Undergivne ville
sorlade mig, vil da ogsaa du, min Son, følge deres
«Eksempel?« —- »Jngen as disse stal krumme et Haar paa
Deres Hoved, saa lcenge jeg kan føre et Sværd,« raubte
Adalbert, »Alt dil jeg opofre for Dem, tun ikke mit Land,
min Trofkab og niin Overbevisning.«
»Det dil sige, Alt, tun ikke dit Raseri og dine for
dcervelige Planer,« soarede Starosten, hvorpaa han heu
faldt i dybe Tanker.
»Det er en bsetcenkelig Tid, hvori vi leve,« sagde
han endelig, «Familiebaand sonderrives, gamle Venslaber
bryde5, Vulcaner komme frem paa Steder, hvor man
mindst anede dem, rører en Haand fig, da røre sig
tusinde Hænder paa samine Tib, som om der var stærte
Traade, hvormed de hang samtnen; og dog opdages intet
Midtpunkt, ingen Hodsedmand, thi de synlige Spillere er
Marionetter, og den Aand, der leder det hele, ligger
stjult i Tankeng stilleste Rige, i Hierternes Astroge, paa
Steder, hvorhen itke den laengste og mcegtigste Haand
endnu har fundet Vej.«
J dette Øjeblik aabnedes Døren, og en Tjener mer
mede sig med et Brev.
Næppe saa Starosten Udskriften, før han hurtig
aasbnede og gennemløb det. —- ,,Flygtet!« raabte han og
satte sig meget alvorlig ned og lceste videre. Paa samme
Tid vinkede fhan med Haanden til Adalbert, at han stulde
ga·a; men denne var næppe kommen til Deren, føt Sta
rosten kaldte ham tilbage igen og sagde: »Da du hat
haft en Hemmelighed for mig, tan du maaste have
slere, stulde du saaledes itle vide noget om din Breder
Casimir?«
Nu tilstod Adalbert, at han havde set Casimir paa
Maskeraden, og begyndte, efter at have bedet sin Fadet
tilgive ham, en kort Bereining om hans seneste Historie.
Nceppe harte Statosten, at Castmir havde bottført
Eurilie, for den stærtefte Radsel malede sig i hans Aasyn,
og han ftirrede ud i Lasten, som om han saa et Spl
gelse foran sig. Kort efter sprang han op med Fort-it
relse, og Adalbert undredes over den Lidenskab, hvori
den Msand kom, som nylig med saa megen Vcerdighed
havde baaret de tungeste Vanheld
,,Forbandelfe over hende!« raabte han, »jeg hat
elslet hende, hun var engang min Stolthed, men nu er
hun min Standsel og min Afsky. Gid Jorden havde
aasdnet sig og opslugt chende, før jeg stulde høre dette, og
hvis hun gifter sig med l)am, da var det bedre, at Tun
gen vendte sig i hendes Svcelg og kvalte hende. før den
beseglede dette Forbund.«
«Hsvorfor indjaget dog denne Forbindelse Dem M
saadan Afsty?« sipurgte Adalsbert.
»Hoorsor?« gentog Starsosten, ,,det kunde jeg maa
ske sige dig — men nej — forst ikle derefter! — Gaa
og tald paa Czernim! Jntet Øjeblit maa han tøve, høret
»du? Hvert Minut er kostbart «
l Da Czernim toni, sluttede Starosten sig inde med
I;han1 hvad de afhandledie med hinanden, fit Adalbert ej
at vide, men noget ester kom Czernim ud og befalede, at
hans Slaede stulde forspcendes
»de er det for en Das-mon, der driver Eder3«"
spurgte Adalbert.
,,S«pørg itte derom, Adalbert! — Emilie nu hun
troster sig not, men det gør mia ondt for den staklels
Casimsir, der har sat fm Lylke paa dette Kort. Farvel,
Adalbert! See at erfare noget om Michael!« Dekmed
satte han stg i Slaeden og lørte as Sted saa hurtig hart
stunde.
Nittende Kapitel.
Den gamle Dienen
Jmidlertid havde Efterretningen om Opstanden i
Amtschau ogfaa udbredt sig over de fydlige Provindsek.
Her, som idet hele Land, sblev den modtagen med Jubel
og med den hsjeste Begejstring. Alle de scedvanlige At
bejdet hvilede nu, og man tænkte kun paa at forderede sig
til Kampen. Mangfoldige Landser og Svcerd kom frem,
som tilfokn vake gemte i Hufene og i Hytternes hemme
lige Vraaer. Hvo der intet andet Vaaben ejede, greb til
en Lee, svm om han nu, i Vinterens Midte, ventede en
ny Host. Den gamle Nationaldragt kom igen tilsyne,
den hvide Lan og den polsie Hue bleve baarne i Triumph
gennem Stædet og Landsbyer. Al Standssforstel syntes
ophcevet, den Rige delte sin Overflod med den Fattige,
ogi denne misundte ilte lcengere hin; tshi alle kalte, at de
vare Btsdre, fødte af samme Moder, som de nu samtlige
stulde forfvare.
(F.ortsoettes.)
