Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 8, 1904)
THE polsksamitiT WILL-Hauch H Andeu Del. ZE (Fortsat.) J ftor Uvished henbragte jeg de nieste otte Dage« »von den niende Morgen harte jeg det aftalte Tegn. Jeg styndie mig hen til den ny Aabning i Muren og san da til min store Glcede Casinir og Oberst Czernim, der stod paa Vejen ncerved Klostermuren og ledfagedes ai Mon Jeg strev paa Stedet en ny Billet, hvori jeg bad sdem at benytte den Lejligshed, jeg ncelte Nat flulde give dem, til at trænge ind i Klosterei. Denne Billet bandi jeg atter til en Sten og lastede den over havemuren. Min Plan var for lange siden lagt, næppe markede jeg, at min Selstabssøstet var falden i Ssvn, for jeg satte et Lys under min Sena, der, da den var af tpkt Tere, hurtig antcen-dtes. Seng, Lagner vg Snegellæder brændte snaet, vg Vcerelset fyldtes med Reg, saa jeg var nævved at lvceles. Jeg ilede da usd paa Gangen, men taug endnu stille, saa længe til Væggene ogsaa begyndte at beende, da streg jeg heit, bankede Paa Gartnerslens Dit, underrettede hende oni Faren og lob vp og vcettede Nonnerne, der lom i den yderfte Angst. Snart var det hele Kloster i Bevcegelse, men tillige i den stetste For virking, jeg overtalte en af Nonnerne til at ringe med den store Klotte og bevcegede en aniden til at aabne Por ten, hvoraf steals en Mcenade Mennefler ftrømmede ind for at redde og sluile. Mellem disie dar ogfaa Casiniir og Czernim, og niedeng Havehufet ftod i Flammer, og ingen af Nonnerne tænite paa mig, raite Obersten mig en Kappe-, som jeg lastede over mig, og en Hat, sont jcg tryktede dybt ned over min Bande. Derpaa flyndte rsi os alle tre ud af Poeten, vg lom i Gaar uden noaet Slagg Forfølaelie til Czernims Slot, hvorfra vi, san inart vi hat Pas, vil ftygte til Gallizien. »Im slal tun lcegge til,« fagde Casiinir, »at Onkel Czernim lorn til mig tre Daae for min Afrejfc og vifte mig Emilieö Brev. Jeg ertlcerede mig da villig til at kejse til Warschan, men ntrvpe var jea kommen en Mil bott, for jeg for Guld og gode Ord overtalte min Lev sager til at iviate min Faders Tillid Vi begav os til Onkel Czernim, der strals fulgte mig til det Kloster-, hvor Emilie var indespceeret.« ,,Ai vi tvm her til denne Fest, er min Slyld,« iagde Emilie, ,,De vil maafle ille finde det unaturligt, at jeg, efiet en san lang Enfoml)ed, vilde fe et Glimt af Verden igen.« »Na behøver vi vel nceppe engang at fvrlade Landet,« bemarlede Casimir, ,,rned den gamles Magt endet forbi, men Emilie unstet hans Tilgivelse, vg lan du stasse vs den, stal du have Tat. Vil det ille gaa, da lan vi vel ogsaa hjaslpe vs igennem uden den, i alle Tilfoelde iet han ingen af os igen, for det Baand, der forbinder os, er nopløfelig lnyttet.« Attende Kapitel. Branden. Da Adalbert hnvde fotladt sin Broder, modte han erv LarinelL der omfavnede hom, og der i denne Nat syntes at have glemt det asmaalte Væfen, sotn han ellets viste. Han tilstod for Reiten, at han havde indrettet den hele Fest for at uvfotfle den almindelige Stemning; der for lob han og Follesangeren lonnne, dog havde hatt for Bonaventukas Anlomst aldeles intet vidst om de Ef tettetninqer, denne bragtr. Pan Gangen havde en Masngde af Grev Larinslis Unbergivne samlet sin. Her saa Abalbett ogsaa til sm Forunbrking Jeden Salomon, ved hans Side stod Pater Vincent, omgiven as Mængden« til hvem han berettede, hvad der var foregaaet i Warschau. »Hvorledes er Pater Vicenl kommen her?« spurgte Apoll-nd »Det var netop ham, Ver sad i den sotte Slæde,« svakcde Bonaventnra, »siden lod han sig overtale til at folge mig herhcn, hvor vi vidfte, at der var en stor For famling af vore mægtigfte Alkcdforbundne.« ,,Jeg løb langt foran Zlæden,« fagde Salomon, hviö Vej ieg baut-e udforstet, paa det jeg lunde op muntre Bsnderne til at tedde hom, da fandt jeg Herr von Zaleski. der stralis samlede fleke Mand, og han hat stridt i Nat, fom den unge David imod Philisterne.« »Det var vielelig den gode Salamon, der først blev Aarsag til min Redning,« sagde Munken. ,,Og det var vel fortjent, thi han« hat engang frelst min stallels Benjamin af de ugudeliges Handw« »Vi leve i underlige Tiber,« bemærlede Czernim, da Svæemen havde adsptedt sig, »medens de Rettroende bott ftrte en Kvinde fra Kloster-et, blev en Munl ftelst as en Vantto.« - »Dvorledes flal jeg fotstaa bew« spurgte Pater Vincent. »Lige efter Bogstaven, Munll vi hat ogsaa udsvet Wien hvotmed vl lan prale, vi hat brennt et has og bottfstt en Jomftu af Klosteret, sit-en jeg saa vlg sidst·« »Gud soeben-, at en siig Daad flulde plette Frihedens Moment-du« sagde Munlen. ,,Cletilus clericum non decimat,« spatede Czernim. »det er udlagt, den ene Ravn huggee ille Øjnene us paa vden andeu, men hvor blev elleks Zeltner aft« ,,Han sneg flg nu nylig ud af Poeten,« sagde Sa lomon. »Bei var Stude, thi jeg er ret leerlig stemt lmot dam, ja jeg lnnde faltie ham om halfen i Nat og tyssc ham as lutter Tatnemmelighed, blot sordi jeg ded, at jeg hat Lov til at slaa ham ihjel i Morgen.« ,,.L)vad er det for et rødt Stæk paa Himlen?« spurgte plndselig Leontine. — Alle ilede til Vinduerne. »Bei er ei Star, sont Mannen udsender esier sin Nebs aang,« sagde En. -—— »De sejler,« sdarede en anden, ,,tl)i det tommer jo fra Østen.« — »Det ligner et Nordlys,« sngde en treje. — »Den helliae Jomsrn sri os, M cr Jldløs!« raubte Munten. —- ,,Hvad!« sagde Csernini, »to Gange i Rad, det er alt sor 1neget. —- »Jlden kom mer sra List, hvor vort Huxs ligger, sagde Leontine. — »Spcend fort« raabte Adalbert, »vi vil se, om Munten har Ret.« —- »Jeg sølger dig, min Dreng,« sagde Czernini, »vil du vcere med, Broder Vincent?« — «Htm maa med mig til Kratau,« sagde Bonaventura, »der tan han virte bedre sor den gode Sag.« Czernim, Leontine og Adalbert tog nu Afsted vg» tørte dort. De herte Klottetne ringe i de Landsbyerq sorbi hvilte de tøkte. De pidsstede stcertt paa Hestene, og i mindre end en Time tilbagelagde de Vejen til S. og saa da til deres Simi, at det var Starostens Slot, der ·brændte. En Masse as Mennester strømmede sra Staden -derud, Taget stod i lys Lue, medens de nederste Vinduer tun glødede og viste, at Jlden her endnu var indesluttet i Værelserne. Lidt ester lidt tom ogsaa her de blodrøde Tunger stem, medeng Reigen udbredte sit sorte Slør oven over. Det var tun Hovedbygningen, hvori Jlden rasede, de mindre Bygninaer i Ncerheden stod endnu usladte, stønt de, saa vel som den gantle Borg i Baggrunden, var røde as Jlden, ja endog Marien rundt am Slottet var stcertt oplyst as Genstin net. Dei var blitstitle, da Adalbert oa Leontine tom, men stralg ester hcevede Blaesten sig og beayndte sin for særdeliae Lea med Luerne, hvoras tusinde Gnister opstea og sor lanat ud i Matten, medens Asten faldt Paa de Omstaaendes chedek liaesoni flyvende Zneslotten Til Lytte bar Binden fra de andre Bygninaer. Starostexi stod rolia midt iblandt Merngden oa nddelte sine Befa linger. Alt sot lcenae siden havde han selv ladet anstasfe et Par· Brandsptøiter, der stembraate en sortrcesfeig Bitt nina, hvvrimod de Elutningganstalter, der tom sra Sta den E» neesten var ubrugeligr. Man lmrte Køer, sont l)rølede, on Heste, der bevcegede sin, urolia i Staldene, niedeng ntalliae Duer sløj haft i Luften oa omtredsere dereg aainle Bolia, som de i Fareng Lieblit itte vildc sorlade. Ja Flamme-Ine, der saa oste er samnienligncdc med Zlanger, udøvede onsaa her den tiltrcrttende Kraft, som entelte Stanner stulte besidde, i det de stratte dem i Bugtek niod de sorsltættede Dyr, der føkst i starre, siden i mindre Aredse drejede sig om dem, indtil de endelig med sorbrændte Vinget nedsant i Dødens aabne Svakla. ! Leontine heftede sine Øjne med Smerte paa disse lDyL hvoras de sleste var vante til at tage deres Føde as henoes Haksan Apotheke ilede til siu Favek og tag i ester hang Anvisning virtsom Del i Stutningen. Pludselig hørte man en Hund, der tudede i det brandende Has. Lyden tom sra et lille Kammer i en Sideslsj, hvor Jlden sørst sildigere var trcengt hen. Kort ester blev det ulyttelige Dyr synligt i et Bin-due. Dyret stjalv as Strcet, Haarene rejste sig i Borster om dets Hoved, og rundt om det lyste Flammernr. Det var den stattels Fidelio, som, sot at den itte stulde sølge Casimir. var bleven indespeerret het. J Strætten havde ingen teentt paa den; og uagtet Ruder i dets Fængsel alt date sprungne as Hede, tunde den dog itte undslippe. s »Den stattels Hund! tan den itte reddes?« raabte ’en as de tvindelige Tilstuere. — »Den maa bran-de,« var Svaret, »den tunde nu itte srelses, selv om den var et Menneste.« —- »Med mindre den hellige Antonius vilde sorunde den sin Hidele sagde en Gejstlig, i det han tog sin Hat as og blottede sin raaede Jssr. —- »Der ster intet Miratel sor en Hunds Styld,« svarede en as Tilstuernr. —- ,,Have itte undertiden selve Ørtenens og THavets Dyr sortyndt de Helliaes Mant?« genmcelede iden Gefstlige. — »Det var i gamle Dage, nu ster itte ssaadant mer.« — »Vi( itke de Heilige hjckipe, scm max. Ide Vanhellige sorssge, hvad de sormaa,« saade Czernim og greb en Inse, med hvilten han, uden at agte paa de Omstaaendes Raub, ilede ind i Slottet. »Han tommer aldrig levende igen,« raabte man rundt ointrin5i. —- »Hører J, hvordan Hunden tuder i FlammerneZ Nu beendet den,« saade en. —- ,,Lad den brcende,« svarede en anden, »saa spret den intet tristent Menneste mer i Fristelse.« — »Oberst Czernim er ingen ret Kristen,« sagde den sstste, ,,l)an er en halv Hed ning, ellers havde han itte saa gale Jndsald.« — »Hm-Z disse sornemme Folt brød dem lige saa meget om en sattig Karl som om en Hund« bemættede en tredje, »saa stad det bedre til med os, end det nu staar.« — »Fy, Mand! Obersten er en god Kristen,« svarede en sjerde, thi han l)ader Russerne.« — «J-esu bevar os! der sank Hunden ned i Literne,« sagde den gejstlige. — »Na er de beaae d-de, thi Hunden tuder itte mer, og Luen slaar ud af alle Vinduer,« sagde en anden. — »Gud ocere ham naa dig, thi han er død uden Bod og Satkameni,« sagde den Geistlng Under denne Samtale stod en Mand med snehvide Haar midt i Forsamlingen og stierede stin paa Jlden. han indsandt sig ssrst, ester at Czernim var dorte, og syntes itte at agte eller at hsre, hvad der blev sagt omteing ham. Kett ester tom en as Stottets Tjenere med haaret i Uorden og med sorvildede Blit; da han sit Øje paa den gamle, stteg han ham ind i Ørei: »Michael! Oberst Czernim er midt i Manden.« Den Gamle iblegnede ved disse Ord, og hele hans Legeme stjalv. ,,Hjeelip, du hellige Stanislaus!« udbrsid han, »se: stal mxt M- bcive in en Aaehob og min· Ben tii des-unad Kul, sst han stal blive der.« Unsdek disse Ord ilede han» bott. Jmidlettid mengte Czernim ind i Stdeslsjem hvor Jlden endnu itte ret»l)avde saaet Magt, han steg vp ad en Trappe, der alt degyndte at anwenden og git ind i en lang Gang, der var suld as Rag» Da han var velbetendt med Husets Jndretning, lytkedeg det ham snatts at naa og aabne det Ue Kammer og at udrive Fidelto as sit FængfeL sMen da han tgen tom ud paa Gangen, vceltede Flamme-me sig imod han- sra den Trup s pe, hvorad han nylig var stegen op. Nu tcentte han paa at springe nd af et Bindue, men dette maatte han opgive; thi Vinduerne paa Gangen og i de tilstødende Kammere laa saa højt over Jorden, at han aldeles ikte uden Hjælp af en Stige tunde slippe ned dersra. Han erindrede da, at der ncerved Gaarden paa den anden Side af Gangen fandtes en Jernport, som rigtigot ellers bestadig stod lultet, men som man nu, da der var saa meget at bjerge, vel tunde have aabnet. Herhen ilede han, men til sin Forsærdelse fandt han Porten i Laas, og uagtet han hamrede stærtt derpaa med sit Økse, modstod den alle hans Anstraengelser. Jmidlertid ncermede Flammerne sig,. saa han itte tunde tomine tilbage igen, Regen trueIe ’med at tvcele ham, medens Fidelio, der trcengte sig tcet til hans Side, løftede sit Øje mod ham med det samme Udtryt, hvormed Mennestet i Farens Stund plejer sit se op til Himlen og til de srelsende Magter over sit Hoved. Czernim hcevede da igen sin Arm og hamrede stcertt paa Jerndøren, han raabte ogsaa højt om Hjælp, men al hans Møje var spildt, og hans Kraft udtøminedes. Endelig sant han haabløs til Jorden og lcenede sig til en; af Jernsteengerne, medens Fidelio lagde sit Hoved i hans Stad, og stirrede paa ham. Saaledes havde han alt siddet i nogen Tid, Flammerne hvislede imidlertid overi ham, og et langt Kobberrøy der lob nær hans Sidel og var bestemt til at opvarme Gangen, glødede allerede! med dunkel Farbe, da horte han pludselig en, der langt« borte taldte paa hans Navn. Han svarede strals og sprang op og hamrede igen paa Jernstaengerne, der an tendelig beayndte at opvarmes. Kort ester klang Stem men ncermere. ,,J den hellige Jsomfrus Navn, hvor er Dej« raabte den. —--— »Her, ved Gangens Ende,« svareoe CZerninL Nu horte han i nogen Tid intet mer, imids lertid blev det lange Kobberror beftandig rødere, og hatt lmode ncesten iaen opaioet alt Haaly da Jernporten udensra blev aabnet, hvorefter den gamle Michael traadie ind med en Hovednoale i Haandem med forbraendte silasder oa med et Anstat, der ncesten var ntendeligt af kltoa oq Heda Uden at male et Ord grele han Czerniisi om Livet oa bar bam med sitæmpetrast ned ad Trappni on no i Gaarden, hvor de mødte Adalbert, som nn forst lnsrtc den Fare, hvori hans Onkel havde var-et Rappe var Czernim udenfor, for Husets Tag sine-— tede samtnen, og der blev et pludseligt Marte, lort efter floa Luerne, der et Øjeblit snntes tvalte, frem igen af kltuinerne, og Flammen lignede et Trac, som, ester at Etammen er feeldet, vel aldrig naar sin gamle Højdc, men som nu fra Roden stndser mangfoldiae Sidestud. »Bei var Hjælp i Nøden,« sagde Czernim, ,,jea plejer ellers itte at plage Borherre med mine Bonn-cr, men den Gang jeg saa Jldens Drage, der blceste Røaen imod mig as sine Næsebor, da foldede jeg mine Hcender da tcentte igen paa min Bornelcerdoim det stal jeg itie ncrate.« ---— »Bei var en dristig Gerning,« sagde Adol bert, i det han betragtede den sammenstyrtede Bygning· — »Stulde jeg da lade Hunden brænde, naar jeg tunde redde den?« spurgte Czernim, ,,men hvor blev den af?« — »Den staat ibag ved dig,« svarede Adalbert. — »Og hvor er min brave Redningsmand?« —- ,,Himlen ved, hoor han hat stjult sig.« — ,,Sig itte Casimir noget omx dette Vovestytte!« — »Hvorfor?« — »Engang i min; Ungdom reddede jeg en- Kvinde as Weichselen, hun var! ung og dejlig, og jeg tunde have forelsiet mig i hende, men jeg rejste bort og saa hende aldrig mere.« —- ,,Af hvad Grund?« — »As den Grund, at jeg var for stolt til at modtage nogen Tat, sagde Czernim, »og det er jeg endnu« Jmidlertid syntes selv den dyriste Natur at ane, hvad den styldte sin Fresser-, thi lige som til Trods for Czernims sidste Ord, ncermede Fidelio sig logrende og4 slitlede hans Haand; tort efter var den sorsvunden, og ingen saa, hvorhen den ilede. Endelig lyttedes det at fcette Flammen Grcendse, alle Udbngninger bleo staaende, Hovedbygningen breendte af lige til Grunden. Da Jlden var begyndt paa Lostet, sit man Tid til at redde det bedste Jndbo, tillige med Penge, Kostbarheder og de vigtigste Paspirey thi alt dette havde sin Plads i de nedre Vcerelser; tun de prægtige Billeder i Starostens Kammer blev itte reddede. Ved ncermere Underspgelse ersarede man, at det var den gamle Michael, som forst havde vatt Ganrdeng Folt og advaret dem out Faren, ogsaa ved Godsets Redning viste han sig meget virtsom, men naesppe var man Herre over Jlden, for han atter forsvandt, og det var itte muligt at opspore hans Opholdssted Starosten blev nødt til med sin Familie at flytte over i den gamle Borg, der dog endnu stod, trodg al sin Brøstfceldighed, medens det nn Slot alt var sunten i Gras, oa han maatte saaledes selv bebo den Bygning, som ban nnlia havde forvandlet til et FcenaseL Der udbredte sig snart det Rngte, at Jlden var paasat. Desuden forsvandt to Tjenere, som i lang Tid havde udmcertet sig ved Trostab, ester Branden, nden at nogen vidste, hvad der var bleoet af dem. For Resten gav de anstillede Undersogelser ingen Oplysning om Jldens Aarsag, heller itte tillod den almindelige Gering, der strats ester udbrød, lange at hefte Blittet paa denne Begivenhed. Neeppe var Familien igen samlet paa det gamle Slot, sor Czernim meddelte Starosten Efterretningen om Opstanden i Warschau. —- »Jeg sit alt Brev derom i Gaar Astes," sagde Starosten sutlende, ,,Drenges Usbesin dighed synes nu at sejre over Mandens gennemtcenttc Planet. men Blændvaertet vil itte vare loenge.« »Europas Magter vil nceppe mete taale, at Polen triedes under Fiel-den« sagde Adabert. »Ved du, ubesindige Yngling, hvad Europas Mag ter ville taalet Tro J, at Prenssen sor Esder Styld vil mifte det mindste Stytte Land, eller England den imindfte Handelsfudels Tro J, at man i Wien itte fsler Stsdet, naar Bevaegelser opftaa i Galizien? Tto J, at Frantirg, sonderrevet af Partier, som det er, tan og vil sende Eder en Heer? Frantrig maa jo dog onste, at et mægtigt Rige mod Osten truer Ttyftland Ertlcereoe Frantrig imidlettid, trods al sund Politik, Rusland Kritz, da vajede snart den hvide Fane i Lyon ogi iMarseille, da greb Vendee til Bau-ben, da havede Jacobinerne deres stst i Paris, og den ny Borgertonge, som de talde ham, ( tilde da snart begraves under sit Riges Rutner.«" »Nu, saa dil vi stole paa vor egen Kraft,« sagde Czernim. »Den Afsindiges Kraft tan vokse for en Tib, og hatt kan da synes at udrette det Utrolige, men sent eller ish lig hører Spændingen op, Slaphed folget efter, og Ebers falsfe Frihedslcerlighed vil da styrte Landet i Unber gang.« «Adalbett, som vel selte, at han itle burde dølge sit Fsorscet lcengere, anmodede nu sin Fader om en Samtale under sire Øjne. Heri ertlaerede han cerbødig, men til lige bestemt, at det var hans Hensigt at dele Skcebnt med sine Brødre og at tæmpe mod sit Lands Fjender. Starosten saa overrastet paa ham, endelig sagde sham »Er det dirkelig min Søn Adalbert, der taler saa Jledes til mig?«— »Det er Detes Son, Adalbert, der, med al Ærbødighed for sin Faden endelig føler, at den Umyndighed maa ophøre, hvori han tun alt for længe hat levet.« - ,,Det er en Flyvegrille, fremavlet af den urolige Tit-, overlæg det hele sbedre, og du vil betcentc dig!« — »Nej, det er ingen Flyvegrille, det er suld og overtænkt Alvor, og jeg vilde foragte mig selv ligesaa meget, hvis jeg nu i Kampens Stund forlod mit Land, som om jeg, i det Øjeblit, De selv truedes med Vold og Ovetlast, vilde foklade Dem ,min Fader!« »Jeg trues virkelig med Vold og O-verlast,« sagde Starosten, ,,min Magt vil brydes, mine Undergivne ville sorlade mig, vil da ogsaa du, min Son, følge deres «Eksempel?« —- »Jngen as disse stal krumme et Haar paa Deres Hoved, saa lcenge jeg kan føre et Sværd,« raubte Adalbert, »Alt dil jeg opofre for Dem, tun ikke mit Land, min Trofkab og niin Overbevisning.« »Det dil sige, Alt, tun ikke dit Raseri og dine for dcervelige Planer,« soarede Starosten, hvorpaa han heu faldt i dybe Tanker. »Det er en bsetcenkelig Tid, hvori vi leve,« sagde han endelig, «Familiebaand sonderrives, gamle Venslaber bryde5, Vulcaner komme frem paa Steder, hvor man mindst anede dem, rører en Haand fig, da røre sig tusinde Hænder paa samine Tib, som om der var stærte Traade, hvormed de hang samtnen; og dog opdages intet Midtpunkt, ingen Hodsedmand, thi de synlige Spillere er Marionetter, og den Aand, der leder det hele, ligger stjult i Tankeng stilleste Rige, i Hierternes Astroge, paa Steder, hvorhen itke den laengste og mcegtigste Haand endnu har fundet Vej.« J dette Øjeblik aabnedes Døren, og en Tjener mer mede sig med et Brev. Næppe saa Starosten Udskriften, før han hurtig aasbnede og gennemløb det. —- ,,Flygtet!« raabte han og satte sig meget alvorlig ned og lceste videre. Paa samme Tid vinkede fhan med Haanden til Adalbert, at han stulde ga·a; men denne var næppe kommen til Deren, føt Sta rosten kaldte ham tilbage igen og sagde: »Da du hat haft en Hemmelighed for mig, tan du maaste have slere, stulde du saaledes itle vide noget om din Breder Casimir?« Nu tilstod Adalbert, at han havde set Casimir paa Maskeraden, og begyndte, efter at have bedet sin Fadet tilgive ham, en kort Bereining om hans seneste Historie. Nceppe harte Statosten, at Castmir havde bottført Eurilie, for den stærtefte Radsel malede sig i hans Aasyn, og han ftirrede ud i Lasten, som om han saa et Spl gelse foran sig. Kort efter sprang han op med Fort-it relse, og Adalbert undredes over den Lidenskab, hvori den Msand kom, som nylig med saa megen Vcerdighed havde baaret de tungeste Vanheld ,,Forbandelfe over hende!« raabte han, »jeg hat elslet hende, hun var engang min Stolthed, men nu er hun min Standsel og min Afsky. Gid Jorden havde aasdnet sig og opslugt chende, før jeg stulde høre dette, og hvis hun gifter sig med l)am, da var det bedre, at Tun gen vendte sig i hendes Svcelg og kvalte hende. før den beseglede dette Forbund.« «Hsvorfor indjaget dog denne Forbindelse Dem M saadan Afsty?« sipurgte Adalsbert. »Hoorsor?« gentog Starsosten, ,,det kunde jeg maa ske sige dig — men nej — forst ikle derefter! — Gaa og tald paa Czernim! Jntet Øjeblit maa han tøve, høret »du? Hvert Minut er kostbart « l Da Czernim toni, sluttede Starosten sig inde med I;han1 hvad de afhandledie med hinanden, fit Adalbert ej at vide, men noget ester kom Czernim ud og befalede, at hans Slaede stulde forspcendes »de er det for en Das-mon, der driver Eder3«" spurgte Adalbert. ,,S«pørg itte derom, Adalbert! — Emilie nu hun troster sig not, men det gør mia ondt for den staklels Casimsir, der har sat fm Lylke paa dette Kort. Farvel, Adalbert! See at erfare noget om Michael!« Dekmed satte han stg i Slaeden og lørte as Sted saa hurtig hart stunde. Nittende Kapitel. Den gamle Dienen Jmidlertid havde Efterretningen om Opstanden i Amtschau ogfaa udbredt sig over de fydlige Provindsek. Her, som idet hele Land, sblev den modtagen med Jubel og med den hsjeste Begejstring. Alle de scedvanlige At bejdet hvilede nu, og man tænkte kun paa at forderede sig til Kampen. Mangfoldige Landser og Svcerd kom frem, som tilfokn vake gemte i Hufene og i Hytternes hemme lige Vraaer. Hvo der intet andet Vaaben ejede, greb til en Lee, svm om han nu, i Vinterens Midte, ventede en ny Host. Den gamle Nationaldragt kom igen tilsyne, den hvide Lan og den polsie Hue bleve baarne i Triumph gennem Stædet og Landsbyer. Al Standssforstel syntes ophcevet, den Rige delte sin Overflod med den Fattige, ogi denne misundte ilte lcengere hin; tshi alle kalte, at de vare Btsdre, fødte af samme Moder, som de nu samtlige stulde forfvare. (F.ortsoettes.)