Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 1, 1904)
En polfk Familie. - AIS.C.Dauch. -—:-:E Anden Del. E Gortsay Pludselig oplsftede hnn sin hvide Finger og pegede pna den aabne Flsøjdnr. Her havde en stor Mengde Men Ieflet tteengt sig ind, baade Kvinder, Oldinge og Born, der ej syntes at høre med til Festen, og som dog den stolte Grev Larinsti dennc Gang itle tilbagevisie. J deres Ridte ftod en blind Mand, i hvem Adalbert geniendte den omvanlende Sanget, soin Oberst Czernim havde frelst If Icngselet Som scedvanlig ledsagedes han af sin Dat tet og holdt sin Hatpe i Haanden. En stor Halbkreds Tamlede sig ved FløjdnrerL Adalbert og Leontine ilede vg saa derhen, og da enhver veg til Side for den sidste, fik de Plads meget ncet ved Sangeten, der tilligemed sin Ledsagetinde begyndte folgende Velselsang: d n n. Ver Roserne blnsied ved rnllende Bode. Her anlene sang i de dersmrende Skove, pour er de, hvor ivnndt de, hvorhen knon de tye2 V n n. Da Barbaren Sværdet hvcesied, Tn band Heft i Lnnden guts-fed, Nedsank Rosen i ne Mod; Fuglen svandt og Skooen dates-, Knn den rsde Haue galt-d Ncerved isgeng cease-te Rod; Jnret Tra- oil groe bereiten Jorden eabee iine Kraiter linder- den Foishadtes send. H a n. Tin modige Ver-der ital knnie vor Feiendh Og stnrte ijg ned ioin de buinende Binde, Som oiiiende Rog itnl Tyrannerne Ane. H n n. Treuen Aar niin Broder endie, Tn Barbaren tin-n bortiendte, Vied bam til Sude og dez Sfændiel naa hanss Bande tanger, Mnnicn Zierlemegfer innger Lver dani, som var han dsd; Selo bang Naon blev søiiderrevec, Pan bang Rng et Tal bleo skrevet, Som et Tal dleo linn genide h a il. Ein dristigc Inder sial Boden dein bringe, Den fnebvide Falk ital i Lniien iig ivinge, Og Raunen ital lym til Snærdenes Klang. .I'«» il n To von Banner dsxt iig bened, To de nsme syst-aber based For Tndroiukis Her-nimmst, Ak, da icindt nun Finder Ist-en, Meng dang kanioed niortrøden Von en iiern og sretnmsd Krisi; Ai hnns innkne Nenn ndnckider Tidiler nn, og doasfe Jielder Meeres ai hum- Vetteln-in H a n. Din mægtigc Veiler san splitie vor Lænke, Den blodige Bin skal hnn zienderne ikcenke, Jmedens han fonger Gengceldelsens Sang H u n. Plumpe Fingre nyg dar staates As rnin Weitem Bande Haaren Bote hnn diev paa Slæden fort; Did, door seien Horden hinder, Tit-, bvor zanken niei einber, Tib, hnor inteI Suk bli·er hort, Ted, hoor slkidfken iledie Hunger, T id. liuok Træiten Fyriten mitger, Herr et Lko nun Bester fort. V a n. Saa drager da Svasrdet og gnbct til tsandiety cg danS med Bin-darum Todttingedansem Og fpked dem, loni Binden det tlygtende Sand! Ullntleliq eoig nn Heronen tlal glode, Og Icibeden lege vi lelo lpog de Tede, Puls ille vi leoende tat-ge den tan Denne Sang frembragte en overordentlig Vitkning, men endnu starre dar Virtningen, da Bonaventura plud selig traadte ftem og ertlccrede, at Rygtet var sandt, at hsn selv antom til Warschau, tort før Lampen begyndte, at han havde dettaget deri, at Russerne vare uddrevne, es at han« saa snart den førfte Kamp var fothi, og saa statt Warschaus Porte igen bleve aabnede, ilede af Sted for at viere den forste, der bragte sine Btødre denne Ef tenetning. Ubeslrivelig var den Jubel, der efter disse Okd nd M. »Ist Baaben, til Vaaben!« lob det overalt, ,,endnu · et Polen ej fortabt.« Paa famme Tid havede sig atter den Inne, di have otntalt, og blev, fulgt as en uhyre Mem, baaren igennem Vatelserne; ogsaa hin Ridder kam tilbage med det opløftede Stjold. Stmple Abwes petsonet blandede sig imellem Gesterne, Mænd og Kinn det lnælede til Jotden og nedbad Velsignelse over den foeeftaaende Kamp, Oldinge løftede detes Hænder mod Vimlen og taikede Gut-, fordi de havdc oplevet denne Dag, de kraftigfte Krigete, hvis Ansigter syntes hærdede fom Fern, faeldte da Taarer ligelom fmaa Born, ja gamle Fjendet faldt hinanden om Hallen og svore fta denne Time af at glemme deres Nag. Leontine nærmede sig imidlertid til en Piedestal, hvotpaa der stod en Ørn af hvidt Marmor med udbkedte Ringen derefter løfte hun stiltiende et kostbart Halssmylle qf sin Hals og lagde det, tilliqemed sine Ringe, paa Biede flalen ved Ørnens Føddet. De omstaaende, der saa dette, tilllappede hende Btfald, og alle tilsiedevcerende Damet folgte hendes EisempeL saaledes blev en tig Stat af Guld og Ædelstene i denne Nat ofret til Fcedulandet. Bdnaventura vilde allerede strals ved sin Ankomst lydelig have fortyndt sin Efterkelning, men Grev Larinfti oveetalte ham til at vente, indtil Follelangeren havde af sunget sin Sang, da han troede, at dette vilde for-ge Ind tthktet og bidrage til at stemme Vierterne. Der staat endnu en Masse udenfor,« sagt-e Bomben tuea, »hvocundet den tussilte Retfeerdighed ttdt hat stjult l— l sig.« Dermed vintede han, hvorpaa en sort Slæde, som lignede en Ligkifte, gled ind ad Dørenz den blev trutten af Ynglinger og bevægede sig langsomt frem, medens Mængden veg til Side; endelig standsede den midt i Salen. En isnende Følelfe gik igennem de flestes Bryst, da de san denne Strebe, thi de kendte den del og havde ofte msdt den baade ved Dag og Nat, og der var mange! til Stede, hvis Vennek og Slcegtninge den havde bortføtt paa Veje, hvorfra de aldrig vendte ttlbage. »Ogsaa i Nat førte denne Slcede en ulyktelig bott,« sagde Bonaventura, ,,jeg erfarede i Forvejen, hvad der stulde sie, samlede nogle Bønder, som jeg fortalte. at Fjendens Magt var brudt, og ved diser Hjælp har jeg befriet den fangne.«, »Denne Slcede vil dog hente eder alle tilsids,« raubte pludselig en Rost, uden at man vidfte, hvorfra den kom. Der blev en dyb Tavshed ved disse Ord, der dog snart afbrødes af Forbitkelfens Strig, medens mangfoldige Dolle vg Sabler blinkede i Luften for at træffe den tlde vatslende Spaamand; men da man ikte fandt ham, tog Forbitrelsen en anden Retning, og man begyndte at son derhugge Slæden. Da Sabler og Dolte vare for svage Vaaben hertil, heutede man Økser, og selv Damerne lagde Haand paa med, saa der tilsidst itke blev en Splint af Slæden synlig; thi enhver vilde bære et Stykte hjem deraf for at brwnde det ved sin Arne som et Osser for den genvundne Frihed. Kort efter hortcs et Skud udenfor. »Hvad var det?« spurgte stere. — »Den Heft, der blev beugt til en saa uvcerdig Handling, lever nu ilke mere,« sagde Hufets Vcert, erv Larensii. ,,Skyd J tun Heften,« mumlede Major Zeltner, ,,naak tun den gaar fri, der bestemte dens Gang.« Med disfc Ord hyllede han sig ind i sin Domino og sneg sig bott. Syttende Kapitel. En Klosterhistikir. Midt under disfe Optrin nærmede Casimir sig til Adalbert og bad ham træde ind i et lille Cabinet ved Siden af den ftore Sal. Her fandt ban Emilie, der bavde taget Matten af. ,,Uaatet De i denne Tid vel bar vigtigere Ting at taae Vare,« fagde Emilie, »so-a bcde vi Dem dog om at stænte os en halv Time, fact meget mete, da vi not fnart paa lang Tid maa for lade Dem.« »Don-Liedes bar dn fundet Emilie?« ffntrgte Adol bekt, »Da hvorledes ere J tomne her?« »Ist kan du nu erfare, hvis dn hat Lyft dertil«. fvarede Casimit, »men da du dog altid hat baaret Gadhed for Emilie, faa ftal hun fortalle dig det felv.« «Jeg vil ikte undflaa mig derfor«, fagde Emilie fmilende, ,,bvi5 Adalbett vil here paa mig.« Da Adalbert ertlaerede fig villig dertil, begyndte Emilie folgende Fortrelling: »Efter vor mislyttede Flugt blev jeg behandlet al deles fom en Fanae i Staroftens Has. Endelig en Mor gen tidlig fendte han tnig en Pigc, der stulde pakke mit Tøj ind. Noget efter ttaadte han felv ind i mit Kammer og bad mig folge sig. —- »Hvor ftal jeg hen?« fpurgte jeg. — »Da Opholdet her nu ikte tan vcere Dem hyggeligt«, fvatede han, ,,saa hat jeg ttoet at handle efter Deres On fte og i Deres Aand, naar jeg opføgte et dedre Sted for Dem; mit Hus flal efter kort Tids Fotløb iaen ftaa Dem aabent, og jeg vil under andre Omftcendiaheder anfe Dem fom den ftørfte Prydelfe deri.« —- Med disfe Ord bød han mig sin Arm og førte mig meget artig ned ad Trapperne til den ftore Gang, hvok flere Tjenere ilede mig i Mode og hjalp mig med mine Rejfellæder. —- »Jngen af disse Folt flal folge Dem«, fagde han; »du De er mig faa kcer. og da jeg ftatter Dem faa højt, anstee jeg felv den Ære at ledfage Dem og at førge for Deres Bekvemmelighed.« Dermed ttykkede han et Kys paa min Haand og behand lede mig overhovedet med en LErbødiahed, der rigtianot her, faa meget jeg ellers felv elfler den ydre Anstand, fette tom mig fom en bitter Spot. than ledfagede mia ned til Vognen, bjalp mig felv op deri og tog dereftet Plads ved min Side, medens hans trafafte Tjener satte sig has Fitt ften, lwokpaa Vognen rullede ud af Poeten. — »Dette ligner ja en Bcktfsrelfe«. fagde jeg. — »Er det fan, da er det en Bartførelfe til Deres eaet bedfte«, fvarede han og talte siden om liqegnldiae Ting, ligefom om intet var fon faldet. Vognen rulteoe hurtigt affted, vi havde toldt Kat ten med, faa vi paa intet Sted behøvede at ftige nd. Ef ter otte Timers Kørfel tom vi forbi en ftor Bygning paa en has. »Hvad et det for en Bygning?« fpurgte jeg. — ,,Et Carmelitektlofter", var Svaret. Til min Forum dttng saa jeg. at Vognen bøjede af fra Landevejen oa normede fig Carmelitertlofteret. »Der bliver De«, fagde Staroften, medens vi rullede ind i den mørte Guard, »indtil Deres gamle Besindighed vender tilbage, jeg haa ber, det itte vil vare lange, fst det ster.« Jeg blen nu med megen Salvelfe modtagen af Ab bedisfem der uden Tvivl alt ftriftlig var undcrrettet om Stakostens Birne og de- hodt en link Taf- tn mig vev min Jndgang i Klosteret Denne Tale behagede mig itle ftort, og hun felv heller itte. Staroften faa jeg itte mete. Noaet af det bedfte, jeg i mit Liv hat lært, er at finde mig i enhöer Stilling, fom jeg ikke tan fokandre, »Ja gøre den faa behagelia for mig fom muliat. Ncepve havde jeg derfor Været otte Daae i Klast«eret, for jeg lagde den Plan at udbrede Munterhed og Smag fer indenfor Klostermurene, og da de aldre Nonner lultede deres Øren for mine Rand, faa vendte jeg mig til de yngre. Jeg be gyndte med at fmiare dem, jeg rofte deres Udvorteg vg fortalte dem, hvad de gerne gad here, jeg gav dem Raad. trsstede dem og vifte dem Deltagelfe, men jeg lo agsaa Id deres Drammekier og opmuntrede vg- morede dem, faavidt og faa ofte jeg formaaedr. »Der var tre unge Ptgee i dette Kloster, fom vel ble ve opdragne her, men dog ikle syntes bestemte til at tage Sløret, disse sagte jeg iscer at vinde, jeg underviste dem i det franste Sprog, jeg fortalte dem morsomme Histori er, jeg rettede paa deres Dragt og laerte dem, at man ogsaa lunde tlaede sig smagsuldt i et Kloser5 jeg viste dem, hvorledes de slulde lcegge Udtryt .i deres Øjne og i deres Smil, jeg dansede for dem, jeg« lcerte dem ogsaa muntre Sange, derved vandt jeg snart deres Venstab og deres Fortrolighed. Det varede itke længe, sør Abbedissen ersarede, hont ledes jeg opdrog mine nye Veninder, dog syntes hun ikke meaet tilsreds dermed, men satte mig strengt i Rette for min verdslige Tcenketnaade; og uagtet jeg sorestillede heu de, at disse Born rimeligvis stulde ud i Verden igen, hvor det tidt ashcenger as en Piges ydre Vcesen, ass hendes Talenter, ja as hendes Smag og Dans og as hendes Paa tlcedning, hvorledes hendses Fremtid stal blive, saa vilde den gainle Abbedisse intet høre derom, men truede mig med at sjerne mig fra Nonnernes Selskab, hvis jeg ikke sorandrede min OpsørseL i For alt det øvrige havde jeg dog vel saaet Tilgivelse, men, stønt jeg ellers ikte er tilbøjeligtil Satire, tillod jeg mig tilsidst en Bemærtning, der i det mindste deri lignede; Synderne mod den Helligaand, at den itke tunde tilgives,’ thi en Dag, da hun havde tedet og cergret mig mer end sædoanligt med sine strenge og bitte Bebrejdelser, sagde jeg i slere Nonners Paahør: »Hendes Tunge er saa hvas,j at ikte engang hendes egne Tender kan trives i Neuhe den deras, men har dceret nødt til at slytte.« Ved disse Ord, der trolig bleve hende berettede igen, havde jeg ud talt min Fordømmelsesdomz der samledes et Raad as de aeldre Sestre, der alle bleve enige om, at jeg- sordærvede de yngre, og at jeg dersor aldeles burde fjernes sra deres Samsund. Omtrent midt i September, en Maaned efter min Jndgang i Klosteret, maatte jeg da ester Abbedissens Be faling sorlade Hovedbygningen og flytte ned til Gart nerslen, der var en Lcegsøster og beboede et lille Hus ved Enden af Haven, hvillet dog endnu var indesluttet as Klo-! sterets Ringmur. Denne Gartnersle hande, stønt hun ikke mere var una, et ganste tcrlteliat udvortes, hun sorekom mig ogsaa mindre streng endAbbedissenz desuden tastede Morgen solen sit Stin i hendes smaa Vierelser, som vare langti lysere end Cellerne i Klosteret; jeg var dersor ganste til-s freds med min Farvisnina eg icenite tun paa, hoorledesj jeg stnlde tcemme min ny Vertinde For at naa dette Maal, anvendte jeg nogle smaa Knnstareb, der sjcelden i mit Liv har slaaet mig fejl. ch beanndte med at følae hende i Haben og benndre hendes Anlæa og Blomsterbede, jeg hjalp hende med at plutke Fruatcr oa opbinde Efteraarsplanter, jeg spurgte hende un Blomsternes Navna forundrede mig over hendes Hu tonimclse og rettede denke aldeleö ikte, naar jeg tnærkede, at hun tog feil. Mange as hendes Blomster tog jeg hjem og tegnede dem af, jeg tegnede oasaa Helgenbilleder for hende, som hun med meaen Andaat tog og bevarede, jeg udlastede et Billede as hende5 lille Hus og as Klosterhaven, dette alcedede hende mere end alt andet. Om Astenen for talte jeg hentre om Verden og om Livet udensor Kloster muren, ca det hørte hun gerne paa, for hun var meget nysgerria. Ja, da jeg mcertede. at det itte var hende utaert, roste jeg hendes Forstand og hendes Udvortes og beviste hende ved mange Eisempler, at det sjaelden er den uersarne Ungdom, men som osiest den modne Skønhed, forenet med Klogstab, der behersker Verden og Mennestene. Ved alt dette vandt jeg hendes Gvdhed, saa hnn tillod mig gansle alene at gaa rundt i Haven, hvor og naar jeg bilde. Mit største Savn paa dette Sted —- De vil smile, naar jeg siger Dem det —- mit største Savn var, at der ikke engang i det hele Kloster sandtes et Speis. Da jeg bad Abbedissen derom og sagde, at jeg ikke godt tun-de undvcere det, svarede bun, at slig verdslig Forfcenaelighed itle sittlde finde Nasrina indensor disle Murr. Jeg ved intet, der saaledes sorditrede mig Opholdei i Klosteret, ja jeg tror virkelia, at denne Mangel var en Ho«ved grnnd til min paafølaende Flngt. J Klosterhaven ovdaaede jeg en Milde der løb lang somt og halvt skjult baq Siv oa andre Vandplanter. Til denne Kilde vandrede iea nn hver Momen, jea ov spgte det stilleste Steo Deri. net dar rigtianxjt tun et nsnlLT komment «Spejl, men i Mangel af et bedre bjalp jeg mig dermed, indtit midt i Oktober, da Jsen dæktede det. Ved at følae Kiltscns Lob saa iea, at den tabte sia i en Vne under Kloster-muten Denne Bue var, uden Tviol iordi Kilden tidt strømmede over sine Bredder, temmelig stor. Jeg sit derfor det Jndfald, at jeg maaske gennern den kunde finde en Udgang as Kloster-et; jeg steg da med Forsigtighep ned derunder og tunde virtelig, naar jeg, bøjede mig noget, trænge ind i den smalle Hvælving. Men mine øsvrige Forhaabninger tilintetgjordes fnart: thi tylke Jernstaenger git sra Muren ned i Jorden og luttede Udgangen, doa havde jeg her en vid Udsigt over Sletten. Jeg vandrede oste rundt i Haven for at se, om der itke sandtes noget ubevogtet Sted i mit FcengseL hvoras jeg tunde undslibpe, men dette var ikke Tilsceldet. Til andre Tider drev Kedsomheden mig til at lcese, men der fandtes ncesten inaen andre Voger i Klosteret end Legender, gamle latinske Psalmer og Bønnebøaer, til ligetned en Beretning om Klosterets celdre Tilstand i site tykke Bind. J Legenderne bladede jeg tidt, ja da Gart nerJten bad mig derom, lceste jeg undettiden højt for hende deri. Mange nrimelige og utrolige Eventyr maatte jeg saaledes aennemaaa til liden Gliede sor mig, men til ftor Opbyggelse for min ·Selslabssøster. En Daa bragte hun mig en Von, der indeholdt Fortcrllinaer om saakaldte store Forbrydelser mod stlosterets Helligdom, som vare blevne strengt strafsede allerede i denne Werden J denne Boa’ læstc jea en Beretnina, der vakte egne Tanter hos mig. Fortællinaens Jndhold vil jeg i Korthed sige Dem. En Nonne, der havde en Elster, brnate for at undslippe as sit Fcexiasel sølaende List: Først aav hun sin Elster et Vink otn sin Plan, derpaa satte hun Jld paa sin Sena, hendes Elfter sprang paa samme Tid over Muren, satte en Striktestige til hendes Vindue oa bortsøre hende. Kort ester stete Anslria, Nonnerne lob samtnen og fandt Sengen og Vcerelset i Luer. En Del af Klosterbygnitk gen brændte, iog tun med stor Anstrengelse reddede man I — det Ihrige. Jmidlertid faldt ingen paa at forfslge den bottlsbne Nonne, ssom efter alles Mening havde fundet sin Dod i Flammerne. Hun undtom til et frem med Land, hvor hun giftede sig med fin Elftede. Men, lagde den- fremmede Fortaeller til, hun fawdt ingen Fted og Lylle i sit Ægtestab, hendes Samvittighed bebrejdede hende bestandig den fraelle Handling, og endelig, da heu ldes Mund var død, rejste hun tilbage til Klosteret igsen, angav sig selb, fil Tilgivelsse og levesde som en bodfcerdig Synderinde til sin Dødsdag i Klosteret, til hvillet hun for at erftatte den Stadt-, hun hsavde stiftet, gav alt sit timelige Gods. En Morgen, da jeg stod under Muren ved Kildens Udløb, horte jeg plusdselig min Beninde Gartnerfkens Rost. »Hvad hat De for, eFristen Emilie?« raabte hun. — ,,Jeg kaster tun et Blik ud af mit Fængsel,« sagde jeg, »det lan del ikle anses for nogen Synd af en, som aldeles intet Løfte binder til Klosteret.« — »Ønster De at se Dem om, da stal jeg vise Dem en bekvemmere Plads,« sag-de hun og førte mig nu til en Udkant af Hat-en, der laa skjult bag Træer. Her maatte jeg førft love hende hellig Tavshed derpaa tog hun to løse Stene ud af Muren, og nu aasbnede der sig et lille Hul, hvor igennem man lunde se langt ud over den ftote Slette, og jeg opdagede desuden en temmelig bred Sti, der sinn gede sig tcet op til Klostermuren. Jeg tænlte tildt Paa den Fortcelling, jeg havde lcest om den bortflygtede Nonne, ofte kunde jeg ilke fosve om Ratten for disse Tanler, og til sidft befluttede jeg at for søge et lignende Æventyr. Jeg saa tidt en ung Bonde, der bragte forskellige Fornødenheder fra den nærmefte By til Klosteret, og som handlede med Gartnersken. Han og den Præft", der læste Messer i Klosterkirken, var de enefte Mcend, jeg havde bemærtet inden for disse Mute. Jeg var undertiden til stede, naar Handler blev sluttesde, og jeg mærkede da, at Aloys, saaledes hed denne Mand, var meget begærlig efter Penge; herpaa byggede jeg min Plan. Først sitev jeg et Brev til Oberst Czernim, som, nagtet han aldrig havde vift mig selv nogen Velvillie, dog elstede Casimir, og som vel nceppe, hvis jeg tendte ham ret, vilde lade nogen Lejligshed ubenyttet, hvorved han lunde overliste de Klostergejftlige. J deite Brev meldte jeg ham mit Opholdssted, dek næft sagde jeg ham i de mest smigrende Udtryt, jeg kunde opfiwde, at jeg alene stolede paa ham og hans rid derlige Teenkemaade, jeg bad ham derpaa orn at fortælle dette Brevs Jndhold til Casimir, og om at ile mig til Hjcelp saa hurtig som muligt. Jeg lovede hver Morgen at veere til Stede Ved Havemuren, naar han saa gav flg tilkende ved et Tegn, fom jeg nævnede ha-m, da flulde jeg del angive, hdad der videre maatte fle. Endelig bad jeg ham om paa min Negning at udbetale ti Ducater til Overbringeren. Jeg ventede med Utaalmodighed paa, at Aloys Igen siulde des-ge Klotsteret, nceppe insdfandt han sig, for jeg skyndte mig ud for at trcesse hasti, naar han kom tilbage. Denne Gang naaede jeg dog itke mit -Ønske, thi til min store Sorg mødte jeg slere af Nonnerne i Haben, hont fot jeg maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Ved det næste Besøg as Aloys Var jeg heldigere, jeg fandt Haben tom vg styndte mig hen til Muren, hvvr jeg tog de to Stene bott, saa jeg tun-de overse et Stylke as Gangstiem Da Aloys var omtrent tyve Skridt fra mig, kaldte jeg paa hom, han saa sig forundret om, endelig mærlede han, hvorfra Stemmen kom vg nat-mede sig. Jeg lovede ham en kostbar Ring, og desuden ti Dakota-, dersotn han vilde bære mit Btev til Obersten, hvsis Navn er saa bekendt i disse Egne, at han vanslelig kuwde sorsejle ham. Aloys, hvem man rimeligvis aldrig havde tilbudt saa mangse Benge, betænkte sig et Øjeblik. endelig lovede han at bringe Brevet. »Ringen faat du af mig,« sagde jeg, »de ti Ducater betaler Obersten dig.« Derpaa bandt jeg- baade Brev og Ring fast til en Sten og kastede dem over Mitten, jeg ilede nu tilbage til min forrige Plads og saa mesd Gliede, at Aloys holdt Brevet i sin Haand. Jeg ventede med stor Spænding paa min Plans Udsald; men det gil anderledes, end jeg tcenkte, thi endnu samme Dag blev jeg kaldet til Abbedisfen, der til min Slræk viste mig mit eget Brev, hvorefter hun tiltalte mig ligesaa strengt, som om jeg havde begaaet en viele lig Fovbtydelse. Btevet lzavde hun saaet as Alons, der vel haabede en stot Belønning for sit Forræderi. Nu blev Blcek, Pen og Papir taget fra mia, Aabninaen i Muren sotsvandt, og det blev mig strengt forbudt at gaa i Haben, med mindre Gartnersken ledsanede mig. Dette Forbud blev dog itkc esterlevet, min Veninde Gartnerslen, som slulde passe paa mig, var vel noget med i Begyndelsen, men jeg forstod at berolige hende, og ester et par Dage kunde jea igen gaa alene i Haven, med den Betingelse, at jeg gik tiIdlig om « Torgenen før Nonnerne kam derned. En Morgen, da jeg stirrede paa Muren og tcenkie paa mit forsvundne Haab, mcerlede jeg, at nogen kaldte paa mig, jeg nækmede mig og harte til min Forundring, »at det kaldte anden Gang. — »Hvem er det?« spurgte jeg. — »Det er mig, Aloys,« svarede Rest-en, » jeg hat i Gaar Nat hugget et nyt Hul for at tale med Freie nen.« —- »var lan jeg sæste Lid til dig, der alt engang hat bedtaget mig?« iagde jeg. — ,,Det kan Frøkemn nvk,« svarede han, »for jeg ser, at jeg ingen Fordcl hat af at bedrage hende, den sordømte Abbedisse gav mig ilte en Stilling derfor, ja hun tog endog den Ring fka mig, som jeg havde faaet; men vil nu Frøkenen give mig et nyt Brev og de ti Ducater oven i Købet, da stal jeg bringe det, hvvrhen Frvkenen vil. « ch bestilte ham igen til naeste Morgen og strev en ny Billet til Obersten, i Siedet for lecesk brugte jeg Bin ant, og i Steden for Papir et Stykle Pergament, scm jeg rev nd as en Tegnebog. Denne Billet bandt jeg til en Sten og lastede den næste Morqu over Muten til May-Z, jexk sotsilrede ham om, at Obersten no»k stulde give haim de ti Durater, derpaa gil han. (Fottsæ·ites.)