« En polsk Familie.
A73.(L.Haucb.
« —:—;k Auvpu Det. E
(Fortfat.)
En Dag sad Jwan i Jeden Salamons Has. Eiter
at have talt om adsiillige andre Ting, spurgte hcm tilsidst,
om itke Pater Vincent undertiden besiegte ham. —- »Jeg
er jo af Jsraels Stamme,« sparede Salomon, »der-for
ftygte Ebers Geistlige fra min Tarstel og flaa Kors for
fig, hver Gang de vandre mit Hus forbi.« —- ,,Jeg
ved bog, at han undertiden har været her.« —- »Naar
du veb det, hvi spørger du da?s« — »Denne Munk .er
et farkigt Menneste, kan du derfor lokke ham hid og fly
os harn i Heenderne, da stal du blive vel belonnet.« —
».Hvad oille J da gøre mcd ham?« —- ,,Han elfker Fri
heden, ser du, derfor vil vi trækte Munkekaaben af ham
og spre ham «paa Zobeljagt, thi der kever man sdet frieste
Liv; Klosteret derimod er jo kun et Fængsel.« — »Men
jeg troede, han havde mcegtige Venner i Warschau.« —
»Det har han ogsaa, men vi faa dog ttlsidst vor Krig
frem, og der er kommen en Befaling, hvorefter han maa
c«««.ed.« — »Er der da nogen her, der vil lcrgge Haand
paa ham2« — »Vi har Karte blandt os, der vilde lægges
paand paa den Heere Christus selv, hvis han vovede at
sttge ned sfra Himken.« —- »Hvi gribe J ham da ikke
aabenkyst?« — »Om Dagen kan vi det ikke, thi det vilde
koste dort Liv.« — »Godt! Men om Natten stal jeg
lokke ham hid, da ville J komme over ham, som Phili
sterne over Samson, ikke sandt?« — ,,Ganste r-igtigt.« —
«Det er bog Stude, thi han er Mand, der har sine gode
Stder.« —- ,,Han er ftørre Skyngel, siger Major Zeltner,
end danke han og jeg.« —- ,,Da maa Pater Vincent
være kommen vidt i Slyngelagtighed.« —- ,,Farvel, Sa
lomon! Kan du fange ham, saa er det jo din egen For
deeU —- ,,Det begriber jeg nok, farvel, Jtvan!«
Nchpe var Jwan borte, for Salamon skyndte sig til
Dominicanertlosteret og advarede Munken, der nu siyede
le øde Steder og vogtede sig for at gaa alene nd om
Ast-M - Fugu
L
Easimir brød sig tun lidet om sine Landsmænds
Planet-, sor Resten var han itte vel til Mode, thi det Haab,
Lllexandra Pan sin Dødsseng gav hom, var itte bleven
rpinldi. Streits ester dennes Begravelse havde Starostesi
en hemmelig Sitmtale med Emilie, hvorsi han ligesrem
spurate hende, am hun elslede Casimir. Da hun tilstod
leite, snntes liest at siskstrrdes derover. »De er en af d
faa, paa hoille jeg hat byggei,« sagde han, ,,og nu hat
De ogsaa stusset min; hvotledes var det muligt, at et
saa letsindigt og nforstandigt Versen sont Casnnir lunde
srembringe noget Jndtrnt Paa Dem?« —- »De et met
fcerdig mod Casimir,« svarede Emilir. —- ,,Uretfærdig
ellet ikle, han tan aldrig votde sorenet med Dem; nei,
det er itte as Stoltslyed, at jeg satter mig imod Deres
Ønsle, thi jeg risd ingen, sont jeg hellere vilde erkende
sor min Dotter end Dem, hvis Omstændighederne itle
sorbsd det.« —- »Hvilte Omstckndigheder?« —- ,,Det be
hsvet De itle at vide,« svatede Starosten.
Derpaa git han i dybe Tanter op og ned ad Gul
vet, endelig standsede han sotan Emilie. »Det smerter
mig, at vi stulle stilles ad,« sagde han, »men jeg ved
intet andet Rand, De reiser til Warschau, ieg stal besorge
Dem en Plads enten i et anstandigt Hus eller i et
Kloster-, hvot De blitzen til denne Grille er sorssvunden. —
Tit« sagde han, da Emilie vilde svare ham, »det maa
isaa vare.« -— »,,Virlel·.ig? jeg troede hidtil, at jeg var en
sri Pige, men nu set jeg, at jeg tun er en Slavinde,«
svatede Emsilir.
Paa Casiinits Bsn paatog da Adalbert sig at tale
de Elsiendes Sag has sin Faden men denne var aldelez
ubsjelig, ja han tabte endog stn scedvanlige Fatning, hvet
Gang denne Genstand blev bragt paa Bane.
»Nu kan du dog itle lengere tvivle paa, at han elsket
hende?« sagde Casnnir til Adalbert, »Emilie selv tbivler
ttte mere.« --.«1W
En Nat saa Adalbert en dunkel Stitlelse paa Gan-i
gen, der sagte listede sig ind i Emilies Værelsr. En for
undetlig Gysen gil igennem hanö Btyst ved at se det,
ja det sorekom ham til sidst, som bang Fader dog maatte
have en alvotlig Grund til sit Forbud, og som der vir
telig maatte yare en vigtig hinbring, der satte sig mod
de Elstendes Forbindelse: sot Reiten tvivlede han ttle om,
at hin dunkle Stiltelse var Casimir,
Den nceste Nat stvd Casimir ved Broderens Seng.
—- «Lev vel, Adalbert!« sagde han. —- «Vil du flygte?«
raubte hans Bruder. —- »Ja jeg vil, jeg hat Pas for
Emilie og mig til Gallizien. Gud give, du snatt maatte
trytte Lytten saa fast til Hieriet sam jeg.«
Neste Morgen hsrte Adakbert, at Flugten var mis
lyttet, og at de to Elstende var blevne indhentede
as Stark-sten, spt de naaede Krakatn Dette var dog
maaste itle gaaet saa let, hvis Beboerne i Omegnen, der
alle hadede Emilie, itte denne Gang med stor Jver
havde underststtt Starosten og ledet ham paa det rette
Spor.
· Senere soretog Starosten selv en Reise med Emilie,
hvotsea hun itte vendte tilbage. Casimir derimod sad i
lang Tid indesluttet, vg ssrst da han forpligtede sig til
strats at modtage en Ansættelse i Storsyrstens Hee, kam
han paa sti Fad. Fulgt as en as sin Faders Tjenere
rejste han nu bort omtrent mod Enden as November; sin
tro Fidelio masatte han lade tilbage, da Faderen frygtede
sor, at dette Dye, der ellers aldrig forlod sin herre,
stulde sotstyrre de milttcere Øvelset og paadseage hain
Storsyrstenö Unaade. Casitnir syntes denne Gang i alt
at ssje stg estek sin Fadetö Villte, men hvorledes han
mente det med denne sin -ijeltghed, stulle vi siden ersarr.
--——-—
SekStende Kapitel.
Maskeraden.
Ester Alexandras Død holdt Leontine sig ikke föck
meget hjemme som sor, men besøgte tidt de Hase, hvor
Søsteren plejede at uddele Almisser, og stræbte, saa vid
mutigt, at erstatte Beboerne deres Tab; det var da hendeg
tcereste Lon, naar hun horte, at Søsteren blev rost, ox
hvem der med Taknemmelighed erindrede denne, kund-e vce
re vis paa en dobbelt Gabe.
Til andre Tider gjorde hun lange Rideture i Om
egnen, hun viste da en stor Dristighed og lod sin Heil
kpringe over Grofter og Gcerder uden at agte paa nogen
Fore. Denne var heller ikke saa stor, som den syntes«
da hun, som de polske Dsamer pleje, sad sortrcesselig til
Heft, hvortil bendes skonne og smidige Legeme syntes
sortrinlig dannet.
Adalbert sulgte hende tidt paa disse 11dflugter. Da
han engang bebrejdede hende den Forvooenhed, bvormed
bun opsogte de sarligste Steder, vendte hun smilende sit
Ansigt op til ham. »Jeg er stdt imellem Fjeldene mod
Syden«, sagde hun, thi hun var nu ikke lcengere saa ord
knap imod ham som spr, ,,jeg har bestandig elsket de vil
deste Egne, sra min tidligere Barndom as klatrede jeg op
paa de stejleste Steder, og allerede den Gang misundte
jeg Mursvalerne, naar jeg saa dem hcenge paa de hoje
Taarne og dersra at svinge stg ud i Lusten.«
»Kom De da aldrig til Skade, Leontine?«
»Aldrig. Hvor ingen see havde bietet, vovede jeg
mig ben, jeg vandrede gennem Skovene, og roede alene
ud paa de store Bande, jeg vadede gennem Bjergstrømme
og klatrede, til jeg naaede de højeste Spidser, hvorsea
man ser langt nd i Landet; jeg gik ogsaa paa smalle
Bjcelker og steg op i Trceerne, og naar jeg saa Linie
dansernes Kunst, da ønslede jeg at svceve ligesom de i
Lusten. Ja engang, da slere as disse Mennesler var
komne til mit Hjem, —- jeg havde den Gang netop fyldt
mit ellevte Aar —- listede jeg mig bort vg sknndte mig
ester dem, thi det var min Beslutning at folge dem, og
lcere deres Kunst; men sør jeg endnu var kommen ret
langt, modte min Fader mig og tvang mig til at vende
tilbage.«
»Bilde De da have sorladt Dei-es Land?« spurgte
Adalbert.
,,Derpaa tæntte jeg ikte den Gang,« svarede Leon
tine, i det hun længe betragtede de sjerne Skove i Hort
zonten.
Starosten sorandrede ester Alexandtas Dsød ganste
sin Opsørsel mod Leontine, som nu var bleven en rig
Arvina, ban behandlede bende med sorekommende Artig
bed, ban smigrede hende tidt, roste hendes Behandighed
og hendes sia udviklende Skønhed; ja han smilede endog
venlig ved de Trcek i hendes Versen, som han sør ikke
runde lide, og det lob ikke til at være ham ukcert, at hun
behagede Adalbert.
Polen er et Land, hvori Vinteren er meget streng,
allerede i Oktober kommer der kolde Vinterdage, og i
November lcegger Jsen sig over Vandene, medens Mar
ien bedcektes med dyb Sne. Men da fotsvinde ogsaa
Taagerne, da hat man klar Frost, og Beiene blive gode,
og de ensomme Slotte, der omgives as Moser og store
Skove, og hvorben det om Sommeren tidt er vanskeligt
at komme, besøges da allermest as stemmede. ,
Vinteren havde allerede hersket i slere Uger, da Li
towski med Familie blev indbuden til en stor Fest, der
skulde finde Sted hos Grev Larinski. hvis Slot laa lidt
længere end en Mil sra Starostens. Hele Egnens Adel
slulde samles det, sagde Tjeneren, der bragte Jndby
delsen, og uagtet Carnevalet var langt borte, blev doa
Gesteine anmodede om at tage Masker paa.
Hverken Adalbert eller hans Fader troede, at Leon
tine vilde bivaane denne Fest; i Forstningen asslog hun
det ogsaa, men den naeste Morgen havde hun betænkt sig
og erklcerede, at hun vilde være med. »En Fest«, sagde
hun siden til Adalbert, »in-or saa mange as vore Lands
mænd samle sig, vil jeg ikte sorsomme, thi hvem ved,
hvad der kan ste.«
Hun besluttede sorst at tage derhen i den polske
Nationaldragt, men dette mishagede Storasten, og han
erklærede, at ban ikke tillod nogen sra sit Hus ser sct
Spsg at beere en slig Dragt. —- »Men jeg er en sri
polst Pige,« svarede Leontine. — »Dog dil De sikkert
ikke soretage noget, som kunde kranke og stade en Mand,
der mener Dem det vel,« sagde Starosten. Herpaa soci
tede Leontine intet, men Astenen for Ballet beugte Sta
rosten en praegtig Dragt, som han udsoldede sor hendes
Øfne: »denne Klaedning er smuk og passende sor Dem«,
sagde han, ,,og jeg beder Dem sor min Skyld at bære
den.«
z Den Dragt, Starosten havde valgt sor Leontine, var
jen sjcern Esterligning as den, hvori Kunstnerne stemstille
Diana, og uagtet Leontine i Begyndelsen afslog at beere
den, saa besluttede hun dog tilsidst, da hun selv sandt den
smuk, at tage den paa.
Sitarosten kunde ssrst komme sildig, vg esterdi han
ikke sandt det passende, at Adalbert og Leontine tog til
Festen alene, blev en Familie, som boede i Nærheden, an
modet om at hente dem.
Kort s-: Asrejsen traadte Leontine srem i sin Dragt.
Den ranke, jomsruelige Skilkelse var omgiven as en prag
tig Jagtlleedning, og over det skønne Hoved sveevede ev
glimrende Halvmaanr. »Sandelig-, saaledes maa den
jomsruelige Gudinde have set ud«, sagde Starosten, ides
han trykkede et Kys paa Leontines Her-and. Leontine tod
mede ved diöse Otd og iastede hurtig en vrcegtig Zobelpeli
over sin ranke Skabning. J dette Øjeblik hortes Bjælder
ne as de kommende Slcedee, og den Familie indsandt sig
med hvilken Adalbert og Leontine skulde korr.
Paa samme Tid kom ogsaa Major Zeitver. »Man
ken er sangen«, bvistede han til Starosten, »vi lokkede han
ud under Paasskud as, at en syg trcengte til hans Hielt-"
ester disse Ord ilede Zeltnee op i Staeostens Metelsr.
Adakbert hyllede sig ind i sin Pels og tvg Pladz ba
paa Leontines Slæde. Dei var en klar Asten i Begnndel
sen as December-, Stjemeene glimtede stierkere end scedvan
ligt,« og paa Dimlen syntes tobekendte Dvbder at aabne sie
bvori man sjnede mangsoldtse Berdener, som ellers skle
s
i
sig for Menneslets Øje. Langt borte i Stovene hørte mai
Ulvehyl og Skrigene af den vilde Ræv, hvilket paa en ej
endommelig Maade blandede sig med Biældetlangen
Adalberts Hjerte bankede stcertt, thi uagtet der var er
Glut-de soran og en efter dem, saa forekom det ham dog«
: som om han Var ganste ene med sin elstede, hvem han netor
: ved dct Lys, Sneen udsspredte, lunde stimte, og ikle des
» mindre stod han hende saa nær, at han, hver Gang hun
vendte sig, maertede hendes Aaandedrag.
J Forstningen vare de begge taose, endelig afbrød
Leontine Tavsheden. ,,Hvad vil min Broder i War
schau?« spurgte hun. —- »Han vil undersøge Sternum
gen.« — »Og maasle myrde Tyrannen, itke sandt?« —
,,.5eunde De billige dette Mord, Leontine?« — »Nej«,
sagde hun, »men jeg lunde elske Motderen.« —
Der opstod igen en lang Taivshed, endelig sagde
Adalbert: »Da jeg sasa Dem forste Gang, troede jeg itle,
at en slig Jld blussede i deres Jndre.« — ,',Nej, De
troede, jeg var lold og ligegyldig.« — »De er siktert ofte
bleven miskendt, Leontine?« — ,,Til Mislendelse er jeg
vant fra Barndommen af«, svarede hun med en Rost, der
klang blødere end sædvanlig, ,,min Moder døde, da jeg
var ni Aar gammel, jeg ved vel, hvor bedrøvet jeg dengang
var, og dog syntes det mig umuligt at vise min Smerte
for andre. Naar jeg da git igennem Værelserne, horte
jeg vel msangt et Ord, der hviskedes i Krogene, om hvor
kold jeg var, men om Natten naar ingen saa mig, sad jeg
vaagen paa mit Leje og graed og bad til Gud, at han dvg
vilde tage mig bort herfra til det Sted, hvor min Moder
var. Disse Timer og Haabet om at være alene med min
Sorg, gav mig Msod om Dagen, min Trøst var, at der
fandtes en Hemmelighed mellem Gud og mig, som ingen
anden kendte, og jo staertere de dadlede mig, des sastere
lultede jeg mit Jndre; ja tilsidst blev jeg vant til at mis
lendes, jeg sandt en Gleede deri.«
Leontine selte sjcelden Trang til saaledes at aabne
sit Hierte. Desto opnicertsomnrere lyttede dersor Adalbert,
det forelom ham, som om et Slør blev truttet til Side.
saa han kunde stue dybt ned i hendes Sjeel og opdage
gyldne Statte, ligesom i Vinterhimlen over hans Hoved,
hvori sjerne Verdener blintede, som Dagen iike lender»
og hvis Rigdosmme Mennestet itte begriber. —
Om den ensomme Nat fremtaldte Adalberts Dristig
hed, eller am hans Følelse nu var saa stærk, at den selv
Ved en mindre gunstig Anledning vilde have udtalt sta,
maa Vi lade uafgjort, nien saameget er dist, at han pludselig
overraslede Leontine med Tilstaaelseki af sin Kcerlighed.
Hun sad ganste stille derester og ligesom hensunten i
Drømsme, men sør hun endnu havde svaret et eneste Ord,
indtras den Begivenhed, vi her stulle fortælle:
Lin halv Fjerdingvej fra Larinskis Slot staar et lille
Kapel, halvt skjult mellem Basle, hvoriaennem en Korsvei
lieber. Da de nccrmede sig hertil, stea netop Fuldmaanen
op bag en Høj og belyste Kapellet og Kratsloven De saa
da pludselig en sort Slcede, der ilede frem uden Bjælde
klang, ledsaget af flere Ryttere; men Slceden køtte saa
hurtigt, og Rytterne iravede saa startt, at det hele ligesom
et Nattesyn forsvandt, sør Adalbert endnu begreb, hvad
han havde set. ,,Hvad var det?« spurgte Adalbert. ——’
,,Det var den Slcetde, der fører Fangerne til Siberien«,»
Tvarede Leontine. — »Der sad en Mand- i Slæden, man
fte Var det muligt at redde ham2« — ,,Vi ere for svage,
og de ere alt for langt borte,« svarede Leontine; »sa-alaenge
siige Slceder farer hen over vore Veje«, blev hun ded,
,,burde ingen af vore Landsmænd tænte paa andet end paa»
sit ulytkelige Land.« Adalbert indsaa vel, at hun havde
Ret, han selv sandt, at dette itte var Øjeblittet, hvori
han burde hengive sig til Kcerlighed, og tort ester antoxn
de til Larinstis Slot. —
Binduerne vare praegtigt oplyste, en stpjende Musik»
tonede fra Vier-eiserne, mange Slader holdt i Gaarden,
og bestandig tom slere til. Da Adawert og Leontine
traadte ind i Slottet, strømrnede Masier dem i Mode
dog fandtes ingen stor Mangsotoighed i Dragterne; thi
uden Tviol vare de fleste Gcester sysselsatte med alvorlige
Planet og manglede dersor den Aandsbevægelighed, der
hører til, naar man vil satte sig ind i en sremmed Rolle.
Mange bare Domino, andre havde iført sig den polsste Na
tionaldragt, Dasmerne bare prægtige Ringe og glimrende
Diamantsntykter, lfrcrcs kirg rn Irr Del var nagte.
Blandt Karakferr-s:"«r7" ·««.dte5 adstillige, der enten
ligefretn, eller med Vint og Hentydninger, angasve den of
fentlige «Stemning, saaledes saas flere med· trefarvede
Cocarder, ogsaa blandi Damerne sandtes mange, som
bare trefarvede Baand og Tørllceder.
Ei Par Ynglinge gave sig ud Or Papirhandlere og
nddelte deres Vater rundt i Salen. Dette syntes meget
uskyldigt, imidlertid sandtes der under de rene Art smaa
Sedler, som indeholdt sorbudne Efterretninger om Uro
lighedeme i Tyslland og om Opstanden i Belgien.
Andre vare dristigere, thi under Paastud as at fore
vise og soelge Kobberstytler, uddelte de blandt de Lystsha
vende Karrikaturer over Storsyrsten og hans nærmeste
Omgivelser.
Stor Opsigt ivalte en Maske, der «pludselig hævede
en Fane i Vejret, hvorpaa man lælste de Ord: »Leve
Frihedeni ned med Tyrannen!« Den Muste, der bar
Fanen, var omgiven as en Svcerm as Ymglingene, som
hindrede enbver uvedtonrmende Person i at ncerme sig.
Eiter faa Minutter sank Fanen igen, og den Muste, der
bar den, sorsvandt.
Kort ester tom en Ridder med nedslagct Hielmgitter
og højt opløstet Stjold. Paa Stjoldet stod den hvide pol
sle Ørn i Kamp med en uhyre Slange, som havde omslyn
get Ørnens hele Legeme, med Undtagelse as dens Vinger
» og Nord, hvillet sidste truede Slangens Hoved. Dei varede
: dog itte lange, sør ogsaa denne Maske forsvandt.
, Jmidlertid havde Leontine, der snart traettedeg i den
store Vrim«mel, sorladt Adalbert og taget Plads i en
- Krog af Salen mellem to ældre Damer as sit Bekendt
i siab.
. Noget efter nærmede to høje Stiltelser sig til Adol
-bert, den ene var en Kvinde, hun bar en sort spanst Dragt
1 med prcegtig vajende Strudöfjædre paa Hovedet, hendet
- Ledsager var indsvsbt i en hvid Domino, der ganste stjulti
- hans Stabning. De streve begge et A i Adalberts haand
« Da de vare godtniatsterede og desuden talte med sordrejei
e de Mee, rumjrrvawekt ind-les irre u«vgkuude, hvem d
. var. De toge ham nu fortrolig, hver under sm Arm,
og fortalte ham meget, som viste, at de vare vellendte og
sortrolige med hans Familie og huslige -Forhold. Tilsidst
begyndte endog den spanste Dame et stcettt Angteb paa
hans Broder Casimir og dennes elskede Einilie, mod hvilket
Angreb Adalbert fandt det passende alvorlig at tage til
Genmæle. Den Aloor, hvormed han stred, morede begge
Masterne, ja den hvide Domino lo endog højt derad, og
den spanste Dame trykkede venligt Adalderts Haand til
Afsked, hvorpaa begge de ubetendte forsvandt i den em
gioende Vrimmel.
,,Hvis jeg ilke vidste, at Casimir og Emilie vare langt
dorte, da vilde jeg svcerge paa, at jeg nu havde talt med
dem«, sagde Adalbert halv højt.
,,Hvoras slutter du det?« spurgte en belendt Stemme,
o; da han vendte sig o.n, saa han Czernim, der stod for
ham uden Maske-.
»Den hvide Dominos Latier mindede mig om min
Broder«, soarede Adalbert, ,,og paa den spanske Dames
Bryst funklede et Smykke, der lignede det, Casimir engang
todte af Jøden Salomon.«
,,Truffet«, svarede Czernim. — »Er det muligt,
hoorledes komme de her?« —- »Bi har spillet Carmeliter
nonnerne et Puds, som de lcenge Vil huske, men derom flal
vi siden tale.« — ,,Ved Casimir, at min Fader kan ventes
hertil?« —- ,,Kommer han, saa vil det more Casimir, jeg
vaedder paa, han giver sig i Kasi med ham. Farvel!««
Eiter disse Ord forsvandt Czernim i Vrimmelen.
Uagtet Adalbert aldeles ikte begreb, hvorledes Cast
mir, der for otte Dage siden var rejst til Wlarschau, og
sEmilie, som man alt i fire Maaneder troede langt borte
i det indre af Rusland, kunde dcere til Stede paa denne
Maskerade, saa maatte han dog indtil videre taemme tin
Nyggcerrighed
Senere traf Adalbert ogsaa Major Zeltner, der saa
fortradelig nd og bereitede, at Starosten formedelst ufnr
modede Hindringer ikte tom til Festen.
Jmidlertid hadde Czernim fundet Leontine, som han
rsvertalte til at ledsage sig et Par Gange rundt i den state
Sal.
»Der staat Major Zeltner«, raiabte Leontine plud
selig. —- ,,Saa er han kommen uindbuden«, sagde Ezec
nim.
Næppe havde han udtalt disse Ord-, for Zeltner
naermede sig og strev et L i Leontines Haand. -- «Kender
De mig?« spurgte han derpaa. — ,,Meget godt«, svarede
Czernim. — ,,Hvem er jeg da?« —- »En Flue.« — »Hdor
sor?« spurgte Zeltner og vendte sig om til Czernim. —
,,Af to Grunde«, svarede Czernim. — »Nævn dem!« —
»Først sordi Fluen er en ubuden Gæst.« — ,,Og derncest?«
sagde Zeltner og bed sig i Lceberne. — ,,Dernæst, fordi
der blandt Fluerne, hvis jeg ellers har lcest rigtigt, fin
des Dsyr, der tunde trykkes flade under en Bsogtrylket
presse uden at lide derunder.«
Dette traf, thi Zeltner m·cerkede deraf, af hans Op
fsrsel i fodums Tib, og de offentlige Krænkelser, hatt
havde lidt, itte var Czernim ubetendte. Dog fattede han
sig snart og svarede, idet han igen betragtede Leontinex
»Den, der begærer at se Skovens Pragt, den høje Diana,
uden Slør, han maa vcere fattet paa alle Slags Ansald.«
»Altsaa en Actæon i Haabet,« sagde den spanste
Dame og standsede foran Zeltner, medens shendes Led
sager flog en høj Latier op. Men Zeltner, der selv i
denne Hændelse fandt en Hentydning til sit foregaaende
Liv, vendte sig forbitret om til den maskerede Castmir og
sagde: »Hvad chevelen ler De ad, Herre?« — ,,Tilgiv!«
svarede Casimir meget god«mso«dig, ,,det er en Fejl hos mig,
at jeg ofte ler, hvor jeg stulde date alvorlig, man hat tidt
sbebrejdet mig det, men jeg kan itte derfor.«
»Denne Halvmaane, skønnc Maske!« sagde Emitie til
Leontine, »er maaske et Symbol paa den polste Magt, thi
den er starkt i Aftagende og hersier egentlig kun i Drom
menes Verden. «
. »Er den i Aftagende, da dil den vel snart rent ud
fluktes « sagde Zeltner, »deri ligner den ogsaa Polen.«
,,Men af Mørlet vil den igen fremvolse og staa som
et blinkende Soaerrd og fylde Verden med« sin Glans,« staa
rede Leontine.
»Im atter igen at formsørkes,« sagde Zeltner og gik
stn Vej.
Straks efter dendte Leontine tilbage til sin gamle
Plads, og Adalbert satte sig ved hendes Side. Efter no
gen Tid saa de en maskeret Person, der gik dem flere Gange
foirbi og betragtede dem opmcerksomi. »Den er nøjsom,
der i denne Tid kan tilfredsstilles ved en Kvindes Kar
lighed,« sagde endelig den masterede og ilede dort. — »Det
var Bonaventura,« raabte Leontine. — »Skal da alle
bortrejste samles her i Aften?« udbrød Adalbert. —- ,,Bi
maa hge ham op,« sagde Leontine.
Men før hun endnu havde fundet ham, ncermede flere
Master sig og sortalte, at der var udbrudt Uroligheder i
Warschau, at Russerne dare fordrevne, at Storfyrsten var
flygtet eller drcebt. Dette Rygte udbredtes hurtig og vatte
en stor Spændig i Selskabet. Ja tilsidst maatte Musiken
tie, og overalt dannede dcr sig Grupper, hvori der merkte
des en Susen lig den, der udgaar sra B.ikuberne, naar
Bierne ville svaerme.
Da Leontine horte disse Efterretninger, løfte hun fin
Maske og lastede den dort. »Er det Rygte Sandhed,« ud
brsd hun, »da er det Tid at dise sit Ansigt uden Sljul.«
— Disse Ord gentoges af mangfoldige, og i en Hast sor
soandt de fleste Masker, tun Zeltner og nogle faa, der vare
sindede som han, beholdt Masterne paa. —
J den fremmede Dragt med den tindrende Vald
maane over de dunkle Lotter, saa Leontine heutioende
dejlig ud, thi den stætktbedægede Sjæl oplivede hvert of
hendes Trcet, endog hendes Stabning saa fyldiigete og
mere udviklet ud end scedvanslig. Ja da hendes Maske
sank, syntes det virkelig som om et Vælen as en hsjere
santastisk Berden var nedstegen for at forsksnne de bode
liges Fest. Dette sølte alle de ontstsaaende saa stcertt, at de
vege Pladsen for hende, hvorhen hun gil, og Synet af
hende tilligemed den Deltagelse, hun viste, sorhssjede traben
’ bart den almindelige Begejst ng.
(Fortsæites.)
