s
·
»I«
En polsk Familie.
H Anden Del. B
(Foktsat.)
Da jeg var bleoen enig nied Inig selo, opgad jeiJ
mine Forretninqer fom Saafører og begäv niig til den
nylig oprettede Fristad limitati, hvor jeg efter en tert
Provetid indtrnadte i den hellige Dominici Kloster, og
jeg lan itte sige, hvor bevceget jeg var, da jeg første
Gang betrandte den gejstlige TalerstoL Jeg erfarede da
med Gloede, at jeg ille havde taget feil af mit Kalb, thi
hver Gang jeg med sand Andagt i Hiertet traadte frem
for Menigheden, nægtede Aanden mig nldrig den Bistand,
uden hoillen al Tale tun er død og magteslos.
Under Orgelets Toner og ved det mcegtige Lys, der
udgaar fra hoert Blad i den hellige Strift, vaagnede
ogsaa igen i mit Jndre den poetisle Kraft, fom i den
fenere Tid næsten bestandig havde fluinret. Mange Tan
ter opftod desuden hos mig, ved at vandre gennem Sko
vene og over de enisomme Hebel-, ved at se Menneslene i
deres sidste og vigtigste Øjeblilte, og ved at lytte til de
gamle Sagn paa Follets Lceber. Alt dette har ligefom
tvunget mig til at nedflrive flere saavel gejstlige, som
verdslige Digte. De sidste er næften alle blevne mod
tegne med Bifnld og tone endnu ofte paa Follets Leber;
de geistlige Sange er mindre betendte, og tun enlelte af
dem, som er nedstrevne paa Latin, fynges af og til efter
mine Foresattes Linsle i Kralaus Kirler.
Da jeg i nogle Aar havde leoet mellem den hellige
Dominici Disciple, bleo baade jeg selv og flere af Bets
drene opmccrlsomme paa en dejlig Stemme, der fang i
Chor med Nonnerne i Sta Annallofteret, og der i Kraft
og Belllang overgil alt, hvad vi i lang Tid havde hint.
Enlelte paaftod at denne Stemme aldrig hcevede sig mere
fuldtonende, end naar mine egne Sange bleo sungne, og
det syntes min ogsaa selv, fom om det, jeg i mine bedste
Øjeblille havde selt, her genled med fortlaret Rost; ja
undertiden foretom det mig endog, som om denne fiel-»
fulde Sangerinde folte mine egne Ord dybere, end jeg
felv havde folt dem. i
Efter hoad jeg siden erfarede, haode Sangerindeni
del fundet et Tilflugt i dette Kloster, men hun var endnuj
ille indlrandt i de heilige Jomfrners Tal; dog fil hun!
for fm dejlige Ztemmes Slyld Tilladelse at fynge med
iblandt Nonnerne.
Tenne dejlixie Rost hertc di tun en eneste Sommer,
men da lifteraniet lom, dlev den svanere, og til sidlt for
flmnmede den gnnfle. . «
Nonen Tid efter bled ieq lientet til Sta Annallusl
f«eret, the en inn Dame onslede at flriite for min. Det»
var Ylntcnin few, fis-in icq her qeninndt pna Dedssenxiemi
ljxnn led of en Forftnrrelfe i Vlodsyfteinet, sont Lcegerne
erllasrede for dedelig, onsaa hendeg Bryft var angrebisL
»He-J er innen Nonne-X sagte hun, da jeg pur alene.
wes Denke-. ,,de have inn tilladt inig at innge med i deresl
lslcsr ri; at hu iblandt dem. Men jeg er din Brnd osl
ille SNELL ieg zwar lien on venter dig hisfet, lwor in
gen Missoritanelse on intet Vedrageri adsliller os, locku
»mt eigen min Ven, bliv itle for længe her paa Jst-l
ten!',' « !
»Im man blive til mit Dagvcerl er endt, og til knist
tjerre lalder mia,« lvarede jeg.
Antonin fortalte miq nn fit fenere Levnetsløb. »Da
jen erin- chtners Vedrnn,« fand-e lntn. «nnsna fes-g et-·
tin-sit Bannd ixnellem lmm og inig for drndt og ertlcerede
det linefrern Teile gad hain Anledninq til at behandle
niig fein en Fan;ie, on lnn tvninien fulgte feg liarn til
Warichain Førft efter flere Aar lylledes det mig uden
bang Bidende at se Greoinden af G» fom nylig var
dleven formcrlet med Storfnrflen, on at vinde hendes
Beldillie. Da hun davde lnert Fortcellingen om min»
Ulylle, ftnssede hun niig Tilladelfe til nied den lille For-i
mue, min Tante hadde efterladt min, nt søge Tilflugt i
et Kloster, fom jeg lnnde vælge, hvor jeg oilde. - .
Hdorfor jeg valqte det i denne Stad, behover Fest
ille at sige din. Her bar jeg nu leoel et Aar blandt
Nonnerne, der i Hand oni, nt jeg tilsidft vilde tagei
Slsret, og at de flulde arve min Formue, gerne gade
mig en Bring imknem sin. J den« Aar sah jeg dig tidt
g hørte dine Taler, ja jeg lagde mig endog lidt efter
det latinsle Sprog, siaa jeq lunde forstaa dine gejstliaek
Sange, men den mefte Tid ofrede jeg- til Mnsitten Ig
til at udvitle min Stemme, som dog.nu igen er for
sounden.«
Eiter Antonias Ønfle vendle jeg siden hver Dag til
bage til hendes Sygeleje og mærlede da vel, hoorledes
Boden bestandig sont nærniere til hendes Hier-te Hun
forlangte hver Gang, jeg kom, at vcere alene med mig,
og jeg sagte, saa godt jeg var i Stand dertil, at forberede
hende til del vigiige Stridt, hun snart stulde gere. J
den sidste Tid syntes hendes Forsland ofle at lide, og hun
blandede ofte sine « Jndbildninger med Virlelighedem
»Flygt med mig til en afsides Ø i Sydhavet!« sagde hun
· saaledes i sin srdlte Time, »der, hvor den Bilde vandrer
med et Øje liq Slovdsuenö, og med et Legeme lig den
springnde Panthers, der, hvor de rede Purpurslycr drage
hen gennem Lasten, livor Palmerne volle, og hdor VI
radisfuglen breder sin Bitte og driver som en himmelsl
Sejler for Binden, men hvorhen tun sjælden et jordist
Stib foroilder sigl O jeg har læst megel oxn sher Lande
« t del stille nhyre dav, hvor Perlemuölingen spinder tin
Traad mellem Korallerneö Grene; er det ille derben,
Træliuglen flyver i del sildige Efteraar, er det itte der,
hvor de Saltges Øer liggets
«Nej, det er ille den« qurede jeg,« der er del en
Dritt, som drager os alle nd i Berden, men dog vildei
Trækfuglen t vort Bryst bedrage fig, hvis den troede, at
hin Dritt lunde tllfredsstllles her paa Jorden. Her er
del ene Land dog ille stort bedre end del andet, thi der
er Synd pg Sorg overaltz de rette Sanges Der derimod
Inder de- tuns paa den anden Slde af Grader der, hvor
du unwert steil feile den, Antonta.«·
»Ja du dar Ret« sag-de dun, »jeg meerler det vel,
: leg file- qlt detflplde Agndepuß sra W, og lenkt
e
—
borte vifte jo Palinerne, og jeg ser de glinsende Bloms
ster og de store But-mitfung der slagre melletn Grenene,
lan itle ogsaa du se dem?«
,,Jeg tan Jntet se,« svarede jeg, og da jeg Inter
lede, det rar pin Tiden, salvede jeg hende med den sidste
Olie oa styrkede hende ined den gejstlige Bistand, sont
den Dvende hat Ret til at fordre.
»Jin er min Sygdoin borte,« sagde hun tort ester
og rejste sig hnlvt overende, »nu vil jeg synge dig en Af
dine Sange til Llfsted, lad Nonnerne tonnne!« —- Paa
mit Vink trnadte da slere as Søstrene ind, til hvem hun
angav den Sang, der stiilde synges. De begyndte den,
Antonia steminede i med, og hendes Stemme, som nylig
var svag, havde igen saaet Kraft vg- Klang ligesom
i forrige Tider; men det varede iite lcenge, midt i San
gen blev hendes Stemme svagere, lott efter hartes den
itke mete, og da det sidste Vers var til Ende, saa vi,
at hun var død.
Siden erfarede jeg, at Zeltner lidt ester lidt havde
erhvervet sig en temmelig Jndflydelse i Warschau, men
hans Bildhed og Raahed synes ogsaa bestandig paa den
ny Baue at vcere tiltaget. Vi have ssor Resten alle tidt
not set ham hos Starosten, vg J ville begribe, at jeg.
der iendte en Dei as hans hemsmelige Liv, uagtet han
hader mig, dog undertiden kunde have nogen Jndslydelie
paa hom.
Dette blev mig saa meget deslettere, da Starostens
Gemalinde, efter at have hørt Antonius Fortcelling, havde
siattet Godhed for mig, hvorsor jeg engang, da hun Paa
tort Tid opholdt sig i Krakau, ester hendes Forlangende
»blev hende sorestillet. Siden har hun betjent sig as mig
Isom et Redslab til at udbrede sine Velgerninger i disse
ane, saaledes tom jeg i nærmere Forbindelse med hende
og maa oste strive hende til; dette ved Major Zeitver»
og det er vel især dersor, at han srygter mig.
Hermed endet den Deel af mit Levnetsløly der giver
Stof til en Fortcellingx thi det er jo, som bekendt, iscerl
Morgen- og Aftenslæret, Malerne elsle at fremstille, om
Middagen sortrænger det stcerkere Lys saavel de melan
tolsle Stygger, som den himmelsle Farveglands. Mcd
Hensyn til mit senete Liv vil jeg tun bemerke, at jeg rig
tignoi bestandig, saavidt mine Evner tillode, næst Kristi
Lære, har ssgt imellem Folket at udbrede Kcerlighed til
vort gamle Fcedreland, saaledes som det i stn bedste Tid
var; dog vilde naturligvis min Stemme være hendød
liaesom en svag Rest i Orienen, bvis ilte andre, i hvis
Bann Herren nedlaade et størte Pund end i min, havde
virtet rundt i Landet til det samtne Maal.
Tilscdst vil iea for at J, mine Benner, ganste slulle
lende min, bei-tue eder noget, som J lan anse for Stier
ineri eller sor Sandhed ester Godtbesindende: Jeg har
den Overbevistiiiin, at min Ungdoms Elstede, sløndtjeg
felv san hendes Diebs-www enan itte aldeies har losreoisti
fsg sen soeben, Inen at hendes Aand dvceier i Nasriseden us
Log ca venter pan min, for at vi samlede lunne indgaa i
ten evige Zaligbed. Saameqet er visi, at jea oste, og oet
iiakr naar den store Nattevandrersle paa Himlen staat i
sit suldeste LUS, ved mit Leje ser en hvid Skiitelse, hvijl
Treei jeg trcser at gentende, sløndt de riatianot itte erel
ganste tydelige, denne Stillelse staat bøjet over mig, muri
jea vaagner, og viger sørst tilbage og srsrsvinder, naar jc,i,
rejier mig pp eller tiltaler den. I
Forresten vastler hnn aldria den Rasdsel hos mig, soin
cllerks plejer at folge inev sliae Inn, jeg er snarere vel til
mode, naar jeg set hende, og det bedrøver mig, naar hnn
lænae liar verret dorte; dog anser jeg det sor min Plitzt
bver Dag at læse Sjæleniesser over hende, men det har
liidtil tnn lidet sengtet.«
,,; a, ja, den, der itte sangede Lytten i Livet, man
naturligvis søge den i Drømmenes Land,« sagde Ezers
nim, ,,det er i fin Orden.«
Feintende Kapitel.
Julircvolutionm
Kort efter Alexandras Tød udbrød Juliopstanden ij
Paris oa Inærtedeg lig et stærkt Jordstcelv oder hele Eis-J
roya. Ei i noaet Land fporedes imidlertid den indre
Bevæaelse ftcerkere end i Polen, hvar Jorden alt lænJe
havde været udbulet og hcior den nn ryftede saa starrt-g
at den frembraate Svinnnelhed i Mannes Hat-eben Te
Misfornøjede hetlagede tun, at de havde ventet faalaenae
med Udførelfen af deres store Plan, de besiuttede da saa
snart fom muliat at indhente det Forsømte, og de dri
ftigfte blandt dem traadte allerede nu frem nted opløftet
Hoved, ja undertioen endog med opslaaet Hjemaitter.
Den, der mindst tabte fin Fatning ved hin szkkahed,
var den aamle Litowsti. »Det er med Ord at man re
gerer Verden,« faade ban, »fok tohundrede Aar siden var
Troen oa Bibelen de Migfarnøjedes Løsem nu- er oet
Frihed va« Lighed, og om tohundrede Aar iaen vil man
aive Afguden et andet Navn, de Enfoldige ville knale i
Støvet og udgyde detes Vlod for den, de Kloge ville viere
dens Priester og erhverve Magt under dens Jndflydelfe,
men Verden vil inaen Nytte have deraf; thi sfaalkknge de
mennesteliae Lidenftaber vedblide, kan den vel blive an
derledecy men sitfett ikte bedre.«
Paa Oberst Czcrnim virkede Rygtet om Opftanden
overordentlia streut Neppe hatte han det, før han h
stede sig paa sin Heft og bespate Adalbert. »Sta! det
nu bryde los, min Dreng!« sagde han, »det er godt, jeg
er tilmode ligefom en gammel Stridshingst, der længe
hat staaet bunden i Stalden, men der nu igen set Solen
og Gudö fri Luft og strceklet Orene mod den stingrende
Krigstrompei. Hurta min "Dteng! nu gcekder det, om of
suste alle de gamle Manoeuvrer og Kunfter, nu· stal vi
"eave Nat og Diag over Sletterne og lytte til Kanonernes
Rost og se Fjenden starpt ind i det Ovide af Øjnene; ja
Gud være Met, fnatt kan vt tnceckle Heil-sen paa saa mange
Russere, som vi ihar Last til.«
»Na er det ogsaa Tib, at du vaagnet,« sagde han
fort efter ttl Casimir, »Im du tlle hsrt Genlyden af den
rullende Tordem for hvtllen Tyrannerne blegnedef «
—- »va Djæveten komm-r det mtg yet-W sparede Cast
mir. —- «Nej, der er bog tagen ket Ltghed tmellem »et, «
iagde Czernim, ,,tl)i du er en langt bedre Kristen end jeg.«
« ,,Hvorledes det?« — »Bei er jo en Kristens Pliat
at elfte sin Fjende, oa denne Pliat opfylder du saa saus
vittighedgsuldt mod den rusjiste Rvinde, at du glemmer
berade dine Venner og dit Land deroder.«
,,Hvad,« raabte lfasimir med Heftighed, ,,vil J soc
aate hoer Fual i Stoven, der ttke synger efter eders No
der? Bilde sJ Jer ind, at Eders umodne Frugter, der
endnu hverken bar lcedsket eller mcettet nagen, er stønnem
end Karliahedens aennem alle Aarhundreder dufiende
Rosse? Og selv om min Kærlighed var en Drein, tro J
da, at de Dromme, hvorpaa J spilde Ebers Liv, er bedre
end mine? Ja,« blev han ved, ,,seg strceber ikke saa højt
fom J, jea iager itke efter Ærens Regnbue, ikke efter Lyk
teng bristende Scebeboble, jeg begaerer ingen Glands uden
den, hendes dejlige Øjne laste paa min Vej, og intet andet
Ridderbaand end det, hendes sammenslyngede Arme flette
rundt om mit Bryst og min Natte.« Efter disse Ord ilede
han bott uden at vente Czernims Svar.
Rygterne om den sranste og belgiste Opstand, der
Slag i Slag sulgte hinanden, ditkede ikke blot paa de
Forneinmere, men ogsaa paa Alma-en, for hvilken de, da
et stort Patti straebte at udbrede dem, aldeles ikte lunde
stjules. Uagtet alle Trudsler samledes derfor de lavere
Folkeklasser i store Hohe; Talere traadte frem imellem
jdem, og Politiet, der. her ikke var saa talrigt som i War
?schau, søgte sorgæves at hindre det. Ja tilsidst maatte
selv Czernim, Pater Vincent og flere as de Summen
soorne tale Folket til Rette, paa det Opstanden ikke stulde
udbryde sor tidlig og Kræsterne spildes til ingen Nytte
sor det Hele. Dog tunde de ikle sorhindre, at adsiillige
Spejdete, hvoriblandt ogsaa Jwan, som altfor dristig vo
vede sig ind i Almuens Forsamlinger, bleve-saaledes mis
shandlede, at de i nogen Tid maaite ligge til Sengs der
efter. «
Herover blev Staroften og Major Zeltner megeti
opbragte og anstillede strenge Undersøgelser over Ger
ningsmcendene, der ester Zeltners Raad bleve straffede
paa godt Russist, det vil sige med Pisten. Denne Frem
gangsmaade vatte en saa stor Bevægelse blandt Almuen,
at Starosten og Zeltner nu neppe vovede at vise sig of
fentlig uden at ledsages as en Meengsde Tjenere.
Hnad der end mere forbittrede Storost«en, var, at
Michael efter Sigende havde været med i hine Folleop
løbx ja en as Tjenerne paastod endog, at han havde set
ham i Maaneslin staa paa en Høj oa true med Haanden
benad Starostens Slot. Ogsaa Adalbert mødte bam en-4
gana i Studen, i hvilten han stod med en Linie i Haandemk
han nærmede fia da pludselig oa trykkede et Kys paa:
Adalberts Haand, hrorpaa han igen forfvandt mellems
Trcrerne
Or. von Zeltner paastod, at det var cijejstliaheden,j
der iserr oplzidsede FolteL ,,Jeg onster Fred med Dei
(«stei51liae,« sdarede Starosten, »tl)i de elfle doa Tugt ca
Orden« « »J Polen elsfe de den aamle Forfatnina oa"
ere derfrr dore Fjender,« faade Zeltners ,,ifcer acelder det
km den fordømte Munh der lalder sig Pater Vincent, ca
der har itiftet mere tllntte her i Egnen end hundred-e afi
tem, vi have sendt til Siberien.« s
»Pater Vincent er en Mand, sorn det vilde veere
kigtigst at innre-« sagde Litowgki. s
»Dein er en Forrasder da en Sturt,« fdarede Zeit-.
net, »der itle enaana betcenler sig paa at bedraae en M«
Besiytterinre, som i manae Aar har overveeldet ham nied«
Velaerninaerx pas derfor vel paa ham, thi naar vi begaej
er ham imod, da oil neppe engang hun lcengere tunue«
frelse liam.«
,,Jeza oil dsa forsi forsøge en mildere Vej,« sagde.
Etaroften. .
l
I
Virtelia blev oasaa Pater Vincent, faafnart han
iaen besøaie Slrttet, laldet op paa Staroftens Vaerelse.
»Man bar sagde denne, »ialt meget Qndt om Dem»
arrasrdiae Faderk jea haader imidlertid, at De vil besj
ftcemme Teres Fjender.« -— »Hvad har man da saat7«i
-,,At De opmuntrer Foltet til Oprør, har man lagt.«?
— ,,Jeg har tun opmuntret det til at uddrive de freut-:
mede Voldsmceud,« sdarede Munken.
»Munl!« laade Starosten, »denne Tilftaaelse vilre
mere tilsireeltelig til at sende enhver anden derben, hv9r.
inaen gerne vil vcere.«
,,Sende J mig til de tolde Lande, bvor ern aldria
ritter, da stal jea oasaa der forknnde Eders Tyranni,
og min Tunae stal itke vcere banden, sordi Jorden er
det.«
«Hvi;3 du oil beuge din Beltalenhed sor os, Muuk,
pg ilte imod os — thi jeg ved, at Tusinde lytte til dkn
Rast, og at du tan vende deres Billie med din Munds
Rande, —- bvis du vil beuge din Beltalenhed for os,
siger jea, da stulle Vi stænke dig langt større Statte end
dem, du lunde vinde, selv om din Planet lyttedses.««
»En siørre Skat end den, ieg dinder ved at suldbyrde
mit Kasd paa Jorden, tan Jnan sieenke mig.«
,,Vi ville berige dit Kloster, Mant, du ital vorde
dine Brødres Brig-ten og de ftulle velsigne dit Minde,
bvis du blot vil beuge din Tunge til vor Fordel liacsaa
godt, com du hidtil brugte den til vor Stude.
»Der gives ingen af mine Brødre,« svarede Mun
len, »der ikte hellere vil leve i Faitigdom end svigte sit
Land.«
»Sie-Zweit saa jeg en Geistlia, som itke elslede time
ligt Gods,« sagde -Storasten, ,,men jeg ved det vel, der
aives stoltere Sjcele, der ikte fristes as den blotte Vin
ding, for disse ere Magt og Ære den højeste Belønning.
Vet, Mant, ogsaa dem stal du faa, vi love dia Herab-sm
met i dit Kloster, ja vi love digi en endnu højerz Beerdig
hed, naar Tiden kommen tht selv den tomerste Purpur
kaabe er tilsals, naar man betaler den; alt dette vil vi
stante dig, hvis du opgiver dine forvovne Planet og igen
besser din Ratte sor din rette Herster.«
,,Om J ferte mig op spaa det hojeste Bjerg,« spa
rede Munlem ,,og diste mig def rige Marter ved Kar
pathernes Fody hvor Frugttreeerne bugne under deres
Fyldtz og de store Græsgange, de vidtudstratte Stove
medderes Bildt, de rindende Bande med derez Ftstez ja
hwii J end lod mig stue videre ud over Landene lige til
de Sieben hvor Binbjærgene begynde, og hvot ide store
Moder lebe-med Sydeu, og om J sagt-» ,,Dette stal
WBV Stendone og du ital berste derover seen-en Konse,
hvis du blot vil falde ned og tilbede os,« da vilde jeg svare,.
som min høje Messen »Viget bort fra mig! thi jeg steiget-s
ikke min Sjæl for nogen Skat paa Jorden.«
»Na saa tag Din Straf, du haardnaklede Forræder!«
sag-de Starosten og rejfie sig op. —- »Det er ikke mig,
som hat forraadt mit Land,« svarede Munken, men Sta
roften ringede med en Klokte, hvorpaa fire Mcend traadie
ind i Vcerelset.
»Skal jeg lide, fordi mit undertryite Folk fandt en
Talgmand i mig,« sagde Munken, ,,da lider jeg som en
Martyr for det Hellige og gaar da med i Rækten af hine
Sandhedens pinte Vidner, der under detes Pinsier fandt
Vej til E«vigheden.«
»Griber ham og fører ham bott!« befalede Stam
sien, men Munken betragtede de fire Mand, og de vege til
bage, han gik Da rsolig hen til dem, og de gjorde Vej for
hom, og han gis ud af Voerelsei.
,,Bedragne Daarer!« raabte Starosten, »hvi staa J,
som J vare lænkebundne? Efier ham, siger jeg! Nu er
han alt i Gaarden, ilet ned og griber ham! thi han er
»in dog ingen Aal, der tan glide Jer ud af Hcenderne.«
»Alle de Andre kan vi grebe og binde,« svarede en
af Mændene, »men denne kan det ikke nytte at gribe, thi
.Lænkerne vilde ikke holde ham, og de himmelste Hærsiaket
vilde befri ham inden første Hanegal.«
,,Dum O—vertrso!« fagde Starosten, men Munken
stred rolig over Gaarden og gik alene hjem, og der var
Jugen, som standsede ham.
Jmidlertid følte ogsaa Patrioterne i det sydlige Po
len Nødvendigheden af at træffe nærmere Astale med Hen
syn til Fremtiden, dersor samlede de sig i Stovene og pas
andre ensomme Steder, hvor de ved udstillede Vagter ser
gede for deres Sikkerhed. Dei mesie, hvad her blev af
talt, kunne vi vel udelade i en Fortælling, hvori de al
mindelige Forhold ere underordnede, dg de enlelte Perso
ners Liv og Skjcebne Hovediagen, dog maa vi bemcerke,
at dset var Bonaventura, der i disse Forsamlinger ivrigst
fremstyndte Opstanden. — »Var der ittc saamange Mig
tige Hoveder imellem os«, raabte han engang, »der tror, at
Landene bebst kunne styres med en Rædehale og en Gaase
fjaeder, da havde Storsytsten alt lcengst faaet Løn for fm
Gern.inger, og da fandtes der vel ingen lebende Russet
mer paa denne Side Bügflo«den.« —- ,,D«et gaar ikke saa
let,« svarede en as de Sammensvorne, »Storft)tst«en et
forsigtig, det Vise de spanske Ryttere og de ladede Ka
noner am det sachsiste Pallads«.— »Ja sejg er han,«
iaade Bonaventura, »den blege Tyran stoelder jo hver
Gang tn Mennesker tale sammen ncerved hans Vinduer,
dg udenftr hans Bolia er stille som i Graden«
«-Zank ham selv i Graden ja fee jo heller!« raabie
en anren Analan »Ja « sagde en Tredie, »- It det ikke
en Streut-seh at en feij Tyran skal seeite sin Fod paa
Nallen af det tappreste Falk i Europa»?« —— ,,.s»wis J ønske
det, da rejser jeg selv til Warschau da asvasler vor Stand
sel i hans Blod,« sagde Bsonaventnra —;- ,,Jntet Snig
Inord!« ndbrød Adaldert og Pater Vincent næiten i sam
me -Øjeblik. ·
»Na gar-L saa beaynd blot paa «noget,« saade Bona
ventura, ,,ra Einst at J staa paa en hellii Jordbund at
det Var her, hdor Kosciuszio forst hcevede sit Banner!« —
,,Vogter eder,« sagde Munken, «at eders Pfaner iLte stulle
dorde sont en zidindes ntidige F-oster, der »wir, nsur det
ser DagenI Lys!« —— ,,De tan ogsaa dø i Kldikeixets Hinei
dinger, hvorhen Tagens Lys aldria trænger,« soc-rede Bo
naventnra. -—— »Der er innen, soin langes mere efter
Kamp end jiea,« sagde Czernim, »dog ikke bloi enkelte Af
delinger, men den hele Hat ntaa samles, naar Slqget skal
holdes-; derser maa Vi først vix-e, hvordan det staar til i
Warschan·« — »Sta! di da vente, til den højtbydende De
spot lalder as til Vaabsen imod de tapre Franskmænd, fOM
tcempe sorresi i den store Frit)edskanip?« spurgt e Bona
vcntnra. —-— ,, xli sont les enfants perdns de la liberte,«
«Varede Greci Larinsti, ,,dere5 Trihed er itke den di søge.«
— ,,Lad os— eftsstrliane det gode det«i,« raabte Bonaventura;
,,lad alle Landets Born svorde Liaemaend, lad Adelen op-—
give sine grufomme Rietiigheder, lad vore Vønder drage«
til Kainpen som srie Mand, da J stal se, hvor hurtig,
Despoternes Tjenere ville slygte for dem !«
Fleie as de yngre gave harn Bisald, blandt de celdte
opstod derimod en kendelig ElJtissornøjelse, og selv Cza
niin satte sig imod Bonaventuras Forslag. Tilsidst reiste
Grev Larinski sia og erklærede, at han øjeblikkelig nd
traadte as Samsundet, hdis dets Maal slulde Vcere at be
røve Adelen dens velerhvervede Rettigheder. —— »Det et
oasaa vor Mening,« raubte slere. —- »Fejge, eaennyttige
Slaver! J fortjene ikke at deltage i Fædrelandets Sejer,«
udbrød Bonaventuranned funklende Øjne· —« »Feng«
saade Latinski og lagde Haanden paa sit Svasrd, ,,ingea
lJar endnu ustrasset beslyldt Grev Larinski for Feighed.«
— J samine Øjeblik blinlede ogsaa Svcerdet i Bona
venturas Haand.i — »Holdt!« raabteMunkem idet hatt
tastede sig imellem dem, ,,i Fædrelandets og Religionens
Navn besaler jeg det; have nu de vilde Dcemoner, der sra
Arilds Tid sønderreve dette Land, ogsaa sundet Vej til
vor Krebs? Dei er denne Splidagtighed, hvorved vore
Forfamlinger ere blevne til Spot for Europas Folkeslag,
det er den alene, som vore Fjender iakle sor Sejren; thi
kunde vi blot tpinae denne tøjlesløse Aand, denne Djævcl
i dort eaet Bryst, da vilde ingen Magt paa Jorden vceee
stcerk nok ssor at overvinde as.«
Alle fslte Sandheden i disse Ord, og med de sin
digeres Hjcelp ly,ktedes det Pater Vincent at berolige Hier
«terne og at tilvejebringe et Jorlig«, isølge bvilket man tlle
egenmaegtig skulde begynde Kampen, men vente, til den
sørst var udbrudt i Warschau.
»Jeg vil selv rejse til Wsarschan og se, hvorledes des
staat til der,« sagde Bonaventura, ,,mit Ophold her i Eg
nen er jo desuden ikke mere sttkert.« Dette Forslag blev
enftemmig antaget, en sormaaende Mand t Foesamlingen
paatog sig at stasse ham Pas. - Dette vae imtdlerttd ist «
saa let at saa, og efter nogen TM Frei-b miatte sie-us
ventura endelig for stn Sitterheds Styld risse under f
feemmed Nava.
