Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Dec. 18, 1903)
s · »I« En polsk Familie. H Anden Del. B (Foktsat.) Da jeg var bleoen enig nied Inig selo, opgad jeiJ mine Forretninqer fom Saafører og begäv niig til den nylig oprettede Fristad limitati, hvor jeg efter en tert Provetid indtrnadte i den hellige Dominici Kloster, og jeg lan itte sige, hvor bevceget jeg var, da jeg første Gang betrandte den gejstlige TalerstoL Jeg erfarede da med Gloede, at jeg ille havde taget feil af mit Kalb, thi hver Gang jeg med sand Andagt i Hiertet traadte frem for Menigheden, nægtede Aanden mig nldrig den Bistand, uden hoillen al Tale tun er død og magteslos. Under Orgelets Toner og ved det mcegtige Lys, der udgaar fra hoert Blad i den hellige Strift, vaagnede ogsaa igen i mit Jndre den poetisle Kraft, fom i den fenere Tid næsten bestandig havde fluinret. Mange Tan ter opftod desuden hos mig, ved at vandre gennem Sko vene og over de enisomme Hebel-, ved at se Menneslene i deres sidste og vigtigste Øjeblilte, og ved at lytte til de gamle Sagn paa Follets Lceber. Alt dette har ligefom tvunget mig til at nedflrive flere saavel gejstlige, som verdslige Digte. De sidste er næften alle blevne mod tegne med Bifnld og tone endnu ofte paa Follets Leber; de geistlige Sange er mindre betendte, og tun enlelte af dem, som er nedstrevne paa Latin, fynges af og til efter mine Foresattes Linsle i Kralaus Kirler. Da jeg i nogle Aar havde leoet mellem den hellige Dominici Disciple, bleo baade jeg selv og flere af Bets drene opmccrlsomme paa en dejlig Stemme, der fang i Chor med Nonnerne i Sta Annallofteret, og der i Kraft og Belllang overgil alt, hvad vi i lang Tid havde hint. Enlelte paaftod at denne Stemme aldrig hcevede sig mere fuldtonende, end naar mine egne Sange bleo sungne, og det syntes min ogsaa selv, fom om det, jeg i mine bedste Øjeblille havde selt, her genled med fortlaret Rost; ja undertiden foretom det mig endog, som om denne fiel-» fulde Sangerinde folte mine egne Ord dybere, end jeg felv havde folt dem. i Efter hoad jeg siden erfarede, haode Sangerindeni del fundet et Tilflugt i dette Kloster, men hun var endnuj ille indlrandt i de heilige Jomfrners Tal; dog fil hun! for fm dejlige Ztemmes Slyld Tilladelse at fynge med iblandt Nonnerne. Tenne dejlixie Rost hertc di tun en eneste Sommer, men da lifteraniet lom, dlev den svanere, og til sidlt for flmnmede den gnnfle. . « Nonen Tid efter bled ieq lientet til Sta Annallusl f«eret, the en inn Dame onslede at flriite for min. Det» var Ylntcnin few, fis-in icq her qeninndt pna Dedssenxiemi ljxnn led of en Forftnrrelfe i Vlodsyfteinet, sont Lcegerne erllasrede for dedelig, onsaa hendeg Bryft var angrebisL »He-J er innen Nonne-X sagte hun, da jeg pur alene. wes Denke-. ,,de have inn tilladt inig at innge med i deresl lslcsr ri; at hu iblandt dem. Men jeg er din Brnd osl ille SNELL ieg zwar lien on venter dig hisfet, lwor in gen Missoritanelse on intet Vedrageri adsliller os, locku »mt eigen min Ven, bliv itle for længe her paa Jst-l ten!',' « ! »Im man blive til mit Dagvcerl er endt, og til knist tjerre lalder mia,« lvarede jeg. Antonin fortalte miq nn fit fenere Levnetsløb. »Da jen erin- chtners Vedrnn,« fand-e lntn. «nnsna fes-g et-· tin-sit Bannd ixnellem lmm og inig for drndt og ertlcerede det linefrern Teile gad hain Anledninq til at behandle niig fein en Fan;ie, on lnn tvninien fulgte feg liarn til Warichain Førft efter flere Aar lylledes det mig uden bang Bidende at se Greoinden af G» fom nylig var dleven formcrlet med Storfnrflen, on at vinde hendes Beldillie. Da hun davde lnert Fortcellingen om min» Ulylle, ftnssede hun niig Tilladelfe til nied den lille For-i mue, min Tante hadde efterladt min, nt søge Tilflugt i et Kloster, fom jeg lnnde vælge, hvor jeg oilde. - . Hdorfor jeg valqte det i denne Stad, behover Fest ille at sige din. Her bar jeg nu leoel et Aar blandt Nonnerne, der i Hand oni, nt jeg tilsidft vilde tagei Slsret, og at de flulde arve min Formue, gerne gade mig en Bring imknem sin. J den« Aar sah jeg dig tidt g hørte dine Taler, ja jeg lagde mig endog lidt efter det latinsle Sprog, siaa jeq lunde forstaa dine gejstliaek Sange, men den mefte Tid ofrede jeg- til Mnsitten Ig til at udvitle min Stemme, som dog.nu igen er for sounden.« Eiter Antonias Ønfle vendle jeg siden hver Dag til bage til hendes Sygeleje og mærlede da vel, hoorledes Boden bestandig sont nærniere til hendes Hier-te Hun forlangte hver Gang, jeg kom, at vcere alene med mig, og jeg sagte, saa godt jeg var i Stand dertil, at forberede hende til del vigiige Stridt, hun snart stulde gere. J den sidste Tid syntes hendes Forsland ofle at lide, og hun blandede ofte sine « Jndbildninger med Virlelighedem »Flygt med mig til en afsides Ø i Sydhavet!« sagde hun · saaledes i sin srdlte Time, »der, hvor den Bilde vandrer med et Øje liq Slovdsuenö, og med et Legeme lig den springnde Panthers, der, hvor de rede Purpurslycr drage hen gennem Lasten, livor Palmerne volle, og hdor VI radisfuglen breder sin Bitte og driver som en himmelsl Sejler for Binden, men hvorhen tun sjælden et jordist Stib foroilder sigl O jeg har læst megel oxn sher Lande « t del stille nhyre dav, hvor Perlemuölingen spinder tin Traad mellem Korallerneö Grene; er det ille derben, Træliuglen flyver i del sildige Efteraar, er det itte der, hvor de Saltges Øer liggets «Nej, det er ille den« qurede jeg,« der er del en Dritt, som drager os alle nd i Berden, men dog vildei Trækfuglen t vort Bryst bedrage fig, hvis den troede, at hin Dritt lunde tllfredsstllles her paa Jorden. Her er del ene Land dog ille stort bedre end del andet, thi der er Synd pg Sorg overaltz de rette Sanges Der derimod Inder de- tuns paa den anden Slde af Grader der, hvor du unwert steil feile den, Antonta.«· »Ja du dar Ret« sag-de dun, »jeg meerler det vel, : leg file- qlt detflplde Agndepuß sra W, og lenkt e — borte vifte jo Palinerne, og jeg ser de glinsende Bloms ster og de store But-mitfung der slagre melletn Grenene, lan itle ogsaa du se dem?« ,,Jeg tan Jntet se,« svarede jeg, og da jeg Inter lede, det rar pin Tiden, salvede jeg hende med den sidste Olie oa styrkede hende ined den gejstlige Bistand, sont den Dvende hat Ret til at fordre. »Jin er min Sygdoin borte,« sagde hun tort ester og rejste sig hnlvt overende, »nu vil jeg synge dig en Af dine Sange til Llfsted, lad Nonnerne tonnne!« —- Paa mit Vink trnadte da slere as Søstrene ind, til hvem hun angav den Sang, der stiilde synges. De begyndte den, Antonia steminede i med, og hendes Stemme, som nylig var svag, havde igen saaet Kraft vg- Klang ligesom i forrige Tider; men det varede iite lcenge, midt i San gen blev hendes Stemme svagere, lott efter hartes den itke mete, og da det sidste Vers var til Ende, saa vi, at hun var død. Siden erfarede jeg, at Zeltner lidt ester lidt havde erhvervet sig en temmelig Jndflydelse i Warschau, men hans Bildhed og Raahed synes ogsaa bestandig paa den ny Baue at vcere tiltaget. Vi have ssor Resten alle tidt not set ham hos Starosten, vg J ville begribe, at jeg. der iendte en Dei as hans hemsmelige Liv, uagtet han hader mig, dog undertiden kunde have nogen Jndslydelie paa hom. Dette blev mig saa meget deslettere, da Starostens Gemalinde, efter at have hørt Antonius Fortcelling, havde siattet Godhed for mig, hvorsor jeg engang, da hun Paa tort Tid opholdt sig i Krakau, ester hendes Forlangende »blev hende sorestillet. Siden har hun betjent sig as mig Isom et Redslab til at udbrede sine Velgerninger i disse ane, saaledes tom jeg i nærmere Forbindelse med hende og maa oste strive hende til; dette ved Major Zeitver» og det er vel især dersor, at han srygter mig. Hermed endet den Deel af mit Levnetsløly der giver Stof til en Fortcellingx thi det er jo, som bekendt, iscerl Morgen- og Aftenslæret, Malerne elsle at fremstille, om Middagen sortrænger det stcerkere Lys saavel de melan tolsle Stygger, som den himmelsle Farveglands. Mcd Hensyn til mit senete Liv vil jeg tun bemerke, at jeg rig tignoi bestandig, saavidt mine Evner tillode, næst Kristi Lære, har ssgt imellem Folket at udbrede Kcerlighed til vort gamle Fcedreland, saaledes som det i stn bedste Tid var; dog vilde naturligvis min Stemme være hendød liaesom en svag Rest i Orienen, bvis ilte andre, i hvis Bann Herren nedlaade et størte Pund end i min, havde virtet rundt i Landet til det samtne Maal. Tilscdst vil iea for at J, mine Benner, ganste slulle lende min, bei-tue eder noget, som J lan anse for Stier ineri eller sor Sandhed ester Godtbesindende: Jeg har den Overbevistiiiin, at min Ungdoms Elstede, sløndtjeg felv san hendes Diebs-www enan itte aldeies har losreoisti fsg sen soeben, Inen at hendes Aand dvceier i Nasriseden us Log ca venter pan min, for at vi samlede lunne indgaa i ten evige Zaligbed. Saameqet er visi, at jea oste, og oet iiakr naar den store Nattevandrersle paa Himlen staat i sit suldeste LUS, ved mit Leje ser en hvid Skiitelse, hvijl Treei jeg trcser at gentende, sløndt de riatianot itte erel ganste tydelige, denne Stillelse staat bøjet over mig, muri jea vaagner, og viger sørst tilbage og srsrsvinder, naar jc,i, rejier mig pp eller tiltaler den. I Forresten vastler hnn aldria den Rasdsel hos mig, soin cllerks plejer at folge inev sliae Inn, jeg er snarere vel til mode, naar jeg set hende, og det bedrøver mig, naar hnn lænae liar verret dorte; dog anser jeg det sor min Plitzt bver Dag at læse Sjæleniesser over hende, men det har liidtil tnn lidet sengtet.« ,,; a, ja, den, der itte sangede Lytten i Livet, man naturligvis søge den i Drømmenes Land,« sagde Ezers nim, ,,det er i fin Orden.« Feintende Kapitel. Julircvolutionm Kort efter Alexandras Tød udbrød Juliopstanden ij Paris oa Inærtedeg lig et stærkt Jordstcelv oder hele Eis-J roya. Ei i noaet Land fporedes imidlertid den indre Bevæaelse ftcerkere end i Polen, hvar Jorden alt lænJe havde været udbulet og hcior den nn ryftede saa starrt-g at den frembraate Svinnnelhed i Mannes Hat-eben Te Misfornøjede hetlagede tun, at de havde ventet faalaenae med Udførelfen af deres store Plan, de besiuttede da saa snart fom muliat at indhente det Forsømte, og de dri ftigfte blandt dem traadte allerede nu frem nted opløftet Hoved, ja undertioen endog med opslaaet Hjemaitter. Den, der mindst tabte fin Fatning ved hin szkkahed, var den aamle Litowsti. »Det er med Ord at man re gerer Verden,« faade ban, »fok tohundrede Aar siden var Troen oa Bibelen de Migfarnøjedes Løsem nu- er oet Frihed va« Lighed, og om tohundrede Aar iaen vil man aive Afguden et andet Navn, de Enfoldige ville knale i Støvet og udgyde detes Vlod for den, de Kloge ville viere dens Priester og erhverve Magt under dens Jndflydelfe, men Verden vil inaen Nytte have deraf; thi sfaalkknge de mennesteliae Lidenftaber vedblide, kan den vel blive an derledecy men sitfett ikte bedre.« Paa Oberst Czcrnim virkede Rygtet om Opftanden overordentlia streut Neppe hatte han det, før han h stede sig paa sin Heft og bespate Adalbert. »Sta! det nu bryde los, min Dreng!« sagde han, »det er godt, jeg er tilmode ligefom en gammel Stridshingst, der længe hat staaet bunden i Stalden, men der nu igen set Solen og Gudö fri Luft og strceklet Orene mod den stingrende Krigstrompei. Hurta min "Dteng! nu gcekder det, om of suste alle de gamle Manoeuvrer og Kunfter, nu· stal vi "eave Nat og Diag over Sletterne og lytte til Kanonernes Rost og se Fjenden starpt ind i det Ovide af Øjnene; ja Gud være Met, fnatt kan vt tnceckle Heil-sen paa saa mange Russere, som vi ihar Last til.« »Na er det ogsaa Tib, at du vaagnet,« sagde han fort efter ttl Casimir, »Im du tlle hsrt Genlyden af den rullende Tordem for hvtllen Tyrannerne blegnedef « —- »va Djæveten komm-r det mtg yet-W sparede Cast mir. —- «Nej, der er bog tagen ket Ltghed tmellem »et, « iagde Czernim, ,,tl)i du er en langt bedre Kristen end jeg.« « ,,Hvorledes det?« — »Bei er jo en Kristens Pliat at elfte sin Fjende, oa denne Pliat opfylder du saa saus vittighedgsuldt mod den rusjiste Rvinde, at du glemmer berade dine Venner og dit Land deroder.« ,,Hvad,« raabte lfasimir med Heftighed, ,,vil J soc aate hoer Fual i Stoven, der ttke synger efter eders No der? Bilde sJ Jer ind, at Eders umodne Frugter, der endnu hverken bar lcedsket eller mcettet nagen, er stønnem end Karliahedens aennem alle Aarhundreder dufiende Rosse? Og selv om min Kærlighed var en Drein, tro J da, at de Dromme, hvorpaa J spilde Ebers Liv, er bedre end mine? Ja,« blev han ved, ,,seg strceber ikke saa højt fom J, jea iager itke efter Ærens Regnbue, ikke efter Lyk teng bristende Scebeboble, jeg begaerer ingen Glands uden den, hendes dejlige Øjne laste paa min Vej, og intet andet Ridderbaand end det, hendes sammenslyngede Arme flette rundt om mit Bryst og min Natte.« Efter disse Ord ilede han bott uden at vente Czernims Svar. Rygterne om den sranste og belgiste Opstand, der Slag i Slag sulgte hinanden, ditkede ikke blot paa de Forneinmere, men ogsaa paa Alma-en, for hvilken de, da et stort Patti straebte at udbrede dem, aldeles ikte lunde stjules. Uagtet alle Trudsler samledes derfor de lavere Folkeklasser i store Hohe; Talere traadte frem imellem jdem, og Politiet, der. her ikke var saa talrigt som i War ?schau, søgte sorgæves at hindre det. Ja tilsidst maatte selv Czernim, Pater Vincent og flere as de Summen soorne tale Folket til Rette, paa det Opstanden ikke stulde udbryde sor tidlig og Kræsterne spildes til ingen Nytte sor det Hele. Dog tunde de ikle sorhindre, at adsiillige Spejdete, hvoriblandt ogsaa Jwan, som altfor dristig vo vede sig ind i Almuens Forsamlinger, bleve-saaledes mis shandlede, at de i nogen Tid maaite ligge til Sengs der efter. « Herover blev Staroften og Major Zeltner megeti opbragte og anstillede strenge Undersøgelser over Ger ningsmcendene, der ester Zeltners Raad bleve straffede paa godt Russist, det vil sige med Pisten. Denne Frem gangsmaade vatte en saa stor Bevægelse blandt Almuen, at Starosten og Zeltner nu neppe vovede at vise sig of fentlig uden at ledsages as en Meengsde Tjenere. Hnad der end mere forbittrede Storost«en, var, at Michael efter Sigende havde været med i hine Folleop løbx ja en as Tjenerne paastod endog, at han havde set ham i Maaneslin staa paa en Høj oa true med Haanden benad Starostens Slot. Ogsaa Adalbert mødte bam en-4 gana i Studen, i hvilten han stod med en Linie i Haandemk han nærmede fia da pludselig oa trykkede et Kys paa: Adalberts Haand, hrorpaa han igen forfvandt mellems Trcrerne Or. von Zeltner paastod, at det var cijejstliaheden,j der iserr oplzidsede FolteL ,,Jeg onster Fred med Dei («stei51liae,« sdarede Starosten, »tl)i de elfle doa Tugt ca Orden« « »J Polen elsfe de den aamle Forfatnina oa" ere derfrr dore Fjender,« faade Zeltners ,,ifcer acelder det km den fordømte Munh der lalder sig Pater Vincent, ca der har itiftet mere tllntte her i Egnen end hundred-e afi tem, vi have sendt til Siberien.« s »Pater Vincent er en Mand, sorn det vilde veere kigtigst at innre-« sagde Litowgki. s »Dein er en Forrasder da en Sturt,« fdarede Zeit-. net, »der itle enaana betcenler sig paa at bedraae en M« Besiytterinre, som i manae Aar har overveeldet ham nied« Velaerninaerx pas derfor vel paa ham, thi naar vi begaej er ham imod, da oil neppe engang hun lcengere tunue« frelse liam.« ,,Jeza oil dsa forsi forsøge en mildere Vej,« sagde. Etaroften. . l I Virtelia blev oasaa Pater Vincent, faafnart han iaen besøaie Slrttet, laldet op paa Staroftens Vaerelse. »Man bar sagde denne, »ialt meget Qndt om Dem» arrasrdiae Faderk jea haader imidlertid, at De vil besj ftcemme Teres Fjender.« -— »Hvad har man da saat7«i -,,At De opmuntrer Foltet til Oprør, har man lagt.«? — ,,Jeg har tun opmuntret det til at uddrive de freut-: mede Voldsmceud,« sdarede Munken. »Munl!« laade Starosten, »denne Tilftaaelse vilre mere tilsireeltelig til at sende enhver anden derben, hv9r. inaen gerne vil vcere.« ,,Sende J mig til de tolde Lande, bvor ern aldria ritter, da stal jea oasaa der forknnde Eders Tyranni, og min Tunae stal itke vcere banden, sordi Jorden er det.« «Hvi;3 du oil beuge din Beltalenhed sor os, Muuk, pg ilte imod os — thi jeg ved, at Tusinde lytte til dkn Rast, og at du tan vende deres Billie med din Munds Rande, —- bvis du vil beuge din Beltalenhed for os, siger jea, da stulle Vi stænke dig langt større Statte end dem, du lunde vinde, selv om din Planet lyttedses.«« »En siørre Skat end den, ieg dinder ved at suldbyrde mit Kasd paa Jorden, tan Jnan sieenke mig.« ,,Vi ville berige dit Kloster, Mant, du ital vorde dine Brødres Brig-ten og de ftulle velsigne dit Minde, bvis du blot vil beuge din Tunge til vor Fordel liacsaa godt, com du hidtil brugte den til vor Stude. »Der gives ingen af mine Brødre,« svarede Mun len, »der ikte hellere vil leve i Faitigdom end svigte sit Land.« »Sie-Zweit saa jeg en Geistlia, som itke elslede time ligt Gods,« sagde -Storasten, ,,men jeg ved det vel, der aives stoltere Sjcele, der ikte fristes as den blotte Vin ding, for disse ere Magt og Ære den højeste Belønning. Vet, Mant, ogsaa dem stal du faa, vi love dia Herab-sm met i dit Kloster, ja vi love digi en endnu højerz Beerdig hed, naar Tiden kommen tht selv den tomerste Purpur kaabe er tilsals, naar man betaler den; alt dette vil vi stante dig, hvis du opgiver dine forvovne Planet og igen besser din Ratte sor din rette Herster.« ,,Om J ferte mig op spaa det hojeste Bjerg,« spa rede Munlem ,,og diste mig def rige Marter ved Kar pathernes Fody hvor Frugttreeerne bugne under deres Fyldtz og de store Græsgange, de vidtudstratte Stove medderes Bildt, de rindende Bande med derez Ftstez ja hwii J end lod mig stue videre ud over Landene lige til de Sieben hvor Binbjærgene begynde, og hvot ide store Moder lebe-med Sydeu, og om J sagt-» ,,Dette stal WBV Stendone og du ital berste derover seen-en Konse, hvis du blot vil falde ned og tilbede os,« da vilde jeg svare,. som min høje Messen »Viget bort fra mig! thi jeg steiget-s ikke min Sjæl for nogen Skat paa Jorden.« »Na saa tag Din Straf, du haardnaklede Forræder!« sag-de Starosten og rejfie sig op. —- »Det er ikke mig, som hat forraadt mit Land,« svarede Munken, men Sta roften ringede med en Klokte, hvorpaa fire Mcend traadie ind i Vcerelset. »Skal jeg lide, fordi mit undertryite Folk fandt en Talgmand i mig,« sagde Munken, ,,da lider jeg som en Martyr for det Hellige og gaar da med i Rækten af hine Sandhedens pinte Vidner, der under detes Pinsier fandt Vej til E«vigheden.« »Griber ham og fører ham bott!« befalede Stam sien, men Munken betragtede de fire Mand, og de vege til bage, han gik Da rsolig hen til dem, og de gjorde Vej for hom, og han gis ud af Voerelsei. ,,Bedragne Daarer!« raabte Starosten, »hvi staa J, som J vare lænkebundne? Efier ham, siger jeg! Nu er han alt i Gaarden, ilet ned og griber ham! thi han er »in dog ingen Aal, der tan glide Jer ud af Hcenderne.« »Alle de Andre kan vi grebe og binde,« svarede en af Mændene, »men denne kan det ikke nytte at gribe, thi .Lænkerne vilde ikke holde ham, og de himmelste Hærsiaket vilde befri ham inden første Hanegal.« ,,Dum O—vertrso!« fagde Starosten, men Munken stred rolig over Gaarden og gik alene hjem, og der var Jugen, som standsede ham. Jmidlertid følte ogsaa Patrioterne i det sydlige Po len Nødvendigheden af at træffe nærmere Astale med Hen syn til Fremtiden, dersor samlede de sig i Stovene og pas andre ensomme Steder, hvor de ved udstillede Vagter ser gede for deres Sikkerhed. Dei mesie, hvad her blev af talt, kunne vi vel udelade i en Fortælling, hvori de al mindelige Forhold ere underordnede, dg de enlelte Perso ners Liv og Skjcebne Hovediagen, dog maa vi bemcerke, at dset var Bonaventura, der i disse Forsamlinger ivrigst fremstyndte Opstanden. — »Var der ittc saamange Mig tige Hoveder imellem os«, raabte han engang, »der tror, at Landene bebst kunne styres med en Rædehale og en Gaase fjaeder, da havde Storsytsten alt lcengst faaet Løn for fm Gern.inger, og da fandtes der vel ingen lebende Russet mer paa denne Side Bügflo«den.« —- ,,D«et gaar ikke saa let,« svarede en as de Sammensvorne, »Storft)tst«en et forsigtig, det Vise de spanske Ryttere og de ladede Ka noner am det sachsiste Pallads«.— »Ja sejg er han,« iaade Bonaventura, »den blege Tyran stoelder jo hver Gang tn Mennesker tale sammen ncerved hans Vinduer, dg udenftr hans Bolia er stille som i Graden« «-Zank ham selv i Graden ja fee jo heller!« raabie en anren Analan »Ja « sagde en Tredie, »- It det ikke en Streut-seh at en feij Tyran skal seeite sin Fod paa Nallen af det tappreste Falk i Europa»?« —— ,,.s»wis J ønske det, da rejser jeg selv til Warschau da asvasler vor Stand sel i hans Blod,« sagde Bsonaventnra —;- ,,Jntet Snig Inord!« ndbrød Adaldert og Pater Vincent næiten i sam me -Øjeblik. · »Na gar-L saa beaynd blot paa «noget,« saade Bona ventura, ,,ra Einst at J staa paa en hellii Jordbund at det Var her, hdor Kosciuszio forst hcevede sit Banner!« — ,,Vogter eder,« sagde Munken, «at eders Pfaner iLte stulle dorde sont en zidindes ntidige F-oster, der »wir, nsur det ser DagenI Lys!« —— ,,De tan ogsaa dø i Kldikeixets Hinei dinger, hvorhen Tagens Lys aldria trænger,« soc-rede Bo naventnra. -—— »Der er innen, soin langes mere efter Kamp end jiea,« sagde Czernim, »dog ikke bloi enkelte Af delinger, men den hele Hat ntaa samles, naar Slqget skal holdes-; derser maa Vi først vix-e, hvordan det staar til i Warschan·« — »Sta! di da vente, til den højtbydende De spot lalder as til Vaabsen imod de tapre Franskmænd, fOM tcempe sorresi i den store Frit)edskanip?« spurgt e Bona vcntnra. —-— ,, xli sont les enfants perdns de la liberte,« «Varede Greci Larinsti, ,,dere5 Trihed er itke den di søge.« — ,,Lad os— eftsstrliane det gode det«i,« raabte Bonaventura; ,,lad alle Landets Born svorde Liaemaend, lad Adelen op-— give sine grufomme Rietiigheder, lad vore Vønder drage« til Kainpen som srie Mand, da J stal se, hvor hurtig, Despoternes Tjenere ville slygte for dem !« Fleie as de yngre gave harn Bisald, blandt de celdte opstod derimod en kendelig ElJtissornøjelse, og selv Cza niin satte sig imod Bonaventuras Forslag. Tilsidst reiste Grev Larinski sia og erklærede, at han øjeblikkelig nd traadte as Samsundet, hdis dets Maal slulde Vcere at be røve Adelen dens velerhvervede Rettigheder. —— »Det et oasaa vor Mening,« raubte slere. —- »Fejge, eaennyttige Slaver! J fortjene ikke at deltage i Fædrelandets Sejer,« udbrød Bonaventuranned funklende Øjne· —« »Feng« saade Latinski og lagde Haanden paa sit Svasrd, ,,ingea lJar endnu ustrasset beslyldt Grev Larinski for Feighed.« — J samine Øjeblik blinlede ogsaa Svcerdet i Bona venturas Haand.i — »Holdt!« raabteMunkem idet hatt tastede sig imellem dem, ,,i Fædrelandets og Religionens Navn besaler jeg det; have nu de vilde Dcemoner, der sra Arilds Tid sønderreve dette Land, ogsaa sundet Vej til vor Krebs? Dei er denne Splidagtighed, hvorved vore Forfamlinger ere blevne til Spot for Europas Folkeslag, det er den alene, som vore Fjender iakle sor Sejren; thi kunde vi blot tpinae denne tøjlesløse Aand, denne Djævcl i dort eaet Bryst, da vilde ingen Magt paa Jorden vceee stcerk nok ssor at overvinde as.« Alle fslte Sandheden i disse Ord, og med de sin digeres Hjcelp ly,ktedes det Pater Vincent at berolige Hier «terne og at tilvejebringe et Jorlig«, isølge bvilket man tlle egenmaegtig skulde begynde Kampen, men vente, til den sørst var udbrudt i Warschau. »Jeg vil selv rejse til Wsarschan og se, hvorledes des staat til der,« sagde Bonaventura, ,,mit Ophold her i Eg nen er jo desuden ikke mere sttkert.« Dette Forslag blev enftemmig antaget, en sormaaende Mand t Foesamlingen paatog sig at stasse ham Pas. - Dette vae imtdlerttd ist « saa let at saa, og efter nogen TM Frei-b miatte sie-us ventura endelig for stn Sitterheds Styld risse under f feemmed Nava.