X—
En polsk Familie.
—-F.E Anden Del. E
Gortsat.)
»Al, min gode Fader!« asbrød szernint dann »der
stal graa Haar oa Rynter til at srenielste en slig Atti-den«
i Ungdonnnen hat ntan andre Tanter, da vil man fange
Lytken i denne Verden.«
«3lnlle der araa Haar eg Rynter til at srenielsle
fliae Tanter«, sagde Mnnten, ,,da er det itte for intet, at
, Tit-en pteier Riniter i vore Kinder Da planter de graa
Haar i -«.-r Jgse.« Efter disse Ord fortsatte han igen sin
Historie:
»Da tfaentcerlighedens Da Forfænaelighedens Taage
lidt efter tidt vea bort fra nrine Øjne, indsaa jeg vel, at
der itte i niin Eier-L saaledes som hos de i Sandhed nd
valgte Tiaiere, sandtes det undtøntmelige Vald, hvoras
Aandsenri Tryllestav med eet Slaa, naar den lyste det,
tan freiinnane manafoldige poetiske Stictelser og Syner.
Dei lyrifte Element havde desuden hos mig en ensidig
Odervirat. Teraf slnttede jeg, at den styrende Haand, vi
til dagtia Burg talde Tilscelde, itke havde villet mig saa
ilde, da den paa nagen Tid bestemte mig til Sagfører;
thi soran Stranten leerte jeg at kendse Ordets Vcegt og
Betndnina, og jeg indsaa «snart, at den, der havde Tanken
i sin Mant, oa der lunde søre eTungenss Sværd, rimeligvis,
naar der ajaldt, vilde blive en vigtigere Kærnper for Fee
drelandet end den, der blot med Legemet nteegtede at stride
derfor.
Jea tpg dersor ingen Tjenest"e, da Krigen tgen udbrød
intellem de store Magter; Gustav derimod var ansat i Na
poleons Arme, han stred ogsaa med, da Danzig anden
Gang ber betejret, oa ail tilsidst ester Freden i prøjsisi
Tjeneste. Jea hørte, at han, under alle disse Omvetslin
ger, havde ndnnertet sia ved Ktogstab Va, Duelial)ed, nien
at han tilliae var arnsom itte blot mod Fjenderne, men
ogsaa mod fine Undergivne. Under Krigen blev han til
lige vant til alle Slaaå Udsvcrvelser, oa han foredede snait
ved Spit og Natiesvir i det sletteste Selslab en Formue,
hvoras ltan cg hans Hustru havde tnnnet leve anstandin
hele dereg Lin.
Nu døde min tro Ventnde Freien Wahlstein. Hen
des sidste Time var lige saa mild Da rolia sokn hendes
hele senere Liv, og jeg tan nied Sandhed sige, at jea
inaen anden Sorg fnlte ved hendes Dødsleje end den,
jea vilde have sølt red en tcer Vens Bortrejfe, otn hvem jeg
med Visbed Didfte, at han ait til et stønnere Land, hvorhen
jeg efter noan Tid slulde solae hann
J de sidste Dage, hnn levede, hat-de jea et Var Sam
taler med den-de om Sjirleng Tilstand paa den anden
sSide Graden. De Tanter, hun i denne Henseende ytrede,
legde Grnnken til et Diat, som snarere ndtalte lsendeg end
min Tm om vort tittominende Liv, Da sont jea endnu
maatte lasse for hende den sidste Daa sør bendes Bortaana,
hvorpaa det lsleo liaaende ved l)endes Dødgleje Tette
Tigt ltørte jea nnlia ieen af Leontines Mund ved Alerans
dras Dndssena
Tidliaere havde Freien Wahlstein i min oa slereLJ
Nærvceretse opsat et Testament, hvorefter lyendes Fortune,
der ille var saa betndelig, som man havde troet, blev
delt i to liae Dele, den ene Del titsaldt nogle tran
gende Slægtninge, sont hun alt lcenge havde understøitet,
den anden Del stnlde iilhøre Antonia, dog saaledes, at
hun alene, hvor hun saa besandt fig, maatte raade der
sor, hvorimod hendes Mand itke kunde røke det mindste
deras. ·
Jea bavde itte set Antonia siden hendes Giftermaal;
thi Fristen Wahlstein hindrede bestandia,- at vi traf sams
men hos hende, ca naa alle andre Siedet spgte vi gen
sidig at nndaaa hinandem Den sprste Gang jeg saa
hende igen, var ved Inin Venindes Sygeleje, hun var ble
ven bleg og saa nedslaaen ud, for Nesten havde hun endnn
de samnte slønne da eedle Trak, der tidligere vielede sen
uudslettelia paa mig.
Nogle Daae derester, da jea tantefuld stod ved min
Ventndeg Ligbaare, hvor hnn endnu laa ligesom i levende
Live med de lange Haar udslagne til beaae Sider, traadte
atter Antonia ind med en gul Blomsterkrans i Hann
den. Hun villde træde tilbage, da hun saa mig, tnen
jeg vendte mig venlig til lkende og sagde: ,,Frt)at itle
sor mig, Anteniat de Tider er sorbi, hvori min Liden
stab sorstyrrede Der-es Ro.« — ,,Jeg vil tun brinae hende
denne Krans,« sagde hun og traadte frygtsom naermere.
— »Er det Evighedsbloinster, da bør de kranse hendes
Hat-ein« sagde jeg, »thi var nogen her paa Jorden mo
den svr Eviaheden, da var det hende.« —- »Det er- itte
Evighedsblomster, det er Dsdens og Haableshedenz
Bsomst, Assphodelos kalde de Lende den, og hvts den gam
le Sang-r hat Ret, hvoti denne Henslumrede engnng lceste
srr :nig, da vokser den i Mengde paa de Sletter, over hvit
te Skyggerne vandre.«
Jeg taug nu, thi denne Kranz syntez mtg tlle min
Ventnde vætdtg, og dog vilde teg ikte hindre Antonta fra
at udsøre, hvad hendes Vierte drev den-de til.
»Ak, hvorsor stulde dog et saa adelt Vierte som dette
ogsaa vcete ulytteligtW Mev hun ded, i det hun tryllede
Kransen paa Ligetö Doved
»Dein-es Liv var som den dunkle Drueg,« udbrtd
jeg pludselig, henreven as en- tndvpttet Jld, »s-rst« soul
mer lden i Regnen, modnes i Solen og starr-es af Mor
gen- og Astenrsdem derpaa knuses den under Mennestets
Fad, men den klares stden i det dunkle Kammer, hvor
Stdmen forvandles til Stytke, og We den knuste Drue
vorder- et Vald, hvorsra Begejsteingen Wprtnger.«
Antonia saa forsdende paa mig, da jeg udtalte diese
Ort-, verpaa traadte hun mtg plndselig neermeee og histe
mtg det Dist, ieg sor saa Das-e stden havde gis-et Mn
Wtahlstetm »Du-e De strevet dems« tpuraie hun. —
»Ja«, soc-rede jeg. —- «Og- hat De —- ved dette Dive
leje, hvorpaa vor Bentnde singst-, besvctgee jeg« Dem at
tlge mtg Gans-betten —- dar De viele-Its, fom De engang
steck-. dtgtet alle de Sange, der gaa under Gustav
RavnW «- «»Jea Ist-« sue-de jeg, thi des syntet mig
nmultnt paa dette Stett- sblv t en aod denkst at sige en
Ufandhed. —- »Og de patriotifke Sange uden Navn, som
man tillæggser hom, et de ogsaa af Dem?«——— »Ja. « —
,,Og det Eslssovssdigt, han btagte mig, har De ogfaa stre
vset Vet?« —- »Ogsaa det,« svarede jeg. — »Im dette
Øjeblik af maa vi aldrig ses mere,« sagde Antonia og
flygtede bleg som en Mut-, og ligesom forfærdet for de
Ord, hun havde hørt, nd as Døren »
Men jeg blev end-nu, efter at hun var horte, staaende
en Tib og betragtede min Venindses Aasyn, og det fon
tom mig, som den bebe-J Træk udtrytte en langt ftørre
Tilfkedshefd og et lanat kyøjere Haab end den levendes
tek nylkg var flygtet fra heut-es Leie.
Trcttende KapiteX
statustrophh
Nonen Tid ester min Ventndes Død blcv jsa pr
mceetsom paa en tilltnllet -Zlitlelse, sont je.1 oste i Tus
mørtet møbte paa mitxe Beil-, oa sont, lwer Otana jeg san
mig om, ilede ind i en Eint-ande, eller stjnlte sia baa et
as de store Lindetrcker, lnmraf der finbeis en Mckngde i
Danzig. Dette Mødc ansaa sen for en blot Hændelse,
dog toa jea nu as Fertigtialzed en Stot nnd, Haar jeg
Var nødt til at gaa sildia up.
En Asten i Stuntringen, dn jeg befandt mig part en
enssom Vej uden for Byen, saa jeg plndselia den tillnsl
lede Stiftelse springe frem af en Bust nogle Stridt fra
mig tned en dragen Sabel i Haanben Jea satte Inig
øjebliktelig i Forsvarsstand og var saa tyttelia med min
Stok at afvcerge slere Hug, inen alle tunde jeg itte as
vætge, og da min Modstander trængte heftig ind paa
mig, san jeg snart mit Blod flyde as mangfoldige Saat.
Upaatvivlelig vilde min Modstander have dræbt min.
hvis itte, som jeg siden horte, et Par Daalejere, der git
sra deres Arbejde, i Frastanld havde set Overfaldet; de
gsorbe Anstrin Dg ilede til, Inen Voldsmanden frelste sig
ved Flug-stetsu Flere Menniester samledes da, jeg bleo
tendt og bragt hsem, til stor Forfcerdelse sor AD-volaten,
sont nu af Frygt for Oversalv næppe met-: vovede sig nden
for HuseL
For Reiten viste lsan inia inegen Deltagelse, oa nagtet
hatt as medic-tot Asngstelinhen saa længe jeg laa st)a, al
drin selv betrsaadte mit Værelse, saa tom han bog fle!e
jGange oIn Dagen Uden for Inin Dør for at høke til niit
thfinvende Da sørgede desuden med saderlia Lmhu for
Halt, hvad jea heb-verze.
Mine Saat vare bett)deliae, ja det uverordentlizze
Blodtab styrtede mig til sidist i et Staats langvarig Afmaat,
lwori jea hverten tun-De tale eller røre et Lem, Da hvori
jea var fuldtommen opgivet as Læaerne. J denne Forsak
nina beholdt jea bog min Bevidsthed, som jeg, saa vidt
jeg erindrer, itte tabte et Øjeblit; oa det var saa langt fra,
at min Fornennnelse var svcettet ved Sygsdommen og
Blodtabet, at den snarere starrpedes derved. Jisær blev
mit Øre saa sint, at jeg selv i Frastand opsangede den
saateste L1)d; overbovedet græniede min Tilstsand ncer til
den, man almindelig aiver Nadn af Stindød, hvorsra
ten tun stilte sia derved, at Hjertets og Pulsaarernes
Staa, nagtet nassten nmcerteline, doq tkle ganste ophørte.
J en as de Natter, hvoti jea var Døden nærmest,
foreatt det Optrin, jeg nu skal bestrive. For at De des
bevre tan fatte Muligheden deraf, man jeg bemætke, at
Advolatens Volig laa i en afsides Gabe, hvori der aldrig
var nagen stor Færdsei. Mit Bcerelse laa i nedersie
Stotvcert og venidte ud til Gaben, lige over for var der
intet Hus, men tun en lang Havemnr. Den Syge
vogterste, der ellers vaagede over mig, var denne Nat bor
te, og en fremmed Kvinde sad ved mit Leje. Jeg hørte
hvert Slag as de fjekne Kirtetlotter og hvert Ttin as De
forbinaaendr. Bisse sidste blev stedse færre og feerre, og
til siDst masrlewe jeg inaen Fiodtrin mete; dertmod kund-e
jea beste Træormene, sont bantede i Vceggen, og mit eget
"Hjerte, der flog, men bog syntes mig, at det itte tunde
vedblive at slaa ret længe. Dette befreite-des as Enge
vogtersten, som lagde sin Haand paa mit Bryst og sagott
»Hast lever ilte til Nattens Ende.«
Kort ester klang atter Fodttin fta Gatten. Pan
sannne Tiv hørte jeg, at et Vindue blev aabnet, og sor
nam en lold Luststrøm, der røtte mit Ansigt. En Mond
steq derpaa, som jeg tydelig mcertede, ind ad Vinduet,
Da tort ester blev det igen luttet, ligeledes blev Døren
aslaaset.
»Lever han endnu?« saqsde pludselig en Stein-nis,
som jeg lendte, thi det var.Gustavs. —- »Endnu er der
Liv,« svarede Sygevogtersten, ,,nien inden Morgenen
gener, er det forbi med ham.«
Derester fornam jeg, at mine Gemmer aabnedes,
og stsnt jeg intet tunde se, anede jeg bog, at Gustav
tansagede mine Papier-V Da idenne Fortetning var enot
horte jeg ham ncerme sig til min Seng, hvorfra han trat
Gardinet til Side, toet ester meertede Leg hans Aande i
mit Aasyn, hvoaf jeg sluttede, at han bøjede sig ned og be
tragtede mig.
»Er Dti ganste sitter paa, at han maa d-?« sagde
hatt endelig. —- »Detpaa tan Herren fotlade sig,« svarede
Fygevogtetskem — Gustav blev nu, saa vidt jeg tunde
merkte, stauen-de en Stand ved mit Leie. ,,Anede Leg
tun, at der var mindste Tvivl dervm,« hvistede han endelia,
»du stulde denne Dolt snart fortotte hans Honigtava
—- ,,Nej«, sagde Sygevogtersten, »det ttllader jeg its-e.
cg det lieh-des heller ttte; tht naar en stal afsted, da ved
vs det lange fsrend Doktoren, og i hans Seine, der liggek
ter, hat alt Dnden strevet sit Reisepas.«
»Man du endnu hsre og se vaa Grabens Rand,«
sagt-e Gustav, »saa vib, at dtt Forrcedert ttte stal nytce
dig; thi alle dtne Digte tager jeg med mig, og de stulle not
bringe Antonia til at opgive stn Totle —- «Gaa!«
sagde Sygevogterstem »og- get mig ttte u«lytteltg!" —
»Sit- jeg tun-de drcbe ham endnu engang,« hvtstede Gu
stav saa sagte, at Sygevogterstten sittekt ttte hsrte det, jeg
Gertmvd sotnam hvet Stavelse, »thi hun elster ham dog.«
Eiter disse Ord blev Bindi-et atter aabnet, pg jeg hørte
bam springe nd Opaa Gaben, hvot band Trin lttvt efter
lidst instit sig i det sterne.
Men han« stvste Ytttng hat-be en Jnvflydelse pao
mis, sein den mindst drinne em. Det var ltgesom en
elsrttrist Gnist deroed sloa ned i mit Bryst, og jeg for
- nam, driorledexs Hierteslaaene paa ny tiltog i St1)rle,
feil folg-pp blicktede Aarernekx straft vaagnede, hvorlede.
en Putz igen lIegyiidte-iii staa ester den anden, lige sont
til-e, der naslen var ndledne, men nu paa ny blev op
trntne, og jeg nicrrtede tt)delig, hvorledes Blodet sont
en ontsende Strom bleo dredet rundt, forst i smaa, der
eflcr i starre og sterre Kiedse, indtil det endelig naaede
Te txt-erste Fingeripidser.
Ei inartorerdiat Esaminentrcef var det for Resten, at
tldootaten noaet siloiaere saniine Nat sendte Bud og for
1..inaie niine Papirer til Gennemsyn, som ogsaa blev ham
imtederede
Ten naste Meinen lunde jeg igen tale og bevcege
aim- Ledemen Da Lasaen erllrerede, at han nu Vilde inde
fraa iok mit Lin. J dorigt sagde han, at den Foran
drinn, der var soreaaaet med mig, laa saa langt Uden
ior Naturen-I seedvanliae Gang, at den snarere lignede et
af re ttndere, de Hellige alene pleje at bevtrte. Og sit
tert maa jeg ogiaa lalde det en vidunderlig Styrelse, at
den, der saa idrig ønstede niin Dad, selv inaatte bringe
rnia den Leegedoni, som taldie mig tilbage til Livet.
Lohavsmanden til Oderfaldet blev imisdlertid stjult,
tlii jeg; der atene tendte l)ani, desluttede sor Antonius»
Etnld at viere tavs som Graden. Af samme Grund for
kalte jea heller intet oni det natlige Jndbiud, men sørgede
tun sor, at jeg btev af med den ny Sygevogterste og sit
mit aarnle Tagtammer igen, hvor et lignende Nattebesøg»
itle let kund-e finde Sted, og hvor mine Saar hurtig let-E
aedeg.
Neppe liavde jeg sorladt Sygelejet, før min Faetter
Taldte mig til sig. ,,Tilgid niig!« sagde han, ,,thi jeg har
beaaaet et Forrasdseri mod dig. Da jeg var i Tvivl om du
itle endnu asgao dig med de Daarstaber, hvormed du cer
grede rnig i dine Drengeaar, hat jeg under din Sygdom
aennemset dine Papier, men til min Glcede sundet, at du
er ren i det Kapitel, og at du og Gustav ogsaa heri for
lrolde Eder til hinanden som modsatte Størrelser, hviltet
med Tiden, om dn saa itte indlceager dig nogen verdslia
Da forfiengelia Ære dernied, dog vil blide dig til sand For
del da Glcede.«
Uaatet jeg selv saaledes undslap med Livet, blev dca
bint natlige Jndtirud den fornemste Aaarsag til min Frei-—
terii Ded. En af vore Naboer hande, trodg al Gustades
Forsiatighed niærtet, at en Mand i hin Nat var sprun
ger ind af mit Vinoue, oa nieldte det til inin Zeiten
llaatet nu baade Snaeorgtersten og jeg stadstg benegtede
dem, saa fct doa Advocaten det Jndsald, at man vilde
isiaske bang Mannstridter. Han undersøgte dersor selv
tilliqemed sin Tjener bder Aften alle Veerelser og asiat
tedse rein forsigtia, ltan lod oasaa Vinduerne tilspigre sog
brandte Lys om Ratten i sit Kammer, hvori Tjeneren
deguden maatte ligge. Ja til endnn siørreSitterhed lod han
forfcerdige en Jerntiste der var saa tung, at to Mænd
neppe tunde løfte den; i denne Kiste laade han sine Papirer,
bdorefter han lnttede den og bang en Hcenaelaas derfor.
Da Kassen sormedelft fin Heide itie tnnde sindes ind un
der Sengen, bleo den efter hans Befaling sat ved hans
Hovedgcerde, saa han tunde naa den fra sit Leje med sin
udstratte Haand Men netop as denne forvidt drevne
Forsigtighed opstod tllthten, thi en Nat drømte han, saa
Vidt di tunde slutte, at han stred med en dumdristig Tyv,
der vilde rane hans Stat; han sprang da op i Halosøvne
og greb ester Kisten, derved sit han Hoved og B·ryst, hinl
tet sidste var meget bredt, Overvckgt over de svage Ben,
og han styrtede med Tindinaen mad Kanten as Jernstri
net, saa han stærtt festadigede Hjernen selv. J Finst
ningen sølte han sig tun dein-det, men snart tabte han
Bevidsthedem og uagtet man uddortes itte tunde se andet
end en lille blaa Plet paa hans Tin"ding, døde han dog
omtrent fyrtetyde Timer efter sit Fald.
Neppe dar han død, for Gustav indsandt sig og gjordei
som nærmest Arving Fordring paa hans Eftetliadenstab.;
Jrnidlcrtid sandt man et Testament, der, efter Arvelade-’
rens usdtryttelige Villie, tun maatte aabnes i Gustavs og
min Nekrværelse. Jfølae detie Testament blev Gustav,
som der sind, iscer Paa Grund as sit Versemageri, ade
tnttet fra al Andel i den Litfoødeg Formue, hvorimod jeg,
fordi jea haode oalat en bedre Vej oa itte afgaiv mig med
stige nnyttiae, ja sordasreeliae Kunster, imod at jeg stulre
udgioe den Aidøres Mannitripter oa i Fremtiden antaje
hans Navn, var indsat til lkans eneste Arving.
Gustav liteanede, da han hørte digse Ord, ogsaa jcsx
var forlegen derved, thi jeg vidste mrd mig selv, at jeg
paa den Grund, den Afdøde angav, aldeles itte fortjente
hans Godhed. Gustav reddede niig imidlertid snart as
min Forlegenhed, thi efter en tort Tavshed sprang han
pludselig frem som en Rasende og ettlcerede hojt og inde
lig, at Testamentet var ugyldigt, da det var bnggset paa
en falst Forudsætning, thi han haode aldrig i sit Liv
stredet en Tøddel Poesi, og jeg var Forfatter til alle de
Mate, der git under hans Navn. ,,Lad ham benegte det,
hvis han tor,« raabte han, »dog dertisl er han del i Stand,
nien jeg vil betræfte mit Udsagn med den højeste Ed.« —
»Nei, jeg negter det aldeles itte,« ssvarede jeg, ,,jeg ex vir
telig den Fugl, af tyvem han hat pluttet de chedre, hem
med han nu i en Rette af Aar hat smyttet stg, jeg begre
rer derfor itte denne Aw, der tun under en Betingelse,
jeg itte hat o«psyldt, er bleven mig stæntet, vg- jeg vilde
tvettimod anse det for en Kræntelse mvd min afdøde Bel
gsører, tyvis jeg tog derim«od.«
»Altsaa er Arven min,« raubte Gustav, ,,thi jeg er
neermest dertil, og Grunden, hvorsor jeg er udelutket,
falder da bort.« ·
Saaledes tom Gustav, der nu antog stn Onkelö Nava
og ester ham taldte sigs Zeltner, tstorVelstandz men bog gik
shan ttte fri for Straf, thi hanö Opførsel blev saa detendt,
at ftere ossentlige Blade spottede detovesn Dette eergrede
ham soerdeles nieget, tht uagtet den heim Æresfelelse
manglede ham, saa var han slangtfra ligegyldig fo: Ros
og DadeL Senere maatte han« da hans Kammerater
vægrede sig for at tjene med dam, tage fm Afsted fra den
preussiste Heer; dog lyttedes det ham efter tort Tit-, da
hatt var betendt som en duelig Ofsicer, at bltve ansat ved
de polste Twppet i Warschau under Farft Constanttm
Tit hans Undstytdntng maa jeg sige, at hin Arv t
flere Aar havtde hattet hans eneste Hei-ad Ja, efter hbad
san selv jener-e stat have ertleeret, vtlde han« t det mindste
I
saf Kæriiqhed til Antoniu, som,han, ttods sine »
reich dog pna sin Msaade eisiede, neppe have tssbet, W
des riet hang samtnen med hans Forfattefskah hvisff , ,
herbe set ncgcn »den Vej tLi at naa den Stat, udeu Mk
ken han ikie lænqere kut; De leve.
Omsider blerse ogfaa Advocatens efteriadste Stride -
udgivne i Tmitenz tmt efter læste ieg i et Blad en megct -
haanlig Bedxsmntelse over Dem sog bar fortsesten aldrig
sputgt, at de vaktc nagen fyndeclig Op«.«crrksomhed.
Fiortende Kapitelv
Ten activnndne Brud.
Dagen eftet hint Optrin med Gnstaty for jeg endnu
havde forladt min its-Jede Fatterz Hut-, vlev det mig
nieldt, at en frennned Dame vilde tale med mig. Dette
undtede mig itse, da det fulate af min Stitling sont Sag
fører, at baaoe Man-d og stvineer tidt iotlangte mit
Raub; men desniete ovetrastedes jeg, da den frennnede
ttaadte ind, thi det var ingen anden end min llngdonisis
lFlstede selv. —-- »Er vi alene, saa ingen tan here, hvad
jeg vil betro Temf« saade ljnn med et frhatsomt Blik
til Deren, sotn jeg sttats efter hendes Ønfte littleke i
Laas. —- ,,Antonia!« spurgte jeg sorvavset, ,,l)vad bringet
Dem til at besøae mia?« — »Im maatte vel tomme,"
sagde hun, »eg det cr estet det fuldeste Oderlæg, at jeg
kommer.« — Derefter tav him stille et Øjeblit, niedens jeg
betragtede hende med den højeste Deltagelse, ihi blas-sende,
sont hun stod det, sagtelicevente med det tedeltforinede
L!lashn, der halvt stinlteg af det nedhcengcnde Sler, vittetse
hun paa mig fom et fortlatet Billede as min Unadoms
tærlighed. —-- »Antonia!« raadte jeg uvilkaarlia, ,,Te see
ilte lykkelig nd.« —--— ,,Lt)tte lia!« fvarede hun, ,,ho-orlede6
lan jeg var-: lyltelig, jeg, som er ovofret, bedragen og
forraadti Be over Dem, Franz! thi det et Dem, der i
Forenina med vor største Fjende hat bedrsaget og- opostet
mig.« — »Ak, jeg hat elstet Dem mer end mit Liv,« sak
tede jeg med en Følelfe, der var stærkere end min Be
stutn-ina, »oa jeg hat tidligere gjort alt, hvad der stod i
min Magt for at detage Dem Deres Bildfatselse.« —- »Ja,
jeg ved, at du hat elslet mig-, dine Sange og dine Lier
have sagt mig det, og du elster mig dog endnu, ikke sandt?"
sagde hnn med et ncesten Vildt Blit, idet hun ttaadte
mig ncermere og greb min Haand. —- ,,Antonia,« raadte
jeg fotstrækket, ,,betænk, at De er banden til en andeut«
—- ,,Der et intet at betcenke,« svatede hun, ,,et afskyeligt
Bedrag tan ikke bindesnogsem fra det Øjehlik, jeg anede,
hvad han nu selv offentlig har erklætet, da den-die min
Kcerlighed tilbage til den, der ftembtagte det første Ind
tryk paa min Sjcel, og som jeg tun ved en ulyksalig Bild
sarelsse havde fotladt, og for at sige ham dette, et jeg kom
men her.« —- ,,For sildig,« raabte jeg, ,,vort Haav er
soundet som vote Barndomsdtømme.« —- »Alt er endnu
ikte tabt,« svarede hun og saa sig om igen, for at vcere vis
paa, at ingen lyttede, ,,thi jeg er beredt at flygte med dig
til et ftemmed Land, hvorhen du vil, du stal raade for mit
Liv og min Fremtidz jeg vil fliste Religion fot at fotenez
med dig, ja jeg hat alletede stiftet den, thi min afdøde
Tantes Tto delet jeg i mit Hierte.« — »Men jeg delek
endnu vote Fædtes Meniger, Antonia!« —- ,,O i vor
Venindes Tro kan ogsaa du blive salig, vcer vis derpaa!"
sagde hnn med et sværmerisk Blit. »Gud vil det, thi han
hat slæntet dig til mig, ja i den Nat du laa mellem Død
og Liv, da bad jeg inderlig paa mine Knæ for din Fräse
da følte jeg, at Herren høtte min Ben, jeg følte, at m
Gnist af mit eget Liv gik over i dit Bryst og smeltede
Dødskulden om dit Hierte; min Bon, min inderlige
Villie hat reddet dig-, detfot tilhøret du mig fta nu af
og til evig Tid.«
Dog jeg hat maaste alletede lcengere, end jeg stulde,
dvælet ved de Ord, der den Gang- undslap fra den siønne
Svoermetindes Labet, jeg vil kun endnu laegge tilt at
jeg ellers aldtig i mit Liv hat vceret undertaslet ew Fei-:
stelse, der kan ligsnes med denne. Men. Gud væte lovet,.
ved en alvorlig Billie sejtede jeg derover, og Herren lagdes
Overbevisningens Kraft i mit Ord, saa det oasaa lyktech
mig at forandre Antonius Beslutning. Med taatefuldes
Øjne sorlod hnn Inig og ttytkede tun til Afsied eet Kyz
paa tnine Lceber, det eneste, som Kceriigsheden nsogensinde
hat stæntet mig.«
»De! var din egen Skyld,« raabte Czetnim, »die
stnlde have slhatet med hende, Mnnk, du skulde ikke, for
en overmennestelig Dydss Styld, have opsofret din og
hendes Lytte lig en flau Romanhelt, tan du ikte be
grivc det?«
»Skulde jeg for en Lidenftavs Stylsd have opofret,
hvad min himmelste Veninde ntente at oære Ret?« svatede
Munken. ,,Stu1de jeg have forsert den, hun elskede, til
at tteede et helliat Sakramente under Feldber? Derfra
ibevare mig Gud! thi vi ere ilke lig Luthets Tilhængere,
hvis Husttuet giste sig, niedens Mcensoene endnu leve, dette
maa vi tværtimsod med den hellige Paulus, ja med den
Herte Christus selv, etklaere for en stor Ugiudelighed og for
en vildsatende Leere.
Da hun dar gaaet sølte jeg en sand Tilftedshed og
Fred i mit Jnderste, og uagtet jeg aldtig stulde besidde
min Elsiede paa denne Jord, var dog Visheden om ben
«des Genkætlighed mig en lcer Tante, det ncesten erstattede
mig hensdes Besiddelse. Det soretom mig nu, som om jeg
havde afgjort alt med Verren, i hvis timelige Glas-der jeg
itke mere havde nogen Del, Haabet om det Tilbommende
blev detfor min højeste Trost, og Læsning i religiose
Steifter min eneste Ny«delse. Undet denne Syösel randt
det mig tidt i Hu, at Klosteret vel nu var den Bolig, sont
.passede bedst for mig; ligeledes var der nsoget i min Stal,
der sagde mig, at jeg paa intet Sted tunde vir«te·mere for
mtne fotsulgte Brødre end paa den gejstlige TaletstoL
Den Beflutning, jeg ifolge heras satt-ede, medbelte
jeg til ingen af mine Belendte, tshi min Ventn«de, den Ene
ste, der heri tun-de raade mig, var jo dorte. Desuden hat
jeg tidt bewertet, at vore Venner vel staa ved vor Side
med Raad og Diaad i vetdslige Ansliggen"det, men at Men
nestet som oftest befindet sig alene, ligesom i Mk Ofe
k «,blik og ikke hat andet at rette sigs ester ensd den SW
- der taler i hans egen Barm, naat han stal afamdsc
I Bigtigste, hvad han her i Livet hat at foeetagr.
MMWI
0
