Stensterue paa Krontiorg.
En historist Roman.
As h. F. Etoald.
Hi Forste Del. Eis-.
tFortjaU
Kristen Brot var ingen haard Mand, men at tilbyde
Malste, naar man bad om StillinggnL var saa stor en
Rundhaandetlxed, at den stcsttelg Pige saa helt sorbavset
paa dam.
»Gamle Maren stal have Meelste, sor Gud stal hun
saa!« vedblev Mølleren oq toa et Vor oa en Hane ned fra
Hulden, »det vil styrte l)endc. Korn udensor nied, lille
Ane, saa stal jea tappe en Tnar til dia.«
»For tnsind chrvle!« lød det plndielig bag diristen
Brotg Rhei, csg den snenste Vagtmester stod der oa saa Pan
ham med en glubst Mine.
»Ma-lste sagte J, Mnllers Martstei og soraangen
Dag svor J dog en dyr Ed paa. at htser Lende var tom,
og saade, at J itte haode mere annimelt Øl i Hirsch end
man tunde vride as edcrs røde thue-«
»Ak, strenge He. Vaqtmester!« ndbrnd Kristen til
syneladende sneaet forstrcrttet, ,,jea vidste itte, J var hist
inde!«
«Elt7nael, Lumpenhund Forrceder!« raadte Vogt
mestcren purpnrrnd i Anfiatet, »at lade brrømmelige
srenste Zoldater dritte Stillinasøl naar J dog har Mast
ste! Saa ntristezia fnrer J eder op mod os, der dnje
Kulde Nat ca Haa, saa at Vlotet maa stivne i dore Aarer,
sor at vasrae dette nsle Land! —- Kristen Brot! det slal
ever-:- kltna undgcrlde!«
»Or. Baattnester!« saade lliristen sindia da fatiet,
»Mir Da Vand holde nu enaang samtnen, det tan itte
Lanret for, er itte heller min Brode; men nu den
Smule Mastste, jea hat stasset til Side, da ved J not, at
Sætten mister mangt et Brod, sordi hun itte tan strige.
Jeg svor den Ed, stønt den var falsl —-- og Gud sorlade
mig, at jea ajorde det! —— i den Hensigt at have lidt til
hage til de snge ——«
,,Fanden taae de snae,« saldt Vagtmesteren ind, ,,naar
de dritte sra de sunde!«
»Ist saa,« vedblev Kristen ufortrsden, »sor at have
lidt at stille de Herrer tilsredg med paa Højtidsdaae, ca
naar det tniber. Dei maa He. Vagttnesteren indronm«.e,
at havke jeg ilte fooret den Ed oa bjceraet min Mcelste,
saa havde den nn verret drittten helt op.«
Vaatnkefteren folte ssa slaaet af dette sidste Argument
og saade i en roliaere Tone: »Saaino.-nd, Møllerl deri lia
ger noaen Rceson. Saasom eders Stælinsstytte tommer
mia til gode, stal J slippe, nten paa det Viltaar, at J hol
der ren Mund. De andre Stæltner maa itte faa stund
stab om, hoor den Tende ligaer. Men for mig flnts til
Siedet«
Dette Var itte aanste ester diristen Brot-H Sind, men
han maatte lhstre og stolede Paa, at Soldaterne passede
paa, et Haah som heller itte blev stufsetz thi uaatet han
paa Baatmeltereng Befaling ait ad,en Omvej til Tørvei
stakten, saa havde han nceppe afdcettet Tonden, sørend -.t
Par Rattere strats vare Ved Hei-Indem og da de saa, hvad
det gjaldt, tnnde hterten Vaatmesterens Eder eller Trug
ler drioe dem fra Siedet. Vaatmesteren gjorde nu gode
Miner til slet Spit, bød et Par af Foltene at løste Tonden
ud, og den bled baaren i Triums tilbage til Stæntestuen
og tagt paa to Butte.
Kristen Brot, som var tommen i godt Lune, da han
saa, at alt git ester Ønste, struede Hannen i; men da han
-.-«— stulde til at tappe, greb han lille Anes Krus og saade:
»Den serlte Taar til Anes syge Moder, med Vogt
rnesterens grinstiae Tilladelse!«
«Lad gaa!« svarede Vagtmesteren, ,,jeg stal saa oise
eder, at vi Svenstere ogsaa ere tristne Mennester.«
Kriiten tæntte i sit stille Sind, at det itle var ganste
overslpdig at aflaegge stigt Bidnesbyrd, og syldte saa et
stort Krus.
»Det andet Krus til Hr. Vagtmesteren, hvem jeg rncd
gnnstig Forloo dritter til. «
Vagtmesteren ryntede Banden ad Kristens Høslighedz
men da han endelig sit Kruset sor Munden og havde smaat
den snrste Stutt, bleo hans Ansigt strats mildere.
»Ta’ rnig tusind Dfævle, en Engledrit!« udbred han
og smaslede med Jungen. »Ja, anbe, den Most ladet
stg dritte!«
Han tomte Kruset til Bunde-, og Rhtterne trangte
sia nu om Mslleren for ogsaa at saa en Mundsmag; men
efterhaanden socn de sit Smag paa Dritten, sit de Lylt
efter mete, saa at Bagtmesteren for dog i det mindste at
tratte Nydelsen noget ud, jog dem hen til Bordet og bød
dem tage Plads der, mens Kristen Brot gav dem et Kvart
Krus- ad Gangen.
Dermed var Drittegildet sat, Terningerne tom stem,
og medens Krus ester Krus tomtes, rungede lystige on
ngudelige Viser gennem Huset. Da Afløsningstiden kom,
oare de alle mere ellee mindre drutne, og ingen vilde as
Sted paa Strandvagt; men da Aflssningen udeblev, ind
fandt.de udsatte Rytterposter stg esterhaatrden, stolende
paa, at under det tiltagende Uvejr vilde ingen Ossicer nove
sig mere ud den Dag. Jnden Asten var Stranden »den
Vogt, og hele Kompagniet i en Tit-stand, som vtlde have
gjort det til et let Bytte for emlille Hob danste Karte, hvis
de -havde vceret ved Veranda-»
Vansteligheden for Kristen Brot laa t at slippe hort,
baade fra Opvattningen og sra de svenste Ryttereö tarlige
Omsavnelser, thi de drat tdelig Broderstab med dann En
delig vare de saa drutne, at de itte censede hatn, og ester 11
han havde sat nogle mægtige Kander, syldte med den sidste
Rest af den kostbare Mælste, paa sBordet, ilede han ud og
lsb med et Par af sine Karte ad Stænget til.
Der havde Rostgaard og Hans Olsen i flere Timer
ventet utaalmodL da Stumrtngen allerede saldt paa, og
de vtlde gerne bruge Dagens sidste Lysntng til at stitte
i Sien. Glade bleve de, da de saa Mitten Brot komme
saa frejdig, og han taabte dem stratö i Mode:
»Saa t herren- Naan Nu er Kytten tlaet De dritte
som Kvag i Bissetiden og en drntten Mond og en galen,
dem stiller ttte uden en Stdn ad.«
»Bel!« raabte Rostgaard muntert, »Im Haand paa
Værtet og ud med Jollen i Guds Navn!«
Det varede itte længe, inden Baaden var i Seien og
Rostgaard, Hans Olsen og en Mund til sprang i den; men
da Kristen Brot saa den aynge paa Bolgerne, snart høit
oppe, snart dydt nede, saa den helt tom ham as Sym,
tæntte han, at han aldrig mere sit Ridefogeoen at se og
bad en stille Von for hans Livs Frelse og en lyttelig Ud
gang paa han-Z Reise.
Naat Rostgaard senere tankte paa denne Sejlads
ca dens store Fam, soretoin det ham som et Vidunder,
at han slap net dersra, men saa lcenge den stod paa, holdt
han Modet oppe og stiftedeg med de andre til at øse og til
at holde tldtig med de svenste Ktiagstibe, sont de maatte
voate sia for ikte at lobe paa. Te søgte over ad den siaans
fte Fiyst til, hoor der var mere smult Bande, og hoor de
paa et øde Sted gjotde Landgang, indtil de oed Dagens
sprste Gry atter tnttde stitte i Søen og styre Kursen lige
mod den hollandste Flaade, der endnu laa rolig for An
ler en Del nordligere.
Der fandt de omsider Admiralslibet, lsoiltet de trods
dereg Udmatielse efter de udstandne Mojsommeliglxder
saa paa med stor Benndring. (5-t praegtiat Stib var det
ester de Tider, og med Henfnn til Stønhed salder en Sam
menlianing inellem det syttende Aarhundredes og Nuti:
denI Orlogsslilse afajort nd til de gamles Fordel, hoc-r
ubehjælpsomme de end date. Lade i Midten med højt reist,
incettedannet Forstadm der var ptydet med en Mit-nage
lia udslaaren oa rigt sorgyldt Gallionssigur, med den end
nu hojere Basistavm hois Hytte sit Lns aennein Vinduer
i flere Etaaer oa endnu tigere prydet med Billedværl, nd
slaarne Prydelser csa Vaaben, saa de ille nd som Masliner,
bnggede til at odelaeage eg selv viede til Undekgang, men
som oni de vare dannede til Bryllnpgfærd og til at fore en
fyrstelig Brnd over So og salten Han.
Rostgaard sorstod Hollandst on talte Sproget ungen
»lunde, en Fcerdighed, han itte qjorde sig lidet til as, og
som han haode ftaffet sia oed at otnaaas hollandsle Stip
pere i Mittel Hansens Has· Han parlamenterede da med
Stibetz Vaat, og da han meldte sig som Sendebud sra den
dansle Konae, bleo der aioet ham og hans Ledsagere Ad
aang. De sortøjede Baaden og llavrede saa op ad Faldes
rebstrappen, men da det var tidligt paa Morgenstunden,
og Admiral Ospdoin led nieget as Podagra, maatte de
dente noan Tid, niedens han llcedte sig paa. Rostgaard
nnttede Tiden til at undersøge Adiniralslibet; thi Videlyst
var hani medfodt, oa han lod aldria noaen Lejlighed til it
fort-ge sin Knndslab gaa anyttet forbi.
Endelia tom en Page og forte ham ned i Chesslahytg
ten, hoor han fandt Adiniralen, itle i fuld Stads ellec
itaaende, inen i Morgendragt siddende paa en Stol og med
Fødderne indfvobte i et uldent Treppe. Rostasaard bled
ncaet slaaet ded at trwsse den store Søhelt i en Tilstand,
der saa lidt svarede til de Forestillinger, han haode dan:
net sig om en Mand, der forhaadentlia slulde blive hano
Fædtelands Frelsekx men da han nøjere havde set Paa
den podagrististe Helt og ialt med han1, oplivedes hans
Himb.
Admiral Baron Jakob Wassenar Opdatn Var en un
derscetsig Mand med et bredt Ansigt og en stor, fremstaa
end-e Mund; men hans lyse Øjne havde et tlogt, kætt on
itte umildt tldttnt. Den eneste Pri)delse, han sot Øjeblit
let bar, en stcert truset, ndstaaende Plieni, aao hans Ho
jded et endnu storre Omfang. Saaledes siddende i en Stol
daa Dættet, slønt ifort sin galonnerede Admiralsdragt,
stulde han site og tyve Timee efter dinde en glimrende
Ser thi den smertelige Sygdom som plagede dam, had:e
ille Magt til at tue hans Mod eller omtaage hans lim
snare Tante min i Slagets Bulder. Han soatede paa
Rostgaards dybe But med et lille Nil og sagde paa bredt
Hollandstt
»Jeg sek, at Aong Fredekit endnu hat Mænd, der
mene hain det del og tjene ham tro; at vove sig nd paa
JEer i en aaben Baad i et sligt Bein stulde jeg inene ellers
set et Stylte Atbejde, jeg tnn tiltroede en Hollander.«
,,Naadige Hex-rek« svarede Rostgaatd. »Kong Fre
detit hat endnu nkange Mænd, der ere ham tro til Dieben
Stnlde man ikte med Glcede vove sit Liv for en saa naadig
og tapper Momer
,,Godt sdaret, min Ben! men hoad er eders Ærinde?«
Sau optagen havde Rostgaard vcetet as at undetsøge
Admiralslibet, at han havde glemt at dtage den tongelige
Sttivelse stem. .
,,Jeg bringet en egenhaendig Sitivelie fra Hans ton
gelige Majestcet,« svarede Rostgaard sorlegen; »Gott-J
Naade maa tilgioe mia min Mangel paa -Omtante, men
jeg var saa sotbavset ved at stue dette stonne Stibs Meerk
vcetdigheder, og jeg blev saa pludselig taldet herned, nt
Sttivelsen endnu er stjult paa mit Legeme."
,,Jh, giv hidl Er det fotnødent, at J trketter ud til
Stjorten?« spurgte Admiralen smaaleende·
»Jtte ganste,« svarede Rostgaardx ,,jeg hat den ind
sopbt i Votsdug i min Stsvle og under min Fodx thi saa
tunde jeg stadig mcerle, at den var hos mig; men med
Eders Naades Tilladelse vil jeg gaa udensor og der drage
Stsvlen as.«
»Du-g den tun as i mit Paasyn«, sagde Admiralen
smilende, »den Straf stal J have sor-eders Formastelse
at træde paa et tongeligt Buo- Saa komme di desuden
paa lige Jst-, thi ogsaa jeg er, Gud bedre det st-ødlelos!«
Rostgaatd gjokde st«kats, som det bled besalet hom,
og tort ester havde Admiralen Kongens Stridelse i Hern
de, brod og leeste den. Saa bpd han Rostgaatd gaa ind
i Messen og gav Befaling til at soette Foksrislninget sor
ham og hans Folt, at de tunde gsre sig til gode, medens
han sttev sit Sonn
Rostgaatd sulgte nu med en Page og sandt sig snaet
baenlet ved et Bord, dcetket med hollandste Lækterier og
udssgte Dritteoarek, medens Hans Olsen og den andcn
Fister sit noget at leve as t Foltenes Lukas.
Som han sad der og lod sig de gode Sager smage.
overtasledeö han ved et Bestg as Kongeng steinernes-stri
ver, Kristosset Gabel, der var otn Bord paa Admiralstibet
han var lige sst Krigens Udbtud bleoen sendt til-fiel
for at Wpltmentere Kong Karl og udfsre et specielt
Odem nemlig at bringe alt i Rigtighed med at staffe Ultit
Fiederit Gyldenlsoe en «Stilltng i svensl Tjeneste. Kong
Frederit instede mastig-, at denne hanö natutltge Sen
siulde uddanne sig til Soldat under Kong Karls Øjne, o;
gav tillige ved ot sende sin egen Søn til det svenfte Hoj
det bedfte Vidnesbyrd om sine fredelige Hensigter og si1
Linsle otn at Vedligeholde den gode Forstaaelfe med sin
Nahm
Gabel havde faaet en naadig Modtagelse, og den
svenste Konge lod ham itke merkte, hvor højst ubekvem
Kongens Ønsle i dette Øjeblik tom ham; iveertimod med
gav han Gabel venlig Hilsen til hans Herre og Forsitring
om ubrødeligt Venfkab. Gabel rejste fra Kiel til Ham
burg i Familiefager, men der sit han til sin Bestyrtelse
llnderretning om, at Kong Karl, i Stedet for at gaa mod
Polen eller Brandenburg, som man almindelig mente var
hang Hensigt, pludselig havde vendt fine Baaben mod
Danmark og havde indslibet sig med hele sin Heer til Sjcel
land. Da han havde overtydet sig om, at Efterretningen
var paalidelig, affendte han Lojtnant Plesfen til Kurfyr
sien af Brandenburg for at bede orn Hjcelp osg reiste paa
equ Haand, uden Kreditiver til Holland. Der drev han
pna de danfle Konsnler Rosenvinge og Carisius, at de
flulde bede Generalstaterne om hurtig Hjcelp, og saa stor
var den Tro, man ncerede til Gabels personlige Jndsflyi
delse hos Kong Frederit og til hans Paalidelighed, at
alene hans mundtlige Forsikring gjorde Fyldeft, og det
skyldtes iscer hans energiske Optrceden, at den hollandske
Flaade i forholdsdis kort Tid løb nd. Selv fuldte han
tilbaae til Danmark med den.
Rostgaard hadde hørt Rygtei derom, og han vidstc
helt bel, at Gabel havde stor Fortjeneste i denne Sag, og
hvorledes hans Stilling ellers var. Han maalte den itle
eile-r dens Mangel paa ydre Anseelse eller efter, at hang
eane Jndtægter vare bedre end Kaminerskriverens; t«vært
imod hilste han nu paa ham staaende og med stor Mkka
diglzed og fortsatte ilke sit afbrudte Maaltid, førend Kam
merstridercn udtrykkelig opfordrede harn dertil og selv tog
Pladg ved Bordet.
,,3aa her skulle vi mødes, Rostgaard!« sagde Gabel
med et indtagende Sinil paa sit mørte, udtryksfulde
Aasnm ,,jeg haaber at turde tilføje —- i en lyttelig
Stund!«
,,Ja,« fvarede Rostgaard, ,,næft Gnds Bistand tat
tet ver-re Hr. Kammerstriverens Nidlcerhed for Kongenz
Tjenefte og Lande«-s Vel.«
»Nu, Rostgaard,« svarede Gabel, der allerede havde
noaet af den vordende Stormands Vcesen og nedladende
TMine ,,jea har tun ajort min Styldighed, og det tykkeH
lmin, at J gør ligesaa, endda med siørre Hafard for Liv
og God5.«
Gabel ndspurgte nu Rostgaard nøje om Sagernes
Stilling i Zinbenhavn og sit at vide, at Byen holdt sig
mandelig, og at Kongen innig hadde gjort et lylteligt Ub
fald Paa Amager og i egen høje Person fort det an. Som
slerne maatte flygte med Slam til dieres Skibe, og san
nær havde Kong Karl været ved at blive gjort til Fange,
at en danst Ofsicer allerede bavde lagt Haanden psaa hans
Kram; men Hestens Hurtighed havde for denne Gang
frelft hans fvensie IJtajestcei. Dog havde Fjenden hu
feret siemt paa Øen og ganske tømt og odelagt dette den
belejrede Bys Spisekammer, en ulytkelig Tildragelse, oxn
»hviltcn den dellcerde Wallensbeck i sin »daglige Team
bog, indeholdende det himmelfrelste Kobenhavns Belei
rings-Jdrætter,« synger saaledes:
Nu brasnder Stkaa med Kerne paa,
nu ioies Mad paa Fade;
ah, Jammer stor, ah, Fee og Fort-?
vie Sandby Lin-vers L :de!
Den hollandfle Flaade medbragte imidlertid en god
Foriyning til den trcengte By, saa at Gabel med større
Opmcertfomhed lyttede til Rostgaards Meddelelse oni de
;Femsiridt, Belejrernes Minearbejder bavde gjort, og
ban sit da at vide, at Erit Dahlberg havde ledet denne
vigtige Del af Belejringen faa snildt, at Ssvensiernes
Lobegrave tun vare halvtredsindstyve Fod fra Byens Vol
de, og at de allerede vare i Feerd med at gennembryde Di
gerne for at udtørre Fæstningsgrsavene
,,For Gud!« udbrød han, ,,vi komme i rette Tid, ng
vel, at Kong Frederik fendte eder med denne Sktivelse;
tl)i stønt Baron Opdam er en modig Heere og en ftor
Admiral, trytker ban sig dog ved at gaa igennem denne
Sncevring i en dobbelt Jld fta Kronborgs Kanoner og
fra Stanserne ved Helsingborg og lige mod den svensle
Flaadr. Dog hat den Hilsen, den konaelige Strivelse
bragte ham, nedsiaaet enhver Ballen; jeg har alt talt med
Admiralen og lan sige eder, at det førfte Binden springer
onl, leite Vi Anker og lade staa gennem Sundet.«
Under dette Mode lagdes Grunden til Gabels Bel
Villie for Rostgaard, hvein han i de kommende Tiber, da
Avindsmcend efterstrcebte hom, og hans Velfcerd stod paa
Spit, blev en naadig og mægtig Hjaelper.
»Jeg ønslek og haaber til Gud,« sagde Opdam ved
Afsieden til Rostgaard, »fnart at gøre Kong Frederil min
personlige Opvartning; men der forestaar oö en blodig
Duns, inden vi lade Sejl falde ved Kobenhavm og man
gen brav hollandst Sømand vil forinden have lullet sine
««-lene. For det Tilfceldes Skyld, at jeg selv flulde vcere
blandt dem, da bring Kongen min Hilsen og denne Stri
velse!« —
Kort efter ftodte Baaden fra Admiralsiibet, og Rost
gaard og hans to modige Folgefvende tiltraadte under det
hollandsie Mandslabs Deltagelse og med mange got-e
Ønsier for en lykkelig Hjemfærd den farefulde Sejlads
og satte Kursen ad Staane til. Vind og Strom vare dem
nu iniod; men det sagtnede dog med Stauner og Hans
Olfen spasaede, at Binden inden Akten vilde vende sig.
Den 28de ved Midnatstide named- ds ·."1:.:««l-kb.ss.«:
Strand, og Rostgaard siap i guts-:- "’.«»«t« 'n"elkn :
vel op paa Gaarden, hvor Kirsten omfavnede ham med
Glcedestaarer.
Niende Kapitel.
Kons Karl sum Artillertst
Hver Morgen, saa lcenge den hollandske Flaade laa
for Anker ved Hellebæt, blev Bindebroen ved M-tleport
paa Kronborg nedladt, vg- en lille Ryttersiare rev dun
drende over den, gennem Grønnehsavh fvTVk LUUVM II- -
videre langs Strande-i mod Nord. J feM Dass hattka
dette ufravigelig gentaget fig, som om Kronbotg Sch
var et stort Utvaert og de uddragende Rytiert kunstkp
Figur-er, der ved en sljult Metanisme til et vist Molke
slet tom til Syne. F
Heller itte den sjette Morgen, den 28de Oktober, ade
blev de. Fremmest red en svcer Herre, indhyllet i en M«F..
og scd Kappe til Bærn mod det haarde Beit, og Hatten var
tryklet ned over Banden, saa at man heller itie saa magst
af hans Ansigt; men dog var han iile ukendt, thi kfvek sz
Soldat i den svensie Hier tendte Kotigen som sin egeist
Fader, og de helsingørsle Borgere taenlte, at naar RigS-«"
admiralen holdt sig ærbødig tilbage, saa tnnde den forte
ste Rytter itte dcere nogen anden end Kongen. Ved
Wrangels Side red den syttenaarige Prins Kristian Al
brecht, Arvingen til den gottorpsie Heringstone og Kon
gens Svoger. Efter dem fulgte en halv Snes Herrer, og
en lille Rntter-Eslorte sluttede Toget.
sKongen red rast ud fra Slottet og over Brocn, men
allerede i Grønnehave holdt han Hesten an og red i Siridt,
som oin han var falden i dybe Tanker. Hans Heft satte
nn sine Hove paa den Grønsvær, hvor Frederil den Andm
for orntrent halvfjerdsindstyve Aar siden, lytlelig over
Kronborg Slots Fuldf·ørelse, i egen lyøje Person havde .
vieret til Stede ved en stor Fest, og hvor et kosteligt Int
vcerteri til Dagens Forherligelse var blevet afbrændt.
Sinukt og sandt not var det vel, hvad Frederik den Tredies
Farsader ned denne Lejlighed tunde sige: at Slam slulde
den faa, der tiirde paastaa, at selv den mindste Sten i
dette Slot var beiostet as hans Undersaatter; men naar
lian tillige mente at have lsngget en uindtsagelig Fæstning
og lutlet Stindet for enhver indtrængende Fjende, vare
disse Forhaabninger desvcerre nu gansle blevne gjorte til
Stamme.
Kronborgs ny Herre red dog nu med en merk Mine
og gram i Hu hen over den erobrede Grund. J ondt Lune
var han oed Esterreiningen om den hollandske Flaades
Nærvcerelse ilet til Helsingør. Han kunde ikke saa let
alemme, at han nylig Paa Amager havde maattet bende
Ryg til og fly, og den danske Officers Greb efter hans
tongelige Person var et harmeligt Minde for saa modig
og ridderlia en Herre.
Dog var Hollaendernes Ncervaerelse i Sundet af sac
stor Vigtighed, at det snart fortrcengte alle andre Tanter.
—-— Hder Dag maatte han ud og se paa den Flaade, om
den laa der endnu lige saa stille og lurende, og med hvek
Dag, der git, steg hanH llro og Utaalmodighed, fordi den
hollandske Admiral itke indfandt sig paa Kronborg for at
gøre ham sin Opvartning, ja iiie en Gang ved et Sende
lind nnderrettede ljsam oin sin Nærvcerelse. Korn Hol
lænderne ikke som Mceglere, men som Kotigen af Dan
Inarts allierede og hans Fjende, vare Generalitaterne
mcegtikje not til at give hans Erobringsplaner Dødsstødet.
Dei var et ulnsteligt Ridt for de fvenske Herrer, thi
Veiret var barst og Kongens Lune lige saa ublidt. Hatt
inælede niesten itte et Ord Paa Vejen, og da han kom til
Hellebael Strand,eftersaa han de der udstillede Lytteposter.
Saa red hsan lige ned til Havbredden og blev holdende der,
tavs stirrende ud efter Stibene, medens Stormen piskede
Havstum i haan Ansigt og ruskede i hans Kappe. Maaske
talte han paa ny Skibene — seks og tredive Orlogsstibe,
af hville flere vare af første Rang, og over h-alvfjerdsmds
thve Transportfartøjerz der var vel baade Landtropper,
Kripsfornedenheder og Levnedsmidler om Bord —- en
incegtig Hjaklp for den af de iceinpende Partei-, i hvis
Viegtslaal dette Lod blev lagt!
Endelig vendte Kongen sig til WranaeL
,,Jeg inilinercr nn til eders Mening, Admiral! Hol
lienderne ere her i fjendtlig Hensigt; tun Modvind hat
rpholdt dem.«
»Saa er det uden Tvivl, Eders Majestaet!« sdarede
Wrangel, ,,oa, tør jeg da tanste paa ny fremkoinme med
Inin underdanige Proposition den Dag i Morgen at lobe
herud med Flaaden og gribe an? Vi have Vind og Strpm
med os, oin dette Vejr fremdeles bliver staaende, og vi
blive ncrppe ventede.«
»Nei, Admiral! itle det; J tcenier alene paa at vinde·
»Seit og Ære, vi maa se Sagen fra den politiske Side.
Uden den yderste Nødvendighed agte vi itke at gøre os
Generalstaterne til Fjende.«
Wrangel saa op. J denne forsigtige Ytring genkendte
han itke den Karl Gustav, der fordum plejede at sige:
jo flere Fjender, des rigere Ære!
»Eders Msajestcet har at afgøre,« sagde han saa
efter et Øjeblils Tavshed, »om 4Svaerdet sial drages eller
holdes i Sieben. Jeg ian tilbyde min Arm, og jeg giver
Eders Majestcet den Forsikring, at det hverken fattes paa
Kurage eller Lyst til at tage det op med disse ubudne
Gcester, den Stund det maatie behage Ebers Majestcet at
resolvere derhen!«
,,Vel, Admiral, velt Vi have ingen Sinde tvivlet
hverien om eders Trostab eller eders Mod. Vi ville se
den Dag i Morgen an! Svaerdet er, for at tale i eders
Lignelse, halvt af Steden. Vedi Gub, saetter Opdam Kur
sen gennem Sundet og forsøger at gaa os frælt og uhøvifk
forbi, stal han faa en varm Modtagelse!«
Saa vendte Kongen sin Heft og red tilbage til Kron
borg; men dermed havde hans Spejderridt en Ende; ihi
om Ratten slog Binden om, det blev en haard og nordlig
Kuling og tillige Nordenstr·øm, og Folgerne af denne
Forandring visie sig, saa snart Dagen gryede.
Den 29. Oktober ovrandt, ca Danens første Morgen
bilien til Kerne-: b«e:s la«" dirs-at if ssxi Rntter paa eir
Tis, He««, de- afgan den Meldiisa F-» Eliakitkommandørm
«· ·«"«!««b.:.:k, at m lett-De ?«« ' "; Nil-— - ;«, J
;inoefter. Oitirreni saintidig ;L. :·«.: " : r .L’ «. «.: «--,
Kronborgs Vagttasarn, og nu blev alt Lisv og Larni pack
Fcestningens Volde; Officererne ilede til deres Beste-,
Artilleristerne til Kanonerne og taendte deres Lunter.
Rigsadmiralen tog Afsled med Kongen og blev i en seis
aaret Baad roet nd til Admiralslibet, hvor han straff
som Flaadens·sverstisommanderende lod hejse Flug og gab
s.«:’.k.;.-ml ti!, at Stibene stulde laegge sig i Slagsotden tvcri
over Sundet, en Befaling, som dog iiie var let at udftrh
da basade Bind og Strom vare imod.
(Fortscettet.) «,
