En polsk Familie.
As Z.i5. Hauch.
—::t.-. Andeu Del. ZE
(Fortsat.)
Jeg tunde on vilde itte lcengere viere Vidne til den
Triumph, en anden paa min Betostning inddøstede; iea
gieb dersor min Hat ag ilede dort. Med Usred i ster
tei, med alle Stinsynens Kvnler i Brystet, stod jea ia en
paa mit ensotnme Kammer og stirrede nd over den dnnte
Habe, hvori Lindetræerne sont Singger as en forgangen
Herlighed suttede i Rattevinden Jeg san nn atter de stcertt
oplyste Vinduer og hørte den sjerne Musik iigesom i min
Barndoni, men jeg sølte langt anderlereg Ensonihedenss
Kval end dengnngz thi Inigtendt, sorngtet og udstødt i
Ratten, med et hiaende Hinte, langt borte fra alle Verde« i
lighedens Glieder, foretom det mig, som jeg var bestetntJ
til mit Liv igennein at nandre forladt pnn øde Bese, lia
en usalig Rand, der vaa engang er udeluttet sra Menne-J
stets Samfund oa sra Paradisets Frtsd «
Frt)d. .
Den nceste Daa lod Frøten Wahlstein niig paany ind
bnde til siq Da jea tom, dare Gustav og Antonia der ;
Jea blev itte del tilmode, da jea saa dein, thi jeg frnatede’
iaen for et ndmnaende Optrim dog denne Gang git det
bekre, end sen tree:-e. »Antonin stnlder dig en Mike-Zer
tlcrrinn,« saade Fristen Wahlstein til min, ,,thi, efter Gn
stndg Iilsmnelse, hnr oasaa du bidraget din Siærd til
hint sntirisle Diat, sont jeg sorresten langt fra billiger.
Du tnnde altsna med Rette tilegne dia en Tel dems, on
Antonin hnvde Uret i at trcente dig og bør upantvivlelin
aøre dia Asbiat.« Antonia ncermede sig rødmende an
sagt-e et Var Ord, soin ttulde udtrytte en Von oni Tilgt-.
relsr. Jmidlertid sna jeq vel pan hendes Blit, at hendes
er itte loni frn Hiertet, og dette var ganste naturligt,
thi, som jen siden erfnrede, ansan hun Fortceclingen om dei
dobbelte Forsatterstab for en cedelmodig Opdigtelse as
Gustav, paa det iea itte stnlde bestermmes i Berdens Bin-L
,,Jea burde itte hat«-e qidet ester sor Antonius og De
res Faders Banner, Gustav, seg burde itte have tilladt
denne Fest,« sngde Frøten Wahlstein. —— »Da hborfnr
itte?« friurnte Gustav. s— »Bei er et farligt Spil at lade
den llnges Forfængeligbed leae med Kunsten.’ —·— ,,Hvor
ledes mener De det?« —- »Det er en fnrlia Leg,« blev knin
ved, ,,nnar Knnstneren, i Siedet for at erkende noget H
iere over sin, falder pan at tildede sig selv oa at scette sig
sont en Asnud daa den Eviqesz Trone.« — »De er meget
streng med de statlels Kunstnere,« sagte Antoniu, »l)vad
stal dog lønne dein for deres Talent, hbig man itte tot
beundie on rose dein?« ———— »Im onster itte, at nogen stal
savne den Ros, ban fortjenen uden sor saa vidt denne ROH
tnn sordærve ham. Forrelten er Masngden mest tilbøje
lig til at rote netop den Del as Peetien, soxn liager Pro
saen ncrrniest, tbi den tan den lettest sorstan«. — ,,St:ll
det beere en Misbillinelse as niine Digte?« spurgte Gustav·
— »De hat liidtil tun brugt Deres Talent for dermed at
udsmytle den daglige Onigivning, men dertil er det for
« godt,« sagde Festen Wahlftein —- »Hvad i al Verden slsal
da Poesien nntte mig til, naar jeg itte maa bruge den til
Ære for mig selv og til Glæde sor andre?« spurgte Gustav.
—- »Hust«, svarede hun, ,,at det tun er de reneste Dran
ber i Her-det, der i lustigt Klebebon opstige under Stier
nerne, det bittre Salt, det med Jorden Beslcegtede bliver
derimod tilbage i Oeeanetl Brug,« blev hun ded med
usæddanlig Jld,—»;, sont have Ordets Magi, brug dog de
Farben hvormed J saa tidt udsmytte det Forgcengelige vg;
Ubetydelige, til iscer at sremhceve det Bedste, det Udødeligel
og Evinel Hust at J ere de, der stulle stasse Udødelighe
den Sejer over den ladere Natur! Leg derfor itte blot med
Kunsten til Tidssordrivt tshi ogsaa det urene Hierte tan
lege med den, ligesom ogsaa Brilleslangen ester Sigensde
tan dnnse ester Musitens Toner.«
«Det forstaar jeg itte,« sagde Gustav. — Jeg der
imod ferftod dei bel, men jeg sslte tillige mine Kroesters
Evaghed ,,At«, sagde jeg, »De sordrer sor meget as
Dipteren bang hele Kunst er io tun en Lea, i det mindste
vil Meengden aldrig ertende den for noget Bedre.« — »Ist-r
Mængden alene striver han heller itte,« svarede hun. —
,Lnd os itte tale mere om Slint!« rnabte Gustav, »jeg stal
strive san godt ieg tan, on dermed Ba-sta.«
»Hvad den Avinde teder mig,« sagde Gustav, da vi
gil hjem, ,,bestandig er bun i den syvende Himmel, aldrig
taler hun om andet end om Stiernerne og om Udødelicp
beden; hvorsor gaar hun da itte ind i Udsdeligheden jo
for jo heller? Der er jo ingen, der holder paa hende.« —
Jeg mente, at det var en Vanhelligelse as min Venindes
Navn, hdis jeg vilde tage til Genmcrle mod stige Angreb,
derfor ait ten stille hiem uden at svare dam.
Fristen Wahlsteins Ord sandt Gentlann i min Sjceb
vg ieg indsaa vel, at den rette gnddommelige Funke endnn
manglede i mine Digte, og dog fette jeg, at den var det
eneste, der kunde erstatte mit sorsvundne Haab; blege og
alvorlige syntes Muserne at staa i det Fjerne, men deres
Aasyn lovede mig dog endnu mange vemodiqe Glitt-en og
under Læsningen as de bedste Digteveerter selte jeg, at
der endnu gaves store Ly5, der tunde optlare Livetg Mer
te, selv naat Kerlighedenö Blus sluttedes.
Pan denne Tid begyndte ieg ester Frøten Wablsteins
Rand at studere mit Lands seneste Historie, og den san
gede da ganste min unge Stal. Jeg rodmede over, at
jeg saa længe havde glemt det K-ald, hvortil jeg ved Ist
selen indviedeg, jeg, der alt som Bord iaa Pragas Brand,
og i bvts dunkle Ertndringer Striget as de dsende Btrn
paa Ilendernes Landser endnu genl-d. Jeg stammedi
mig ved hidtil at have osret min Kraft og mit Talent
paa Ubetydeligheder, men itte en eneste Dtgtertante, itti
en eneste Linie til hine Bette, der lode Livet for ttltom
mende Staaten sont de itte tendte, i den saste Tro,a
disfe vilde sortseette det began Bark. Ogsaa for mi(
bat-de disse Velte til-det, ogsaa til mig havde de sat derel
Tro. Nu vtdtte jeg, hvad der stulde viere Sie-ten og Hier
testaget i nein Poesi; ved Wetckxselflpdens Beedderz pa.
Italiens Ball-We, under St. Domtugos wendend
F—
vitke blot til bin egen Forfckngelighed og Ære, fauledei
er blevet til Standfel for dig.« Endog Antoniu, som je(
bog faa indetlig elsiede, traadte nu for en Tid tilbage i
Baggrunden af min Sjash thi jeg selte, at mine Fædres
Land var en esndnu helligeke Elftetinde, eller rettere, at bei
rat min hidtil missenvte Mussa seit-, der gemte de shsjeste
Eindringer i sit søndetrevne Bryft, og hvis Troskab og
Ulykke maatte gøre hende dobbelt kær for mit Hierte.
Dvg glemte jeg aldrig Antonia, og uagtet jeg, dyb1
trwnket vev hendes Kulde og Foragt, ikke mere føgte hien
rses Selskab, faa var det ikte Desmindre min kærefte Drøm«
at jeg en Gang skulde staa ten for hendes Øjne og smelte
den-des Sjcel med Sange, fom langt ovetgik alt, hvad jeg
»hivtil havde digtet.
.· »I»,··»
Ellevte Kapitel.
Dienerinne
Paa denne Tid, da jeg var nitten og Gustav et og
tyve Aar, udbrød den Krig der truedse med at tilintetgøste
Preugsens Kraft on .L7a-der, men der vatte nye Forhaab
tinger i tnine Landemændg Hinten Dei varede itte
lænae, før Fjenderne valna trængte frem til vor By, hvis
Belejring blev en af de nicerteliaste Begivenheder i hint
nadnkundige Felttvg Antonia og lsendeS Tante vare alt
i Fereejen flygtede, Addncaten stjulte sig oa fine Mann
stripter ien bonibefri stcelder, som han under Belejringeu
hverten Dag eller Nat forlod. Jeg blev iniod bang Villie
indstteven iblandt Byens Forsvarere, ogsaa Gustav to;
Tjeneste, cg jea maa tititaa, at han, saa uvcerdig hans
Opførsel forresten dar, dcg her viste en Duelighed og en
Llandgncervcerelsh som jeg itte hadde tittroet ham. Til
7aeidet benunstigede ham faaledeg, at han stea til en Of
iiceers Rang; jeq dertmod fandt ingen Lejlighed til at
tringe min i Betret, thi efter gammel Vane gav den tune
fulde Lytte ogfna denne Gana sin Yindling Fortrinet for
mig.
Tet er naturtigvig itte her min Hensigt at gide n
ildsint over hin Belejriug. Jeg vil tun bemerkte, at Gu
itad, seld efter at Belejringen var forbi, fortsatte den tri
gerite Lobebane, som han med saa meget Held havde bei
qnndtz jea deritnod vendte tilbage til de fredelige Sytzlec
rg forteredte mia efter min Fætterg «Ønste til at blioe
Paaføret Saaledes git igen et Par Aar, hvori min
Sjcel stille udvitlede fig, og hdori jeg ved Flid og Arbejds
iotnhed sagte at erstatte, hvad Lylten ellers havsde ncegtet
nsig.
J denne Tid faa jeg tun lidet til Antonia; jeg digtc
re heller tntet, thi jen følte tydelia, at min Kraft itte rur
Le Æumer votsen, som jeg nu ønstede at bestspge Men di
ffyrft Poniatotvsti et Par Aar senere ryktede ind i ist«-J
tiziem oa da Haabet igen uaaguede i alle polite Ltkektx
tunde heller itte jeg modstna mit indudrxes statd
det itte var miq tillndt paa anden Maadse at deltagc ·.
ciampem faa diatede jeq nogle Sange, hvilke, ungtet .
tun vare spaae itdtryt af den Jtd der genneviftrssw«
mit Jndte, dag, for san vidt de bleve betendte, itte for
cejlede deres Heusigi.
Disie Sange, som varse stkevne i det polste SpraL
forcerede jeg itte til Gustav, men dem, jeg fandt det pas
1·ende at udgive, beførnede jeg felv indryttede i et offentligt
Blnd Mit Navn havde jeg for Antonias Styld denne
Gang gerne tilføiet, dog undlod ieg det, paa det jeg itte
ftulte faare min Fatter, som beftandigt viste mig et faa
faderligt Sindelag, at han, trods alle sine Svagheder,
havde vundet min hele Hengivenhed Forresten blev fleee
af disse Sange vidt bekendte, og entelte af dem tone endnu
paa Foltets Leber. Men den scedvanlige Stæbne, som
jeg selv havde neddraget over mit Honed, fotfulgte min
ogfaa her, thi Gustav sit igen Æren for det helex og eftet
Hhvad hans Fader overalt fortatte on del felsv troede, var
’tset tun af politiste Grunde, at han itke denne Gang havde
navngivet sig som Forfattek.
Saa vidt havde jeg dag, trods min Ungdom, lært sil
fcette mig selv til Side for den Sag, jeg vilde fremme, at
jeg itte brød mig stott hemm, saa meget mere, da min
Stinsyge itte denne Gang blev vatt; thi Gustav saa ni:
tun sjretden Antoniu, hvis Vcesen, ester hvad han sagdc
itt» længere behaaede ham.
Kun da Freien Wahlftein, der elsiede hine Sanku
heit, ogsaa ytrede den Mentng, at Gustav dar den ube
tendte Digter, sra hvem de udsprang, ftt jeg Lyst til a
betage hende sin Vildfareise, men Frygten for igen ttte a
blive troet, forseglede mine Labet. Op, virtelia var denn(
Frygt itte ugrundet, thi uagtet disse Digte del vare bedr»
end mine foregaaende, saa var der dog noget t Maneren
der Vidnede om, at de vare af een Forfatter. Enten maat
te jeg da tie og finde mig t min Stæbne, eller jeg maatti
angive mig som Forfatter til alle de Digte. man troed
udsprungne fra Gusftavs Pen, men dette holdt jeg enan
itte for Ret, da jeg dog indtil videre havde lovet hatt
Tavshed.
Efter leenge itte at have besøgt mig, traadte Guttat
en Dag ind paa mit Verelsr. ,,Tat«, sagde -han, »fo: d
sidste Sange, det var et smutt Arbejde, hvotved du ha
staffet mig megen Herden« — »Stammek du dtg itke«.’s
spurgte jeg, ,,ved endnu saaledes bestandtg at tilegne di
en andens Ejendom?« —- »Jeg er nødt dertil«, svared
han, »med din Villie faar jeg tntet mere fra dig, saa ma
jeg staffe mig det mod din Villie, det er paa Kriaervis; th
jeg maa nu vedltgeholde mtg paa den Plads, hvorpaa d»
iser en Gang frtvilltg hat stillet entg- hem« — Jeg svated
ham tntet. — »Det nytter dig tkte, at du vtl lssttve di
fra mig«, blev han·ved, »alt, hvad du sitt-ver, hour do
mtg til, medens Advotaten leder, saaledes lyder jo vo
d Kontrast.« —- ,,Det er ttke sandt«, svatede jeg, ,,tun, hva
jeg srtvtlltg gav dtg, stulde ttthsre Ug, men« intet mete.
T —- »Vi dtt tkte stetde derom«, sagde han, s,jeg er tkte Iow
men for at Heide-, men for at tllbtfve dtg et billigt Fertig.
—- «Nu dac« —- ,,Da du saa er saa ted deeaf, san stets-l d
viere fet for at· dtgte flete Sange ttl mig-, men tun paa i
1
i
c Willer —- Jeg san pag W need spcndt Opmeertson
s hed —- »Sieh mig« blev day red, »MeineM tun et tust
Xa W tt d tv s«
der hende itte, skriv du tun Digtet, faa stal jeg nok vide at
beuge det.«
,,Godt!« sagde jeg, »paa Viltaar, at bette Digt blivcr
det sidfte, jeg udarbejder for dig, vil jeg strive det.« —
»Ja, nien glem heller ikke vort andet Biltaar: du maa
ikle nied et Ord- forraade, hsvad du ellers har strevet for
mig, før Advokaten der, hust paa det!« —- ,,Dct lover jeg
dig.« — »Hivs du roher det, vil du komme til at betale det
dyrt«, sagde han truen«i:e, «jeg hat kraftige Hiaelpemidler
og stulde vel i værste Tilfcelde sørge for, at baade Stam
men og Staren faldt tilbage paa dig selv, tving mig der
sfot itte til at blive din Fjende?« Eiter disse Ord gik hat-»
Næppe var han dorte, før jeg begyndte at udføre hans
Forlangendr. Dette faldt mig itke vanskeligt, thi jeg be
bøvede tun at kalde hint Billede tilbage, sont hasvde frem
bragt et faa uudsfletteligt Jndtryk paa mig. Jo mere jeg
tcentte mig ind i Forholdet, desmete vaagnede alle mine
aanile Drømme, det foretom mig, sont det var til Antoma
jew, jea digtede. Jeg hnster endnu, at jeg under Arbej
det ofte stirrede ned i den Habe, hvor jeg havde set heute
førfte Gang, mit Øje fyldteg da med Taarerz ja mit Diat
tom, uden at jeg selv tænkte derpaa, til at baerse Præget isf
hine første Erindringer og af de Stets-er, hvor jeg havde set
hende i min B.arndom. Derimod brød jeg· mig denne
Gana ilte faa meget om det poetiske Klædebon og beugte
ingen Nim; men hvor let beniaftet mit Digt saaledes i vis
se Maader blen, faa fandtes der bog sitkert nogen Sand
heb Da Natur deri.«
"».Jusler du dette Digt?« spukgte Adalbert. — »Um
tet hentsesis Billede endnu staat i al fin Frisihed i n1in
Sjæl«, svarede Munken, »saa er bog det nieste af hint
Diat udvislet af tnin Erindring.« —- «M«eddel os i det
mindste, hvad du hufler deraf.« —- »Et Kcerkighedsdigt
Passer rigtignok kun lidet i min Muno", svareoe Munken
med et svagt Smil paa de blege Lceberz »imidlertid findes
der jo selv Kætlighedssange i vor hellige Sktift, jeg vil
Verspr, paa det du tan kende mig saaledes, som jeg den
gana var, itle afslaa din Begckringz bvad jeg tan hufke
deraf, er folgende-:
staat Tu vasker dine Hiender i Vølgeisne, da øiisler jeg at
virre den svømmende Svane, der betragter det nckrved.
Naat jeg hørek Musitpm Ratten, da ønsker jeg at von-e den
tlingende Streng, der med sine Toner ledioget til Taus
Men heiter jeg din egen Sang, da anster jeg at vceke Me
lodi, der opstigek im bin Sjcel, fvæoenbe som en tryllerifk Ali
over dine Lieber.
Jg tasntek jeg paa bin South da øiisker jeg at vasre det
Nattcsym der opstiger at die Indie, itle levende uden for dig
ielv, men bog vakt til et hertigt Liv, thi det var tasnkt af hig.
Disfe faa Ord ete alt, hvad jeg endnu erindrer af
dette Digt. Den naeste Dag totn Gustav for at afhente det.
Han vilde rigtignot hellere have ordentlige Vers-, som han
sagt-e, men da jeg itte gad indlade mig herpaa, tog han
det, som det var.
Paa den Tid foretog jeg, i Anledning af en vigtig
Proces, en Reife til Tystland, hvorfra jeg først efter sets
Maaneders Forlob vendte tilbage.
-1
THWIO—«·-rv-s
d
n
d
i Dieblit iaen inaatte fortafte.
Det første, jea ved min Hjcmkomst horte, var, at Gu
stav den næste Dag siulde giftes med Free-ten Antonic2,
med hvem han alt i fire Maaneder havdc vaeret forlovet.
Dette frembraate et ubeslriveligt Jndtryl paa mig, og jeg
følte da en af de bitrefte staler, som Livet i den Verden,
hvorfra jeg tin forlcenaft hat taget Afsted, kan medføre.
Jeg blev vfaa bleg, at alle de, som saa mig, forstrælledes
deroven »Hast har iaen bedraget mig«, raabte jeg, ,,han
bar tilintetgjort mit Liv, og jeg rasende hat selv smsedct
det Vsaaben, hvonned han gav mig Dødsftiktet i Hjertet.«
Jeg søgte at fatte mig, saa godt feg formaaede. Jeg
troede mig overbevist om, at Gustav ved sit sidste Beding
havde løst mig vved mit Løfte, og at jeg ingen Staansel
mer butde vise ham. Min føtste Tante var at ile til
Frølen Wahlftein og at aabenbate hende den hele Sag.
Jeg gil ogfaa derben, men til min bitreste Kval erfaredc
jeg, at hun for sin Sundheds Skyld var teilt til et Bad,
hvorfra hun sprft ester flere Uger vendte tilbage.
Midt i min Sjceleangft, der hvert Øjeblil tiltoal
laade jeg nu manac eventyrlige Planet, som jeg i følgende
Blandt andet faldt dset mig
ind ossentliat at belendtaøre Gustavs Adfoerd og at udfor
; die hani til en Vieddetamp i den Kunst, han gav sig ud for
- at fotftaa; inen efter nøieke Overlceg maatte jeg opgict
denne Plan, dels fordi Tiden til dens Udførelse var foi
tort, dels ogfaa fordi jeg selv nu ganske manglede dei
, Aandsfrihed, der er nødvendig, naar Muserne flulle stænli
Digtetne deres Gunst.
Endelig fattede jseg en Be«slntning, det, hvis den vai
bleven udført, timeligvis havde fort mig til Maalet. Je;
begyndte nemlig et Brev til Antonia, hvori jeg udføtlie
Vilde udville Gustavs Fremfcerd imod mig. Men mi
Vol-ed svimlede, og min Haand ryftede under Strivnin
gen, jeg forudsaa derfor fnart, at jeg i den oprørte Sinds
stemning, hivori jeg var, ilte tunde bringe dette Brev ti
Ende. Jeg forandtede da min Plan og strev blot en lill·
Seddel, hvori jea bad og besvor hende om at siænte mit
en Samtale i Enrum entcn denne Akten eller følgend
Morgen, da hendes og inin Lnlte bei-rede dertiack Denn(
Billet toin forst bort i Tagen-riet og jeg ventede forgævei
paa Svar den hele Nat.
Mindet om denne Nat staat endnu i min Sjcel fon
et Bevis blandt flere paa, at den d» Wes-—- -.·'t N·
til jordisle Lidenstaber, han bygger sit Ot. c des sp
mende So mellem Klippernr. Jeg gik itte til Sengä
stønt jeg i flere Nættek itle havde sovet, tilsidft sank jeg a
Matbed ned i en Stol, og mine Øjne luttede fig. Me1
ieg fik ingen Hvile, og jeg begreb da bel, hvorledes For
bryderen er til Mode Aftenen for sin Ded, naar Henret
telsens Billede, lig et Nattefpogelse, tyngee paa han
Botm, og lyvisiet ham hemmeltge Radsler i Oret om, hva
der stal Fle, naar Dagen kommen-.
Da jeg noeste Morgen endnu tkte havde faaet Svai
strev jeg-, t min Fortviolelse og i halv Vildelse, igen e
Wedel hoer jeg festeste-de gleite-nie xpm et beut-es Fo
og at de Digte, hvotmed han havde vundet hendes Hinte,
Jikke svare af ham selts, hvilket jeg tilbød mig at Zwisc,
hsvis hun blot vilde skcenke mig en halv Time-Z Samtule.
Paa dette Btev fik jeg heller intet Svar fra Autonia
fel v, men den folgende Dag, da alletede alt Haab for mig
var slukt, modtog jeg min Sktivelfe tilbagc tillxamed en
Seddel7»hvis Jndhold jeg endnu ordtet erindter.
«Min Kone beklager meget«, stod der : denne Seb
del, «at hun har aabnet og lceft Der-es Bres. Jøvrigt
Iforagter hun Der-es Adfærd alt for dybt, til at hun selv
Islulde fpilde et Ord paa Dem. Hun hat derfksr over ladk
til mig at sende Deres Billet tilbage, hvorc hun set et
beerdigt Sideftykke til Deres tidligere Forsøg vaa at til
egne Dem fremmed Arbejde. Hvad mig ongaar, da vil
jeg, i Betragtning af vort tidligere Ver-Ruh og den Litem
stah, der forblinder Dem, endnu denne Gan tilgive Deus
F-orvov-enhed, men forsøger De igen at tilintetgøre min og
min Familie-J Ro, da lan De vcere stkker paa, at det stal
blive strcengere hævnet, end De lcenker og aner.
Gustav EchnsarzA
I
s
I-.
i
)
---n
oft-II
« sieh ogs tii at komm ßg st
Tolvte Kapitel.
Hvor dct Were Liv enden begnndek det höiere.
Pan denne Tid var, som jeg itke lsur fijult for edel-,
det ais-de svagt i mig, cg jeg Var san fotoiidet af min
Lidenskaly at jea tidt besluttede at udfordre min Fjende
paa Liv og Død, for at han itle lcenxere Einst-: nnde den
Lykte, jeg misundte ham. Ja, undertid cis hørte jeg lige
som Stemmer fra Dybet hviskede, at ikte dir-: mit Livs
Lytke, men endog min Salighed, var fix-Um, thi seid i
livigheden Vilde jeg være stilt fra min elskede, hvorfor nu
lun det Slags Nndelse stod tilbage for ::1i«1. sont Ase-Fran
dens Manier, oa fremfor alle, Hævnen kan flænkr.
Dra, Gud Være lodct, denne shndefulde Tilitand
varede ikle lagnaez min tro Ver-inte, Frøken Wsahlstein,
Hvendte tidligere tilbage, end jeg troede, og med hende kom
den Stytsaand der lidt efter lidt bragte Fred r mit Hjerte.
Jea ilede til hende og fortalte hende min ulykkelige Streb
ne, hun hørte paa mig med en Blanding af Forfærdelse
cg Medlidenhed. Da min Fortcelling var endi, tav hun
lcenae stille, endelia sagde hun: »Antonia er gift efter
Ebers katholste Stille, og hendes Ægtefkab er uopløseligt
paa Jorden. Hvis du derfor ikke Vil have hendes Sjcelss
Fred, ja moasle hendes Liv paa din Samsvittigshed saa
maa du vcere tavg som Graden, det er nu din højeste
Pligt.«—— ,,O·q kan hun da vcere lykkelig med en flig
Bedrager?« spurgte jeg.—— »Lyllelige blive kun faa « spa
rede hun, ,,men at renscs i Smerten og derved at for
beredes til det himmelsle Liv, det er Henfigten af dort
Osphold paa Jorden.«
Efter hvad jeg siden erfor, havde Gustav allerede,
laknge før den fandt Sted, vidst nøje Bested om min tysle
Reise. Strakö da jeg var dort-e, ncermede han sig igen til
Jlntonia, som han ved sit indbisldite Talent ganske havde
forblindet. Nceppe vandt han hendes Ja, før han ogsace
føgte at fremilynde Giftermaalet, og det var ikke hans
Styld, at det ille blev fuldbyrdet før min Tilbagekomst.
Det gamle Ordsprog lyver itle, naar det tilraaber
os: Sig mia Ebers Omgang, og jeg sial sige Eder, hvem
J ere; og ligefom jeg kender Mennesier, der, uagtet deres
Ord tunne more og tiltrække, tvinge selv den bedre til
i deres Selskab at nedstige i en lavere Sphcere, saa han
føler sig mindre god hver Gang han kommer fta dem,
saaledes gives der Gud vaere lovet, endnu, ligesom det
var Tilfaeldet i hine Dage, da Evangeliet vvrigere for
tyndtes paa Jorden, rene, heilige Mcend og Kvinder, fom
ved deres Noervcerelfe iunne uddrive de urene Aander of
Synderens B.ryst, naar denne blot endnu har nogen Saus
tilbage for det gsode.
En saadan Kvinde var tilvisse min nu længft heden-v
gangne Veninde, hendes Ord virkede renfende og lutrende
paa enhver, som forftod at lystte dertil. Ja ligesom en
mild Vemod opftaar i Menneftets Sjæl, naar han paa en
smui Sommeraften siner imod Besten, og en stille Længsel
da rører sig i ham efter at flyve hen til de lange Stint-,
der lia Purpurkaaber bedcekke den dalende Sol: saaledess
ftemtes ogsaa min Sjæl til mild Vemod, og en højt over
Jorden stigende Lcengsel vaagnede i mit Brysft, hver Gang.
jeg talte med denne hellige, i hvis Øjnse det himmelste Lyå
paa en vidunderliq Munde spejlede fig, uagtet mine stren
gere Brødre, fordi hendes Tro noget afveg fra vor, ville
kalde hende en Kætterinde, der er udelukket fra Salighed.
Bote Samtaler dreiede sig mest om religiøse Gen
stand-e, hvori hun dog helft undgik at omtale de Punkter,
i hvilte Luther-Z Lære a·fviger fra vor. Jkke des-mindre
laante hun mig en Overscettelfe af den hellige Strift, som
det eaentlig er os Katholiter fotbudt at læ«se. Dog vil
jea tilstaa, at jeg hver Daa laefte deri. Lidt efter lidt
. leerte fea ved Hjcelp af denne Bog og af min Venindes
Samtaler at betragte min Sorg ligefom fra et højt Vierg,
hvorpaa de Bsølger, der brøde sig nedenunder, tun shntes
smaa, nagtet de hasvde sijult Udsigten for mig, da jeg som
« en skibbrudden Mand omlastedes imellem dem.
Jeg lan saaledes sige, at Herren i min dhbeste Ulytle
; besiegte mig, og netop i min Sorg-s dunkle Hhtte faldt de
« første Straaler af det evige Los. Jeg takler derfor min
" Gud af Hjertet for de Prøvelser, han sendte mig, thi jo
mere man bøjer Grenen, desmere Fragt beerer den, de
ligeopadstreebende Grene derimod, fom volle fwdig og naa
en ft» »id- de HE« Nispspsd rer intst beere, og sorgt
’«·-«t·-« en made- til ei brrtlteetr.
— i » ».«»« »j, s- -«- « -- »s— »so
Lands Historie Hdor forda·....
Midten af det forløbne Aarhundrede, og hville Frugter
hat Ulykten itle fremtaldt og modnet iblandt os! Ovillet
- Haab, hvilken Tro, hvtlien Opofrelfe hat nu ikke fasset
Rad i vore Hierin-, saa at Polen, hvis Marter end ligge
Ide, er vorden et af Europas frugtbarefte Lande i aandei
lig Betydningt Sammenltgn dette med hine golde Tim,
lsa me Magnet-let undertthllede deres anders-leite ei ,
beugte deren Rigdomme til at fremme Rai-heb pg M
Mk 8 akv