Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, December 04, 1903, Page 6, Image 6

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Iensterne paa Kronlmrg.
En historisk Roman.
Af H. F. Ewald
H Istste Del. JE
Monden-)
L
Faa Hnsmpdre tunne patle en Madturv flinkere og
liebte end Kirsten, og hun gav stg itrats i Lag detcnedz
medens Roitgsaard sendte Bnd til Peers Farbroder, gamle
Hans Dlsen, at han stulde gøre Banden llat. Kirften fit
bog snart mere at tage Vase «paa end at patte en Madturd,
thi Rostgsaard vidfte tun alt for godt· at det var Dyrtid og
Hungersnød i det delejrede Fiebenhavm og at der dar
Small-ans i Kongens senkten Dei toin da veltilpa«5-, at
den spenfte Jndtvartering i Dieblitket var dorte, og at
ingen Strandvagt hindkede ham i at lade et helt Las-:- Fo
devarer tøre ned til Stranden En nnlig slagtet Fedetal.i,
et Par Dnr og Haken Fift og en stor Kurv Fragt, og hvad
der ellers i en Hast kund-e ftasies til Veje, maatte Peer Ol
sen lsre ned til Tipperup Wolle, hvor Rostgaard i Krat Ig
Sang havde ladet Hans Olsen skjule en gainmel Baad,
som nu var sat i Vandet og modtog sin tostelige Ladning.
Efter en lort, læklig Assked fra Fiiksten lom Rost
gaard seld efter, og snart gnngede den flrøbelige Bsaad pna
Seen, men huggede saa ftærtt mod Braadsøerne, at Pest
Olsen saa efter dem med en saare betcenlelig Mine.
Den fors-vandt hurtig i Nattens Motte. Peet lecke
hjem og udførte fin Husbonds sidste Befaling, at ride hans
brune Klepvert on til Skodrider Zøllneks Gaatd, der laa
afsides i Sinnen, for at det lunde siges, at Roftgaard var
ude i Kong Karls Ærinde.
« Peer red lystig gennem Stoven trods Meile og Slud
og sang vertil. Ha, ha! lo han og klappede den btune
paa Halsen, di ride Kong Karls LErindel Nu, i Meer
hadde Peer Olsens Øjne maaste et mere tløgtigt Udtryl
end ved Dagenx men ellers var det dumme Anstat, hans
havde faaet i Moders Liv, lige faa nyttigt for ham og
hans Husbond, som et Lejdebrev, understrevet af Konii
Karl selsv. Ethvert farligt Hverv bled overdraget til PM,
dg han udførte alt snildt og trofast; men naar noget stete
paa Gnarden, der foretom Svenfterne mistænleligt, faldt
det dem allersidst ind nt fritte Peer Olsen ud, og stete de:,
bleve hans Øjne san slove og hans Ansigt saa dnmt, et
te maatte tro, at han var en Jdiot.
Roftgaards Reife løb unentet heldig af; thi var Vin
lden imod hen, saa var den med bjem. Allerede den ncefte
Formiddag omfavnede han Kirsten i den famme Etu-.
hvor de den foregaaende Affen tjavde taaet Afsted merk
hinanden. (
Roftgaards Audiens hos Kcng Frederit hnvde været
fort, nien frydefnld, og naadiae Ord, som Raimund
aldrig qlemte, bavde lndt fra Kongens Lieben Heiss
Majeftæt undrede sig oder en saadan Troftab og Omtante,
at Rostgaatd trods Vigtigheden af del Budstab, han bran
ie, og Farerne ded Sejladsen dog havde tcenkt paa harn
personlig og med bragt til hans Tassel en Fotftcerlninz:,
s- der var færdeles veltommen.
Dei lyttelige Budftab: den hollandslte Flaade koni
mer! lsb snart fra Kongebotgen rundt om i Kobenhadn
og satte nyt Mod i Byens Forsvarete; men det blev en
dyb hemmelighed, hdem der hasvde været Oderbringer afl
den glade Tidende og maatte naturligsvis for Roftgaatds(
Sitkerheds Styld, og for at han tunde vedblive at tjene tin
Lange og Federlandets Sag, fremdeles væte det. J Nat
tens Msrte fnegkchan sig ud af Byen, var snart igen til
Seö og var saa heldig at nsaa Hjemmet, inden de svensie
Ryttere attet drog inid paa Kraagerup.
Rostgaard fcekdedes blandt sin ubudne Gersier nied
scedvanlig No og vifte dem et glat Ansigt7 men dog Va:
han urolig i sit Hinte, ngs Jotden brcendte under hom;
thi stjult pas sit Legerne bar han en egenhændig Strivelse
fra Kotigen til Admiral Opdam, den hollandste Flaades
tverftbefalende, i hvilten denne indtrcengende opfordredes
til, hvis han vilde frelfe Knbenhavm da itte at tøve en
Time længet, end Sttsm og Vind nødte ham til. Dei
var paalagt Rostgaard snatest muligt at overbringe Op
dmn dette Brev og ledere det i hans egne Hændek uden Mel
ken-many men en Fort ud til den hollandste Flaade var
et saa fatligt Foretagende, at nceppe nogen vilde paatage
fis det, undtagen netop den Mand, hvem Kongen havde
overdtaget det til.
Faketne sitæmmede itte Rost«gaard; hvetten Uvejtet
ellet den svenste Flaade ,der laa i Humlebcelsbugten og ved
Delikts-h og som han maatte igennem, holdt ham tilbage.
Bansteligheden laa i at flippe dort fra Kraagetup, for It
ikle hanö Sendelse stulde sttande ved det fsrfte Stridt,
Sonn hart nu git og lurede paa Lejlighed til at komme af
Sied, og Tiden faldt hanc lang. var det hans enefte Trost
at Bin-den vedblev at veete Mitten-, saa at Opdam i intet
Sikfælde vilde kunne leite Anker.
Ottende Kapitel
Weis-.
Den Wde Oktober tog Stormen efter en tott Vvile
sei pas me. Bildt flog den sine møgtige Ringes over
M og VO, Oele-we bredez pitkede as den haarde Syd
M M mol- W, og mangi et Ttee i Sie-treue
f - M KLEMM fes-di beuge-we for Give-meist Slag. Reg
« set W neb, og hear-d var under disse Denkt-Mig
M Sirt-Magnet for de Mfte Weitere
Mktmsteten for det Kompagni of det upplandfte Re
M sont M i Marter paa Krankseins-, holde sig da
f « CAN indes M. »Von seid i den lune Beteilig
s Im Bin pp nie-gebe tin Bett es Brett
sp ,MdeMikI-atvttesisnthe
ins-. Weit giesse- Memßekm ne
Allerede to Gange, medens han sad ved Kruseh havde
n Lojtnant, list-is til der drev as Band, indsundet sig soc
i asaioc Melding og anden Gang fundet sin Ritmester
:tdnu mere rod i Hisoedet as Drueiasten end sorste Gang;
sen Meldingen Tod ens: Jntet passeretk
» «Jntet passeret!« gentog Ritmesieren tned et tytt
H Jioele, »ta’ mig tusind Pietola ddad stulde der passere i
.i-.ioan: et Hundevesr?«
»Bei er strenat at holde Falk nde i det," sagde Rost
!.aard, »allenfinnd de ntaa holde sig ro lig Paa Pletten«.
»Kann Zirrlr erre maa efterlonimez, « svarede Rit
siesteren ca sendte Rot ttgaard et mistcrnlsomt Blit, ,,pis!:r
Iknd Stormen Htleederne as Foltene i Laser, og raadne
i iok ere de. Laa ei den fordointe Flaade og lnrede vers
;Zellebæk, haode jea for lcenast draaet Posterne ind. En
J ammerlig stria Tenne! Dansien lurer oafaa bag sine
Volke; innen munter Bataille i aaden Mart.«
Ritniesteren tcg sig en Slurt as Kreisen bviltet Rott
».iaard med aod Villie havde snldt paa nn, og vedbleo:
» »Nej, da gik det paa en anden Bis i Poten! Der
Hi umlede vi oss sont Ulv i Faareflotz der maa vi trippe sokn
»Lan1;rnen det hart aa sin Aariag. Konig Karl var ej
H l Sinds at holde vaa det Rige, vi lde tun tage Qllasionen
at lære de polfte Hunde Ræsonx i Tanrnart har han taget
fast Position og agter at blioe; thi Danmarl er et fedt
Land, del vaerd at eje, sorstaar De, annsiine He. Viert?«
Rostgaard niltede med en morl Mine.
»Behager det eder itte?« spurgtesRitmesteren med et
Drillende Smil
»Nu, Or. Ritmester!« soarede Rostgaard rolig, ,,d
er ille alle L-,rd man ital svare paa!«
»Da lader J dog til at være en sorstandig Mand.
der ved at stille sig i Omstcendighederne. J maa ogiaa
kilstaa, at di behandle de Dansle som Brødre.«
Kirsten saa op fra sit Stritletoj og korsede sig i sit
stille Sind over den Paastand; men Rostgaard svarede:
·,,Saamcrnd! J lunne fare haardere frem.«
,,Som i Polen!« udbrod Ritmesteten. »Der havde
rsi Fripasl Dog lysteligst var Retræten, da vi marcherede
nord paa, saasom vi ere hoviste Folt og agtede at gaa de
Danste i Mode paa Halvvejen Da ajorde oi rent Bord
liag os, thi bver Morgen stat vi Jld paa det Konter, vi
bxovde hast om Ratten, og vaktert blussede det da dag ester
oS sorn en Jldhale. Det gil faa fort, at de engang inde
brændte en as Grev Jakob de la Gardies Pager."
»Ich, Gnd naade os!« udbrød Kiritem men Rostgaaro,
fom onstede at bolde Ritmelteren i aodt Lune, lo.
»Ej, hvad Magt ligger der paa en Page?« vedblev
Ritniefteren. »En Paae mer eller mindre, blæse med det.
Men en Nat kunde nær en stor og uoprettelig Illylle der-re
flet. Kotigen havde med noale as Herterne faaet sig en
fuldgod Rus hos Prins Ragotzn der beoærtede Hans
Majestæt med lostelig Tokayer. Derom vidste vi intet,
cg da di om Morgenen brød op, tccntte vi, at Hans Mase
stæt, som sædvanlig, var opstaaet og sorud, og vi stal Jld
daa Hufet. Han maatte da i egen hoje Person singte ud
ad Vinduet, og til al Lylle var han paallædt; han Mode
sandt at sige, ilte evnet at llaede sig as, da han lagde fig.
Zaa blev hans kostbare Liv reddet; men en Ynl vilde det
have vcrret, hois saa stor en Monarl havde ladet sit Lio
raa den Bis , ilke sandt?«
»Sitterlig!'« soarede Roltgaard fojelig, »dem fortse
ner en bedre Slæbne.«
«Godt svaret!« sagde Ritrnesteren og gabede, da Bi
nen begyndte at gore ham sovning.
J det samme lsd Hovslag i Gaarden, og Rostgaard
rejste sig og git ud for at se, hvern det var, der kom. Han
gjorde det tvært og sindig, unatet han lcenge bavde lyttet
efter at here Lyden as den Rytter, og han havde al sin
Selobeherslelse nodig for med pagsende Opmærtsomhed at
fslge Ritmesterens Fortcelling.
Da han tom tilbage, red Rotteren allerede rast ud af
Gaarden, og Ritmesteren vaagnede as et lille Blond og
spurgte, hvad det var.
,,Bud sra General Vavafor i Birkerod,« sagde Rost
gaard, ,,at der hverten er leveret ham Havre eller Ho t
Dag. Hat han det ille i Morgen tidlig, ladet han llage
over mig. Om Ritinesteren saa synes, vilde det være dedst,
orn jeg strals gav mig paa Vef, allensstund jeg hat tre Mil
at ride, og kommer jeg itle selv til Stede, da saar jeg itle
de dovne Bsnder i Gangf
,,Satans Vejr at ride i!« udbrod Ritmesteren og
siralte sine Lemmer behagelig; ,,nien Tjenesten gaar for
alt, og J maa da vel as Sted.'«
»,Ja He. Ritmesier,« suklede Rostgaard, ,,det Liv,
jeg dein-, lægger ille Aar til min Alder. Sorn en Hund
jages jeg ved Nat og Dag i alstens Vesr.«
»J jages itke vcerre end vi andre og bedre Mænd end
Jl« raubte Ritrnefteren og satte det tsrnte Kruö haardt
i Bordet; men Rostgaard lo i sit Jndre over, at hans List
var lyltedes saa godt.
Denne Gang var der itle Tid til lang Afsted, og Kir
sten tunde itte give en Madkurv med, stsnt det anede hende,
at Reisen gjaldt laengere Fort end til Bittend. De svenste
Rottere sad og svirede omteing i Stuerne, og nogle as dein
git og snusede om l Gangene og gantedeg med Pisa-ne
Rostgaard bsd sin Hustru For-del i alles Paahsr og bad
hende have varmt A paa rede Haand til ham den næsie
Morgen, da dan haabede at viere tilbage tgen.
Saa red han nd as Gaarden, eftersulgt as Peer Ol
sen; men da de vare totnne op t Sl-oven, sorlod Rostgaard
den stagne Bei os ssgte tnd i Stovens Tytntng, lndsttl han
gsorde Holdt ved et tret Tjsrnekrah steg of besten og bsd
Peer at gore ltgesaa og binde Meile ved et Trie. Don
tust-de sitt Kappe- siog Von-des at sin Hat vg tagt-:
s »Der vil Soensten nappe ssge os, Pent
i ,,hilled-d!« sparede Peer og llsede sig bog Met,
»Alle di blwe der langw
J Stedet sor at spare gav Rostgaard sig til at tagt
en Dante risse-It Loh bott, sog soe Poet-I undeende stille
the der sig en Lea-, seen than sit Maltng at lsfte. Da
has Morde det, dlev has var, at Stirnelrattet sijulte en
Mc M« M IW MMUC M en underij DIE
Wust-tw- Ast-tsde net-twong
os- its its-M
Muthwmrtmw« lsodestpW«
»so W tss G eige- Mol«
Ins M osdssantsutndentoy W
tka en behagelig Lunhed og blev efterlyaanden vat, at en
Træstorsten gennem Hulens Loft gav feist Luft og en fVMJ
Lysning. Hirten oat tummeligete, end Peet havde tcentt
sin, og dank Huslsond sad allerede paa en niosllædt Jord
dcent og bod Peek scette fig.
»Hier hat not stoere Stielnier vasret for vi, Peerk«
saade Rosmaard, »men ingen lender det Sinnthul, det
ced jea as, uden gamle Zollner, jeg og nu du. Det tan
dlioe es til Gavn i denne Krigstid, Pen! man lan aldkig
inde, hdad der tan beende. Du holder saa ten Mund en
taler itle til nogen Moders Sjael oin den«
,,Bearideligt!« soarede Pecc, og saa henfaldt hans
Hnglsond i dnb Taocilsedz men da Peer itte var fri for
at riaere niørtekied vg Luften i Jordhulen faldt hain for
Brunet, san lod lian sig snart isgen ssn Etemme here og
nnderrettede fin Hugbond om, at Madam Kirsten doa
lnwde passet sit Siiit til at stille lidt Brod oa Husdonds
Trojeflafle med Brcendeoin i Sadrelbnlsteret, oa han sit
iaa Befaling til at hente degge Dele.
»Det tyttes mig, Make! dcg dedre at dcere udenfor,
Hilszsdond!« sagde han, da han tom tilbagr. Hellere and
jeg pille Totsl paa Seen nu, hvor groft lsun end visek
Tander, end at wittes nnder Jorden.« «
Peer sit intet Zdar oa inaatte finde sig i sin Stæbnez
men da Rostpaard havde fpist og drittlet, brød han ende
lig Taosheden
»Hvad Klotteflet tcenler du, det er nu? Klollen
dar tre, da vi red nd af Gaarden." l
»Ja-a maa den vel nu vare ved det Pas sire,« mentes
Pein- !
»Solen gaar da ned otn en halv Time, og faa bryde
oi op. Hoor trenler du, jea agter mig hen?« «
»Jeg lan ilte vide det, Husbond.«
»Du skal heller itle dide det, Peer. End ille din Mad
modier ved det.«
»Da maa det Veere et stort oa Viatigt IEtindc, Hirs
dond rider!«
,,Men du stal bringe hende den Hilsen,« vedblev Rost
gaard, ,,at det er at vente, jeg blioer nogle Dage fra
Hufe; der lom en Vogn efter mig, saa jeg maatte videre
fort i Disttittet i Tjenesteforretninger. Sig hknde, at hun
maa stole paa Gud og være uden Frnat.«
.,Hvert Ord stal jeg meddele Madtnoder, som det var
prentet,« svarede Peer. ,
»Du slaar for rast Laas for din Hjerneliste, Peek,«'
sagde Rostgaard barst; »der stal mete ind, og det maa blide
der.«
«Jlte var den det hidindtil, det jeg ved af, Hast-nnd
sont et sprntlet Karl«
»Faa vi Fred og Rolighed igen, Per, da ital din
Trostab blive belsnnet·"
»Im beacerek ingen Løn elstra, Husbond! J liae
Maade hner det mig bedst at blive hoz eder og ved Guar
den, som jea inaen Sinde agter at fotlade, uden at det
flulde vcere for Sidses Styld Dog hat det nu lange
lldsiater, sor hun gantes scelt med de foenste Ryttetlnckgte
i denne Tid.«
,,Men vi gantes itte nu, Perr! Mart noje paa mine
Ord og got derefterl Naar Mørlet falder paa, ride vi
ud af Slooen og ad en Omdej til Tibberup Mollr. Der
ligger en stcerl Vagt, og Lytteposter ere udltillede ved
Stranden, hvis de da itte ere trobne i Ly for Vejret; men
hvordan det nu end er, ride vi lult iaennem, og du folget
mig lige i Heelene Sende de en Kugle ester os, saa dulte
vi os.«
»Vel, Husbond!«
,,Og for det Tilfceldes Slyld, at der da itte bliver"
Tid til lang Fortlaring, vil jeg nu lade dig vide, at naar
oi ere i Sittenle ded Stranden, saa rider du ad en Om
vej, som tom du fra Meter-d tilbage til Gaarden med
den drune og aiver den Bested hjemme, som jeg fsr saade,
at der tom en Vogn, og jeg maatte videre sort i Distrittet.«»
Peer maatte gentage Lettien og gjorde det Ord til»
anbet. · i
Endelia faldt Mortet paa, de forlod Hulen, dcektedes
Jndgangen oa red gennem Storm og Regn ad Msllen tilJ
fom de lom sorbi uden at ins-de nogenz men lige for sig ded«
Stranden opdagede Nostgaatd to Ryttere, og i nogen AfJ
stand boldt der to andre.
Hans starpe Øje behøvede tun lidt Lys for at opdage·
og genlende dem. Lysningen fra Stranden viste ham
Rytternes O-mridg, sont de holdt der paa deres smaa,
magre Heste og ltsb samtnen i deres Rappen medens
Hattestyggekne, dlsde as Regnen, saldt ned om Ørerne
paa dem. Han var nu saa fortroltg med Synet af disse
lurvede Stiltelset og vtdste, hvot mangen Morder og Bau
dit der stat i de soenste Ledertyrasset. Han hadede dein
at Hiertens Grund, og da han nu var dem saa ncer, uden
at de meerlede det, dlev han greben af en dild Lyst til at
taste sig over dem og styde dem ned som Hunde.
Men han folte noget mellem sin Fod og Stovlesaaleih
en lille Patie, og mindedes, at hans Landsmænds snatltqe
Befrielse muligviö afhang af, at den tom usiadt i rette
Heer-den han slog da detfor Band i Blodet og lyttede et
Øjeblil for at komme paa det rene med. om Ryttetne
vare tndsodte Svensiere, og da han mente, at det var
sau, raubte han til Pen: Nu! gad sin hest Spoterne eg
satte, eftersulgt as stn Spend, t stralt Galop lige forbi
Rotterne og eed saa nordpaa langs Stranden, hvot de
fotsvandt bog et Tjstnetrai.
Den ene af Ryttetne raabte sit: Wer da; tht den
Gang gtt al Kommende-, saaoel t den svenste som t den
danske hier, paa Syst Rostgaatd svatede med et døjt
Naab og fotsvandt som et Lyn
»Hvem Djevelen var det!« sagde den ene as Ryts
terne, gav stn af Regn og Kulde sammenkrsdne dest, der
neeppe haode lsftet hopedet, da de to Rottere susede fort-i,
et Tryl af Sporerne og ted et Pat Strtdt frem.
»Don svaeede paa Polst, Lasse!« sagde den anden
Rytterz »mig Rette-,- det var General Korttfty.«
»Zanden Heller, Mann-F soaeelde Lasse, ogsaa taldet
sorte Lasse; »M, man maa lade Kong Karl, han staaner
hvetten sig felv ellee de stote Deme- men Lager dem ud t
eitlem sein«
»So et alle, som var de stutne of Brausen tiden Maa
den et kommen. Polter- ftaa t de hollandste Sstottet,
It de tlle vtlde t Land, sag stulde vt snaet site det as med
»Ist det esdda tyve Graden ten Frost, «Reaiest«
brummede satte Lasse; «dette er jo pas et Haar, fein
holdt vi vore Hoveder under en Pumpe, vg Vcede gider den
vcerste Knld.« —
Rostgaard holdt Heft-en an, da han var kommen bog
Krattet og mærtede, at lian itte blev forfulgt.
»Med For-lod, Huglmnd!« spurgte Perr, sont nu var
kommen paa Siden af hinn, ,,hvad Sprog var det Husbond
:alte, da J gav de svenste Rnttere Sout?«
»Bei smasgte lidt af net Polste, Peek!« svarede Rost
qaard innntert, ,,hvoraf dn tan leere-, at det er godt for en
Mund at oide lidi mere end sit Moderemaal.«
Efter et Pnr Minntters Forløb var Rostgaard ved
Mantet, en stor Sternwng stjnit af et let Tjørnetrat, i
hdis høje Grene Etnmfnug fra Seen bang. Han steg If
Hesten, bøiede siq ind i Firnttet og sinjtedr. Streits sit
han Edar pna samer Mande, dg Peerg Fardroder, Hans
Ilsen, tom trndende nd paa alle site.
»Bei Vilde jeg have sooret en dyr Ed Pan,« fagde han
cg rettcde paa sin Endvest, sent Tjørnene næsten hadde
redet as lxans Hoden »at Ridefoneden itte vilde have naaet
Siænget saa akkurat. Even stunk en Alen over saa del.«
»F glemte Fardrder!« sande Peer, »at jeg var niedl«
En but, brndt Latier tlnttede fra Hons Olfens brede
Brnftx det lnd foin en tlvejrgfnnle Stoarem men Rost
ganrd bød nn Peer ride bjeinad med Heft-me og til Punkt
Dg Pritte lade on gere, sont han lnwdc rnitlant binn.
»Ein bog ned til vor Mo’er,« sande Hans Olsen til
sidft««»rg bede Lende have nnrm Grød til i Morgen Wien-«
»Stal fle, Farbroer!« svarede Peer, da han red, »me«
frygter J itte, at den Grnd btiver fveden?«
Peer tunde hderten Tnft eller Polst, men tun bredt
Sscellandfi. Han tlnrede fig dn pag en nnden Miiade end
bans Hugbond og fnlgte Strand-en, indtil han saa üt
Snit til at liste ssg op i Landet, tworpaa ban red til Krag
gernp, bvor han gjorde, fom baan Hilgbond bavde paalagt
dam. Da Hans Madmoder tidlig den ncrlte Morgen
taldte ham ind i Fadeburet, diite han stdr Svaghed lige
over for en etstra Rundtenom og et godt Stntte Sul, og
han fortalte nu til Kirften, hdad Ortsbond den fortgaaende
Aften havde taget sig for, og Ehvor og i hvnd Selftab han
havde forladt dann Kirftens Kinder bleve lidt biege, eg
hendes Øjne fvldtes med Taarer.
,,Ssaa ved jeg Bested, Peer2« fagde hun med et Zut.
»Ja,« fvarede Peet med Finger-en paa Rasse-L »den
hollnnfte Flaade!«
Roftgaards Taalmodighed blev imidlertid tat poa en
haard Prove. To Mond vnre for lidt til at fna Wandern
der lna stjult i Armut, fat i Vnndet, on den brave Mnller,
Kriften Brot dan Tidderud Mem-, bvem han habt-e ist
Ztcrtsne dcd Sternnen tom lsverten den Nat eller den nieste
Zoriiiiddiig. De tmvde tun lädt Bde til at stille Entten
med, og Rostgaard var san medtagen af Kulde og Renn, di
han nckr tiavde opnivet Ævred, da endelig om Eitermi:
tagen Krattets Grene tnngede, og Mottenan svcere Lege-·
me brød gennem Tjørnene ind til dem i detes Stint.
»Forbandet sncrver Lejlighed!« fagde ban pustende og
tog Ptads paa en Sten, »og en Spot at byde eder veltonn
men til Ubberup, He. RidefnxteM Men dog sprer jeg en
Dnnt Meiste nied, at vi tunne dritte der paa, for at J
tan stnrte eder til den halsbroettende Fakt, J har for.«
De talte nu vidt og bredt om Muliqbedien af at flipve
til Søs og date enige i, at ved Nattetide innatte det ste;
men ellers ettlcerede Kristen Brot det for at vcere Verwen
neftelig Genirrg at gaa til Søs i en raadden, gammel Band
og i et saadant Guds Vejr.
,,Vorhekre lijcelper nsot til,« sagde Roltnaard i en tro
ftefuld Tone, «og jeg gaar jo min Herre on Zion-ges Minde;
det giver ti Monds Mod og Styx-te! Men sig mig de, k»,.«
hat J mere liggende af denne Mælsle7« »st-« d
»En hel Tende!« svarede Kristen og flog paa sit Erwe,
»brngget af Mart-Eka tlar Msd og Hdnning, san ten sum
Sustterl Hat den itte en artig Sman?«
»Ja not! men hvordan hat J hnttet den for Even
sterne?«
»Den ligger snildelig gemt i en lille Terregtat med
Tang over: hidtil fnulede de den itte op, rpvede de end
mit sidste Anker Øl forgangen Tag-«
»Den Mætste er en rigtig Bantepande,« fagde Hans
Olsen efter at have taget en god Stark a"f Dunken, »tan
gøte den bedfte Dritter rulendes.«
.,Sælget J mig den Tonde Mcelste, Kristen2« spurgte
Rostgaard
»Bicergningsomtostningerne tutde blive lovlig dyre?«
mente Kfiften
»Kongen betaler!«
»Ih, He. Nidefogedt det var itte saaledes ment; men
Hans Majeltcet maatte da ogsaa beiale for Svie og Hug;
thi merkte Svenlterne, at jeg hat spillet dem det POS,
flaa de mig til-Stamme; itte heller fatter jeg, at den Tin
de Meeltte tan være eder til Gavn nu for Tit-ein«
»Saa tungt et Ncmme havde J aldrig fet, Kristent
Ser J itte, hvorhen jeg stilerZ Spensterne og itte jeg
stal bade den Drit. Lad dem faa den Tsnde at fe, og
de ligge under Bot-de inden Aftenz san nytte vi den gan
stige Lefliskhed til at nippe bort.«
Krissten Brot sisjtede cg nittede tlere Gange ined sit
svcere Hoden medens et bredt Grin optlarede Hans Oliens
furede og dejrslagne Ansigt.
»Top, He. Ridefoged!« sagde Kristen til sidst, «ieg
ital tænte over, hvorledes ieg stal stille den Sag an. Men
om Betatlng vil ieg intet bote; jeg giver med Gliede den
Tsnde Mælstez thi Stam stulde jeg fan, vovede ieg itte min
Freie, naat en Mund forn J letter Livet paa Spil.«
Mplleten fjeknede sig da styndsomt og lovede at kom
me tilbage med fornsdent Mandstab, san snart det gan
stige Øckeblit til Afrejsen var tommet.
Han udspetulerede paa Hjemvejen were end een tun
ftig Munde at gaa til Var-is paa, men da han traadte tut-dsg
i ern-neue Stimmen-, sipd der en tin-, las-i sing-, ipm czx
srystede at Kulde pg havde et Keu- l Dann-dem Hun Bad
l en tlyntende Tone om en Tour Stillingsst til ftn syge
Moder. Mitten Brot flog Knips med Finstenez mt gis
det op for hom, at Sagen var ved et lytteligt Tilfælde
pas bedtdr Mand- lagt til Rette for hom.
»Amt«-ih« set-de han med M Rtsd for at den
spentte Vogt-nette- tude i Stiten stulde htte det, »er godt
at tlskse TItM M; wen-Meiste er bedte for en syst« -
Ostiscktey
·- If»
H