Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Dec. 1, 1903)
Stenslerne paa Krouvorg. En historisl Roman. AfH.F. Geduld —:7-«- quste Del. Eik (Foktiat.) Dir-se to Maend, Hugo Terlon og Hannibal Sehested, forstellige i meget, nien dog nærstaaende Sjcele, soin mere end een Gang fit Lejlighed til at laste Lodder i de Virgt staale, der afgøre Folls og Rigers Slcr"bne, gsil nu og talte samtnen om en saate vigtig Sag, men i en let og munter Tone. Navnlig maatte enhoer, der tunde iagt tage Sehested, tro, at Satntalen, der naturligvis fortes i det fransle Sptsog, dreiede sig oin ligegyldige Ting. »Bi have herfra en oaller Udsigt til Danmarls Ho redstad,« sagde Terlonx Stude, at vi, Maalet saa noer, maa blive udenfor!« ,,«Znster He. Ambagsadoren,« spnrgte Sehested tolig, ,at Hang svensle Majeftcet i Morgen man være inden for Knbenbavns Porte?« »anenlunde, Ebers Elsellencel tngenlundel Jlle vil min Heere og Kanne, ei heller hans Eniinence Kardi nalen, Danmarlg Ruin. Jeg vil føje til, bvad der er mindre niatiat, at min eaen Affeltion heller ille er saa partist paa den ene Side.« ,,Det ala der mig at hsre, Hr. Ridder, at J doa in liineker en 3.::nle til Kongen as Danmarls Parti.« ,,l.5j, lsderg Elscellenee!« ndbrod Terlon nied en rast Bevægelse da et livligt Øselast, »jeg var as den Mening, at tet vilde viere eder ret lærlomment, om eders longelige Evnaer da ederg utalnemmelige Landsmænd fil en lille Leltion.« ,,«« en ftyater, den vilde blive drcebende.« ,,Og, bedblev Terlon, ,,jea dar oasaa saa dristig at supponere, at lfderg Elgcellence itle er her granste inod ederE Villie.« »Pardon, He. Ambassadorl der got J mig storlia Uret,« svarede Hannibal Sehested en Smule sbragt ud af Liaevcrat. »Im stod ilte i nogen Relation til Kong Karl Gustav, der nu viser mig saa stor Naade, dg« da min Soo ger, He. Korfitg, nn bar faaet fin veltjente Løn og saa omtrent er i Unsaade, lnnde jeg vel ille være vel set sor det Slcrntslabs Slyld og onstede det ærlig talt ilte heller. Jeg inllinerer ille til Oprør eller Turbation; bar J haft sliae Tanler oni mig, bar J sejlet vidt. Men lad os itle tale merk om mine personliae Affærer,« vedbleo han atter rolia; ,,sia mia hellere, Hir. Ambassadørl hvad dilde J del anre, bois J nn var inden for Kobenhadng Volde?« Terlon saa sia forfigtig om, saade saa med dænmet Stemme, men i en energisl Tone: »Scktte Mod i Hang danfle .Majestæt, raade hain til at satte Fastningen hurtigst mutig i Forsvarsstand og at drive Boraerne op paa Voldene. Jeg vilde deri handle gansle efter min Jnstrth tnen Eders Elscellence maa dog i min usorbeboldne Ytting paa dette Sted og under ncervcerende Omstændigheder se et ellatant Bevis paa min Asseltion for eders Person og min Tillid til eders vellendte Dislretion.« Hannibal Sebested bsjede smilende sit Hoved »Uden at seette min egen Jmportance sor hsjt, inen ladende den mcegtiae stansie Regerings Reprcesentant i disse Riger og Johannitterridderen Hugo de Terlons diplomatisle Gent og eerlige Villie san Retscerdighed, tror jeg at turde siae, at det lan blive til Held for Norden, oin to Mænd som vi blive eniae.« Terlen tiltastede Hannibal Zebested et snu, sporgenie Blit, bntlede let til Tal for Komplimentet og svarede: ,,Eders Etsellence ville behaae at aabenbare eders Tanter for inig og lade mig se denne attraaede Enigheds Sujett!« »Netop hvad seg var i Fast-d ined at geke, vel vidende, at siulde det ille vinde eders Bisald, da er bog dette talt sub rosa. til en Mand, der tro gemmer større Hemm ligheder, end hvad den halv landflygtige og i Unaade faldne Hannibal Sehested tænler og attraar. Men lad os gaa lige til Sagen —« jeg proponerer eder at indgaa et lille - Forbund med mig sor at sorhale denne Krig.« »Ei, der tommer J min egen Jntention i Mede, og en Alliance med en stært Magt mna altid være vellommen,«· faldt Terlon livlig ind. »Jeg beeker sandelig Tviol om, hvor vidt jeg sormaar mere hos Kongen as Sverige end Ebers Elscellencex yans Asseltion for eder og Tillid til eder paasalder allesede os alle og væller Misundelse hos nogle.« »Er det virlelig saa, da er Aarsagen netop den, at jeg itlun er yer i Eaenslab as Psartilulien der er ingen Jnstruls og intet Statshensnn mellern Kongen og mig.« »Fo: en Del bar Ebers Elscellence Ret; en Ambassa dsr som ieg er oste en nbehagelig Argus, hoem man snster at holde et Bind sor Øjnene. Ved J, bvad Kongen as Sverige.,· ndt paa, da Landganaen slulde iværlsætteä i» Korssti Han lod anrette et losteligt Traltement til mig’ og gab mig Rigsmatstall Oxenstjerna til Selslab, for ais jeg lunde sorfrisle mig paa Slibet, inden jeg tiltraadte dens mojsomme Landgang —- ah, Ebers Elseelleneet jeg forstodj en halvlvcedet Vise og fandt mig taalmodig deri; det var; llari not, at jeg maatte ille lomme i Land, forend Grev Tshott var udsiibet og forud ined sine Rnttere, for at jeg» ille slnlde stille Bud til Kebenhavn eller selo ile forud vgl advare den dansle Konse. Hans svenste Majestæt har? noget til gode hos mig for der Pude, han der spillede mig — lansle Ederö Elscellence nu lan hjcelpe mis med Beta lingen!« , «Det var i alt Fald en behagelig Arrest, der overng eder, he. Ambassadptl« sagide hannibal Sehefted smi lende »men jeg ded, at Kennng Asseltion sor edeks Pers-on er tlle ringe, og at eders Selstab er ham saare lart. Jeg sot min Person er Hans Majestaet talnemmelig for den Naade ban behager at vise miß-, og jeg vilde for intet i Beiden foeetage unget direlte til hans Slade, saa lcnge ieg paa mit Æeesord et her t et behageltgt Fangenslab og ncsteu beharrt-les som Gest; men lige suldt er jeg min lob ltge Heere og Konge personltg hengstven ogi mit Fedeland tro. Kunde leg gere, om end nol san ltdt for at tedde H begge sra Undergang, vilde det vcere mig en stor og oprigi tig Satisfaktion« »Pardon, Etseellencet Jeg hat ved min Passiar trut tet Forhandlingerne i Langdrag. Tal, jeg er lutter Øre!«« »Alt ashænger as, at der vindes Tid. Jeg tom jc lige sra Kobenhasvm dsa jeg blev gjort til Fiange, og tendei Sagernes Stilling. Baade Kongen og Byens Jndbyggere ere besjcelede as et hojt Mod. Min Ssvoger og hang mo Idige Gemalinde ville, det er jeg vis paa, hellere gaa til Grunde og spge Doden paa deres Slsots Dortærstel end give sig i Karl Gustavs Vold.« «Eders Etscellence har sitterlig Ret deri; de Danste ere modige, og tyvad der mangler dem er tun gsod Organi sation og god Konnnando.« «Men hvad hjcelper det, naar Fcestningsværterne ere i Forsald, og det endogsaa mangter paa Krigssornødem heder? Gaar den svensle Heer i Morgen mod Kobenhavm er Byen og Danmart sortabt « ,,Nu bliver det afgjort —- derinde!« sagde Terlon og Pegede pna det tongelige Telt. »Kanste dog itte! Kotigen er i et Uscedvanlig betten-« teligt Lune, det har jeg alt mcerket ved mit Komme. Det er muligt, han sorlanger en Samtale med eder, Hr. Am bassadør, for han endelig resolverer fig, og da vil jeg bede eder give Hans Majestæt et go·dt Raad. Sig ham«, ded »blev Sehested, som standsede og lagde sin Haand paa den Jsranste Gesanvtg Stets, ,,at det er resikabelt at lade en Isaa stært Fcestning som Kronborg ligge i Nyggen paa sig·« ,,Jtle ilve, Eders Etscellence! men jeg srygter, at Hang svenste YJtajestcet itte gaar i den Falde.« — ,,J a«lemmer«, sagde Sehested langsomt og med Betrat »at paa stronborg findes, hvad den svensle Hcer man-s ler, svasrt Slytss Krndt og Kugler i Overflod.« »Men J onster vog itte Kronborgs Erobring?« »Hellere det! Nogle Ugers Frist er den eneste Udvej til Frelse, den eneste! Men siden J taldte Kronborg en Felde, da lad mig minde eder orn, at nogle svel tun blive lystne efter den fede Bid, der stikker i den.« »Hvi saa?« »Kronborg«, vedblev Sehested, »er i dette Lijeblit som en tostelig Tresor, fuld as Kostbarheder. Revenuerne of Tolden, Lensmandens Kasse, private Penge, Kostbarheder og Mobler, alt er sørt derhen ogi bragt i Sitterhed i Slot tets Kcel"derhvælvinaer, uden at tale om de kostbare PM delser, der alt sandte-Z, sog sorn ere Kongen as Danmarls private Ejendon1. Det, Hr. Amsbassadort vil jeg hvisle — Rigsadrniralen i Øret.« ,,Ah! Eders Etscellence!« svarede Terlon med et But oa et indrømtnende Smil, »jeg betlager i Sandhe«d, at Z itte tjener Kongen as Frantrig!« J det samme tom de svenste Herrer ud as det tongeliar Telt, da Krigsraadet var hævet. Te to Diplomater gav Samtalen en munter Vending; men nu var dog det lille Lod blevet steht, som, i rette Tid lagt i Vceatstaalen, trin aede den ned til Daninarts Frel·se. Stvrmen blev dpgiven, en reaelmasssig Belejrina aabnet og Kronbvras Erobring vedtaqen. Allerede den 16. August drog Wranael med den halve Heer til Helsinger oa aabnede Belesringen, der holdt ham fast ved Kronborg i tre Uger, og hver Dag as de tre Uger blev as de belejrede i-Aøbenhavn brugt til at udbedre Boldene, bygge dem hpss ere og lede Band ind i Gravene; tillige gjorde Mandstabct morderisie Udsald oa tilftsjede Belejrerne sple lige Nederlag. Fra nu as vilde et Angreb paa Fiestningen være et voveligt Foretagende. Men Kronsborg saldt i Fjendens Hcender, Kong Karl sit svært Styts og Ammunition til at bombardere stoben havn med og Wrangel sin Del as det vorige rige Butte. En stor Del as det git senere tnbt, da Jakob Dannefer i Stedet sor at sore det med Kostbarheder ladede Stib til «Staane, overmandede Mandstabet og bragte Stibet ind til Kobenhavw Rassdselen og Harmen over Kronborgs Fald var stor; thi uagtet der tun par nogle Hundrede Mand i Fcestningen, var den dog saa vel forsynet med alt, at den maatte tunne holde sig længr. Kommandanten Paul Benseldt og Rest tommanderende Karl Brunow vare begge modige Mtenv og dygtige Officerer, men Kommandanten tilbageholdt Soldaternes Lonning, hvilket var saa meget stammeligere, som der var suldt op as Penge paa Slottet, og derover op stod Mytteri. Wrangel udspredte den ngn, at Reben hason var taget, og sejrede denne opdigtede Sejr med Trom petstrald, Gleedesblus og Kanonsalver. Oberst Benseldt tabte da Hovedet, indlrsd sig i Underhandlinger og over gav Fastningen i den svensie Rigsadmirals Hander. Den 6. September ryttede Svensterne ind paa Kron «borg, tog det af Bestydningen stærlt medtagne Slot og og beholdt det i deres Magt i lang Tib. Nu havde de Sundets Nøgle i Hænde og var Herrer ovor Sundtoldenx men ogsaa tunde de her ligge og lure paa, om nogen Flau de stulde komme Kobenhavn til Undsaetning. Da der tillige var en pragtssuld indrettet, tongelig Bolig- paa Slottet, tom det t enshver Henseende Kong Karl vel tilpas og blev fra nu as det Sted, hvor han helst opslog sin Resi dens vg, da Reigen trat is Langdrag, holdt Hos med sin Deonning. Syvende Kapitel. Et nandelsft Herstab. Paa et of de stønneste Punktek af Sjcellands heilige Øsftkyst, en Mil syd for Helsingst og tret ved Fifterlejct Hamlebæh ligget Herresædet Kraagerup. Omgiven af Tfrodig Besgesiom liggende midt i en stor Pakt med Udsigt til Sundet, Hveen og Sturmes Kyster, er det et of de meft indbydende Land-siedet af de mange, der ligge ved Dre sund. J vore Dage hat denne ftiste Havftwmö Bret« paa danst Side et Ptæg af Kultur, som i Forbindelfe med den frodige, idylliste Natur giot den til et sfcelden til ttækken«de og idelig stiftende Panorama. Flere og flere opslaa deres Bopcel paa denne stovbegroede, af milde Bol ger besiyllede Kyst, faa at den i Aarenes Lob tegner til J at blive en næsten uasbrudt Rcette as Sommervillaer so Ksbenhavns Jndbyggere og Danmarts Rigmænd For to Aarhundreder siden havde den imidlerzid e vildere og mere enssormigt Udseende. Stovene stratte six næsten oiveralt ned til Sundet, Bogene tnejsede lige vei Havets Bred, og Tjørnetrat, Brombærbuste og Kasprioi lier slyngede sig i rig Mangsoldighed til Lertlinternes Sider og dætlede enhver Kløft, sorn var dannet as di om Vinteren nedstyrtende Brette Kun hist og her aser des Stovbceltet as et Fisterleje, et Par Bøndergsaarde ellei en Mølle, omgisven af smaa opdyrtede Pletter, den frem stridende Kulturs svage Forpo«ster. J Aaret 1658 var Boligen paa Kraagerup en las Bindingsværts Bygning paa eet Stotsvaerk og laa nagte Hunsdrede Alen lcenaere appe i Skoven end den nuværende :nere anselige Hcsvedbygning. Nogte tarvelsiqe Udhus tannede en lille Gaard soran, og en smsut Have med gode Frugttræer, tlippede Hcetter og stisve Blomssterbede omgav Bygningerne paa de tre Sider. Mosd Snd var en aaben Mart med entelte sritstaaende Bege, men ellers var Gaar den og Hasven tæt omgivne as Stdn Træer as en Alder og en Drøjde, der nu tun sremvises som en Sitteldenhed,A stod i tætte Ratter og holdt Vagi ved Hans Rostgaards ag Kirsten Pedersdatters fredelige Bolig. Kirsten elstede sit Fcedrenehjem, hvor hun havde til bragt sin rolige, lyttelige Ungdom i sm ti Aar ældre Sø"sters Selstab og vejledet af sm from-me Moder· Hun var Barn endnu, da hendes Forceldre slyttede dertil, oa hun mindedes endnu mangen god Leg-, hun havde saaet sig i Haven eller med Fisterbørnene ved Stranden. Saaledes git nogle Aar, og næppe var bun bleven Votgen, sørend Slptssogeden sra Rosenbora en støn Dag tom ridende, hidlottet ved Rygtet om de to Sastres Tcettes lighed og gode thngtelse. Han ertlaerede sig strats for den ynaste, oa da Mittel Hausen, selv en celdre Mand, sandt starre Behag i Maren, saa blev der inaen Fare for Medbejlerstab. Mittel og Maren havde da mindst Tid til at vente, hvorsor deres Bryllup stod sørst, hvorimod Hans-Z og Kirstens Trolovelsestid varede et Par Aar, og deres Karliashedsyistorie begyndte i hin Tids adstadtge, spidsborgerliae Stil, spandt sin jaevne Traad, indtil de rolig, uden Hindringer eller Kainpe g-led ind i Ægtestabetg Havn og ospsloa deres Bapæl paa Kraagerup, der nu efter Peer Kristensens Død var bleven Rastgaards Ejendorn, ved at han havde udtøbt de andre Arvinger. Og han stønnede paa sin Lytte, men paa sin Vis. Han satte sin Hustrus blide, sagtmsodiae Vcesen og huslige Dyatighed bøjt, og Herligheden as den gode Ejendom oa Udsigten at tunne øge Gaardens ringe Jorder bavde stor Tillottelse for hamx men Naturens vilde Yppiahed am tring hans Hjem betragtede han snarest som en Fjende, der niaatte taempes imod, ag Haaens stive Heette og snirt lende Blomssterbede soretom ham ulige mere tiltrcettende· Saite han naaet i den højere, var det vel den Sandtten5 sianr, som dar den stolteite Prydelse, en Battus paa en Tende. Den havde sør staaet i Haden sved Rosenborg, da Kong Frederit bavde stasntei ham den« sordi den havde lidt Stade paa Haand og Fad; men han satte den tongeliae Gasve lige højt sor det. Alt dette var gantte naturligt; Rostgaard var nein lin en Bsondesøn og opdragen i jcedne F-orhold. Hans Inder Ove var en Spnderjyde, men harte dog til den lyl telige Part as Bønderne, de saatatdte jordegsne Bmlder el ler Setvejere. Han git allerede i sin tidtige Ungdom daa Ploven paa sin Fcedrenegaarids Marter og bjergede Hei i dens Enge, og sra dette sunde Ungdornsliv strev sig hans legem liae Kraft og Haardsørhed Denne tom ham til god Nytte i hans byrdefulde Embede som Ridesoged især i Krigens Tib; men sra den Foltestamn1e, as hvilten hans Slægt var ndsprungen, strev sig den Snilsdhed og Husholderisihed som taratteriserede dann men som dog Var parret med streng Retstassenhed og Trostab. Allerede tidlig havde der rørt sig en ærgcerrig Drist has harn, og han tom da i sit setstende Aar i Leere hvs Kristian den Fjerdes Kammertjenerx men en Labedrengs Gerning tilsredsstillede hatn itte, og han udnyttede hver ledig Time til Lcrsning oa avede sig i at strive. Det styld tes da bang egen Flid og Udho’ldenl)ed, at han blev sunden værdig til mere ansvarssulde sog selvstcendige Stillinger, rg as en Bondessn at være, var»det iscer i hine Tider got-i tlaret, at han nu sad paa Kraagerup som Ridesoged og Amtssorvalter. Han havde i denne Stilling en omsat ten-de Virtsomhed og en itte ringe Myndighed, og der vilde han vist not have heulevet en virtsomt og nyttigt Liv, men uden at esterlade sig noget Sdor i Historiens Aarbøger, hvis itte Krigen pludselig havde draget ham frem, og Samtid og Estertid i ham lcert at tende en as Damnarts modigste og mest sniarraadige Sonnen Ja,·nu vare de ulystige Tider tomne, sorn itte be hage; thi nu niaatte Rostgaard tjene to Konger — Kong Karl aabenlyst, Kong Frederit i Smug. Ved at blive i sit Embede og udsøre Fsendens haiarde Bud gavnede han sine Landsmænd ved nu og da at stafse dem leempeligere Kam-; men ellcrs gjorde han iite mete, end tyvad der biet ham paabudt. Han hastde ncegtet at aslægge Trostabsed til Kong Karl; thi, sag-de han, ssaa længe Kong Frederet er i Live, tan jeg unmlig svcerge til nagen anden Konge, da han itte har løst Inig sra den Ed, jeg svor hamt Der imod lovede han at dære den svenste Konges Bud lydig og hsri«a. Men den svenste Befalingsmand paa Kronborq lod sig itte stille tilsteds dermed, og sørst da hans Sdoger Mittel Hausen, der ogsaa havde sundet sig i det nun«dgaae lige sog nu var Kong Karls Toldstri«ver, og den braoe Jens Henritsen med Lisv og Gods git i Borgen ssor hacn «ved stristlig Ksavtiom slasp han og sit Tilladelse til at blioe i sit Embede og ved sm Gaard. Den 22. Oktober 1658 otn Astenen sad Rsostgaarid og Kirsten alene ester suldendt Maaltid i Dagligstuen paa Kraagerup. Rostgaard var nylig tommen hjem sra et Ridt, paa hviltet han havde saaet nogle af Svensternes mange Udstrivninger paa Fedevarer og Hestesodet ina sdrevne og afleveredr. Dog tlagede han itte over Marthen men glcedede sig r-ver, at den svenste Jnsdtvarterings, sum ellers var deres dagslige Kors, sor en Tid hcwde forladt dem-. - »F Aften ere vt Herrer i vort eget BUT Ktrsten«, « L U - sagde han muntert, ,,vi have nu lange veret et naa - Hersta«b«. : »Sig ikke det, hjerte Hans!« svarede Kirstem » - den Alforbarmende har hidtil naadig slærmet os.« »Det har han, og vaere han priset dersorl Metz Aften, da vi forste Gang i set-Z Uger ere blevne de sve , Skælmer tvit, market jeg sørst fuldelig, under hvad TM: vi have levet. Man tan vel se sit Hug, for-di man i sidder paa Taget; men var det itle et sligt Gsuds B med Storm og Slud og ilte saa merkt, som i min sal Moders Dragtiste, jeg tror for Sanden, jeg trsh dero alene for at se Gaarden sri og frant!« Kirsten saa smilende Paa sin Husbond; hendes Aafp var lige saa frist som altid, og hendes Blik lige saa to ligt. Hverlen Krigens pludselige Udbrud eller de dagligt Møjsommeligheder, som hun oftest maatte udstaa alem da hendes Mand mere end den halve Tid foer vmlring Distriltet i Svenskernes Ærinder, havde tilintetgior hendes naturlige Ligevægt eller taget paa hendes Helbted Trods sin unge Alder forestod hun Gaarden og Husholds ningen med en Matroneg Sindighed og Vcerdighed, og svenske Officerer tabte snart Lysten til at bejle til hendes Gunst, saa fast og modig var hun i hele sin thraeden og saa snildt klarede hun for sig. Hun vidste saure det,-T at da Rostgaard idelig havde at gøre mcd de øderstbefsv lende, var det innen let Sag at øve nogen Voldsdaad is Sinng paa Kraagerup. Hun truede dristig enhver Stiele ster, der itke vilde tage imod Fornust, med Kong Karl Vrede; men naar de opferte sig rolig og net, vare de vg saa visse paa, at der blev sørget godt for dem. »Saa du ind til Mitkle spurgte Kirsten. »Nei, denne Gang ikke«, sagde Rostgaard «Jeg fis - itte Tid dertil; men Jens Henriksen kom imod mig i Sten gade og sagde til mig, at de lide vel oa i Generalkvarter- , mestcr-L-jtnanten Dahlberg havde faaet gsod Jud-Watte ring da sikler Bestyttelse.« »Gut) vcere tatket for det!« »Von Kronborg var der stor Tra-vlhed«, vedle Rosmaardz ,,de udbedre nn Slottet, og en Skare forsulttti Bønder oa gudsjammerlige Kvinder sltehe sig trcette pas det Arbejde. En bitter Sora var det at se Paa det. Skam faa de fejge Hunde, som kapituleredet Man siger, a Oberst Benfeldt gav Kob, fordi Svenskerne havde fanget bans lkkemalinde osvre i Holsten sog truede med at lade hell de lide Døden Du er mit Hierte saa kær, sotn nogen Hu siru tan vcere, Kirstent Og det vilde bløde derved, havtda man truet mig med sligtx nien dog vtlde jeg i saa Tilfeeldtf hellere hasve fprængt det ganske Bart og mig selv i Luftem »Visselig vilde du det, og du havde handlet patrioti og ret«, svarcde Kirsten rolig. »Men af alle underlige Ting, der ere hcendede i den-« ne ulykkelige Tumult«, svedblev Rostgaard med Hat-me ,,paafalder dog intet mig mere, end at Osluf Stenvinkes er bleven ssvensk Soldat. Jeg vilde sat Kraagerup nw den usseligste Nonne ved Stranden paa. at han ikke hab svigtet sm Konae."« ,,End svor han dog itte til Kong Karl, hierte Hu bondt Fæld ikke Dom over ham for tidligl Han elsktdtzz vel den Fcestning saa heit, at han ilke kunde beere over Hjerte at stilles fra den.« »Tavs Mond trog ellers niest«, sagde Rostgaarh et Øjeblits Grsublen, »men nu huer det mig ilde, ctt er saa mut vg- ikke at faa i Tale. Han saa til denn-re Side, da jeg kom imod ham i MIørkeport i Eifers-Hid« Den Stand kan dog Oel komme, da han maa og stal gi Svar, naar jeg taler ham til, og da stal hart finde, at dsv Hører gar en galen Spørger.« Kirsten udfrittesde aldrig sin Husbond om hans s melige Tanter og forlangte derfor heller ikle nu at vi hvad han siatede til med- disse Ord, ekler hviltet Syst-« maal han vilde forelceage Stenvintel. »Det er langt over Sen-getid«, sagde Rdstgamds reiste sig; men i det samme gik Døren ud til Forstuetr . og Peer Olsens runde, enfolsdige Ansigt tom til Sy Hans dorste Øjne ovlivedes dog af et scett lystigt Bl da hans Husbond bøds ham komme helt ind i Stuen og ( hvad han shane paa Hierie. ,,,’5arbroer er lige nu kommen til Huse'·, sagde "e sindig og drejede sin rede, uldne Hue mellem Fing »Har! bringer vigtigt nyt fra Sta—den.« »Da lommer jeg og fra Studen, Peerl« sagde gaard, ,,og jeg var der for knap tre Timer siden; men fpurgte dog intet nyt.« . »Meget kan ske i tre Timer, Husbonds, og end m rygies. En stor Flaade, siger Morbroder, er set a op ved Hellebæl·« ,,Hsvad Flug fører den Flaade, Pech Ei, det et en Stipper-Tidende.« - »Det er Hollcenderne, der komme vorKonge til Hj Farbroer svor en dyr Gd paa, at det forholdt sig« saa, Jesper FcergetarL som kom med ham, band-te med. — - har ogsaa en Strivelse sra Hr. Mittel til Husbond.« »Ej for tusinde Syger, din Dsosmert hvorfsor du mig itte den Strivelse strats? Hid med dienl« Peer toa den med et Grin- ud us sin sedtede Que, te den til sin Husbond og for-svondt, som han var men, lydlost paa Ho«sesolker. Rostgaard saa nu fort paa hvidst sor, at det vt var, som Peer havde medsdelt. En stor, hollandst de, skrev Mittel Hausen, er anstret op ved Sjællands « en Mil nordpaa. Alarmen i den svenste Heer er de stor, og Kong Karl red- strats ad Helle-bat til, end-o ncesten var merkt. Jeg ladet dig det vide, lærse vag Broder, allenstunid jeg ved, at en gsod Tidende hoc-is kommer paa rette Sted og ej heller blivet død ltggens Rostgaard lceste dette hojt for Kirsteng ogs blevs staaende et Øjeblit i Tanker, indtil han pludseilig s ,,Min hjerte Hustrut Jeg maa af Sted til havn, og det i denne Time!« «Det maa vel stet« spare-de Kirsten blidt og s dig. »Gud ledsage dtg paa Vejen!" »Venlige Ord og saa ere Kvinders Ptydl« Rostgaard og gasv sin Huftru et Kas. f : ce- «