En polsk Familie.
DIE-Hauch
H Andeu Del. XE
(ertsat.)
En Aften taldte han sin gamle Tjenet ind i sit Kam
mer. ,,Johan,!« sag-de han, »jeg ved, du er mig hengiven,
jeg hat ingen a·nden, til hvem jeg tan betto mig, og dog
maa jeg ndøfe min Sorg for nogen, hvis ikte mit Hjerte
stal btiste detved; thi du maa vide, jeg hat bortødslet mit
hele Liv paa Narrestteger, ja jeg tunde gerne have strevet
Vers al min Tid, ligesom Dtengen gjorde forleden, og
jeg vilde diog itke viere lcengere fra Maalet, end jeg nu er.«
Derpaa fortalte han med faa Ord, hvad der var mødt
ham. »Nu hat jeg intet andet tilbage end at lcegge mig
i min Grav,« blev han ved, »og det vil snakt sie, men
sprst vil jeg brænde alle disse fordsmte Papirer, som
have fanget min Sjcel i en Tryllekreds, og paa hville
jeg hat spildt min Flid og min Nattevaagen.« Derpasa
aabnede han lden Kasse, hvoti alle hunö Papiret laa,
og beredie sig til at ofre dem til Flammerne. Han stjalv
stcettt, da han holdt det føtfte Blad henitnod Lysct, »det
vil gaa mig, som det gil hin gamle Helt i Fabelen,«. sagde
han, »naar alt dette er udbrcendt, da vil ogsaa mit Lin
udflutles.«
Den gamle Johan, der havde samme Tro som Abdo
«taten, greb da Pludselig dennes Haand og besvor ham
doa itte at gaa altfor ilsomt til Værls. Men Advolaten
rystede paa Hovedet med et vemodigt Smil og søgte at
vriste sin Haand las. Da faldt det pludselig den gatnle
Tjenet ind, at den bewmte Mathematiker, naar han er
satede Virtningen af sit Brev, maafte kunde bevceges til
at afaive en mildere Dom, han rev derfor hurtig Papitet
af Advocatens Haand oa fande: »Et Mennesie lan feile,
vg det er vel muliat, at den lætde Mond aldrig hat læst
Herren-Z Papiter riatia ig-ennem, det er oafaa muligt, at
Misundelse plager ham, thi man ved not, hvotledes de
larde Heu-er ere. Van- imidlettid rolia! jeg vil felv tale
med ham.« Efter disse Ord git Johan med Kasten og
Manuskripterne.
To Timer derpaa toin han ganfke aandeløs tilbage.
»Im hat talt med den lcerde Mand,« sagde han, ,,han
tilstod, at Fortetninaer havde hindret ham fra at læie
Papiretne opmcertfomt igennem, nien nu lasset han dem
vm igen, saa vil vi faa andet at here.«
»Er det sandt, hvad du siger?« raabte Advokaten med
funklende Zinse. —- »Det er baade sandt og vist, giv nn
bare Tid noale Dane, spis og dtit oa sov :olia, saa slal
Herren not se, at alt vil aaa godt!« Digse Ord virtede
forundevlig pasa min Fcetter, og han fattede Haab paany,
dog var han langtfra fuldloinmen betoliget, men be
fandt sig i en feheragtig Spænding, der ilke ovhsrte, før
han sit sme Papiter tilbage.
Efter otte Dage lom de tilliaemed en nh Strivelse
fra den lcetde Mathematiker, hvoti han undsthldte, at han
saa flhgiig havde gennecnlceft Manuskriptei forrige Gang
Han fotsilrede nu Advolaten onl, at dennes Arbejde, nag
tet en Del detaf itte var ganste ubelendt, dog tunde have
stn ftoke Nytte. Han bad ham derfok at vedblive uden
imidleetid at give noget i Trntten, for det hele vat til
Ende, ogs fsr min Falter havde regnet det flere Gange
igennem, da var der Rimelighed for, at han tun vilde havei
Glæde, inen ingen Sorg deraf. Vel at mærte, de Be
tegninger, den berømte Mann tilraadede, vare meget vidt
listige, saa et Mennestes Liv, efter Advotatens Sigende,
nceppe stralte til for at fuldende dem.
Jlte desmindke virtede dette sidfte Brev vaa Ade
laten som et Trylleslag, han sit sine Kratster igen, han ar
bejdede ligsesom for til langt ud paa Ratten og blev saa
ledes ved lige til sin Dødsdag.
Men Johan betrvede mig siden sont en Hemmeligshed,
at han paa hin Aften fsrst gil til min Feettetö Lage, og
sag-de hum, hvotledes alt stod til, og hvad shan havde i
Sindr. Lcegen indlod sig paa hanö Plan, og de befsgte
begge den hemmte Mathematiker, som Siegen til Lytte
tendte· De forestillede ham, at Advocatens Liv stod i
Fore, detlom man sagde ham den nsgne Sandhed, og
Megede sauledes den betsmte Man-d til at wodtage
Manuskriptetne tilbage, for eftet nvgen Tid at sende
Advocaten dem med et nyt og mete trsftende Beet-, som
uden Tvivl var den eneste Lægedoim der tunde frelse den
nes Liv.
Tiende Kapitel.
En stcv Stillan.
Uagtet jeg udatbejdede mine poetisie Fort-g hem
melIg, saa havde jeg dog gerne hprt andres, isæt Festen
Wahlsteins Dom derover, vg jeg tcentte ofte paa, htm
Iedes jeg, uden at ncevne mig som Forfatter, kunde etfate
den. Dette lyttedes mig senere, da jeg omtrent var fem
ten Aar gammelz men de Betingelfer, hvorunder det stete,
var af den Natur, at min Digtertrans i lang Tid ttytkede
paa mit Hoved som en T-ornekrone.
En Dag msdte jeg Gustav paa Gaden med et Bur,
hvoti der sad en tam Starr. »Don hat du faaet den
fea?« spurgte jeg. —- »Den hat ieg tjbt,« fvarede han,
,,det er en Fotceting til en smut lille Pige, fotn jeg ken
det, paa hendes Fjdselsdag.« —- ,,Vil du give den saa
ledes ligefrenk?« —- ,,Ja natur-ligdic.« —- »Vil du Mk led
sage din Gave med et Par Ode« — »Sei-sage den med
et ParOrdt jo dist, jeg vil sige, at det et just en smut
Stat, og faa Inste hende til Lylle paa hendei Fsdselssi
dag." — »Jeg menet, om du We vtl strive et Pat Vers
ved den Leilighed!« —- »Et Pat Betsf Er du gal, tan
jeg strive Beru« —- ,,Detsom du Inster det, stal jeg steive
dem for dig.« —- »Ja, min Sjaeh Inlket jeg det, hvis jeg
date maa sige, at jeg hat strevet dem seh-. — »Bei forsiaar
sig.« — »Da du maa da albrig fortaasde migck — ,,Nej
aldttg.« —- »Men du man strive dem statt-X —- »Ja-den
to Timet stal du have dem.«
j
Jeg ilede nu hjem og strev nsogle Vers i Fuglens
Navn, hvori jeg lod det lille Dyr udtrhkle sin Glaede over
at tilhare en saa god og elstvcerdig Hersterinde. Disse
Vers vare vesl ilke udmærkede, men de passede dog til
Lejligheden. De bleve derpaa ved et Vaand besæstede til
Fuglens Hals og gjorde, vel mest i Betragtning as Digte
rens Alder, en overordentlig Lytte. Nceste Dag lotn
Gustav til mig, suld as Glaede, og sortalte, at han var
bleven overøst med Ros, »dog al Æren er din,« sagde
han, ,,men det maa blive en Hemmelighed, jeg stal aldrig
glemme den Tjeneste, du har vist mig, rnen sig det blot
ilte til nogen, hører du?« —- Jseg maatte da svcerge en
høj Ed paa, at jeg aldrig stulde sorraade harn. — »Du
har jo selv lotlet mig dettil,« sagde han, »husl derpaa!
det vilde vcere den siændigste Streg, hvis du sladdrede
as Stole, og jeg vilde da heller ikke leve et Øjeblik lcengere.«
Da jeg ncrste Dag toni til Frølen W-ahlstein, var
Antonia der. Tit min Forundring saa jeg ogssaa den lille
Stær i dens Bur, og det Digt, jeg havde slrevet, laa ved
denS Side paa et bille Bord. »Gustav hat et Talent, som
jeg mindst tiltroede ham,« sagde Freien W"ahlstein, »hei
engang det Digt, han i Gaar gav Antonia!« Dermed læste
han mit egct Arbejde up sur mig, ug mit Hierte bankeoe
bøjt as Glæde over den Ros, hun, uden at vide det, til
delte mia. — »Ltlltsaa du er den lille Pige, hvis Fødsels-—
dag det var i Gaar2« sagde jeg til Antoniu. — »Ja-«
svarede hun, »er det ille stnnlle Vers? For lunde jeg
aldrig lide Gustav, men nu, da han siriver saa smutle
Vers, holder jeg meget as ham.« — ,,Det er dog besynder
liat, hvor man lan gøre et Mennesle Uret,« sagde Frølen
Wahlsteiin ,,l)vi5 det var dia, Frands, da vilde jeg ille have
undret niig saaIneaet dervver, men Gustav, det havde jeg
aldria troet.« —— »Ja det er Stade,« sag-de Antonia, »at
Frands ille kan strive sliae Vers.« —- Jeg vilde i hint
Lieblit have aivet meaet sor at lnnne tilstaa, at det net-Ja
var mia, som havde slrevet dem.
Roale Daae efter lorn Gustav igen til mig. ,,For
Himlens Etle hjcrlp n1ia!« sagde han, ,,nn da Falk
troer, at jea er Poet, har jeg aldrig et Øjeblils Ro, jea
flal nu strive Vers snart sor den Ene, snart set den an
den, min Fader iscer plager mig over al Beslrivelse; han
tod mia innen Klio i Guar, sør jeg lovede hain et Var Vere
til en as vore Venners Fødselsdaa Jeg kan natnrligvig
itte strive dem selv, jeg er dersor ulytkelia, hvis du ikle
hjaelxser Inia, men du ntaa hjaelpe mig, dn har so selv
Htrntiet inia inv i denne Ulylte, saa maa du vgsaa selo
»l)jælpe mia uv deraf iaen.«
Gustavg Fordrina sorelom mig billig, jeg hjalp ham
da vasaa denne Gang, og uagttet mit Diat sillert mang
lede den Kame, som kun den modnere Alder giver, saa
lwstede det doa iaen nregen Rai-, sotn Gustav trolig be
reitet-e mig. Men tilliae genwg han sin Bøn om Tavs
heb, som jea atter højt og dyrt lovede, og som jeg, ser
o1n jeg aldrig haude lvvet den, maatte iagttage, hvis jeg
ilte vitde forlade levocatens Has.
Denne blev nemlia mere sorbittret over Gustavs
indbildte Tigtertalent end over alle hans soregaaende
Drillerier. »Hm dn!« saade han en Dag til mig, »je«q
huster not, at du enaang gav dig as med at vcere Verse
mager, men findet jeg nogensinde blot saa meget som et
halvt Rim i dine Getniner, da tan du se dig oIn ester
en anden Bolig, sinceat, thi hos mig bliver du itte et Lie
blil lasngete, sorstaaer du mig? — Nu, nu,« sagde han!
mildere, da jeg stod sorbløsset i den Tante, at Gustav(
havde sorkaadt mig, »der du rolig! det er itle Paa dig,
jeg egentlig et vreo.« — »Paa hvenc er De da vred?« vo
vede jeg at spørge. —- »Alene paa den sordømte Drena,
den nsotslammede Gustav,« svarede Advocaten, »der, sordi
han itte dnee til anbet, endelig hat begyndt paa at strive
Vers, hviltet i mine Tanler er det Dummeste, nogen
Dumtian tan sotsalde til. Lad ham da nu se, hvad
hans Vers ville indbringe ham, og oIn han lan leve dems,
thi as min Formne saar han, dersom han itte sorbedrer
sig, aldrig en Stilling.«
Hog Festen Wahlstein derimod blev alt gansle an
derledes optaget; da jeg igen lom til hende, sandt jeg
Gustav der tilligemed den nu sjortenaarige Antoniu. —
»Hae du hart Gustavs sidste Digt?« sagde Freien Wahl
stein. Da jeg negtede dette, læste hun Digtet sor mig,
og jeg mcetlede vel, at det havde hendes Bisald. Uagtet
seg inderlig glcedede mig ved hendes Ros, paatog jeg mig
dog en ligegyldig Mine derved, ja sor at vise min Upar
tisthed udpegede jeg endog et Par Fejl i Formen, der, som
jeg vel vidste, sandtes i Digtet. Festen Wahlstein saa
sorundtet paa mig. »Er du bleven en saa streng Kriti
tus?« sagde hun. Antonia derimod rsdmede stærlt, lsg
hendes sine Lieber sortrak sig til et bittett Smil. »Nat
tergalen behsver nceppe at solseggiete ogs gaa paa Singe
stole has Or. Frands sor at synge smiitt«, udbrød hun
endelig. —- »Nu bliv ttle saa ivrig, lille Antonia!" sagde
Festen Wahlsteim ,,og De, Gustav, hovmsod Dem itte as
Deces Fortrinl vtedes heller itle vaa Deres Ven, sordi
han aerlig siger Dem Sandhedenl Hast, at Besiedenhed
er en th, der isaer anstaar Digteren, tht han lytter jo
tun til en hemmelig Rest, og det Bedste, han ded, er Arm
dens og itte hans Ejensdom.« —- ,,Jeg nvenee dog«, spa
rede Gustav, idet han gav rnig et hemmelig Bink, ligesom
om han talte rnin Sag, «at det, jeg selv hae strevet, det
viere nu godt eller stet, her-er mig til sog ingen Orden-« —
«Kun de Ydmhge as Hieriet,« svarede hun, »de, som sele,
at de intet ere uden en hsjere Bistand, tun de stulle take
evige Ord til Berden.«
Jeg selte vel Sandheden as hendes Tale og soresatte
mig aldrig at glemme den, thi det er jo dog egentlig til
mig, tantte jeg ved mig selv, at alt dette blivet sagt.
Da vi git hjem, var Gustav tlte saa venlig, som han
plejede at verre. »Hvilten and Aand drev digi dog til at
triticere mit Digt,« sagde han endelig, ,,hvad i al Vetden
nytter Sltgt tili Lad dem sinde Fejlewe selv, hvis de
·tan, sinde de dem itte, da er det ja desbedte soe os.«
Der git nu ingen Uge hen, hvoti jeg ille maatte
strive et eller andet lille Digt til Gustav; og jeg markede
med Fern-jele at han naaede et Slaat Anseelse derved.
Men hvad der undeede mig wett, var, at Gustav ikte blot
ttlegnede sig Æren soe visse Smaatitng hos Andre, men
at han endog bedrog sig selv undertiden og indbildte sig.
at de vieteltg vaee digtede as ham. »Ist sit jeg— bestandig
Utat sor alt, hvad ieq ajoede,« sagde han saaledes siere
1
Gange, ,,men nu har de iaaet Øjnene op, nu kan dog Fvlt
se, hvad jeg duer til, naar jeg vil strenge mig an. — Ex.
det forstaaer sig, jeg ved jo not, at du egentlig hat streka
dem«, lagde han engang til, da han saa min Forundring,
,,men det er dog mig, der breder dem ud blandt Folt og
skasser dem Anseelse, og desuden har du jo lovet at tie
stille dermed.« .
Forresten tunde Gustavs øvrige Egenstabet saameget
mindre tilintetgøre Troen paa hans Talent, da han, naar
Lunet tom over ham, hverken nisanglede Jndsald eller
øjeblikkelig Parme; hvorimod den højere Digterild, den
egentlige Kunstnersantasi, der med Kaerliahed tilegner stg
og opliver Genstandene, aldeles ikke sandtes has ham.
Tilsidst bleo jeg dog ked af saaledes at bortstcenle
min aandelige Ejendom, jeg beghndte dersor i min Fritid
vgsaa at udarbejde Adslilligt, som jeg vilde beholde for
mig selv. Men her niærtede jeg, at den lunesulde Musa
ofte blev mig utro, vg at det, jeg saaledes digtede, paa
site eller fem Undtagelser ncer, ilke lyktedes ncer saa godt,
som det, jeg ndarbejdede sor Gustav. Grunden hertil var
uden Tvivl, at Gustav bestandig opgav mig et indstrænket
VEmne og itte sordrede andet end Lejlighedsvers as mig,
hvilte vel tunne lyttes et underordnet eller uudviklet Ta
lent, uagtet dette itte er højere Genstande voksen.
Et as niine bedste Stytker sra den Tid vsar et Minde
digt over den tro Johan, som havde været min Barndoms
Ben, og som nu pludselig døde. Dette var et smerteligt
Tab vaade for mig oa for Advotaten; han søgte ved an
strengt Arbejde at gleinme sin Sorg, jeg fandt min Trost
i en vemodig Erindring Det Diat, hvori jeg iscer lod min
Einerte udstrømme, havde jeg gerne til Ære for den afdøde
ladet trhkte under mit eget Na«vn, nien jeg vovede det itkei
for Advokatens Slnld Jeg viste det imidlertid til GUJ
stav, der tilbød sig at lade det aftrykte uden Navn. Dette
tillod jeg gerne og læfte saaledes efter nogle Dage Digtet
i et ossentligt Blad, men til min Forundring saa jeg de to
HBegyndelsesboastaver af Gustav-Z Navn derunder. ,,Hvad
Yflal det sige?« spurgte jeg, da jeg saa Gustav igen, ,,hvor:
’lede—3 tan du tillade dia Stigt uden mit Minde?« —- »Bei
er itte min Skhld,« svarede han, »det er en Miöforstaaelfe
as den dumme 11dgiver, thi nagtet jeg sorsiktrede ham osn
det Mvdsatte, troede han dog, at Verset var af mig, hvor
for han tillod sig at scette mit Meerte derunder. Det var
en stor Ncesvished, for hvilten jeg alt har sat bam strengt
i Rette, og du tan vcere vis paa, at han aldrig vover paa
Sligt niere.« —- Hertil svarede jeg intet, inen i mit Hjerte
var jeg overbevist om, at han ikle ved denne Lejlighed var
saa ustyldig, sont han gav sig ud sor, vg, ifølge min da
vcerende lidenslabelige Stemning, ærgrede jeg mig megzt
over denne hans Opsorseb
J- min Mening oni Gustav beftyrledeg jeg end inere
ved folgende Optrin. Jeg havde allerede tidligere strevct
et Smcededigt over Gedebukkeus Anfald paa Advokaten,
hviltet Digt jeg selv siden ester, da jeg fik bedre Jndsigt,
misbilligede. Dette fandt Gustav engang, da han bladede
i mine Papirer. Han lo meget deras, og jea sit ingen No
for hom, for jeg tillod ham at strive det af. Flere Aar
derefter saa jeg i et Selstab Gustav-Z Fader, en forsakngeli.z
Mand, der glcedede sig meget over sin Søns indbildte Ta
lent og forelæste dennes Vers ved enhvek given Lejlighed.
Han talte ogsaa til mig oin sin Søns Poesier, som efter
hans Paastmd vatte stor stigt has Kendere. Endelig
tog han mig heminelig hen i en Kkog og viste mig hint
satiriske Digt, som jeg selv havde strevet, og spurgte, om
jeg tendte det. Jeg blev ineget forbavset ved at se det i
hang Hænder. —- ,,Dette Digt burde De aldrig have set,«
taabte jeg. — »Ja, ja, det tan saa være, meu vittigt er det
dog.« —- »Men det er et letsindigt Fotsøge der for lcrnge
siden burde vceret breendt, saameget mere da det driver
Spot med en brav Mand, der itke fortjener det.« — »Ja,
ja, det vil jeg gerne tilstaa, men det røber dog Talent, det
tan De itte negte·« —- »At, Talentet er ikle stott, det er et
ubethdeligt Stytte.« —- »Saa!« sagde han, »der gives dog
dem, der ere as en anden Mening, det forsitkrer jeg Dem
oin, jeg hat talt med fornuftige Mænd, der finde Digtet
sortrceffeligt.« —- «De er meget over’bærende,« svarede jeg,
»det er forresten et umodent Forsøg, jeg strev det endnu
i mine Drengeaar.« — ,,Hvad?« udbrød han, »har De?«
—- Bidere kom han itle, men hans Trcet flappedes plu»dse
lig og viste en dhb Bedrovelse,medens han tavs stal Manu
striptet i Lomrnen. Ferst da blev det mig tlart, at Gu
stav havde indbildt sin Faden at dette Digt ogsaa var
strevet af ham. Jeg følte vel, at jeg nu havde beredet
Gustav en stor Krankele men jeg var den Gang enduu
sasa verdslig stemt og saa opbragt over hanö Fremsærd,
at jeg tun lidt brsd mig om de Ubehageligheder, jeg ved
min Opfer-set tunde volde ham.
Den anden Dag sthrtede Gustav sortvivlet ind i mit
Kammer. »Du har gjort mig ulhtkelig,« sagde han,
»min Fadet er hderst forbittret, vg jeg maa befrhgte at
blive til Spot for den hele Bh.« —- »Og det med Rette,«
svatede jeg, »thi din Umcettelighed efter frennned Ejens
dom gaar jo over alle Grcndser.« —- »Og hvis er Styl
den?« raabte han, »hust bog-, jeg bad dig itte om dine
Vers, du selv tilbjd mig dem frivillig, ja du tvang mig
meisten til at modtage dein; du trat mig ind i Ulvkten, du
stsdte mig med Magt ind i den falske Stilling, hvsori jeg
stal shnes, hvad jeg itte er. Men det var alt tun en nd
tcentt Ondstab as dig, sor tilsidst at destæmme og nedtræde
mig i Stsvei. Ja du er slet og ondstabgfuld, du hat
fanget mig- med din Snedighed, du har baaret dig dic
velst ad imsvd mig; thi du shar, lig en ond Aand, laant
mig- en Sum for tilsidst at lade mig betale den med mit
Liv og mit Hierteblod.« Gustav stod bleg paa Gulvet, da
han sagde dette, hanc Aashn var sordrejet, og Fortvivlelse
stod malet i hvert af band Trieb J denne Tilsiand vatte
han bittelig min Medlidenhed; jeg strebte derfot at troste
ham vg forsiktrede, at jeg. aldrtg fortangte tgen, hvad jeg
havde steenstet hom, at alle diöse Smaating stulde vaere
hans for bestandig. —- ,,Men nu dette lille Digt,« sagde
han, »dde du dog ser er miöforn·øjet, som du selv
"soragter, hvorfor vil du itte give mig drit« —- »Fordi en
Mand, svm er min Belgoren detved tun blive til Fabel for
den hele By.«· —- »Men jeg lover dig, at tngen Flete
Mc se det.« — »An sel, saa tag det i Gudg Navm hvis
det tan- beroltqe dis, meu tun paa det Btltaar, at det ttke
bltvet faul-est i Selstadet eller uddredt t Besen.« — »Det
er Wy« sagde han, ,,nu werter jeg den« at du memr
det cerlig.« — Med disse Ord satte han sig ned og ble
i nogle Øjeblikle rolig siddendez men pludseiig vendte
igen Fortoivlelsen tilbage. ,,At«, taabte han, ,,det Hei
per ikte, jeg er dog solgt og forraadt, jeg slal bestandigx
strive slete Vers og atter flere, sog det har ingen Ende
ligesom Kilden, der stedse rindet og atter rinder, og hvick
du ikke hjaelper mig, saa seer jeg ingen Redning.« —
«Du maa sige Nej til alle disse Anmsodninger,« sagde jeg,.
»du spiller jo dog ellers en uvaerdig Rolle, hvad kan til-I
Verdens Ros nytte dig, naar du dog ikke fortjener beni«
—- »Ja du har godt ved at tale,« sagde han, »du tmder
endnu ikte den Sødme, der ligger i Bekommelse, og man
mindre det Mismod, den forladte Tilstand, en deckend
Hæder medfører.«
Derpaa saldt han atter hen i Tavshed; endelig udss
brød han: »Na har jeg sundet Rasad for os begge, htt»
hvad jeg oil sige dig: Hjcelp mig blot nogle Gange endnutk
Nej tro itte, du slal slcenke mig dine Vers, du stal blott
laane mig dem, du kan jo dog ikke bruge dem nu; thi;
min Onkel Advokaten jager dig paa Døren, naar hanc
blot aner, at du har strevet et eneste Rim. Jeg derimod
agter ikke hans Vrede, jeg har brudt mit Venstab med
ham, jeg lover dig derfor at gøre dine Vers betendte, jeg
stal samle Ros for dig, ligesom Bierne samle Honning ogt
Høstmcendene Korn sor deres Herren Og tilsidsi, naatx
min Onkel er død, naar du tør traede sretn offentlig som.
den, du er, da rejser jeg bort, langt bort og forandkcr
mit Navn, da maa du gerne fortaelle, hvorledes alt ek.
tilgaaet, da maa du smykke dig med alle de Laurbcer, jeg
bar sanket til dig, jeg er da borte og bryder mig Fanden
derom.«
Jeg sandt Gustavs og min Stilling saa bestjnderlig,
at det virlelig forekoni mig, som om vi begge kunde væke
tjente med han«-J Forslag jeg lovede ham derfor endnn
nogle Gange at hjælpe ham.
Jfølne dette Løfte kom Gustav iaen et Par Dage·
efter oa spurgte, om jeg ikke havde digtet noget, der kundg
sremsiaes i et Selslab. — »Se selo efter!« svarede jeg. —
Han gennemsogte da mine Papiker og uovalgte ire til.
fire Stykker, sont virkelig horte til det Bcdfte, jeg hande
dintet. Lmtrent otte Dage efter modtog jeg en Jndbo
delse til et Astenselskab hos Frøken Wahlstien. Jeg tom
og sandt en glimrende Forsamling, der var fordelt i sleres
Vcerelser. Antonia saa jeg i Begnndelsen itke, hoorimods
Gustav var til Stede tilligemed sin Faden Fristen Wahl
stein selv sad i en Sofa i den store Sal, hun saa bleg og
venlig nd, men talte kun lidet med mig. Midt i Salen
var et Forhæng. Paa et givet Vink gled Fsorhænget til
Side, og Antonia traadte frem; hun var klcedt i en sue
hvid Dragt, hendes Haar hang i Lokker om hendes Kin
der, en Krands af Egeløv og hvide Roser omsnoede heu
des Hoden Mig syntes, at jeg aldrig før havde set hendei
saa sinni. J Begyndelsen var hnn sorlegen, endelig sat
tede hun sig og begyndte med usikler Stemme at sternsige
et af de Digte, Gustav nylig havde hentet hos mig; men
lidt ester lidt vandt hun Sikkerhed og soredrog det hete«
med saa megen Følelse, at det sorekom os alle særdeles
smutt. Aldrig har vel en ung Fotfatter vaeret mere he
nrylt end jeg, da jeg høtre de Ord, der vare fremsprungnc
af min inderste Sjæl, paa et saa elskværdigt Væsens Le
ber. Jeg sorelom mig selv adlet ved den Hæder, der vi
stes mit Arbejde, og jeg hensank i en sød Drom, Hvoraf
jeg forst oaagnede ved hendes Bortgang, da levende Bi-—
saldsyttringer lobe sig horc, og Antonias og Gnstavs
Navne tonede sra alle Sider. Ester nogen Tid com ern
anden Pige ind, som fremsagde ei bekendt Digt, der i:
Værd langt overgil mit, men som ikke bleo saa godt gen-:
gioet og dersor heller ilke gjorde saa megen Lyth Der-:
paa fremlorn atter Antoniu; et nyt Forsøg fka mig tone-:
de sra hendes Labet, og det syntes mig, som hvert Otds
var forvandlet til Musik. Nu traadte flere sremmede op;
der sremsagde mange smulke Ting, men ingen vakte saa-«
stor Beundring som Antonia. Endelig bevcegede Jordan-—
get fig. og den haloe Del af Salen stjultes for Tilstuerne«..
Noget ester gled det igen til Side, og Antonia ftsod i For
grunden sammen med tre andre Piger, de vare alle how
klcedte, i Baggrunden saas en Pianosorte, paa hvilken ert.
semie Pige spillede, og hvorsra stønne Harmonier udgitc.
Pludselig istetnmede Antonia tilligemed sine Selskabssks
stre en firstemmig Sang, hvortil ogsaa jeg var Forfatter,.
og hvortil der var sat en saa sløn Melodi, at den bragtes
mig Taarerne i Øjnenr. Med denne Sang sluttede Frem-«
sstillingen. »Hvem har digtet Melodien?« spurgte jeg mit
Nabo. »Hvem anden end Frøken Antonia«, fvatede han«
,,og Ordene ere naturligvis as Gustav.«
Hele Selskabet samlede fig nu om Gustav og Antoniek
sor at bevidne dem sit Bisald. Alle vare enige otn, at de
sjcelden havde oplevet en stønnere Aften, sog saa forunderg
lig er Kunsternes Kraft, naar de rætke hverandre Lucan-·
den, at Mennesler, der ellers tun fandt Nydelse i prosaiskex
Sysler, dog denne Gang tom i et Slags poetist Rus; sum
de anede noget om den Verden, der ellers var lnllet fort
dem; i det mindste svor de højt og dyrt, at de aldrig havdek
moret sig tsosteligere. . Jeg saa nu Gustav noerme sig till
Antonia og hørte ham talle den-de, fordi hun saa sksntt
havde tollet hans bedste Islelsey herpaa soatede hun igem
saa venlig, at det star mig i min inderste ISjeeL
»Den, der lan freknbringe slig-t, behsver vel ikke akt
smylle sig med sremmede Fjædre", sagde Gustavs Inder-»
idet han med et triumserende Smil gik mig forbi, »Me:
sandt, Or. Franciscus Ordenga?« —- ,,Hvorlede3 turde
De vove at tilegne Dem Æren for et fremmed Arbeit-ef
sputgte Antoniu, idet hun betragtede mig med et bestes
dende Øjelast·.
En usigelig bitter Følelse git i dette Øjeblit igennenr
min Sjæl, og jeg kastede et harmsuldt Blit paa Gustav,
som stod oed Antonius Side og ganste rolig havde httk
paa hendes Ord. —- »Jeg soksilrer Dem«, sagde han ende
lig med et Smil, »ai vor gode Frands itte er saa Michig
som han synesx Detes Vrede bevor paa en Missotstaas
else, som jeg en anden Gang nærmere stal aplyse Dem
om.« —- «De er et meget adelt Menneste«, sagt-e Ankunft-.
. f-» » . (Fortsættes.)
f