En polsk Familie. «
J.C.Haucb.
—::ck-,. Anden Del. E
(Fortsai.)
Nu stristede den Enge og inodtcg de to Sacrciii:enter,
soiii i dc tatholsle Lande ineddeleg den Døende
Kort sesier fnidt hiin i en søvnlignende Tilstand, der
varede til ten fielgende Iljiidnat Da veiidtse igen heiidrsj
Lidstrast till«akie, en hiin flog sinsc Djne op, der stiniiese
met en iisikdoaiilig Glaubt-. » »Ein-i dii,« sciiide l)un iil
Broder Vincent, »nt jeg ier vix-« pna den eoige Zalighed?«
— »Ganz Nasiioe tnlder jo alle Froinine«, sdarede Mun
ten. —— Da solrere den Enge sine Hemden og heiideis
hvide Lirber ldevirgere sig on innteg at freiiistninine latinste
Bønner, niedeng Lin-me stirrecse pna den enline Lampe,
der brirntte i Virtelsei. Rort ester tnug hun og vendte
sit Viik fra Lnsset keniinod en mørt Kron. »Seer du ilke
de sorte Drøinnie,« sagde hiin pliidselig, »der strceike Hern-!
derne nd iinod min as Ratten? O hjcelper mig alle Hei-J
gene! on giver mig itle nii uigenkaldelig og sor evig til?
Pris for dein!« — »For hvern?« svarede Munten. —
»For den eoige Nai, hvor Dæinonerne aldrig slygie sor
Morgensolen, hvor Droinmens gyselige Larven der tun
iøjebliikeiig stirrede paa mig i den jordisie Sohn, blive
min evige og eneste Onigang. langt borte sra dem, der
iendie mig ledende.«
»Er da ingen Tro saa fast, at den ikle stjcelver un
der Dødens Aandepust!« stigde Munlen, ,,din Vej genneni
Mortet steil med Hnnlens Hjcelp tun vorde iort.«
»Ja,« raubte hun, »jeg ser dem, jeg set de Øjne
du talte om, de tusinde trosciste, velbekendte -Øjne, der
betragie mig lig Stiernerne i Ratten, inen jeg ser ogsari
Sknerne, der sare sorbi lig Aandetlceder, hvori ingen Aand
mere sindes, jeg set ogsaa Døden, der loster sit leidhoide
Ansigt op, medens Klotterne klinge over en aciben Grav:
Maria« du hellige, du vidunderlige Rose, du klareste blandt
de Stierner, der lyse paci Heiden bed for mig! »ora pro
nobi5«! ,
Da rejite Lseontine si,1, soin hidtil lxavde siddet tauS
ved Alexandras Leie. Denke-s Kinder vare biege, hun
lsi-jede sin iid over Søsteren on tørrede Zvedkn cis hendecs
Bande, derpua slred hun, ligesoin en Rattevaiidrerste, nied
Vlitlet heftet Paa Søsterem on nden nt betragtc de Gen
stande, sordi hvilte hiin gil, hen gennein Værelsei. —
,,·5»2vad vil du, inin Datter«?« spurqte Munten — ,,Jc,i
ril snnaedin egen Sang, jeg ved det, den niaa og den
steil l)jælpe.« —— erster dizse Ord greb hiin en Harpe, der
stod i en Kng af Værelsct og begyndte folgende Sang:
L« du soiii gen-der, vist diii Tnare bzisiS
Lg du, soin sorgen hiisk diii Sorg er fort!
· « "’ Thi dir liar No, imar Hierlel flille siaar,
Lg Tot-eng Engel lasgeis diiie Saat-.
Jri sinnt i Nennen salnier Fiirfteiis Drei-O
Sei sinnt tiiii Er neii der har Range-main
Ziia sr seit dog ei. nant iiied et ndninit Zind
Tn ad den merke Hveclving vaiidrir ind.
Tit hvad dii nirter i din bedfte Stund,
Hvad Piqu nner i den dunkle Luni-»
Hoin Orglet verlier nied sin dnbe Klang-,
Hund Varnet slnir i sin Trsin saa laue-,
Oq bveri et Ord, der flienler Most Einst,
Dvert crdelt Form-h iivei iisinldig Wit, i
Hoect saliqt Vliiiid i .sirrrliql1edens Arm, l
·Lweri deiligt Villed ai« en Tigierbeii«iii, «
Dei er tiin FU, der sisnler i mit List-,
Lg sont dii stiie stil, naar du it ded,
Ae iiaa soni Vlsnister i en eiiig mer-H,
Mens Gram-no Vølge fkasnlir dem siii Glanz.
Tbi al den Giraut-, dei« randt i Siovets Land,
Den vorder her et dytt og deiiigt Vani»
Ewig Tiig sorsrisker inine Vlonisier snina,
Hvis klare Bolgeringen Stonn tan nan.
J dein sornyes hver tsrindiing btid,
J dein iorynges selo ten gainle Tit-,
Teriori Dein sig bader hver en Me,
Og iuiker henryti: Dei er spdr at do.
Ai Bølgens Dieb iig her-ver inne-gen Stra id,
Hvor inilde Mitte vinke dig iil Land,
Der sidder Elfter-en jin Elslov nier,
De bedste Droinine drpmines atter her.
Lg hver en Ven. ior hveni din Taare randt,
Selv den, du elsted, soin du hist es sankt,
Hain sinder du, hoor Dedenz Vplge ler,
Lg hvis J vil, J skitlee aldrig mer«
Og Alfer leger under Nosens Tiern,
Det er de mindste, lykkeligsie Von-,
Oois Blik jeg stritte, for de tnnde se,
Hvis Mund jeg cum-, ssr den kunde le.
Og Ynglingsskarer, Oldingöstygger grau,
Og sksnne Vieren langstsorgleinte Smar,
cg Helleslcegier im den svundne Tip,
Partei-sind Veje sainler jeg dem sit-.
Og Meend og Kolnden fpredt frei Syd til Nord,
Uher Aar-der frei en anden Jord,
Og de, der sildigst sprang as Iidens E ersin,
Te insdes her ined letids etldsie Treu-.
kg sirre Skikkelier bog Meldets Mur,
Te gamli desler as en vild Natur,
Og biegt Lan-er nden Sie-klein Liv,
Te slagre her som Iaager mellein Sin
Men hine Beeintr, der ved Kunst blev til,
Der hist dig syntes tun ei eiyggespih
De her sont Stieiner paa nitn Himmel sinni,
Og vinde Liv, hope Jordeni kreist sorgen-.
Dog uden Ende lebet Dsdeiis Vei,
Ved sierne Verdner ielv den standset ei,
J Evigbecens Ring den teil-er fris,
Og tun den« Jndqeing can jeg inse dis.
Under denne Sang blev Alexandra rolig, hvorimod
Pater Vincent ined kendelig Uro htrte derpaa. »Dein
Digt haode en besynderlig Jndflydelse paa mit eget Liv,«
saqde han« ,,nien der findet vel andre Synet og Stillelser
hinfides Graden end de, der gsglede for en Ynglings Sjcel,
fom endnu harte Berden til.«
»Gentag disfe Verst« udbrød pludfelig Alexandra
Leontine opfyldte heudes Begæring, den Syge laa ganfte
ftille, medens de bleve fungne.
Efter Pater Vincents Raad iftemte derefter Levntine
nogle gatnle tatholfte Salmer, fom han ledfagede med en
dyb og fuldtonende Bas. Under disfe Melodie-: faldt
Alexandra i en mild Summen
Leontine naermede sig til Søfterens Leie, fom hun i
lang Tid uafbrudt betragtede, endelig brsaft hun i den
heftiger Strand. —- »Hvi grceder du faa heftig, min Dat
ter!« spurgte Muntm — »Se« du itke, at hun er død?«
fvatede Leontine, »hun aander jo itte mere.«
Nu betrantede ogfaa Munken hende nøjere. —- »Viel
Fl)ende, hvis det er faa,« fagde han end-stig, »thi da er
kpun uden Smerte gaaet ind i Evighedem da er hun flumrct
ind i Døden under Melodien ligefokn Barnet flumrer ind
i sin Vugge.«
Men Leontine havde kenne Gang taget feil, thi nnd
Morgcnftunden flog Alexandra igen Øjnene op. —- »Es-;
simit!« raabte hun plndfelig med høj Røft og rejfte sigJ
halvt op, ,,fvigt itle dit Fædreland, Casiniiri svigt tieti
itte for at folge den fremmede Kvinde!«
Dette var det sidfte Glimt af Lampen, før Livet
flutledes, og før Cafimir iom for at hørc hendes Af
fkedsord, var Alexandm indflumret for bestandig.
Til Staroftens ftore Misfornøjelfe vare alle Alex
andras Diatnanter og Ringe efier hendes Død forfvundne,
heller itte fandtes der, fom man havde ventet, rede Penge
i hendes Gemmer. Da hun imidlertid i et efterladt Papit
«:rllærede, at alt dette var bortftasnket til Trængende,
talte Statofien itte mete derom.
Efer en Befiemmelfe, foin den Afdøde ved sit Gif
tertnasal havde truffet, arvede Leontine en Trediedel af
hendes Fiornnie, det derige tilfaldt Casimir.
De Fattige i Omegnen vare nieget bedrøvede orer
Rfexandras Dad. »Bei vilde Vare lcenge,« fagde de, ,,før
de fit en flig Frue igen, thi hun havde itte blot hjulpet de
Trcengende, men hun havde ngfaa antændt mangifoldige
Lys paa de Helliges Altre.« Ja endftøndt de felv innen
Fordel havde deraf, fyntes dog den sidfte Fottjenefte dem
endnu ftørre end den førfte.
Saafnart det Rygie udbredte sig, at den unge Frue
var dad, fainledes mange, fom med Snk og Graad for
langte at fe hendscs Lin, men disfe bleve alle efter Sta
roftens Otdre bortvifte. Begravelfen foregik med ftor
Pragt, dog blev Liget førft tun bifat i S» for derfn
fiden at føres til en Gravtcelder i en af Krataus Hirten
Paa Begrarelfesdagen befandt Casimir sig i et un
derligt Lune, thi han dar fnart bebt-weh fnart loe hanf
txt-ji« sinnt hans Øjne paa famme Tid hang fulde af Tau-»
ter. Med denne hans Opførfel var hvetten Starsoften
eller det svrige Selflab fynderlig tilfredfe, end mindre
opbyggede den Støtftedelen af Hufets Falt, der inderlig
.havde elftet den Afdøde. Disfe sidfte tilflrede Emilie al
Styldem hvem de desuden anfaa fom Aarfagen til Alex
,-.1ndras Dad; ja flere af dem git endog faavidt, at de
»trcede, hun ved Trolddom havde forblindet csg fanget
’Cafimir.
En fuldlommen Modfcetning til Cafimir dannede
Leontin-:, der, uagtet hun var ftille og alvorlig, dog i»
andres Neervckrselfe fijulte fin Sarg og vifte en Fatnings
Hvorved felv Staroften ftudfede.
»Leontine er i Sandhed en told Stabning,« fagde
Emilie, »fo: dienne Søfier trcede man dag, at hun ncerece
noaen chted, og nu vifek hun fig nceften ligegyldig ved
hendes Dad.«
Ssvende Kapitel.
Bakndomsaarenr.
»Ved du, at Alexandra nu er bleven en Helgen?«
fagke Czerni1n, da han efter Begravelsen var alene med
Ranken. — ,,Hvad mener De kermeb?« —- «Engle er jo
«1ed»«tegne fra Himlen for at synge over hende i hendes
Dødgsftnnd, flere af Gaatdens Foll hat jo hørt de hint
meler Melodier.« —- ,,Ja bendes sidfte Kamp blev mild
net red gejstlig Musil,« fvarede Munken, ,,1nig mindedc
kenne Dobsmaade om et Væsens Bottgang, der var mig
ket tcerefte paa Jorden, og sont virlelig døde under Af
7yngningen af en gejstlig Sang-«
»Hm hende stelle du fortcelle os noget; overhovevet
tad jeg gerne dive, hvcrfor en Mand sont du, der trods
alt Svcermeti bog fynes laldet til noget bebte, hat lcentes
buntet sig i et Kloster.«
»Ja det var fmukt,« sagde Adalbett, der nn ogfaa
var kommen til, ,,hvis du ved at fortælle bin Historie
oilde fotloete vs disfe sprgelige Timer!«
Da Munlen ilte havde neget herimsod, opsøgte de en
Plads dybt inde i Stoven, hvor Mennesler sjcelden kom,
hvorpsaa Munken begyndte folgende Fortælling:
«Naar Uvejret ncermer sig, og Orlanen teuer, da et
bet os untsettiden en Trost at tænle os tilbage til den
stille Hytte, hvori vi tilforn fad, og hvori Jlden brændte
rolig uden at fotstyrtes af nogen Storm; vi dvæle da
tetne ved de fredelige Snsler, ved de ulseätyceligste Be
givenheder i den tidligere Tib, ja endog ved hine saslfomme
Zlabninger, som en lang Rolighed udtlæltet, cg der gae
oeres Gang gennem Livet ligefom Ute, hvilte fuldbringe
de samme Bevcegelser den ene Dag, som den andeu. Dctte
ma vcere min Undstyldning, naar jeg i Tider som disse,
hvori Hierterne bante fokventningsfuldt, og hvori alles
Djne ere vendte mod Fremtiden, spret eder tilbage til min
Engl-koan stiller-: Optrin.
Dog maa J tage til Takte med et blot Otnridö as
snit Liv, og det kuntte vel vere, at det, jeg maa fortie, i
stunden er det vigttgfte; thi vote forsvundne Trinken
sore forganpse Glcedet og Sorger ligge jo paa Banden
i If en dyb Sc, ljvokfta Erindringen taster snart en vtösen
askeren Blomst, snart en sjælden Koral, snart et gyldent
Smntke paa Strandbredden; men alle de Rigdomrne,
Dybet skjuler, tende Vi dog itte, og Vi Ville undres en
Gang, naar Livets Sø fortarres i THE-den« og vi saa dem
at sie. Vel os da, hvis vi itke finde althr mange llhyrer,
for hvilke vi maa gyse, liggende ved Einen as de snnkne
Italie, som nn slulle være vor bestand-nie Eiendoni oa
følge os iaenneni Erigheden ;
Mit Nahm met-Ins jeg endnn ledede i Verden, var«
xffranciscns Ordenaa, jea er sødt i War-schau, i Forstaden
Praga, onttrent sit-e Aar sør dens Jndtaaselse as Sitte-a ,
kolo. Min Inder saldt i Lampen frr sit Lond. Finin
dnnlclt husier jen, at jeg flngtede gennem Flamntcrne
aed Inin Moder-Z Hund Hnn disk-e tort eiler af Sera,«
cia je; lan eacntlia feist med silnrhed asznsinde Inia sselo,
da jen alt var lanin borte sra strigkstnepladsen i Bin-n
Tanzm, bog en vidtløstia Slaatning as min Moder, der
liande nndersteittet lsende i den senere Tib, og som siden
srgsaa trosast oa sad-eilig toa sin as mig.
Min Reiten ihi saaledesz niaatte jea bericrdne lxin
Elceninina, var, da jieg kom til dam, hen imod l)nlvtted
findginde Aar aainniel J sin Ungdom lxaode lxan »Ja-rot
Jldeokah hnillen Viestilling han senere opaav, da en unen-»
let Arn brante ham i Beistand. Han var itle gift rg l«:
sad suldt ep af de Egenheder, som udmcertede de Person«-J
man givee Navn as Pebersoende. Han lsevede i et strit»
Jus-, oa uagtet der var langt flere Verrelser deri, end lia-·
liehøvede nilde han dog aldrig udleje noigen Dei deraf til
fiemmede Hans Dragt oa Udseende erindrer jeg endnu
iaa vel, at jeg oste ligsesoni ser ham livsagtig, som han stod
da ait, for mine Øjne. Naar han spadserede, som lzveh
Tag baade i ondt oa godt Vejk var Tilsceldet, bar han en»v
knsearøn Kjole med sorte Kncebenklceder, en rød Vest oa
en fort Pacht, hvis øvre Del kun usuldkommet bedækkedesl
af en lillse irekantet Hat. Naar han kom hjen1, lasteoe
l:an tholen og Parylken oa tog sin grønne Slobrok paa,
der den ille aansle lunde sljnle hans røde Best, hoilten
blev en Hovedaarsaa til adslilliase Uheld, der raminede
dam, hv.--roin jea siden stal tate. Foreesten Var Overdelen
is hans Leaetne traftia bngget, nien den hviledse Paa it
Bat spinlle Ben, der liaesom bojede sin under det øvriae
Leaerness Vasat ca dannede et Zlaas Ellipse, hvorved de
nan en billedlia Maade inintede om det Jag, som han iscer
efrede sin Tid Da sine straften
Min faderline Fcetter var en stor Elfter af de ma
temntisle Vikenstaber oa henbragte den største Dei as
Daaen nied at oplesse knnstiae Reaneslykker on Lianinaer as
larere Orden, hville han med Kløgt oa Letheo vidste at op
stille oa behandle. Jmidlertid var det gaaet ham soin saa
manae andre, han var bleven staaende paa den halve Vef,
on den saalaldte højere Matematit laa for ham som en
ubelendt Werd-In. Jtte destnindre arbejdede han ufortrøs
dent oa banede sia adstilliae Veje i den lavere Sphaere,
bnori han besandt sig; ja tilsidst betroede han endoa sin
Tjener, der igen sagde det til Inig, at hsan havde ndsundet
Okmineliaheder, som npaatvivlelia, naar de bleoe betendte,
tilde sorslaffe ham et udødeligt Navn.
Dette var itle noaen løs henkastet Ytring as min
FeetteL thi til Praleri tendte han aldeles ilke, men det var
Hans inderlige og saste Oderbevisning. Ja ligesom den
trnende lever i Reliqionens Sandheder, saaledes leoede
han i sine sorrnente Opdagelser, og det var disse Stierner,
der opllarede hans Liv. Dersor betragtede han ogsaa
sine Manuskrinter itte blat soni sin højseste Skal, men sont
en Art as Hselliadoin De bleve alle omhyggelig renskrevne
ca nedlaate i et Strin, l)vortil min Fcetter selv bar Neg
len ophcengt i en Staalleede paa sit blotte Bryst. Lin
Ratt-en blev dette Stein henslyttet under hans Sena, sor
at han selv ved mindste Tegsn til Fare kunde frelse det.
Oper Gang, der var Urolighed paa Gaben, hvet Gang,
der var Jldløs, oa Klokterne llemtede om Ratten, hoer
Gang et Tordenoejr lod sig høre, vaagnede han øjeblitke
lia. Han stod da op, aabnede sin Helliadom, tog Manu
skripterne frem og gemte dem pasa sit Bryst og nedlagde
dem ilte igen, sør Jlden var aldeles sluttet, eller Tordenen
Aphorh thi Ængstelighed og Frygt vare Hovedtræt i hans
Kataltet.
For Resten var han meget godmodig og viste en sader
lig Omhu for sine Husfoll. Ogsaa mod mig var han ven
lig, og sør ieg blev saa stor, at jeg kunde sendes i Stole,
turde jeg lege i Gaarden saa meget, jeg lystede. Min
sneste Tid tilbragte feg den Gang hos mine Fætters Tjener,
den gamle Johan, sori ndarbejdede Flitsbner og Geværer
st Trae til min, oa sont desuden sortalte mig mange Even
««yt, hvorved han sangede min unge Sjcel cg vatte formt
sserlige Dromme i mit Hiertr. Om Astenen sad jeg ogsaa
iet paa mit lille Tagtammer, hvorsra jeg havde en tem
snelia oid Udstgt, og stirrede op mod den mørle Himmel,
lhi Nattens gaadesulde Lys valle allerede den Gang n1in
spielte Opmirsrtsomhed, og jeg glenite alle mine smaa
Zyslek og tabte ligesom min egen Tilværelse i Naturens
«iejere Liv, saa længe jeg betragtede dem. Saaledes have
riattens Stjernek ogsaa siden vielet paa mig, og jeg kan
Fae, at der aldrig var den Sorg i mit Btyst, der ille blev
nildnet, aldrig den Glæde, der ille blev renset og adlet
ned at se op til dem; thi de staa over Jordens Mørte liges
"om suntlendc Øjne srsa Evigdeden, hvori Laster om en
rvig Fred ere strevne; dersor stiger ogsaa den højeste jot
Iisle Frev, den alle Sorger betvingende Søvn, ned med
Jeres Straaler. Ja, det sorelommer mig undertiden, som
Im der ere hemmelighedssulde Lys i vort Jndre, der have
»so-get tilscelles med hine over vore Hoheit-eh og hvorsra
Dtsmme og Anelser am Fremtiden udgaa ligesom Strau
«er om Ratten, medens de ydre Sanser lutte sig, og Hier
1en hviler, hvillen sidste mere ligner den Sol, der hetsker
over os og lyser for os, saa laenge Dagen varet.
Strals da jeg totn i min Fcettets Has, bemerkede
Leg en egen Asdeling i Gaarden, hvori der sandtes Bede,
Jtngivne med Buxbom, og hvori uddsde Espaliertræer
iealte del-es tssrre Grene shenad Murene. Paa mit
Spstgsmaal om, hvad dette betydede, ersvr jeg, at det var
Levninger as en lille Hade, der see ved et Stalitvcetl havde
net-et adslilt sra Hinsegaatdem men som Advotaten fot
wgle Aar siden havde ladet sorene dermed. Dette gil mig
me til Hinte, ag jeg begreb itke, hvorsor Advolaten havde
ldelagt alle de stsnne Ttaeer og Blomstet, der set votöede
»Na diese Steder· Tit min Trost havde jeg imidlettid
L ra mit lille Tagtammer Udsigt over en anden vg ststre
Habe, der tilhørte en adelig Dame, som hoede lige ovekfvr :;
os, og jeg glaedede mig hvert Forum-, naar Gartneves
kom med sin Saks og klippede Hcekketne og bestar de stets -
Lindetraeer. Laengere hen saa jeg de blaa og gule Kroluzi
blomster spire frem af Jorden, der igen sasløstes af Tals
paner, Narcisser og as den øvrige Blomsterverden, sont
Vaaren og Sommer-en udklække. Jeg ønfkede mig da tidt
ned i dette spraglede Paradi5, som jeg skimtede i Instinkt-, ;
liaesom jea stimtede de Stierner, jeg elskede. Jeg mis
undte Egan tidt de kvidrende Spurve deres Vinger, hvot- T
Ined de sdang sig frem og tilbage over Havemuren. Nogle
Gange saa jea en lille Piae, der aik igennem Gangene og
lege-re med Blomsterne, ellet standsede ved Patien, for at
sodre et Par Sonnen der sdømmede deri, og sont øjehlikle
lia ncerntcde sin, saa snart de fik Lje paa hende. Uagtei
jea itle havde set ander as denne Piae end hendes gule
Liptler ca hendes lett-e Gang, saa virkede hun dog stækkt
Hi min Fantasi. Naar nu Johan fortalte mig Eventyr
r:n rejliae «itrinsesser, der bevoatedes af Draaer og Bjørne
ca slnmrexde i sorhekkkede Vorge, hVori innen tunde trcenge
md nden den udvalate Ridder, som beskyttedes as en mai-g
tig Fe eller Troldmand, da var hin Pige i mine Forestik
Tänzer stedse den sortrhllende Prinsesse, og jeg selv var
den lykkelige Heit, der nedlagde de Vilde Dyr og befricdc
hende.
En Asten sad jeg paa mit Kammer og saa Vinduetne
paa det ved Haven liggende Hus stcerkt oplyste, der tonede
oasaa Musik derfra, hvoraf tun enkelte Brudstykker og isæt
den stcerke Bas nsaaede mit iØrez desuden saa jeg Skygget
af dansende, som svcchde forhi Vinduerne. Jeg selv vidste
cndnu nceppe, hvcid et Bal vilde sige, og dog følte jeg mig
saa ensom oa forladt i del Mørke, der omgav mig, at jeg.
grced hedie Taarer af Lcengsel, thi jeg anede et herligt Liv
langt vorte, som gennem Tonerne straehte at udfolde sig
for mig. Lidt efter lidt fordrede Astenen sin Ret, mitte
Øjne luktede sia, og jeg havde en scelsom Drøm, hvori dei
forekom mig, at jeg svcevede nied den guldlokkede Pige paa
store Vinger igennem Haben, jeg saa hende da dhht iub
i de klare Øjne, som jeg endnn aldrig havde set vaagende,
hendes Haar vare langer-e end fædvanligt og flagrede frit
i Binden, ntsedens Mannen stod som en svulmende Rose
paa Himlen. Da pegede hun paa den med sin hvide Fin
ger, on vi flagrede begge derop, og hun greb Maanen,
ratte mig den og fngde: »Den brændser itke, den kølet
tun.« Jea tog den da af hendes Haand, og hendes Ansigi
syntes mig ligesan klart som den. Hvad der videre stete.
ved jeg ikke, nten da jeg Vaagnede, saa jeg mig ensom i
mit Vindue ligesom for og hnrte igen den fjerne Musik.
Jmidlertid havde Maanen vitkelig hcevet sig over Hori
zonten og stinnede mig lige i Ansigtet; dog stod den endntt
i en let Taage, cg lignede mindre en Rose end en blodrsds
Valnine, fra hvis Baeger en søvndyssende Dug neddrhpper
pan Jorden.
Det er tun B.:rndo:nc—drnknn!e, ril J siae, IF det til
staar jeg gerne, men dog udgøre disse Densan intet Ube
tydeliat Led i Menneskets Liv; thi vi se deri Maalet for
vor Digten og Tragten klarere, og den indre Stemme i
vort Bryst taler deri ofte højere og sikrere end i sildigete·
Dage. Ja der ligger et saa rent og tillige et saa sarverigiv
Skcer over Barndommens Gan, at den, der tcksnker over
Livets B,etydning, vanskelig kan undlade at kaste sit Blik
derpaa. Det er da, ligesom han saa ned i Stabningens
Dyb oa i Verdens første Tider, og uagtet den ældtes
Sjæl som oftest hildes i Hderdaaslivet, saa genfødes dog
det sorunderlige i ethvert Barn, en frisk Verden synes da et
opvcelde, oa al den Glans, der laa over Urverdenen og de
fcrste Menneskers Liv, viser sig i et mindre Billede paany.
Ogsaa jeg erindrer scelsomme Glimt i hin Alt-et,
hvilke øjeblikkelig oplyste Egne, som ellers ligge i det dy
beste Mørke. Ja, undertiden var det, ligesom jeg huskedes
noget, der gik foran for min tidligfte Barndom, og Attel
ser vaagnede om en stjult Tilvcerelse før den noervcerende,
om Tiber, hvori jeg havde levet, for jeg begyndte min Baue
paa denne Jord; jeg var da tilmode ligesom de Mænd,
der i Amerilas Vulcaner have opdaget nye Kratere, sum
ligaer mange Tusinde Fod dybt, og i hvis Jndre de hem
snelige Krafter vel atter have dannet nye Jldsvælg, san
man aner en uendelig Virksomhed, der strækter sig lige til
Jordens Midtpuntt.
Enkelte Mænd, til hvem jeg omtalte disse Since-,
tilstode mig, at de havde erfaret noget Lignende; imidler
tid vilde de fortlare det enten af Dromme eller af dunkle
Erindringer om en tidligere Tid end den, man tydelig satt
hu«ste. Dette bedrøvede mig, da min Fantasi stadig sure-«
trak at scette disfe Tider foran Mennestets FødseL og am
det er faa, vide svi jo heller ikke, derfor takter jeg Gab-,
der i Menneskets Sjcel hat nedlagt Anelser om en hsjeres «
Verden end den, hvilken Videnstaben i Almindelighed ist«
erkende eller paaskøsnne.
Nu ere slige Erindringer sjældne hos mig, og det fo
rekommer mig umuligt at kaste ssaadanne Blik ned i den
forfvundne Tid som forhen, men disse Synex ere for
trcengte af andre. Det foretommer mig nu undertideth
som jeg stod paa et højt Fjeld og kunde stirre langt frem
ad, og det er lige som Bierge og Dale udfolde sig for mig
i et scelfomt Lys, og jeg ftuer ind i ubekendte Lande, sont
jeg snart stal gennenwandre; en himmelst Klarhed opgaar
da i min Sjcel, en umiddelbar Forvisning om noget her
ligt, der venter mig, opstaiar i mit Jnderste. Denne Til
Ttand indfinder sig isce«r, naar jeg, efter en lang Faste og
lange Vandringer, ret føler mit Legeme udmattet, og naat
ieg da efter fuldendt Dagarbejde overgiver mig til Fred vg
hvile. Dog disse ere Ting, J vanstelig tunne begtibe,.
thi den, der endnu lever i Verdens Tummel og i det san
kaldte Virtelige, masa nødvendig anfe deSyner som Desw
nerier, som vi, der har givet Aflald paa Verden, ofte ha
1e; for os derimod vidne net-pp disse om de højefte Sand
«-edek, og hvad J kalde Virlelighed, forvandler sig tidt for
es til en taaget Drom, af hvilken vi bede til Gud og W
delgene, at vt alle snari maa vaagne til et hsjere Desgl-ji«
»Ja, jeg forstaar dig nok«, sagde Ezernim, »du et ot- s«
if dem, der spuderstoerer de tsde Astenstyet til Brunett-, -
sm du og dine Venner stulle biete t Paranet.« — Udss "
st spare herpaa fortsatte Munten sin Fett-klingt «
- (WlM’