mFenstern paa Kronvorg.
En historisk Roman.
Af H. F. Emld.
—«-.:F- Ftrste Del- H
(Fortiak.)
Herrerne holdt i Haanren eller under Armen derei
Ztedstyggede, fjerfmytkede Hat. Jngen bar endnu Baron
f Itnt denn-e Mode ikte var fjernz Haaret fit endnu Lov til
ist gro sin aaturliae Beetst da bang i lange Laller ned pna
Ryggem ligefom det ogiaa fertil dxrtkeke Banden san at
en høj Pande itke denn-sannl Lilev ncgen Mand til «l3rndelfe.
sEntelte af de ældre Herr-It fnlnte den naniie Mode fra
Kriftian den Fjerdes Tid Da dar Haar-et tortere.
J kenne Forfamltng sandte-J ixaiiirliaoiz tnanae af
Bet dansi-norfke Riges letndeliaite Da k.-.«rrleliaste Mand.
Kogle som allerede haode ndøoet ftdr Jndflndelse paa RE
- gets Stæbne, andre soxn i en nakr Fremtid vilde faa den.
Der git Joachim Gergdorf til Tnndlinholim Korfitszs
Ulfeldtå Efterfølger i Landetg bejefte Ltærdighed, den sit-i
je Rigghofmester i Tanmart, esg talte licifkende med Gen.
Hans Schak til 9.ltr«ael:ønder, Gram ca Gisfelfeldt, der
inart stulde blive Zielen i Lekelfen af Kabenliavng tapre
Forsvar. Beaae disse Herr-er Vare af Bord, sinnt Gersi
dorf deg var fodt ller i Landet og deltc den danste Adel-Z
Planer Da Interessen brorimod Echal var bleven inc
kaldt i L.1ndet nf Kann Frederit, ncrrede stor personlin
Hengidenbed fer Mcieitæten da ganste stod paa Hoffers
Side. Te talxe Lege-e Inst, da (8«ersderf, som few bar-Je
Jandet til kenne Krig sog nylig Sande maattet bade dek
for ved mea Kriftcn Eleel at fastte sit Navn under den
Itsalige Roflilde Friedstrattct, tilfredsftillede Schatz Nnisp
gerrighed ved at fortalle ham lidt oin llndertnndlinaerne
og talte med et Suk om det Øjcblik, da han pnftede, at
,,han itte bavde leert at skrive.«
Ter ail mange andre Herrer af Riacte Raad, af
Ivilke de flefte talte godt bredt Dansk, ein de end nn da
da prydede deres Tale med tyfte og latinfle Arabesken
Nogle af dern talte mnndig not om det stete uden at ane,
at denne Krig var Begyndelsen til End-en, og at deres
kgen Magt fang paa det sidfte Vers. Der var den sidste
danste Rigstansler Kriftosset Urne til Aarsmarl, det nu
veerende Knutbenborg, en af de gamle fra Kong Kristians
Sid, lige saa Magens Høeg til Kjergaardsbolm en sin
dig Statsmand og lendt for sin Karlighed til Tinteknn
Hen; Gunde Rosenkrands, den lærde Holaerg lcerde Spu
det trods sin Lærdom vidfte at føre Kaarden, en opriatixr
Iædrelandsven og god daan Mand, som dag var hildet
i sin Stands Jnteresser og endte spraelig i Unaade og
Landflygtighed; Otto Krag til Vold«biera, den ørerfte
Seitdem sont havde Rigets store Segl i Gemme, og sokn
1660 blev en modig Fcrlæmpet for Adelens nedarvede
Rettighedm hans Bruder, den tapre Magens Krag til
Kaus, som udmærtede sig særdeles under Knbenhavns
Oelejring det næste Aar; den villliestærle Kriften Sleel
til Fussinge, en af Landets rigefte Mænd og tillige en af
Baadets dygtigste og mest fædrelandssindede Medlemmer,
en af dem. der drog Lasset i Raadet —- og mange andre,
fern det vilde blive for vidtløftigt her at ncevne, men som
ustri alle itte alene deltog i Landets Styrelse, men til
Use vare vidtberejfte Mand, ofte brugte i diplomatiste
Sei-dessen ligesom ogfaa nogle af dem havde prsvet Kri
M Gerning.
- stiften Sleel stod i en Vindues-Fordybning og san-.
Islede forttolig med sin gode Ben og Dusbroder Otto
stag.
»A! hjerte Brot-eh hvilte Tiber!« suttede den mlige
stiften Steel, medens Furerne i hans brede Pande bleoe
W og Blitket i hans alvorlige, tænksonnne Øjne endnu
W. »Jeg er faa mod i Hu, fom om Danmarts srdfte
Time var tomtnen.«
»Jtte saa, Kristen!« svarede Otto Krag, ,,vil Gut-,
Mr vel den Dag, da vi fange Sejr og vinde det tabte
Muse-'
s- »Jaget! Rand, ingen Trpst!« soarede Kristen hol-ed
Wde, »ingen Rennen ingen Penge i Landets Kasse,
Ist-litt og streitet — vi leve rent ud af Sveriges Naade,
z Isi- Brutt«
.,Vi faa se! Men hvad siger Korfits? Nu maar han
: ,,Korfits,« svarede Steel, medens hans smalle Laber
betrat sig til et bettert Smil, »den satte Sjæl, han «.r
est-Inst og haansi. Et ilde Syn var han, da han kom imod
s rot i Bordingborg, fælt starrede hans Rost i vote Øren, da
; IS i den yderste Nsd bsd ham Staune, rg han raabte: Nu
Jst J noget! Bi ersits, Greve af Ulfeldt —- det er denne
- -Mige Traktats fstfte Ord, sg der tror han sig fu«-n
MS Karls Geheimeraad og fsrste befuldmcegtigede —
Nimm have faldet Hans tongelige Majestcet svcrt at
Ist-se over de Ord, da han sit Pergamentet i Hande.
dtßts — di er nu ved Traktaten indsat i alle vore
, - Her og Rettigheder og ftedlyft i Baume-eh Det
Otd trtsier mig dag, at al overvættes Ting gerne
Mv Ende««
»Og hvad tager han sig nu spre?«
»Dein siebet Jst-gen Seefeldts««) Roger ad Næstved
Dass hat-de ja altid Nag paa Jugen, og det Bibliotek
Mein Stolthed, paa hviltet han havde sat al sin
» Sau ramte han ham da paa det tmmefte Steh.
« ke, han hat Stunder at klare Smaagæld, alt som han
den store.«
,M hvot git det dog til, at Kong Karl gav sit
»Kl, atsdette Nordens stsrfte Dg silunrfte Libreri
« s »nur-site splittes for Binden?««
M btyder Lang Karl sig pm en Sturnp Fo
--Mr de m daan Efeu-dam? Dei gik da san
Ist-M paa Bis-Lands Grund, saa sagt-e Kot-sitz
Iksdm Majestet faar un unte mtg et Byttet
Mystik-es arm og makes-mai states-n
Mast-M we- mwdx W eika
l
(
«
l
szt
—- Hvad lan det del vcereT fpurgte Kotigen. — En daan
Herremand her paa Øen, foarede Korsits, har nogle Bo
ger; dein begærer jeg! — Dei tan vel fle! fagde Kong Karl.
— Jeg har det fra den franfle Arnbasfador, Riddier Ter
lon.«
«Og saa lob han med alt?«
; »A: nej! Han inaatte dog lade omtrent 4000 Bind
Htilbagr. De kin ined Slcrder og Sacke for at flcrbe det
firifte dort: men Irr-gen ilede iaa til os, der jo Vare i
Roslilde pan Trakiaten, Da Jcchuin Cerszdorf fit faa drg
sat en Born for. Flona liarl senkte en Liolarl cg set-S
Wintere, Dg de iiiaatte lade Resten blioe.«
»Ist var rel!« soarscde Ltio Krag: ,,irieii fia inig nn,
kirre Brod-er! Hitad tasiiler du i dit Hierte oni Hans lange
Iliae Maiefiastsz underline Forfast at indbnde sin Fjende og
ijeroinder bertil oa bedarte liam?«
»Ja, lig du Ren-gen i eli:rieiie, oin du tan! Han aaar
liaa stille rg holder sine Trunifer fordalte. Man tan
tcente ineget oin den Sag oa endda gaa feil i Bi).«
» »Lad inig døre din El.lleiiina, Krifienl«
» »Nu, det flal del vcere lonaeliat at tunne Euere flink
Tab lodfindig. Zion-g Karl ser bang note Ven liaefiildt,
oa de lunne not tale et Gaiiimengord orer Bord-: fxr ret.
Lad gaal Har lian taaet vore Provinfer, faa lad dasn
ogfaa cede vor Mad og dritte vor Vin!«
»Der dominer du not efter et for liastiai Zion, Kri
sten! Rimeligere tylles det mig, om Hendeg Majeitaet
Jtunde onfle at hvifle Kong Karl et Ord i Oret oni
;Korfits.«
i »Saamcend! Der traf du det lansle itte ilde. Kor
iiits lar noget til gode der liae fra den Tag, da dan ved
Mroninaen nedrev Æresporten den forsie Tags ?lften, at
lilke Tronninaen, da liun anden Tag droa til Vor Frue
Kirte for at traneszz ftulde bar-dies ded den«
»Da dog laii det iæntes, at Flonaen iilliae bandler
i aod Tro og til Riaerneszi Bedfte ril flutie Venflab og
Brorerftad ined Kong Karl.«
»Al, Bro’er Otto! Tet er da tattelos 0;·eri!ina, Kon
gen liar fo:e. For liisier Nase-en Gans-im for Evensten
bliver ver grde Ven, oa aldria life-ges Saat faa rel, at io
Arret fisnes. Dei er niig en Kont, ai oi i Taa ftnlle dadre
de —- naa, lad cis ej tale mere betont Se Fodrerne paa
Jachuin og niigl Vi ere bleoiie i Eloene: ilii Vi agte at
blioe til Hase oa ville ille lobe nied iil Hammersliolt at
got Stads af Landfens Fjendier.«
«Vil du saa ellers vide, hvad Konaen lian trenter«,
fagde Kiiften Sleel efter en lille Pavfe, »faa iporg den
sorte Snog hift hennel Han ved det paa en Prit.«
Hart flog nied Hovedet i den Retnina, hoor en lille
firlig, forttlcedt Herre stod. Hang snii, indeflrittede An
figt og liege, morle Lin-e var not et Studium oard. Tet
Var Kongens Kammerftriver Da fortrolige, Krifiofier Ga
bel, en Mand, sein haode tient sig op fra nedeii af og end
nu itle havde ftørre Gage end Liobarberen; inen han havde
Kongens Øre fom ingen anden. Nu stod han ene i den
ftore Stare, og re flefte saa ftæot til dam; inen han ven
tede taalniodigt, til hans Time kom, og den var ille langt
dorte; thi han blen, fom man ved, en af Hossets ineft dikt
foniine og fnu Redflaber til at lnufe Adelens Magi. Den
Dag var ille fjern, da flere af de hoie Herrer, der nu git
hain lnejsende forbi, maatte boie Ryg for dam. Eiter
Enevoldsmagtens Jndforelse blev han en faare mcegtig
Mand, inen brugte ofte sin Magt hensynslsst, faa at man
endogfaa fagde, at den, der talte noget rnod Gabel og haiis
Familie, hain blev Danniarl for fnaevert. Nu var hans
Stjerne næppe i Opgang; inen han stulde snatt faa Lei
lighed til at vife Kongen og Landet en veefentlig Tjeriefte,
der hjalp til hans fenere Ophsjelfe.
Medeas Folget faaledes drev Tiden den og ventede
paa hanå Majeftcets Komme, ftod Kotigen nied lorslagte
Arme i Vinduet i den faalaldte Vinterfal og faa i dybe
Danker ud over Slotfoen, sorn oin flet ingen ventede paa
dam. Dronning Sofie Amalie var ogfaa til Siede, inen
ellers ingen, da Hossets Jomfruer haode maattet gaa bott,
da Kongen onftede at tale under fire Øjne nied Dronnin
gen. Hun fad nu i Nærheden af Kaminen i en af Doti
ldens plumpe Læneftole, ellers Pragtfiild not ved sit Gyl
jdenftylles Betrat, og man faa paa hendes blusfende Kin
;der, at den fortrolige Sanitalh fom allerede tildels havoe
qundet Sied, ingenliinde var loben fredelig as.
« Sofie Amalie var en Dame af fyldig og veldannet
«Slitlelfe, hsi og anfelig, ndrustet nied Ynde og fand lon
gelig Beerdighed. Ton lyfeblaa Stilledragt, hun bar,
ilcedte hendes blonde Slonhed godt, og dens Snit var itle
faa forstellig fra Nutidens Mode, foni Damernes Dragter
fenere bleve. Livftytlet laa i Lag over Bryftet og runde
des paa Midten incd en kostbar Brystnaal. Dei lyfebrune
Haar faldt frit ned i naturlige Lotter, lidt lrufet over
Banden og fremhævede hendes fjældent stonne og friste
Ansigtsfarve, der bodede paa, hvad der manglede Trakt
lene i Finhed. Trods hendes tredive Aar, og uagtet hun
allerede hat-de fsdt otte Born til Beiden, tendtes det dog
endan paa hende, at hun i frn Ungdom maatte have vieret
en indtagende Koindr.
Frederik den Teedie gao itke fin Gemalinde ftort efter
i kongelig holdning. han gil den-gang i sit ostte og flirre
tyvende Aar og var en Heere af th, unselig, noget fveer
Legeinsdygninz dog full-kommen velstabt. han havde i
fin Ungdoin vieret Mefter i alle legernlige Færdigheder
sog var derfor Dem over enhoer af fine Beoaewlfer. hel
ler ille hanö Trcet var fine eller ftsnne, naonlig var Un
deranfigtet noget spart; irren de bar Præget af en cerlig
Sie-L en faft Billie og ftor Tænlfomhed Dei morle
haar faldt i fyldige Loller om hans hoved og dcllede
fortil Banden; hans brune Sjne haode et roligt. toldsin
digit Udtryt, foin dog lunde blioe bindende og mildt, naar
-han fniilede. Hans chedning var ganfle as famiiie Snkt
»soin de adelige HerrerQ Staffel var msriegraat Klare,
Htantet med Solv, og fta det beede, rigt baldyeede Kande
;hirng funllede ved hans venftre Side del invelprydede
iFeefta
F Den not afbrudte Samtale oar bleven fort paa TM
iSIont Kotigen l Seedetog Sind var en danft Mond og
Falte fit Moderimaal helt gedi, havde hatt dog under sit
sQPljold i Bremen og i hertugdsrninerne, hoor han soin
Weins holdt Hot, faaet det tyer Sprog leert, var end --de
kladei Spros, Latin, hanc egentlig det festeste. haii var
ist-tät HI, Melan-depe- Col-ge og lernde hanile pp need
enhver Magister eller Doktor i leerde, tsær dogmatiste Ti
sputer. Dronningen derimod nedlod scg aldrig til at leere
Landets Sprog, og hendes hoje Gemal var da lovlig nodt
til at tyste, naar han talte med hende. Samtiden vilde
dog not med dens lidet udprcegede nationale Bevidsthed,
sog saasom man snarest dengang satte en Ære i at tole
stemmede Sprog, uden hvilten ingen Mond regnedes sor
idannet, have tilgioet hiende denne Fotsomtnelse, havde den
ilte vceret parret med en ntilgivelig Ringeagt soe alt, hvad
der var dunst. Hun regnede sine danste Undersoatter som
Barbaren og gno end Tidens Skodest)nd, Utnaadelighed i
Drit, hendes Dom liegen Net, var det dog needpe paa Ty
deniks og ElJtornlens Begne, hun sorarnedeo Hnn hang Ved
sit tnfte Fnedrelnnd og sin brunsvig:lynseborgsle Sloent
med en ina linnrdnnttet dg ensidig sicerlinhed, at den end
og rntte liendez Gemnlgs Ellithccnticnkkcd can undertiden
nnddrdg ltenke bang Fortrolinhed. Hendeo Klonstnd, tsen
des Mod, Lende-J Ynde og Talenter trinke blende en vinde
.-ntelte; men hnn dandt aldrin det Falls- Hjerte, hun vor
taldet til at dære Moder sor, da bun itte elstede ret. Hnn
dar en hevtnodia, villiesnst Kdinde, sodt til at herste. Hen
des store, blas-I Ljne nied deres bodende Udtrnt vidnede nol
deroni, nnnr hnn saa op, og de sted Lon, der robede heni
des ophidsede Steinning.
Tet lille Springoand, der fra Væggen sendte sin
Straale ned i en Marmorlntnnre, og sont med sit udstaar:
ne on sornnldte Billedvcert var en of dette pragtsuldt udi
itnrede Værelses mange Prnrelfen udsyldte den pinligc
Paul-: rned sin milde, tnelodiile Pla«len, sotn oin det vilde
prcedite Fred on Forscning for det tongelige Visgtepan
Kotigen rangnede pludselin as sin Grubletn dendte sig am
og nit ben til sin Gemnlinde Hans Ansnn dar mildt, rn
hans Etetnme bnvde den dante, relige stinan san at Jl
Brede tdntes dorte. ,
,,K.1n jen da nu doere dis paa, Sosie!« sngde han
,,at dn vil moktage ror tonnelige Brot-er og Gast nied
iomntelig GeestntildlxedZ Du biet komme i Hu, at di of
irgen fri Billie bade indbudt dann«
Tronninnen lindde tejst sig en stod for sin Eiental
web en noget spctit Mine. Und-es Aafnn hodde ingen
kund-e kzt Prato as Rctsind og gkd Villie ioxn dems.
»Saa bade rsi nn gjort«, sdarede hun, »og maatte
det end hojlig undre mig, at min tongelige Gemal blieb
til Sinds at hnse sin og Landetg argefæ Fjende, jeg saar
I«
vel finde mig i, hvad der itte mere tan Endre-.
»Jeg hat jo med stot Taalmodighed alt hørt paa
dine Jndoendinger«, soarede Konaen, »og gioet dig ntine
Grunde. Jeg gentaiger det — udcn allierede ellet Venner.
plat odelasgt ded et ulnttelint Felttcg, ting bedre Middel
innre jeg i den Stand finde Paa. end at prove at etadtere
Verkitixb og nnd Forstanelie tned vor trigglnftne Nah-o?
Bote ftonne, flaansle Provinser dar hnn jo nu, Gud bedre
det, i Poåiekfion cg man del dozre stillet tilfrekss.«
»Tai feil-er du didt, Frederitt Der er en Annae for
manye i Norden, en den Kennst er du! Krug Karl oil
berste alene i Norden, og itte for intet itan de trende Kro
ner i hans Standorter og Flog, paa hnns Karosser og
alle Vegne. Utat vil du saa for din Hsflighedx men vcer
iøorigt toligl Kong Karl slal finde, at dort Hof itle
staat tilbage for ncget i Europa i Hodisthed. Han stal
saa at se, at Ulylten itte hat bojet vor Natte, og vi lunne
del bevcette hain og de svensie Herrer uden ot miste noget
If vor Vatdighed, blider det end itte til Lyst.«
»Saa er jeg tilsreds«, sagde Kongen »Hvtllen Bron
ning i Verdentan maale sig i Ynde, Anstand og en slsn
tldsvelse as en Vertindes Pligter med Dronning Sosie
Amolie, naat hun tun vil?«
Han greb Dronningens Haand og sotte ten til sine
Leber, og hnn tatlede hcnn med et Smil, hoori dcg var
nogen Vorme.
«Og saa vil jeg da i Herrens Navn brode ev,« sagde
Ftongen og ringede med en lille Solvtlolte. Den hidtaldte
Page sit Besaling at melde Hosmotstalt Körbitz, at Hans
Maiestcet nu agtedse at stige til Vognsx en anden Paar
beugte Kongen den runde, bredstyggede, gulddrcemmede
Hat med den hvide og rsde Fjer og en teedie de galt-bro
derede Gedestindshandster, som han longsornt og toll-sin
dig trat paa.
hosmarslalt Körbitz traadte nu ind tillige kred Ausn
merjunterne Korsits Trolle og Hugo Lotze, som bullede
dybt sot Majestæterne, der nu tog en teerlig Assted med
hinanden. Dronningen lod et Par naadige Otd salde til
Körbitz om det slsnne Beit, sont begunstinede Festen, en ns
Pagerne aabnede Doren, og Kongen git med Kammer
junker-ne og Marslalten soran til den blaa Sal, hois
Tor Korsits Trolle aobnede vidt, sortyndte med hoj Rost
Hans Majestcets Komme og buklede dybt, da Kongen gil
forbi ham og ind i den store, udvalgte Forsamling.
hons Majestcet sagde et Par velvillige og slcemtsotn
me Ord til en og anden as Herrerne, men tun i For-bi
gaaende, da han uden Ophold gil ginnem Salen og videre
srem ned ad Tradpen til Buegangen, hvor blandt andre
den tongelige Staldmester Merle tog imod ham og led
sngede ham med blottct hooed til Vognen. Kotigen mon
strede Forspcensdingen og sondt intet at udseette, hvorester
Merle ydtnygt trat stg tilbage sor det hoje Folge; tht ist
Enevoldsmagtens Jndssrelse var Staldrnesterend Embede
itte agtet stott, og enhoer Adelsmand as rent Blod mente
sig sor god til det. «
Kongen steg til Vogns, og den tongelige Karosse
satte sig derpaa under Trompeters og herpavlers Lyd
langsotnt i Gang og tsrte saa ud as den indre Slotsgaard
over onen og videre gennem de andre to Ganrde og gen
rekn Flættm Hilletsd ad Vejen til Roslilde. Oberst Kan
Lytte med sine Rottere eed soran Vognen, Liveegirnentet
til Fods under Oberst Frederit Ahlefeldt sulgte ester den«
rg riet svrige Folge fteg til hest og sluttede stg efterhaan
ten til. Paa den ujævne, as Frost-en lnudrede Vej var
ter itle Tale om at lore hurtigere end i rast Fodgang,
cq det tog da en stiv Time at tilbogelcegge den hakt-e Mil
til Landilmen Hammeezholt, hvor Kotigen agtede at mod
egge scn hoje Gast
Kong Karl havde imidlertid den samme Hindring
ct oveevinde, en ubanet Vet, og pao den tangere Afstand
End Tit-en sor hans Komme sig dansteltg udregne. Tet
Fik do seco, at Kong Fredetik og hans Folge i to Time:
Imaatte deute paa den date Mart, en Stilling, som Nati
dens Hosmeend sittert vilde have sundet temmelig Restes
l-s, især ved Vintertide. Datidens Herrer vare imidler
tid saa vante til mojsommelige Rejser, at de let sandt sig
deri, iscrr da Vesret var llart cg Foret tsrt.
Kong Frederit steg ud as Karossen, Her-W
stene, og man holdt Fødderne varrne ved at spadsere srem
og tilbage paa det gronne Overdrev i Ly as Stovens
Trcrer, Inedens man opmuntrede Sindet ved livlig Sam
tale; thi Frederil den Tredie havde arvet en itte ringe
Pakt as sin Farersti djarre Lune og holdt not as ved Lei
lighed at lade det spille. Til sidst bod han Oberst Ray
Lytte sorlnste lf,ain ca Folget sned en lille Prater-Man
esverr. Han var dcnaana i stor Gunst oed Hort-e ca med
sine setnten sinntle Hrrreiasskcr Lanretg rig-:ste Mand.
Man sang om liatnx
lsniivns its-n Immun. !::n Inst-il iin,
spnd give stan Urtle ledc lass n:i,3’
them der nu saa is,a:n i dani- Praatinlke Filadnrna
og tned et as Zunde lslomitrcnde on af iUinnterlseJ
straalende Ansiat tumle sin fnriae Heft saa rast, stnlste
ilte tcrnte, at han vilde ende saa sorgeliq i Nod ca Elen
dighed, hvillet han, som tendt, oed scn -:aen Lctsmriaded
Var Stdlk i. Men viste Or. Kan sig nu end som en kna
tig og glirnrende Rntter, lunde det samme inacnlnnke
siges om hans Folt, saa at Man-roten saldt langt tnere
muntert end militcert prcesiz nd.
Endelia blev Klollrn fern, oa de ndstillede Poster
melrte bans svenste illtajeitcrtss siedelige Name-tin stong
Frszkerit s'-Ia da i sin starogse scr at lore sin hsie Gcest
et Title Zwtkk i Miete-, ca da Voanen atter hold-t, sam
lcde Folget sisa om ren. Te toio Trompetere med tvende
Diskurs-Dr fcran hcldt otd Tit-Jn, oa Liinttere oa Frdfolk
cxsiliekc sig i noaen Llistand Livreqimcntets meniae
lasset-e sig til at hilse paa sicna Karl tneo en ordentlia
Uiustetsalve Patronerne, der bang r·:d Brtistgehxrnaet i
smaa runde Trag-Amen som ved hurtiae Bedceaelser frem
bragte en ejendommelia Naslen, bleve tasgne fre:n ai deres
Hnlftr-:, Mustetterne dick-e ladede oa Lunterne tcrndte, aa
dette udiortes i et saa start Antal Tempcer, at det ind
apd stor Aatelse sor Elsercitsens Vansteligheder og Be
undring over den mennestelige Naturs Taalmodighed i
Dressur. Nutidens Soldater komme adstilligt nemnxsere
fra det; men indrommeå maa dei, at da Salven brod los,
aao de svckre Mustetter anderledes Knald end de Plai
Jiutidens lette Gevcrrer samt-ringen
Jngen Hurraraab, men Trompeters oa Herpavlers
Lnd og en rnrrgrig Glaedessalve modtog Kong Karl, da han
i sm tonaelige Karosse med Hertug Ernst ved sin Sioe
rullede frem paa Oderdrevet. Hering-In saa hell sissig og
glad ud, som om han nnd sin diplomatiste Trinrns og glas
dede sig over, at han oirtelig medbragte det tongelige
Bildt, han paa hojere Ordre havde esterstrcrbt.
Eiter den tongelige Voan sulgte en Karosse, i hoillen
der sad site Herren Paa Bagsadet var den engelste Am
tsassadør, Sir Philip Meadow, der i Forening rned Ritz
der Terlon havde ledet Fredsnnderhandlingerne, oa hvern
Kong Frederil til Tat sor bang gore Hjcklp havde be
naadet med Elefanten; men da Sir Philip var as borgelig
FodseL vatte denne Hadersbevisning en saadan Alarm
i den adelige Lejr, at Kongen sit harn til at udlevere Or
denen mod en Sum Penge. Det var nu vistnoi saa, at
Meadows Hierte var paa dansi Side; men han lod sig dog
lyse ved Kong Karls Trnsler orn at kluge over hani til
Cromwell. Han saldt da til Feie, Kong Karl sormildedes
og slæntede ham elleve Tusind Daler, hvoras ses, at det i
hine Tider lunde viere en indbringende Bestilling at viere
Fredsrncegler. Bed hans Side sad den spenste Rigsmars
slalt Grev Gabriel Oxenstjerna og paa Bagscedet de to
dansle Herren sont vare blevne sendte Kong Karl i Msde
sor at tornplirnentere harn i Rostilde, nemlig den danske
Gesandt red det srenste hof, Ove Juel, og Admiral Hen
rit Vielle, en arlig Nordmand og Kong Frederit personlig
meget hengiven.
Resten as de svenste Herrer vare til Dest, og blandt
dem udkncerlede sig isaer den unge Generaltrartermester
sztnant Erit Dahlberg ved sin mandige Slsnhed og sin
ridderlige Holdning. Der var dog ogsaa civile Herrer i
den ridende Stare, sotn Peter Julius Coyet, Kong Karls
boselige Redstab i politiste Jntriger, og den Mand, der
sned Pennen maatte sorsvare sin Kongks Voldsgerninger
sor den ossentlige Menings DomstoL Denne snilre og
samvittighedslpse Diplomat blev i den nærmeste Fremtid
Danmart en snu og sarlig Fjendr. Derncesi Kong Karls
Selretær Ehrensteen og Rigstammerraad Jeel Eclmann,
senere adlet under Navnei Gripenstjerna, der ogsaa hadde
overvceret Fredsunderhandlingerne og nylig hast det Hverv
egenhcendig at nedsirive Fredstrattatens Originaltelst. —
De ridende Herres Tienere med ledige Haandlseste sulgte
ester, og med Oderbets siyttere udgjorde den del-e Estorte
et stori Optog.
Kongerne steg samtidig ud as deres Vrgne, msdtes
midtvejs, blottede Oovederne og hilste paa hinanden nied
en dyb Reverenz. Derpaa onifavnede de hinanden, eg
Kong Frederil bsd sin longelige Gast vellommen med
nagle hiertelige Ord, der stemssrtes med Vatdighed og i
en aaben og srirnodig Tone. Kong Karls Svar var deri
mvd saa meget mere sirliat og tomplimentsst, som det var
mindre oprigtig ment. Den svenste Monats var en tyl,
lille Mand, og hans Legemssylde gjoete hanö Fremtrseden
mindre sinnt og vindende; men hans Holdnlng var by
dende nol, og naar man saa det stolte Glimt sra hans
lyse Gine, glemte man lxsans uanselige Stilletse rg sorstod,
at han dar her som Sejrherrr.
Han san sig et Dieblil mistcentsoint og urvligt om;
men hans spejdende Falleblil blev intet vaser, der runde
gtre ham urolig.
De dansle Herr-er stode sor ham med bloitede Hoscj
reder og bøjede sig dybt. Kong Fuderit sorestillede sit
Folge sor hom, Kong Karl gjorde Gengceld med sit; Mon
arterne steg under mange Komplinienter i een Vogn og
korte saa ad Frederilsborg til, ledsagede as den hele Stare.
(Fortsaettel.)
