Sveuskerne paa Kronborg.
En historisk Roman.
As H. F. Emle
-ZE Fsrste Del. E
(Fortia:.)
»Ja-a er det divinders Vie«, inarede Or. them-it sink
lenre, »at httnae med Hjertet ved en Ting og i sasntne ch
-lit tilstaa, at det er llret. Men«, ssjede ban aloocligt
til, »det stal J org vide, lille Jontsrn, nt diirten itte lage-.
sia ten Sag let. Anno 1t517 sorbøo Lanreinodet al Inz
telse as Hilene og at fkrtte stors ved lJenchs snataldte Gras,
og blev alle Zier-J og ziasppe oa Filnde, sont sandteg der,
borttaane; men hvad hjaip det! Vi saa jo nan da vi git
forbi Grauen, alle risse sorgeliae Tenn paa papistist Lver
tro vcere til Siede i stor Masnnth Jeg forsitrer eder, at
det Inn, saa vel sont det dernede, bedrocer mit Hjerte;
jeg finder intet stønt derved; thi alle digse Mennester gleini
tner jo over et tødeligt Mennefte og en løanagtig Fabel
den Herre Kriftttg, tweni vi ene og alene bnr tatte for diese
Kilderg helbredende Kraft«
Lisbeth troete af et varmt Hierte paa sin Herre on
Frelser, men elslede dog de stønne Fabier og suttede da
rsrer, at en Gnds Tjener as saa stor Anseelse og Leerdom,
som Hin Henrit, sordøntte denne Karlighed sont en Snno.
Hun slap dog sor at svare, da et Udraab as Rostgaarr
afbrød Saintalen, og Aarsagen dertil var, at Mittel Han:
ten og Maren unentet viste sig og bød dem muntert Got
aften og veltnpdt ved Kilden Dei var det, Mittel haVJI
hast bag Tret, at han vilde drage bag ester dem og tage
dem ved L-verru1npling. De to nn deraf, saade, at dei
lignere Mittel, og at det var fornsjeliai. Kun Lisbeth
satte et alvorligt og tnibft Ansiqt op, da hun saa, at heu
deLi Plejeforcrlrre itte tom alene.
J Folgcstab med dem var en ung Mand, hois ltele
Ydre tndete paa en Minervcr Son, og ban blev onsaa i a!
Formeligheo Hin Henrit sorestillet sotn Studiosns Gregers
Hansen, en fjern Zlcegtning as Mittel, der priste hant son:
en saare stittig oa ngtocerdia una Mand oa stassete hanc
red dctte Studgtnanl en Veloillia Modtaaelse hois Hr. Heu
rit. Heller ilte nndlod Mittel at hviste Prcrsten i Tret,
at Greserg alt sor slere Aar siden, da han endnn var en
ren Drena, havde digtet et saare stønt Carmen til Agltitteiis
og Marens VrylluP, hviltet haode ajort sit til at aab::c
dereg Jjne sor hang Gaver til Studerinaer.
Med Digtet havde det oel sin ittigtighed, on allerekce
det, at sætte nogle rimede Vers samtnen, reanedes i hine
Tider sont noget stort, tnen isvrigt betrcestete Gregcrsz
Hansens Ydre ingenlnnde Mittels Studsmaal for Ag»
værdigt)ed. Vel var han en ten ung Mand nted tønt Haar
ca Overstcrn, og Haaretduftede as Salrex men hans Mi
ne var indbildst, hanz Klasdedragt paa en Gang lapse«,
sipdekløss og lidet renlig. Han bar Hatten paa Snur, oc
ved bang Sire dinalede en lille «llarisertaarde. Linden
terne snlate heri andre Lande-:- Stit on nnoede at efteraIse
istrr de tnste Studente-re Vane nt basre Waben, en .-e
ajorde det da cafaa trodg alle Regerinaeng Forbntn Hel
ler itle bar de Zocrtd alene til Pryd, hoorom adstilliqis
blodiae Zannttettstød, nnvnlig med Adeleng Tjene:.s.
ridnede.
Gteaers hilste den tvindeliae Pakt as Selslabet med
sior Ærbødigbed og Finhed. Tet Dnbe But og det slotic
Sping nied Hatten var annste i de bnrnerlige Modejnnte
re; Stil, cg da han atter havde tat Hatten paa sit ialVe
dnstende Hain-tu dreiede han sit lille Overstcra !ned Finng:
ne og scrstede sit Blit tned stor Haardnattethed Paa Lis
beths sagte Ansnn. Hnn saa nd, sont om Gregers Hanscn
var bendeg HL Maanus, oa som oni hnn spejdebe ester en
Færgemand, der vilde fcette hende over Havet, saa at der
tunde tomme en dyb Strom intellem henre og Gseaersi
,,Gtegers«, sagde Mittel til He. Henrit, medens hxle
Selstabet sorlod Stranden, on git lanasomt ned ad Hele
nes Grad til, ,,er en Søn af Kobrnand Hans Jochumsen,
nu salig hos Orten. Han var min Ven og Velgører i
min Ungdom, saasom jeg tidlig mistede mine Forældre
ja jeg stylder hom, at jeg tom srem i Veroen Han spa
rede hoerten paa gode Rand eller Penge, saa at jeg ni-«
tatter ham i hans Grav. Derfor har jeg svoret at vcerg
lfans Ssn en Faden nu han er faderlss, liaesoni jeg er
lovlig Veerge sot hans Ente, Mette Nielsdatter, en agtbar
Kone, der for Resten sidder i gode Omftændigheder.«
»Bei er saare tsnt og prisværdigt«, svarede He. Hen
rit, »at J udviser saa megen Trostab og Tatnemn:e
lighed."
»Na hvad, He. Henritl Gud har neegtet mig Born,
kg saa saar jeg setv stasse mig nogle ved Adoption·«
«Bsrn ere vis Sorg, mcn uvis Glæde; dog er der
tristeligt handlet af eder, i Scetdeleshed at J har antaget
cder Jomsru List-eth, en saare fager Jomsru. Jeg tunte
næsten for heades Sjcels Saligheds Stle anste. at hun
var lidt mindre dejlig."
»Da var det dog hendes Ktnhed,der. sra ssrtt as van"t
rote Hinten Maren tcentte sorn jeg. og det gamle Ord:
licelden tommer det Barn i Barm, som ej har været i
Arm, det holder ej Sitt, hvad min hustru anbelanger.«
»Saa hat Jomsru Lisbeth ej veret hos eder fca
Spec-ei af?«
»Jngenlunde! Vi fit hende ssrst for et Par Aar li
den, da vi ved en Tilstittelse traf hende ved nogle uformtp
ende Borgerfolti Ksbenhavm og heut-es Dejltghed paa
faldt nein Hatten-« , «,
»Gut not, atden Bergen-saa vilde give sit egetBaen
ben; mentqnsle han sad i sinaa Ontftsndtayedert«
»Ve! sjoxkpandet men»·dth var eienwlklarsagm
- Jeg vtl betro edsi, beerdige se. Heini-spat Etsch ern-:
han Baru. hart var eit«Datter as hanc SNELL-ten stat
tels Minde, sont tom paa gale Bete. hun er lengst ben
sovet; men dvem der er Lisbetthaderxsdet eren hemme
lished, hun bar taget med sig i Graben. Saaledesee det
oglaa sbedftz desmere er hun nu ganlte vor; men ettee heu
des Stabning pg Lober at dsnnne og hendes store Lytt til
Letning, i lige Maave hendes stpre Gaver forsMusit oq
andre stsnne Kunstey da har ieg mine eqne Tanterz det
er neppe ueedelt tstod, der flyder i beredet Aarer.«
»Snatttcend! Jngen højbaaren Mund i Landet har
nødig at itamme sig vsed hende. Dog tan hun del have slige
Gaver fra Herren uben at vcere af abetig Rod."
,,Jeg figer eder«, sagbe Mittel med en vis Stolthed.
,,at jeg foriyner henbe brabt tned Beger.«
»Der hat vi bet!« udbrød Hr. Henritz »det har jeg alt
masrtet paa hendes Tale. Fen- hende bog itte blindt til
Kttnbssabens Kilde, gode He. Mittel! Slig ung, ttbefæitet
Ein-l tan ptat forvildeg, aaar den paa de Veje uden Aar-is
nina. Krinber maa helft blide ved Ratten og passe
Grabens
»An, hun er iaa ferm i at hastig Gerning; h.tn bleis
ltoldt haarbt til i sitt Motbrobers Has, hvor httn bit
Alslepet Hvab der sattelter laerte httn tneb forunderttz
Jsemlted af Matett Vel tttaa httn oa gøre Gabn Veb Ort
liahederz nten re gore Tage hog oLs har bietet Iotn Solstit
for l;«e:.de.«
»Voat heitre bet, Or. Mittel, for Mandfoltenes Bl-:«.
te, at hun itte endet fom hendes usaliae Moder.«
»Ha! ha!« lo Mittel Hausen. »Wer ttrn trya i bit
»Det fatnxne --— mit trrtiae Hjerte og at tttin Tante
Husbonb til henbe. Jeg vil itte fortjolde eder, bog at der
leliver ntelletn Es, at den unge Mand, bi nys zalte bitt, .),-.,
iOm nu aaar derhenne og taler med hende, er den, l)sde:n
icg hat tiltcentt Lislteth Hatt er alt saa godt som henbseki
Fastetnand, bør der end indes tidt enbntt nseb Brylluppet.«
»Saa er alt vet,« svarebe He. Henrit ssssilettd
,,Jeg ser, at J er en onthyagelig Ptejefader, der overtmt
ter alt forud; men har J ej gjort det, da se hendes Bettst
rel eiter om der itte blandt dem find-es nogle tited pat
Ftiste Fablet.«
»Tet stal jcg itte undlabe,« svarede Mittel ntget b-«
kuttet, thi det var itte hans Sag at granste i Strtfter, ca
Hans eneste Tante, naar hart forærede Lisbeth en Brt
Klæditina, og den vaklappet, ha, hal« —
for hendes Bogsamling og des ftørre Ære for ham seitl
dar bet. I
Efier en lillc Pavse fagbe Mittel:
»Men se til de aamle Hoftncend derhenne, hvor Dei
aaa og stitte Hartderne samtnen; de snatte fitterlig ottt
Kriftian og gantle Dage, bet er nu deres Kcephest.«
Mittel penebe paa sitt Sviaerfader og Rostgaard, fstai
Hr. Henrit slønnede, hatt mente dem.
»Jet) hører ogfaa paa en Maabe til Hoffet,« saarse
han, »enboa th itte har stort at sitze at vaere Slotkprasit
Paa Horshbttm ubien for faa Vidt vor naabiaste Drott
ning« Prot ettibn en Uatta tan tontme mia til gabe. «
»Det lønner fig at tjene Matettæterne « faade Mit
stel med et betybningcsfuldt Nit; »hotb eder til der, Hr
;.Hen1it!«
i »Med al ftyldig Respett for hang tongelige Maje
isttet og hanö til-je Gemal samt de tronebe Hoveder i de:
hele taaet, fna nnber jea itte Livet ved HZ ve,« soarede
;"ttræften. »Anth:steneg traf vet det rette, da han, ad
jiputgt om, hvorledes man stutre niærme sia til Hoffet
Jirarete: sotn til Jldett; itte alt for mer for itte at brcende
fig, itte alt for langt derfra for itte at frnie.«
»Don var itte saa bunt endda, den Karl! ElteriT
tninbes jeg itte at have hørt hang Navn tilforn; hatt tjente
sagteng tør min Tid?« ·
»Det bar en grtrst Tttotos « sbarebe »H: Henrit fini
tende, ,,som lebede halvfentte Hundtede Aar ante thistntm
paa Sokrateer Tit-, og han var itte Hofmanb; thi han
ait micb Pofen paa Rnagen sont en Stodbet, oa hans
Rappe var fttlb af Httller, saa at Sokrates sagde til hamk
iea set bin Forfcrngeliahed gennetn Hulterne paa bin
Rappe; thi det var nu faa hatt-J Maade at vcctte Opiigt
tiaa.«
,,« a, ja!« fagde Mittel, »J« lcerbe Herrer tende de
ioraangne Tiber bebre end vi LEg«folt; men saa tende Vi
tansle sde nat-varende Tiber not saa bel; thi det tnaa fett
itzt-: eder, ærede Hr. Henrit! at det med Hullerne tnaaite
Istte er helt utcenteliat ved Hode, allenftund den svenste
iPostmester i Helsinaør engang fortalte mig, at Dronning
Kristan af Sverigeg Marslatt havde til en Tid tun een
var den, at jo dyrere den havde vortei, des ftørre Prydelse
Jmidlertid var det lyttedes Gregers Hausen at kom
me paa Siden af List-eth, og han git med Forfcet faa
l-angsomt, at be blere et gsodt Stytte titbage.
»Hierte Jomfru Lisbeth,« begyndte han med et imæg
tenbe Blit oa et sirtigt, lille But, ,,det glceder mig over-—
tnaade, at denne Lytte timedes mig. Jeg havde flet ingen
Formobning ottt at trcesse eder her, og des frydefuldere er
Genshnet, i det mindite for rnin ringe Person. Vi vandre
rtgtignot her ligesom Jsraeliterne i Ortenem En støn
Habe med yndelige Blomtner, opelstede ved UrtegaardZ-·
mandens Kunst, vilbe være eder, bydsirede Jontfrut var-l
digere; stønt jeg intet har imod Ortenem vare vi her tun
gantte alene.«
»ij dritter J eder til at spre stige Tale?« spurgte
Lisdeth med btussende Kinder og et harmfuldt Blit. »Nun
en artig Jomfru itte gaa alene et Øjeblit uben at lobe
Risito for slig Paatreesngenhed?«
»Jeg er eder itte sont en fremmed, det jeg ved,« spa
rede Gregerö fagttnodig. ,,J mere end tvettde Aar hat
ieg nu tendt eder, saa jeg eder end itte ofte for mine Stu
derinsgers Styld, som holde rnig i Byen — endelig stulbe
jeg mene, at He. Mittel er min Slægtning og fadertige
Ven. og hans Pleiedatter bpr itte te sig saa spanst itttod
mtg.«
»Bei sasat Lad mig nu hsre det, at jeg ipisek Mittel
Hansens Brod«
»J er iaate hastig i Akten, hjerte Jotnfrut Det er
io Staaten en Glcde, at vi turtne regne eder blandt vore.«
Lad sda en liden Pakt af eders Godhed for Staaten blive
mig til Del, der bog mener eder det saa oprigtig.«
« » »Da saa gsr jeg med! Lad mig uden Qmsvsb vide,
YW edets Tale sigtet til, da ital J faa et artigt Svar.«
Dotter itte satte Gang, jeg taler faa ttl eder, Jem
Estethr ;
»Bei-atmet J hat alt talet for meget af den Sort.«·
»Da hvad stulde da Meningen viere ttden den, at ieg
«beder eder streute rntg eders gode Vierte og stsstme Per
spukt «
»Og hvad givet J til Gengteth« s
garstiphvad Liebeth anbelangert Jeg hat alt udtet iezt
i »Im um«- ergeke Dante-it Atvktg hsm jcg htvtit
at en flet og ret Bakkalauxeus og Studiosus knnde faetle
Foden under eget Botd.«
Gregers Hansens Kinder blusfede, men han under
tryttede dog sin Hat-nie og svarede toli-g:
»Jkte mente jeg det san, som J egsasa helt vel ded.
Skænls mig alene eders Tro, saa lade vi den Sag ioorigt
vcere fortiet. Ei Ord af eder er mig lige san godt, som
eders Navn paa Pergament Den Tid kommer vel, da jeg
tan trwde frem for eder sont en ordineret Guds Tjener, og
saa højt stiler J vel itke, at J dsa vil vrage mig? Ellers
er jeg itte uformnendez J tan ilte vife mig af som en
Pratter.«
,,Men jeg Vil iite binde mig paa det uvisse og paa
Aaremaal, ved J det? Heller itfe stiler jeg højt eller
ringengter nkgen; det vilde klæde et fattigi og forceldrelosx
Bnrn som mig ilde. nien den Mand, jeg stcenier min Tro»
inaa oære mig take-ere, end mit Hierteblod. Det staat ikkez
strevet i Stjet·nerne, at jeg flal blive eders Huftru, Gre
igers!«
Gregers blegnede og saa paa Lisbeth med et stiftend:
Blit; san sagde han med en Stemine. der stxlvede af
Biede:
»Jeg laeste en Gang en rar Fortoelling om en Ung:nis«,
der roede baglcengs i en Band paa en Aa, og fom hun nn
roede nd Hjemmet til, vendte hun jo Ryagen til det og soa
iike til Hjemmet, stont hun vilde hieni. Saa oil ofte nat-it
Pige spodst og spanst snige sig fra en ydmyg Feier, t:-:n
føres dog til ham.«
«Jlte er nogen Strom ftært not til at føre mig til
edeks Dist,« svarede Lissbeth og flog ined Ratten.
»Kan vcere og lan ikle værel Dei er dog eders Pleje
faders Agt at stænte eders Haand til mig, og han giver
eder, om J er ham til Villie i den Sag, en pasfelig Med
gift. Jkte fotdi jeg gaar derefter; tom J end bar og fattig
til mig, jeg tog edet endda; men et vil jeg sige edet og bsede
eder dknge det til Minde: He. Mittel er en god Mand on
hat eder kcer; men hans egen Villie gaar for alt. J lober
itle med ham; lige tvcertimod ftal i finde hatn stejl som
en Knagelyals, prøver J at handle hani imod.«
Lisbeth havde en Anelse om, at Gregers haode Rct
deri· Hun forudsaa en Storni, om hun lod Gregers gaa
med djærvt Seen-, men icenlte, at faa ubillig vilde hendes
Plejefadek dog itle Viere, at han skulde forliange noget
iLofte af hende, inden Gregers var nærrnere til et Levebrød.
lDer var da Pufierun1, og meget kunde fle imens. Minde
list hjalp hensde da ud af Klemmen, og hun sagde med et
Smil:
« »Ei, Gregersi Lad os ej blive Uvenner for dei!
Bande J og jeg ere for unge til at tcenke paa Giftermaai.
Lad faa den Sag staa henl Vil J bære min Taer for
mig?«
,,Hjertens gerne!« svarede Gregers fokmildet, og hans
Jungebaand løstes paannz men Lisbeth harte nu mere
Httaalmodig paa de forelslede Talemaader, han hviskede
Hhende i kØteL
H De indhentede de andre ved Helenes Grav, en lille
’.Høj med Stensaetningomiring hvilten endnu saas nogle
Grudfien og Murbrolker, de sidste Retter af det Kapel,
fom i de tatolsie Tider havde hvælsoet sig over Graden,
og hoor Kildegæfterne da fotrettede deres Andagt. Lige til
vore Dage hat Mindet om denne Bygning holdt sig, ng
Matten, htsor den sind, og hvot Graden endnu findes,
taldes den Dag i Dag Kund-Bangen
Paa Graden laa en Sstare syge, som havde hoilet
her den hele Eftermidda—g, og soin nu, da Solen sank
blodrød nied bag Sandbankerne, reiste sig for at gaa til de
res Logi eller for at blive baaret derben. De efterlod da
de Kludey de havde baaret, og der laa Pjalter fra det for
gangne Aars Kildebespg og ftod Kors med Paiasirifter
Horn denne:
J, sont Histoian snge og arme-.
Jesus-, Wuds og Mariæ Zon, Et. Helene iig over edcr
fokbatine!
»Bei er en Brit at se paa,« sagte Or. Henrit; »de
statt-als Mennesier maa jo fange Syge af at ligge den«
,,Et namgtigt Syn!« udbrød Mittel Hausen; men
han gav nogle af de fattigfte, som behende takie Hcenderne
frem, Almisser, og de andre fulgte hans Eisempei.
Saa tom de til Teltbyen, og der mødte dem stor
Latm, Klang as Stalmejer og Guitarer, Martftrigres
og statfalveres Raaben, mens de falbød deres Vater.
En Bsajas i en Dragt, sammensyet af Klude, gjorde Krum
Ispting og søqte ved andre raa Løjer at tildrage sig Op
mærtsomheden og tjene en Stilling, nogle Gynger vare i
file Gang, og over-alt var der Træsngsel og Lyftighed.
Fra et stort Telt lød Dansemusit, og nogle døsige
Lamper stinnede gennem Lcertedei. Der var lagt Brædde
gulv, og man høtte Dunvren af de dansende Mcends Hele;
men Sporernes Klirren robede, at ogsaa nogle højbaarne
sHetrer morede sig derinde. Mittel og Maren git ind for
lai se paa Daner, hvorimo·b Peer Kxiftensem Rostgards
og Gerners forcttat at gaa til deres Nattelogk og soge
Hvilr.
Ved Jndgangen til Teliet stod en gammel Bionde vg
sang en Vise, som en itte lille Krebs af Tilhøtere lyitede
til. Lisbeth følie fig dragen derhen og stillede sig i Kred
sen, hvor Gregers Haner staffede hende Plads. Den!
gamle Von-des Stemme var stutrende og Melodien ens-!
fotmig og melantolst; nien Ordene, der for Tilhøternei
vare Hovedsagem lød tydelige not, idet han sang:
. Visenom FtuhelleLene.
Og det var den fromme Helene,
Kong Guttorms Dame saa prah,
hun leid i Gotte-nd ved Balgen sttid
og var i sia Ha lau mod.
Oe Retter i Asfetbo ringe.
Hun iad veb Strande-I lau nsov i Hu,
hun var sig en feel-los Ente; . ,
tbl muntre hun ily fka Eaaxd »Steine-,
paei kolde Stene sig baute. «
De havde brcbt benbei Vetters Mand, «
Hatt var hel myndig en »Hm-es
de verlted pas hende den spate«Styld ·
og givede, hvad ver var verte.
De tom med Sværb og Sterngu- vg Spyd
I at breche den vargelos minde.
Te spgte hende ved Skedevi Kitte,
mett evned hende ej at finde.
Den Prwsi hatt ftod i sitt Mesfesærk
Hvi tøver den Fette san leenge«t
Kirkens Hns det var hendes Verti,
de Muttte vel til hende trængel
Hatt maatte fly sra den Kittesti
og beut lig til Stranden tttott vende,
de Morden vare vel ilete end ti,
de vate vel hundreds Spende.
Lg det- httn kotn til den Bølge blaufo
da satte hnn fig paa en Sten,
httn bad til Gud faa btcendende,
de maatte dog ej gpre hettde Men.
Httn dad til Gttd ottt erlie i Nod
Sitt Angst htttt tuttde ej dølge,
htttt bad otn en stille, tttkcktttet Tod
i Havets den vtldene Vølge.
Lg sotn hun bad, og sotn hun sang,
da rokied sig Stenen fea Grundeth
den ilød paa Vølgetne tom et Koth
og htttt havde Fcelse fanden.
Ten iejled' tned hende til Tidsoilde Strand,
der sank den til Haviens Bunde,
der fattdt Ftu Lene en utrcentet Ded,
totn Gud hettde i Rande mon unde.
Mett Bølgen saa brnt hendes heilige Lig.
højc op paa Lattdjotden kasted,
og Balken tevnede til sin Fed,
da Botgen tilbage hafted.
Og det, hvots hutt ai Bplgertte tagt,
udfprttttgtte af Batkens Side
de heuige duldet-s velfignede Vceld,
af dem for der Ny faa vide.
Ett sprang ved Hoved og en ved hver Fed,
de Kilder risled san innre,
jaa risle de end til denne Stnttd
ttted Bølger san vævre og klare
Te Mttnke ira Asserbo Kloster totn hid
og lagde hende paa Baute.
Te priste san Mud i nl den Tid
og Herrens Uttder fna saare.
Te drog da tned hettde ad Klostetset til
ttted Sorrig og ttted ftots Klnsez
ttten Bauten den bleo dem iaa ivar sont Bly,
tolv Hesie ej kttttde den dtage.
Saa jorded de hettde paa sattttne Sted
og ltgde en Stett detooer
og bygged ttted røden Mut et Kapel
Ftstt Lette ettdtttt der sover.
Lg Kilderne vcelde paa Battekne end,
tout hid, J halte og blinde!
Fett Helle Lene, hatt et edets Ven,
hos hettde J Helsen genvinde.
Te Klokteti Asfetbo ringe.
Dle Taocslxed fulate -:t’:Jjels«lit voenpaa da San
gen forstuinmede; thi manae af Tilljørerne troede paa
Sagnei. Stenen, paa hyilten den hellige Helene var
sejlet til Tidzvilde, vifteg endnu oed Stranden, og hvem
der hadde drei-et ude ved den, fortalte, at man endnu kunde
se tndeliae Epor af heitres Fødder i den. Man tør dog
del tro, at den Trofafthed, hvormed Follet hang ved slige
aamle Bagn, ille alene hasode sin Rod i Overtro, men vg
saa i Karliahed til den Poesi, der er nedlagt i dem. Saa
ledes git det List-eth: hun følte sig vernodig og mildt stemt
ved Viseng Enfold og tcenkte med et lille Lcengselssuk
tilbage til de Tider, da der var Riddere og Mante, da
Fllostreneg mægtiae Mute knejste, og de ASferbo-Klokke:
ringede liaefom for at lolke Fru Helle Lene l)erover. Den
Sølvmønt, hrm lod glide ned i den gamle Bondes Hat,
fom han ratte frem, var et Bevig paa, at hendes Hier-te
var blevet rett, og den gamle Sangers Velsignelse led
sagede hende, da hun vendte fig og gik.
,,For stor en Gavek« udbrød Gregergx ,,det var jo en
hel arm Bise at synae Pattedørn i Søvn med, uden Allu
fioner, Allegorier eller Paronomasier; ringe Kunst at digte
saadant!«
»Eaa ternke del de leerde,« frarede List-eth, ,,tnen
alle ederg Allegorier og Kunfter ere mig kun lidet vcerd,
Gregers! Naar det gcelder Viser, staat min Hu til Bstn
rg Almuesfolk.«
Lisbeth havde Ret; i de enfoldiges Hjerter fandt
Poesien et Tilflugtssted i hin aandsfattige Tib, ligesom
en lille Blomst dulker sig paa et laot Sted og holder sig
feist og usiadt, medens Binden farer hcergenrie hen over
de høje Steder.
Virteligheden mødte Lisbeth lartnende og vildt, dsc
hun traadte ind i Teltet for at opsøge sine Plejeforældre.
Daner gil lystig hen over Brceddegulvet, som var beredet
al Glathed ved Sandet, der hang ved Støolerne og blev
flcebt ind med. Heller itte fandtes der andre Sæder end
Bænle af uhøvlede Brcedder; men dog var det Teltbyens
størfte Lolale og Samlingsstedet for Kildegaefternes sinesie
Portion. Adelige Familien kongelige Beftillingsmænd og
Studenter udgjorde vcefentligst Forsamlingen. Der var
ikle Tale om, at Bonden stulde vove sig ind i den Krebs.
Han stod udenfor rned sine ved den aabne Jndgang og san
til. Vel kunde det fle, at en adelig Herre eller en Student,
naar han sil Øje paa en valler Bondepige, bød hende op
til en Svingom, og ingenlunde vragede de adelige Dan
sere Borgernes Koner eller Dotte; men det faldt ikke Bor
gerne eller Studenterne ind at ncerme sig de adelige Da
mer eller gøre dem noget Tilbud, hvillet vilde vcere blevet
optaget fom en ftor Formastelfe.
Uagtet Selstabet fasaledes var delt i flere Gruvver, og
Stansdsforstellen gjorde Afbreel paa Gesternes Frihed vg
Velocere, fsattedes det dog ilke »pa-a Tilncermelse og god
Birne hos fu«-f DerckvekeSrckjxvex seit-»F «rzgeveve ved
de priviligeredetz TNäeivtkrelfej disse»ssgtesssså«·vceee neb
Iladendeh og faaledes gik alt vels«i'«"det:·lr1indfte indeu den
umaadeligelsskhdelse af starke Dritte havde gjort hovederne
varrne othkt de slumrensde Lidenspaber. Der var ogfaa
mildnendesclementer til Stede i Datidens Saul-IM,
hvor starp Kasteforskellen end vfte tkaadte frem. Den
gamle Adel v r danst i Sind og Seeder, og ikke enhvet
Herremand var en dedel mod sine unsdetgivne Detnetst
ftod sde adelige Herrer ingenlunde mere i Kundstasb ellee
Dannelse saa hejt over de tingere Medborgere, at de alttd
siulde vrage ufrit Selstab.
(Fortseettes.)
