Sieustetne paa Krouvotg.
, , EnhistoriskRoman.
Af H. F. Ein-id.
H Firfte Del. THE
(Fortiat.)
»Nati, naa!" sagde Peer, »at laoc til Bariel et ntot
sen vætxte end at gaa i en Bataillex Inen Madam Toiatbea
et ung og staat not det igennent. Men hvad iænter J on!
Helene-Kildens rette Bin-a, Or. Henritk Man bester i
disfe Tider fcett ftridige Meninaer derom, da notile tnene,
at vi itle mere ntaa tatteOden hellige Lenk, men tun den
Herre Kriftug for Helbredelsen.«
»Jeg flulde i alle Maader holde cet fidfte for det
rette« svatede Hi. Henrit idtiat. ,,.Hit"totien om Helene
er en afgudifl, løgnagtig Fabel, opspunden af bedragerste.
dindesyge Mante, ret en papistist Uting, enddog Falter
cheenger fast deiner-, sont Ved iaa tneaet andet, der er gaaet
i Atv til os fra det aandeliae Møriets Dage. Dei glas
lder mig overmaade, at J rette det Eporgstnaal til mig.
thi se her en iidcn Vog, iatn neiop handl r betont; ten
der J den?«
Hi. Henrik toa Bogen frern af sin Zidelotnme da
oplceste Titelen, der sont alle Titler i det fyttende Aar
hundredes literaere Frembringelser, var lang not, ncesten
at ligne ved en Jndholdsfortegnelfe, men hois Horna
ord vare disse: Fontinalia Sacta, det er, en tott Berei:
ning otn Helence Kildets Odrindelfe, Brug og Mist-Lug
sammenstreoen ved Ericb Hanfem Sogneprcest til Græstcd
vg Maarutn Sogne i Holdo Herred, prentet i Kobenhavn
1650.
»Jeg tontmer lige fra den vcerdige og lcerde Autor,
hvent min Hustru og jeg gæstede i Middagstnnden,« ded
blev HI. Henrik, »og det fornøjede min aode Einbedsbro
der hsjlig, at jeg havde taget hans lille Opus med paa
Reisen til tnin Huftrus og min cgen Lpbyggelfe og Trost»
Det er ogfaa et fortjenstfuldt Bart, streoet ret nd af et»
luthersi Hierte, dg jeg glæder mig ved at have Bogen i
mit Biblisotet. Vi faa i den den ønfteligfte Anoisning til
en gndelig og ret protestantift Bin-g as diese oelftgnede
Kildet Hor, hvad han her strioerI Han talder Kilden
saa sinnt: evidentissitnunt fontis spititualig monimentnm,
det er udlagt: en Memorial oa Tanteseddel ont den ann
deliae Kilde, Saliahedensts Rilke hvilten er Lriituef Hi
ei andet Sted staat der: Tu ladet Zstilder spoælsm I; f:
de udbrnde og leide stedse oaraatiae, der er en ftor Guts
Gave og en Figur til det eviae Lio s— Ia se her: Eat fol:
ger ikte derpaa, at de fkulle tatte Hesenæ eller derei eg est
Forsigtighed, sont Haanddcertmanden tatter sure truntnie
Fingre for, hoad han har, men Gilde den ufottsrteke
Haand.« -
Hentit Gesner haode paa den Tid itte e..dntt gis-It
noget i Trytten selb; forst senere oandt han ftg et ltæderi
ligt Navn i den danfte Literatur ca blev for sin Sanitid
en Sktibent af itte rinae Betydnin; ca ftor Frugtbarliedx
tnen paa den mundtliae Udoiklina as bang Tanler. fern
nu paafulgte, maettede tnan den ootrenre larde Etribent,
og hans Tilhørere horte ined Optnærisotnhed og Ærlsa
dighed spaa shant. Var det end saa, at nogle af bang Ve
tragtninger gik oder deres Fatteedne og nu og da fvcevere
widt onttring, meget af det, han fagde, var let fatteligt Jg
sundtz og medens han af den Bog, hatt holdt i Hat-ruhen
jog Udgangspuntt til at iore tnod Samtidetts blinde
«Odettro, mærtede man paa hans Tale noget niere, end
sden lærde Mand, nentlig den fordotttsfri Tænlet, der
. magtede at have sig over sin Samtid; og da han bereitet
fokdybede sig i gudelige Betragtninger, saa at hans Tace
Iignede en Priedilem tendtes det paa hans Od, at hatt
var en af de fact, i hvetn Reformationens traftige, leiste-.
lige Aand levede endnu, vg sont vare udfete til at holde den:
dalevende Slcegt oppe midt i den-Z Vanart og Vantundig
hed. Hans Blit lyste af Jld og Begejst"ring. og hans
Tilhsrere sit Jndtryttet, itke alene af en veltalende og
infpiretet Guds Tjener, men af en Mand, der var i Stand
til at vise sin Tro i Getningen. Fremtiden stadfcestede
ogsaa denne Anelse; thi blev det end hans Lod at lide fo:
Iædrelandet og af Trostab mod stn Konge og itte fo
jin Tros Styld, saa vifte dog hans Standhaftighed, ..a
Ptsvelsens Time kom, at der boede en Sjæl i ham, de:
var i Slægt med Mattykernes Is:)elteaand, og at en Mand,
der led saa modig for en stor Sag, visfelig ilte vilde have
sdigtet, orn det haode gceldt en endnu stotte.
Rostgaard, selv en Mand af Staal, splte dette; men
ellers var Lisheth den Mcnesth der nogenlunde tunde folge
Fr. » it. Hendes Sitte hang ved hart-I- Lckber, rsg her-l
tritt lyttede hun til en Tale, der hceoede sig faa hojt over
det, hun var vant til at hete; og da han nu til sidst atteri
nendte tilhage til den Bog, han holdt i Haandcn og fo: r«
Hat-de dannet Udgangspunktet for hans Betragtningenj
» feentkom han med en Ytring, der i hine Tiber var saarq
.. sitelden i en leer Monds Mund, og sont fit Lisbethsi
jmukie Øjne til at lyfe as Glæde. Han sagde nemlig:i
»Hei prifet Hr Erit, at han hat strevet denne Vogt
i dort eget leere dankte Jungemaah at hatt hat strevet den
»Es-r de gewette, sont ikte forftaa andre Sorog.«
Den-te Astekfe for og Karlighed til Mogetöntaaiet
Viede en sjclden fund Sanä paa en Tit-, da danste Mænd
", en Ære i at tale og strive fretnmede Spros, levende
est-ex den git cige mpd Tit-us Sie-m, pg de Stuf-eu
fein i faa Henseende dele Æren med heneit Gewer,
Esset talte. Ere han- Beerker end en dsd Skat for
Wde Slcgt og have ikte tunnet tnodstaa Tidens
; Mast, hans Rat-n bit dog mindes og det saa
Here, seen hanj Kerlighed til Modetsmaalet var
f , need et iødt Viertelag til »de gemene«, det me
M DIme Fett.
« f Oe Jeneit teilte, M Siden. og hansl
I M heut vat, at det var nidvmdsit
M M TWU iudm EBOOKS .
· es en ins-se Karosse need fee
al renne Larm blen, at Lasten drejede af fra Vejen, og den
lockre Voan tileo da text saa ncer det lille Selftab, ct
Mirnoene sprang op, ozt Madam Dorothea blegneoe of
Strasi.
»Ganz for oen Vetoaarne Frn Jde Steel!« raubte
en af Tjenerne, der git ved Siden og fette ten venstre
Fort-her veo Bidstet
»Der er io Plads not,« sagt-e Gerner ca traadåe
frem. »Jeg tot vel anmode ever om, aedle Fruel« vedblev
han og traadtc nieo blottet Hoved hen til Katoslens Dor,
,,at paalasage ever-S Tjenere at se sig bedre for; de have
indjaget min fnae Huftrn ftor Streck, og det er itte deres
Fortjeneste, at itte storre Ulntte er flet.«
»K« lin vioere frem, Jprgen!« fagde Frn Jde, sont
sao tilbagelænet i blobe Puder, »men det tan jeg forfitre
eder, two J sna er, at er ever-J Hustru stig, san er jeg det
fand-i for Herren itle mindre!«
Vinnen blev da Pers længew frent og joa Peter Ol
Ien op af hans aorc Madro; men da den rullede
fort-i, lænede en ung Jornfru sig uo af Vognen og faa
Paa Selstabet med et nnsgerriat Blit. Det var et faare
Dejligt Ansigt, man der fit at ftue, indfattet as en Krans
af rige, brune Lotter; tet var sint i Trættene, ungdoms
fristt og opliveoes af et Par store, straalende, btune
Zine. En fiffz :ille, lort Flsjels Boret, hvis hvide Fjer
var fckftet paa ined en LEdelftens Anrasse, fah tætt paa de
brune Lotter icg tlcedte hende nydelig.
»Hoo var det?« spurgte Henril Rostgaard, der liess
fom Peer Kriftenfen stod med Hatten i Haanden og havde
hilft den hsjadelige Dame ekelt-via
»Bei var, som J nys horte, Iru Joe Steel til As
dal opve i Jylland, Hi. Frederit Rantzoo bang efterleoende
Ente, han, tom var General over et Reaiment For-solt
en tapper og hojftndet Herre, vidt bereij i Verden, saafom
han endogfaa tom til Konstantinopel og det hellige Land.'«
»En Ætling at den bekomte, loeroe Hentit Rantzov
til Bredenborg, om hoern det blev sagt, at han var lige rig
paa Bogen Penge oa Bsrn?«
»Hans Sonnespnl Han var forste Gang gift med
Margrethe Wobei-alt saa at Fett Jde var hans anden
Korre. men hnn bleo alt Ente for tolv Aar fis-en. Hun
er en Datter af Otto Steel til Hammelse og Eis-steure
barn til den meaet fotniaaende Hr. Kristen Zteel til Fus
sinsze og Ball-· Rigens Raad oa tilmeo en at de dngtigfte
cg meft patriotisie.«
»Saa er ten unge, ftonne Piae der sao i Beginn
oel lalig Or. Freceritg og Fru Jdek Tatter?'
,,Deres nngste Tritten Joinfrn Birtex ca feiler jcg
itte, er ten socertetnttieke, rnorte tin-as Herre, iom netcp
nn ftaar af Hestrn henbet Brorer ch Otto, oa ren noget
celore Herre meo ret ins-alle Llnsiat oa Dei lnse Haar He.
Korsitz Trolle til Sandholt, Hans tonzzetige Mnieftcktg
Kammerjunker, ca hoad der i deite Tilfæloe oil siae mete,
Den sionne Jomfrn Birtei Fckftextiand.«
Roitannro gao risse Lolnsninsger i en boiftenke Tone,
og narpee danke tsn urtalt, foreno Korfitz Troste uoeniet
tom den iniod Dein oa hilf-te dem, viftnol met- en liejbaaren
iHerresis Tilbaaeholdenkscks, nren ooa boflia. Hang Hold
ning oar statelia: men han-J Infe Line havde et bliot, tin-get
tungssnoigt Uctrnt
»Jeg beoer te gebe Herrer,« iagde han venlig, ,,.-.t
bære list orer meo ocrt Tjenerstabs alt for store Joer o-:
Mangel paa Hovisthed.«
»Ein got jeg erer, strenge Herre!« foarede He. Hen
:rit heftig, ,,Llfbiat for den Niotcerbed, der greb mig o-;
Fden Formaning, ieg gao den cedle syge Fette hist henne s
Genossen«
! »Siger intei Hr. Denrit « ioareoe Korsitz Trolle
’ »men en anden Gang give J itte Herstabet Stnld for
JTjenerstabets Brode· «
»Im vidfte ilte af, « svarede Gerner, »at jeg var den
lxpjbaarne He. Kot-sitz Trolle betenot. «
»Jeg glemrner itle saa tet,« svarede He. Korfitz sit-i
lende, »hvo der har ooeret i bans tongelige Maik
Med en naadig Hilfen fjernede Hr. Kot-sitz fig, og des
borgerlige Selstab brsd nu op for i Folgeftab at drage
stets Forgemat, og hvern jeg hat stedt til Audiens. «
videre, hvorimod det adelige indtog Pladsen under Tit-kne
hætten og gjotde sig til gode
Da He. Korfittz git forbi Karosfen for at give en!
Befaling til en af Tjenerne, ratte Jomfru Bitte Hovedet
frern og fpurgte spodst smilende: »
»Optog det cedle Selstab eoers Undstyldnlng naadig,«
Korsit3?«
Men han fyntes itte at have Stunder til at spare,
hvoriinod Fru Jde udbrod:
»Det borgerlige Pat! Te stitte Rassen højt nu orn
Stunder."
»Hvo var det, Ostto?« spurgte Jornfru Bitte sin Bro
ver.
»Hoor ved jeg den« soarede Otto Rantzov ligegyldig,
»lp-rg KvtsitzP
Bitte flog med Ratten, men neolod sig dog til et
nyt Fort-g, da hendes trolovede igen indiandt fig, og han
Tons-gi
»Har mit Hiertes elstede nogle Dieblitte at steente
mig Geh-r i?—«
»Bei hat jeg,« soc-rede Korsip Trolle, »naar mit
Hiertes elftede spttger alvotlig og i en god Menina.« .
»Vi! J da vife mtg den Gunst at fige mig, hvo det«
var, J uys talte med? Der var en faate heilig Pige i
det Selsiab.«
»Du blev jeg itte var,« sparede Korsih Teolle sin
dtg, »men jeg san tilfrevsstille eders Nyzgerrighetx hvad
Mændene angaar. han, fom talte Jru Moder til, var
henrit Geruch Sogneptekst til Meter-d og Vorwoan den
gamle, tytte Mund med det rsde Ansigt var Peet Kri
ftensen, forhen Hans tongeltge Majefteets Kammertjener,
og den hie, mitkladne Mand, sont stod kos, hanö Rost-—
satt-, Rädefoged paa Kronlwrg District,« «
- Han, sont var Motzioged part Weg t sitt Tit-?
Da TM han bog bsjet St Ryg for tntg Gang-n got- Gang
trip- sagdc Fi- Id
; »Sie-a gitsrde han io on i Dag« tyttej mig. Holz
site Moder like las-r treig det fortrydeligt op, otl jeg
Is- gt den eye Mllghed er den enden vcrd og at man
W let-sit paid Leim-Z
« M, W gen Und-e at lade its-trete tyaa Ratt-V
fvarede Fru Jde gnaoent; »men i diåse Tider niaa manl
netop holde paa sin Anseelfe og Verdighed.« ;
»Du kan sie lige fuldt, hierte Fru Moder,« svarede
Kirfitz Trolle sagtmodig: »min Slægt var stedse sindig
og soa ingen Sind-e de ringere Stander over Hovedet; det
blev leert fra Fader til Sen og gil i Arv lige fra min store
Farfader Her luf. "
, »Da havde J dog dg en Farfader,« sagde Jomfru
Birtei en drillende Tone, »fom itke var god at bide Skeer
Imed hin blodige Ærtebisp Gustav-h Slcgten er siden
bleven lodlig from.«
»Bei er iedsomt at hore paa eder,« fagde Otto Nani
zov, sdm laa magelig henftratt i Gtæsfet; »J mundhugs
ges hver Stand paa Pagen; jeg tatter min Gud, at jeg
itte er troloriet!«
»Tai for den!« fagde den stonne Bitte med blussenzse
Kinder; men hendes Fcestrrnand faldt strats ind cg sagde
hel venlig:
,,Jeg tan mundhugges lcenge—— itle om Trolovelse;
tbi jeg hat valgt del og saure mange misunde mig min
Lykte; men om den Ting at omgaas de ufri Stander.
J stonne ille Tidetnes Tegn og glemme, at den bedste ,-3
sterkeste Bue tan spandes, til den brister. Stulle vi late
os overttæsse i anisihed as dem, der stao under os i
enhvet anden Henseendes
Bitte Rantzov blev mildere ved sin Festemands ar
tige Ord, og det nverdaadige Maaltid, som Tienerne imid
lertid havde udpattet, blev nydt i Fred og Enighed. —
Kort efter brød de ep og drcg didere for inden Aften it
naa Reisens Maal, Tidsdildes fandede Bank-et.
Tredie Kapitel.
Frn Helle Leue.
Solen sank bag Tidsvildes Banler sog lastede sit
rede Slcer oder del hvidnraa Sand. — En mager oa øde
Gan er Tidirie Sonn i dore Dage, men drg en Laie mod,
lirsad den var i dct leistende, fntlende og i Begyndelien
af del attende Aarhundrede. Naar Stdrtnen med Valde
tastede Rattegatg Bølaer op mod de lee Klinter, legede
ten en vild Leg ined Flnvefandet, faa at lanas Rollen
clt Plnnteliv lvalieH, og tun hist oa her en ltinas eller muss
ieoolfet Plet blev tilbaaez men i Llareneg Leb jon Ster
nren Entsdet fledie dybere ind i L,:ndet, Bei ein-streckte
rrsiiider Vasaa de mennesieliqe Voliaen ndelagde den aainlc
Libirte Bri, njorde liirlen nasften ntilaasnnelig ca de
granste ngferbo Klosterruiner aldeles3,
Azierbo Kloster var den Gang den sattiae Ganz
Itoltlzern J ret toldte Ylardundrede tilde-ne Gaarden
Hdireriz Fliegt: men Absalon aiorsde den iil et Eil-:
:i:er, der do; tun dar liret traten indtil Muntene brassie
:»-t i Rn red at nciprere Fortasllinaen om den heilige He
Hxne, livig Lig stulde dcere dredet i Land pna Tidsvikte
lTEtrand, oa am de Wirt-lieh der vare flete med Lehren
TindenH afijcrlede Leaeme Tet viatigite af diese Mirallcr
ivar nentlig det, at trende Kilder ftulde Være udvældede af
ifzorsdeng Sind der, lwor Liget sandte-H Vlioerden strom
Hnede ntt til for at helltredez ved Bruaen af det heilige
Band, og Rildegcesterneö risse Gar-er bragte Munlene
Beistand.
i Med Reformatienen sit imidlertid Klostercts Herliq
Thed en End:, det gil over i private Hander, indtil Freve
rit den Anden stassede det lil Kronen. Jtdgsvaade ede
lagde dog fnart det stolte Has« og det benlaa i Rainer,
indtil Sandet begradede de sidste Reiter. Jndre Garing i
Landet, blodige Krige og materiel Vanmagt rate Atti-si
getne til, at Flyvesandet uftandset tunde fortfatte sit
pdelceggende Verl, og Sandflugten truede tilftdst nied at
rimstabe en stor Pakt af det nordveftlige Sitelland til cn
Dri, indtil endelig i det atlende Aarhundrede Kriftian
den Sjette lod den vidtsiralte Træplantning grundlægge,
hvorved Sandflugten deempedes, og sorn endnu den Dag i
Dag et Egnens Bolveerl.
Helene Kildens Ry overlevede alle disse Omsiiftels
ser. Trer paa ,,Helle Lenes« miralelgørende Kraft davde
fastere Rod i Follets Hierte end de starkeste Klosternture
i Jorden. Neformationens Sandhedslys, der adspredte
san mange Taager, fil ille Bugt med den, og den dar
holdi sig naften lige til vvre Dage. Præsierne lunde
ivre not faa stærlt tnod denne papististe Odertro cg for
mane Folt til at give Gud nlene Æren for den Hei-:
dredelse« de hentede i Kildens styrlende Bad, Fru Helle
Lene holdt dog sin Pladg i Hierterne, og man fryatede for
ille at opnaa Helbredelir. naar man slet intet Henan tog
til denne hellige Kvinde oa undlod at lende hende ei Hier
tesul eller at iagttage visse gamle Stille.
Stark not var da Trer vaa hende og Kildernes
Kraft i del sytiende Aarhnndrede. Fall af alle Stander
valfartede derben, endoglan fra ijerne Egne, nanntundige
Lager anbefalede Vandetg Brug, ja endoglaa Danmarls
IKanger bsjede sig for den almindelige Mening, saa t.t
tbaade Kristian den Zierde ng Frederil den Tredie jeevnlig
isoketog seither-ji« tit Tivsvirde.
Men Sandet tegerede i Aaret 1657 lige fuldt tned
,Eneveelde der i Egnen, da vildt og sde saa det ud melletn
;Tidivildeö Bauten Des underliaere var del at le den ltore
FSlate Mennester fees-des der, at se paa de Telte og Trek
lbvoder, sont var reift til Beværtning, Forlystelse og Ratte
ilogi for de velhavende Kildegeesterz de fattige overnaltedes
under anben himmel, krsb end nogle af dem i Ly under-;
Kildegeestetnes Attetsjey der omgav Pladlen som ens
Vognborg. havde de gamle Aöferbo Munle tunnet statt
op af deres Grav, vilde de forgceves spgt efter deres Klo-»
ster, men heilig blevne trsltede ved al fe, at den aandelige
Sod, de havde udfaaet, endnu groede frodig i Sjeelene ogJ
overlevede selv Pavens Magi dg al anden Helgendyrlelfej
Zweimal
, Den 23. Juni 1657 tav Slotmenz del neue Kalte
gats og Flyvelandels Pilger hvilede; men Menneslehavet
t) Gustav Treue, szkendebarn til corsiv Insel Oldeiader
Riels da til Dem-i Inse, Weblsp i Upfala og en iorig
Intention see triftian den studen- Sag i Honig-.
bølgede ftem og tilbage mellem de ljdllige KETTU VEV
Stranden, Helle Lenes Grad an LejtPIADfEUs IIIVDT De Wka
lige Bodee og Teltie Not-, og hvoe Forlyfælfeme tka itsk
Latm gik detes Gang.
Der ina man Adelsmænd i lange, drcemmede Frass-It
med Kaarde ved Siden og tlikkende Eporek paa de nnc
Styx-let med de beede, ndfaldente Staftetmvekz de the
tendelige alletede i Afftand paa de Fiel-, M VIIka W
dies spidspuldede, bredsiyggede Filtbattr. Sein detes
Damer i drogede Kjolek as Sille ellet mere solide Stosset
og Hovederne dasklede enten af adstadige Fløjlsö HUUJU
de hvide Lin, ellet de mete sifsige Bntetter med Ztkttdgftes.
De gil sirlig og langsomt paa hejbaslede Sto, ledsaxlkde
af Herrerne og fulgte af Ædellnader eller Pagen der dar
deres Knaben for nt de lnnde intlsnlle iig i Dem- «de
Aftenens Kolighed faldt Paa. «
Botgerne date kendeliqe tm drress irrte tat-gelitt
Dragtet nf meet Farve en paa, at de tut-eilen dar-de Flek I
Hatten ellet Knatde ved Siden. Teresk DUMMT N TMFT
vare tlædte i fort og hvidt, on de Veg alle asrbodktl N
Side for Medlernmet af den Privilenetede Stand. .
En mere kcek Mine havde Studenternex nvklke 1’
dem dar Kaatde, og heller ilte tnnnnlede Kridtdidm pst
hvilten de rog, eller, fom man den Gang taldte det, dral
Tobak. De hadde næften alle et temmeliq lurvet lldseenlse,
og Tobakswgen boetjog Kvindeene fta deres Nekrlted
» Men for dem alle veg den usfelige Bonde i fm Bad
mels Kofte og paa sine Træfto. Han hilfst vdmhtlk »
tutnaltet de hejbaarne Hereer og teg vel oniaa sin gamle
Hat ellet sin røde uldne Hue nf baade for de gejstlige
Herren de veltlædte Borgete og Studentetne med. Ilt
man nceppe anfede denne ftyldige llnderdanigbeds Tribut
det var han vant til. —— Bønderleneene og Pinerne Vifte
sig i grove Dragter, pan hvitte sjcklden tendteå Spor Of
Puntefnge eller Slønhedssans.
’ Gamle Peer Kristensen eg hans Selflab date tillige
»med He. Henrits indtrufne i Tidsvilre lort for Solned
Jgang, vg de vandeede nu alle i den state, bolgende State
iforbi St. Helenes Grad ned til Lildetne red Stranden.
» He. Henrit var ivrig snsselsat med at lcempe imed
JPeer Ktiftensens Lvertro, men nden Held. Al den dekr
ldige gejstliges Veitalenhed rat itte i Stand at holde den
igamle fta at splge de brugelige Stille. Han ertlæteoe at
sville fremftne de saedvanlige Banner til den helline Len:,
;naat han havde drutlet af Kilden, at han vilde laite Van
-ret over sit Hoved og dernceft hvile de fafgsntte Timee fis-.
lMiddag til Solnedgang von Helle Lenes Grad. Zog luder
baade han on Madam Dototben i Sind-e at odiastte den-:
Kur til nieste Tag, St. Hang-denn i det Hand at de strit
af de tun forlnftelsesinae Kitdekiæiter da dil:e Vckre Horte
Madam Dordtbea nit, ftettet til Kiritensk thin, lan
jfontt noget efter de andre.
«Jeg tatter Gud,« sagde bun, »n: J, Madam Fließe-,
fartes til mig pna denne Reisen Edeks denjiqe ezi ano
frngtine Tale bar forunderlig oplivet mit filnltte «.I·llc-:—.«
»3nameend!« innrede Kirsten pan fin reline tslkrk
Maade, ,,melantolst og den iad J ved Tjemebntten, :.:
di torn; men J man ellers, hvad Trost andelanyen nor-e
lqodt holden nted en faa veitnlende on i Strifteme in fu«-»z
sotfctken Mand, sont eders Hugbond.«
»Vieselig! Det rilde date stce Innd ilke It erte:.::
det; men en lætd Mond teiler ej sont en feem zwian
lidek heller itle til enlyder Tid, at man since lnm into-:
og ilke mantte J vcere Avinde selv, forftod J itte, at ::·.
Benindes Selstab tun vaere ansiclig, hat man en: den
bedste og braveste Hasbond J Sandlked Madam tiitf«en,
edees Tale lydet i mine Tren sotn en Dues Kutten i den
grønne Stvv.«
En svag Rødme farvede Doeothea Bitcherodg Hexe
Kinder, da hun fand-e dette, og Lisbetlx som git fotan,
dendte sig om og set-I mildt paa hende.
De stod nu lige ved Brinten, paa hvis Sttaaninq
iHelene-Kilderne udvældede, og saa ud over det vidtstrat:e
Had. Saa dejligt var det i sm rolige Majeftæt, at et
Udeab Undilap Lisbeths Leber, og hun kloppede i Heer
-tetne sont et Batn; men Peer Kristensen ettlætede, stottet
til sin solvtnappede Stof, at her ver saa dsdt, og at han
ilte gav meget for Seen, naat det ingen Stibe var at se
paa den.
,,Kattegat, sinus Codanns!« udbrpd He. Henrit i
lceed Etftase, »du, hvem alt Pomponius Mela stildker
Anno 40 med samt den herligse Ø Codonia, det et Sie-l
land — del maa di le pna dine mægtige Bande med Æees
lfrygt, fstft fordi Herren lod dem udflyde af sine Stufer,
fdernæsi fotdi Inangen dansi Spmand hat fakvet dine
Belgek med sit Blod, og ftere ville vel endnu finde dekes
Grad i dit St-d.«
»Og saa,« fsjede Lisbeth stcelmsl til, »fordi din
Belege brngte as Fett Helle Lene, der tod de traftige Ruder
»fpringe.«
»Min leere, lille Jernfeu!« tog He. Heneit til Gen
mæle cned mildt Alvoe, »sig itte sligtl Aattegats Bplge
beugte os ingenlunde helene, ja det er vel et ftott Sporng
metal, om denne Fyeftinde nagen Sinde hat dekret. Se
den vanlundige Mangde nede ved Kildehyttetne, hvoe den
tek sig uværdig; se hvor Mund og Kvindet neje sig for
Helene- Billede, dee er anbeagt paa Hnttens Beg; det er
en ten Baalsdyrdelsel Er det et Snn, tyttes edee, sont
tun glade ei set luthetist hjet2e2·'s
«Vredeö itte paa mig, htjleetde og verdige He. Hen
eit!« svaeede Lisbeth med Alvoe, »men jeg tan itte for
arges ved det Syn. Legenden om den heilige helene et
stm, og der et dog optigttg Fromhed i Sie-lett has mange
as dem, dee nu bsje stg for Billet-et og slaa Kett fot sig
detnede. De give dog Gud Feder Æten for det Miralet,
de mene at viere stet med disfe Kildee i gamle Dage
Dette ee dog bedre end gansie at tvivle om seitens Kraft
til at gsee Miratlet.«
he. Dem-it saa forundtet paa den unge Pige, i bvent
han alletsidft havde ventet at finde saa dygttg en Dispus
taten
» »Wer ipvtigt fotvisset om,« fsjede Lisbeth til, nd
imende ovee den Dtiftighed, hommed hnn havde talt, ,,at
der banger lagen papisttft Overtta ved mig. Ovad J
sagdedeved Titenthcllen vm den Sag, fern-jede mlg over
mea .«
Gortscettey
