En polsk Familie. «
J.C.Haucb·
—EE Anden Del. HE
J - (Fortsat.)
V,
ff
Da de to Brødre lom hjem, fandl de Siaroflen tillige
med hans Familie i den flore Sal, og Casimir lceste strals
i de tilsledevcerendeg Ansigtstræk, at hans Speg var
toben Dette anfægtede ham dog ikke ftort, tvcerlimud
gil han lystig hen til sin Fader for at lysse ham pua
Haanden, som han endnu fra sin Barndom af var vant til.
Detle lob ogsaa Faderen rolig fle, men sagde straks efter·.
»Allsaa er det «big, der som en omvankende Follesanger
hsjtideligholder bin Faders Hjemlotnsl?« — »Ved rnin
Ærel jeg vidfte ille, at De var hjemme,« svarede Caslmir.
— »Enten jeg er shjemme eller ille, saa siulle bog ingen
lovstribige Handlinger taales her.« —- »Er det en lod
stridig Handling at synge en gamwel Sang, faa er ogsaa
Nattergalen en lovstridig zugl, i sslle Tilfoelde lan man
bebtejde ken, at den drioer Tiden hen med Leg og ikke
hat lngt sig nol efter Politik og Statsølonomi.« —
»Hvem advarebe dig om, at jeg var hjemme?« spurgte
Starosten. — ,,Jngen, fom jeg nævner her,« svarede
Casimir. — »Ist ham over i den gamle Borg!« sagde
Starossen, »lhi Slregtsiabsfothold bør ikle vcete noget
Sljeld, hvorunder en lovstridig Adfær"d lan stjule sig.«
Da nccrmede Alexandra sig og greb Stawstenz
Haanlx »Wer mild imod os, elslede Fadex!« sagde hun,
»Die lender jo Casimir, hnn havde ingen Tanke om at
fornærme Dem og kan vist heller ille besinlbes for oprøtsle
Planet-« —- »Nej, tbi han hat slet ingen Planer,« spa
rede Starosten, »men han maa lære, at Livet er mere end
en Borneleg, hvis ille, vil han legende ftyrte baade sig oq
andre i Abgrunden.« —- »Tilgiv ham blot denne Gang!«
bav Alex-antun —- »Nu vel, for Deres Stylv er han i
Morgen fri,« sparede Staroslen. — »Saa deler jeg bang
Fængsel i Nat,« fagde Alexandra, »der er en trofcrst Hu
strus Pligt. — »Gpr dig innen lllejligbed,« udbrød Ca
simir, idet han vendtr hende Ryggen.
Y
ham, hvis han itie i sin bestandig stigende Tilbøjelighed
for Leontine havde fundet en Modvægt mod hendes Tenne
tunster. Noget længere hen, da Foraaret ncerinede sin»
mødte Ernilie ham ofte i Habens ensomme Gange, hun
indlod sig da i Samtaler med ham, Under hvilke hnn
udfoldede saa megen Kløgt og visle et saa siklert Blil
baade for Begioenheder og Personer, at Adalbett undreoe
sig derover og tidt alemie sin Plan at sln hendes Selstab.
Casimir var i deite Foraar sjælden hjemme, tun af
og til hørte man Knaldet af hans Gevær og Fidelios Gøskn
i Sloven. Ja undertiden blev han endog ude om Nai
ten og streifede da, som Michael sortalte, omkring paa de
ufremlommeligste Sieben Emilie og han talte nu tun
lidet med hinanden, og dog stod han tidt ved hendes Side,
naar hun git fordybet i Samiale med Adalhert og minrst
syntes at tænle derpaa.
En Akten i Mørtningen overrastede han dem begge i
et enligt Lysthus, hvor de toge Plads sor at undgaa ct
pludseliat ReanstyL J Siedet for hurtig at gaa igen,
som han plejede, satte han sig denne Gang ved deres Side.
,,Stal De ille paa Jagt i Nat?« spurgte Emilie. —
»Nej«, svakede han, »Astenen er mørl og regnfuld, Max
nen er bleg, den robmer itte mere, som den plejer, og den
ligner i Aften Kvinderne, thi de stal tidt heller ilte rødme
om Ratten, ja neppe engang i Tusmørle.« — »Da for
silrer jeg Dem om, at der giveg Vittigheder, hvorover jeg
rødmer baade ved Dagvog ved Nat, men det er rigtignot
lun paa deres Vegne, som sige dem«, svarede Emilie. ——«
,,Jeg skal ille lcenge sætte Dereg Undseelse paa Prøre",
sagde han, ,,jeg tommer blot sor at sige Adallzerh at On
lel Ezernim spørger ester ham.« — »Er Onkel Czerniin
her?« raabte Adalbert og sprang op. —- ,,Han lom nyli,i,
og doa har jeg alt hast en Strid nied hani.« — »Dost
om?« sputgte Emilir. — »Om Damernes Tavshcd, han
paastod, at de itle lunde tie, jeg paastod det Modsatte ca
anføtte som Bevis den store Tavshed, de iagttage angin
ende deres Kcerliahedsaeventyr.« — »Bei glceder mig for
Deres Styld, at Oberst Czernim er kommen«, sagde Eini
lie, ,,tl)i nu er der doa En, som lan hjaelpe Dem i Stri
den mod Dereg vcerste Fjende.« — »Min Værste Fjende!«
gentog Casimir, ,,ved De, hvem det ers?« -—— »Bei er Ti
den«, svatede Einilie, »den lanasomme, kedelige Tib, thi
Lediggang og Kedsomhed ndelccgaer daade Dein og Deiee
gode Lune, Casimir.«
De git nu op og sandt Czernim i Spisesalen, thr
han med stor Opmoertsomhed lhttede til Starostenszs
Fortcelling oin hans sidsle Ophold i Warschau. Efter no
gen Tid gil Starosten, idet han undstyldte sig med aldelez
nødoendige Forretninger.
Casimir snntes denne Asten meget ooergiven og ta
lcde mere, end han plejede. Tilsidst begyndte han iacn
at angribe Kvinderne, paa hrilie han i denne Tid vcd
alle Lejliaheder stillede. »Troer du,« sagde han til sin
Onlel, ,,at vore unge Damer endnu vilde vckre meget til
bagcholdne, hoig de alle lignede ljverandre paa et Haar?«
— »(.7t fokdnmt Spørasmaal!« soarede Czerniim »hd«ss3
de alle lignede hverandre Paa et Haar, da tunde jo enhoee
Kvinde oven i siebet angribe sin Medbejlerinde for de
Synder, hun selv begit. Rinieligvis vilde det da gaa
dem, ligesom Tyrlinderne, der, naar hlot deres Ansigter
ere skjulte, ilke brhde sig stort om, hoad de sorresten vise«.
— »Casitnir er en stor Philosoph« bemcertede Emilie. —
»Ja vist er han en Philosoph,« svarede Czernim, »hau hat
ille leert noget i Særdeleshed, dersor kaster han sig over
det Almindelige, saaledes blive de sleste Philosopher til i
denne Tid.«
Casimir tillod sig ogsaa flere Spottekier over Kvin
dernes Bestandighed. ,,De ere i det mindste ligesaa se
standige som MEndene,« sagde Emilie. —- ,,Gansie rig
tig, Freien Emiliet Den ene har tun lidet at lade den
anden horc. Ved du iøvrigt, hvorsor Maanen saa tidt
viser dig fine Horn, min Dreng?« —- ».Hvorfor?« spurgte
jCasimiy men Einilie tad, vendte sig om og gil. —- ,,Fordi
iden meerlet saa megen Utrostab om Ratten, naar den
vandrer over Himlen, at den anseer det Sindbillede for
det mest passende, den tan vise dig.«
Den nieste Morgen besøgte Czernim Adalbert paa
hans Kammer. »Jeg soregav rigtig not i Gaar,« sagde
han, »at jeg blot tom for at lhilse paa Starosten, men der
er endnu en Grund til min Anlomst; vis mig den Billighed
at talde paa Michael.« Adalbekt saa forundret paa sin
OnleL —- »Michael er en simpel og ensoldig Mand«, sagde
Onlelen, »n«.en han er tko som Guld og forloengst indviet
i vore Planet. Da Regeringen imidlertid ilie har stor
Tillid hverten til ham eller til mig, ville vi, for at und-—
gaa Mistante, vælge dit Kammer til vor Sammenloms.«
Uden at svare git Adalbert ud paa Gangen, hvor han
fandt Michael, der aabenbart ventede paa at blive taldet.
Paa hans Bud fulgte strats den Gasmle og smuttede ind
i hans Kammer, derpaa git Adalhett ind i et Sideværelse
og lod sin Onkel og Michael alene.
De talede temineiig længe med hinanden, hvorefteri
Michael gil. Czernim kaldte Adalbert tilbage og sagdc:l
»Tilgio denne Samtale i Enrum, den var notwendig, thi!
Jugen, der ikte i liengere Tid er prøvet, bør ester vor Bed
tægt indvieö i vore hemmeligste Planet.« —- »Jeg frygter
den Time, da jeg vskal indvies deri,« svarede Adalbert. —
»Du er en vaklende Natur,« sagde Onlelen. —- ,,Oplys
mtg oin det rette, da slal jeg ikte mere vakle.« —- »Uagtet
jeg ilte just ynder vore gejstlige,« svarede Czernim, ,,kunne
de dog vcere krugbare undertiden, Engstelige Sjcele troenge
til enSlristefader, jeg raadee dig dersor til at tale medPater
Vincent om dine TvivL jeg kender ingen bedre Mand as
del Stegs. Gcem soc-isten in- din Ev! Min Heft sian
sadlet, farvel!« s i
J den folgende Rat sorsvandt Michael. Starostenl
blev meget forbittet over hans Flugt og udsatte en betydc
lig Belpnning for den, der kunde sige, hvok han holdt sig
stjultx men det hjalp ille, ingen Angiver meldte sig.
Nogle Dage efter tom Bruder Vincent for som sied
vanligt at holde Messe spaa STottei. Da han igen vilde
gan, traadte Adalbert ham i Msde og bad om, han maatte
ledsage ham et Stylle paa Vejen, hvillet Munken gerne
ttllod.
J Fsrstningen talte de om ligegyldtge Sing; blandt
endet lpvrgte Muts-ten em. dmfra de mauge Sind cg
zip-« Mike-E stom,ivmdewisevven.-»Det
L
oed Esterligning as Dyrenes Rest at letke dem til sig.« —
»En urolig Aand drioer os alle, ærdardige Fader!« —
,,.Har du noget paa Hierte, som du vil meddele mig, min
Zim?« —- ,,Naar Ret og Uret ere adstilte paa hvidt oa
sort,« sagde Adalbert, »da er det itte vansteligt at asgøre,
lwilten Vej vi skulle folge, men nsaar vaegtige Grunde stride
mod h-verandre, naar Ret tæmper mod R-:t, og Pligt mod
Pliat, naar en Vej gaar mod Nord og en mod Syd, og vi
nødes til at vcelae mellem dem uden at vide, hdilten der er
den riatige, da tan det nceppe kaldes Vantelinod, cervcerdige
Faden naar di standse en Stund og se es om og betcentei
dg, før vi vandre videre.«
Ester denne Jndledning udvitlede Adalbert sine Toidl
for Broder Vincent. Da denne Udvitling Var til Ende,
tav Munten en Stund, endelig sagde han: »Det er vist.
at vi ofte i denne Stinnets og Falsthedens Verden tunne
tvivle om, hvad der bør ste: itke desmindte er det næppe
tvivlsomt, at Hjorden hat Ret til at fly den onde Hyrde,
der sørst tlipper den med Saxen, og som siden, naar Ulden
er dorte, og den bæver nøgen i Nattekulden, ferdrer dens
Liv og Hierteblod.« — ,,Ved di da saa vist, om Forsynets
Veje stemme med vore?« sagde Adalbert, ,,ved vi, om de
Mennefter, vi ville oposre paa Valpladserne, itte ere as
mere Vigtighed end vore Planer, og kan itte vor Opstans
styrte Landet i en endnu dybere Elendighed end den, hont
nnder det forhen suttede?« — »Ja jeg tender sliae Tvivleiss
on« Modløshedens Øjeblit,« gensvarede Munten, weben
han tastede sine soærmerske Lljne paa Adalbert, »de eer
bitter-e end alle Legemets Lidelser, bitte som Dødstampem
lwori Mennestet tror at splittes og sorgaa og itle mere ·;tj
innne gensinde sit eget Wiesen« — »Du begriber vel niin
Tilstand,« suttede Adalbert. — ,,Visselig,« sagte Munkemi
,,mi5troede ogsaa jea mit eaet Hierte, da det første Gang
opfordrede mia til Opstand oa Blodsudgydelse.« — »Da
ded hdilte Midler vandt du Tilliden tilbaae?« —- »Bed
Betrantning af Landets bedste Mænd og ved OpmærksomJ
bed paa deres Fee-ed, thi jeg saa, at de alle ait den Vei.z
l)dorpi:a vi aaa, at de alle satt-e Velscerd ca Lin paa Spit,
saa snart det gjaldt om at kæmpe mod Undertrytterne
oa at vcetne oni Landets Uashasngighed.« — ,,Men havel
vi ogsaa Ret til at kaempe mod den, vi selo ertendte sor
Oherberre?« — «Vel maa det Filardebom jea öærer,« son
rede Munken, ,,lcere mig at gyse for hin falste Frihedsrus,
under hvilten de, der ej kunne ster sig selv, ville styre
andre, under hvilten den Vilde Begærlighed, der for inde
sluttedes i Lisettean nu ogsaa trceder srern i blodia Strift,
laeselia for det ndre Øje. Men en slia Fribed ville di
ltseller itte, di dille tun hcevde vore aamle Looe og vor
velarundede Ret; da liae saa vist soni det i de henaanane
Dnae var Jstaels Pligt at tilbagevise de stemmede, del
med Vold have trcenat sia ind i Landet oa ville udsletje
Foltets Prcrg, uden hviltet ingen ejendommelig Udditlina
et tcrnlelia.« I
Ester digse Ord satte Munten sig paa en Sten under
et udgaaet Eaetræ ved Skovens Ende og indbød Adalbert
til at taae Plads ved sin Side. Derpaa begyndte han medl
stor Saalundstab at Dmtale de sorsvundne Dage; han
lagde itte Dølgsmaal paa de gamle Tiders Laster og Fejl,
men han udmalede ligeledes med stærke Trcet den Snedigi
bed oa Rovlnst, hoormed stemmede havde benyttet disie
Fejl for at sonderslide Landet. Han henpegede ogsaa til
den bedre Retning, de Glimt as et højere Liv, der vare
stemgangne as Døden oa Opløsningen selv, og viste, how
ledes de cedleste i Landet med stor Selvsornceatelse oa
usaedvanlige iOsre haode udkastet Planen til en bedre Frem
tid, og hvorledes netop da en fjendtlig Magt greb ind cig
tilintetgjorde de unge Spirer og alle Velsindedes Haab.
Han viste endelig, hvotledes denne Magt vedblev med et
Jeknaaq at undektrytte hver selvsstcendig og ædel Ytring,
saa man enten maatte opgive Sjcelens og Tanlens Fri
bed, eller vove en Kamp paa Liv og Død med Unber
trytterne.
Til denne Tale lyttede Adalbert med spcendt Op
mcertsonihed, hvert as Muntens Beviser dceltede en Bytde
sra hans Bkyst, han-s Ballen sorsvandt, og ivrigere end
nogensinde besluttede han at dele Stæbne smed sin eedleste
Landsmcend og at osre sit Liv, om det stulde fordres, for
hvad de ttoede at være Pligt og Ret. Dette sagde han
Munten og bag ham tilgive sin sorrige Tvivl. »Der er
intet at tilgive,« svarede Pater Vincent, ,,ingen
bør tæmpe for den Sandhed, han itte tender, thi ellers
tcempede han i Blinde, og det tunde da ste, at han tog en
gloende Molot for en lysende Sol og osrede sit Liv til en
Asgud.«
Dermed rejste Munken sig og vilde g-aa, men Adalbert
holdt hatn tilbage oed hans Kjortelslig, nedtncelede for
han-z Fødder og bad ham om hans Velsignelse, hvorspaai
Munten lagde sin Haand paa hans Pande, velsignede og
indviede ham til en Kaemper for Fædrenelandei.
Nceppe var denne Handling suldbragt, før de hørte
et Stud, og i samme Øjeblit styrtede en Stott, der havde
lsygget sin Rede i Egen over deres Hoveder, ned med gen
nembotet Bryst.
»Casimir er meget usorsigtig,« sagde Munten, idet
han opmaertsomt betragtede det døde Dyr, ,,hvor let tunde
han itte have trusfet en as as os i Siedet sor denne Fugl!«
Ester disse Ord tatte han Adalbert sin Haand og git.
Kort ester traadte Casimir stem as Stoven. Da
han tom til den Plads, hvotpaa Adalbert nylig tnælede,
buttede han sig, tog den døde Fugl op og betragtede den
notie. »Brystet er tnuit,« saade han, »det var et aodt
-Stud." —- «Spild itke dine Stud paa de staltels ustyldige
Fugle,« sagde Adalbert, ,,men spat dem til Gengældelsens
Time slaar.« —- Gengældelsent derom stulde du itke minde
mig.« —- »Hvoesor itte?« —- »Fordi den tunde teæsse dig
selv.« —- «Mig selvl hvad hat da jeg sorbrudt?« — »Du
hat beredet mig den Stat, uden hvilken jeg ikke gider
leve.« — »Min stattels Broderl du er meget syg.« —
’»Jeg vilde Inste jeg var dod,« svarede Casimtr. —- »Hvad
;er det for Dr-mme, Brot-ert« — ,,Dødsdrsmme,« svarede
Casimie, »alle Veje føre til Ost-den, men den lcengste Bei
trcetter mes«c«, paa den findes de sleste Tjørne og stardc
Steue, vel den, der vælger ten korte Sti.«
«Betoing denne Fortvivlelse!« sagde Aadlbert, «og
vis mig ikte dette bitte Had, thi jea sortjener det itke.«
—- «Vitkelig?« —- ,,.Vav Tillid til mig, Casimirl indeslnt
itte dtn Sorg i det eget Vierte, men betto den til mig«
ten Lea ttte hielt-e dis, saa Jan teg dag. Hätte-bis Del
»
Godbed for mig?« — ,,Jeg har dig lige faa tcer nu sont
noaensinde « soorede Adalbert og greb Casimirs Hat-nd
Dsa brost endelig denS -k,orpe der hovde lagti sig om dennes
Bryst, og han siyrtede Ined Taarer i Broderens Arme.
ils-lud være lovet, at jeg hat fundet dig igen, « sagde han«
l,,vent miJ paa dit Beerclse i Aften, der skal jeg sige dig
lalt, farvel. l"«
Tredie Kapitel.
Cafnniks Historie.
Adalbert havde allerede længe siddet paa sit ensomme
Kammer, hvor han efter Aftale ventede paa fin lunefulde
Binden »Slulde han have betcenlt fig?« udbrød han ende
lig, idet han ncermede sig til Vinduet og stirrede ud i den
legyndende Nat, hvori tykte Skyer trat sig langfomt over
Himlcn og neddryssede en mild Regn over Planterne. Da
liankede det paa hans Dor. ,,Det er itke ham,« tcenkte
Vldalberd ,,tl;i han gaar lige til uden at melde sig.« Denn
Gang fejlede han, thi det var virtelig Casimir. »Du er
dog olene?« fpurgte denne og lukkede, da Adalbert bejaede
»et, Døren i Laas. »Aner du,« sagde han derpaa, ,,hvad
jeg havde for, do jeg traf dig i Stoer alene? Nej, blev
Han ved, da Adalbert betragtede ham med et spørgende
Blit, ,,jeg havde nceppe haft Hierte dertil; thi trodå al
min Brede elstede jeg dig dog hojere, end jeg oilde tilftaa
mig felv.« — Nu gik han nogle Gange frem og tilbage i
Værelset og satte sig endelig Ved sin Broders Side. »Bi!
du høre min Historie?« spurgte han. — »Fortæl!« sagde
Aldalbert
»Du erindrer, at jeg kort efter din Afrejfe maatte
gifte mig med Alexandra, der den Gang vel ikke mis
hagede mig, men dog var mig aldeles liaegyldig. Tre
Uger efter Vielsen kom Eniilie hertil. Fra den første Dog
of viite Alexandra hende en isnende Kulde, som al Emilies
Benlighed ikke kunde tilintetaøre· Denne Kulde tiltog
faaledes, at Alexandra noesten ikke talte et Oro til hende og
næppe foarede paa hendes Spørgsmaai. Naturligviö
maotte denne Opførsel ogsoa fremtalde en Modfølelfe hoö
Emilie·
Det Jndtryk, Emilie frembkagte paa mig, kan jeg
ilke bestrive, men det ved jeg, hsavde jeg set hende tre Uget
tidligere, da var Alexandra aldrig bleven min Huftru;
thi alt, hvad der fortcelles om integtige Feer, der fængsle
deres elstede med magiste Baand, blev mig begribeligt,
da jeg saa hende. Jeg brød mig hverken om mine Heste
cller oin mine Hunde mete, de stive Lindealleer, der- for
syntes mig saa kedfommelige, blev nu mine kcerefte Sprud
sereaanae, thi der lioabede jeg at møde hende. Jeg, som J
alle anse for saa flnotia og letsindig, var nu lyltelig, noar
jeg blot lunde fidde paa den Stol, horirdaa hun havde
sid det, naar jea kunde trylke min: Lceber til det Glas, hvor
af hun havde druklet; ja det Var mig endog kært naar de
talte om hendes Stønhed med Kulde, og jeg glcedede mig,
naar hun en Gang saa blegere, mindre dejlig ud end fad
vanlig, thi da foretom hendes Skiønhed mig fom en Hem
melighed, hvorom jeg alene vidste B.ested, og jeg haabede nu,
at inaen Medbejlcr oilde bortrioe hende fra «tnig.«
»Forstyrrede din Hustrus blege Billede dig aldrig i
disse Tanker2« spurgie Adalbert.
,,Hør! jeg vil betro dig noget,« soarede Casitnir,
Alexandra var den Gang tun min Hustru af Navn.«
»Det undstylder itle din Adfcerd,« genmcelede Adol
bett.
»Fordi en gejstlig har udtalt et Par Ord over o5,«'
sagde Easimir heftig, ,,»har vi derfor ikke mere det samme
Blod, det samme Hjette, de samme Sanser? Ved vi det
for ikke laengere, hvad der er smukt, og hvad der er hæsligtf
Hat vi derfor ingen Lcengfel om Dagen ingen Dromine
om Ratten? Er ooreTanter derfor blevne til en enestes
Ejendom, udelukkende stemplede med hendes Marte?«
,,Fortæl videre!« sagde Adalbert.
»Jeg var ftinsyg over Emilie, jeg var fcerdig at mis
unde Maanen og Stiernerne paa Himlen, fordi de seit
tunde betragte hende. Snart fandt jeg en mere jordift
Medbejler, thi min egen Fader glemte gsanfte sine graa
Haar i hendes Nærhed. Til min Trost var dog Kerlig
lieden for ham lun en Tidsfordriv, en Pris Tobak, book
med han i Mangel af bedre Sysler opmuntrede sit Sind
efter Maaltidet; en langt farligere Rival fik jeg ved din
Antomf.«
,,Hois du holder mig for en begunstiget Medbejler, da
fejler du meget.«
»Mit Blik er siarpt,« sagde Casentin »mange hemme
lige Vink, mange haloskjulte Haandtryt og betydningsfulde
Øjetast har jeg set, som ugift haode du ogsaa en stov
Ovetvcegt over mig, derfor besluttede jeg efter en lang
Kamp at sonderrive de Baand, der bandt mig, at fly til
Worfchau og bede Storfyrsten om Anscettelfe. Du vil
imaafle erindre den lille Folkesang, gennem hvilken jeg en
Gang i din og Emilies Ncerværelse udtalte min Henstgt,.
jeg ved itte, om du forstod mig, men Emilie fattede mig,
ifuldkomniem til Gengaeld fortalte hun Historien om de tos
.Brødte, hufter du den?«
»Na opgaar der et Lys for mig, denne Fortcellingx ·
indeholdt altsaa Svaret paa din Sang?« -
»Ja, men jeg fæstede ingen Lid til Emilies Ord, bet- -
saa tidt spr havde ledet mig vild og jeg fortsatte min· «
Flugt til den folgende Midnat. For at naa Gaatden,. i
maatte jeg forbi dit Kammer. Døren var ilte i Lass, .
jeg aabnede den og ncermede mig til dit Leie. Du sov
og sukkede dybt i Sohne Jeg havde tidt ooeret vred paa·
dig, thi du var min Karligheds fatligste Fjende, og des-.
folte jeg nu, da jeg stulde forlade dig, at du var mig indes
lig tier, jeg betragtede dig lcenge og bojede mtg endelig
ned for at tryte et Kys paa dine Leber, da beoeegede du dis
pludfelig, og jeg flygtede bott.
,,Vil De virtelig flygte, Casimir?« sagde hun. .
,,Jeg vil tun ride lidt ud i Natten,« spatede fes
,,thi dens Stygger eke mig nu kærete end Dagslyfet3— "
»Nej, De vil flygte, jeg lceste deti Deres Blit, jeg
Idet i Deres —Sang De vil forlade mig og os alle for
standig.« Omsaa var, hvad bryder De Dem dem-:
—- ,,Hvis jeg itte brsd mig derom da stod jeg ttte
ivande hun.
Undet Kapitel.
Tvivl on Mistankr.
Tidlig næste Morgen besiegte Adalbert sin Brod-er i
bang Fasnafet Han fandt ham i et fotfaldent Kammer,
hvori man dog meerlede, at en lcindelig Haand havde
s)si-«et, th alt Var saa smult ordnet, sont det efter Om
stasntighederne lunde vorte. Cafintir felv sad i en Lerne
ftal, lwori han rimeligvis hat-de tilbtaat Ratten; ved
hans Fodder faa Adalbert til sin Fornndrina Alexandra,
der hvilede Hovedet ntod Casimiks Anas. Da Adalbert
tkaadte ind, kalte onderen ham venlia Haanden «Jeg
takler min Fader for dette Nattekvattet,« sagde han,
,,thi deti lcette jeg at indfe min Uret mod Alexandra, der
virlelig itte hat nagen anden Fejl end den, at hun er
for aod til mig.«
Ved disse Otd greb Alexandra Casimirs Haand og
tryllede den til sit Bryst, og et usigeligt Udttyl af stille
Tilfredshed stod malet i hendes Aasyn, oasaa Casimit
syntes rel tilmode. »Jeg ved rel, at jeg et en letsindisg
Fugl, der hat voldt dig megen Sarg,« sagde han, idet
han lastede hende op og tkyklede et Kys paa hendes Lee
ber. Men Alexandta tødrnede detved og gengceldte det
itte, og hun lignede en ung og undseelig Brud, der r
lytlelig i Fokbindelfe med den elslede, men dog ansier at
sijule sin Lylle for enhver fremnten Hun saa for Reiten
meget tiltmllende ud. Dette følte vel ogfaa Casimit,
han glemte deefor let alle tidligete Misfokstaaelfer, tbi
han lignede virlelig et Batn, der bevaeges af Øjeblillet,
ligesom Bolgen bevceges af Bindene; og for fsrste Gang i
deres Liv hvilede de to Ægtefællee forsonede i hinandens
Atme.
Da aabnedes Daten, og Statasten traadte ind for
selv at fortynde Casimie hang Frihed. Et Øjeblit stod
han, overraflet ved det Syn, han saa; endelig naermede
han sig med starre Venlighed, end han «plejede, og ralte
sin Sen Haanden. »Det glceder mig,« fagde han, »hvis
Alexandrag Ttvsiab endelig tvinger dig til at erkende den
Stat, du ejee i en saadan Hufttu. Gud velsigne dig!«
lagde han til med en Stennne, der viste, at den nie-nieste
lige Folelse denne Gang havde sejret overdans scedvan
lige Kulde, »gaa ftem paa den Vei, vis Alexandea den
Suchen shun fortjener, det er ogsaa Vejen til mit Hierte.«
Staeostenö Paamindelse frugtede dog lun lidet, Ig
det vatede ikle lange, spt den gamle Bleghed og Sorg
vendte tilbage i Alexandras Aasym
Der henfvandt nu flete Maaneder, og Aaret atten
hundrede og tredtve var allekede begyndt. Undettiden
talte Starosten til Adalbert om Pateiotetnes Planet og
nteede da tillige sin Glcede over, at denne, ved en hea
sigtsmcessig Opdragelfe og ved sit Ophold i Udlandet,
lyllelig havde undgaaet den Sviinnielhed, der neddrog fast
mange af hans Landsmænd i Afgrundenz og det lod, sotn
Starostens Tillid til Adalbert hver Dag tiltog. Denne
fsgte derimod saa meget som muligt at undgaa disse
Samtalee, thi han splte dybt det mtslige i saadanne For
hold, hvori man modtager fortroltge Meddelelser fra to
Sider, og hvori selv den redelige Mund lan synes ital-s,
foedi han mod sin Vtllie er henkastet paa den Vei, hvoepaa
elletö tun Undetfundigheden plejee at vandee.
Desuden lunde Adalbett vansieltg tilbagetkcenge den
Tause, at bang Iader ille havde ganste Ueet i stne Me
ninget, og at han maasle selv altfoe ubesindigt havde ind
ladt sig med et Parti, hvis Planet han dog ttle ganste
sendte, og unstet lian af alle Keeftet koenwede mod denne
fin Tvtvh faa lytledes det ham itle altid at neddoempe den.
- Jmtdlerttd stiftede atter Emilte Lune ag natmede stg
til Mulden med en- Benlighed, der var starre end den
M hat-de Its-rea- P sammt Zid ptfte hatt