En historisk Roman.
As H. F. Guid
——«-.:t-'· Inste DeL B
(Foktiat.)
Men Hussbonden selv, Hans Rnstgaatd sont sad
Vagved i Agestolen ved sin Hussttus Side, saa i høj Gtad
ud til at vcere en Mand, der vidste, hvnd han gjotde. Det
var intet sntukt Ansigt, det sad Paa ham; thettene date
ktnstige og noget gtove, Munden stot og Hagen bred og
fast; paa Panden og ded Øjnene diste der sig alletede nogle
Ryntet, uagtet han tun var to og ttedive Aar gammel;
men de sinke, brune Øjne havde et saa livligt, tlogt og
gennemttængende Blit, at det uvilkaatlig scengslede en
hdet. Det ivat et mandigt, noget strengt Aasyn; en
Mands Bedtifter stod strevne i det enten som en Historie
ellct som en Spaadom, tnaasie som bægge Dele. Hans
Dtngt var den, den Gang btugelige og meget tlædelige,
en std Fratke as btunt Klæde mcd to Rcekket tcetsiddende
Knappet, en lang Vest og Knebentlcedet as samme Stof
og Farbe, sotte Strompet og svæte Sko med Spenden
En btedstngget Filthat med en noget spids Puld sctd
seit paa hans sotte, ktøllede Haar, det faldt stit ned
paa hans Stuldte sotn et Fotbud paa Patytten, det ilte
mange Aar eftet dlcv nlmindelig Mode.
Og ved hans Side sad hans Hufttu, den tyveaatiqe
Kitsten Pedetsdattet med de bløde Ttæt og de smulke lhse
Øjne. Heut-es Udseende var ungdommeligt og blontsttew
de; men hendes Blit havde et ejendotnmeligt, vistnot blidt,
wen tillige tvligt og sast Udttyt, som indgsd Agtelse. En
Lille sott Hue dckktede bendes gule Haar, og det hvide
Hovedtlcede, sotn Kdinderne den Gang bat, og hdotmet
de kunde dætte Størstedelen as Anstgtet, hang sta Huen
ned paa bæggie Zidet og viste hendes tcettelige Aasyn i
en Ramme, der gao det et nonneagtigt Udseende.
»Ko: om ad Strandgade, Petri« sagde Rostgaatd.
·,Jtte sandt, mit Hjette!« vedbled han og vendte stg tnod
sin Husttu. ,.vi holde hos Mittels føtst for at tage;
Lisbeth paa? Den gamle et Vættelig og hol det ikte asl
at vente.«
,.Lisbeth er as de tappe,« mente Kitften, »tnen nnat
vi hat hende, saa hat di hende.«
Peet stytede Bognen datsomt gennetn et snævett
Sttcede og bøjede saa om ad Strandgade, hdis Exenbrc
var saa daatlia, at den endnu mindre end Stengnden til
lod stætt Køtfei. J Strandgaden san det nanste an
detledes ud end i vote Dage; det var tun Hufe paa Ga
dens vestlige Eide; den østlige red Seen dar lnttet as en
stætt Mut, bngaet as tøde Sten i Kristian den Fjetdes
Regetingstid Den begyndte ved Svingelpotten og git
lige til Kronbotgs Bastionet, da det var dens Besternrneise
at danne et Vætn mod Angteb fta SøsidenF men den
havde seks Vorte, as hdilte Havnepotten vat den digtigste,
og de stod aabne om Dagen, men lutkedes hvet Asten.
J Strandgaden var der lioligt, da Snsoltene mest
fætdedes det, og sinnt Peet Olsen saa ud, sont om han
fod, havde han dog Losnene med sig og saa tned stot Nysp
gettighed paa de stemmede Mattoset, der tumlede ned ad
Gaben, nogle paa det stdste Stadium af den fotegaaende
Rats Rus; men Peet fotstod bedte detes Ladet og Fagtet
end de ftetnmede Sptog, de talte. Hans Hex-te vetslede nu
og da en Hilsen kned en sotbigaaende Botget as hans
Bekendtskah hvilten Att han hvet Gang udfsrte tned
Er Gravitet og Vcetdighed, medens Kitsten i denne livlige
Ende udviste ssmmelig Tilbngeholdenhed og dtog det
hvide Soltlaede samtnen sot Ansigtet, saa at man tun
Inn hendes Øjnr.
Omsidet naaede de Havnepotten og holdt ved et smukt
has spaa to Stokvætk med stote Vinduet og blanke Ruder.
Der boede Rostgaatds Svoget, den vcetdige Mittel Han
sen, der havde det vigtige og indbtingende Embede at
date Toldtcemmetet ved Øtesundstolden. han viste sig
fnntt paa Stenttappens Idetste Ttin under Bislaget til
lige med sin gode Ven, Jens Hentitsen, Botget og Süd-Z
slatetet i Studen. Bægge bat en lignende Dtagt sont
Rostgaatds5 men Mittel Hansens vat as sott Farbe, og
Seins hvide Halstlud udincetiede sig ded stsrte Sitlighed.
san var en svcet Mund med et fyldigt, tndt Ansigt, der
oplivedes as et jovialt Smil, hvotimod Jens Hentitsen
var en mager, lille Mand med aldotlige, statpe Ttæt og
sen noget fttam Mine.
»Seid Stigen blive Ved B.islaget!« sagde Rostgaatd,
ja de fstste Hilsenet date vetsledez ,,Kitsten vil itte :f
TBpgnen.«
»An, kom dog indenfot, Kitsten!« sagde Mittel mun
«tett, »og saa edet en Stefuld Øllebtsd, inden J dtage
:didere.«
- »Tai. hjette Svoget!'« svatede Kitsten med et tak
Teligt Smil og lod Solklcedet falde; »vi tnt ikke ttve het;
tht di have en lang Dagstejse for os, og Øllebtsden ven
äet os hoö Fadet.«
»Saa J ville til Kilden med den gamle og ptsoe
Helle Lems Kraft? Ei Glas Stt thttes mig bedte end
det Btakvand «
« . «Fy, Mitleit« faldt Jens Hentitsen ind, »tal ej
ssnn deinettetlig om den heilige heleneö Band; jeg tendet
M end een Mand, der et bleven stildelig helbtedet ved
W vg Guds naadige Bistand. Pas paa, Mittel, at
g site ser engang sank ty til heut-ek
»Saa stulde det gaa haatdt til,« svatede Mittel;
YOI hvnd den- gamle angaat, da tyttes han tntg at
Ists-»n- scmne Mani- mduu; hqn va- het sog pg few, da
’ »Im Afte- sqq ind tit hqu
Inn Mittel sag-de dette, kam hans Husttn Matten
" - til. Dei var Kirstens SIstet iog ti Aar cel
Ohnnz men hun saa ud, som om hun kunde date Kit
Isdeh W hendes Besen i migt var livligt og
III. Don vat, ligesoni Kitsten og alle botgetlige
Inn den Sid, Eli-di t sont og hvidtz men bendes
W W on hendet bjstreee Besen pas
Hebt-txtv den sehnen Witze M
- M nnd de Masse-up Falk-, sagde
W Wte wand. »F holdes
Mette leset for mange Salneet til ais-gie- f Grade hole-«
naar J komme til Faden finde J Maden speden.«
»Bei stal den itle blive ved min Bei-del« fagde oppe
fra Trappen en Stemme, der lsd fom Musik lige efter den
fturrende Lyd af Maren Pedersdatters Rost, saa blid Jg
tlar dar dens Tone, og da de andre vendte sig om og faa
derop, oplivedes ethvert Ansigt, endogfaa Jens Henrit
fens, af et Smil, der uvillaarlig blev fremlotlet ligefotn
et Genslin af den Livsglæde, Ungdomsfristhed og Sten
hed, der lyfte ud af den talendes Aasyn, da hun pludselig
traadte ud af Bislagets Stygge, og det klare Dagslys
tfaldt paa hendes fine Tml og yndefulde Stittelse.
Det var Ligdeth, Mittel Hansens Plejedatter, sorn
de havde taget til sig, fotdi deres Ægtestab tegnede til at
blive barnløst, hende om hvem Kirften nylig havde sagt.
at hun harte til de tappe. Hun lob nu ogsaa hurtigere
ned ad Stentrappen, end hendes Plejemoder og Kirsten
egentlig mente var spinmeligt; men hendes unge Alder —
hun havde nylig ifyldt sit syttende Aar — og hendes lia
lige Natur date del ilte de eneste Aarsager til hendes Hast
vært i dette Tilfcklde; thi hun vidste godt, at det ille var
passende paa den Maade at falde ind i de ældres Samm
le, og at det nu og da handtes hende at stade anm dod te
strenge Begreber om ydre Ærbarhed, ssom dengang date
de herstende. En fin Rødme farvede hendes Kinder foin
Tegn paa Undseelse, da hun gengceldte Roftgaatds cg
hans Huftrus Morgenhilsen; men da hun var lommen
op Paa Vognen, glattede hun sit rige, gule Haar og inni
tede Soltlcedet under Hagen med en rast Bevcegelse, der
tillige med det siælmsie og lidt trodsige Udtryl i hendes
store, morteblaa Øjne tydede paa en sijult Lnst til at pro
testere mod al utidig Snerpethed.
Efter nogle slæmtende Ord af Mitlel Hansen om .1t
bede den gamle holde Maade med Vanddritningen, detsle
de man Afsiedshilsene!, og Vognen satte sig paa Rost
gaards Bud i Gang.
«Mitlel saa mig ud, som om han havde noget bag
Øret«, fagde han til Kirsten, da Vognen rullede langsomt
op gennem det sncevre Brositæde
»Jtte mere end ellers«, sdarede Kirstm ,,det er jo
saa vor Svogers Maade at gantes til enhder Tib, enng
han er ingen Nar.«
»Der traf du det!« fagde Rostgaard, »ban aivet stun
dom Full noget at lebe med: men selv er han altid hiern
me. Dei tyttes mig fakt, da ban var mia en ny Mand,
zmen nu ded jeg tilfulde, at han er saa tro, at man tør
zlade harn gaa o -:: U alt Guld, som man siger.«
; Metens Roszgaard og Kiriten ital Hocederne sam
lmen rig vekslede Ord, der itte date beitemte for Liel«et.3
;L«ren, naaede Vognen e: lille fmutt Hug i Etengadem og
da den boldt for Trapvem lom en irrer Mann med en
hoid Nathue paa Hodedet til Stute under ijlaaet rsz
nittede til dem med en Mine. der fiulke vcere mild, tncn
dog faldt lidt vranten Ud, og en aammel Kvinde med et
rynlet Ansigt ait forbi ham ned ad Trappen og tog imod
Geesternr. Dei var Marens og Kirstcns Faden Peder
Kristensen, og hans Husholdersie Mette.
Peer Kristensen taldtes ogfaa Peer Svensiet, itte
fordi han var fvenft fødi. da han dar en Jude, men fordi
han havde gjort Kalmartrigen med som Nnttetlncegt un
der Krisiian den Fjetde. Alligedel var der intet sol
datetmæssigt ded dam, tvcertimod var han i sit Ydte e.1
pyntelig, gammel Mand; thi efter Freden til Kncetød, fern
endte Kalmartrigen, havde han faaet en Plads ved Hode,
blev fenete den unge Hering Fredetils Kammertjener,
og dermed var hans Lytte gjort. Han fulgte Hektugen
og hans Broder, Hering Ultit, paa detes Udenlandsrejfe,
tjente faa sin Hetre i atten Aar, medens han var Wirte
bistcsp i Bremen, men fit ved Hettugens Tronbeftigeliz
som Kong Frederit den Tredie et Kanonilat ved Aarhus
Domtitle, hvis Jndtcegter han neb, og tillige Forpagtnin
gen af Kobenhavns og Frederitsborgs Ladegaatde. Fta
dette viktsomme Liv halee han i Aatet 1652 ttultet sig
tilbage til Kraagerup, lyvis Bygninger han havde tillsbt
sig, og hvor han heulevede fire Aar, indtil hans Husiru
dsde, og Roftgaard i September fotrige Aar havde holdt
Bryllup med Kirften. Da trat han sig tilbage til den
lunere By og overlod Kraagerup til sin yngsie Datter og
hendes Mand. Han var nu en Mand paa syvogteeds
sindstyve Aar, og Alder og Svagelighed havde under
gravet hans Helbred og nedbrudt hans af Naturen glade
Sind.
»Gut-s Fred og god Dag, hierte Fader!« sagde Kir
ften, da hun var kommen op ad Trappen til ham, og han
lyssede hende.
»Vellommen Berat« svatede han tet mildt; »kom nu
indenfot og faa eder en dar-m Slurlz Mette hat ladet en
god, ttydret Reifedrit til os. Naa, jeg ser, J have alt
været has Mittels«, spjede han til, da han bled Lisdeth
vaer, hvorpaa han hilste hende hiertelig not som Slcegh
ning med den dengang brugelige Omfavnelfe, medens
hendes Arme hvilede paa hanö, og han tysfede hende pa:
Rinden. «
Da de vare lomne indenfor, vifte det sig, at detes
Hasivcert havde vceret unsddendigt, thi den gamle erklette
de, at han maatte have Kulden as Kroppem inden han
tsttex han bad Rostgaard lade Peer spænde Heftene fra,
og de git da med ham ind i Sitten, ihvor en sirlig, fryndk
set Dug paa Bordet spaaede en bedre Opdalning end
Øllebt-d.
PM, Kristensenz Desgligttue var indrettet paa komme
Maade fom de fleste velhavende Botgetes paa den Tib.
Vesgene vare deettede med hollandsie Klinler, og det
warte Egetrcg Panel naaede hsjt ap; Bjælterne i Loftet
date smult uditaarne og Mellemrummene udfyldte med
Egetm, der dannede fitlantede Zahlen Bordet stod fast
i Stuenö lysefte Keog ved Binduetne, og langs Bæggene
var der faste Træbæntr. Stolene vate tun faa og meget
plumpe. En saasdan med Lederhynde stod foran den hol
landsie Stenovn, i hvillen der trods den varme Aatstid
brændte et litle BaaL og en anden saas i Sideværelset,
Poet Kristenseni Sovelammer.s Her stimiede man det
brogede Fothcng for All-wen, hvor den gamle, gtgtsvage
Mund hvilede itte alene oin Ratten, men stundom ogsaa
om Wu, lau dabt begeaven i spare Dyney som det vel
til ace Tiber hat met Sltt i Danmarb
W i Daslisftuen odlivedei af to Materien af
hats Ungdains Bedrifter, det andet var et noget heldigerej
Farspg paa at gengide Slaget ved Kalbergheidezved Fe
mern og Kristian den Fjerde paa Trefoldighed i det Die
blii. da Kongen saaret reiste sig med Tsrklædet sot del
ndstudte Øje og sagde de beramte Ord: Gud shar endnu
sparet mig Liv og Styrte til at staa mit Folt bi, naar
enhoer vil gore sin Pligtl Dette Billede havde samtne
Værdi sar Rostgaard, soin det andet for hans Svigerfa
der; thi hin inindevcerdige 1ste Juli hadde han seid, den
gang tun nitten Aar gammel, vieret paa Tresoldighed og
i Kongens umiddelbare Ncerhed, eflersom han git i Lære
has Kong Kristians Kammertjener; ja, han hadde, som
han plejede at ndtrytle sig, hast den Ære at btive saaret
i sit venstre Kna: ved en Splint as den samme Staufe
tlædning, som den sjendtlige Kugle tnuste saa vel, at den
gamle Konge sit treogtyve Saat. Da han blev saaret
samtidig nied Kongen, blev den Naade ham til Del, at
Majestcktens egen Lcege farbandt ag plejede dam. — Un
der Kristian den Fjerde vare ncesten alle de Mand, soiii
spillede en Rolle i den Trængselstid, sarn sulgte ester han1,
rpvalsede ag uddannede, og i Mindet am hain levede de.
»Hvad sagde Mittel for gadt?« spurgte Peer stiften
sen, da de begge vare iomne til Scede, Peer i Stolen ved
Ovnen, Rostgaard paa Beenien sor Enden as Bordet.
»Han tlagede oder, at J havde ladet lidt ilde med
hain i Geian
»Saamcend!« svarede Peer og nittede. »Mittel er
undertiden lidt hovedtnmlet og gantes med alvorlige
Ting. Han vilde have mig sra denne Rejse og holdt
mig op need Snak, til Klotten var suldest ni. Hvad al
Landsens tloge Fall raade til og selv gsre, det tan vel
itle vcere dumt. Mittel er en helt stitæntende Mand,
itte ret audsfrygtig. Hat Gud dog gioet as denne velsig
nede Kilde at helbrede Legemets Brast med! Ham vcere
evig Tat ag Pris. om han dil lade mig vende tatst til
dage!«
»Det sle!« svarede Rastgaatd alvorlig; ,,men Miltel
taaer det tun saa let, sordi han selv er tatst; dliver han
syg, saa draaer han til Kilden, som J, Fader.«
»Kan hcendes!« sagde Peer; »det sammet sig dog
ille far en Mond i hans Alder at ver-re saa oderstnrliq
lystig isar i disse Tiber. Siden den Herold den Zdie red
her igennem med Fejdebrevet til Svenslen, har jeg haft
ftor Uro i Sindet, Hans! Jea hat saere Inner, som var
sle ilde; den Krig daver mig itte.«
,,Naa, lad se sarst, Faderl Dei er dag at hande, at
Kona Fiarl blioer stitlente nere i Polen. Dei ser esier
Sigende broget not ud for liam dernede. Jeg saa »Ja
for,:.1naen Dag en trylt Relation, som meldte daarligt
nyt am de sdenste Asscrrer.«
,,Te Relatianer, Hans! melde, hdad Folt helft dikle
hine, ag alle ere nu enaang forbippede paa Krig.«
»Saa have di dvgtiae Hart-trete som General Arel
Ursv da Hans Naade, Hi. Ulrit striilian Gyldenladedh
der stulle sore Krigen ovre i Staane.«
»Saamaend! Dog er Marsten Anders Bilde, der
nu farer Heeren i Holiten, bedre Studepranaer, end han
er General; saa hat jeg hart en Mand sige om dam, der
iender harn nøje; men der saties as sarnemmelig eet, og det
er Soldaten Te gevorbne Fall ere i Hast samtnenrap
sede, og Resten er dumme, upoede Bandertarle eller rene
Drenae, som alle de Falt, Adelen leverek til Rostjeneste
Der er hverlen Penge i Lassen eller Forraad i Magasi
nerne, ejheller Krum, og Flaaden er i Farsald. Jeg hat
itte sor intet set Krig Under Kong Kristian, hajlovlig
Jhutoinmelsri ag jeg hat« dengang jeg var ved Hode, dcg
farnunnnet saa meget og mindes det saa gadt, at jeg tan
staune, at denne Krig er Galmandsvært.«
»Jeg fornemmer«, sagde Nosigaard med ·:n dantso
Mine, »at Fader er helt nsje underrettet.«
»Aa jo!" soarede Peer Kristensen med et lnnt Snsil
cg et Blint nied Øjnene, »jeg har Benner ved Hode fra
gammel Tid7 og naar man ved, lydad jeg ved, da hører der
itte stor Visdom til at se, hvorlunde det egentlig staat til.«
»Men saa maa jo de hsje Herren der staa sor Sty
ret, have mistet al Forstan«d.«
«Begribelig have de det!« sagde Peer Kristensen ined
en vigtig Mine, der mindede om Kammertjenerem ,,men
du ved ja ag, at med et Hovedhaar drages man did, sam
man gerne vil —- naa, jeg vil endnu tun sige det, at med
den her og uden Flaade havde Kong Kristian min Sjcel
itte taget sig for at angribe Kong Karl; han er en haard
Hals, rede til alstcns Æventyr.«
»Da er Rang Frederit dog en forstandig Herre, rig
har Hiertet paa rette Sted.«
»Fo: Gud hat han det!« udbtød Peer Kristeniem
«det dar han dist i Brernen, og da han laa for Ribe; han -r
en modig ag hajsindet Herre —- Gnd opholde Hans tange
lige Majestert og give hans Vaaben Fremgang!« og saa
lettede Peer i det samme sin Nathue et Par Tonimer sra
sit stallede Hat-ed
»Sitz mig, hvad J egentlig tcenter am Kangen, Fa
der,« spurgte Rostgaard uden at lade sig stræmme as den
garnles loyale Udbrud; ,,J har jo tendt ham sra Barns
ben as og til den gamle Bisp Jespee Brochman satte
Kronen paa hans Hoved i Var Frne Kitte. J maa tende
hans Tanter lige saa grant, som Gangene i ederg eget
Das-«
«Sig ille det, sig itte det!« ivarede Peer bodedrystem
de. »Jeg bar nu des-uden i ni Aar verrei sra Hans tange
lige Majesteetz Øjnex men om saa var, da stmmer det
sig tkte en ringe Tjener som mig, at domme en as Jak
dens integtige og min lovlige Konge og herre, ufartalt
at han er min state Belgtrer.«
Wt er stsnt og rettelig talt,« sagde Rastgaard,
,,men var itte nsdvendigt at sige til mig, tyttes mig; og
vi satte oi jo itte til Dvmä over Kongen, fordi di vetsle
Ordi Forttoliglied am den Sag. Som J har tjent Hans
tongelige Majesteet tro ag nidteer, saa er jo agsaa jeg
rede til at asre ham Liv og Gods, oin det treeveöz men
derfor tan der not vare det, man tcnter paa og andrer
sig pver.« -
»Da, hat« la Peer Kristensen og gned sin Arm. «Jeg
maa vel tende det! Lang Frederit hat givet tlogere Falk
«) Leisten den Ijerdes Sen need Utbete sente.
ingen Lsgn, du fagde, at jeg tender hom, om ellets naß
Mund gsr dei —- og Dronningen med! Peer Kriftenfen
ved et og andei fom andre itte vide og ej heller fiulle faa
ai vide, og fom jeg tager med mig i min Grav.«
Efier at Peer nogle Øjebliiie i Tavshed havde nydt
Bevidfiheden am sit Kendfiab til Majefiæternes private
Liv og ligefom ftadfæfiet Forsikringen om fin Tavshed
og Ttofkab ved geniagne Nik, iløede han sig bog Økeh
tejfte sig op og forlod den lune Plads ved Ovnen for at
fceite fig paa Bauten ved Roftgaatds Side.
«Ligefuldt,« fagde han derpaa i en hviflende Tone,
»kan jeg nok fige dig, hvad jeg faadan i al Undetdanig
hed icenier om Kotigen Der er baade Forfiand og ftot
Lcetdom, mete, end jeg begriber; der er ogfaa Mod i
Byfiei; bange for sin Trøje var han ingen Sindez men
han et, oin jeg faa tnaa fige dei, af Naturen en fast kolb
findig, langfom og beiaenielig Herre; han hat iiie fm Fa
ders Befluiieihed. Dei tendes jo nolfom deraf, at hast
lod sig binde faa haardi af den Haandfcrfining ca siden ro
Ug hat N paa, at Raadeis Hetter fpille Mefite i Landei."
»Nun, Faderi Den Sien blev jo oafaa Kong Ktifiian
iilsidfi for iung at lpfte. Kong Fiederiis Besindighed
er ai prife og hoher mig paa en Maade godi; Tidekne cke
vanftelige, og der maa fares med Lempe; han venier, ind
iil hans Stund kommeri Jeg hat den Tro, at han iiie
er faa ligeghldig, fom han ladet. J den ydre Siabelfe
ligner han itie lidt fm fiore Faden Da jeg sidfi faa ham
ftaa i Haben med sin brcemmede Hai, i den brune, MU
sitede Frakle rg med den guldinappede Stol i Haar
den — jeg faa ham i nogen Afftand ftaa i dybe Taniet
ved dei ftore Sprinadand — iceniie jeg, dei var, ligefom
Kong Ktifiian var ftaaei op affin Gtav og aiter vandrede
omiring ved Rosenbotg.«
»Naar faa du ham?"
»Det er tun ii Dage siden; dei var den 13., en Time
fstend han under aaben Himmel i dei grønne regalerede
Staternes Ambasfadører med et iofteliai Maaliid, hvor
otn J vel hat hpri. Dronningen og hele Hosset var til
Stede detved. Jeg havde den thie ai hlive fiedei for
hans longelige Majeftasi for at afgive Beteining om ei
rig andet her paa Godferne, og J ded, at han aliid tager
naadig mod os Smaafoli.«
»Ja, faa et han,« faldi Peet Krifienfen ind, »Da
hat han altid vcerei. Han er tavs ca misiænkfoin nin
de fiore, ja imellem Stunder mod dem, der fiaa han
ncr eintre, men mild og liaefcsm en Kende forttalia Ins-a
dem, der komme til ham ad Bagtrappen; han hetet aetne
Rin«
»Den Bei gil jeg dog aldrig, Fade» men jea fer
ftaar not, dei Ord Var itle Inøniei paa min; men hnr nu,
hvad der handie mia. Da jeg havde udført mit Ætindiy
iillod jeg mig nnderdanigfi ai sige, at jeg ønilede Hans
longelige Majefiæi Kraft og Lyiie til at føre den Ltig
igennem, foin nu flulde gaa los.«
»Saa nikiede han tori til dig da lod dig aaa7 Tei
var fandt ai sige lidi fripoftigi af dig ai flaa paa Etat-zi
fager.«
»Nei, dei iom ej faa! Han faa ei Øjehlii paa mit
med ei faft Blit; faa fagde han: Kan hændes, Raiiaaatd.
at denne Krig bringet andei og mete, end J venier! Hi id
mon han mente med dei?«
»Bei var fceri! Hat han icenii paa nogei fasrdeles
derred, faa er der beendet dia noget heli fjcrldeni osg mask
teligi; hans Tanier ftdde ellets vel gemie; men du bleo
da ogfaa lige ilog.«
»Jeg gjorde mig dog mine Taniet derved. J min
des jo not, Faden der blev en Gang fpaaei, ai falig Kona
Krifiian højlovlig Jhuiommelfe efter en fior Krig ftulde
tage al Maai iil sia og blive en mcegiig Monati?«
«Vel mind- IS jeg dei «
»Nu, faa icenier jeg, ai hans Son, vor naadige
Kanne, er Mand for ai fvre den Sag frem og gelte Span
dommen til Sandhed; dei git han del og icenlte paa, da
jeg lotn til ham ved S«pxingvandei, og faa lhfiede dei ham
at fige ei Ord deroni, ftden jeg gav ham Anledning deriil,
og han tunde irhgt sige til fm Ridefoged, hvad han und
drager de fiote Herrer af Raadet.«
»Saamcend! dei ladet sig here zej heller er dei nogen
Hemmelighed, ai Haandfceftningens Lænler tryiie Mosi
ftceien haardt. Kotigen hat ej aliid lagt Sijul detpaa.
Hat du itte hsri foricelle, ai da Vinen ved Kronings
gildet var loben ham en Kende i Hovedei, hvad ellers
fjcelden hændes ham, iog han Rigshofrnefteten iil Side
og fagde til han« »Korsiiö! J hat i Dag bundei mine
wenden hvo ved, hvem der ian binde eders igen!« —
»Naadigfte Herre,« iog Ulfeldt til Genmæle, ,,ete de for
haatdt bundne, faa et der Raad iil ai lsfe dem igen.«
— Saa forialles det; men Gud naade det, ventet Kon
gen Befrielfe af denne Reian
»Da et dei dog nsin Tin, Fader! at somfider nna
dei komme. Den hsje Abels Magi er alt for ovetmaade,
Rigerne ere i Armod, og Klagerne fta den botgerlige
Stand have i mange Aar lydi hpjt Desuden, hvad
Kongen ian mangle i Befluiieihed, dei har Dronningen.
Jeg hat iile for ingen Ting verrei Splvpop ved Hove i
fern Aar ag Sloisfoged paa Rofenborg i andre feis Aar.
hans isngelige Majefieets Rjelighed mod fin Gemal
er overmaade og maaiie imelletn Stunder falde as i
Dinenr. Dronningen hat en Mands Billie.«
»Hu-n var mig aldrig god,« fvatede Peer, ,,rnarr maa
viere darauöfen fra for ret at finde Naade for hendes
Majefiaets Dim. Hun er en faare fisn og htjfindei
Dante, en Prhd for Tronen; men am jeg ttr fige dei, da
hover dei mig itle, ai hun agiee Landeis egne Bsrn ringe
og drager fremntede Eveniytete hetind, font tage ist-dei
fea de Dansir. Heller iile irot jeg, at dei er efier Rang
Federitö Sind. Dei flal nu gaa haardt til, naar han
siger fin fisnne Gemal imod; men dei vil jeg dog fige dig,
Haus« at naar han for Alvor vil noget, faa evnet end
itte hun at bsje hamz han iier da ogs gaat fine egne Befe.
Dog fial du ilie lide derpaaz enddsog du er ille Dronnin
genö, men Kongens Ridefoged, faa dil jeg nu, fom jeg
alt tilforn hat gjott, raade dig til at gtre Dronningen
flitiig og sthldig Opvarining, om du ellert vil holde dig
i dln Befiilling og faa Bugi med dine Mitundere vg
Avindtmend « Gorifeeiiei )
