Den siolste Jloiime Inn Tjele
Livdskildring fra Reformationötiden
as
H. F. Ewald.
me
—E· Fjerde Bog. sak
(Sluttet.)
Knud er endnu trodsz sine sire og halvtredsindsiizve
Aar lige faa flinl en Rytter som i hans ungse Dage og en
langt drabeligere Jæger7 dernæst var han til enhver Tid
rede",til at fægte, brydes og lobe til Væds. Se til Jde,
om der er mange Rynler at finde i hendes endnu friste
og blomstrende Aafhn, og hendes ftørre Trivelighed har
itte gjott hendes Gang meget tungere· Folmer er endnu
en slanl Mand, der sidder rantt og frit i Sadelen, og i
hans brnne Haar er endnu itle et eneste graat Stænl at
finde —- men vel i hans Huftrus, uagtet de itte fes, da
Perlehuen dertler hendeg endnu rige Haar.
Disse Solverstcrnt gav dog Alderen hende ille fra
ssrft af. De ere isnende Marter fra hin Radselsnat,
da Djaevelens Udsending havde hende i sm Mast, og Gud
shntes at have sforladt hende. Bel, at sets og tredive
Sommere havde dættet hint sorte Mindes Grad med
Glemselens Løvl Endnu har Ungdomsfristheden ille for
ladt hendes crdle og fine Trcel, og hendes dejlige Øjne
have dereg fulde Glanz. De tunne, som Folmer sagde,
da han ined begeistrede Ord tegnede hendes Billede, le
blidt som en Dnes Øjne og dog lyne som en Ørn3.
Barnets Ustyld og den modne Kvindes fcestnede Formehd
og ielosilre Bærdighed afspejlede sig stiftevis i dette un
derlig dybe Blit, hvis fængslende Magt blev sig selv lig.
Der var nu en tlarere Fred over hendes Aasyn og hele
Versen og mere Lys i hendes Smil end i hendes unge
Dage.
De trofaste, som nu vare fammen, mindedes de hen
fovede, som de havde elstet, scerlig den fromme Moder,
paa hvem Gud her paa Jorden havde lagt fin Haand saa
tungt, men hois Sjæl nu havde fundet Fred, da hendes
Ben for tre Aar siden vare stedede til Hvile i Harleo
Kirlex derncest de for leengst hensovede, dhrebare Ven
ner, Ambrosius og Thøger, som tilsidft vare bledne for
sonede, og hvis Sjcele nu vare samlede i Glcede og Kar
lighed i ret hellige Zion, hvorom Thnger en Gang havde
talt.
Anud og hans ncrrmefte fil dog itle ret lange Tid
til at fordybe sig i Fortidens Minder. Snart indiandt
sig Jsrgen Strom, nu Rigens Raad og en aniet Mand,
og hans Hutten, Hilleborg Dan, og derefter tom Gassterne
Slag i Stag, saa tilsidft var der itle et ledigt Kammer
paa Bergen eller en tom Baas i Staldsene.
Dagen oprandt, en stan, solllar Dag sent i Host.
Motten ni vare alle til Stede i Hallen, for at den egent
lige Hsjtidelighed tunde være endt inden Klotten ti, som
var Spisetiden. Det var en talrig Forfamling, og naar
Knud saa sig om i den, maatte han fole sig tilfredsftilleL
Jngen havde foigtet, og mange af Rigets erldste og Edlefte
Slcrgter hasdrede ved sine mest ansete Ætlingeo Narr-cr
relse hans Hug. Man regnede i hine Tider Slægtilabet
langt ud, faa at alle de Slægter, der ved Ægteslabsfori
hindelser i Fortiden havde blandet deres Blod med Loben
ballernes, regnedes for Fremder-. Der fandtes da i Knud
Mogensens Hal Medlemmer af Slcrgterne Bilde, Gyldeik
stjerne, Steck, Fris, Rotfeldt, Kaas, Mant, Spend, der
ncest nogle af Folmer Rudg eg Jørgsen Stroms nærmeste
Fremder og entelte Venner, hvoriblandt Verner Purz
berg, hvem Knud fordum ved Rye havde mcerlet med sit
Sværd i Rinden, men sioen atter forfonet siq med. ;
Da alle vare tomne til Siede, traadte Jøraens For-!
broder, Jver Strom til Voldbjerg, frem og holdt i sin»
Haand Forligsalten, der var forsynet med Understrifter
og Sigiller, uden hvilte sidste intet Dotument i hine Ti
der havde Gyldighed. Han oplæste Alten Punkt for
Punlt og tundgjorde faaledes, hvorlunde Jørgen Eritsen
Strom og Knud Mogensen Ladenball nu for eoigt onre
forligte og som rette Softendedorn og gode Frænser med
huldstab og Trostab oilde leoe i et stadigt Benflab·
Derefter git Jsrgen Stram hen til Kund, raltc
bam i alles Paafyn sin Haand og hilste Margaret som
sin Freende ved at lysse hende paa Rinden. J lige
Maade hilfte Kund Jsrgens Hultru, og hun og Margaret
omfavnede hinanden og befeglede Forsoningen ved et so
sterligt Fins.
Da alle havde lylsnstet de forligte Fremder, gil
man til Bords. Til Højbords sad Knud og Hillaborg
Daa, Jsrgen Strom med Margaret og Folmer med Jde;
men, som Henning, der endnu var i Knuds Brod som
Nummern-end sagde til Gaardfogden, gamle Bent Tue —
tsen Dag vare alle Pladfer ved det lange Bord høje og
fornemme, ingen lave, saa gammelt, adeligt Blod flod
der i Gasternes Aarer, og saa stor var deres Anfeelse
eller Nigdom. Hostsolens Straaler faldt ind ad Bindun
neö Glarrnder og meget redelt Metal og mangen tostelig
Ældesten funllede i Solstraalernes Glanz. Med Adelens
iiltagende Rigdom oare Sadvanerne blevne mere over
daadige, og Kongernes Forbud moo den ftigende Magi
syge vare og bleve næften ganste magteslsfe. Dei tendtes
ved denne Lejlighed baade paa Kladedtagterne og paa
Vertens Bohave. Der var meget Solv at ser paa Knuds
og Jdes festlige Bord, og blandt Bintanderne manglede
itte Niels Pedetlen Ghldenltjernes gamle, solvforghltte
o«g nied Helgenbilleder prydede Drittelar, Slcegten LI
nqnbalts verdifuldefte Arvesthlle.
« «"·Knud var valler at »We, mens han sasd for sin Bord
ende endnu i sin fulde leistean -"e«n Edel, mandig SM
lelfr. Selv nlly t WHAT-glatte ZU cerefulde Stand-U sdhr
han faatalendez men eif hans Øjne lyfte lndre Tilfreds-"
hed og hanc Versen var præget af den fri Monds stolte
sog selvsitre Verrdighed Oder Jdes Aasyn spredte Glie
den Ungdommens frisle Star, hendes klare, blaa Dine
funklede eg Smtlehullerne i hendes Kinder lod fig nu og
da se. Dog for en Slhgge af Benwd over hendei glade
Nahm da hendes Bltt faldt paa- de unge, ier da hun
iagttog Folmers og Margarete smrtlle og lraftige, cldste
Son, han- Folrnerfen Rud, og hun derved mindedei ein«
hvad der var neegtel hende og sinnt-. Margarete Øjne
P
lyste af glad, moderlig Stolthed, naar hendes Blik faldt
paa hendes førstefødte. Hun var at se til sont en Dran
ning, der modiager den Hyldest, som leenge med Urette
havde været hende naegtet. Dog søgie hendes Mit nu og
da opad, og dets rene og ydmyge Fromhed mindede da
Foliner om Ungsøsieren ved Vissing Klosters Talegitter.
Hun iattede vel i Aanden Gud Herren for hans Naade og
kalte maasie nu, midt i Oprejsningens ærefulde Stand
at for den sande Kristen er dog Æren tun som et Fnuq,
et Jntet
Bcegrene gil flittig om; dog var der ingen støjende
LystigHed at meerte; en vis glad Højtidelighed var udbredi
over alle. Nu greb Jnrgen Stram sit Bager iog rejste stat.
»Nu, da alt er tommet til en god, fast og bestandelig
Ende ved dei Forbund og Forlig, Knud Mogensen da jeg
have indgaaet med hinanden, og deite nu saaledes lyktelia
er slei og fuldbyrdei, saa der fra nu as stal vcere Fred og
tærlig Forsiaaelse os imellem, iømmer jeg deiie Beeger
til Ære for denne min erdle og rette Freende, og for hans
Stifter, min tære Franke, cedle og velbyrdige Koinde,
Fru Margaret Mogensdattert Herren slcenle dem alle eg
alle deres al Lyile og Benedigelse nu og til deres Tages
Ende! J gode Mænd og Kvinder, som her til Siebe ere,
gør nu som jeg og tom eders Biegre med god Villie ind
iil sidsie Draabe!«
Alle rejsie fig, løfiede med et Bifaldsraab deres Vægre
og tsmte dem.
»Gid alle gode Dannemcend,« sagde Folmer Rud,
inden han atter tsog Plads, ,,altid saaledes vilde forliges,
som Jørgen og Knudt Jeg siænter i paa ny og dritter
paa Samdraegtighed og Ensidighed mellem alle Fremd-er
og gode danste Mcend!«
Den Siaal blev drtitten, Knud tallede sniutt rg
vcerdigi for den harn og hans Søster viste Ære, og der
efier løstes Tungebaandene, og Munterheden tog til.
Neiop som Lystigheden var sinkst, gjaldede et Horn
i Borggaarden. Alle iao pludfelig og nndrede sig over,
hvilten Gæst det tunde varie. Henning blev sendt ud,
men da han tom tilbage, smæiiede han Døren op paa vid
Gab og raabte med høj Resi:
»Von-Z Rande, Kongen!«
Alle rejste sig sorundrede, og Knud og Jde ilede deresä
uventede og fyrstelige Gwst i Mode. Med tongelig Var
dighed iraadte Kong Frederit ind i Hallen, tun let-sagst
af Rigens Hofmesier, den cedle og højt forijenie Peder
Otse, og af sin Sialdmester, Jens Trnidsen· Begge diese
Herr-er iraadte ind med bloiiede Hoveder, hvorimod Kon
lgen havde sit Hoved bedceiiet. Den sorie Flele Baret
smed den hvide Strudssjer, fastholdt af en Ædetstens
Agrasse, sad teett paa hans torte, mørie Haar. Han
havde ei«Svcerd ved Siden; men iøvrigt var hanilcedt i
en sirnpel, mørtebrun stedragt, over hvilien var lastet
en tori, med Forvaerl taniet spansk Kappe; den hoidr.
irusede Pibelrave slnttede tæt om Halsen, og Stægget
var lort studset. Hans smalle, udtryisfulde Ansin blas
sede af det starpe Ridt, og af hans klage, brune Ljne
lyste ei muntert Blink. Han ratie sin Haand til sinnd,
som tyssede den eerbødig; derpaa hilste hon Jde1 saare
mildt. Hun var nu del kendt med Kongen og häddc pan
Bygholm tredenset mere end eet Beeger Bin til ham ved sst
eget Bord.
»Kommet vi itte for silde,« sagde Hans Raade mun
tert, »rg er itle alt Tenden tom og Tappen tar, tunde
det lyste os, Knud Mogensen, at ismrne et Basger med dig
paa denne din Æresdag.«
,,Eders Naade!« svarede Knud, hvis Aasyn lthte ai
Glasde og Tainemmelighed, »tun deite fattedes for at
gøre min Lylie full-kommen Foruden den 5LEre, derved
bliver mit Hus visi, hvor lan jeg se Ksong Frederik i
denne Hal og iiie mindes, ai ederS tongelige Majestæt
har jeg forst og fremmest at tatte for min Lytie og denne
Dags asrefulde Oprejsnina?«
»Nn«, svarede Kongen og klappede Knud delvillia
paa Sittlderen, »hvad vi ajorde for dia, gjorde vi gerne,
rg derved blev tun fuldbyrdet, hvad ret og billigt var.
Ei, der hat vi den Mand, nden hvis Retsrndiahed ca
broderlige Sindelag denne cergerlige Sag itle vilde vaere
ført saa lyttelig til Ende!«
Jdet Kongen sagte detie, nittede han til Jorgen
Stram og hilste derpaa naadig til alle Sider.
,,J høre dog nu, J gode Mænd og cedle Kvinder,«
tog han igsen til Orde, ,,hvorledes det gil. til, at vi tom
herhid; thi vi maa indrprnme, at Lylien var her stsrre
end Forstanden. Dei lystede os ai overrasie de gode Klo
sters-sue i Mariager og ved at indsinde os uveniei at
fri dem for den hædersulde Modtagelses ijsotnmelighed
Vi red da denne Morgenstund aarle fra Randers, og vi
brugie vor gode Heft saa del, at vi red vort hele Folge
ledig, paa nær Rigens Hofmester, her staar, Jeng Truid
sen og to Livdrabanter — et vattert Ridt var det, itie
sandi, Peder?«
Rigens Hosmester, der imidleriid hadde velslei Hil
"sener med flere as de iilsiedevmende, vendie sit cedle Aasyn
smod Kongem Hans stolte og strenge Blit, af hviltei han«
YOverlegenhed lyste, blev munteri og siæmtefuldt, idet han
svarede: ,
«J en hel Uge vil feg ille forvinde det! Jeg glenrte,
Hat jeg hat fjsorien Aar flere at beere end Ebers Naade."
»Ha, hat« lo Kongen og vedblev saa: »Som vi
tom her uden for Kjellerup,lom en fager, ung Bondepige
imod os, og Peder vilde i Snat med hende.«
»Bei iyties mig dog,« svarede Rigens Hofmester,
»ai det var Eders Naade, der standsede og sagde det fprsie
: d."
L- »Nu,« vedblev Kongen smilende, ,,vi ialie hende
til los spurgie nyt her fra Egnen, om Kongen mon alt var
itoriimen til Mariager? Hun vidste dog intei om os, og
af hendes Tale meertede vi, ai BInderne her iite brsd sig
om Kongiir;«-rne«n vare ganste opfyldte as den Ære, der
denne Dagtiiiies dereö Husbond Saa lystede det os at
se herind og saa en Pakt nied as Æren og en Slnrl Øl
at sluite vor Tsrst med. Dei er os og leert en Gang igen
at sceite vor Fod i den hal, der forhen var vor egen.«
lKongen sagde detie med jene. Dog laa der maasie
en lille stjult Brod i hans Ort-, itre stilet mod Knud
Mogensen personlig. men mod den Stand, han ttlhsrte,
og hvit Overrkiagt i stort som i smaat Kongen oste sit
at file. » » · ·
»
Die avde Mai-nd eg Kvinder i Kongcns Hal tiefe-Je
sig nu dybt nsot for Kotigen, da han de:efte: stred nen
nein Forfamlingen for at tage Plads for Bordenden,
hvor Jde styndsomt havde ladet dæte paa ny for fin kongcs
lige Gæst. Kongens Fcerd, Blit og Lader bar gansste
Præget af det, han var, en cedelsindet og evnerig Fyrfte,
endnu i sin Manddoms fejreste Alder og paa sit Livs og
sin Regerings glimtende Middagshøjde. Han var des
uden en lyttelig Fyrfte, heldig i Ktig som i Fied, mens
de ham underlagte Lande nod en Anseelse og en Velstand,
som ingen Sind-e i fenete Tider er bleven naaet.
Før Kongen tog Plads, blev Margaret foteftillet
for ham. Han studfede, da han nu for førfte Gang faa
Knud Mogensens sagte Susteh om hvem han vel havde
hort Tale. Han saa hende nogle Øjeblitte ind i hendes
dejlige Ane, mens hun rodmede dybt; derpaa fmilie han
sorgrnodigt, tyssede hende paa Kinden og sagde san, idet
han tendelig rort vendte sig mod Knud:
»Guds Dens! J vort Liv have vi tun set een Kvinde,
der var mere fager end denne din ædle ·Søster; hun set
hende saare lig!«
Derpaa tvg han Plads ved Beordet med et Sul:
men de omtringstaaende gode Mænd og Kvinder vetglede
Blitte. Alle gættede, at Hans Naade med den ene Kvinde
maatte have sigtet til Jomfru Anna Hardenberg, hvem
han havde vceret til Sinds at ægte og gøre til Dan
marts Dronning; men hendes Judex-, Eilet Hartenbcrg
til Mattrup, modfatte sig det af Omhu for sin Dsatters
fande Lylle. Det hjalp itte, at Kong Freverit over
vceldede ham med sin Gunst og gjorde ham til Rigens
Hofmefter, hvotfor han ogsaa sluttelig faldt i Unaade.
Den lytkelige Konge, der endnu var Ungtarl og
forst to Aar senere giftede sig med sit Soskendebam Sofie
af Metlenbutg, havde saaledes dog, som saa Inange andre
dødelige, sin Hjettesotg at bcere paa. Msen nu glemtes
snatt alle Sorgen Kongen glcedede sig ved et godt Maul
tid, mens hele Forsamlinsgen staaende saa til. Kun paa
hans udtrytlelige Opfordring tog Rigens Hof1k1ester Plads
ved hans Side, saa underlig strigende en Modscestning var
der mellem det sande Forhold og den underdanige Form,
i hvilten Livet ved Hove var støbt.
Knud og Verner Patsberg ovvaktede Kongen, mens
han spiste. Den sidste Adelsmand var i Naade; thi da
Kongen ved sin Kroning maatte døje den kamygelsh ct
daf sytten Adelsmcend, hvem han tilbod Riddervcerdighe
;den, de fjorten, ydmygeligt i Formen, men odermodigt i
ITanlen, afslog den tilbudte Ære, havde Verner Parsberg
iværet en ai de tre, der nedlod sig til at modtage Ridder
slaget af hans Haand. Den mægtige Underfaat, der nu
zsad ved Kongens Side og i «hvis starke Haand Rigets
sStytelse anden Gang var lagt, maa have vist samme
stolte Selvfolelfe og itte villet stylde sin Konge nogen
Gunst, eller ogfaa maa Kongen have tabt Lyften til at
’k)(edre Rigets stote Herrerz thi Peder Otfe blev aldrig
Ridder og hed til sin Død slet og ret Pedek Offe.
; Snatt opfotdtede Kongen alle til at tage Plads, og
ldet muntre Drittelag, fom nu begyndte, varede til langt
ud paa Ratten. Lyften til at potulere var snarere til
tagen i Kong Frederiks Regeringstid. Omsider rejste
Kongen sig for at gaa til Hsvile og nyde et Par Timers
Sonn, idet han muntert sagde:
»Hvad mon nu den gode Abbedisse i Mariaget, Fru
Eæcilie Lylle, tcenter om mig? J Dag er Folget kom
met i Klosteret uden Konge, i Morgen tommer Kongen
luden Folge!«
! »Detfor er Raad,« svarede Knud ojeblitlelig »Villi
imine Vennee her, som jeg, og eders Naade tilsteder det,
.slulle vi ocere tidlig i Sadelen og alle som en med vore
Svende ledsage eder til Klosteret.«
Saaledes stete det. — Da Solen næste Morgen lod
fine Straaler stinne paa Kjellerups forayldte Taarnfloj,
red et fiort Tog ud af Gaatden ad Mariager til. Frem
meft red Kongen med Knud Msogenfen ved fm Side, efter-l
ifulgt af de to Livdrabanter; dernceft Rigens Hofmester
med Jørgen Stram og efter dem hele den øvrige Stare,
i alt med Svendene over hundrede Rnttere.
Det gil muntert ad Mariager til, og da Kongen
selv var i Spidfen, var den Mils Vej fnart tilbagelagt.
Alletede paa Vejen dertil hilftes han med Glcede af nogle
Decier af hans Folge, som, cengstelige over hans Ube
dlivelfe, vare redne ud for at opsoge hom. Fru Ccecilie
Lykte saa Hans Naade komme med itte ringere Glæde,
men lod dog tillige stimte nsogsen Ærgtelse over, at den
festliae Modtagelfe var bleven til intet. Hun forfcerdedes
del ogfaa ved at se den store Stare Gcester. Konan føtte
med sig. J saa Henfeende slap hun naadig; thi Knud
og hans Gceltet ftea tun et Øieblik ai Sadelen for paa
Konaens Opfordring til Tat for god Ledsagelfe at tem
me et Berg-er med ham.
Derpaa red de alle tildage til Kjellerup, dog tun
for fnart at stilles, idet de tsog Afsied med hverandre, hil
iende og velsignende hverandre med hjerteligt Benslab.
Saa drog Frcender og Venner hver til sit for ligesom
Knud og Jde, der bleve tilbage i Hjemmet, at spinde deres
Livstraad til Ende gennem Fryd og Sorg.
Lange Tider eke siden henrundne, Slægt er fulgt
paa Sloegt under Tingenes store og martelige Omsiiften.
De Stove, i hvilte hine Dages gode Mænd og Kvinder
foerdedes med Hund og Fall, ere for lcenge siden faldne
for Ølsem de Mute, der horte deres glade Jubel og tunge
Smettenösut, for stokste Delen henfmuldrede og jævnede
med Jorden. Selv ere de blevne til Stoc, og ere end
deres Navne bleve «huflede, strevne paa Pergament ellet
hugne i Sten, saa maa det siges, om nogle af dem, at
end itte Stsvets Hvilested tendes:
Deus akklavit et dissipati Saat —
Gud bod, og de maatte iorioinde,
iom Apner udsptedeg for Wirbel-)
V Bedel Messen. «- « «
! Seit nflcrne paa Kronvorg
En historisk Roman.
AfH.F. Einen-.
-EF. Fsrfte Del. E
Første Kapitel.
Simon
- ! - ·?:1
For omtrent to Hundrede Aar fidei:IN var Helsingsr
en By af et lignende Omfang, som i vore sDage og hast-es
samme Fsoltemcengde; men den var den Gang, min i des-«
snttende Aarhundrede, af langt større Vigtighed. Des
taldtes de danste Kongers Guldbjerg; thi i hin Tib, ds;
Adelens Vaelde red Folket fom en Mare og tvalte ethvett
materielt Fremstridt, var Sundtolden Kronens dafeniss
ligfte Jndtaegt. De danfle Konger havde allerede i eu
Aarraelte regnet sig som Herrer over Øresund, fordi de
herskede over Landene paa begge Sider, og af formentlig
Magtfylde aftrcevede de forbidragende Stibe Stat og tog
saaledes fra fremmede, hvad deres rigeste Undersaattet
naegtede at yde til Kronen-Es og Landets Tarv.
For at give dette Overgreb, der blev skæbnesvangert
not i sine Folger, tilbørligt Eftertryk, lod allerede Freve
rik den Anden det stolte Kronborgs favnetykte Mut-,
tnsejfende Spir og stcerke Stanser rejse sig ved Jndlobel
til Sundet. De gamle Slotte, som forhen laa ved Hel
singør, Flynderborg og senere Øretrog, vare iscer byggede
til Værn mod Vitinger, laa noget lcengere oppe i Land-OF
men Kronborg blev lagt lige ved Stranden som en barst
Vogter og ubønhørlig Stattetræver, hvem de fremcnede
Stippere hilste med liden Glcede. Kristian den Fjerdk
btugte, tryklet af Tidernes Trang, denne Sundets ngle
groft not, og hans Søn og Efterfølger, Fiedekit der
iTredie vrøvede endnu tnappere Kaar og maatte gaa i
sin Faders Fodfpor. Sotn en brummende Løve laa Kron
»bor·a ved Foden af de danste Kongers Guldbjerg, og ingen
itvivlede om dens« Magt og Rcekkeevne, uagtet List-ens
Kraft endnu itke var bleven fat paa Probe i nogen alt-or
lig Dyst.
Sundtolden var den Gang, og lige til den afstasse
des i vore Dage, den lunstige Kilde til Helsingors state
Velstand; thi Betalingen af denne Slat tvang ethvetkt
forbisejlende Skib til at søge ind til Byen, og dette frem
mede en livlig Omscetning; men i det fyttende Aarhuw
drede var Helfingør desuden begunstiget ved det islandste
Handesprivilegium, hviltet end mere for-gebe Byens Bel
ftand. Den Gang, som nu, var Helsingør Overfartstedet
til Staane, og den fvenste Regering, blandt andre, holdk
en Resident eller Konsul i Byen og desuden en Post
inesier, sotn affendte den svenske Post gennem Danmakt
til Hamburg Flerc Omstcendigheder hjalp altsaa til ut
give Helsingør en Betydning, som falder send mere i«
'Øinene, naar man sammenligner den med de ovrige danstt
Købstoeder. der i den Tid ftod paa et lavt Standpunkt.
Men Helsingør var tillige en langt fmukkere By
end den nu er. Man kaldte den ,,lille Amsterdam« pas
Grund af dens Renlighed og hollandske Præg De Tf
røde Mursten byggede Huse vendte næsten alle Gavlene
mod Gaben, og disse Gavle havde ofte en smut Form vg:
vare prydede med Sandstensprydelser og bar Jndstriftek.
Jndgangene til Hufene vare mange Steder dætkede af et·
lille Tag eller Bislag, og paa Stentrappen bekundet stob
Baente, hos de rige Borgere endog Billedstøtter til Prydelfk
Disse Bænte vare ret lystige Siddepladser, ifæt i
Hovedgaden, der allerede den Gang kaldtes Stengaden,
men fom for længe fiden har iniftet en Prydelse, der nd
tncerkede den i det syttende Aarhundrede, nemlig tso Rcetier
Træer, som stod langs Hufene, en paa hver Side af
Gaben, og vare kunstia udtlivpede. De grønne Trom, de
røde, smukt formede Gavle, de venlige Biflag, paa hviis
Bcente Hufenes Beboere ofte dvcelede, frembod et indbty
dende Skue, især naar Solen stinnede liolig derpaa, og
Ruderne, der holdtes blank-e som Spejle, tilbagekastrdc
de .B.illeder, som Solens Straaler gav Liv og Farve.
Den 23. Juni 1657 tidlig om M-orgenen, da Duggetr
endnu hang i de llivspede Træers Blade, og Solen sent-te
sine første Straaler over den ostlige Husraktkes Tage.
ruinlede en Vogn ind ad Svingelporten, der var den ene
ste Jndtorsel for enhver, fom kom fra Syd, og ftytedes
Kaufen langsornt ned ad Stengaden. Det var en svæt·
chellevogn, et plumpt Koretøj, et cegte Barn af hin i alt«
materielt saa uprattisle "Tid, umagelig for de totende vg
tung at drage for Heitenr. To Ageftole af en plumps
Vyigning men som dog tun afgav kneben Siddeplads,.
vare forsynede med tytte Hynder og maatte derfor reg
nes for luxuriøse. Koredrengem der sad foran paa ci
bart Brcet og itke nød godt af Hynderne følte sig dekfot
ligefuldt hævet ved Bevidstheden om, at hans Husbaad
og Madmoder sad saa blødt, og da Hestene, fkønt fmaa,
Idog vare i god Foderstand, saa mente han, at den state
Bys Beboere fik Ulejligheden rigelig betalt, naar de entm
:lagde Nasen paa Ruden eller traadte ud under Bislageiz
for at se hvem det var, der holdt sit Jndtog i Bynu
Bybørn have altid vceret nysgerrige efter at fe, hvad der·
foregaar paa Gaben; men den Gang vare de meaet tidss
ligere oppe oni Morgenen end i vore Dage. Uagstet Miss
ten tun var fem, havde de alle nydt deres Dante, saa ak·
der ingen Mangel var paa Ti lsluerr.
! Det var nu heldigt not, at Koresvendem der hed Poet-«
Olsen, itle gjorde Fordring paa Beundting for sins est-c
Person-Z Vedkommende; thi den blev hant nceppe til U
Han var en sirstaaren Knps paa atten Aar med et raubt,
enfoldigt Ansigt, vandblcia Øjne og gult, lrøllet Haut-.
Dei var let not at se paa hans Holdning, at . hans Bars- »
dom davde hans Plads veret paa en Aarebænt og ilke III-ej
et Køret-j. Man kom ved at se ham til at trenke pas »
Baad og dens Slingren og unsdrede sig over, at M
Herre, Ridefogden paa Ktaagetup, havde valgt en— Stils-«
til en Landtrabbes Gerning og oven i Kobet en Gut
et saa spvnigt, dumt og tlodset Ydrr.
(Fortsættel.)
