poisk Feinmiie
Ats-C.Haucb.
—:S Ist-sie Del. H
(Fortsat.)
·« - »Er itke dette overdrevet?« spurgte Adalbert.
»Nej!« svarede Bonaventura, »tl)i forft da aabnes
Ærespofter og alle Lytlens Veje for os, naar vi for Guld
shave givet Aftald paa dort Land, naat vi for timelig
Fordels Styld have tilstoppet vore Oren for vore Brødres
Strig og tilluttet vore Øjne for de Krænlelser, der til
fojes dem.«
«Jmidlettid har Forbindelsen med et ftokt og mag
tigt Folt sittert ogfaa stasset vs Fordele.«
»Maasie, naar man paa Kræmmervis blot vejer de
iimelige Goder, men hvad nytter den ydre .-Fordel, naar vi,
for at naa den, maa give Slip paa alt, hvad der giver Li
vet Værd og Betydning, naar den sidfte Rest af dort Land
lidt efter lidt nedvcerdiges til en blot Provinds aif et frem
tned Rige, naar man btyder alle Lefter og udspreder Gift
imelletn Foltet og forvandler Halvdelen deraf til Politi
fpeidere, paa det disse tunne styrte den anden og bedre
Halvdel i Elendighed.«
»Wer-is, at det et saa,« svarede Adalbert, og ingen
agte Polat vil da tvivle am, hvilten Vej han stal fslge.«
,,Bevifet er let, naar man tun vil se med egne Øjnr.
Forsvinde itte tidt de bedfte Mand, uden at nagen ved,
lworhen de sprea? Bleve ille femhundrede Born af Li
thauens ædleste Slægter paa en blot Mistante som simple
Soldater bortsprte til de fjernefte EgneZ Er itte flere af
vore højefte Ofsicerer underløbte og fordærvede? Udgaar
itte en Eva-km af Angivere fra Warfchau, der lig Stin
fluer tun satte sig Paa, hvad der glimrer i Landet for at
besudle det? Lan nogen nu udtale et dristigt Ord uden
at frngte for sin Tjener, ja for sin Broder og sin nærmefte
Ven? Tlii blandt alle Stander lige fra Fyrsten af til
den omoantende Betler, findes- Foll, der besoldes til For
rcrderi, og tun ved disfes Hjcelp lnttedes det vore Fjender
at udspasnde deres Rast over bete Land-et.«
»Da hvor ftal vi sinde et Værn mod al denne For
dcerdelse,« saadc Czernim, og paa famme Tid forspandt
de fartastifte Trak, der eller ligesom en Maste skjulte hans
fande Udfeende, ,,hvor, uden i Tanlen om en bedre For
tidZ Og dog forfølger man de Sagn, der minde om
denne Fortid, som am de vare lcvenoe Fjender, man stcelder
seid for de lustige Melodicr, hvormed vore Børn dyssrs
i Semi, og et Par Toner af en gammel Sang, en Barns
domserindring, sont nviltaariig flipper over vore Labet,
er en Forbrndelfe, der tan koste Frihed og Liv." ’
»Von Forfølgere stæloe tned Net,« sagde Bomben
tum, »vor Historie ftal vorde et Dødsftit i deres Hierien
Ja, hvis jeg dar spdt i et fremmed Land ag tun lanatfra
havde lnttet til den Smerte, der ligaer i dore Sange, hdiS
jeg tun hadde hørt forttrlle om dette Falt, saa trofast mod
det forsvundne, saa aennemtrcenat af Heltemod og Poesi,
saa migttandlet og forfulgt oa oiiispckttdt as Fordærdelse,
jeg vilde have folgt min Ejendom og forladt mit Land
for at tcrinpe og do med digse Frennnede.«
J dette Lieblit sprang Toren op, og til alles For
bwielse traadte en rant, toindelig Stittelse ind, ijrii
dunkle Haar og orientaiste Ansigthrasl paa en scelsocn
Meint-: aiital mod Pandeng Hdidhed. Hun luttede hurtig
Daten etter sig og blev nahmen-e og ligesom forstrceltet
over sin egen Dristixthed ftaaende ved Jndgangen
»He-ad vil du, Leontinef Er Alexandra fng«?« fpurate
Bonarsentnra. »Nej,« fvarede Leontine, tbi hende var det
Virkelia, »l)un iover men jeg tunde ilte blive ralia VaI
mit Berti-tin jeg vidste at J holdt Rand om Polens Frem
tid, reri vil jeg verre med, ttli jeg har Ret at date med, hvor
der tales om dort Land.« «
»Hvorledes fandt du Vej l)erl«-en?« spurgte Bona
ventura.
»Stt)ggerne af de gatnle Konger lod mig innen Ro,
jeg liftede mig ud i Hoden. Rappe var jeg der, for jeg
følte en uimodftaaelig Lyst til at se Weichielen igen, hviö
sulende Balger jeg troede at here langt dorte. Jeg ilede
til Havens Ende, hvor jeg fandt en Der, der itte var luttet
i Laas; inden jeg ret vidste det, befandt jeg mig i en af de
Gaben der føre ned til Floden. Mannen stinnede tlart,
Vejen var mig betendt fra forrige Tiber, det varede itte
lange, fsr jeg stod ved Flodbredden. her var alt stille,
selv Fuglene og Træerne fyntes at sove, tun Weichselem
der aldrig foder, rullede sine Bande i det klare Maanelys
og sang sin sædvanlige Sang ved Heltenes og de gamle
Kongers Grave.«
Dei er en stor Forbrydelse, hvorfor Weichselen butde
sendes til Zastnosc eller arbejde i Siberiens B.jergværter,«
sagde Czerninn
»Bei faldt mig vansteligt at komme ned til Mod
bredden,« blev Leontine ved, ,,dog lylledes det tilsidst, og
jeg stad endelig ved de rullende Balger, hvis grenne Farve
jeg endnu tunde flimte, og hvorover Mannen sdaevede med
indfaldne Kinder, ligesotn forgrakntmet over al den Uret,
den hat-de set paa disse Steder. Jeg bøjede mit Hoved
tmod Stummen og vastede mine Handee og mit Ansigt
i de hellige Bande; tusinde glimtende Øljne bleve da synlige,
der hurtig igen veg Pladsen for andre, og dybt i Floden
opdagede jeg de Stytsaander, der væve dens gtønne Sltsr
for at styrte os i Ulytten med haabets Farbe.«
»Du er en Sværmerste, L"eontine,« lag-de Czernim og
lagde sin Haand paa hendes Stulder, »der hansg en Dag
draabe paa Metaan horn, sotn Erindringens Genius
havde rystet sine Vinger; denne Draabe lant i din Fid
selsftund og traf dit Øjelaag, derfor drsmnter du nu om
de gamle Minder, og Nattens Taagebilleder lade dig in
gen Ro.«
»Im vil itle drsmtne langem derfoe tommet jeg her,
thi, til Ttods for dtn Tavshed, tender ieg dtne Planet,
Bonattentura, jeg vil tun vide, hvoevidt de ere modnede.«
«Feygtede du itte for den entomme og usitre Vett«
spurgte Bonaventura.
»Jeg fragtes- tntet, thi jeg er bevæbnet,« svarede hun,
net W mev en rast Bedo-gelte greb vg sieva den
stoee Naal, der sad i hendes Fletninger.
»Das-im alt forholder sig, sont De fremsttller det,«
sagde Adalbert til Bonaventura, »du vil ingen fand Polat
vægre sig ved at gribe til Vaaben, fotudsat at han set
Muliglzed til Scjr og Frihed.«
,,Mulighed er der,« svarede Bonaventura, »i alle
Hierter give-Z en hemmeltg Tante, fom ingen Spejder sat
ter og udgrunder. Mer end den halve Heer er vunden,
og hver Dag optages nye Medlemsmer i vort Forbund,
Militærstolen i Warschau og de unge Ofsiceret ere von
med Liv og Sjæl; Gejstligheden hat forenet sig mesd os,
Studenten Btdenstabsmcend og Kunstneke ligeledes; og
felv i det fjetne Lithauen hat vore Venner udsaaet en
Sæd, som ingen Hagelstorm fra Norden gansie mægter at
nedslaa.«
»Banstelig tan dog dette sonderrevne Land modstaa
de uhyke Massen vore Fjender ville fremlalde mod os,«
sagde Adalbett.
»Lad andre beregne deres Kraft efter Krigernes An
tal,« svatede Bonaventura, »vi have Ret til at gaa eni
anden Vej, vi have Ret til at lægge Villielraft og Begejft-;
ring med i Vcegtstaalen, om saa hele det øvrige Europa:
lig en bedaget Olding rystek paa Hovedet dervedz vi have!
Ret hettil, siger jeg, thi mete end en Gang gentog Le«:
nidas’s Getning fig i disse Stude, vor Historie ligner
der-for tidt et dtiftigt Æventyr, hvis Gang det fjælden
iyttes nogen politist Regnemefter forud at bestenrme.«
«Hvorfor hat du itte for indviet mig i disse Planer?«
spukdte Leontine.
»Fokdi du et en Kvinde og dettil et halvt Batn endnu.«
»Sel« sag-de hun og blottede sin højre Ann, paa
hvis hvide Ovekflade Bogftavet K» omgivet af en Ege
løvsttands og indbrændi med dybe Træl, blev synligt,
»l)usler du, da du sprste Gang fortalte mig om Kos:
ciusztos Gerninget og viste mig hans Navn indgravet i
dit Bryft, hvorledes jeg da bønfaldt dig faa lange, til dn
indbtændte dette Tegn paa min Arin.«
,,Jeg hufter det vel, du stirrede tavs og alvorlig paa
!inig, medens jeg udslar og indbrcendte Tegnet.«
! »Kunde jeg tie den Gang, tan jeg det vel ogsaa nu,«
;fvakede Leontine og bedættede sin Arm; ,,naar begynder
Kampen2«
»Var alt gaaet efier Ønste, da havde vi alt begyndt
den,« svarede Bonaventura.
»Jeg vil nøjeke tende Detes Plan, fnt jeg gansle
overgivee mig til Dem,« sagde Adalbert. —- »Men hellig
Tavshed lover De natiirligvis.« —- ,,Jeg flal vcere tavs
soni Graven,« svarede Adalbert.
»Na vil vi gaa til Ro,« sagde Czernim, ,,dog maa
Die førft bringe Deres Søfter hjem Bonaventura.«
Da de to Søftende date dorte, fpurgte Adalberi
Czerninn om Casimir var indviet i de forbundnes Pla
nek. »Nej,« svarede Czerniim ,,Casimik bar man aldrig
indvic i nagen Plan, tun i Øjeblittet hører han os til
og tan da maaske Vise os støtre Tjenestek, end vi ane eller
tænte.«
Adalbert vilde fortsaeite den forriae Samtale, men
Cz-erni1n gav Talen en anden Vendina, idet han spurgte
Adalbert, om hvad han snntes om Leontine. — »Hun er
ejendommelig i al sin Adfaerd,« svarede Adalbeet, »og
bande ftøn og elftvcer'dig, dog ovekslrider hun altfok dri
stig Scedvanens Gtænser.« — »Ja, Sædvanens, men
ille Sortitiielighedcns,« sparede Czerninn —- ,,Med Hen
snn til tvindelia Anstand tunde hun endnu læte meaet
af (in1ilie,« sagde Vldalberi. --— »Hm min Drena! før
du bedømmer en Kdinde, ital du vide lidi Bested mn heni
des natliae Dromme, hvad Leontine angetan da tør je.·1
svaerae for bende i sdet Kapitel, men Fristen Einilie, Ined
hende er dct en anden Sag.«
Kost efter lom Bonaventura niem, og alle tre for
fnjede siq til Holle, Adalbetts Hierte bantede altfot stærtt,
til at han strals tunde falde i Sevm iniidlertid var det
itte mete Einilies Billede, der forstyrrede hans Ro; nie-i
Trinken ostn ken soreftaaende Flame og oni de Ulyller og
Inter, der ttuede hans Fædrelandx dog oprandt ogsaa
underiiden et dristigt Haab i hans Jndre, ket polste Blod
rørte sig i hom, saa hans Sjæl higede efter Valpladsen
og efter en Daad, som tunne adle ham i hans Lands
mændå Etindring.
lig den, som har naaet de Boliger, hvor Tyrannerne ligge
blege og henkastedc, hvvr de Ugubelige maa aflade meb
oeres Rasen, hvor Lcenternes Lyb itte mere here5, og hvor
salig Fred er over den Slumrenbe.«
»Ak, men saavidt ere vi itte endnu, endnu hører jcg
tun be stærle Raa«b, der talder os til Kamp, og Lyben af
Stridsvognene sog de trampende Heste, der ville tnuse vore
Brødres Hoveder. — En af vore Landsmcend bortføres
igen imob Lovens Ord, han bortrives fra sin Fabers Hus
og fra den blege Piges Favn, der fkæntebe ham sin Tro;
»h·.1n er stilt fra os ved en uvverstigelig Mur, og vi lcefe
Sjælemesser over ham som over de Diebe Og bog er han
ille ded, han er ille indgsaaet i Skcersilben, og bog føler
han alt Stcersildens Plager her paa Jorden. Hvad er
det da for et Dødsbillede, der er vcerre end Dieben? Hvad
er det for et Dyb, hvori den Levenbe nebst-des for at vorbe
begraven, medens han lever? Ja de have bygget en Grad
sur den Levenbe og et Jisscengsel for Ebers varme
Hierter.« s
»Skul·be der da tun sindes Trost, hvis den Bott
gangne virtelig var bod, men albeles ingen nu, ba han er
bortført til et fjenbtligt Land? Jo, ogsaa i denne Ulykte
gives der Trost, thi det Liv er itle fortabt, fra hvilket
Aanben itte er bortvegen, og ligesostn Ebers Hcenber tnylke
sig veb Tanken om Fjendens Overmod, saaledes lnytte
sig tusinde Hemden og glimte tusinbe ’Øjne paa andre
Eteder i disse Lande; thi Aanden er een, der forliitxdcr
bem, og den lan aldrig sønderslaeres meb Sværb.«
»Men det er itke for Jntet, at disse Trængsler ere
losinne over Eber, thi netop de stulle vcelte og losbinde
Aanden i Ebers Bryst. Eller ville J hellere være lig hine,
der have not af Jorbens Gober, og der itke vide, hvad det
betyder at ligge vaagen Paa sit Leje af Belymring for sine
Brødre, der itle vibe, at de ere stabte til noget Mere end
til at fanimendynge for sig alene, hvad de bog itte alene
tunne fortaere, der ille søle Hiertets Kalb til at offre Liv
Da tinieligt Gods for det, der er hojere end beage? O mine
Brøbre! J have mibt i Ebers Armob sarnlet storre Skalte
end be, og J ville aldrig glemme, at det var her, paa bis-se
Hefe og i disse« Slove, at Friheden sidste Gang hævede sit
dristige Banner; J ville aldrig gleinme, hvorlebes J den
Gang stode veb hverandres Sidse under Teltet og i de
duntle Stove, og hvorledes J kæmpede kjælt imob den
overleanc Fjende. Ja, den Gang seirede den evige Kraft
i Ebers Hier-ten og der var een Villie i det fonderrevne
Land, og J flettebe alle det Baanb, som ingen Winds
mand incegter at løse, og J bleve til eet Foll i Ulntten.«
,,Vel den!« blev Munlen veb, og en stcertere Jld
funllebe i hans —Øjne, »vel ben, der ser Unberganaen for
Die og bog troer paa -Opstanbelsen, thi tun bit Haab og
bit Hiertes Troslab srelser big fra Døden. Om denne
Trostab taler alt den trcetlenbe Vagtel og Svalen, som
flt)ver fra Syd for at genfinbe sin Rebe, og Lærten, der
itiaer, naar Morgenrøben viser den sin bugdesprcenate
Rose. Om den tale selv Midnattens Verdner, naar de
bange lia unae Bier, der ville svcerme, indenfor den store
.I.Iteltevej; om den taler ogsaa Mannen, naar den nærmer
tin til TlJioraenftjerneiL for at hviske den et hennneliat Ord
i Bret, hvorved denkt Straaler blinle stcertere. Ja havde
ttle vix-se Verdner den evige Trostabsdrift i deres Hinten
lsvorledes tunde de da vandre saa rolig rg blinte saa trygt
med deres lyse Tini-. Vel Eber da, J, som tror, tlsi san
delixi J ere liebte end alle disse, og J stulle fuldbringe en
Inne, ver er lysere end bere5, on tun ben Tvivlenbe slal
blezine og vatle og forvilbes pan sin Vej!«
Da denne Tale var endi, hortest Toner, der for Adol
l1ertS Iren klang som halvunbertrntte stritt-Small Havde
Munlen da Paany habet sin Rost for at benytte benne
Stemninn, da var ritneligvis Stormen allerede den Gang
ubbrubt, nien han ajorde bet itte og forlob stille Taler
stolen, hvorefter bet blev lauft iaen.
Denaang Abalbert kotn hieni, var han meget tanle
fnld, tilsibst, efter en lang Taushed, ratte han Bomben
tura Oaanbcn og fande: »Jeg ser, at jeg lun har Valaet
imellem min Feder oa mit Land, oa jeg vcelaer det fid
ste.« — »Juki vær vellommen iblanbt os,« svarebe Bo
naventura og trykkcde ham til sit Brust Kort efter lom
ogsaa Czernini oa abstilliae Mirnb, som Adalbert ille
tendte, og for hvilte han blev foreftillet som et nnt Med
leni af veres Selstab; be Freinmebe ait snart igen, og
Bonaventura fulgte deres Etsempei. Abalbert blev beri
mod hiennne og anvendte Tiden til nøje at udtpørge Czer
nirn otn be Forbunbnes Planet, han erfoer saaledes meget
om be hemmelige Selskabers Oprinbelse og Tilvcelst, oni
de Fam, der trueve bem, oin beres Hjcelvetilder og ritt
somfte Medleminer og isaer om Patrioterneg dristige Haab.
Rlotten elleve tom Bonaventura tilbage og spurgte
Adalbert, om han itte havde Lyft til enbnu engang at
bei-ge be døde Helte i Domkirten. »Det er en underlig
Tid at besøae dem paa«, sagde Adalbert. »Denne Time
er den allerbedste,« fvarebe Bonaventura, ,,thi nu blive
vi mindst forstyrtcde; frygt ikke!'· blev han veb, »Pra
fterne ere vore Venner, og i Kirlen ere vi sittrere end paa
noget andet Sted.«
Adalbert tastebe sin Kappe over Stuldrene og erkla
rebe sig beredt til at folge.
De git gennem flere smalle Gaber, i hville Abalbert
aldrig før havbe været. Pludselig standsebe Vonaventura
veb en Haveport, hvorfra, efter et givet Team en lvindelig
Stiltelse traabte frem, i hvem Abalbert strats paa Gan
gen genlendte Leontine. De ilebe videre vg naaebe snart
be ftore Træer, hvorfra Vejen hcever sig op til Domkirken.
Da be lom til Kirlen, git de«forbi Hovebindgangen og
standsebe veb en mindre Der, der enbnu ikte var luttet
men stod paa Klem. Jnd ad denne git be alle tre. Veb
Kirtedøren stob den famme gamle Prcest, som havbe leb
saget dem den forrige Dag, og holdt en brændende Lampe»
i Haandem Neppe vare be indensor, for han uden at sige
et Orb luktede Deren i Laas, hvorefter han stred frem og
lvintebe meb Haanden, at de stulbe folge ham.
En tolb Febergysen foet igennem Abalberts Legeme,
da be traabte ind i den store Kitte, thi det forekom dam,
som selsomme Stygger lob hensad Væggene. Mannen
stirrebe et Neblil paa be heje Vinduer, hvor Eddertop
perne vævebe et Slsr om Rattens Hemmeligheberz tort
efter syntes den at bceve for sin egen Nyögerrtghed og
svøbte sig i sStyen og forsvandt. Pludseltg klang tolv
Slag af den uhyre Motte, ligesom Resten af en Aanb,
der talber be Dsbe fra Graden. Da foretom det Abals
r - - R
bett, iom orn han harte Ormene bante i de gamle .
for at aabne sig en Vej gennem Brcederne til de Dabe, E
de malede Billeder bleve ligesom levende i dereg Range-eh
hver Gang et Stær fra Lampen faldt paa dem; ja fes
de udstaarne Helgene og de blege Ansigter paa Ruh-K
syntes at nilte i Maanelysei, der nu igen blev sW
og han troede at opdage hvide Dødninger i Krogene, II
dens de store Marmorgribbe paa Gravene syntes at Is
med deres Vinger. · ,
Fra denne vaagne Drørn blev han først befriet, da Y
losm forbi Alteret, hvor Nedgangen var under Jordan Ok
saa her stred den Geistlige foran med den tcendte W
i Haanden, og de gennemvandrede nu de samme Gass
hvorigenneni de allerede Dagen tilforn havde gaaet. II
de endelig stode i Kapellet, hvor den eenlige W
braendte, sluitede Prcesten sit Lys og traadte tilbage i W
grunden.
,,Knceler!« sagde Bonaventura, og Adalbert vg Les
ontine tncelede faran Ligtisterne. »Svcerger, at J vis
vcere tause sont disse Gravhvcelvinger«, blev han ded, »s!
J aldrig med et Ord eller med en Mine ville forraade up- H
gen af dem, der komme til Eder i Eders Fcedrelands Sas, »
at enhver, der vil tcempe derfor, han vcere høj eller sink,
semmed eller indfødt, sial finde Hjælp og Understtiielle
has Eder.« — »Vi svcerge«, sagde de begge. —- »At J
ingensinde ville opgive Eders Fcedreland, selv om Tiber-se
synes aldrig saa haarde, og om Fjendens Tilbud er all-cis
saa lotkende, at intet Osser stal vaere Eder for stott, felv
om Eders Forstand siger Eder, at Osseret og Kampen efttk
Verdens almindelige Maaleftol ere til ingen Natte. —
,,Vi svcerge,« gentog de begge. — ,,At Fædrelandets Fior
der skulle væte fremmede for Ebers inderste Tanter, og at
J ville tillutte Eders Brhst og Eders Hierier for dem, selv
am de vare as Ebers egen nakrmesie Slcegt.« —- ,,Vi sper
ae,« sagde Leontine, nien Adalbert syntes et Øjeblit akt
betcente fig, endelia ndsagde han Ordene efter hende.
,,Betcenter, at itte blot de Levende have hørt Eders
Ed,« sagde Vonaventura, ,,at J her og hisset slulle spare
derfor, at J her og hisset skulle vaere udeluktede af de Bed
sies Kreds, at J skulle vaere forbandede i Tid og Evighed,.
hvis J svigte Eders Løfte, thi Flere ere her :ilstede, end J
lunne se, og selv de Dade hefte deres Øjne paa Eder i denne
Midnatsstund.«
Det forelorn virkelig Adalbert, som om der stode grau
Stiftelser i alle Krage, men om die vare levende eller bilde
eller knn Fostre af hans egen Jndbildning, vidste han ikie..
Han gyste stcerkt ligesom ved sin Jndtrcedelse i Kirtenz
da hceoede Leantine sine klare Ijne mod ham og
ratte ham sin Haand. »Vi ere nu evig forbundne til bei
iamme MaaL« sagde hun, og det syntes ham fra dette
Dieblit virtelig, soin om han for bestandig var banden,
Ekle blot til sit Fædreland, men ogfaa til den stønne, vib
;mderlige Pige, der, kncelende ved hans Side, havde taki
ham sin Haand
Taufe git de op i Kirken igen; den Geistlige acrhnedes
Kirkedarem og de vandrede tilbage paa den sanrne Ves»
Id hvillen de vare komne
Da de nærmede stg til Leontines Hiern, opdagede de
ved Hjcelp as Maanelhfet en Mand, der listed-e sig lang-Z
med Haveinuren. Han agtede itte paa dem, før de kamt
ham ganste ncer, men da vendte han sig om og flygtedc
»Bei Menneske lignede Casimir,« sagde Lseontine. — »Ri
meligdis var det dog itie ham«, sagde Bonaventura, »med
mindre han har besagt Alexandra.« — »Alexandra er for
lang Tid siden gaaet til Ro,« svaredie Levntine og iledc ind
ad Haveporten, fulat af sin Bruder og Adalbert. Da de
tom indenfor, saa de Einilie, der traadte dem rast tin-da
»Er det Dem?« sagde hun til Levntine, ,,hvvr i al Beiden
har De vceret?« —- ,,.Har Alexandra savnet mig?« spurgtr
Leontine. -— »Nei, men iea har var-et i ster Angst for De
resi Stnld thi jeg Inærtede vel, at De gik ned i Haben ag
forfvandt.« — »Er Alexandra rvlia, saa tan det andet
vasre miq liaeanldigt.« —— »Det er den anden Aften, at
Te saaledeg svrlader oS,« bemcerkede crmilie »Begge
Llftener var hun under fin Broders Varetæat,« svarede
Bonaveniura. »Ja ja, jeg er liaesaa overbexist oni heut-es
llstyldighed som De, men Verden tunde darnme anderle
des«. Levntine fvarede intet «heriil. ,,Vi har nylig saaet«
Brev sra Starosten,« sagde Emilie, »han forlader i disse!
Dage Warschau. Farvel mine Herrer!« Efter disse Ord
ilede hun bort med Leontine.
»Jeg lunde frisies til at tro, at Frøten Emilie selb
hat haft et Stcevnemøde i Nat«, sagde Bonaventura. Adol
bert studsede vel ved disse Ord, dog var allerede hans FI
lelse for Emilie saa tølnet, at de langt fra itte vittebe
saaledes paa ham, svrn de tilforn vilde have bietet; ja de
viatige Planet, hvori han nylig var bleven indviet, sys
selsatte ham nu saa udelutende, at han ester saa Mi
nuter itte mere tcentte paa, hvad der for en Maaned fide
vilde have bragt ham til Fortvivlelse.
Da Adalbert kom paa sit Kammer, lagde han fig
strats til Hvile, thi han følte sig udrnattet, dog saldt han
heller itte denne Gang i nogen rolig Søvn5 tvcettinwd
laa han lange i den Halvslummer, hvvri Drøtnrnenes
Genius dristig henstiller sit Hulspejl paa Grændsen as de·
Vaagendes Land, saa det henlaster sine Billeder i Lasten
i en betendt Omgivning. Tusinde phantastisle Skitielser,
den ene selsvmmere end den anden, siege da frem ligesocn af
en uendelig Afgrund Førsi efter lang Tid faldt han i et
dybere Slummer. hvvri de flygtige Billeder ordnede sig M
et større Hell.
Det soretom ham da, som om ham igen besandt sig
i den store Domiirle, i hvillen han, i Siedet for de gamke
Mindesnicerter over polsie Konger og Bislopper, opdagede
flere pragtige Kapeller, hvori de mægtigste Erobrere fr
Nabolandet vare begravne. Paa disses Marmsorkiftee sad
Griff-er og vingede Sphinxer, der bare Kroner paa dete
Hoveder, og der i Pragt langt overgit alt, hdad han nhlis
i Virleligheden havdc set. Uagtet de syntes dannede If
Steen, maertede han dog snart, at de levede, thi efter uns-I
Tid rejste de sig op og viftede med halerne og Wingert-k,v
hvorfra der udgit en stcert Kulde, saa Vievandet srss tic
JS i de.store Kar. Endelig havede de stg i Vesret es
flagrede gennem Kittenö Stib og i alle dennes Sidegauk
og ud af de høje Vinduer. Efter nagen Tid tom de Ut
bage, og der neddryppede Blod fra deres udralte Tuns-,
og de holdt Lig i Kløerne, som de lade falde mvd Akt-II
vet, der aabnede sig vg DWUSEO Lisette
MQHWJJW «. WANT-U i
Uttende Kapitel.
Jndvielse og Trom.
Tet blev afialt, at de tre Søslende tilligemed Eier
nim og Adalbert den nceste Aften stulde besøge Kos
ciuszlos Kapel, hvori Brodek Vincent efter Bonaventuras
Bereining vilde holde en Tale. Da de lom derhen, fandt
de mange Mennesler samlede, Porten var desuden sperr
tet, san de alene kom ind ved at ncevne deres Navne. Udeni
for bemærlede Czernim flere mistcenlelige Personer, og
blandt andre Toldbetjenten Iwan, de vilde ind i Kapellet,
dog lylledes det dem ille.
Da Ezernim og hans Ledsaaere lom ind, stod alt Bro
der Vincent for Altaret og lceste en Sjceleinesfe, som(
denne Gang ille blev holdt over nogen Dsd, men over en
lebende Kriger, der med Magt var bottsprt fra Repnbliltz
lens Grcrndse til den russifle Heer, og som man nu, sordis
man aldrig ventede at se ham mete, ester den Stil, der»
lxeksler i disse Lande, ganste behandlede, som om han illes
mere harte Livet til. i
Esterat Sjcklemessen var endi, forlod Broder Bin-I
cent Altaret, besieg et ophøjet Scede og «holdt en loet Tale,
hveraf vi, da han med usæddanlig Frimodighed udtalte
sine inderste Tanter, ville skemhæve det Vigtigste.
,,Hvis denne Mand,« begnndte Munlen, »hvilten J
nu betragte som ded, esterdi han er bortsprt med Magt,
og J aldrig se ham mete, nu virkelig var bortgangen til
det evige Liv, og jeg saa hans Venner og hang gamle Fader
og den blege Jomfru hist ved hans Dødningebaare, da
lunde jeg maasie lettere sinde Trost sor dem, end jeg nu
lan· Hvi ville J srygte Graveu, lunde jeg da sige, hvi
ville J sorge, fordi en bykdefuld Dag er til Ende? Er del
ille, ligesom Daglejeren, naar han er træt af at arbejde,
vilde srygle for Ssvnen, hvori han stal gletnme sm Moses
Er del ille, ligesom Slaven, der trceller i Lenkern vilde
frygte del Øjeblik, da Fangefogdens Pist itle mere stal
bates? Tror J, at en slig Frygt bit finde Sted, mine
Vennerf EIN er del ille meget rimeligere, at Arbejderen
vil glcede sig, naar Aftenilvlten og den klare Stier-ne lalde
ham til Dotte, og naar den sure Msje ophsrers O lylle