L
H
En polsk Familie.
As In Hauer-.
—.-i':· Fsrste Del. ZE
(Fortsat.)
»Men ltvorfor blande J itte Dansen med Sang r
Vlfteih saalekseg iom tret ellerL er Stil?« fpiirqte lkzernink
»Jeg hat tun lidt Lyst til at si)nae,« fvnrece ten una:
Bdnde, »faalcrnge jeg itte hat holdi det Leiste, jca arm
Monden i Mannen, dg saaledek ternter del de andre med«
— »Ja, ja,« lød det fra alle Eider, »di l.1n ikte fimney
sanlcrnge Jwan er her.« Da ncrrmede Czernim sia til
kenne dg fande: Ist-la mig, Freisiniede!« Jldan synteH
et Lieblit at lsetatnte sin, unt han stiilde fielge eller ej. »Du
ftal itlc tlaae oder min litlrstfrilzed,« saade Czernitn, »mei-.
der er inaen Pladg for en lldlmiding.« —- Da reiste Jwan
sia og fulgte langfomh men idet hdn git ud, dreiede halt
Hodedet og taitede endnu et spejdende Blit paa Forsams
lingem iom han ugerne sunter at forlade.
Eiter JmanI Bdrtgang fteg Munterheden tendeligt,
dristiae Ytringer better-, og improdiserede Udbrud af Fol
tets Liniler blandede sig med Tonernes Klang. Eiter fle
reI Annwdning reiste da Leontine fig, som hidtil hnvde
siddet ded den aamles For-den Hun talede førft et Var
er med de bedste Dianifere, derpaa stillede hun flg Inidt
paa Gulret, hvor hun standfcde en Stund, niedeng flere
Par famlere sig om hende. Kort efter fdævede hun lang
somt under Musitens Toner hen gennem Berelset, alle
de andre fulate hende i Rcktler eller fnoede sig om hende
i store Kredfe, fra hvis Midte hun dog snart igen vidste
at finde Vei. Tilfidst vege alle de andre til Siden, ogI
Leontine stod igen alene niin i Verrelset, da tad pludieligi
Musiten, medeng hun efter en gammel, betendt Melodii
afsang folgende Stroer
«Hvortor ivulmer Weichielfloden sont et Heltebrnft,
Der i Toben knuied mod en vild, darbariik KystP
hvorfor klinger legens Klage fra den iortc Grund
Svm en iaaret Gangers sidste Suk i Dodens Stand-«
Da dette Vers var til Ende, begyndte Musilen igen,
nye Grupper snoede frg om Leontine, og de forrige Op
trin gentoges, indtil hun atter standsede og afsang spl
gende Linien
«Weichielflod·en inor fig langiomt under Krakaus Mur,
Starke Starer drog at bryde Druend Fangebur,
Svekrd og Le paa Stetien blinked mellem ng og Damp
Jngen Striddmand torn tilbage fra den vilde Kamp.«
Nu antog Musiten paany hint vemodige Udtryt, der
ledsagede den Duns, vi sprft omtalte; de dansende bevægede
sig atter i afvetslende Grupper; endelig standsede Leontine
tredie Gang og afsang uden at ledsages af Musiten neben
ftaaende Linien
Wetter hart di bestandig Suk ira Flodens Stad,
Deridr ridler den vemodig fom en Drsm one Dsd,
Derior sorge Mark og Enge med den hdide Pil,
Derin tadte Polend Dstre dered muntre Smil.«
Derpaa begyndte igen Musilen, men med et eget Ub
tryl, ja der git undertiden Toner igennem den, lig dem, fom
hsres i Heftvinden naar vilde Stemmer i Stovene synez
at tlage over Jordens hendisnede Born. Paa samme Tid
vege de unge Meend til Side med nedleentede Strids
steck, ngsaa Leontine stjulte sig bag Kvinderne, der i
tunftloie Grupper sagte at udtrytte deres Sorg: cndelia
traadte Leontine fretn ian og affang folgende Vers-, der
rat det lidste i Zungen:
»Og ved Bigens Vugge sidde de med Grund paa Kind,
Under Sut og Vemodsiange ilumrer Glutten ind.
Men naar Drengen vaagner. lynge de om nampenz cru,
Under Sang am sounden Storhed raagne Polcns Baker«
Eiter dette Vers antog Musiten en trddsigere Karattez
Pigerne vege til Side, og Ynglingerne traadte frem igen
og svang truende deres Stridsptger, og med en mimift Op
fordring til Kamp sluttedes det hete.
Saa lange Sangen lod, heftede hin Olding, der ellers
tun lidet mærtedez hvad der soregit one ham, sine Øjne fast
paa Leontines Læber, og det lod, som han anede Jndholdet
af de Ord, han itte tunde here.
»Jeg havde en Sen,« fagde han tilsidst, »men han er
dad, derfor staat nu Deren nahen i min Hytte og tan itte
lutles, og Binden fuser om mir Leie, og den faldende Regn
slutler Jlden paa Arnestedet.«
Disfe Okd forsteertede lldtryttet as Sonnen, der
hverten ledfagedes af Klap eller Bravoraab, men der
imod fremlottede dybe Sut og tunge Taarer; thi enhvek
selte, at ingen digtet, men en virtelig Sorg her havde
ifsrt sig Poesiens Kleededom medens lerngsthencejrede Suk
fra Valpladserne ligesom igen vattes til Live og aandede
gennem Musilens Toner.
En almindelig Tavsshed herstede nu i Foriamlingenz
endelig hinkt-es en Risi, der gentog de to sidste Linier of
det nylig afsungne Digt med fplgensde Forandting:
L- ———I
leallserL ,,T’.«t Latr HIDDtX halte han, »at Jwan git i
Tibe,« derpaa ointede ljan med Haankem hvotpaa alt igeu
bleo stille. »Meist- at tannne ederg Tunge,« oerdlev han,
»W DER lot-er ni: incp eben sokn en vild Heft med en udc
hasndia Renten on J osrd itte, i hoilten Afgrund den taki
ftnrte Her tilsidst.«
»Dort nie: ale Vaabenl« raabte Czernim igen, sprst
naar Iiden tin-Uner, stal Fjenden lasre dem at tende, men
nn oil ei dritte Taoiktedg og Besindighedg Staal.«
»Zum-heb ca Vesindiahed!« aenlød det ooeralt, me
Dens- Ltierne sank, on Landserne bleoe hcnstillede i Kro
nenc. Ta reist-.- den asldite leina sig med Mose, greb sit
Biener ca fand-: med hte Rest: »Beste stal vcete Fiejsercn
as Isterrinö SlaaL thi saa lcenge han er til, tan Polen
itte forgaa, ellers var der ingen Tatneinmelighed metc
paa Jorren, det har den store Sobiegti sagt.« Dernted
tommede den gamle sit Bceaer og satte sig igen.
»Han ved intet om, hoad der er stet i de sidste sym
thde Aar,« saade den leina, der sad ham nærinest.
l Jmidlertid haode Ezerniin igen ladet Bcegerne fylde,
l»Det sti Polen lede!« taabte han. »Det sri Polen!« gen
lød det atter rundt i det stoke Værelse.
J oette ·Øjeblik horteLs en stcelvende, actinemtrængende
iLhd as en lille Klokke sra det ncerliggende Taarn. »Det er
JDødgtlotten,« raabte en, medeng hans Kinder blegnede.
Tødstlolten talder man i de tatolste Lande den Wolke,
hvormed der einges, hoer Gang nogen ligger paa det yder
ste. »Gud vier os naadia,« sagde en anden, »det er iniet
godt Forvarsel.« Paa samme Tid forsoandt Smilet sra
alles Lceber, og de tætteste Mænd, der rolig vilde have
trodset enhver virtelig Fore, betragtede nu hverandre need
cengstelig Uko. »Hvem ligger sor Døden?« spurgte Als-al
bekt. — ,,Jngen her i Byen,« lød Svarei.
Pan samnie Tid aabnedes Deren, og Atexandra
traadte ind; hendes Feinden sont ellers vate blege, blas
sede nu med Uscedsvanlig Jld —- ,,Dek hat vi en, hvis Kin
der alene tan rodme i Spøgelsetiden,« sagde Ezernin1.
— ,,Alexandra! hvad vil du her? Hvorsor er du itte gaaet
til Ro?« spurgte Leontine. —- »Jeg tommer fra den sat
tige Kvinde, der boer paa Heden,« svarede Alexandra. —
»Hvem sulgte dig?« —- Hendes Dattek, som jeg traf paa
Gangen, da hun tom i sin Angst for at søge Hjælp, thi
Moderen drages nu stærtt med Døden.« —- ,,Det Var da
vel Dem, der lod Dødstlotten gaa?« fagde Czernim. —
»Ja det var mig.« —- »Hvad stal det til? De hat detved
forsltcettet de sleste her til ingen Nytte.« —- ,,Bed J itte!«
sagde Alexandta, at »den Klotte, der er indoiet af en geist
lig, itte blot dæmper Lynet og den vilde Storm, men at den
ogsaa formilder Dsdens Kamp?« — »Overspcendthed og
Odertto rætle hinanden Haanden,« sagde Czetnim. —
»Her drak vi Frihedens Staat, da Dpdstlotten begyndte
at tlinge,« sagde Adalbert. —- »Fthgt itle! sdakede Alex
andta, »thi stal Ftiheden d-, da vil den dog snart som en
fortlaket Aand opstige as Graden." Alle studsede ved
hendes Tale. og end mere ved at se hende, thi sont hun stod
der med stcetttrpdmende Kinder og funklende Ding lignede
hun en begejstret Seekste sra svundne Dage, og selv de,
der itte tet fattede hendes Ord, syntes dog at øse Mod og
Tillid as hendes Blit, saa Rethed og Munterhed vendte
tilbage til alles Hinten
»Kom Alexandta, lad mig føre dig til Rol« sagde
Leontine og greb hendes Haand og ledte hende ud. —
,,Ovektro leges bedst ved Odertro, ligesom Klappetslan
gens Bid ved det tnuste Legeme,« sagde Czernim.
l Linirent ved :l«;lkidr-.i,:ktider bennv re sin paa Besen.
Te tvtn nu atter sorlrsi sletdnrtede tilgte on ljnlvfcriisilcne
Land-Ider rgsna de vilde Wur, de cide Eurer, De s is
Jordhdninger i Jorkeng Jndre iaa de igen »Bei sc
den« sørnclint, hoor nsrnntdar denne Jers- e-r,« saxrde Mal
Cert. sp-— »Jorden er ils-: nfrugtbar,« svnrekse Czcrnini,
,,:set viser den livide FialL der flinner iaeirnein paa alte
Ltjeraey Inen den er tun slet dyrkei.« ---— ,,.s)vcrfor wirke-J
In da itke dedrc?« — »He-tin Lysten oa Modet er dorte,
for-di de sleste, der stillde dyrte den, sidde sont Fanaer i
Learschaug KrisernerA -— »Da de, der itke er Fanaerz
se nd sani Beilere,« sann-e limilie — »Ja san ster er vor
tilendighedX siude Adalbert, ,,at inan endoa lanat borie
lan tende vore Landgmcend paa dereg snindsipe on sorredne
Trngt.« — »Rej-J til Warscl)au,« sdarede Ezernixn, »be-:
tragt Eigercerplndserne vg se, oIn itke vore Landemænd
rasna tan pudse og phnte sig! jeg inener endog, nt de
blanke-sie Knnpper og det praegtigstc Lardertøj i hele Ver-den
finde-J i den polsle Heer.«
,,Hvorledes ere digse dybe Huler blevne til?« spuraie
lldalberi. —- ,,Hvorlede5 de er blcvne til, ved jea itte,«
idarcde Czernim, ,,inen for Reiten er de et start Ver-Es
paa Naturens Omsorg for dine Landsmænd, thi naar de
dlirse tede as deres Armod og elendige Liv, saa finde de
her den eneste Grav, de tunne betale, for den koster intet.
pUten ved den hellige Stanislaus og alle hans linder
værter, er ikte Casiinir salden i Soan Vaann op.
lsnsimiri thi nu er vi tomne til den sri Republit, som
ten laldes.«
Neeppe havde Czernim udtalt disse Ord, sør en Born
elndselig spcerrede Vejen vg tvang Vognen til at hell-e.
Hort ester ncermede et Par Kosatker fig, soin vare bevazbs
nerc Ined Landser. Adalbert og Czernim sprang ud if
Lioanen og git hen til den vagthavende Ofsicer, der, da
ban horte Litotvslis Navn, ingen Vansteligheder laglse
rein i Besen, men tillod dem usortøvet at sortsaette deresj
Reise.
Jo videre de kom, des mere hattet blev Egnen, og des
højere hcevede Karpatherne sig i Baggrunden. Da de ende
lig nærmede sig til det gamle Kralau, saa de tre Høje, sont
ragede dristig i Vejret; paa den mellemste og største as dis
se stod der et Kapel, sorbi hvillet ingen Polak lettelig gaar
uden at blotte sit Hoved, sordi det er bygget til Ære for
Ziogciuszio Uagtet de kendte dette Kapel, havde de gerne
betragtet det igen, dog var Solen alt saa langt Paa den
anden Side as sin Middagshsjde, at de maatte ile, hvis de
endnu ved Dagens Lys, som de ønslede, vilde se den store
Domtirtez de opsatte dersor deres Beng i Kapellet til den
følgende Asten.
De tørte da ind i Byen, der i Udseende ligner en as
Tysllands gamle Hansestaeder. De sleste Huse Vender Gav
lene ud mod de smalle Gader, andre erindre dog om den
sydiige Himmelegn og have slade italienste Tage; entelte
anselige Bygninger hoeve sig højt over de andre. De lavere
Siedet i Vhen saa merke ud, og tun paa de højeste Gavle
og paa Taarnene as Byens 72 Ritter legede endnu Sol
straaletne. Paa Murene saas underligt dannede Firben,
hvoras nogle snoede sig hurtigt as Sted som Slanger,
andre sad stille og varmede sig i den dalende Estermid
dagssolx Gaderne vare øde og sorladte, og naar de gamle
Porte undertiden aabnede fig, da strømmede Gravlugt ud
dersra, som vidnede om, at disse Siedet ncermere harte
Dsden end Livet til.
»Saa mange Firden saa jeg aldrig ser paa en Gang«,
sagde Adalbert. — ,,Naar det højere Liv forsvinder, irren
ger det lavere sig srem,« svarede Czernim, »naar disfe
Firben stille Hovederne srern mellem Stenene eller sno sig
igennem Mosiet om de sorladte Mute, da danner det hele
en levende Arabesie, der vel kan vcette vor Estertanle.«
vanen rullede nu henimod den store Dorntirte, der
ligger paa en ophøjet Mode-, omgivet as grønne Træer, vg
som synes at beherste den hele By. For de lom derben, bød
Casrmir Kuslen at holde. »Jeg vil ud'·, sagde han, «thi
med de døde Konger har jeg Jntet at stasse, jeg vil des-ge
Major Zeltner, i Morgen ses vi igen«. Dermed sprang
han ned. Emilie saa ester ham, ligesom hun havde Lyst til
at folge hans Eisetnpeh dog tav hun. og snart holdt Vog
nen ved Domkiriens Jndgang.
Kirlen »stod, som tet er Brug i de tarholste Lande,
anben den hele Dag, paa det Jngen stulde hindres fra at
holde sin Andagt deri paa hvad Tid as Dagen, han ønstede.
Foran Højalteret ses den hellige Stanislaus’ Ligliite. som
beeres as sire Salt-statuten og over hvilten en luesorghldt
Kuppel svcever. Halvtredsindstyde mindre Altre ere spred
te rundt i Kirken, over hvert as dem sindes Helgenbilleder,
slere as disse ere malede og omgivne med Nummer, hvori
kostbare Stene glimre. Oasaa Asbildning as Heender og
,isdder fes der baade i Guld og Solv, som de Troende
have osret, paa det de kunne besties sra Sygdomme i de
Ledemod, Asbildningerne forestille. Foran Helgenbilleder
ne brændte Lys, todt Atlast smnkkede de høje Piller, hvor
vaa Lysene henkastede deres Straaler, saa der opstod et
broget Farvestær vveralt. Sælsornt afstat dej her inwd de
graa og hvide Ligstene, der tildels ere indrnurede i Kitte
verggene, og hvoran de dødes Billede staar indhugget i
halvophøjet Arbejdr. Paa Konnernes og Bispernes Gra
de sindes desuden mange Prydelser, iscer sorunderlige Thr,
der synes at vogte paa Gravenr.
J Kirken var det stille, tun hist og her tncelede enkelte
Andcegtige og mumlede sagte Bønnen Dette Etsempel
sulgie ogsaa Alexandra on Leontine. Czernim, Adalbert
og Einilie betragtede imidlertid de gamle Malerier, der
fandtes i Kapellerne tilligemed Kongernes og Bispernes
Gravminder; endelig ncerinede de sig til Højalterei, som
laa halvt stjult bag Stanislaus’ prcegtige Sartophag, og
hvorsra en gammel Geistlig traadte dem i Møde og spurg
te, om de vilde se de tre Ligtister, der indesluttede Levniw
gerne as Polens cedleste Heltr.
»Dersor ere vi netop tomne«, svarede Czernim og ile
de tilligemed Adalbert sor at hente de Andre. Alexandra
var fordybet i sin Andagt og vilde itte sølge med, Einilie
blev ligeledes tilbage, hvorimod Leontine paa ssrste Vint
reiste frg. Den Gefstlige sørte hende da tilligerned Czernim
og Adalbert ned under den egentlige Kitte, og ester at ha
ve gennemvandret slere Gange iom de ind i et pragtlpst,
underjordist Kammer, der oplystes af en eneste Lampe.
J dette Kapel stode tre store Ligttster, hvorpga mangsol
via-, »Ma- sdgmtitsvesdtn Esse
»Hier lwile De jordifkc Leoninger af Jede-n SohieskLs
;Tl)adda.:5 Flogciugsz Dg Joseph Ponialomktä", fagde det
Ilåjejftliae ----- ,,Ja,derfor Valfarte ogfaa vore edleer Lands
mcmd l)ertil«, svarede Czernim, «ligefom de trcende Mos
lems valfarte til Profetens Grav.« Efter diese Ord Mele
de Czemim Dq lealbert til Jordan Leontine var straks,
da hun traadtc ind, sunten i Knæ for den mellemste ass«
Ligkisterne.
Da de lmvde endt der-es- Andagt ved de Todes- Grade
og igen var-: i Begreb med at geta, bemærkede de en Yngliug
i polst Dragt, som de før, da han stod i Baggrunde11, stjult
i Halvnmrke ilke havde set. — ,,Tett·e Eli-d forfejler als
rrig sin Virtning Paa dem« der endnu mindes« det gamle
Polen«, bemcerkede han. — »Bonaventura! Er du hek?«’
raubte Leontine. — »Jeg ved intet bedre Sted at være paa«,
fvarede han, »thi hvor er vel Polen nu, hois det ilke er un
der Jorden i dette smalle Kammer?« —- ,,Polen er endmi
ikle begsravet her«, svarede Adalbert, ,,det leoer i vor Erin
drinq og i fine Heltes glimrende Daad.« — »Ja, tusmde
Heltegerninger ere stet«, sagde Bonaventura, ,,men de ere«
fnrglemte af Mcengden, vor Historie ligger omspredt paa
lFurupaå Valpladfer, men ingen vover at tale Verm-«
Meget ringere Bedrifter bliver udbasuneret i alle Tidender,
men for og er Rygtet stumt, Maglhaverne have bundet fo:
dete« hundrede Munde, og Vore Brødres Ben siulde finde-E
paa Valpladserne, ligesom de store Fortidens Tyr i vore
Huler og Heil-, og Jngen skal kende deres Kamp og vide,
hvad der til sidst ftyrtede Dem i Døden.« — »Ak, ja«, ful
lede Leontine —- »Hellige Gut-s Moder, hjælp dit ulykke
lige Folk«, sagde den Gejstlige.
»Kun her over disse Grabe loner en Rost, som de ikle
lunde tvinge til Taoshed«, vedblev Bonaventura, medenö
Klolkerne begyndte at klinge over hans Hoved, »i dette
Kammer mærler man endnu Hierteflaget i den døende
Kompe; derfor sidder jeg ofte her og spejder efter det regte
Polsle Blod, thi hvor Hiertet er, der maa Blodet samles.«
-— »Ve os, at disse Mænd ere døde«, sukkede den Geistligr.
—- «Ter gives die-de, som ere mægtigere end alle de, der
leve paa Jorden«, svarede B.onaventura, »det Folk, det
ejer. Helte som disse, kan aldrig ganste forgaa, flere sc
flere vil famle sig orn disse Grave, og det glæder mig, at
De ogsaa hat fundet Vej hertil, Adalbert Lirowski.« —
»De kender mig altsaa?« spurgte Adalbert. —- »Jeg begri
ber, hvem De er, da jeg set Dem i dette Selskab, og jeg
ved, at de trodfede Deres Faders Strenghed for at tedde
en af vore ulyktelige Landsmænd.« — «Jeg har skrevet ham
til om Dem«, fagde Leontine. — »Men hvok er Alexan
dra?« fpurgte Bonaventura. ——- »Ovenfor«, svarede Leon
tine. —- »Jeg kan vel tænke«, sagde Bonqventura, »at hatt
ikle har Tid for sine Helgenes Stle at se til de døde
Helle."
»Men naar Drengen vaagner. innge vi om Komm-nd Ern,
Undcr Sang om btudte Lenker vaagne Polan Born.·
Under digfe Ord forandredes ogsaa Selstabets Stem-v
ning, og der ait en surrende Lyd igennem Forsamlingen,
lig den Sufen, der nndettiden høres i Lasten, for Stor
men kommen »Ve over de fremmede Voldsmænd!« raubte
endelig en hej Rsst. »Ve over sbem!« genlsd des som et
Ekto im alle Siver, og Stridsstsetne havede sig fgen og
siste deres starpe Neb, ja endog entelte Landfet bleve syn
lige, faa Betrelset i en Hast fyldtes med Vaaben. »Ti!
Kamp!« ltd det cum-, »til Hævn for vore Landsmænd,
for Polent- myrdede BIrn.«
Adalbert betragtede med Forbavselse denne plubfelige
Overgang fta Leg til Alver, thi for fsrsie Gang hsrte han
tydelig Lyden af den Vulkan, ver garede i Dybet under
hans vadey og som hvett Ziel-til tkuede med Udbrud.
Ogsaa Czernim betragtede nagen Tid mev Tavshed dette
sit-spät der Use stinka faa itesnmed for ham Tom for
Sekstende Kapitel.
Domkirken t Krakaer.
Den neeste Morgen, da Czernim var alene paa sit
Ver-reise, lod Toldbetjenten Jwan sig melde has hom. »Jeg
haadek i at Underdanighed,« sagde han, idet han traadte
ind og butkede ndmygt, »at He. Obersten itte ladet mig
oandrc bort uden at stænte mig et rinae Tegn Paa sin Bel
villie.« —- ,,(st Tegn paa min Velvillie, Mennestri hvad
Djævelen har du gjort, hvorfor jeg ftulde streute dig min
Beloillie?« — »Jeg er ansat af Hans tongelige Hpjhed
Storfnrften og af Hans tejserlige Majestaet og bsr derfor
strenat paafe, at ingen utilbørlia Patriotisme i djsfe Egne
sinder Steh, thi en slia Patriotisme bliver nu at den
renne mellem de fordudne Vater." — »Da verfor got du
altsaa Fordring paa min Velvillie.« —- »Jeg har haft den
Ære at være sat fast as Or. Oberstens Svoger. den for sin
Retfasrdighed vidt betendte Starost Litowsti.« — »At du
hat vckret sat fast, Vidner mere am hang Retfcerdighed end.
om din, mener jeg.« s— »Men han, der vel tendte min
Ustyldighed og min Brugbarhed, slap mig snart los igen."
—- ,,Hvad stal dog al den Snat til? Hat du noget at siae
mig, Karl. saa sig det uden Durst-ein« — »Da Leg sod,
fangen, havde jeg Lejlighed til at here adftilligt, som He
Obersten sagde til den gamle Landløber og Foltesanger i
den Nat, han undveg.« —- »Ja faa, nu begyndet jeg at
fatte Meuingen.« —- »Tette burde jeg vel som en trs
Tjener af Keiseren have indberettet paa højere Steder, men
af scrrdeles Godhed og Højagtelfe for Or. Obersten undlod
jeg det indtil videre.« — «.Karl, du har jo sagt det ti:
Starosten.« — »Kun af lutter Godhed for Hr. Obersten,
paa det Staroften som en brav Slcegtning kunde viere de
tcrntt paa Or. Oberstens Forsvar.« — »Se ders« fagde
Czernim og lastede en fyldt Pengepung for Jwans Føds
der, »der er din Lon, og nu strats af Sted, Karl! ellerg
ladet jeg dig koste paa Poeten, forstaar du?« —- »Meget
vel jeq tatker for den høje Naade og skal ikte mankere«
fagde Zwan, idet han buttede sig og tog Pengenr. — »sc?
get du et Ord om din Formodning, slipper du itke levende
ud af Landet, Karl!« — »Im nu af er min Mund for
seglet, og er der for Resten noget, sorn Or. Obersten eller
nagen af de andre Patriotee Inste at vidc, da tjener jeg
dem for gode Ord og Betaling lige faa godt som mine
Hegne Landsmænd, thi Penge ere gode, hvor de faa komme
Ofra, det er mit Balgsprog.« Efter dtssse Ord forfpjede Jwan
sig bott.
Da Czetnim igen var alene, blev han ftaaende et
Øjeblik hensunken i Tanter, endelig lod han sin Haand
glide over Panden og ndbrsdt »Det maa nu briste ellee
beere, saa maa vi fremad.« Dermed git han ud og er
lleeeede sine Gesten at han selv vtlde ledsage dem til
Syttende Kapitel.
De Misfornsjete.
Alle venbte nu tilbage til Kitken igen. Det blev of
talt, at den tvindelige Del af Selftabet fluloe bo hos Ewi
lies Beninde Fru Tarnow, Czernim og Aoalbert skulde de
le Vcerelfer med Bonaventura, der, under Paastud af at
ftudere, vpholdt sig i Krakau.
Bonaventuras Bolig var temmelig indskrænket, dog
gjvtde han sine Gcefter ingen Unvfkylvning verfor, ja, syn
tes aldeles itke at tcente deran. Et Par unge Mceno ven
tede paa ham i hans Værelser; med disse vetslede han et
Var Ord, hvvrefter ve gil. Derpaa henoendte han sig tii
Ezernin1, soin fulgte ham ben i en Krog, vg ined hveni hatt
taleve sagte, mebens Aoalbert fordrev Tiden ined at be
tragte et stvrt Landtort over Polen, der bang paa Væggen
og ganste ligneve det, sont fandtes i Leontines Værelfr.
Derefter traadte Bonaventura ben til Vloalbert og
spurgte, hvotloenge han havde været ndenlanzå »F tre
Aar«, fvareve Adalbert. —- »Har De set cnange Lands
mcenv i 11dlandet?« — »Nej«. — »Hvorfor itte"?« —
,,«;ordi min Felder, fotn det lod til, itte ensteve det.« —
Jltsaa hat De Jntet hørt om vore Patriotcrs Planet-?0
— ,,Jlte et Ord, vet vil jeg sveerge paa«, svarede Czerniin.
— »Na ligegodt, det Tryk, Der hviler paa os, tender De
bog, og til entelte af de Uretfærvigheder, Ver udøves mod
os, var De selv Øjenvidne.« ’
»Vi ere vistnok blevne haarot behanvlcoe«, sonnt-e
Avalbert, ,,vog er kette en Straf, som ikte nimmer os
ganske ufortjent, fordi vi itte ere stredne frenc mev vor
Tid.«
»Der talte du fvm en velopdragen Son«, sagt-c
Czernim
,,Jtle stredne frem mev vor Tiv«, sagde Bonaventuta..
,,jesg stal ilte stride herom, men hat Freimnede verfor Ret
til at slalte med vor Ejenvom, hat re Ret til at taste Lod
okn vore Provindfer, til at forraade os, vet stoltesie og keck
kefte af Europas Folleslag, til vor Arvefjende, pna det vi.
der aldrig ftjalv paa Valplnvfene, fkulle lære at skælve liste
svin Ostens Slover for Zatraspernes Luner.«
»Sie-ehe bør vi siklert alvrig«, svareveAdalbert, »wen
til en Formynoer tunne vi siklert trænge, thi nægtes tun
det ilte, at vor Frihed ofte git over til utcemmet Seh-tau
inglde
»Der taler alter bin Faver gennem dig«, sagde Cza
nim.
,,Jeg vilde tilnive vore Fjender«, sultede Bonaventura,
,,hvis de alene havve berøvet oei ydre Forvele, thi dem kun
ne oi undvcere, vi ere vante til at taale Hunger og Tstst,
vg til at trodse den haarveste Vinter i vvre Stove, vi etc
Vante til at foragte Meget af det, som blødctgtige Folteflqg
regne til Livets Nøovendigheder; vor Stolthed er at forme
ren Bilves Egenstaber, et hcerdet Legeme og en ufordærvet
Sjæl, med de Fortrin, den højere Dannelse skcenketx Men
De taler om en Formynder, betragt bog hint Land, hvorf
Barbariets Laster stjuler sig bag Dannelsens Stin, hvots
ledes kan det vcete Formynder for et FOU, hvs hvillet
Sjcelgnvel og Begejftrmg have detes Hjem? Var det Me,
som om man vilve scette en Stege til Formynverfte for
ufordærvede Yng·linge? Sandelig, Lioets Kilde vtlde be
smittes ved et saadant Formynderstab, vg det kunve da III
lidet hjcelpe, om man tillod os at sitjule Besmittelsen sag ac,
den Pragt, Asien mægter at frembringeX
(