Ilecl stillste- llniude Inn TjelaJ
Livsskildring sra Resormationstiden
If
H.F.Ewa1v.
ON
-
——-«"- Fjerde Bog. sie-—
(Fottsat.)
J et as Texts btostsceldige Kamte lail Ftn Elsedet stein
og lilbaae, idet htin vted sine Heendet eg uostødte dyde
Sul. Hun var en stattels, salden Kdinde og aansle vat
gelos mod Verdens Spot, da hendes eneste Ben havde
lodt hende i Stillen. J Hallen nenennnder sad hendes
Strebnes Herre, den teentesulde Mant, selv et Bhtte sot
dilde Lidenslabet, og een taa Landgtnaegt, i hdis shndiae
Hjette ttigetst Æresselelse op. Samdittighedsløshed,
chetvlsed og Falslhed tat-e undztlig blandede, en cegte
Assodning as sit Aathnndtede, som dar Lejesvendenes
Blomsttingstid
Te sad liae oder sot hinanden ded det sdceste, onn
stntne Verd, som stod midt i Hallen, og hadde Vintander
da Bceate intellent sig. Detcg nndveane Heere reiste nein
lig aldria nden at sote stellen og Kixldet med sig, og han
llstdde estetladt en Bei-n del fnldt nted alt, der lnnde tildtc
Gan-In da holde dem ded godt Mod paa detess sotestaaende
Reise. Pia Bordet laa Johan Goetdchg Zoætd og Jam
hat ok- ved Jiden as et Pat as Bispeng sillestulne Hand
slet, sont han i Hastdcettet hcdde k:lenit, da han nted sit
Fels-e listede sia dort om Ratten.
»Nu, El·Iin.-il!« nddrod Johan Goetdeg oa satte det
tonite Baaet haattst i Von-et, »het sidde di nu paa denne
taadne Bota inellem Slode og Søer nied en hhlende
Fidinde — hvad oore di nn?«
Viaand, sont lod sit Vckgct staa utott, saa op.
»Der trinke note-«- ineziet nn,« saale han, »smn vilde
date e? : oza mig ptosistliat Da aadnliat, oin di innre lotns
me til Eniahed, ca jea tntde satte min Lid til edet·«
»H«oad5« nddcod Johan Goetdes ca lo i Ein-nach
,,hat J, Miste-) til tnia?«
»Einem tnaa jea lernte dtn en Mand, det stiftet Navn,
sont en Ist-ca stistct Hain? Fotst stenistillede J edet sont
Genete Jatodisdattets Broder czt lei deri. Ziken hat
jeg hort, at edets t«tte Nadn slnlde der-te Johan (Stoetde-:-.
Ida et J nn aaaet i Blidensz Brod nndet et ttedie Nonn;
thi hette jea itle sejl, laldte Bisden edet Johan ClatichZ
Tset et da taadeliat sot niig søtst at dide, ined hveni jeg
hat at staffe.«
,,.Lidillen as digie ttende Herrer,« spntgte Lands
lnckaten leende, ,,shnte5 J dedst omk J lan stist dcklge,
eg jeg blidet strals den, J Inslet!«
»John Ctaiaenaelt hnet niia liebst for Tiden,« sdas
rede Viaand med et stutnnielt Sinii.
»Nn!« ndbtod Landglncexxtem ,,l)dotsot sotnægtede J
mia da saa slændia paa Tjele, da edcts hedenganane Herte,
Fanden have hang Sjcelt bled saa sotdlosfet, at han, tren
tet sea, dilde have taaet mia sot god, havde J itle lagt edet
intellenl oa giott lhst i hans taagede Hjetneliste?«
»J gjotde dcngang et stont Loste,« sagde Vigand,
stadig stnilende. ,,Agtet J at indsti det?«
Landslnagten saa op med et snu Blit.
»F tnaa tage det fot en Sd«og! Den Gang stod J
imod mig, nu ete di des-a samtne P-atti.«
»Bist scat« sdatede Vigand, ,,nu ladet J se nogen
Hovisthedk Bis- detestet i samme Maal Optigtighedl Den
Mand, jeg taket med, et da vel Johan Goetdes, der dtcebtc
John Ctaigengelt og tog hans Banden som godt Bhtte og
tillige hanö ecdelige og cktlige Nadn":’«
»Og J stngtet itle den Mand, der gjotde det?«
sputgte Johan Goetdes og sttøg sit Stag.
,,Paa ingen Maadet« sdatcde Vigand, ,,jeg agtet ham
og onstet mig hant til Stalbtodet. Tit Tegn detpaa la
det ieg eder vide, at Visp Stig hat overdtaget mig at as
stedige edee cs hans Tjeneste, naat J hat ledsaget Fett
Elsedet til Palsgaatd Jeg tunde da lade edet gaa og
selv dtage med Bispens Sdende til Botglum; dog soteslaat
jeg eder, at vi blive sammen og lade Bisp voete Bispt«
»Na stonnet jeg.« sagde Jsohon Goerdes og sogte Vi
gands Blit, »at J hat min Hjælp nodig til et Stælms
stytte, hvad det nu monne verte. Nu, da J btydet med
den Stall as en B.isp, saa et J min Mand; thi J maa
vide, at jea sot lange siden et led as at tjene slig lvindag
tig Herre, og itte indbilde J edet, at jeg et bleden her wun
gcn ellee sont hans Naades Nat. Hans Kamcnetsvend
sotkaadte sin Heere og soktalte mig i Gaat Astes silde,
at hans Naade vilde snige sig hetsta i Nat. Jeg lunde
have sorputtet den Rcevestteg, dog lod jeg den uhindtet
sie-«
«As hvad Aatsag?« sputgte Vigand, dittelig oder
kostet.
Johan Goetdes syldte sit Bergen tomte del i eet Dtag
og tog san til Orde:
»Na er det Tid, at jeg tilftedsstillet edees Videlyst
om mig. Vi have god Tid, Mad oa Dritte i Oveeslod,
og Fru Elsebet higet itle med at tonnne hersta. Hm da
nu, hvad Mand jeg et, og as hvem ieg er tommenl Mit
Navn et, sont J teenlte, Johan Goethes. Jeg et en Ost
stiset as god, gammel Stotbondeslægt, som i sottige Aar
hundtede git under i Lampen melleni Oertetne Zitlzena
og Follo Uten. Mtn Inder og min Fatsadet ncetede sig
ligesom jeg vedmdetes gode Sveetd. Min Moder sulgte
nied Reginientets«’Tkos, og jeg et sodt og tommen til Bet
den i en Teltlejt Astenen estet et stott Slag under Pad
tets og Trompetets Lyb. J mit Fædtenehjem kendesi
itte Frev« og sea min hjemstovn udgaa de Ktigetstatet,
som undettvinge hele Eueopien snaet i een Fytstes Sold,«
snsatt i en andens. Vi sbtode os ille om Stridens Aatsag,
men elste hsjtniodig Striden soe dens egen Sthld —«
»Dog vtage J ttte godt Bhtte?« saldt Bigand ind.
»Endnu mindre god Sold,« dedblev Johan Goetdes,
»du en modig Kriget er sin Lsn verd. Men saat han den
itle, smaa han seid hjclpe sig til den.«
»Jeg sotstsaatt« sagde Vigand utaalmodig. »Dog
lad mig snatest vide, hvod dette hat med vote nudcetende
staat at aste. Det lunde hcendes, at jeg tlte haode suldt
saa god Tid sont J.«
«Sao sagte, Mant, saa sagtel« svaeede Johan Goet
«
z
des; ,,ris Mond tier cg bieri Tet hændes dog, at en a
mine Lige sertter Bo, nioet iif Hceder, naar en støn Ent
eller Jomfrii forser sig paa oore inandige Personen Sau
ledes irgtede den der-irrte Honoing Marias Meter, Lybet
ter Borgeinefteren Goslich Liintes rige Ente, og siiiiledei
have flere gjort for hain. Bilde det da undre eder, oni og
saa jeg nu trenter pna de gomle Tage og sit i Sinde n
forandre inig og nnd-e niin Hceder i Belocere og Ro?«
Ei Gliint i Vigands Øjne oiste, at det anede heim
hvor Landstncegten vilde hen.
»Vid da nii uden Onisoød,« oeddlev Johan Goerdeg
»at jeg har tastet mine Ljne paa Frei Elsebei. Hvad sigei
J dertil?«
Vigcinds Aasyn røbede alt nndet end Mishaki, mer
saa mange ny Tanter strøminede ind piia heim, cit hnn E
det første "steblit undlod at svare.
»Fu: Elfebet,« vedblev Johan Goerdes, »har altit
oist rnig et inildt Aasyn og vceret mig huld. Nu er hun
ulyttelig og raadoild, fotstsdt af alle. Da maci del en
ærlig Kriger viere hende veltoninien som Mand, on jeg
synes om hende. Hun er dog en Koinde of god Bnrd oo
tillige forinuende· Vil J nii ined eders smidige Tunxie tali
min Sag og briige eders Mnndighecs soin Striftefader til
at vende hendeg Hu til mig«3«
»Johan Goerdes!« sagde Vigiind med et funtlende
Blit, ,,dette pas-set fom Haand i Handste, og J tunde
iite have fundet paii notiet lytteligere end dette! Jezi oil
vix-selig ooere eder til Tjeneste i den Sag og oet af iil miii
Eone, dog paa det Viltaar, ot J oiser inig en lille Gen
tjeneste, hoorom J fnart ital blioe underrettet· Hor nii
forst mit Rand, sont er, at J fremstiller eder for Frii Lil
sebet som John Craigengelt og holder first ded, at J er
Genete Jatobgdotterg rette Widder-, idetJ tiin for Zit
terheds Styld dar stiftet Mann, da J tog Dei i Ilion-er
fejden pao Bniiderneg Side. De Criiigengelters Banden
mcerte paa ederiJ Harnist oidner for eder nn, som for iniii
Ziele, og denne Gang, telr jeg lode cder, med dedre Held!
Eders egen Æt dære not san nod i ederk Fædreliind, drg
vejer en frifist Ztordonde tun liot op mod en stotft Adel-:
niand.«
»Bei dilde dcg hiie mig bedre,« sande Johan Goei«d-.sL-,
»nt fremtrirde for niin Fæsteniø i min sande Stillelse.
Her gaslder det, at den svigesz oærst, foni soiger fig selo.«
»Hiin gioer aldrig en Bonde sin Tro!« sdarede Vin
and, ,,det stal J fande, folger J itte mit Rand. Huft oniaa
paa, at Frn Elfebet er af en masgtin -Zlcegt, der munter
at dcerge for hende, l)oi23 de finde det nodoendigt for Wiens
Styld; derncrst, iit eders egen Zitterhed turde dirre i
Fiire nu, da J træder ud nf Bisp Stigs Brod. Mit Rand
er da, at J herfra uden Tooen iler oder Grosnsen til Heini
burg, leider eder nie til Fru Elfebet og asoenter roliiiere
Tider der. ciiiar hun er ederE prceftegidne Huftru og løden
of Landet ined eder, saa at den Sag itte inere staat til in
Endre, maci de stolte Gyldenstjerner vel bnje fig, on J
tun freintræde nied Ftrno paa eders Huftrug Forinue.«
»Bei) min Landgtncegtære!« iidbrød Johan Goertes,
,,J tasnter for mig, fom tunde jeg oære eders rette Broder.
Lad nu horc, hvad J til Gengirld ønster as inig?«
»Jeg drager nied eder,« sagde Vigand og san rast
op. »Jeg er ted af dette tcetterste Land, hvor oiii lort Tid
al Prcefteocelde vil blive tilintetgjort, og ingen cerlig Klo
sterbrorer niere tun bjerge fig. Jeg agter itte at oppebie
denne Forsmcedelse, oq en Ungspfter af Vigsin·q, der har
fainme Sind som jeg, ital nii san Tilbud om ined mig at
reddse fig. Vi drage da begge i Selstab med eder og Frn
Elsebet iid of Landet. Fru Elsebet del i hende faa en Led
fagerinde, sont hiin oil syneg oin.«
Der gled et Smil over Johan Goerdes’ barst-e Aafyn.
Hart fløjtede en Landstnægtvise, brast saa i høj Latter og
sagde endelig:
«J oil lobe of Kloster-et ined en Nonne? Jen mente
itte, eit J var flig en lystig Muntl Nu huer J mig bedre
end for, nodsages jeg end til at lade eder oide, at jeg itte
rcetter Haand til fligt Vooefpil, paa hoiltet Frii Elsebets
og min Afrcjfe flnttelig turde ftrande.«
»Nu,« svarede Vigand med Rynter i sin Bande, »saa
drage oi med Frit Elsebet til Horsens, og Bisp Stigs
Villie blioer da til Punkt og Pritte udførtl J ved, jeg
hat Mogten, Bispens Svende lyde inig blindt, og J med
eders Svend alene oil intet meinte mod os.«
»Lcid hore,« sagde Johan Goerdes efter et Øjeblits
Odervejelse, ,,t1vorledes det ftulde gaa for sig.2«
»Jeg giver mig alene paa Vej til Visfing. Jeg maa
selv fore den Nonne cif Klosteret, hvoraf J tcin flonne, at
eders dyrebare Person itte oil stedes i nogen Fore. Jeg
forlanger tun of eder, at J inden Midnat møder hinsides
Rye vsd gamle Maris Hus nied Svendene og to Heite. Bi
spens Soend Ole er barnefødt i denne Egn og tender
Siedet, dog ital jeg til Qverflod taleined ham. Vryd op
i god Tid og før Fru Elsebet til Sim, hvor hun venter
eders Tilbagetomst med mig og Ungsostereii.«
,,Bel!" sagde Johan Goerdes. »Lad mig dog nu
dide Ungspiterens Naer og af hvilten Stirgt hiin er?«
»Nu!« udbrød Vigand, »J stal i niig finde en cerlig
Mand, der intet stitter under Stolen. Det er ogsaa made
ligft, at J er foriid underrettet. Hut-. er ingen aiiden end
mit 'Striftebarn, Margaret Mogensdatter, og en Trøsst vil
det viere for hende at se eder. Mere end een Gang talede
hun om de glade Dage, da J geeitede Tjele, og fiittede over,
at J itte var hendes rette Morbroder. Dog —- Mor
brsoder eller itte, J er nu for hendc tendt Mand; men
raadeligst er det, at vi nu svcerge paa, at J er hendes rette
Frcendr. Frændeftabet dætter da al Undseelfe.«
Der lagde sig en matt Alvor over Johan Goerdes’
Aaiyn, og havde Vigand tunnet lcesc i hans Hierte, vildc
han shave set, at den Smule Samvittighed, Landstncegtcn
hande, rette sig i hom.
,,J hat udspgt eder et stolt Bytte, Muntl« sagde han
omsider. »Ved min Helgen, det stulde itte angre mig, oin
jeg virtelig var denne Jomfrus Freude!«
»hvad J dog itte er,« udbesd Vigand med et hvast
Blit, »og jeg hat det i min Magi, naar det lyster mig, at
zssre Ende paa dette Mummespil.. J ded, hun er et Sieg
fredbarn, uden Vern, haardt treengende til mig. Jngeii
vil rote en Finger for hendeö Stock-, uden det stulde viere
en taabelig, tmg Svend, der hat foegabet stg i hendes sttni
ne Anstgt, euer hendes Brodee Kand, den dumme Pos,
som J lottese faa sttnt i Feldern«
,,Han,« svarede Johan Goerdes, »som J kalder et
iaabelig, ung Svend, er ntig vel tendt sont Foliner Hatt
- sen Rud til Kellinghdl.«
»Lige meget!« svarede Vigand. »Man er nu lang
«- herfra, ligeledes Knud, hvorom jeg i Gaar har forviisse
Inig.«
»Hal« Udbrod Jsohan Goerdes, ,,saa have de dog vcere
her! Det var silkert Knuds Spend, der anfaldt mig
Sloven.«
Han fortalte nu Vigand om Modet med Vent, mer
Vigand viste sig del underrettet og tunde sige Johan Goet
de5, at tun denne ene Svend var ladt tilbage.
»Herrerne ielv kunne vcere ncermete, end J tcenler,'«
sagde Johan Goerdes. »Die ville inulig komme over os:
med deres Karle, og faa ligger det hele HUS.«
»Nei, nej,« svarede Vigand, ,,naar di handle hur
tigt og sillert. Endnu i denne Nat maa alt veere find
byrdet og vi nogle Mil Sønder paa. Tyttes det ever ilte
lystigt at fpille digse hossvaerdige, cedle .stnøfe, i hvig Ler
di andre tun ere Krle, dette Puds?«
Johan Goerdes faa ned for fia og trominede med
Fingrene paa Bordet, indtil han pludselig snntes at vcere
kommen til en Afgørelse.
»Nu, Munk!« sagde han med et snu Blit, »hvad kit;
der J mig for den Haandsrcetning?«
,,Bt)der eder?« gentog Vigand dg saa op. »Im Eis-:
liet og hendeEJ store Formue bliver eders store Birming
Vær nu ille Ublu og trcev niere.«
,,Derotn stal di nu ftrats tale,« sagde Landslnægten
barst. »Werft ntaa J ovtcelle her paa Bordet min tilgode
havende Sold. Saasom Bisv Stig hat oderdraaet eder
at afstedige mig, niaa han have gioet ever Penge til mig,
l)vig han ille er en Stall og Rettung-«
,,.Hvor lan J tvivle derom?« spnrgte Vigand med et
forleaent Einii. »Bei afgore vi fiden, naar vi ere i
Zitterhed over Gransen.«
,,3aaledes3 lege di itle, Mnnt!« ndlirød Joban Goet
deS og flog i Bordet. »Fo: J forlader rette Rum, stal J
til sidfte Hvid give, hdad der med Rette tiltotntner mig!«
»F er som et nvdrnt Barn,« sagde Viaana ,,va blioer
ittc stille, før der puttes eder Lage i Monden. Nu, det
flal fle, fom J ønsler.«
Han gik hen i Hallens Kng, toa der af en del svætlet
Lcederpung den Sum, Johan Goerdes havde til gode, og
aao ham den. Landglnasaten talte Penaene noje efter og
puttede dem i en Laderpose, han var hos fig.
»Na har J ajort Ret og Stel, itle incre!« tagte han.
»Zig nu, hvad J byder inig for del Ridt til Nin eg for,
at jeg med mit Sværd dætter eder og ederg Nonne? Hade
oi forst forladt Bispens Svende, hat J intet andet Verm
end mig og inin Spend· J og ederI Nonne ere begae som
Trog-, der vil blive mia til Tun-ge og .t«Jindrina, hvxr iea
drager fran Es itle faa frseniizted og vrcd nd!« oedlileo
han, da Vigand gjorde Mitte til Jndsigelser. »Te: er
itle blevet en Hemmelighed at Hans- Naade i Gaar Aftes
silde gad eder en rund Sum· Byder J mig hundred-«
Gi)lden?«
,,Ved min Helaen!« udlirdd Vigand forbitret, ,,J ded
at brandflatte og maa del have Øvelfen Dog,« vedblev
han, idet han hurtig fattede fig, »J faar del have eders
Villie! De hundrcde Gylden oceke da eders, naar vi ere
i Sitterhed og uden for Danmarts Granser.«
»Lad helft,« fagde Johan Goerdes med et toldt SmiL
,,de halvtredsindstyve llinge paa Bordet ftralsz de andre
halvtredsindstyve derimod først, naat vi eke over Gran
ten.«
Vigand saa paa Landslncegten tned et giftigt Blik og
blev bleg. Han følte inest Lyst til at lafte fig over ham
sont en Tiger og ftøde sin Dolt i hanS Bryst. Dog havde
han nu blottet fig for meget og turde ille bryde med
Johan Goerdes, da han vidste, at hans Myndighed over
Soendene, naar det tom til Styllet, tun var ringe, og at
det tunde lage en ulyltelig Ende for vain selv, lsom det til
et Brud. Han fil da Bugt med sin Harme, gav Johan
Goerdes den fdrlangte Surn og lom der efter let til Entg
hed med ham orn Planen for Ratten.
Der stdd nu tilbage at forderede Fru Elsebet paa den
Lylfalighed, der dentede hende. Vigand holdt det for
nødvendigt, at han indledede Sagen med Finhed, hvorimod
Johan Gsoerdes nu lod til at mene Vigands Jndblanding
overflødig, uagtet hcn itle modsatte fig den.
Fru Elfebets Stil og Klager havde nu og da lndt ned
til dem igennem det brøftfeeldige Loftz men da Vigand
traadte ind til hende, standsede de.
Det var et øde Rum, i hvillet den ulytlelige Kvinde
ophsoldt fig, med ormstullet Panel, søndrede Ruder og
uden anvet Bohave end en Seng og en Løjbænt. J en
Krog stsod en Vadscel, og niogle af hendes cheder laa i
Uorden omlring paa Gulden Sei-v fcsds hun paa Loibcens
ten med foldede Heender og bøjet Hoved, stirrende trøstesps
løft hen for sig. Hendes regelmæssige Trcet, den Hut
døjede Ncefe, den veldannede Mund, de store, dan Yijne og
det rige, bonde Haar gjorde hende endnu til en sløn Kvinde;
men hendes Øjelaag vare røde og opsvulmede af Graad.
J Stedet for det Trcet af godmsodig Letsind og fanselig
Livsglcede, der ellers viste sig om hendes smilende Leeber,
diste sig nu dybe Furer af Græmmelfe.
Viaand tildelte hende med den scedvanlige, tillærte
Salvelse sin Velsignelse,men hun afbrød ham og sprang op.
»Hvad vil J nu, Winan raabte hun. «Slæbe mig
til Palsgaarch Da oid forud, jeg gaar ilte med det gode.
Ved Guds Moder, før jeg lader mig haane af minie haardi
sindede Frænder og mit Hjerte ftinge til Døde af derei
giftige Ord. springe-: jeg i Spenl«
Vigand vilde trøite hende og formane hende til Taal
mod-; men det lyttedes ham ilte strats at komme til Orde.
Hun vedblev at tiltale ham med heftige Lader, idet hun git
frem og tilbage i Kammeret og nu og da standfede foran
ham. Vild og forvirret lvd Talen ftrals; men efter
haanden llaredes hendes Tantet og styredes af hendes
Fortvivlelse mod et Maal.
»Sig mig, Munl,« udbrød hun til fidst, »mener du
itle, at Btsp Stig er den lede chevel set-v? Da jeg var
flygtet fra mtn første og rette Husbond for hans Mis
gerningers Styld, tog han sig af mig, en ensom og kaud
vild Kvindr. Jeg elflede ham og toentte itte oder, enten
han var Klerk eller lag, og vi levede i Sinkt-, Mennestene
til eraargelse og Gud beeren til Fort-welk lndtil Bon
derne drev es of Voergnard, rg han rzkiede fix-» selv es
: mig i Tritten Han brod sig ikte om mig, indtil fes
søgte ham, og han nu med Falsthed i Hu og Sdig pas
: ben gjorde mig tryg for helt at vende mig Ryggen ogf -
: sig derfra! Mit Hierte gl)ser, som tinvde Helsvedes . «
vceret mins Gemal. Guds Moder vender sit Aasyn fra s
: — hdad Ende stal det tage med mig?«
»En god og lylsalig Ende,« sagde Vigand med
on fast Rost. Han drog hende ned paa Løjbænkem —
Plads oed hendes Side og evede nu paa hendes bsjelf
Sind hele sin Kløgt og al sin naturlige Veltalenhed.
forudsaa, at hvor fortvidlet hendes Stilling end var, v
hun dog doere uvillig til at drage ud i Verden med
Mond af Landstncegtens tvidlfomme Ære, iscer da »
tillige var hceslig og plump i sit Versen. Han fremtry
da for hendes studsende Blik et stcnt Ærens Tempel. k
hdilket Fodetmarslen John Clarip Viste fig for hende i
Stillelse af en skotft Adelsmand, Genete Jakobsdattets
niiskendte Bruder, en cerlig og djcerv Reigen med Hebe
rens Glorie om sin Bande, men oed Tidernes Ugunst stehet
i Fare og nødsaget til at dølge sig i Ringhed. Denne Van
fkæbne tlagede han itte over, fordi den havde ført ham tik
hende, hvemhan tilbad og inderlig ztnskede at gøre til sitt,
Huftru. Da det faaledes efterhaanden var lnkkedes ham at
faa hende til i en Forening nied den fortnentlige Johau
Craigengelt at se itke alene en ønstelig, men den eneste
hæderlige Udgang paa hendes nuværende inislige Stilliuz
inddiedse han hende for en Del i den Aftale, han havde
trusset med hendes Tilbeder. Han gav hende tillige en
smintet Forestilling Ein sine egne Planet og otn de Grunde,
der bragte ham til at drage bort fra Bau-matt ,
Zosn det ofte gaar nied letsindige Naturer, saaledes
zai det med den lettroende Fru Elsebet. Hendes Fortviv
lelie flog over i Lystighed, hun tlappede i Hænderne of
Glcede over, at Vigand vilde bringe en Ungsøfter med fra
Vissing, der skulde ocere hendes Ledsagerinde, og spurgte
ham ud, om hun var ftson on munter. Hun glcedede sig
til at dran-: fra Tanmart og se fremmede Lande og over
drog sluttelig Vigand at lade Fodermarften vide, at hatt
turde indfinde sig seld og tale sin Sag. Dog maatte hendes
Pige først komme og give Komnieret et sømmeligt Udses
ende. Til sidst sagde hun nied et Sul:
»Han er en grim Karl, og det Ar over Banden klæder
heim ilde. Dog er et ærligt Hierte rnere værd end et glat
Aasyn, og jeg ded, han har et lystigt Sind og ynder
Skæsmt.« ;
Kort eiter at Vigand havde forladt Fru Elsebet, gik
han i Banden og bleo af et Par Svcnde roet oder Seen.
Sainniensunlen sad han paa Baadens Agterfæde, hats :
Psande var ryntet og hans Blik merkt. Der kom ikke et
Ord orer hans Læber, før Banden gled ind i Sting
Vin. Han dod Zoendene ro tilbage til Dnnces og for
sdnndt nted hurtigt Stridt i Sinnen
Feinte Kapitel.
Staunen stiftet Ham.
Vest for Rye, i den sncevre Dal mellem Koppehøj vs ,
Knasberg, i Ly for alle lolde Binde og omgidet af krogede «
Birletrceer, hvis hvide Stammer lyste mellem Sucher-bu
sie, Lyng og Gyvel, laa den gamle Spnaloinde Max-is
Hutte. Det var saa brøftfceldig en Renne, fes-In nogenskedss
fondtes i hine Tiber, da Folkets Mcengde doede i usle
Boliger. Te klinede Lervcque vare fuloe af Redner vg
havde aldrig vceret rørte af Ovidtelall. Lyngtaget var
bulet og mosgroet, og Skorftenspiben fattedesi ganstr.
Dog sad ingen Adelsmand mere sikker og tryg bag
fin Borgs ftoerle LIJlure end gaknle Mark inden for disse
skøre Vcegge, der nænpe Vilde lunne staa sig ixnod et gvdt
Eparh Jngen ncermede sig hendes Belig uden med Frngt, ,
men mange for at søge Raad eller for at lende sin Skæbne,
da Mari var vidt tendt sont en Trdldtvinde, udrustet med
unaturlig Magt og Epaadomsgave Hun leoede dog i den
bedste Forstuaelse med Mnnkene og Nenn-Jene i de ice
otnliggende Klostre, ja, hun hadde ofte været ei Redsiab for
dem til at ftnrte Overtroen.
J Papismens Dage lunde en siig saataloet flog Kones
endnu trives i Fred. Det var først efter Reformationenst
Jndførelse, at disfe Odertroens Prceftinder kom pack Kant:
med Geistligheden, idet de tog Munkenes Gerning, Mitte-:
kellure og Aandebesvcergelser, belt i Aro dg derfor blevek
Genstand for de grusomme Forfølgelser, der ere en Stum
plet pcm den lutherske Kitte. Sagen var, at Odertroeä
havde fcestet for dybe Rødder til at lunne udrnddes med
Papismen. De lnthetsle Præster nceglede, line saa lidt sum
Papisterne, Aanderneg umiddelbare Jndariden i Murm
slelidet, lun at hdad disse ofte tilstreo Helgener og gvdc
Aander, holdt hine udelullende for Djasvelens og onde
Aanders Vcert
Det var nu vel heller ikte for del gebes- Sly!d, ai
Munlene og Nonnerne holdt deres Haand oder Mari. Man
mumlede out, at hun vidste lnere end nogen anden om disse
hellige Maendg og Kvinderg hemmelige Synder, og at hun.
nu og da havde hjulpet med at sljule dem. Dog Udtettede
hun noget godt ved sin Jndsigt i Lægekunsten, sont eftet«
de Tiders Maulestol ille var ringe, gav hun end enhver
Kur Udfeende af en overnaturlig Handling. Hun var al
tid forsynet med helbtedende Urter, Kloklesirab og andre
Tryllemidler, foretog under mange Besværgelfer og Heli
genanmabelset Kure paa syge, forgjorle og primsignede
Køer og Heste. :
Vigand havde ikle vceret loenge i Vissing, sør han F
blev opmærtsom paa denne snilde, gamle Kvinde, og snart
var han en velset Gcest i hendes Hytte. Mangen Aftenstund
var han gaaet ad den Sti, der gennem Lyngen førte til
Hyittens Dor, og førft sent vendje han tilbage til Kloste- -
ret. Aldrig før havde Vigands truffet en i Overtroeni -
Gøglespil saa grundig indviet og dreven Kvinde, og hans
snu Sjæl ydede hendes Dygtighed oprigtig Hsyldes1·. Dei
Studium, han drev med gamle Mari, var ham nu vistnpk
til ftot Tidkott og dæmonist Glcede, men dog tun et Stab
tesljuL Det, som han især spgte hos Troldkvinden, M
Isendslab til de Vsoer Munleö og Vissing Nionners Syst
dekegister for ved dette Spioneri at Ige sitt Magi. N
rundelige Gaver gjotde den gamle Heks temmelig a
mundet, og der undflap hende Tilsiaaelser, hvorven —
bloltede sig ser og kpm i Bigands Magi.
.· H
. Ti- JJJSUZI